Jeg har ofte, blandt andre nyttige formaninger fra din side, ærværdige hr. Jacob, fortjenstfulde lærer, hørt at en sand og uforstilt indføling er kilden til alt hvad den menneskelige begavelse og et mildt og venligt sind bør udrette. Jeg taler her om den indføling der får én til at sørge med de sørgende og glædes med de glade. Men, som du siger: denne er mere berettiget og stærk når den retter sig imod forældre og andre som man er knyttet til af blodets bånd eller familieforbindelser. Men kraftigst |og mest dybfølt virker den når den udspringer af følelser for fædrelandet. Og selv om det står fast at ingen af de to typer indgydes os af undervisning eller forskrifter, eller påtvinges os af lovgivningen, men indpodes os af naturen selv, hvortil kommer at de ikke alene anerkendes af filosofferne og de klogeste hedenske forfattere, og til tider fastholdes med liv og førlighed som indsats, men ligefrem er pålagt os i det hellige ord og anerkendt i kirken – så må dog den sidstnævnte siges at være mest efterstræbelsesværdig eftersom den er et fælles gode (hvilket man altid bør sætte over det private). Enhver ufølsomhed, skadefryd og kyklopisk stupiditet over for fædrelandet må på det kraftigste fordømmes. Og Nalle der ligger under for den slags må regnes for højst nærværende naturens uhyrer og afskyelige Ndæmoner og udskud der tramper på lov og ret, såvel den guddommelige som naturens, og som engang skal komme til at bøde for det med den strengeste straf over for Gud selv og over for naturen. Alt dette dukkede op i min hukommelse da jeg for nylig blev underrettet om vort fædrelands ændrede situation, og da kunne jeg ikke undgå at blive grebet af en jublende glæde lige så stor som den bedrøvelse jeg tidligere (nemlig mens krigens tummel endnu stod på), |havde været nedsænket i. Og selv om den årlige febers voldsomme pinsler, for ikke at tale om lægemidlernes uendelige plager, gjorde mig så fysisk udmattet, så mentalt sløvet og så svækket i alle sanser at hverken ånden eller hånden virkede som de skulle, kunne jeg på ingen mulig måde afholde mig fra at give udtryk udadtil for hvad jeg følte indadtil. Resultatet var den følgende landlige dialog der undslap min ydmyge Thalia, og hvori hun forsøger ikke alene at glæde sig med vores fædreland, men også lykønske det svenske rige. At den er vævet af så groft et sprogligt garn, skal dels tilskrives hendes svagelighed. For (som man plejer at sige):

Og:

Dels skal det tilskrives de personer der fremstilles, og som stilen måtte afpasses efter. Hvis der i øvrigt er nogen fejl i indholdet (fx at stormændenes rangorden ikke er overholdt, eller at deres opgaver |og indsatser under krigen ikke er korrekt beskrevet), så mener jeg at det må tilskrives de andre, såvel udlændinge som folk her fra landet, der har nedskrevet hele krigens forløb og dens begivenheder, og hvis beretninger jeg har det hele fra. Den brød nemlig ud allerede mens jeg stadig var dreng, og udspillede sig mens jeg opholdt mig i fremmede og fjerne egne. Og eftersom jeg påbegyndte dette projekt for min egen øvelses skyld, må jeg indrømme at jeg ikke har udvist den største omhu – for jeg havde ikke planlagt at det nogensinde skulle publiceres. Jeg husker nemlig udmærket at vi her i landet har to fornemme digtere, nemlig den fremragende og berømmelige hr. doktor NRasmus Glad og hr. doktor NHans Frandsen fra Ribe, og desforuden også hr. magister NHans Sadolin og andre af det danske riges berømte mænd. Jeg er ikke i tvivl om at hele affæren vil blive besunget lige så fremragende og vellykket som den fortjener, af deres lærde og drevne digtekunst, og man skal ikke tro at jeg er ude på at Nskratte som en gås blandt svaner, eller Nudbrede mine blade som en ydmyg baldrian blandt laurbær (som ordsproget siger). Men jeg lod mig overtale af gentagne og alvorlige tilskyndelser |og opfordringer fra en række nære venner hvis bønner jeg mente at det snarere ville være stædigt og tåbeligt end ærbødigt og taknemmeligt at stritte imod. Jeg føler mig altså nu tvunget til at sende dette skrift, for hvad det nu er værd, til trykkeren for at lade det publicere. Men jeg stoler på overbærenhed fra alle der har en bedre forstand og en sikrere dømmekraft. Og jeg bøjer mig ikke for NZoilus’er, NMomus’er eller nævenyttige kritikere før end de selv har leveret noget bedre gennemtænkt under feberens gysen og rasen.

Jeg har valgt at dedicere det til jer, mine fædre, ærværdige og berømmelige mænd. Både for at vise at erindringen om jer og hengivenheden over for jer bestandig lever hos mig. Og også for at opsætte et bevis på den taknemmelighed jeg føler over jeres mange og store velgerninger og jeres godhed mod mig. For der skal ikke herske nogen tvivl om at de der Ner udsprunget af den samme ærlige og fremtrædende familie, har opnået den højeste værdighed ved samme lærdom og dygtighed, bestrider samme embede på samme sted og i samme by, ja som både er, vil og gør et og det samme – at de også er villige |til at modtage den samme gave på lige fod, og vil optage alt i en venlig ånd. Lev længe og lykkeligt, ærværdige og årvågne hr. biskop, og du, ærede og trofaste hr. pastor. Må Gud, den evige og trefoldige, lede, skærme og evigt velsigne jer. Amen.