Thyrsis, du værn for din flok, du kimbrernes stolthed, min Thyrsis,
hvor skal du hen, kære ven? Er det forårsfesten der får dig
hjem til os igen? Er du nu på vej hjemad fra byen?
(Thyrsis:) Nej, er det dig, min Corydon? Det er da årevis siden!
Det var på tide at vi to nu skulle træffe hinanden!
Gid jeg må se både spøgelser, varulve, ånder og genfærd
gid en ondsindet krage må spå mig ondt fra en steneg
hvis en timianbusk for en bi, en gyvel for geder,
dug for en flok af græshopper, ja, eller skygge for høstfolk
er et så glædeligt syn som du er, min kære, for Thyrsis!
(Corydon:) Lisså begejstret er jeg, kan du tro, for atter at træffe
dig både sund og rask (det havde jeg dårligt nok håbet).
Jeg blev kastet omkring af så mange problemer og farer
||da jeg forlod mit fædrene land og drog ud i de fjerne,
fremmede egne (besat som jeg var af de yndige muser),
at du næppe engang vil tro hvad jeg siger, min Thyrsis.
(Thyrsis:) Jo, såmænd, dine ord bekræftes af kindernes bleghed,
og det manglende huld som hele din krop bærer præg af
i en grad så du selv er ganske forandret fra dengang
da du forlod dit hjem med dets skinker og fedende
retter.
Da var du velnæret – nu er der knap nok kød på skelettet.
Også af kappen der nu er langt mere lurvet end ellers,
ses det, såvel som din stok, der tjener til støtte for
foden.
(Corydon:) Ja, sådan må det jo gå når man færdes i ukendte egne
langt fra sit hjem og fjernt fra alle de trofaste venner.
Du derimod, hvordan går det til at du er forandret?
Ansigtets udtryk er ændret, dit tøj er ikke som førhen.
Rynkerne furer jo ikke som før i tiden din pande,
øjnene fæster du ikke i dag mod jorden af kummer,
ejheller sværtes dit ansigt af sod, dine læber er
ikke
fulde af snavs, og strittende hår når ikke din skulder,
dinglende istappers fald fra næsen er ikke en fare,
lissom dit skæg ej heller er fyldt med filtrede halmstrå,
eller det velkendte garn som edderkopperne spinder.
Læg dertil at du nu er fri for den hullede kåbe,
lappet med klude og stof i alverdens kulører, som altid
hængende ned fra den ene af skuldrene slæbte på jorden.
Sidst, men slet ikke mindst: dine hoser med strittende
tråde
lægger sig ikke i dag så tungt på de mægtige støvler,
hvorfra strå med vippende aks titted frem gennem sålen.
Kort sagt: en helt ny Thyrsis i blik så vel som i farve,
||holdning og hele det ydre – en ny og uventet Thyrsis.
Men hvad årsagen så kan være til denne forvandling,
undrer mig dybt, jeg er meget i tvivl og vil gerne belæres.
Sig mig engang, har din Thyra mon født dig et barn her for nylig?
(Thyra som overgår hvem som helst i dygtigt at forme
fine små oste med nydelig hånd, og med flittige fødder
rask at skifte det takkede væv på den opspændte rending.)
Ja, eller sig mig, min ven: skal din Mopsus måske sprede
nødder?
Får han omsider sin Nisa, den brud han så ofte blev nægtet?
Er kan hænde din ged så rask, og kiddene friske,
har du så mange små lam og med dem det får der har født
dem,
ja, og kalve og yvere fyldt med mælk så det tynger,
(hvorved du har så du ofte kan gå på marked og sælge
og få mangen en skærv lokket ud af troskyldige kunder)
– at din taske er bugnende fuld af dejlige penge?
Sig mig, min ven, hvad smiler du for? Fordi jeg ku ramme
så præcist? Eller er det fordi mit gæt er forfejlet?
Anden forklaring end dem kan jeg slet ikke tænke mig, Thyrsis.
(Thyrsis:) Corydon, nej, dit gæt er ligeså langt fra at ramme
som den afstand der er mellem nuet og det der skal komme.
For endskønt jeg ikke endnu har opnået den slags
vældige rigdomme dér, har jeg virkelig grund til at håbe
på at jeg nu om kun et par dage får held til at føle
ikke de samme, men nogen der nok er bedre og større.
Men når du nu er grebet af så gevaldig forundring,
og du føler så stor og pirrende lyst til at vide
årsagen til at jeg er så forandret, og hvorfra de mange
tegn på lykke hos mig, kan stamme, så skal jeg fortælle
||og i rigeligt mål lægge alting frem for dit øje.
(Corydon:) Sådan en snak kan nok trække noget i langdrag, min Thyrsis.
Når man er træt af at gå, er det ofte lidt plagsomt at stå – og
ellen jeg hviler mig mod, kan snart ikke bære mig mere.
Men jeg har godt nok rasende lyst til at vide det hele.
(Thyrsis:) Mon vi så ikke sku sætte os her på den græsgrønne
bakke,
under den løvrige løns vidt favnende dække og nær ved
kilden, hvis glasklare vand i skyggen er kølig som nogen
kilde der udspringer her i vort land, og sundere også?
Ingen gir kraft til så rigt et flor af duftende blomster
eller, med udsigt til bær, både kyskhedstræer og
myrter,
duvende blidt under zephyrens sus og biernes summen.
(Corydon:) Jeg går med hvor end du har lyst at sætte dig Thyrsis.
(Thyrsis:) Jamen, så lad os følges og straks gå hen hvor jeg sagde.
Sæt dig nu her ved min side, min ven, og spids dine ører.
Det var Pan, den prægtige gud, der gav mig den
glæde,
Pan, der bor i den hellige lund på det høje Lycaeus,
han der har skabt og har magt over alt, og har opsyn med alting,
men som især drager omsorg for får og for fårenes hyrder,
alle der kender ham godt og viser ham tillid og ære.
Han holdt til sidst ikke ud at høre de åndløse sange
som min fløjte, de syv små rør der udgør min fløjte,
indtil den dag havde udstødt i støn, så han lod dem få tyngde
langt om længe, og skænked mig det jeg så ofte har ønsket.
Det må vel være en grund for mig til at fyldes med glæde?
(Corydon:) Thyrsis, jeg ber dig, hold op med at væve i langtrukne
forord!
Få det nu frem i en fart, jeg er helt forvirret i hodet.
