Indgang

Aftenskumring hviler over
    Kongegravene i Dalen,
Og en eensom Hyrde driver
    Sine sorte Faar foran sig
Over den af Sol udbrændte
    Kedrons Bæk mod Byens Mure.
Ind igjennem Porten rider
    Frem en romersk Legion;
Hvide billedløse Faner
    Veie i den røde Sol,
Der beskinner Oliebjergets
    Mørke Top og fjerne Bjerge.
I Jerusalems de snevre
    Gader rider Legionen.
»Spærrer ikke Veien, Drenge!
    Reiser Eder! see den Pragt dog!
Hvad er det I lytte efter?
    Kan den fattige Skomager
Øve Trolddom! Er’ I bundne
    Allesammen til hans Tærskel?«
»Han kan hundrede Historier,
    Veed om Folkets Dommere,
Om de hellige Propheter,
    Om Jehovas Magt og Løfte;
Nu fortæller han om Samson,
    Kampen med Philisterne.«

Ordets Ild gaaer gjennem Hoben,
    Selv den mindste Haand sig knytter,
Ogsaa den vil være Samson,
    Sønderrive Løvens Gab,
Slaae med Æselskjævebenet;
    Øiet funkler, Læben zittrer,
Hovedet de bøie fremad,
    For at kunne høre alting;
Samson er Philistres Bytte! –
    Hoben mærker ikke hende,
Som sig nærmer, lytter med dem,
    Ung og smuk – Veronika.

AHASVERUS

(fortæller).

– – Og da var Samson fanget. De afskar

Hans lange Haar, de stak hans Øine ud,

Og lænkebundet, spændt i Æsels-Aag,

Han maatte gaae og male Kornet for dem.

Men Haaret voxte og hans Kræfter kom,

Philisterne sprang om i kaade Dandse

Om Dagons Billede, og der blev drukket,

Og alle spottede den blinde Kjæmpe;

De satte ham til Skue i et Huus,

Hvor Cymbler lød, hvor tusind Fjender dandsed’;

Da greb han fast om Søilerne, som holdt

Det tunge Tag, hans Muskel-Arme svulmed’,

Han vendte de udbrændte Øine opad,

Og Tag og Huus, alt knaged’, styrtede

Og knuste Fjenderne – og Samson med.

Thi stærk er Israel, selv i sin Død,

Stærk til at hævne. – Nu har jeg fortalt;

Staae op! I faae ei fleer Historier

Før næste Dag. Naa! leeg, og plag mig ikke!

VERONIKA

Alt staaer saa levende, naar Du fortæller,

Men hvorfor altid just om Jephta, Samson

Og Gideon?

AHASVERUS

Om dem vil de just høre,

Og jeg fortæller ogsaa helst om disse.

Det er en Lyst at see, hvor de smaa Sjæle

Kan lædskes ved mit Ord, som var det Kilden,

Der sprang i Ørknen frem ved Mosestav.

Jeg selv som Dreng har lyttet ligesaa,

Inddrukket disse gamle Krøniker,

De give Mod til ret at holde ud. –

VERONIKA

Saa gjerne flokke Børnene sig om dig.

De Ældre lytte til; selv Pharisæer

Og Saducæer har jeg ofte seet

Staae stille ved dit Værksted, tale med dig,

Du veed til hver at føie dine Ord.

AHASVERUS

Der Tider er, jeg troer at være skikket

Til noget Bedre just, end flikke Sko.

Hvergang Levitersangen naaer mit Øre,

Faaer jeg en Lyst at sidde mellem dem

Og blande høit min stærke Røst med deres;

Hvergang jeg hører de Skriftkloges Tale,

Det piner mig, jeg ei fik deres Lærdom,

Og jeg faaer onde Tanker, som Kong Saul.

Men veed Du hvad da er mit Strængespil?

Det er at see paa disse Fremmede

Og deres Pragt; – det hvisker inden i mig:

»Hvad ere de mod dig, du Israels Søn!

Det rustne Søm i Herrens Tempeldør

Er meer end Guldet i et Afgudsbilled!«

VERONIKA

I Davids Tid stod Riget i sin Blomst,

Kong Salomon saae Blomsten blive Frugt;

Men Frugten faldt og skiltes ad, dens Kjerne

Er spredt i Nord og Syd; ei meer groer Træet

Med Davids Kongekrone og hans Harpe.

AHASVERUS

Har ikke Folket engang maattet sukke

I skjændig Trældom hos Egypterne,

Seet sine Sønner kastede i Nilen?

Men op fra den steg Moses, Folkets Frelser!

Da Pagtens Ark blev Bytte for Philistre,

Da fødtes Samuel! – skal jeg fortælle

Dig Krøniker, der hæve Mod og Tanke?

VERONIKA

Du kan opflamme mig, opvække hos mig

En Storhed og en Stolthed, ved at vide,

Jeg er en Israels Qvinde – ak, men snart

Udmattet synker jeg i mig tilbage.

