af H.C. Andersen (1845)  
forrige næste

Fjerde Afdeling

Borgstue

(En Deel af Markgrevindens, Pavens og Keiser Henriks Folk. AHASVERUS sidder høit ved et Vindue og seer ned i Gaarden.)

EN AF MARKGREVINDENS TJENERE

Før var her Fest paa Fest, nu er her dødt,
Vi leve jo som i beleiret Tilstand,
Det hele Slot er ret et Sørgehuus.
Vor kloge hjertensgode Markgrevinde
Er dybt bedrøvet over al den Strænghed,
Vor hellige Fader viser hendes Slægtning.

EN ANDEN

Jeg veed, at hun for Keiser Henriks Skyld
Har tryglet Paven; men fra denne Kant,
Skjøndt han er hende inderlig hengiven,
Hun bragte det dog ikke til Forsoning.
Stræng er Gregor; han vil, at Keiseren
I en Bodfærdigs Klædning, knælende
Skal overrække ham sin Keiserkrone,
Og sige høit, at han er den uværdig.

DEN FØRSTE

Ha det er haardt.

EN AF PAVENS FOLK

Men det er vel fortjent,
Og Keiser Henrik lystrer, skal I see!
Det er jo alt den tredie Aften nu,
Han staaer derude i den ydre Slotsgaard
Barbenet, med en ulden Kappe kun,
Med Graad og Klageraab, som ikke høres.
Alt gaaer ud paa at blive løst af Bannen,
At han kan straffe sine tydske Fyrster.

EN KEISERLIG KNÆGT

I lyver, I har Uret mod vor Keiser,
Og kan jeg ei bevise det med Ord,
Saa skal jeg vise det med Bradespiddet!

BORGFOGDEN

Lidt rolig! Vand i Blodet, Kammerat!
Her taales ingen Strid, og mindst af Eder,
Bøi heller Hovedet, som Eders Herre.

DEN KEISERLIGE KNÆGT

I spotte os! Saa skal da ogsaa – –

EN ÆLDRE KAMMERAT

Ditlev!
Her er ei Tid og Sted til Strid for os.
Tilgiv ham, Venner! han er lidt forstyrret,
De kolde Nætter paa Savoiens Bjerge,
Den Kjærlighed, han bærer for vort Herskab,
Har rystet Hjernen paa ham.

BORGFOGDEN

Ingen Strid!
Vi kunne tale mindeligt derom;
Hvorledes sætter I det Hele sammen!

DEN ÆLDRE

De tydske Fyrster, Keiserens Vasaller,
Har hærget Landene med Ild og Sværd;
Hver Reisende aftvang de Leide-Penge.
Det vilde han ei taale og lod bygge
Rundtom i Landet stærke Ridderborge
Til Værn; det hjalp ei, Paven gav dem Medhold.

DEN KEISERLIGE KNÆGT

De falske Sachser sløifed’ vore Borge,
Den matte Løve sparkede de til.
Kan Paven vel forsvare det for Gud?

DEN PAVELIGE KNÆGT

I Himlen hersker Gud, paa Jorden Paven!

DEN KEISERLIGE KNÆGT

Gregor vil, troer jeg, gjerne det skal gjelde!
Han skalted’ dristigt i vor Keisers Land,
Behandled’ ham som Skolepog og stevned’
Ham hid at gjøre Regnskab for sit Levnet.
Det var at skjænke Bægeret for fuldt!
Vor Keiser født og baaret er til Kronen,
Han reiste sig, og Sceptret blev en Svøbe!
Da skrev Gregor igjen til Bisperne:
Ophøiet er’ I over alle Konger,
I Ban jeg lyser herved Keiser Henrik,
Banstraalen overskjærer alle Baand.
Og han stod ene, haanet og forladt.
Det hele Tydskland er et lovløst Land –
Saaledes vilde, gjorde Pave Gregor.

DEN PAVELIGE KNÆGT

Nu jager jeg dig Sværdet gjennem Livet!

BORGFOGDEN

Jeg paa mit Ansvar lader hugge ned
Enhver, der bryder Freden her i Slottet.

DEN ÆLDRE KRIGSKNÆGT

Ulykken skal man agte, har jeg hørt,
O, hvo var meer ulykkelig end Henrik!
Betænk den tunge Pilgrimsfart herhid.
De tydske Fyrster spærred alle Veie,
Han med sin Hustru og sit stakkels Barn
Tidt som en Hund har krøbet paa sin Bug
Høit paa Savoiens vilde nøgne Bjerge.

EN ANDEN KRIGSKNÆGT

Hvorledes fandt I Vei? hvor kom I frem?

DEN FORRIGE

Hvor vi kom frem? Igjennem Iis og Snee,
Saa Hænderne var ved at fryse af!
Vi maatte vadske dem til Liv i Sneen,
For at faae bundet Toug og Stænger sammen;
Saaledes gik det over dybe Kløfter
Og op af steile glatte Klippemure.
Vi bandt paa vore Heste Fødderne
Og lod dem glide ned; og skete det,
De brak et Been, saa jog vi Kniven i dem
Og flaaede Huden af; i saadan en
Vi maatte slæbe Keiserinden fremad.
Det var en Gru! vor stakkels Keiser Henrik!
– Vi takke maae Hebræeren derhenne,
Han gik os flink tilhaande, førte os.
Da Keiserinden sank halvdød i Sneen,
Han løfted’ hende høit paa sine Arme
Og vandred’ ufortrødent altid fremad.
Hebræer! hvorfor sidder Du saa stille,
Og stirrer gjennem Vinduet ned i Gaarden?
Jeg roser dig! Sligt er vist aldrig hændt dig.