(Thyrsis:) Jo, du ved – og ak, det er frygtelig vigtigt at huske! –
||at da Bellona i løn havde listet sig ind i vor nabos
lande, det grufulde bæst, et barn af det sorteste Helved,
ud af furie-slægt og krigsgudens grusomme søster,
kaldet Bellona fra bellum for krig og frygteligt
blodbad,
og dér spredt sine frø til ufred og morderisk fejde,
og med kunster og kneb givet naboegnenes hyrder
flygtige sind der let lod sig vække til slagsmål og vrede,
givet dem hjerter besatte af tørst efter vældige blodbad
– ja, som jeg siger: du ved jo så vel hvor slemt det fra da af
mellem vor Daphnis (som gudernes flok for evigt må værne!)
og Amyntas hos dem på liv og død kom til kampe,
og du ved hvordan krigen stod på med rasende vildskab
år efter år, og hvad det førte med sig af grufulde plager.
(Corydon:) Hvem, kære Thyrsis, kan være i tvivl om hvor store problemer
ufred og tyngende krig mellem folkenes herrer kan
skabe?
Det er jo slet ikke kun for hyrder og kvæget de vogter,
at det er katastrofalt og en dybt ulykkelig skæbne,
nej, for herrerne selv er det ofte en dødelig fare,
særligt for den hvis sag er kun slet, og hvis hjerte er skamløst.
(Thyrsis:) Det kan også den seneste tids eksempler bevidne,
men for at gøre dig klart hvordan, må jeg hel’re i korthed
punkt for punkt fortælle dig alt hvad andre har sagt mig,
samt hvad jeg selv personlig har set, med livet som indsats.
Dengang den grumme Bellona forstod at vor nabobefolkning
nu var beredt til krig sprang hun frem med en skogrende latter
fuld af vanvid, beviste sin fryd med gentagne rappe
fodtrin, og klappede højt og fælt med de sortladne vinger.
|Derpå snurred hun rundt og blæste til samtlige sider
fæle signaler på udhulet taks med svulmende kinder.
|Ligesom når en ulvinde, hvis sult er umætteligt grådig,
kaster sig over sit bytte imens den med lydelig brølen
kalder de andre i flokken til hjælp. Sådan kaldte Bellona
nu på sin blodbesudlede bror med rungende hornklang.
Straks kom han farende, dampende fælt efter nylige blodbad.
Hvor han kom frem, lød klage og suk fra brynjer og lanser.
Han slog sig ned hos os, ja her på vor hjemlige jordlod,
før end rygter og snak der flyver så rask, havde nået
at sprede nyheden ud, og før det kom nogen for øre.
(Ja, det var næsten som om de, før de rotted sig sammen
om at begå den grufulde dåd, var enedes om at
han skulle bygge og bo i vores land, hun i de andres,
og så fjendskab og splid imellem de ledende herrer,
for til sidst at trække dem ind i rasende kampe).
Med sin blodige hånd slog han larmende våbnene sammen
som et tegn til sin tjenende flok – snart indfandt sig alle
de der var drevet af lyst til rov og begær efter blodbad.
Ja, da så man hvordan en mand der skar løvet af træer,
sprang fra den storvoksne lind og løb med svingende økse,
så at en krumbøjet plovmand forlod sin vogn og sin hakke
midt i plovfurens dyb og kom løbende til med sit plovjern,
bonden og høstmanden kom (på flugt fra arbejdets plager)
uforsagt styrtende til med henholdsvis håndsegl og høtyv.
Jægeren selv lod net være net og med hundene kom
han,
fuglefængeren løb fra lim og fløjte med lænker.
Kort efter dem den beduggede mand der fremavler druer.
|Dem ledsaged på flugt fra den rislende bølge en fisker
som var træt af den dirrende stang han altid sku stå med,
|ikke gik op i at trække de springende fisk på det
tørre,
men kasted krogene bort og forlod de dryppende liner.
Smeden forlod sin ildudspyende ovn og sin ambolt
vild og fnysende gal med ansigtet tarveligt sværtet
sort af sod og kom til med sin mægtige tang og sin hammer.
Skoma’ren også, smurt til med beg og smørelse, kom der,
ja, og skrædderen selv (om end han halted på benet)
truende vildt med sin saks og stakåndet vaklende fremad.
Talrige andre forlod på samme maner deres boder,
alle på jagt efter større profit for ringere møje.
(Corydon:) Ak, de tåber, og ak, de aldeles elendige stakler
der forsøger at sælge sig selv for en sådan betaling,
og som derved betror deres liv til en ubekendt ende.
(Thyrsis:) Hvad kan ikke den grufulde tørst efter guld
lokke folk til?
Ikke alene de folk der blev til i den fattigste pøbel
driver den, også de få der er født i den fornemste adel.
Ja, og andre sågar, der opgav den lærde Minervas
hellige lejr, og slutted sig til i Mars’ profane,
der er langt mer grådig og glubsk end nogen fordi den
optager hvem som helst, og så mange som helst, uden
hensyn
hverken til dygtighed, eller til slægt eller rang overhovedet.
Og som Tartarus’ dyb står åbent for alle og aldrig
afviser én eller helt blir fyldt op selv af vældige horder,
sådan er, grufulde Mars, din krig i samklang med Helved.
Den så vi nu Menalcas, den sorte, begive sig ud i.
Han der var langt den navnkundigste blandt krigsgudens lakajer,
|kom hertil fra sit fædrene land i tyskernes rige
og bragte med sig en stor og talstærk kolonne af krigsfolk.
|Det gjorde også en mand hvis ældgamle navn kom af “hole”,
og det navn talte sandt, for han holed en masse fra landet.
Han var skam også en vigtig lakaj for den grumme Gradivus.
Således gik der kun kort før man så vores hjemlige marker
myldrende fyldt overalt af alverdens soldater og krigsfolk.
Som i den prægtige vår, den ganske bedårende årstid,
når en zephyr går lunt over landet, og Phoebus’ klare
lys gir næring til alt der gror og atter har skænket
træerne løv og jordbunden græs og urterne blomster
og har beklædt hver busk i et skrud af behagelig grønhed.
Lige så mange insekter der da i hærgende skarer
sværmer, og græshopper, springende rundt i de dugvåde enge,
lige så mange var da den grusomme Mars’ lakajer,
der fór hærgende om i vort land og påstod de var her
for at beskytte vor Daphnis og os og dem vi har kære.
Stolt spankulered de om i bukser der gik dem til hælen,
(tænk dig, hvor stygt!) mens de kappedes om hvis skridt var de længste.
Lissom en hane med strittende kam har for vane at gøre
når den har benene helt viklet ind i hør, eller storken,
frøernes skræk, når den stolper afsted i den fugtige mose.
