Martin Andersen Nexøs forfatterskab

Martin Andersen Nexø (1869-1954) tilhører den generation af digtere, som i tiden omkring forrige århundredskifte trådte selvbevidst frem og skildrede livet på landet og i provinsen, uden for hovedstadsmiljøet. Sammen med Thøger Larsen, Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen, Marie Bregendahl og andre tegnede Nexø ’det folkelige gennembrud’ i dansk litteratur.

Senere blev han den centrale skikkelse i nordisk litteraturs ’sociale gennembrud’ eller ’arbejderlitteratur’. Gennem hovedværkerne Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn opnåede han desuden verdensberømmelse, og han var to gange indstillet til Nobelprisen i litteratur.

Ungdomsforfatterskabet

Nexø debuterede i bogform 1898 med novellesamlingen Skygger. I de næste syv år udgav han med stor energi yderligere tre novellesamlinger og fire romaner samt rejsebogen Soldage. Nexø skrev indsigtsfuldt og solidarisk om den gamle, førindustrielle bornholmske almues originaler og om denne almues cykliske, traditionsbundne tankegang. Heroverfor var hans samtidsskildringer af moderne miljøer i de første år præget af nihilistisk sortsyn, håbløshed og amoralisme. Nexø var både dengang og senere optaget af forholdet mellem to tilværelsesaspekter: et erobrende og åndeligt, i hans bevidsthed ’mandligt’ aspekt, og et opretholdende og omsorgsmæssigt, et i hans bevidsthed ’kvindeligt’ aspekt. De skulle gerne træde i frugtbar forbindelse med hinanden, men i ungdomsforfatterskabet synes den maskuline idealitet at være hjemløs: Romanernes og fortællingernes ’ideale familie’ opretholdes kun af stærke, naturlige kvinder, mens mændene oftest virker forkuede, fordrukne, degenererede eller dekadente, således i fortællingen ”Lotterisvensken” og i romanen Dryss (1902). Men da han i 1902-1903 rejste til Spanien, gjorde mødet med den anarkistiske almue i Andalusien dybt indtryk på ham. Hans livssyn og forfatterskab antog en lysere karakter, og i den symbolistiske rejseroman Soldage (1903) præsenterer Nexø omsider sine læsere for et maskulint ideal: Den anarkistiske husmand ”Alfonso M.” (hvis fulde navn var Alfonso Molina Peréz). Han var ”rede til at ofre sit Liv for den ny Lykketid”, men var samtidig ved sin menneskelige lødighed, der forbandt heroisk stræben med jævn omsorg for sine nærmeste, ”et Forbillede, et helt Menneske”. Soldage markerer overgangen til Nexøs modne forfatterskab.

De store romaner

I både journalistik og fortællinger blev Nexø stadig mere optaget af at skildre sin egen samtids by-proletariat, således i en stribe avisklummer om ”Havarerede Eksistenser” og i samlingen Af Dybets Lovsang (1908). Efter mange års forberedelse udkom i 1906-1910 Pelle Erobreren. Gennem fire bind følger vi indvandrerdrengen Pelle på den klassiske vandring fra land til by i søgen efter lykken. Her lykkedes det i stort format – gennem en lys syntese af grundtvigske, anarkistiske og socialistiske visioner – for Nexø at få skabt sammenhæng og samspil mellem de åndeligt-heroiske (maskuline) og de nære, kropsligt-materielle (kvindelige), mellem de erobrende og de opretholdende kræfter. Romanværket udkom i arbejderbevægelsens gennembrudsår og blev hurtigt en stor international succes. Ditte Menneskebarn udkom i fem bind 1917-1921. 1. Verdenskrig ligger imellem, og tonen er mørkere. Gennem skildringen af proletarpigen Dittes korte og lidelsesfulde liv retter Nexø en glødende anklage mod et samfund, som ikke formår at værne om sine menneskelige ressourcer. Den værgeløse pige Ditte er underklassens offerskikkelse, ”Smertens Moder”. Nexø vender her drømmen om en syntese mellem de erobrende og de opretholdende kræfter om og viser tragedien ved dens manglende indfrielse.

Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn indoptager impulser både fra ældre litterære traditioner som bibelhistorie, folkeeventyr og helteepos såvel som fra samtidige højlitterære stilarter som naturalisme, impressionisme og symbolisme. De forholder sig desuden meget bevidst til de store forgængere i europæisk romanlitteratur, ikke mindst spanieren Miguel de Cervantes, franskmanden Victor Hugo, russeren Dostojevskij og danskeren Henrik Pontoppidan.

Erindringer

I sin alderdom leverede Nexø et sidste hovedværk med erindringerne om sin barndom, ungdom og tilblivelse som digter: Et lille Kræ, Under aaben Himmel, For Lud og koldt Vand og Vejs Ende (1932-1939). Han prøver her ikke mindst at afveje, hvad han fik fra henholdsvis sin mor og sin far. I sidste ende synes hans digteriske ansvarlighed og medmenneskelige engagement at udspringe af taknemlighed for det, han modtog tidligt, navnlig fra kvinder.