Jeg de Skriftkloges Ord begjærlig griber,

Men ogsaa dette som en Steen mig tynger,

Al Pharisæer-Viisdom sært forvirrer;

Jeg seer op, som til en Forstandens Leeg,

Og ikke styrkes jeg i Sjæl og Tanke,

Saaledes som hos Nazaræeren,

Den ny Prophet; jeg hørte i hans Ord

Mit eget Hjertes hemmeligste Tanker,

Alt var saa klart og dog saa trøstende;

Jeg følte Fred med mig og hele Verden,

Selv Hedningen jeg syntes var min Broder.

AHASVERUS

Ha vogt dig! vogt dig for hver falsk Prophet!

JUDAS ISCHARIOTH. BARRABAS

JUDAS

Du her? Du Barrabas! fredløs, forfulgt!

Hvert Spor af dig var tabt, hvor har Du været?

BARRABAS

Jeg kommer nu fra Nilens Land, Ægypten,

Med Skipperkasten levede jeg meest,

Den bedste Tid i dette Land er deres.

Naar Nilen svulmer til en udstrakt Sø,

Og alle Byer rundt om blive Øer,

Da seiler festligt Tog for Tog af Folk,

I hele tusindviis, fra By til By

Med Sang, Musik og Dands, jo det gaaer lystigt!

Ja du kan troe mig, at de døde Konger,

Der sidde mumiesvøbt i Pyramiden,

Gad gjerne være med, selv om de skulde

Saa tage Plads ved Svinehyrdens Side.

JUDAS

Du har ret nydt dit Liv og Øieblikket.

BARRABAS

Jeg sov ei altid der paa Silkehynder,

Jeg dandsed’ ikke hver Dag kaade Dandse,

Dog det just kildre kan et Sind som mit.

Jeg kjender Maanens stærke kolde Straale

Fra mangen Nat, jeg sov nær Crocodillen.

Jeg prøvet har den hede tunge Luft

I Thebens Katakomber; hver en Væg der

Er Mumier, opstilled’ paa hverandre,

Endeel er styrtet ned, man træder paa dem;

Der er en Dunst, en Støv, en rædsom Hede,

Men der er sikkert for en banlyst Mand.

JUDAS

Dit Liv var rigt, det seer man paa dit Ansigt.

BARRABAS

Ja dette Ansigt er en Talisman!

Det veed Du selv, fra Du var ung med mig

Og nød dit Liv, som man skal nyde det.

Ja dette Ansigt har tidt bragt mig Lykke.

I Høsten har Ægypterne en Fest,

Der kaldes Cherubs; da der føres frem

En feed en prægtig Oxe, rigt bemalet

Med Hieroglypher, Hornene forgyldte,

En Skare smukke nøgne Piger dandse

Med Blomster om den, og et lille Barn,

Det smukkeste man har i hele Byen,

Som Uskylds Symbol rider Oxens Ryg.

Det Barn var jeg som Lille, og man siger,

Jeg skal endnu besidde visse Træk

Af sød Uskyldighed, de gjør min Lykke.

JUDAS

Men hvad er nu din Plan i dette Land.

Der er en Kraft hos dig, et eget Mod,

Som, ledet klogt, kan skabe noget Dygtigt. –

BARRABAS

Judas Ischarioth har samme Kraft,

Men Modet stivnet er til Sindighed;

Du er saa velberegnet, og hvad vandt Du

– Et lille Embed’ kun, hvori Du daglig

Kan høre Hverdags-Klynken af hver Fattig

Og have Indkig i Elendigheden.

Hvo har valgt bedst, Du eller jeg, min Broder?

For femten Aar tilbage vented’ jeg,

Du blev lidt mere! Du er jo en Drømmer,

Og derfor slutter Du Dig fast til ham,

Den nye Prophet!

JUDAS

Ham, som Du ikke kjender!

Han er en stor, en mærkelig Natur,

En Gnist udsprungen fra den haarde Steen.

BARRABAS

Jeg veed, han har tilfælles mange af

De Tegn, hvormed alt fra de ældste Tider

Propheterne betegnede Messias –

Et sært Naturspil, som hos os med Apis,

Et Lykketræf, at være født med sligt.

Og Du, Du følger ham, som i Ægypten

De kloge Præster følge den og – handle.

Vel! er det saa, jeg rækker ogsaa Haand,

Hvo veed, vort Møde her kan bære Frugter.

JUDAS

Vi to kan ikke mødes under Tag.

BARRABAS

Men Ørknens Veie løbe i hverandre.

Farvel, Du Præst for Jødefolkets Apis,

Gaae Du til dine mægtige Mysterier,

Jeg søger mine – disse blev i Nat

Et deiligt Pigebarn, en ægte Perle.

Jeg som Cleopatra den kaster i

Mit Glædesbæger! Ha, det skal jeg tømme!

(gaaer)

JUDAS

Et Senepskorn han kasted’ i min Sjæl,

Mon det skal voxe eller veires hen?