AHASVERUS

Jeg seer paa Verdens sære Herlighed,
Paa Keiseren, barfodet og i Taarer;
Jeg tænker derhos paa en gammel Vise:
    Verdens Aand er Straffens Aand,
    Den Rigeste Intet eier;
    Barnehaand bliver Kjæmpehaand,
    Lykkehjulet dreier.

CHOR AF ENGLE

Ved Taarnets Lydhul, der hvor Ranken
I Maanens Skin sin Skygge skrev,
Staaer Ahas – hør hans Hjertes Banken,
Sin Kjortel han fra Brystet rev. –
Et Aandens Blink gaaer gjennem Tanken
Om hvad han var og hvad han blev.

AHASVERUS

En Verdens Aand er denne Christendom,
Men en Forbandelse mod Israels Folk!
Som en Koral-Ø er den voxet frem
Trods Havets Magt, trods alle stærke Storme;
Nu staaer den blomstrende med høie Palmer,
Med rige Blomster i det varme Solskin.
Vil Jehova den ryste i dens Grundvold?
Vil Jehova, den atter styrte skal?
Nei, nei! – Gregor, du ligger paa din Pragtseng
Med kostelige tunge Silkeforhæng,
Og store Aander, mægtige at ryste
Et Kongerige, herske i din Tanke;
Din Verdens Sang er Hierarchiets Storhed.
Barfodet og i Poenitentsedragt
Staaer Keiser Henrik i den aabne Gaard,
Knust er hans Stolthed, med ei knust hans Had!
Det blunder, men den Blunden føder Drømme,
Saa Jorden bæve vil, naar de opfyldes.
Gregor! jeg seer i dig den christne Stor-Aand.
Et Pragt-Træ steg af et foragtet Frø,
Og jeg ydmyget staaer, som Keiser Henrik!
Jeg staaer i den tillukte Verdens-Gaard,
Kan ei forlade den, men maa, som han,
Først løses af mit Ban. Han stod i Nætter,
Men mine Nætter er’ Aartusinder!
– Det blusser sælsomt op i mine Tanker,
Som om jeg var den hele store Sum
Af Verdens Strid mod det Guddommelige,
Som om jeg var et kraftigt Aandens Lys,
Der sluktes ikke under alle Storme. – –
Jeg svimler! hvad var Tanken? Ei jeg veed den.
Hver drømmer sit, Gregor, som svinger Lynet,
Og han, hvis Scepter blev en Tiggerstav.
Men hvilken Drøm opfyldes? – Jeg har ingen.

CHOR AF ENGLE

    I Livets store Timer fødes
    Der Tanker for en Evighed;
    Hvad kom fra Gud i Gud vil mødes,
    Men Engle selv ei Tiden veed.

Tydskland

(Landevei udenfor et Kloster.)

AHASVERUS

Tidt paa min Vandring i de hede Zoner
Jeg saae de vilde Oxer reent forsmægte.
Rundtom dem fandtes kun glohede Stene
Og store skarpe Tidsler; men hver Tidsel
Indslutted’ i sit pigbesatte Hoved
En Lædskedrik, de af Instinct det knuste.
De skarpe Pigge rev dem Munden blodig,
Mens Tungen slikkede den kjøle Drik.
For mig er Jorden slig en Tidselblomst,
Jeg gad den knuse – om jeg end forblødte,
Jeg blev for første Gang dog vederqvæget!
Min Tørst er den at hvile, finde Ro,
Forglemmelse. Men Tidselblomsten brister!
Det er mod Aften, alle Tegn er’ der,
Snart endes vil det store Verdensdrama!
Fra Verdens fire Hjørner komme jo
Nationerne, de skulle samles atter,
De stride Strømme, skilt af Had og Nid,
Og samles, hvor Jehovas Alter stod,
I Davids Kongestad, Jerusalem.
– For mig er Verden nu en aaben Bog.
Du Israels Kongekrone var et Sollys
Paa Orientens Plante; den fremstod,
Bar Blomst, og faldt i samme korte Nu.
I Sekler stod den visne Stilk tilbage,
Nu snoer sig om den alt Europas Grønt,
En Arons Stav, som blomstrer frisk og skjøn,
Før Herren knuser Jorden, der har fuldendt.

En ung Ridder ledsaget af en Munk træder ud af Klostret.

RIDDEREN

Den nærme sig den store stolte Hær,
De rige Rustninger i Solen blinker!
De komme, og jeg slutter mig til dem;
Giv mig Velsignelsen, min fromme Fader!

MUNKEN

Den har du, du med Riddernavnet fik den.
Jeg saae dig voxe op, jeg fik dig kjær.
Du var et deiligt Barn, da du blev Page,
De lange gule Lokker krølled smukt
Omkring de runde, sunde Barnekinder,
Naar fromt andægtig du gik til Capellet
Med Ridderfrøk’nens guldbeslagne Bog.
Jeg saae dig, som din Herres Vaabendrager,
Flink strigle Hesten, lystig følge ham.
Nu har hans Sværd indviet dig til Ridder.
Du vaaget har den lange Nat i Kirken,
Hvor alle fromme Billeder fra Muren
Tilsmiled dig, thi du var from og god.
Reen fra hver Synd du der steg op fra Badet.
Din hvide Klædning Tegnet var paa Reenhed,
Det røde Skjærf, du bløde vil for Kirken,
De sorte Sko, du fik, antyde Døden,
De gyldne Sporer, Iver i at tjene
Din Gud. – Husk paa, Du agter Qvinden!
Beskjærm den Svage! denne Ridderdyd
Dig hæver over Hedenskabets Vise.

