Herman Bang
Herman Bang (1857-1912) ligner med sin fortællestil og præcist aflyttede replikkunst ingen anden dansk forfatter i 1800-tallets slutning, – og de bedste af hans romaner og noveller er måske Danmarks mest originale bidrag til periodens europæiske litteratur.
Han blev født på Als, voksede op i Horsens og flyttede straks efter sin studentereksamen ved Sorø Akademi til København. Mens han ihærdigt søgte at gøre sig gældende som skuespiller og som dramatiker, debuterede han i 1878 som journalist og i 1880 som romanforfatter. En mangeårig drøm om at gøre teaterkarriere blev med årene aldeles udsigtsløs; derimod sikrede hans første roman, Haabløse Slægter, ham en skandaleagtig berømmelse. Bogen skildrer den sidste mandlige efterkommer af en gammel indflydelsesrig slægt, og mod slutningen af romanen beskrives den unge hovedpersons intime forhold til en ældre og seksuelt initiativtagende kvinde. Dette ene kapitel var begrundelsen for, at politiet efter udgivelsen beslaglagde romanen, og Bang blev i 1881 idømt bødestraf for at have offentliggjort dette ‘utugtige’ indhold.
Herman Bang udfoldede gennem 30 år en hektisk aktivitet som journalist (i dansk presse grundlagde han reportagejournalistikken og satte et niveau for petitjournalistik), som litteratur- og teaterkritiker, som sceneinstruktør og som omrejsende oplæser og levendegører af egne noveller. Eftertiden forbinder hans navn med hans skønlitterære forfatterskab, men i sin levetid var han lige så kendt og berømt for sine øvrige virkefelter. Hans egen konstante pengemangel er nok en del af baggrunden for den kolossale mængde af tekster, som han løbende leverede til tryk i aviser og ugeblade, og for varigheden af flere af hans oplæsningsturnéer rundt i Danmark.
I tre længere perioder var han bosat uden for Danmark: i 1886-87 i Wien og i Prag, hvor han skrev bogen Stille Eksistenser (1886) med mesternovellen ‘Ved Vejen’ og romanen Stuk (1887), der fastholder stemninger fra 1880’ernes byggelystne København og overophedede højkonjunktur, i 1893-94 i Paris, hvor han arbejdede som instruktør ved et fransk avantgarde-teater, og i 1907-09, da han havde fast bopæl i Berlin.
Romanen Tine (1889) er en kærlighedshistorie med katastrofal udgang, flettet sammen med Danmarks krigsnederlag i 1864. Siden fulgte andre romaner og noveller, ofte med skuffet kærlighed og resignation som grundtone. Bangs talent satte ham istand til litterært at forløse sider af hans eget homoseksuelle følelsesliv, men alle sine fiktive personer var han på grund af samtidens normer og gældende strafferet nødt til at beskrive som heteroseksuelle. Han er mester for en række af dansk litteraturs psykologisk mest indtrængende kvindeskildringer.
De sidste 10-15 år forenede Bang sin livslange kærlighed til scenekunst og teater med sit professionelle arbejde som sceneinstruktør ved skiftende københavnske privatteatre. Hans sidste roman, De uden Fædreland – (1906), rummer nye vinkler i hans kredsen om hjemløshed og tilhørsforhold som komplekse grundvilkår i en moderne verden.
Ved sin død befandt han sig på en jordomrejse, der undervejs skulle finansieres ved offentlige oplæsninger (på dansk, fransk eller tysk) og ved egne journalistiske reportager til danske aviser fra de pågældende byer og lande; rejsen begyndte i 1911 rundt i Sverige, Finland og Rusland, fortsatte via Berlin og Cuxhaven til New York og Chicago. I toget fra Chicago til Stillehavskysten blev han ramt af en hjerneblødning sidst i januar 1912.
De flere tusinde bevarede privatbreve, som han gennem sit voksne liv skrev og sendte til den brede skare af mennesker, som han professionelt var i berøring med eller stod personligt nær, udgør tilsammen et overblik over hans færden og virkefelter. Til mennesker, som han følte et nært venskabsforhold til, skrev han uden filter: hudløst, selvironisk og galgenhumoristisk – og tit med let drejede vinkler på de faktiske forhold.