Det Tidens Fylde blev, Messias kommer,

Hver Spaadom om ham kan udlægges sindrigt

Paa Nazaræeren, min store Lærer. –

Hvad var det hos mig, som først bandt mig til ham?

Det var mit Had til disse Pharisæere,

Hvis falske Storhed har oprørt mit Sind;

De staae som Goliath, med Ordets Landser,

Med alle Kløgtens snilde Fægtekunster,

Og han gik mod dem, som en David, væbnet

Med eet alene, sin Uskyldighed!

Den Underfulde! han er snild som Slangen

Og from som Duen; ham jeg holder ved!

Han er, som Barrabas har sagt: en Apis

Med alle Lykkens Tegn. Det gjælder kun,

At Folket seer og kjender disse Tegn.

Det skal, det maa! Vort Møde, Barrabas,

Gav Tanken Blomster, som kan blive Frugter!

(Nat.)

KRØNIKEN FORTÆLLER:

»I den fattige Stue, hvor Vandkrukken staaer ved Leiet, sidder Veronika, den unge forældreløse Deilighed; den gamle Bedstemoder med den runkne gule Hud, de sølvhvide Haar og de store kulsorte Øine, lader sine magre Fingre løsne den unge Piges deilige Lokker, og som en Flod, der gjemmer Mørket, falde de ned over de fine og dog saa faste runde Skuldre. Sarons Rose er ikke saa smuk, den unge Hind paa Beters Bjerge løber ikke mere snelt! Hendes Øines Sjælblik er Velsignelse, hendes Læbers Friskhed er lifligere, end al den Duft, der strømmer fra den kosteligste Salve. Nu hælder hun sit Hoved op til den gamle Bedstemoders Skuldre og hvisker god Nat – men gjennem den aabne Luge i Loftet stirre to onde Øine, de stirre som Slangens Øine fra Træet, hvor den klam og smidig hænger snoet om Grenene og vil springe paa det sorgløse Kid, der leger i Græsgangen. En Fremmed har fundet Vei over Husenes flade Tage; – Barrabas, væbnet med Kniv og urokkelig Villie, mætter sit onde Øie ved den friske Skjønhed; vilde Lyster ere i hans Blod, hans Tanke har Salomon udsjunget: »Gid min venstre Arm laae under dit Hoved, min høire omkring dit Liv«. – Der er stille i den fattige Hytte, Lampen slukkes. – Vee! Vee! Hør Angestens Skrig! Hør Dødens Skrig! – –

Barrabas! hvorfor myrdede Du en gammel Qvinde!«

(I Huset hos Ahasverus.)

VERONIKA

Vee mig! I vort Huus var Fordærvelsens Aand;

Jeg mødte hans stærke omslyngende Arm,

Jeg følte hans brændende Aande,

Jeg skreg: »Jehova,« og fra ham fik jeg Kraft,

Jeg fløi frem, som om Stormene bar mig!

Det hængende Viinløv en Stige blev,

Og Murene bare mig fremad.

Jeg veed ikke selv, men jeg hørte et Skrig,

Min Bedstemoders Skrig, hun brødes med ham,

Hun har udgydt sit Blod, hun er myrdet inat,

Hendes Øine de milde see ei mere paa mig,

Hendes Haand falder kold fra mit Hjerte!

AHASVERUS

Dræbt! Moderen dræbt! Ha, hvor griber du ind

I mit dybeste Saar, selv veed du det ei.

O, jeg lider som Du, ingen Ord give Trøst!

Ha! Fordømmelse over Herodes!

VERONIKA

Hun var mig Forældre, hun var mig alt,

I hende jeg eied’ min Verden!

Alt om mig er tomt, alt stille og dødt,

Thi hendes Hjerte staaer stille.

AHASVERUS

Jeg kjender det, veed det, Veronika,

Ogsaa jeg, jeg misted’ en Moder.

Jeg har hørt hendes Skrig, jeg har seet hendes Blod.

I Bethlehem –, ja, Du hørte det tidt,

Alle Smaabørn blev’ dræbt’ af Herodes.

Min Søster var spæd, hun diende laae,

Ved min Moders Bryst, da vi flygted’.

Der var Dødens Angst, jeg løb og jeg fløi,

Min Fod blev saa træt, min Moder mig bar.

Bag den smuldrende Muur, mellem Cacternes Tjørn

Sad vi skjulte, vi tre! Hun saae ud som et Liig,

Hun var marmorhvid, hendes kulsorte Haar

Skjulte Barnet, hun holdt ved Brystet.

Soldaterne kom, og hun greb med sin Haand

Om det skarpe Sværd, og hun kasted’ sig ned,

Hun skjulte sit Barn! men mig rev man bort,

Medlidenhed var det – Medlidenhed!

Jeg saae, at de myrded’ min Moder!

Min diende Søster løfted’ de høit,

De knuste hende mod Muren.

Jeg seer det endnu – Jehova, ingen Aar

Kan udslette Tanken – og Hævnen!

