Her er en by, den berømteste blandt de ældgamle steder
der for kimbrernes prægtige folk har stået som vugge.
Den har med god grund navn efter ripæ – yndige strande.
Stærk ved rigdom og ånd og magtfuld ved evner og dyder.
Græsklædte bakkedrag omgir den her og frodige grønne
skove, imens den dér omkranses af klukkende søer,
vrimlende fulde af alle slags fisk. Selv ikke Cayster
hører så ofte på svanernes sang fra de kølige vande.
Her overalt ligger bugnende frugthaver, her overalt ses
brogede haver med rigeligt vand til de dejlige blomster.
Læg hertil de frodige enge med roser som Hyblas,
fulde af sødmefyldt saft til de blomsterbesøgende bier.
Og de sollyse vidder beklædt med brogede spirer
hvor buskadser og krat står spredt mellem klynger af
træer,
altid så fulde af kvidrende sang fra koret af fugle.
|Hvorfor fortælle om gårdene her og landet omkring dem?
Land der er rigt på muldjord og rigt på velnæret kødkvæg,
rigt forsynet sågar med kyndige hyrder, blandt hvilke
Thyrsis og Corydon langt fra regnes imellem de ringe.
Thyrsis’ far vogted får, den andens var hyrde for
hornkvæg.
Nu trådte begge de to i hver sit fædrene fodspor,
friske og unge af år, og hvad de to lige for nylig
|veksled af ord (for det var ord der er grund til at gengi)
har jeg lyst at fortælle om nu. Stå mig bi i mit forsæt,
du ved hvis hjælp min fløjte, så slank, blir bedre trakteret.
Og I to, vort fædrene lands mest strålende ånder,
vis mit værk jeres gunst, tilsmil som altid mit virke.
Ja, jeg tænker på dig, ærværdige biskop, og dig der
trofast, og klart som et horn, lar frelserens nådesord gjalde.
Begge er I for hans flok opmærksomme, trofaste hyrder,
I for hvem nu min hyrdesang lyder på fløjten, den spinkle.