Fra deres gudløse hals opgylper de strømme af løgne
når de samles i flok og mødes i vældige skarer.
De berømmer sig selv og beretter om blodige slag de
selv har opdigtet, fremviser ar de har fået i tapper
våbenleg – men som stammer fra slag af en feltmadras’ næve.
Hver tør se sig som mer end syv af de vanlige bønder.
|De kalder hver en dyd og de samlede guder til vidne
skønt de hverken har sans for dyd eller kender til guder.
|Gang på gang får de fjenden i knæ og slagtet for fode
(skønt han er langt af led) med en “grausame Salbe” af
trusler,
indtager borg efter borg, trænger ind i befæstede byer,
plyndrer den fjendtlige hær – men ak, kun ord står tilbage.
Skal jeg fortælle hvad den slags folk har forstand på for alvor:
de er forslugne og de er fordrukne og de er for slemme!
Ja, og dem de burde beskytte og værne mod fjenden,
dem udplyndrer de selv, dem plager de selv som de første!
(Corydon:) Den slags mænd der drager i krig er rå og brutale
for de tror at alt hvad man kan, må man også have lov til.
(Thyrsis:) Men da nu de mænd var hvervet og mønstret og derpå
passende rustet til kamp, blev de snart sendt over mod fjenden.
Vores armé stiller Mars op til slag, han driver dem fremad.
Fjenden formerer Bellona: med sort og strittende
hårpragt
kinderne flænget til blods med en hærførerkappe omkring sig,
rød af det silende blod, og en hvirvlende fakkel i hånden,
drivende våd som den er af blodet der sprøjter fra slaget,
skrider hun foran sit folk og opflammer vreden i sindet.
Men hun savner dog mod til at føre dem ud i det åbne
før de andre og møde vor hær i et direkte kampslag,
nej, hun holder sig selv og tropperne inde bag grænsen
i det hjemlige land, trygt skjult bag fjelde og borge.
(Corydon:) Derved gjorde hun netop hvad den slags plejer at gøre:
Ganske vist bruser hun op i forbitrelsens mægtige brænding,
udspyr truende ord, opgejler med rædselsfuld rasen,
sønderflår samtidig alt med sit gab, som ingen kan standse,
|men hvis madammen, det komiske kvaj, får nys om at nogen
vil hendes magt til livs og med slag trænger hende tilbage,
|da, øjeblikkelig, lar hun våbnene synke og standser,
da blir hun tam og rystende angst og ydmyg og stille.
(Thyrsis:) Ja, det er vittigt – men sandt er det også, for lissom en
fisker
netop bliver klog af et bid, bliver Bellona jo klog af erfaring.
Hun ved jo god besked om hvad danskernes folk er i stand til
og hvad vor adel formår, og dybt i sin sjæl har hun prentet
hver en tapper bedrift vores fædre og aner har øvet.
Derfor befrygter hun nu at det der så ofte er tilstødt
dem i mødet med os, og den skæbne som netop for nylig
overgik Dithmarskens land, nu atter skal melde sin ankomst.
Nu lar vor Daphnis imidlertid, fyldt af ophøjet harme,
utålmodig, med højfornem røst, for ikke at spilde
tiden, de ledende mænd kalde ind og beordrer dem alle
til at væbne hans hær og straks sætte lykken på prøve
mod hans fjende. – Og så går de fyrigt i felten som pålagt.
Snart lød hornenes klang, snart hørtes basunernes toner,
og bestandige slag på trommer gav buldrende genlyd.
Derpå fulgte en sky af fodfolk og ryttere, faner
smældede, ført af en flyvende hånd, så truende smykket
med de tre blå løver på spring og de øvrige vartegn.
Frygtløse bryder de ind over bøndernes marker og hærger
vidt og bredt. I den første attak erobrer de borgen
der har navn efter “elg”, ved tvang, men ved opgiven også.
Som de når videre frem, besejrer og indtar de også
alt hvad de her støder på, selv det stærkeste, helt uden møje.
Ja, og selv når fjenden af nød måtte foretage udfald,
|lod sig udfordre til at samle sig mod og give møde
ude i åbent terræn, da – skønt de var dobbelt så stærke
|både i antal, i artilleri og alt andet udstyr –
blev de dog sat til vægs af vor hærs stålsatte mandsmod.
Hvad jeg siger, er sandt, min Corydon, tro det, det passer.
Tænk på det vældige slag ved Halmstad og flugten der fulgte,
derpå ét ved falkenes bjerg, en storslået sejr.
– For slet ikke at nævne hvor tit de blev slået tilbage
og blev kastet på flugt fra Norge (men det ved vist alle).
(Corydon:) Det har jeg hørt, med den største beundring, men tit har jeg
studset
over hvordan det gik til at Daphnis forsvared de egne
når han selv befandt sig så fjernt derfra mens det skete.
(Thyrsis:) Ved du ikke, min ven, at kongernes arme er lange?
Ganske vist var, som vi selv har set det, vor Daphnis jo dengang
i sin egen person til stede i danskernes rige,
desuagtet formåed han dog at befinde sig også
i det øvrige land ved sit ry for mandsmod, og være
til umådelig skræk for fjenden – alene ved ordet!
Men når han uden at være der selv formåed så meget,
ja, hvad mener du så om det han har gjort hvor han selv var?
(Corydon:) Det har jeg lettere ved at tro end du ved at tale
om det, for hvem kender ikke til den ungdommeligt friske
glød der bor i hans højbårne sind? Og de store bedrifter
som han med storsindet bryst bestandig forøver? Og også,
ja især, det strålende held der følger hans gerning?
Han kan med fuldkommen ret kaldes både for “stor” og for “heldig”.
Men du Thyrsis, min ven, jeg ber dig vær sød og fortæl mig:
Hvem var de mænd af det danskeste blod vort fædreland satte
|til at lede vor hær, hvem var de fornemme herrer,
og de højbårne mænd der i den periode med fejde
|glimred med mod, med styrke i kamp og ubøjelig troskab?
Ja, jeg ber dig, fortæl mig om alt det store der skete,
og som ikke det ringeste pust af et rygte har sagt mig.
(Thyrsis:) Ja, men du ser hvordan røg stiger op fra gårdenes tage
alt mens vor sol gør sig klar til at gemme sin glans under havet.
Derfor nødes jeg til kun kort at berøre det meget
som jeg senere hen vil rapportere udførligt.
Den general som Dafnis gav rang af øverste leder,
var af den Rantzauske slægt, men oprindelig dansk i sit ophav
(hvis man går tre led bagud i slægt), og Daniel hed han.