CHOR

I Ørkenen ville vi gaae og høre den nye Prophet! Hans Haand berører det syge Legeme, og det bliver karsk, hans Aand berører den syge Sjæl, og den fyldes med Sundhed.

Judas Iscarioth er hos ham.

AHASVERUS

– – Nu vel, saa viis mig da Propheters Tegn

Hos ham, der kommet er fra Nazareth.

JUDAS

Hans Stjerne tændtes over Davids Stad,

Og Hyrderne forkyndte for Herodes

Om Barnet, der var født i Bethlehem;

Tyrannen frygtede, lod Bud udgaae

At dræbe alle Smaa – –

AHASVERUS

Jeg veed det, veed det!

For denne Nazaræers Skyld de dræbtes?

For hans Skyld følte Mødrene slig Jammer?

Dit første Tegn jo dyppet er i Blod.

Vee, tifold Vee! Hvad giver han igjen?

Med salomonske kostelige Tepper

Maa han bedække denne fæle Blod-Grund,

Med Davids Harpespil maa Skriget dæmpes.

Jeg knæler for ham eller søndertræder – –

Tal! giv mig flere Tegn, Propheters Tegn

Hos ham, der fødtes udi Bethlehem!

JUDAS

Min Finger dypper jeg i Sandheds Kilde

Og væder dine Læber, Ahasverus! –

– – – – – –

(flere Dage derefter).

CHOR

Hosianna, Davids Søn!

Vær velsignet den som kommer

I dit Navn, o Jehova!

VERONIKA

(kommer fra Ørkenen).

Jeg har ham hørt, jeg har min Sorg udgrædt,

Tilsidst græd Hjertet overfyldt af Glæde,

Jeg har Propheten seet fra Nazareth.

»Hosianna, Davids Søn« sang selv den Spæde.

Bryd Palmegrene, kast din bedste Dragt,

Ved ham blev hellig Ørknens store Øde.

Han har en Tanke i mit Bryst nedlagt,

En Kjæmpe Tanke, som vil Liv gjenføde;

Hvis jeg udtalte den ved Kedrons Bæk

Ved Hulerne, hvor Israels Konger blunde,

Da sprang i Blomster strax den nøgne Hæk,

Til Liv igjen de Døde stige kunde!

CHOR

Hosianna, Davids Søn!

AHASVERUS

(mellem den jublende Mængde).

Det Blod er udgydt, som blev forudsagt,

Nu skeer den Herlighed, Propheter loved’,

Nu Davids Rige opstaaer i sin Pragt,

Jerusalem, opløft dit stolte Hoved.

Hvert hedensk Rige smelte skal som Snee,

Dets stærke Arme visne og henveire,

Jehovas Folk sin Herlighed skal see

Og over alle Jordens Slægter seire!

CHOR

Hosianna, Davids Søn!

ONDE AANDER

Kundskabs-Frugten blev brudt, brudt blev vort Baand;

Lædskedrikken, den første vi fik, flød o Cain for din Haand!

Da vor Røst vi lod mægtigt med Stormen sig blande,

»Nu er Verden vor, dens Lande og Vande,

Og de, som bleve skabte i hans Billed og Aand!«

JUDAS

– Og Folket strøede Palmer for hans Fod,

Han drog ind i Jerusalem, – For hvad?

Mon for at vælte Kræmmerstolene

I Templets Forgaard og helbrede Syge,

Opirre Præsterne og derpaa stille

Begive sig paa Vandring til Bethania?

– Han er en Nøler! Pilen flyver ikke

Fra Buen mod sit Maal rask, som den skal.

Jeg maa nok til at være Bueskytten.

– Han er ei længer Byernes Prophet,

Han er Jerusalems; han optraadt er

Imod Synedriet, mod Pharisæer

Og Saducæer. Vel, at det er saa!

Nødvendigheden er vor gode Genius.

Her kan ei nøles, her maa handles nu!

Er han Messias, Legioner Engle

Vil møde paa hans Bud, – og er han ikke,

Saa lad ham styrte! – Jeg har ingen Frygt.

Ha! Moses trængte til en Arons Hjælp,

Messias til en Judas! vore Navne

Vil knyttes sammen, staae som Tvilling-Stjerner,

Naar Davids Rige gjenfødt er paa Jorden.

DE ONDE AANDER

Som det reneste Glar,

Som en Luftning fra Paradiis’s Slette,

Er din Tanke klar,

Din Villie den eneste rette.

JUDAS

Jeg handle vil! Jeg gaaer til Caiphas!

SORGENS ENGEL

I det fugtig-mørke Fængsel

Sover Barrabas, han hviler

Hovedet til den kolde Steen,

Sund og drømmeløs er Søvnen.

Draaben, som fra Loftet falder,

Tæller ud Minuterne.

Der er som i Graven stille

Indenfor og stille ude

I Naturen, Luft og Stjerner

Lyse i den tause Nat.

Fra den fjerne Karavane

Høres Klokkerne saa sagte,

Som den Lyd, naar Strængen zittrer.