DEN UNGE RIDDER

Tak for hvert Ord, din milde Læbe taler!
Jerusalem skal nævne mig som Ridder.

MUNKEN

Jeg hører Hornets Lyd og Hestetrampen,
Den fromme Ridderskare nærmer sig;
Fra Verdens mange Lande kom de sammen,
Een Aand, eet Folk – ja saa er Herrens Villie!

(Korsfarere leire sig ved Veien; forskjellige Nationer mødes).

EN RUSSER

Der høit fra Nord, fra Rusland kommer jeg,
I har vel hørt om Wladimir den store!
Ham kjender Jøde, Græker, Muselmand,
Hver vilde, at han skulde være deres.
Græsk Christen blev han og lod ødelægge
Hvert russisk Afgudsbilled; Folket græd,
Men Ingen reiste sig til Strid mod ham.
Saa bød han, Rig og Fattig skulde døbes,
Han lod dem drive ud i Dnieperfloden
I Vand til Hals og Bryst, der fik de Daabs Bad,
Selv hang jeg dengang paa min Moders Arm.
Jeg voxte op med Had mod Muselmænd
Og Jøder – de som prøvede at lokke
Fra Sandheds Tro vor store Wladimir. –
Mod Muselmænd jeg svinger nu mit Sværd,
Gjør atter Davids Stad til Christenstaden.

EN ENGELLÆNDER

Min Fader faldt ved Hasting, jeg nedstammer
Fra Nordens Argonauter, fra Normanner.
De saae i hver en fremmed Kyst et Kolchis;
Mig ligger dette gamle Sind i Blodet;
Mit Kolchis seer jeg i den hellige Stad,
Det gyldne Skind jeg henter fra Califen.

EN SPANIER

Den store Cid, Don Roderigo Diaz,
Er mit Exempel! høit hans Navn besynges
I Schachterne, hvor Guldet graves ud,
I hver Fabrik, i Haandværksmandens Stue,
I Bondens Hytte og i Riddersalen;
Hans Daad opfylder Alle! Jeg er Spanier!
Som Cid jeg kjæmpe vil for Dyd og Tro!

EN GAMMEL KRIGER

Ved dette Tog er mig min Synd forladt,
Og da det er paa Verdens sidste Tider,
Saa er det klogt at staae sig godt med Himlen.

AHASVERUS

De drage bort, hver drives af sin Lyst!
Europa gyder ud sit Folk, og det forsvinder,
Som Bjergets Floder i det hede Sand. –
Jeg følger med til mine Fædres Grave,
Hvor Gottfried plante vil Europas Fane,
Før Jorden og mit Hjerte med den brister!

AHASVERUS

Her strakte sig en Skov langs denne Flodbred;
Hvert Træ er fældet, Floden blev den samme.
Her laae et Kloster, og den dybe Huulvei
Gik tæt forbi; nu ligger her en Stad
Med dybe Grave og med høie Mure.
Der paa det høie Punkt just Klostret laae,
Nu bygges der en stolt, en prægtig Kirke.
Hør Sang og Lystighed ved Slid og Slæb!
Saa lægges Steen paa Steen og Bjelker reises,
Og atter staaer det stille nogen Tid,
Saa bygges der igjen i hundred’ Aar,
Og nye Slægter følge paa hinanden.

BYGMESTEREN

I ryster utilfreds med Hovedet,
Idet I seer paa hvad der alt er gjort;
Forstaaer I Kunsten? seer I nogen Feil?

AHASVERUS

Hvor Mennesket og Tiden dog kan lege,
De bygge Korthuus, rive dem saa ned –
Der er en Travlhed, som det gjaldt om noget.

BYGMESTEREN

Det gjælder om det Nyttige og Skjønne,
Det gjælder om Udholdenhed og Kraft;
I min Tid ei vil denne Bygning endes,
Jeg følger selv en afdød Mesters Plan,
Men jeg gjør mit; vor Tid udfører sit
Til Gavn for sig og for en ufødt Slægt!

AHASVERUS

Ret som det gaaer med hele Verdensgangen.

BYGMESTEREN

Men Gud er der Bygmester, og han døer ei.
Ethvert Aarhundred er en Qvadersteen,
Han lægger til den forrige, der lagdes,
Imedens Slægter stige Trin for Trin.

AHASVERUS

Tidt synes der en Hvile.

BYGMESTEREN

Ja den er der,
Men Hvilen er en Samlen kun af Kraft.
Engang er alle Slægters Bygning fuldendt;
Hvad her da synes Leeg og Barneværk,
Er dog et smukt, et nyttigt Tegn, vi hugge
I vort Aarhundred’s stolte Qvadersteen.

AHASVERUS

Og eet Trin mere er det op mod Himlen?

BYGMESTEREN

Man siger, hvert Aarhundred’ er en Bølge,
Der bærer mod det Land: Fuldendelsen,
Hvert Bølgeslag vil sætte til en Steen
Paa Slægters Aandsudvikling, deres Lykke –

AHASVERUS

Det klinger vel, men Klangen er ei Sandhed.

BYGMESTEREN

Jeg tvivler ei! der er en Verdens-Aand,
Historien forkynder Evangeliet! – –
Vor Bygning her, som sagt, er kun et Tegn
Paa Seclets Snille; – Gud han bygger fort.