Ham beordrede han i spidsen for rytternes skarer,
mens hr. Brockenhuus stod med kommandoen over vort fodfolk.
Mourids, et velbekendt skud på Podebuskernes stamme,
førte med usvækket mod de våbenbærende styrker
frem til kamp som det frugtbare Fyn havde stillet til krigen.
Men hvad Skåne, det blomstrende land, stilled op med af styrker,
førte hr. Hak, den driftige søn af Holger, i felten,
alt imens de der var sendt af det kampklare Jylland, blev anført
dels af Gregers, der har sit navn efter ulvenes tænder,
og til dels af hr. Peder af den navnkundige stamme
i hvis våben og navn en stjerne så gylden må funkle.
Også hr. Niels, hvem Dresselberg-blod har skænket hans herkomst,
havde kommando og magt over de legioner som Sjælland,
rigt på folk, fra sin yndige kyst havde udsendt i felten.
Ja, selv norsk militær tog plads blandt de andre i felten
under hr. Erik, der henter sit navn fra en krans fuld af roser,
|og med sit fornemme blod tilhører en adelig stamme.
Hertil føjer sig to: hr. Evert, et barn af den gamle
|fine familie Bild, og en levende pryd for sin stamme,
og hr. Christen, der levede op til Munkernes mange
store bedrifter og stod som et strålende smykke for slægten.
Snart efter dem kom Jens til stede, af Kaasernes linje.
Lige så kendt blandt fremmede folk som i hjemlige egne
stod også han som chef for stærkt bevæbnede tropper.
Her var også de to ved navn Sten, af forskellige slægter:
Rosensparre var én, den anden en pryd for de Biller.
Dertil det fornemme barn af Podebusk-ætten, hr. Erik.
Og et berømmeligt skud af Lungernes slægt, hr. Christoffer.
Også de øvrige mænd (hvis slægter med rette er stolte)
red med ukueligt mod i spidsen for hæren præcis som
herremænd skynder sig ud i fejde og krig for at frelse
både sig selv og hjemlandets vel, beredte til begge.
Hver af de to er bevidst om det mod deres aner har udvist.
Det gælder alle som Oxernes slægt da sendte i krigen,
alle fra Lykkernes slægt, og dem der var Langer og Gøyer,
Rosensparrer med dem og Krumpen og Braherne også,
Krabberne sammen med Bild og Juelerne sammen med Parsberg,
dertil kom Banner, og dem der er født af Rud’ernes stamtræ,
dem af Friisernes æt og Hardenbergernes også,
samt både Barnekows slægt, og Trolle tillige med Grubbe.
Hertil Laxmands og Ugerups slægt og alle de mænd som
har deres navn efter marsvin og dem med navn efter bølger,
samt de mænd der er født i slægten der kalder sig Stigsen,
Ulfeldt også og Skram samt dem der benævner sig Skave,
|Urner og Rønnow’er samt de Brysker og Sparrer og Bing’er
Godske og Brock og Strange og Beck og Daa og de mænd som
|kom fra familien Krafse og dem der hed Skeel eller Lunge.
Krummedigerne kom og dertil Hak’er og Holck’er.
Ej heller savnedes de der er rundet af Venstermand-stammen,
eller de Skinkel’ers slægt, endsige af Lindenovs heller,
eller af Skovgaards såmænd, her kommer og kæmper med mandsmod
derudover de mænd der har Fasti-familien til ophav,
Galskyt-familiens børn og Thott’ernes værdige afkom,
samt også de der var bragt til verden i Sehesteds stamme,
de der var født i Tidemands slægt og Stygge og Rostrup.
Skal jeg her komme ind på Valkendorf, Basse og Svave?
eller på dem der har rod i slægterne Høcken og Flemming?
eller på Quitzow måske, eller slægten der kalder sig Kyrning?
Der kom afkom af slægterne Høg og Svale til stede
dertil familien Vind, hvem Pommern og dermed familiens
tidligste hjemegn gav navn, samt dem der bærer et tilnavn
efter det grønne, og dem der kalder sig efter et sand-bjerg.
De kom også dertil, lissom også familien Nordby,
samt både Splid og Pors og familien Glob, der i krigen
medbragte Heidersdorfs slægt, mens Skaderne medbragte Harbou,
og familien Prip og endvidere slægten von Normann,
samt en hob af andre hvis slægt har et adeligt udspring,
og som ejede mod og en slagkraftig højre i felten,
og i krigen til lands gav bevis på ubrydelig troskab,
men som jeg ikke har mødt eller set, og hvis navn er mig ukendt,
– ikke enhver der vogter sit kvæg, kan vide det hele.
|(Corydon:) Hvorfor fortæller du mig at det var på jorden de mange
|krigere mødtes til slag? I luften, det ved da vel alle,
dér kan ingen jo slås, rent bortset fra fjerklædte fugle.
(Thyrsis:) Tror du at skibe med flyvende sejl kan krydse i luften?
Vi må da håbe der findes en havn når du sejler deroppe!
Tror du der ikke er plads på havet til kæmpende flåder?
(Corydon:) Thyrsis, da jeg rejste om i de fremmede lande derude,
tro mig, da fik jeg lært hvad et hav er, én gang for alle!
Nej, jeg kan ikke tro at der findes et menske på jorden
med så sorgløst et sind at han lar sig i den grad forlokke
at han vover sig ud under sejl på de blånende bølger.
Nej, du tror det er løgn, så frygtelig angst jeg har været
siden den tid blot man nævner er skib, ja, bange for døden.
(Thyrsis:) Jamen, fortæl da, fortæl, hvad var det for farer du mødte?
(Corydon:) På en helligdag var jeg engang – alene og ukendt –
ude at gå ved den flod som sachserne kalder for Elben.
Et umådeligt hav må man kalde den flod, for jeg har da
intet sted på min vej set vand i så vældige mængder.
Mens jeg nu dér stod og så på legende blishøns og skingre
måger – ja se, da kom en soldat der var ude at jage
rappende ænder, en skræmmende fyr, syntes jeg, med sin bøsse
fuld af død. Han skævede til mig og sagde så: “Hør du,
stå ikke dér, dit kryb, og tæl måger! Få bare lidt fart på!
Sejl du min båd derover til fuglene – her har du åren! “
(Og han peged på ænderne samt på en krumbygget jolle).
Og så tvang han mig med om bord dér lige på stedet,
ræd for vand som jeg var, og vidskræmt ved tanken om dybet.