Trygt den vilde Turteldue

Sover høit paa Træets Grene,

Skjult, med Hovedet bag Vingen,

Der som Perlemoret glindser

I det klare Stjernelys.

Ei i Barnets Sjæl er større,

Mere hellig Ro end her;

Og i denne Fredens Time

Bliver Jesus Christ forraadt.

JUDAS og AHASVERUS

JUDAS

Jeg har forraadt ham!

De gav mig Penge,

Bryd dem i Stykker,

Og du seer Blod!

Jeg har ham givet

Til sine Fjender.

Men i hvad Hensigt?

Du mig forstod!

Jeg kun hans Storhed

Vilde fremskynde,

See ham i Glandsen,

Som aldrig er seet.

Menneske var han,

Ikke Messias,

Dømmes og myrdes

Skal vor Prophet!

Renere Hjerte

Fødtes der ikke!

Gid mit jeg kunde

Slide itu!

Du, som med Folket

Strøede ham Palmer,

Du kun med Folket

Frelser ham nu!

AHASVERUS

Falsk var Propheten,

Tegnene falske,

Bethlehems Børn dog

Gav deres Blod!

Moder og Søster,

For Eders Morder

Strøede jeg Palmer,

Ydmyg jeg stod.

Hvor jeg var taabelig,

Jeg kunde tænke,

Tømmermands-Sønnen

Var en Prophet!

Troe, at fra Nazareth

Kom en Messias!

Fattig, som jeg jo,

Har jeg ham seet.

Skjælvet af Kulde,

Tørstet og hungret,

Trængt til at sove

Har han, som jeg.

Han vorde Konge!

Blod under Svøben

Blive hans Purpur,

Døden hans Vei!

Høit jeg med Folket

Raaber: Korsfæst ham!

Han er et Rør kun

Under vor Fod.

JUDAS

Blodet vil komme

Over mit Hoved,

Vee, jeg forraadte

Uskyldigt Blod.

AHASVERUS

I rev til Side

Præsternes Kjortel,

Blotted’ hver Vunde,

Viste kun den,

Raabte: »see disse

Kalkede Grave!«

Siig, men hvad gav I

Folket igjen?

Ophidse Folket,

Omstyrte Loven.

Det kun I vilde,

Det I forstod!

JUDAS

Vee jeg har syndet,

Jeg gjorde ilde,

At jeg forraadte

Uskyldigt Blod!

MEDLIDENHEDENS ENGEL

Tusinde Tunger har følt den brændende Livstørst i Ørknen,

Fod for Fod gaaer det frem, Sandet dybt er og hedt,

Som en Ildslue slaaer hver Luftning Vandrerens Ansigt,

Og han hyller det i Klædningens skjærmende Flig,

Standser med sin Kameel, en Lædskedrik findes der ikke,

Ingen Grændse han seer, uden Himmel og Sand.

Tusinde Tunger vansmægtede der, de kunne fortælle,

Udtale Lidelsens Stund, skildre den navnløse Qval –

Judas alene formaaer at sige, hvad Judas har udholdt

I Fortvivlelsens Nat, Afgrundens jublende Nat.

CHOR AF AANDER

Dybt i Klippens Kløft, hvor Svalen

Aldrig svæved ned.

Hvor kun Tigren og Schakalen

Klipperiften veed,

Knust og blodig der sig strækker

Legemet – selv Navnet skrækker

»Judas Ischarioth«!

Fra Urskovene i Norden,

Fra en uopdaget Verdens

Ubekjendte fjerne Lande,

Fra ufødte nye Slægter

Lyder høit Fordømmelsen!

MEDLIDENHEDENS ENGEL

Men kun Judas kan udsige det som Judas her har lidt,

Lidt og levet, følt og udholdt i hiin skrækkelige Nat.

I den aarle Morgen Folket
    Færdes i de snevre Gader,
Nogle stige op paa Taget,
    Andre i det høie Taarn
Tæt ved Porten, hvor de kunne
    See til Bjerget Golgatha.
»Styrk ham, styrk ham« raaber Storken
    Fra sin Rede høit paa Søilen,
»Sval ham« synger Svalen frygtsom,
    Jesus Christus har de dømt.
Folket skreg: »hans Blod det komme
    over os og vore Børn.«
See, der staaer han midt i Kredsen,
    Evangeliet derom
Det vil staae i alle Hjerter,
    Alle Tider, hos hver Slægt.

»– og de førte ham af og kastede en Purpurkaabe om ham.«

»Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved, og et Rør i hans høire Haand; og de faldt paa Knæ for ham og bespottede ham og sagde: hil være dig, du Jødernes Konge.«

»Og de spyttede paa ham og toge Røret og sloge paa hans Hoved.«

»Og der de havde bespottet ham, førte de ham af Kaaben og førte ham i sine Klæder og førte ham til at korsfæstes.« –

CHOR AF QVINDER

Græder, Jerusalems Døttre! Taarer I blande!