AHASVERUS

»Historien forkynder Evangeliet?«
Jeg kjender ogsaa lidt til denne Bog.
Her, hvor du bygger, stod engang et Kloster;
Korsfarerne, de bedste Mænd iblandt dem,
Lod sig indvie her, drog saa mod Østen,
Og Millioner fulgte, Gode, Slette –
Hvad vandt Europa ved, det gav sit Blod,
Ved to Aarhundreders Anstrængelser,
Der kun mislykkedes? To Qvaderstene
For Aandens Pyramide blev henslængte!

BYGMESTEREN

Nei fremad, herligt fremad gik det just!
Nationerne sig nærmede hverandre,
Og under Mødet fødtes Frihedstanken.
En Mængde Herrer solgte deres Gods,
Det kom i Hænderne paa Borgerstanden;
Den altfor store Adelsmagt blev stækket,
Nyt Liv der kom i Videnskab og Kunst –
O, fremad, herligt fremad gik det just!

AHASVERUS

(til en Skare, som har samlet sig om dem).

I give ham da Ret? I nikke til det!
Saa finde I, at Alt er gaaet fremad,
At Alt er blevet bedre, meer fuldkomment,
Fra Paven selv og lige ned til Folket?

EN BORGER

Nævn ikke Paven! Aldrig blev der født
En større Skurk, end han, der nu regjerer!

AHASVERUS

Har Vanvid slaget dig? Bid af din Tunge,
Tør saa du tale!

BORGEREN

Kjender I ei Paven,
Johan den tre og tyvende, den Synder!
Nævn mig en Last, som ikke han har øvet!
Sørøver var han jo fra første Færd,
Pav’ Alexander fik han ud af Verden,
Sin egen Broders Kone har han favnet,
Trehundred Nonner fulgte siden efter.
Ha, nævn ei Paven! nei, saavidt dog er vi,
At vi tør kige ind i Munkecellen
Og Vatikanet med, og tale om det!

AHASVERUS

Du taler dristigt, som en Keiser Henrik,
Er du en Konge, at du saa tør tale?

BORGEREN

En Borger er jeg, deraf er jeg stolt!
En Tid vi os behandle lod som Hunde
Af Adel og af Fyrste! Gud skee Lov,
Den Tid er nu forbi, vi ogsaa have
Et Ord at tale med.

AHASVERUS

Men naar nu Pave
Og Ridderskab sig slutte imod Eder?

BORGEREN

Saa bliver det en Dyst, vi slaaes med dem,
Thi alle Landets Stæder holde sammen.

BYGMESTEREN

(til Ahasverus).

Troer I endnu, det ei er gaaet fremad?

EN ANDEN BORGER

Tys, hvad er det? Stormklokken er i Gang!
Det vented’ jeg. Nu er ei Tid til Sladdren,
Ethvert Qvarteer og hvert et Laug maa samles.

MÆNGDEN

Til Vaaben! ud imod dem! Gud med os!

(iler afsted).

AHASVERUS

De spredes ad, Stormklokken bliver ved!
Hvad gjælder denne Larm? Er Fjenden her?

BYGMESTEREN

Javist – idag skal komme Kjøbmandsvogne,
Det veed Borgridderne, det Røverpak,
I hver en Huulvei kan man frygte dem.
– Hold op, I Svende, spænder Sværdet fast,
Afsted, for at forsvare Borgerretten!

(iler bort).

AHASVERUS

Med Stadens Banner foran kommer Skaren
Til Fods og Hest. Jeg ene staaer tilbage.
Arbeidet hviler paa den store Bygning –
Naar seer jeg den fuldendt, og naar – udslettet.

(Kamp mellem Kjøbmændene og Ridderne.)

NATTERGALEN

(synger i Busken).

    Hør Guds Røst fra Fugle-Hammen
    Under Skovens dunkle Træer:
    »Brave Mænd, som holde sammen,
    Have tolv Mænds Styrke hver.«

AHASVERUS

(gaaer de Kjæmpende forbi).

Det er den bedre Tid, den nye Bølge,
Der løfter Mennesket meer mod sin Gud!

(spottende.)

Den store Aandens Bygning voxer herligt!
– Lyksalig den, som sover i sin Grav
Og bliver Jord i Jorden! Lykkelig
Den Døde, selv om han fortvivlet døer,
Det er forbi dog, reent forbi – for evigt.

(Det koger og braser. SATAN er Mesterkok.)

SATAN

Det er den hellige Julefest,
Koges skal der og brases.
Før vi vide det, Bisp og Prior
Komme her hjem fra Jagten.
Maden er udsøgt, Vinen er god,
Keiseren har den ei bedre.
Concubinen er nok saa smuk,
Hun og Munken er hjemme,
Elskovspanterne lege saa rart,
Inde i Kirken de støie.

EN LILLE DJÆVEL

Jeg vilde saa gjerne i Kirken gaae,
See paa Munken og Nonnen,
Lære af dem det lystige Spil,
De gjøre saa helvedes deiligt.

CHOR udenfor AF FOLKET

Det er den hellige Julefest,
Et Æsel vi føre til Kirke;
Selv har vi lavet os Bisp og Præst,
Nøgne Jomfruer dandse bedst,
Skjøndt Skoene ikke knirke.
Vi læse Messe saa fæl og styg,
Jomfruen sidder paa Æselets Ryg.
Æselet skriger: Hinham!
Kyrie, Gloria, Credo smukt,
Følger, der er en Fandens Lugt!
Hinham! hinham!

