I.
Den gamle Præst, »Generalens Broder«
og flere mærkelige Personer.

»Bring mig en god Bog hjem!« sagde Præstens Datter.

»Og bring mig en slem Dreng, daarlige Folks Barn, som jeg kan gjøre en god Christen af!« sagde Præstekonen, i det Fader allerede sad paa Vognen og de stoppede Kappen vel ned om ham mod den skarpe Vestenvind.

Præsten, den gamle Japetus Mollerup, skulde engang igjen see Kjøbenhavn, hvor han i tredive Aar ikke havde været; nu kom man let derover, nu gik der Dampskib dertil fra Aarhuus. Livfuld og varmhjertet var den Gamle, en Ordets Forkynder i gammel Tro og Inderlighed; skulde vi iøvrigt ogsaa nævne hans Skrøbelighed, saa var denne det, at han røg formegen Tobak og det daarlig Tobak; dette kan nu engang ikke nægtes, og det var det første nære Indtryk, man fik af ham. Tobaksrøgen var saaledes trængt ind i hvert af hans Klædningsstykker, i hver den mindste Trevl, at om denne endogsaa sendtes over Verdenshavet, den vilde dog beholde Duften af den inderlig slette, stramme, saakaldte »gode Knaster«. Dog der, hvor han først traadte op i Kjøbenhavn, vilde man neppe gjøre Bemærkning herover; det var paa Regentsen hos en Slægtning, der var Student og netop boede paa samme »Gang«, hvor Japetus Mollerup med Contubernal havde boet i sine Studenter-Dage.

Her i begge Stuer var ryddet op, lagt tilrette, støvet af og gjort net; Kjoler og Buxer hængte hen i en Krog og skjulte, Bøgerne satte i Orden, og Bordet, hvor ellers Papirer, Collegier, Smørrebrøds-Tallerken, Blækhuus og Flipper fandtes mellem hverandre, stod med en reen Dug; alt dette havde Studenten selv, han der i Dag var Vert, taget sig af; thi der var saa meget andet at besørge, som kun kunde gjøres af Poul, den fælles Opvarter for flere af Studenterne, og dertil en høit ansat Mand, sagde de vittige Hoveder derinde, en Mand, der indtog den høieste Stilling i »Kongens Kjøbenhavn«; han var Portner, »Dørvogter« kaldte de det ogsaa, ved det astronomiske Observatorium oppe paa Rundetaarn; der boede han høit over alle Autoriteter, Taarnvægterne undtagen. Hver Morgen steeg han ned fra sin Høide for at pudse Studenternes Støvler og udbanke deres Klæder; om Eftermiddagen gik han Byærinder, hvortil han havde en god Medhjelper i sin lille Søn Niels, der var livlig og opvakt, ja en halv Latiner, som vi siden skulle erkjende. I Dag var her, som sagt, meget at løbe om; en heel Flaske Punsch-Extract skulde hentes, fiin Ost og to Slags Pølse, baade Rulle- og Lybsk-!

Festaftenens Hædermand, den gamle Japetus, var selv den Første der mødte, og det i Stadsklæder, syede efter gammel Mode af en Jydsk Bondeskrædder, som gik paa Omgang i Herredet og klædte Hosbond og Karlene; den gamle Præst saae ganske stadselig ud, og ham klædte godt den sorte Kallot paa det sølvhvide Haar; hele Ansigtet straalede af Glæde nu da han igjen stod i den gamle Stue og saae sin Søstersøn og gode Venners Børn derovre fra; det var rart det, sagde han, at være sammen igjen med Ungdommen i den gamle røde Gaard.

Deiligt er det, som gammel Mand at kunne være ung med de Unge.

Hele Kredsen her bestod af Jyder, paa Een nær, der som Student kunde gjelde for Oldermanden, en Ven af Søstersønnen og eengang dimitteret af den gamle Præst, derfor var han med; »Generalens Broder« blev han kaldt, og hvem var han og hvem var Generalen? Ja denne var kun General i Forkortning; det er saa langt at sige Generalkrigscommissair og er heller ikke saa meget som General, og han lod sig kalde »Generalen« og Konen »Generalinden«. Det var ved hende, han var blevet til Noget; han var ikke gaaet Contoirveien, men Ægtestandsveien; Broderen var derimod ingen Vei gaaet, han var et Slags Geni; sin Formue og, hvad der er endnu værre, sin Fremtid, det at sidde godt i Embede, havde han sat til paa Opfindelser, især Luftballoner, og de havde kun ført til, at Alt hvad han havde gik op i Ingenting. Han var af Naturen bestemt til at være Kunstelsker, Mæcenas, leve for det Skjønne - men det kan man ikke leve af, det snarere æder Een op - nu havde han sit tarvelige Udkomme ved Correcturlæsning og ved at kjøbe paa Auctioner gode gamle Bøger og Kobberstykker, som han igjen overlod Samlere; almindeligviis var han velsignet med et deiligt Humeur, og da saae han kun den morsomme Side af Tingen i denne Verden, loe af den og af sig og sin Broder »Generalen«; men der kom ogsaa Tider, i hvilke han var aldeles i den sorteste Sindsstemning, aandelig og legemlig betaget, complet syg, og da skyede han alle Mennesker, saalænge det stod paa, og blev i sin tillaasede Stue; men var det Anfald forbi, saa blev han dobbelt lystig og gjorde Løier over, hvorledes han selv kunde plage sig. - laften var han den Livligste af dem Allesammen.

Punsch blev skjænket; den gamle Præst holdt sig imidlertid strængt til det ene Glas, der ikke maatte »hjelpes paa«. Det var en Lyst at være i Kjøbenhavn, fandt han, at leve med i den levende Tid. Kjøbenhavn havde store Fortrin; men de høie Huse her, de snevre Gader, Gjenboer, Familier ovenpaa og indeni, var ham dog lidt for meget Noahs Ark.