Båden gled ud, men var stadigvæk tæt ved den græsgrønne flodbred
|da med et, med et frygteligt brag, hans jernrør lod kuglen
|fare afsted – jeg troede bestemt det var himlen der ramled,
så højt lød det – jeg blev så forskrækket og angst at jeg styrted
ud i det iskolde vand. Da havde jeg været leveret
dersom ikke det gulbrune sand havde frelst mig på stedet.
Sjoveren grinede højt af mig stakkel der lå der og svømmed,
brøled af grin mens jeg gylpende tømte mit indre for flodvand.
(Thyrsis:) Det var da også en helt og aldeles grinagtig historie!
Og du selv er det mere endnu! Du omtaler Elben,
sådan en smal og fredelig flod, som et hav af de store!
Sammenlign ikke en høj med et bjerg eller fjeren med fuglen,
ikke en bøg med en skov og et lem med legemets helhed,
ja, kort sagt: sæt ikke det små i bås med det største.
Og i øvrigt: at blive så skræmt af den dæmpede futten
fra et bitte gevær! Hvad nu hvis det var en vulkanisk
kæmpekanon, der udstøder stål i mægtige kugler
sammen med udbrud af ild som frygtelig buldrende torden,
du havde hørt, min ven? Hvilket mod tror du så at de andre
er i besiddelse af, der aldrig har ringeste angst for
uforfærdet at kaste sig ud på mægtige have?
Ud i fossende regn og utallige rasende uvejr,
ud mellem talrige skær og i alle de hylende storme,
ud mellem syrter og sand og mellem Charybdis og Scylla,
ud blandt vældige hvaler og blandt forfærdende monstre,
kort sagt ud hvor alt er svangert med farer for livet?
Ja, de vover endda at mødes med våben derude
og at udkæmpe blodige slag mellem vældige bølger.
Ikke kun slag der kræver at vold bekæmpes med våben
|på det nærmeste hold, at man griber til grusomme piker,
|at man kaster med spyd og udslynger susende våben,
og med gevær strør om sig med bly i blånende kugler.
Nej, de forlanger endda, efter sølivets skik, at de strides
fra en vis distance og dér bekæmper hinanden
ude fra fjernere hold med rædselsfuldt bragende kugler
og gir ild med det grufulde skyts under frygteligt bulder,
hvorved havenes dyb gir genlyd, og himmelen gjalder,
landjorden skælver af bulder og brag, og dødsriget gyser,
mens hver dødningesjæl må klynke og hyle af rædsel.
Hvorved også forfærdende lyn ustandselig glimter
gennem den bølgende røg, en stank af svovlfyldte dunster
opfylder alt, og der bredes et mulm af det tætteste mørke
hvori ven bliver borte for ven, og himmel og dagslys
skjules af mørket så sort som beg, der indhyller alting,
og som rækker fra havfladen op til de højeste skyer.
Ligesom hvis Etna en dag lod Siciliens borgere bag sig,
og den ubændige Hekla forlod sin befolkning på Island
for med bulder og drøn at tage del i det rasende søslag.
Og hvis de så træder frem for alle at se på den åbne
slagmark, og her tropper op i fællesskab, da vil de prompte
knejse af al deres magt, gå løs med vildskab i sindet.
Bjergene udstøder lyn, de kappes i gensidig vekslen,
begge spyr klipper til vejrs og opkaster skælvende gløder,
blæser en sky af den sorteste røg fra de nedslidte tinder
og lar grufulde drøn give genlyd i grotter og huler.
(Corydon:) Ja, uhada, det undrer mig dybt at nogen har mandsmod
til såvel at vove sit liv til søs som i krigen.
|De må da bære ubrydeligt jern som et panser i brystet
|eller besidde et sind af det hårdeste stål, eller også
inde i legemets dyb ha hjerter der overgår menskers.
Hvem var dog de i vort hjemlige folk? Du må nævne dem alle.
Ja, og giv mig de navne du ved, på de skibe der deltog.
(Thyrsis:) Det skal jeg gøre! Og først, i rang såvel som i
mandsmod,
kom hr. Herluf, en mand der var fornemt og lykkeligt rundet
ud af Trollernes slægt, det var ham der med støtte i skæbnen
styrede skæbnen for os, og som voldte dit endeligt, stolte
Makalös, du hovmodige skib, hvor ganske utrolig
end din størrelse var, og umådelig mægtig din slagkraft,
og hvor meget du end så ned på de øvrige skibe.
– og (hvis rygtet har ret) skønt Proteus, som sad mellem Nereus’
døtre der tørred det havgrønne hår i solen, og Triton
mens han med klang fra konkyliens horn vederkvæged de andre
guder i havet (der dels svømmer om i de rolige bølger,
dels lod sig bære omkring på ryggen af tæmmede havfisk)
– skønt de altså ved synet af dig straks, slået af rædsel,
dykked og gemte sig bort dybt nede på bunden af havet.
Neptun selv blev skræmt op af det pludseligt udbrudte røre,
han forundredes svært over hvorfor hans Tethys så højlydt
jamred, og for at få klar besked om hvad dette ku være
stak han sit drivvåde hoved til vejrs fra de vuggende bølger.
Og så snart han så dig komme med sejlene fulde,
stod det ham klart at nu sku der kæmpes om magten på havet,
hvorfor han rystende angst dykked ned i det brusende havdyb.
Herluf formåede den slags farer dog ikke at kyse,
frygt jog ham ikke på flugt, han drog tværtimod taprere fremad.
|Og han helmede først da han så du var nede med nakken,
|så den yderste rest af dit hovmod gå under i flammer,
og havde sænket dig ned i bølgernes brusende gravsted.
Gå nu til gudernes hjem og se ned på os mennesker derfra.
Herpå følger nu to, to brødre af Rud’ernes stamme,
smukke eksempler på mod, deres navne var Erik og Otte.
Otte var stået til søs på det danske skib Jæger mens Erik
sejlede ud på en jomfru, en svensk. Jens Ulfstand for gennem
havenes skum på det mægtige skib der hed Hannibal. Peder
ud af Munkernes slægt fulgte efter, en mand der på én gang
magted at hjemtage en fangst på hundrede skibe som bytte.
Herpå Henrik der havde sit navn efter stjernen så gylden,
ført til søs på den store Krabat til smukke bedrifter.
Ud stod også hr. Peder, af slægt en Huitfeldt, en mand hvis
vældige mandsmod i kamp til søs knap strålede mindre
end dit, Poul, til lands da du værged dig selv og din fæstning,
Halmstad, så alt hvad fjenden fandt på, var ganske forgæves.
Er der grund til at omtale Erik af Lykkernes stamme?
Eller hr. Jacob, den driftige mand, af familien Ulfeldt.
Ja, eller har jeg behov for her at få nævnt Arild Urup?