SATAN

Det er den hellige Julefest,
Folket er lystigt derude.
Æselfest har de og Narrefest!
Satan braser i Klosteret!

AHASVERUS

Ja, det gaaer fremad, altid lystigt fremad!
Det Laveste faaer Pladsen allerøverst,
Snart kommer Helved vel saa høit som Himlen.
I vilde Orgier gaaer Livet op,
Og klogt det er at dandse, som de Andre,
Bemale sig, som de, med Tidens Bærme.
Kun Daaren staaer imod og vil mod Strømmen,
Han vil, og synker – og han slettes ud. –
Der kommer En – til Costnitz gaaer hans Vei,
Frit Leide fik han, ja som En til Galgen.
Det bedre var for ham og hele Landet,
Han blev fornuftig hjemme ved sin Dont.
Hvad gavned Wicliff England ved sin Lære!
Hos ham han hentet har sin – Taabelighed.
God Lykke, Johan Huß! jeg varer høit:
Tag dig iagt for Prager-Theologer.

EN GAMMEL MAND

Det gaaer ham ikke godt, ei heller os,
Men Hjulet er i Gang, nu maa det rulle!

(En Skare Ryttere standser ved Veien.)

RIDDEREN

Hvad mumler du? Afveien med din Hund,
Min Hest jo støder Bringen mod dig, Beenrad!

DEN BLINDE

Ak Herre, jeg er blind! Min Hund mig leder.

RIDDEREN

Dog skulde du her ud, at høre Sladder
Og være med, naar Huß kom her forbi;
Det er en Helt, fordi han præker Oprør.
I Bøhmer er et egenraadigt Folk!
Hans Lære huer Eder, ikke sandt?
Den store Hob er altid utilfreds.

DEN BLINDE

Der er dog ogsaa Mænd af Eders Stand
Som slutte sig til Huß. Hjeronimus
Er Adelsmand –

RIDDEREN

Ho, ho! dumdristigt hængte
Han nylig Pavens Bulle for paa Brystet
Af tvende frække Qvinder, han lod drive
Igjennem Byen. Hvo er Bøhmens Konge!
Det gaaer for vidt!

DEN BLINDE

Gud glemme Bøhmens Konge!

RIDDEREN

Hvad siger du? skal Gud forglemme ham?

DEN BLINDE

Ja, kan jeg bede noget Bedre for ham?
Han for at more sig og ikke andet,
Lod sine Hunde æde mine Børn,
Og da jeg græd, udstak man mine Øine.

RIDDEREN

Men nu er der jo intet mere Ondt,
Din Konge kan i Morskab gjøre dig?

DEN BLINDE

Han! jo, min Hund, den kunde han jo dræbe.

RIDDEREN

Det gjør jeg nu!

(skyder den ned)

Jeg, jeg er Venceslaus!

AHASVERUS

Der rider han bort,
Bøhmerkongen!
Meget grusomt og haardt
Saae mit Øie.
Hør Ravnenes Skrig
Over Marken,
De lugte nok Liig –
De vil komme. –
Nu gaaer jeg min Gang
Gjennem Landet.
Jeg i Ravnenes Sang
Hører Livet.

RAVNENE

(synge).

Seer du Baalet, seer du Vrimlen!
Alle Byer strømme sammen.
Bundet staaer han, seer mod Himlen;
Byerne gaae op i Flammen.
Ham afrives Præstedragten,
Paa hans Hoved sættes Huen,
Malet op med Helvedspragten,
Djævle dandsende i Luen.
Bundet staaer han der til Pælen,
Straa og Brænde de antænde,
Fromt han beder: Gud, tag Sjælen!
– Røgen hvirvler – alt har Ende. –
Førend Luen Læben rørte,
Brast hans Hjerte. Hvilket Skue!
Svanetoner Øret hørte –
See, der fløi en sneehvid Due!

STORMVINDEN

Johan Huß! dit Navn har Stormlyd,
Ved dit Baal en Brand der tændtes,
Der, lig en Komet, nu flyver
Gjennem hele Bøhmerlandet.
Kirker, Klostre staae i Luer,
Borger strider imod Borger,
Mens jeg bruser, alt man knuser!
Seer Du hist Johan af Kalken,
Alle Taboriters Høvding!
Skjøndt hans Øine blev udstukne,
Paa den vilde Hest han rider,
Fuldt af blege vilde Qvinder;
Haaret hænger dem om Skuldren,
Blodet drypper dem fra Armen;
Slige Rædsels-Bacchanaler
Kjendte Oldtids Guder ikke.
Ziska taler, og hans Tale
Er som Vinen, der beruser.
Alting brændes, Alle myrdes,
Børn og Qvinder – Qvinder gjør det!
Johan Huß! nu er du hævnet!
Paa din Hue blev der malet
Vilde Djævle, de fik Legeme,
Traadte ud i Ungarlandet,
Leded’ af den blinde Ziska.
Ingensinde Bonden pløie
Skal den Ager, hvor hans Telt stod,
Og hans Sjæl foer ud i Luften,
Baaret bort paa stærke Arme.
Alle gyse, alle frygte.
Ahasverus! vil du flygte?
Kom og hvil dig paa min Skulder,
Bort jeg bærer dig og Ziska.