VERONIKA

Med udslaget Haar og iturevne Klæder

Følger Jerusalems Datter og græder.

Hun vil aftørre din blodige Pande.

AHASVERUS

For ham jo Bethlehem blødte,

Jeg, jeg har Fortvivlelsen seet.

Ham var det vi Palmer strøede,

Ham var det vor Jubel mødte,

– Og han er en falsk Prophet!

Naar blive de Vunder lægte,

Som Verden mit Hjerte slog?

– See hist de væbnede Knægte,

Der kommer, det Dødens Tog;

Ind imod Husenes Vægge

Bølger den tunge Strøm,

Røverne bundne begge,

Bødlen med Strikker og Søm,

Og vor Prophet, vor Ære,

Som i Triumphtog reed,

Selv maa han Korset bære,

Dybt det tynger ham ned.

Ha, han synker! Meer svære

Byrder i Sjælen jeg leed.

Bort! her tør du ei være,

Piinselsstedet du veed!

Du har beplettet det Rene,

Udsaaet Forvirring og Nød,

Selv vort Jerusalems Stene

Vidne og raabe din Død.

Ha, ved min Moders Vunder,

Bort til dit Golgatha!

Ingen Ro jeg dig under,

Bort! uden Hvile herfra!

STEMME FRA OVEN

Ingen Ro jeg dig under,

Bort! uden Hvile herfra!

AHASVERUS

(synker sammen.)

USYNLIGT CHOR

Ahasverus, Ahasverus!

Billede paa Jordens Slægter!

Du forstøder, du fornægter

Gud i det Guddommelige,

Det som dog til Seier fødes.

– Alle ligne I hverandre!

Vandre, vandre, altid vandre

Skal du, til vi atter mødes.

AHASVERUS

(forfærdet).

Vee! »Ingen Ro jeg dig under, bort! uden Hvile herfra!«

Fornam du Røsten i Luften, den gik mig til Marv og Sjæl,

Fornam du vel Troldoms Ordet! Han traadte mig med sin Hæl,

Han traadte paa mig som Slangen – jeg har ei Hvile, ei Fred.

Fordi jeg jog ham fra Døren, skal selv jeg jages afsted,

Ja vandre i alle Tider, omvandre den hele Jord,

Indtil han atter gjenkommer. Du hørte de Dommens Ord

»Vee, ingen Ro jeg dig under, bort! uden Hvile herfra!«

VERONIKA

Den Stemme, som Dig forfærded’, blev født af dit Hjertes Trods,

Du selv, Ahasverus, har dømt dig, der bygger en Gud i os.

AHASVERUS

Ha, Jorden bæver! og hvilket Mørke!

De Døde stige fra deres Grave,

De vandre gjennem de tause Gader –

Jeg flyer til Templet og hælder Hovedet

Til Israels Gud!

VERONIKA

Som Skyer svæver en luftig Skare,

Nomadeskaren med Patriarken,

Og Dommerslægten og Israels Konger,

Som Banner flagrer en Davidsharpe; –

En Kreds de slutte, det er en Glorie

Om hele Bjerget, hvor han er naglet

Til Korsets Træ!

AHASVERUS

Men vrede Miner de knytte Hænder,

De ham forhaane, som jeg forhaaned’,

De ham forstøde, som jeg har gjort det

Og altid vil!

KRØNIKEN FORTÆLLER

»I Libanons Bjergørken knæler en Mand, iført Døberens grove Klædebon, hans Haar er graanet, den vilde Glød i hans Øine er mildnet, hans Hænder folde sig, og han nævner Forløserens Navn, ham som maatte døe, for at Syndens Børn kunne frigives. Det er Barrabas. Aar ere hengaaede; som luttrende Vande strømmede de gjennem hans haarde Hjerte; han saae den Uskyldige iført Forhaanelsens Purpur, hørte ham paa Korset udaande sin Sjæl, saa at Jorden bævede og Alt indhylledes i Mørke; Forfærdelsens Aande var Barrabas’s første Daab. Der er Glæde i Himmelen over hver Synder, som omvender sig. Ene gjennemvandrer han Bjergørkenen, de vilde Bier mætte ham med deres Honning, Klippen aabner sit Bryst, for at lædske ham. Ikke frygter han de vilde Dyr i de dybe Huler, derinde hviler han sine Lemmer, medens Natten dækker Libanon.

– Hvad reiser sig i den mørke Hule? hvilket Hyl, hvilket hjerteskjærende Skrig! Der staaer en Mand, halv skjult i sit lange Haar, Lemmerne som hamret Kobber, intet Klædebon dækker hans Nøgenhed; der staaer han opreist foran den angrende Barrabas. Aftensolens røde Straaler falde ind i Hulen paa de To, Barrabas strækker Haanden mod ham med Disciplenes Hilsen: »Lovet være Jesus Christus!«

»Forbandet!« raaber hiin med Vilddyrets Stemme og støder sit Hoved mod Klippens Muur; det er som naar Fjeldets Stene falde mod hinanden. Saaledes mødes Barrabas og Ahasverus.«

AHASVERUS. BARRABAS

AHASVERUS

– I Sommerheden og i Vinterstormen,

Aar ud Aar ind jeg vandred uden Hvile

I mine Fædres Land. Ei Kanaans Græsgang,

Hvor Abraham udspændte sine Telte,

Gav mig en Tue for mit trætte Hoved,

Og ei paa Bjerget, hvorfra Moses saae

I Landet og gik ind til Jehova,

Kom Glimt af Fred og Glæde i min Sjæl.