Eller hr. Gabriel, ham der er Skinkel-familiens stolthed,
og de udsøgte mænd af adel der ellers forstod at
væbne en flåde til kamp, og som førte de øvrige skibe,
være sig Løven belagt med malm og med blottede tænder,
eller den stangende hjort, den flyvende Grif, eller ham der
på en enorm elefant springer om på bølgernes tinder.
Ja, eller ham der med kraft gir dem olmeste urokse kampgejst,
|ham, måske, hvis snerrende ræv stryger rask over havet,
ham hvis vredladne bjørn svømmer brummende med, eller ham der
|højt på en rasende tyr skær gennem de blånende bølger.
Her stævner også med al sin kraft den skræmmende Samson
ud over bølgerne fulgt af Abraham, yderst bedaget,
han der med rystende hånd har draget sit tvivlende våben.
Også Merkur med vinger på hæl og sit lynsnare mandskab
ryster med truende blik de våben han brugte mod Argus.
Havene bruser af skum når den magtfulde Herkules’ kølle
rammer dem hårdt, han sprænger med magt de bølger der ydmygt
bukkende viger, og dundrer sin stævn mod dem der er med ham.
Tilmed Hektor, den rå, går hals over hoved på søen,
alt mens Akilles, der frydes ved krig, straks udfordrer havet.
Her sætter David nu sejl tæt fulgt af sin trofaste fælle
Jonathas, begge de to står fast på selvsamme forsæt.
Ej heller den på hvis skib den vingede Gabriel stråler,
tøver nu med at la kridhvide sejl udspile af vinden.
Derpå følger nu han, havvandreren, ham som Kristoffer
bar på sin vældige krop, og som gav ham de frieste tøjler.
Derpå står Jonas til søs, men langsomt på grund af sin tyngde
fulgt af Morian rask og gesvindt med sit sortsvedne ansigt,
Og med ham den ustyrlige lap med de hårede lemmer.
Og skal det med at man sejlede ud over havet på Barken,
eller at én stod til havs på Droslen, en anden på Svalen,
eller at Hanen med truende næb og klør tog en tredje
ud over havfladens spejl, mens Høgen, den tyv, var den enes
fartøj, og Duen skar smukt gennem oppisket vand for den anden?
En bar den jernudspyende Struds gennem bovnende bølger,
|ligesom endelig én gik ned med den synkende Svane.
Men, skal jeg gøre forsøg på at opremse alle de mange
|mænd der med truende sejl stod ind i de fjendtlige havne?
(Corydon:) Siger du alle de mænd drog i felten til lands og på havet?
Hvem var det så der imens drog omsorg for landet herhjemme?
(Thyrsis:) Ja, også her var der mægtige mænd fra fornemme slægter,
mænd der nød ry og respekt for kunnen såvel som for alder,
herrer hvis råd var fulde af kløgt, og hvis indsats var agtet,
og hvis loyalitet og kampgejst var prøvet i felten,
men som nu, i denne krigs tid, var udvalgt blandt hele
adelens samlede tal, til at blive tilbage og styre
alting derhjemme imens, og som vise, forstandige mænd at
støtte de fæller der nu var sendt bort til en usikker skæbne
– og bestandig at virke loyalt for den herre de tjente.
Blandt de herrer har en af Oxernes værdige stamme,
Peder, den højeste plads som den der har ansvar for hoffet.
Næst efter ham står så hr. Johan, den fornemste pryd og
hæder for Friisernes æt, tæt fulgt af hr. Peder, de Skrammers
evige smykke, ærværdig af år og af store bedrifter.
Hvem mon, tilgiv jeg spør, er ikke bekendt med hr. Otte
Krumpens dyder? Og hvem beundrer mon ikke hr. Mogens’
gerninger, han hvis navn en guldstjerne får til at funkle.
Ikke des mindre vandt begge de to nu højere hæder,
lissom på selv samme tid den helt Eiler Hardenberg gjorde.
Også hr. Børge står frem, der hørte til Trollernes slægtstræ.
Ja, og hr. Niels, en kampberedt søn af Langernes stamme.
Endnu en mand der viste sit værd, var Jørgen, en Lykke,
fornem af slægt – og mere endnu ved egne bedrifter.
|Blandt de loyale og tro var også den mand Verner Parsberg,
lissom utallige andre som dem hvis navne jeg ikke
|nu erindrer mig, mænd med ridderlig titel og ære.
Er det nødvendigt jeg remser dem op de talrige andre
mægtige mænd af adelig rang og redelig vandel?
Det er sådanne mænd som Oluf af Munk’ernes linje
eller som Absalon, kendtest iblandt de strålende Juul’er,
ja, eller Holger måske eller også som Jørgen, de to der
begge er smykket med navn fra en krans af blomstrende roser.
Dertil også hr. Peder, en pryd og evindelig hæder
for de Biller, og Brahernes glans og ære, hr. Otte.
Dertil kan lægges de to gange Bjørn, den ene af dem en
ætling af Kaas’ernes slægt, den anden et kendt og berømmet
afkom af Bjørn’ernes urgamle æt, højt agtede begge.
Til de nævnte kan tilføjes Hans (dertil er han værdig),
han gennem hvem den skovgaardske slægt med rette forstår sig
som en ædlere æt og bryster sig stolt af sin storhed.
Hertil må sluttelig føjes hr. Niels, den fornemme mand der
skylder de Kaas’er sin byrd, og Pallas Athene sin klogskab,
og som hævder sit værd med sin egen glorværdige indsats.
Flere end dem kunne nævnes, men det ville trække i langdrag.
Dem kan du få en senere gang – men dem jeg har omtalt,
dem som du her har hørt nævnt – til lands, til vands og derhjemme –
alle som én besad de så stor en iver og troskab,
hengivenhed til vort land og blændende indsigt i krigskunst
at de da gerne igen havde sikret vort nabolag for os,
havde en modvillig lod og guderne tilladt dem dette.
Nej, hvor urimeligt, kaster jeg skyld på skæbnen og Herren
|når der i stedet er grund til foragt for den sorte Menalcas
og for hans troløshed, svig og bedrag og fordærvede fremfærd?
|Aldrig så snart havde den mand sat sine ben i vort rige,
før end han og hans mænd lod os se deres hæslige væsen.
For han forhalede alt og skød ud hvad der just var belejligt,
krævede vinter og frost i sommerens blændende solskin
krævede omvendt i vinter og frost et sommerligt vejrlig!
Når det blev vår, var det spirende græs for knapt til hans heste,
når det blev høst, skar fjendernes segl det modne til jorden.