CHOR AF ENGLE

Her de onde Aander hærge.
Kom, til Rhinens grønne Bjerge,
Hvor den ædle Drue fødes!
– Lucifer og Ahas mødes. –

AHASVERUS

En Fest! igjen en Fest, et Bryllupstog!
Fra Baaden vaie broget smukke Vimpler.

EN SORTEBRODER

Det er ei Bryllupsgjæster, som I seer.
Her er en Fest for ham, som staaer paa Skibet
Saa stolt, som var han Verdens første Mand.

AHASVERUS

Og hvo er han?

SORTEBRODEREN

Patricier! Gutenberg!
– I Verdensburet sad fra evig Tid
Med Lynet i sin Klo en fangen Ørn;
Og mange stræbte for at bryde Lænken,
Skjøndt ei de vidste selv hvorfor, hvortil;
Instinctet drev dem. Lænken filet blev;
Der var een Traad kun; den, som filed’ sidst,
Var denne Gutenberg. Nu flyver Ørnen
Og skriver med sit Lyn hver Støvets Tanke.

AHASVERUS

Og saa? – Hvad skal der komme ud af det?

SORTEBRODEREN

En Gysen, troer jeg. Alle Kongers Konge
Har følt et Gys.

AHASVERUS

Hvad kalder han sig?

SORTEBRODEREN

Satan!

AHASVERUS

I er en Spøgefugl, og er ei vred
Paa Gutenberg, som ender Eders Slid
Og laver i et Døgn saamange Bøger,
Som ei I skriver Eders hele Liv.
Hviil Eder! sov! det er dog bedst af Alt.
Hvad Gutenberg har grebet er dog kun
Et broget Nit, der gjælde skal for noget.

SORTEBRODEREN

En Aandens Flamme boer i denne Slægt,
Aarhundredet har født; den griber Himlens Snille,
Den lægger nye Lande til sin Verden,
Den skaber Lyn og Torden, stormer vidt.

AHASVERUS

En Flyve-Tanke kommer, den opelskes,
Og snart den er en mægtig Livsopgave,
Hvorfor der lides, slæbes, offres Alt.
I mange Aar jeg traf en saadan Daare,
Hvis Tanke favner Jorden som en Kugle.
Mod Vesten vil han søge Indien,
Vil binde Jordens Endepunkter sammen,
Og samle rundt om sig og til een Fane
Nationerne.

SORTEBRODEREN

Columbus.

AHASVERUS

Du veed Navnet,
Columbus! ja, en af de nye Titaner,
Der stormer Himlen. Tidt jeg mødte ham,
Og i hans Livs fremtrædende Momenter.
I Andalusien ved Klosterporten,
Hvor med sit Barn han stod vansmægtende,
Vi saae hinanden just for første Gang.
Han talte med en Kundskab, en Begeistring,
Fortalte os sit hele Ungdomsliv.
Han ved sit Ord og ved sin Tale henrev
Den vakre Læge, Lodsen og Prioren,
I ham han vandt en Ven! Vi skiltes ad.
I Salamanca hørte jeg ham atter.
I Klostret Sanct Stephan, hvor kjækt de Lærde
Slog ham med Bibelsteder; stolt han stod,
En Konge liig, hans Tale en Prophets!
Hvad ikke Verdens store Philosopher
Udgrunded’, troede han at have fundet,
Hvad ei igjennem flere tusind’ Aar
De bedste Sømænd mægtede at finde,
Det vilde han. Smaadrengene paa Gaden,
De pegede til Hovedet og loe,
Hvergang Columbus kom. End gaaer han om
Med sin Idee. Vi mødes vel engang,
Og jeg er vis paa, han endnu har Haab.

SORTEBRODEREN

Ja meer end nogensinde. Veed du ei
Om Ferdinands og Isabelles Seire,
Om deres Løfte? – Faldet er Granada,
Columbus drager paa sit Eventyr.

AHASVERUS

Nu, efter atten lange Prøve-Aar!
Ha! ha! saa rul i Verdensdybet, Drømmer!
Men denne Død for ham er stor og stolt,
Han flyver med begeistret Ungdomshaab
Hen over Havet til de stærke Hvirvler,
Der sluge ham. – – Jeg følger med Columbus!
– Hvor har Du hørt derom? Hvor veed du det?

SORTEBRODEREN

Jeg kommer fra en Pilgrimsfart, fra Spanien,
Jeg er som du en Vandrer – Lucifer.

(forsvinder)

Ombord paa CaravelenSanta Maria.

COLUMBUS (sidder forud). MENNESKEHEDENSGENIUS (svæver som et lysende Meteor foran Skibet og synger).

Jeg fulgte dig til Klostrets Port paa dine Fædres Strande
I Juntaen jeg hos dig stod og kjølede din Pande.
Jeg kaldte, for at trøste dig, en tropisk Fugle-Skare,
Jeg lod Passaten blæse til, du fløi, ukjendt med Fare.
Føl Luftens Kys, det qvæge dig, betragt saa Havets Strømme,
En Green saa frisk, en Krebs paa den og rundtom Urter svømme!
Seer du, hist driver der en Stav, bemalet og udskaaret,
Snart seer du Land, Guds stærke Haand har dig til Landet baaret.

AHASVERUS

(sidder mellem Matroserne i den anden Deel af Skibet).

Forlængst det sidste Spor af Land er svundet,
Et Chaos af ukjendte Farer see vi.
Bestandig fører Vinden her mod Vest,
Der kommer intet Skib med den tilbage,
Undtagen, som det sidste Tegn vi saae,
Dødstegnet! husker I den Mast, der drev!