Jeg kasted’ mig i Sivene ved Jordan,

Vandslangen laae bedøvet ved min Side,

Og Tigeren, der kom at lædske Tørsten,

Den vendte om igjen, hvor jeg tog Leie.

Det hele Land jeg vandret har igjennem,

Men altid kom jeg dog igjen tilbage

Til mit Jerusalem. Jeg følte Lyst til

At stige ind og mætte mine Øine

Ved Templets Brød, at see de rigeGuldkar

Og stille lytte til Leviter-Sangen.

Men naar jeg nærmede mig Kedrons Bæk,

Kom hen til Golgatha, da gik en Gysen

Igjennem Træerne; ja Børn og Qvinder

Tog’ Flugten for mig, selv Veronika,

Hun, Søsteren, uskyldig from og god,

Tildækkede sit Aasyn ved at see mig.

Dog een Gang, kjæmpende imod sin Frygt,

Beseirede hun den, mit Navn hun nævned’,

Udbredte sine Arme, saae paa mig,

Men med det Udtryk, Nazaræeren

Betragtede mig med hiin Rædselsstund,

Og jeg forfærdedes, jeg maatte flye. –

De mørke Huler her i Libanon,

Ved Afgrundsranden, er’ min Jammers Bolig.

BARRABAS

Fred over Dig! Han, som Du stødte fra Dig,

Han, som er død paa Korset, opstod atter,

Kom blandt os Levende, jeg selv har seet ham,

Hans Tale hørte jeg; han stod paa Bjerget,

Han skjultes af en Sky og var forsvundet,

Som Moses. Lovet være Jesus Christus.

AHASVERUS

Opstanden? vendt tilbage? Vandre, vandre

Skal jeg, til han gjenkommer. Ei han kommer!

Han kan det ei. – Jeg har seet Naglerne

I Hænder og i Fødder, hørt hans Dødssuk.

De jog det skarpe Spyd ind i hans Side,

Og der flød Blod og Vand. Han kommer ikke!

Det var ei ham, Propheterne forkyndte.

Læs ret og tyd med Israels gamle Kløgt.

BARRABAS

Hvad er vor Kløgt?

AHASVERUS

Et Mærke just for Israel!

BARRABAS

I Eders Kløgt blev I et Hovmods Folk,

Ydmygede ved Babylon og Euphrat;

Forgjæves faldt de ædle Maccabæer;

Fortvivlet rased’ Folket mod sig selv.

O, Israels Kløgt, i Hovmod døer Du Døden!

Af Jehova I fik en hellig Frugt,

Den gjemte I, som Gjerrigheden gjemmer,

Den mugnede i Præstekongeriget,

Hvor Porten naglet var for hver en Fremmed;

Men nu har Kjernen sprængt den gamle Frugt

Og skudt et Livsens-Træ for alle Slægter!

AHASVERUS

Vee mig! Jerusalem!

BARRABAS

Det snart har ophørt!

I vilde Bander raser der Partier,

Og Romerfolket staaer med hævet Øxe.

I Aar og Dag skjød ingen Viinstok frem

Om Murene, nei ikkun Fjendens Landser!

Korn-Dalen lyder høit af Romer-Sange,

Kometens Flammesværd i Natten lyser,

Og Skyerne ved Dagen forme sig

Som vilde Dyr, som krigeriske Hære!

Det stolte Tempel Kampplads er og Fæstning,

Paa Altret ligger stablet Sværd og Rustning,

Vanhelligede ere Herrens Kar,

Hver Gade blev forvandlet til Befæstning,

Hvert Huus er nu en Borg. Forfærdet stride

De mod sig selv og imod Hedningfolket.

Der findes ingen Hvile uden Dødens!

Opfyldt er Christi Dom!

AHASVERUS

Altid hans Dom!

Hans Ord som sønderknuser! Stærk er Israel!

Nu fatter jeg min Daab, de Ildens Flammer,

Som hærdede mit Legeme til Kobber,

Med Døden tør jeg brydes i en Kamp,

Som Jacob voved den med Israels Gud.

Naar jeg mig styrted’ i de vilde Floder,

De bare mig, som dybe stille Vande,

De vilde Dyr forskrækked’ flyede for mig.

Velan! jeg kommer og jeg trænger gjennem

De stærke Hære, bryder Hedning-Sværdet!

(iler bort.)

En Flok Ravne flyve henover Taarnet Psephenon.