Nogle af hyrderne holdt på at grunden til dette var fejhed,
at det skyldtes hans skræk for fjenden og alle slags farer.
Men der var også en del der kaldte det falskhed og snigløb.
(Corydon:) Man tar da fejl hvis man ikke lar begge bevæggrunde gælde,
og den sidste især, for den slags trækken i langdrag
er jo en ældgammel sport: jo længere sløve soldater
udsætter sagen, jo højere sold får de også til gode.
(Thyrsis:) Ja, ved Faun, du har ret! Og først nu tænker jeg
tanken!
Det var da derfor han var så sen til at drage mod fjenden,
og så kvik til at komme retur! Og mens han så lusket
intet for alvor får gjort, flyver chancen for handling, der kun kan
gribes i nuet jo bort, og år efter år går til ende.
Ja, også det kom på tværs for de gaver vor skæbne ku skænke.
Men imens holdt Mars og Bellona sig ikke tilbage,
stadig mer heftigt og vildt drev begge nu på med projektet
med at ophidse folk – han her og hun hos vor nabo –
både til indbyrdes drab og til gensidig skade for begge.
Heraf plagernes tal og sorgernes mængde og alle
de tragedier hvis lige i gru jeg aldrig har hørt om.
|Ud over alt hvad mennesker led af blodbad og ufærd
når de enten blev hugget ihjel af et pludseligt sværdhug,
|eller i live blev bortført med magt af grusomme fjender,
og i lænker og bånd tvunget med til fremmede egne
(heraf de mængder af klynkende børn, de talløse enker,
koner der bittert begræd deres mænd – og mænd deres venner),
ud over det led også vort kvæg stor skade, blandt hvilket
nogle gik til i den stald hvor de stod, mens fjenden drog bort med
andre som dyrebart rov før blodpletter mærkede ulden.
Ingen blev sparet, selv ikke de små, nej, kalve blev grusomt
flået fra patten, de spædeste lam fra staldenes varme,
eller fortæret af ild når hytten blev nedbrændt til grunden.
Ja, kort sagt, der var ikke et dyr der trygt kunne drikke
vand fra en strømmende å eller nippe til græsset på engen.
Ja, selv jorden der nu overalt er ribbet for bønder,
frembyder tegn på sin sorg, og har glemt sin vanlige skønhed
bortglemt sin frodige grøde og frugt – den henligger ganske
tør og gold overalt, dybt skæmmet af græmmelsens aske.
Nu gir den rajgræs i stedet for korn og aks uden kerner,
tidsler og hæslige bregner i flæng og klæbende burrer,
bidende nælder lar jorden gro frem og svampe så ganske
uanstændige, thapsos så sløv og skarntyde i mængde.
Vikke i bønnernes sted og forvildede valmueblomster,
vortemælk bringer den frem og bulmeurt, hvortil liguster
samt utallige fler forhadte og ukære planter.
Og da således frugt og afgrøder nægtes os, da får
rædselsfuld hungersnød fat og breder sig støt over landet.
Med sin tærende magt, der udsuger staklernes lemmer,
|tvinger den mængder af dyr til at æde af livsfarligt foder,
mens for andre kun magtesløs død gør en ende på fasten.
|Spredt i skove, på mark og på vej ligger grufulde ådsler
opløst i stinkende edder og pus (jeg væmmes ved tanken).
Herved blir også den luft vi ånder, besmittet med dunster,
opfyldt med pest så den dermed har voldt adskillige tusind
grusomme plager og men, eller bitterligt sendt dem i graven.
Nok var det ikke dens agt (men hvordan skal den syge vel kunne
bære sig ad med selv at undgå at smitte de andre?),
og den smitted med suk og gjorde fortræd under tårer.
Hvor jeg så kasted mit blik, hvor end jeg vendte min tanke,
fandtes kun jammer og sorg, og alt var et ynkeligt skue,
ulykker blandet med angst og død i mangfoldige tilsnit.
Og det var ikke kun jord og luft der fyldtes med kummer,
samtidig tumled det oprørte hav med trykkende sorger
Alt hvad der bor i havet, især nok svenskernes Tethys
øger nu havenes vand med tårer i sorg over sine
og forbander forbitret og vred både Mars og Bellona,
rækker mod himlen i bøn for sit folk de havgrønne hænder
mens hun hæver sin røst i en ynkeligt bedende tone
således: “Pan, du der bor højt over Lycaeons teatre,
du der behersker det dyrkede land og alt hvad det gemmer,
i din almagt – såfremt du lar dig bevæge af bønner,
ber jeg dig nu, tag nådigt imod de ønsker jeg bringer.
Se hvordan krigsguden Mars og hans fælle raserer dit rige.
Se deres ondskab, uendelig stor som de katastrofer
de bær med sig, ja, snart vil alt gå til grunde hvis ikke
du øjeblikkelig rækker en hånd til hjælp for os arme.
|Stands dem (det ved jeg du kan!), stands disse ubændige bæster,
vis os din godhed og bring os din hjælp i ulykkens time!
|Da vil du høste evindelig lov og tak for din gerning.”
Endelig ynkedes Pan, han lyttede nådigt til bønnen
og beordrede så de to, skønt begge forgæves
stritted imod og skulede olmt, i fodjern og lænker
og med magt forsvarligt gemt bort i det skumleste fængsel,
hvor jeg har hørt at de nu skal udstå uhyrlige straffe
eller i live med gru nedstyrtes i Helvedes afgrund.
(Corydon:) Det er minsanten en velfortjent straf for så grufuld en udåd!
(Thyrsis:) Derpå rensed han luften for al den giftige smitte
skænkede atter en gang vor jord dens frugtbare skønhed
og gav bølgen dens frejdige strøm og livskraft tilbage.
Tilmed, Corydon, skilte han nu de stridende parter
og forened de ledende to i en samstemmig fredspagt.
(Corydon:) Mener du virkelig, Thyrsis, min ven, at vor nabobefolkning
nylig er knyttet til os i en venlig og mild overenskomst.
(Thyrsis:) Ja, det er som jeg siger, men hør så hvad mere den
store
Pan har udrettet: snart efter tvang han Mars’ lakajer
og hans øvrige flok til at rømme vort fædrelands agre.
Du sku have set hvor sendrægtigt og tungt belæsset de flygted
og hvor forpinte for herskerens skyld de krøb ud af landet.
Da ville du have leet, min ven: nu skridted de ikke
storsnudet frem i horder som før, om kap med hinanden.