EN MATROS

Du skriger som en Ravn min egen Frygt!
I Palos har de længst begrædt vor Død;
Det var en Sorgens Dag, vi seiled bort,
Godvillig reiste Ingen uden du,
Du blev ei kjøbt, ei tvunget, hvorfor gik du?

AHASVERUS

Jeg veed, mod Vesten taber Havet sig
I frygtelige Strømme, dybe Hvirvler,
Der drage alt i Chaos.
Jeg gik med, Fordi jeg ikke føler Lyst at leve.

EN SØMAND

Vi ville ikke længer imod Vesten,
Vi have jo en Villie, stærk som hans.
En Fremmed er han uden Magt i Hjemmet,
Hvo veed i Spanien, om det var en Bølge
Hvad eller os, der kasted’ ham i Havet.
Der staaer han stolt og taus, vor Morderengel,
Columbus.

FLERE SØFOLK

Vee, der lufter ingen Vind!
Blikstille rundt omkring, selv ingen Døning.

COLUMBUS

Jeg byder tredive Kroner til den Første,
Som øiner Land! snart vil det stige frem.
Paa Havet drive friske Bær og Blomster,
En Sangfugl synger, hører I dens Røst?
Den lille Fugl har sat sig i vort Tougværk.
Nu svulmer Havet! Tro mig, vi see Land!

SØFOLKENE

Der kom en Døning! Hellige Guds Moder!
Var det et Tegn? Nu er der Liv i Havet.

AHASVERUS

De Daarer, altid haabe, altid skuffes.
Columbus, Du bedrager ei dig selv.
I Nætterne dit Øie bange hefted’
Sig til Compasset, der har tabt sin Kraft,
Thi Skibet er alt over Tryllekredsen,
Der holder Luft og Bølger i sin Magt,
See, nu gaaer Solen ned! Frem flyver Skibet,
Og Havet sender Funker, som det brændte.

COLUMBUS

Søen gaar høiere,
Vinden er stærkere,
Hjerte, hvor svulmer Du!
Herre, Du følger mig,
Herre, din Villie skee! –
Ja, du mig viser det!
Sagte bevæger sig
Lyset, jeg seer det jo.
Luften ei føder sligt,
Havet ei tænder sligt,
Nu er det slukt – ha! nei,
Langsomt bevæges det.
Hjerte, hvor svulmer du,
Meer end det store Hav
Rundt om vor Jord.

AHASVERUS

(i Skibsrummet).

Hvor Søen nu gaaer høit! Er’ vi ved Maalet,
Det Maal, jeg søger, Døden, Altings Ende,
Hvad eller stiger atter Solen for os,
Og atter lægger Bølgen sig til Havblik?
– Da vil de myrde ham! Men Skibet bliver.
Af Hunger og af Tørst døer da hver Mand.
Den sjunkne Ø Atlantis strækker ud
Græs-Armene og holder Skibet fast
Herude paa det stille Verdensdyb,
Og jeg, som ei kan døe, jeg bliver her,
Banlyst fra Menneskenes store Kreds,
Alene, bundet fast som en Polyp
Til disse Planker, der af Solen brændes
Og Aar for Aar vil trødsket falde sammen.
Naar Havets Døning løfter Skibets Skrog,
Da skilles Plankerne – og jeg alene,
Jeg, som kan ikke døe, paa Havet flyder;
Alene! – Vee mig! – Ha, der faldt et Skud!
Og atter et! De raabe Land!
Nei, nei! Det er igjen et Spil af Luftens Skyer.

(iler frem).

COLUMBUS

(knæler, med Ansigtet mod det nye Verdensland forud).

Du Kraftens Gud, ved mig, dit svage Redskab,
Er Verdenshavets Hemmelighed løst!
Du gav mig Kraft i Farens tunge Dage,
Nu skjælver jeg i al din Herlighed
Paa Lykkens Dag. Land! Land mit Øie seer!
O salig den, din Aande mildt berører,
O salig den, Du kaarer til dit Redskab!
Din Herlighed opfylder heelt mit Hjerte,
Høitlovet være Du og Jesus Christus!

SØFOLKENE

(knæle om Columbus).

O Herre tilgiv os vor Synd og Afmagt,
Tilgiv, tilgiv, der en Gud i Dig!

AHASVERUS

(stirrer mod Kysten, seer de skovbegroede Bjerge i den stigende Morgensol, udstøder et Skrig og synker om).

CHOR AF INDFØDTE

See den store Aand har sendt
Over Havet, ned fra Himlen
Til os sine bedste Børn.
Fugle, større end vor Hytte,
Bare dem paa stærke Vinger
Denne lange vide Vei.
Tordenen de have med sig,
Naar den ruller, bæver Hjertet,
Alle vore Bjerge bæve.
Men de bringe Lykke til os,
Thi den store Aand dem sendte!

EN QVINDE

(med et Stykke Speilglas).

Seer du denne tynde Flade,
Skaaret ud af stille Vand,
Deri kommer frem mit Ansigt.
O hvor Tænderne staae hvide,
Jeg seer Blodet i min Kind.
Det en Gave er fra disse
Mænd, den store Aand har sendt os.
Jeg vil sætte det i Haaret,
Og jeg bærer da en Flamme,
Som i Solen kaster Gjenskin
Ind paa Væggen af min Hytte.

EN KRIGER

Sønner af den store Aand
Mødte mig, Een saae jeg bære
Paa et huult et bladløst Rør,
Lynets Straale sad derinde.
Naar han holdt det mod sin Skulder,
Fik det Stemme, og dets Lynild
Traf en Fugl høit over os.
Jeg var stærk, ja jeg var Hersker
Over alle Himlens Fugle,
Havde jeg det hule Rør.