DEN ENE

Kom og sid paa Taarnets Muurkant, her er ingen Vægter meer,

Ingen Haand os meer forjager, Tagene med Liig jeg seer,

Alle Haverne om Byen ere borte, trampet ned.

Jeg er mættet, her jeg hviler, nede Luften er saa heed!

DEN ANDEN

Sidste Nat totusind Jøder tog til Leiren hurtig Flugt,

De blev slagted’ strax, thi Rygtet sagde, Guld de havde slugt;

Blodet strømmed’, jeg fløi dristigt til det første Liig, der faldt,

Aldrig i min Moders Rede om sligt Maaltid er fortalt!

DEN TREDIE

See der nedenfor i Gaden, ret som Spøgelser de gaae!

Vore blev de! Her vi vente! kan I Ravnens Skrig forstaae?

CHOR AF FOLKET

Vee dig, Jerusalem, vee! Forkastet er du af Herren!

Hungerens rasende Grib sønderslider din Bug.

Moderen slagter sit Barn og sluger de bævende Stykker,

Med vore Dynger af Liig stoppes den styrtende Muur,

Lemlæstet sendes os hjem Enhver, som blev fanget i Leiren.

Her er ei Graad, ei Suk, alt er Elendigheds Dyb.

Over Israels Børn nu svæver Forfærdelsens Aande,

Sammentrængte de staae, slagne af Rædsel og Skræk.

Dog det er svoret og vist, at Sværdet afskjærer den Tunge,

Som tør sige de Ord: giv dig i Fjendernes Haand!

CHOR AF LEVITER

Hvor er slig Jammer og Hjertesorg,

Vee! Jehova har forladt sin Borg,

Forladt sit Folk og det bortstødt;

Vort Hjerte blev dødt, vort Folk er dødt,

Knust ligge Cymbler og Harper!

EN AF SOLDATERNE

Der indenfor de halvdød’ er’ af Sult,

De æde deres Bælter, deres Sko,

Ja gnave Skindet selv af deres Skjolde.

Nu ene Templet er Jerusalem,

Hvor rigt og prægtigt! der vi finde Bytte.

EN ANDEN

Det langveis fra, naar Solen skinner paa det,

Seer ganske ud, som om det var et Sneebjerg.

DEN FØRSTE

Det kommer af, dets Tag er Marmorsteen

Med tykke Plader, alle drevet Guld

Men Tuben lyder!

EN ANDEN

Det er Tegn til Angreb!

DEN FØRSTE

Mod Muren rykker frem den høire Fløi

Stormstiger sættes til. See, vore Folk

Som Myrer kravle opad; hver en Stige

Er fuld af Krigsmænd, de bedække sig

Med deres Skjolde imod Fjendens Pile.

See der, og atter der, det er en Gru! –

Stormstiger rives løs og kastes ned,

Som Svaleunger falde alle vore!

Hør hvilket Skrig, nu Touren er til os!

Vogt Tungens Varsel! Hjelp nu Jupiter!

Romerskaren har nu Muren, Israel sin Skjæbne veed,

Templets ydre Porte brænde, smeltet drypper Sølvet ned.

Mellem Ild og Sværd indsluttet, stander Israel som Liig,

Romerskaren sønderhugger under skrækkelige Skrig.

Ind af Tempel-Vinduet kastes der en Brand, nu tænder den!

Ilden brager, Vaaben buldre, Alt i Røgen hvirvles hen.

CHOR AF ROMERE

Seiren er for Romas Helte!

Røgen slaaer mod vore Telte,

Flammesøiler fremad vælte,

Templets gyldne Plader smelte;

Overmodets Søn staaer ræd.

De, som halvdød’ laae af Hunger,

Reise sig for Ildens Tunger;

Skriget fælt fra Dalen runger,

Som om alle Bjerge græd!

Hør, ja hør, hvor dybt de sukke!

Tungt med vore Sværd vi hugge,

Blodet flyder, men udslukke

Disse Flammer ei det kan,

Jupiter alene! han!

AHASVERUS

See hvor det blodrøde Baal nu skinner i Josaphats-Dalen,

Skinner paa Gravene, hvor Israels Konger er Støv.

Landets opvoxende Slægt forjages fra rygende Arne,

Ret som en Hjord af Qvæg – det blev Jerusalems Lod!

Israels Døttre! riv af de Læber, som skabtes til Smiil,

Udstik de Øine, som før kunde henrykke saa sødt,

At den hedenske Slægt maa væmmes og støde Jer fra sig.

Jeg vil i Tempelets Brand styrte mig ind og forgaae,

Med de hellige Kar jeg vil brændende smelte mig sammen.

Standser mig ikke! viig bort, Dybets blodige Horde!

Ei Eders kløvende Sværd skal trænge sig ind i mit Legem! –

– Vee! hvor fik I slig Kraft, Kraft til at holde min Arm,

Kraft til at lænke min Fod! Ha Israels Time er kommen,

Opfyldt Propheternes Dom! Ei er Jerusalem meer!

NIndgang

Indgang