Dansk fysiker. Niels Bohr var fysiologen Christian Bohr og hans kone Ellens andet barn og første søn. Hans søskende var matematikeren Harald Bohr og Jenny Bohr.

Niels Bohr fik en doktorgrad fra Københavns Universitet i 1911, og rejste derefter til Storbritannien, hvor han studerede på universiteterne i Cambridge og Manchester, sidstnævnte sted hos Ernest Rutherford. Det var, mens han var i Manchester, han i det såkaldte ”Manchester Memorandum” præsenterede Rutherford for sin atommodel med elektroner, der kredser om en central kerne.

I 1913 udsendte Bohr tre afhandlinger om atomets struktur, som han endte med at få Nobelprisen i fysik for i 1922. I 1916 blev Bohr udnævnt til professor i teoretisk fysik ved Københavns Universitet, og i 1921 åbnede Instituttet for Teoretisk Fysik (senere Niels Bohr Institutet), der blev centrum for forskning i atom- og kernefysik. Op igennem 1920’erne blev kvantemekanikken udviklet på Instituttet i et forsøg på at forklare subatomare fænomener. På grund af Danmarks neutrale status under Første Verdenskrig blev Instituttet et mekka for fysikere fra hele verden, og blev udødeliggjort med Werner Heisenbergs ord ”Der Kopenhagener Geist” (”den københavnske ånd”).

I 1930’erne arbejdede Bohr utrætteligt for at hjælpe flygtende videnskabsfolk fra Tyskland og Sovjetunionen. Efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 forblev Bohr til at begynde med i landet, men måtte i 1943 flygte til Storbritannien og USA. I to år var han ansat ved det britiske, såkaldte ”Tube Alloys”-projekt, og besøgte forskningscentrene i Los Alamos og Oak Ridge i USA adskillige gange.

Bohr vendte tilbage til Danmark i 1945 og blev modtaget som en statsmand. Instituttet, som han grundlagde, er lige indtil i dag forblevet en førende kraft inden for teoretisk fysik.

Niels Bohr var gift med Margrethe Bohr (f. Nørlund) fra 1912 indtil sin død i 1962. Sammen fik de seks sønner, heriblandt nobelprisvinderen i fysik i 1975, Aage Bohr.