SKOVENS AAND

Vee dig, Fædreland, og vee dit Afkom!
Veien fundet er for Østens Mænd!
Stig mit Suk til Storm i Skovens Ørken!
Øxen hævet er, som skal omhugge
Stammerne, der stod i tusind Aar,
Ene truede af Himlens Lynild.
Guldet under disse Træers Rødder
Skal udvadskes i vort Afkoms Blod.
Bittre, tunge Dage ville komme!
Jages skulle I af fremmed Mand,
Jages bort fra Sted til Sted, ei hvile,
Vandre altid, ret som Israels Søn,
Der med sin Forbandelse betraadte
Denne Jordbund. Taus han sidder hist
Under den vidtskyggende Platan,
Seer paa Havet, det langtbølgende,
Hvor han kom fra, hvor han gaaer igjen,
For at vandre, jages, ret som I;
Uden Hvile »vandre, altid vandre!«

CHOR AF INDFØDTE

Sønner af den store Aand!
Eder elske vi, thi større
Bedre ere I end vi.
Søde Frugter her vi bringe,
Tilberedet Kjød af Vildtet;
Naar I spise her i Græsset,
Dandse vi til Trommens Klang.

VERDENS-AANDEN

Veien er fundet! Atter et nyt Land
Knyttet jeg har til Menneske-Lykken.
Urskoven bæver, ei den forstaaer mig,
Evige Vandrer, du vil forstaae mig!
Kom, lad den nye Verdens Oprullen
Rulle dig ind i dig selv for at læse
Viisdom og Trøst, ja læse Guds Villie,
Og det er den, for Menneskeslægten:
Eet Folk, een Tanke, Forening, Forstaaen.

AHASVERUS

Det suser sælsomt i de gamle Skove,
Som engang Hymnerne i Israels Tempel.

VERDENS-AANDEN

Rigt, som Amerika, laae du o Israel,
Tillukt for Jordens vidtspredte Slægter;
Du eied’ Aandens Guld, Sagnenes Urskov,
Billedet var du paa det Bestaaende.
Vee! du det Nye af Gud stødte fra Dig,
Det var dit Fald just, o Israels Folk!
Evige Vandrer, betragt nu det Skete,
Menneskeslægterne være dit Speil.
Altid det Gamle fornægter det Nye,
Gud bliver født, korsfæstes – og lever!
Seirende bære Aarhundredets Bølger
Rustfrie Skat mod Fuldendelsens Kyst.
Landenes Genier have udtalt det,
Opslaget Bogen, der laae foran Eder,
Slægters Historie stod paa dens Blade.
Eet haver vendt sig, betragt her et nyt,
See paa det Blad, som Columbus har viist Dig,
Læs saa tilbage paa dem, som er’ læste.
– – Dog om de Døde selv opstod og talte,
Ei I forstode, I vilde forkaste,
Nagle til Træet det Nye af Herren,
Det I forstøder, det som dog seirer
Og bærer fremad Menneskeslægten.

AHASVERUS

En Hvirvelvind mig farer gjennem Tanken,
Et Chaos, der sig ordner i et Heelt.
Hvad er jeg og hvad var jeg – hvilken Storhed!
Alt bliver mig saa klart, – et kort Minut!

(Han strækker Hænderne ud mod det uendelige Hav, Solen stiger høiere og høiere).


VANDREDUERNE

Hvad hvidske, som i Drømme, Skovens Træer,
Hvad har de seet i denne tause Stund? –
De saae det første Kys, en Europæer
Har trykt paa Karaiber-Pigens Mund.

SKOVENS AAND

Vee! med et Kys forraadte ogsaa Judas!

HAVFRUEN

(fortæller sine Smaae).

– Og Cain myrdede sin Broder Abel!
Det var det Første i den gamle Verden,
Columbus kom og fandt og vandt en ny.
Der vare tvende Brødre, begge Konger
I dette Land, den ene var en Cain,
Han slog ihjel sin Broder, Cainsmærket
Forbinder nu den ny og gamle Verden.
To Straffens Engle stod ved Oldtids-Eden,
To Straffens Engle fik Amerika,
Den ene fødte Himlen, Ferdinand Cortez,
Den anden sendte Helvede, Pizarro.
Og der flød mere Blod og altid Blod,
Men Guldet svømmed til Europas Kyster.

GODE AANDER

Alt blev et større samvirkende Hele,
Vimplerne vaie som Seierstrophæer.

VERONIKAS AAND

Fra Jerusalem faldt i Flammegrav,
Til Columbus saae Landet i Vesterhav,
Et Spand af Evigheds Døgn rulled’ hen,
Et nyt og et nyt – ruller op igjen.
Du, Ahas, udfolder din stærke Vinge,
Den voxer, den vil dig til Himlen bringe,
Ja dig og Slægter i Svaghed født’,
I Kraft opstaaet, som Liv fra Dødt.

CHOR AF ENGLE

I, Jordens Skjalde, lad Harperne klinge,
At hver i sin egen og Verdens Historie
Seer Aandens Udspring, dens Kamp og Glorie.

SANGENS MUSA

Hvad dybt i Ahasverus-Mythen klang,
En Gjenlyd var fra Tidens stærke Bølger. –

En bedre Skjald vil i en bedre Sang
Fortælle os om Vandringen – som følger.