Nej, som skabede hunde i flok der, lokket af ussel
lyst til at æde, har sneget sig ind i et bugnende køkken,
og nu står med et bytte af mad i de strideste strømme,
nej, hvor de frådser og straks hugger i sig så grådigt de orker,
|sender hinanden begejstrede nik og logrer med halen
– først da hører de op med at splitte det hele i uvorn
|larm og postyr når kæppe og kastesten flyver omkring dem,
eller måske når kogende vand fra gryderne når dem.
Ja, så stikker de af, men træge på foden, de skuler
bagud og slikker sig vådt om munden med halen imellem
benene – lissom i gråd over al den mad de går glip af.
Lissådan var det med dem: de græd og traved kun langsomt
da de forlod vores land, og de så sig ofte tilbage,
som for at sige: “Farvel, I fede og bugnende marker,
gid det var muligt at tjene hos jer for evig og altid!”
Men det så snarere ud til at landet og alt hvad det rummer,
bad dem få fart på derfra: To skreg på de øvriges vegne:
“Tyvepak! Ud!” galed hanen, “forsvind! Skrub af!” skræpped gåsen.
Ja, og træerne med, hvis bladrige løv blev bevæget
under en søndenvinds pust, viste vej til det dybeste Helved.
(Corydon:) Så er der slet ikke tvivl om at lysere tider vil følge
nu hvor det rædsomme pak er smidt ud, med samt deres herre.
(Thyrsis:) Ja, min Corydon, hvem kan nægte at hensvundne tider
nu vil komme igen, de tider da Saturn regered,
dengang ingen endnu gjorde brug af jern (som dog nok bør
tjene til plovskær for os, min ven), men menneskeslægten
leved et trygt og ørkesløst liv: Af sig selv kunne jorden
frembringe alt, den goldeste el skød blomstrende liljer,
og den ydmyge baldrianurt de rødeste roser.
Ja, den hængende pil satte figner, hibiscus oliven,
krokus skød frem på den stikkende tjørn, på gyvelen druer.
Selv på en spædeste lyng fremvoksede dejlig muskatnød.
|Æbler af guld hang tungt i platanernes udstrakte kroner.
Der løb bække af mælk, og der strømmede bække af nektar,
|og fra stenegens grønklædte top flød gyldenrød honning.
Så stor fred og fordragelighed var der da mellem dyr at
får løb trygge omkring blandt ulve, og løver blandt hjorte,
ligesom kalve gik fredeligt om blandt grusomme bjørne,
og den frygtsomme hind stod sammen med hunde ved åen,
svalerne sikkert og trygt fløj om mellem strejfende høge,
uglen blandt krager, og duerne selv blandt rovgriske glenter.
Ja, kort sagt, overalt flød hornet da over af rigdom,
alt ånded tryghed og fred, overalt var der fuldkommen lykke.
(Corydon:) Alt det mener du nu vil vende tilbage, min Thyrsis?
Så kan jeg bedre forstå hvad det er der har ændret dig sådan,
ansigtets udtryk, din holdning, ja selv det tøj du er klædt i,
og hvorfor alt hvad jeg så, og alt hvad mit øre fik høre,
da jeg kom hjem, bar tydeligt præg af lykke og glæde.
Træbeskæreren sang så glad mod den højeste himmel,
og overalt lød den yndige klang af fuglenes kvidren.
Ja, og man så hvordan hver en skov lod kronerne vaje,
ligesom dyr sprang hastigt af sted som varsel om glæde.
Flokke af kvæg tumled kåde omkring i det grønne på engen,
og selv fiskene sprang og sprælled blandt brusende bølger.
Sammen med dem sås da i leg i de glasklare strømme
både najader og Doris, den blå, blandt de øvrige nymfer
samt dryadernes syngende kor og de grønne napæer,
hornede satyrer, fauner, som halvt er geder – og alle
svingende blege violer i hånd og mægtige liljer,
alle bekranset med grønt om håret af pinjernes kviste,
|trådte de blidt deres festlige dans i de knejsende bjerge,
muligvis nok i bevidstheden om at det var i vente.
|– Ja, for guddomme ved jo besked om hvad der skal komme.
(Thyrsis:) Ja, utvivlsomt, men bedre besked ved nok vores egen
Pan, vil jeg mene, som selv jo står bag det gode der sker os.
Han er for altid en gud for mig, hvert år skal hans alter
vædes med blod fra et af de lam der går bag mit gærde.
Tit skal jeg ofre på det med nymalket mælk og med speltgryn.
Skulle det ske en eneste gang i det liv jeg skal leve,
at jeg glemmer ham, gid en grum og afskyelig hugorm
da må hvisle så fælt i min grav og æde min benrad!
Nå, men nu falder aftenen på, se, tusmørkets time
kommer med tåge og mulm, og græstæppet vædes af duggen.
Kom, lad os gå, den svindende dag kalder alle til hvile,
og i den sorteste nat er det utrygt at færdes på vejen.
Derfor, min ven, kom med mig, følg med til min velkendte bolig.
Jeg har skinker, de jyske, og æg der har ligget i asken,
oksekød har jeg, og pølser af flæsk fra de fedeste grise,
ja, og ost og en mægtig portion af den lækreste tykmælk.
Og dertil i forsvarlige kurve de blånende blommer.
Dem har Porchius bragt mig fra afsides egne af verden
(han som ingen kan måle sig med hvad angår at stige
højt til vejrs i en mast og glide tilbage ad rebet),
endelig æbler og nødder, såmænd, så kom endelig med mig,
Corydon, vend ikke ryggen til Thyra, din gamle veninde.
(Corydon:) Jeg ville følge din opfordring, ven, hvis ikke min længsel
efter mit hjem hos min mor, Galatea, nu kaldte så kraftigt.
Det er jo årevis siden jeg sidst har set hende, ved du.
|(Thyrsis:) Du kan nu ikke få lov at forlade mig uden en gave:
Her, min ven, tag den her, en pisk af oksehudsstrimler
|dækket med skind og besat med søm i de smukkeste mønstre,
den hvormed Moeris så mangen en gang strakte ulve til jorden,
og såmænd også så skammeligt plejed at prygle sin Grethe.
(Corydon:) Så gir jeg til gengæld til dig den (godt nok lidt
sløve)
dolk hvormed Slemløs, du ved nok ham den tandløse vildmand,
hver gang han hidsed sig op og var fuld af vin og af vrede,
plejed at la det gå ud over ovne og sten og service.
Og i morgen, så snart Aurora på rødmende vognhjul
gløder, besøger jeg dig, kan du tro – nu tar jeg min afsked,
Thyrsis, du værn for din flok, du kimbrernes stolthed, min Thyrsis.
SLUT.