»Man kan ogsaa boe friskt og frit!« sagde Generalens Broder, der iøvrigt hed Hr. Svane, og det kunne vi ogsaa kalde ham. »Jeg venter, at min gamle Ven kommer op ogsaa til mig og seer min ringe Leilighed, der er i Baghuset, men har en Udsigt - der ikke kan være bedre i Venedig. Den store Kanal fra Knippelsbro til Toldboden løber lige under mine Vinduer; Rhinstrømmen har ikke saa klart og grønt et Vand som det her strømmer; og saa seer man Holmen, Dokken, Gaarde, Taarne og Fartøi ved Fartøi.

»Hillemænd!« sagde Præsten, »ja det skal jeg see og Dig skal jeg besøge! Men hvad har Du nu for? Har Du noget særegent Arbeide?«

»Jeg har det med Stjerneskud!« sagde Hr. Svane. »Ideerne falde endnu lige lukt ned og gaae saa ud igjen. Jeg tænker paa en Tragedie, som jeg aldrig skriver; jeg samler til en Folkebog, som der aldrig bliver Manuskript til -«

»Og Tragedien, den Du aldrig skriver?«

»Ja, en Tragedie er det, hvori Ingen døer, men hvori Hovedmanden pines, som man kan pines uden at Livet gaaer af Een; gaaer først det, saa har man jo Ende paa Pinen og Tragedien med. Det er Tragedien Ambrosius Stub, den danske Digter, der sang de friske, klangfulde Viser, han, der gik som Lystighedsmager ved de fyenske Herremænds Gilder og var til Nar for Folk, der stod aandelig under hans Bagflikker. Men den bliver ikke skrevet; nu har jeg den i mig og har saa Fornøielsen uden at høre de Andres Vrøvl!«

»Men sæt den dog paa Papiret, selv om det siden lægges hen!« sagde den gamle Præst.

»Der er nok alligevel! hvor meget ligger der ikke gjemt og glemt, som hele den nye Slægt ikke drømmer om. Det var maaskee en god Gjerning, at udgive saadan en Bog: »Rednings-Anstalt for glemte Forfattere«, at diske op med gammelt Godt, der er glemt og ikke skulde det! - see det er ogsaa en Idee - et Stjerneskud, af dem der gaae ud igjen! - Men det var om at besøge mig, Talen var; kunde vi ikke bestemme en Tid til at see Huusleiligheden, der er et Slags Fuglebuur, Luftballon, old curiosity shop!«

»Der seer ud som i Hoffmanns Hjernekiste!« sagde Een af Selskabet, »Hoffmann in Callots Manier!«

»Jeg finder vel nok derop!« gjentog Præsten.

»Her er ellers den bedste Ledsager,« sagde Hr. Svane, idet lille Niels, Pouls Søn fra Rundetaarn, traadte ind med frisk Vand i Caraffelen. »Det er min Gudsøn!« vedblev han; »har jeg ikke staaet Fadder til Dig, min Dreng?«

Og Niels nikkede med et Smiil.

»Han kan sin »Tusind og een Nat« og Latin ovenikjøbet!«

»Ellers turde han heller ikke betræde disse lærde Steder!« blev der bemærket.

Man saae strax, at den Lille var livlig og opvakt; de unge Mennesker havde givet sig af med ham, Læselyst havde han og dertil Nemme til at lære udenad, hele lange Vers kunde han, ja endogsaa paa Latin een af Horatses Oder; man havde en Dag viist ham:
og sagt: »Kan Du lære den Fyr udenad og bære den ned fra Rundetaarn, saa er Du en heel Latiner og skal have lovlig Ret til at komme her paa Lærdommens Grund for at hente os Smør og Spegesild!«

Drengen læste og lærte Oden, og fra denne Tid kaldtes han Latineren, og hver Student ansaae sig for Mæcenas.

»Ja, han er den yngste Latiner herinde!« blev der sagt, og et halvt Glas Punsch blev overrakt ham; han maatte fremsige sin Horats og det gjorde han lydeligt og rigtigt.

»Han gjør nok sin Lykke!« sagde Hr. Svane, »ikke fordi han er min Gudsøn, men fordi han er af høi Byrd, og den gjør meget. Han er født saa høit som Nogen kan fødes; han er født oppe paa Rundetaarn, hvor han endnu boer med sin Fader og passer paa Stjernerne. Moderen er død og borte!«

Næste Formiddag, paa bestemt Klokkeslet, skulde Niels møde i »gammel Avlsgaard«, hvor Præsten Japetus Mollerup logerede, og derfra, paa Slaget elleve, føre ham op til Hr. Svane, det var Aftalen, og Niels kunde man forlade sig paa.

Klokken var ikke mere end ni om Aftenen, da den gamle Præst brød op, for han trængte til Hvile; men imorgen - ! ja, hvad bringer den Dag? Derpaa tænkte han, da han lagde sig tilsengs i »gammel Avlsgaard«; derpaa tænkte lille Niels, der med sin Fader gik op i Rundetaarn, høit op over Gaarde og Huse, til den lille Stue, hvor de boede.

Den Dag imorgen, hvad bringer den? Ja, det er altid godt, at man ikke veed det. - Her blev det en Livsens Dag i mere end een Betydning.

Hr. Svane boede, som sagt, i et Baghuus i Amaliegaden, nær ved, hvor »Casino« nu er bygget. En snever, ikke ganske reen Kjøkkentrappe førte derop, hen over en smal Gang, der blev endnu smallere ved de forskjellige Ting, her vare stillede hen, baade Sandfjerding, Strygebrædt og gamle Brændekurve; hyggeligt var her ikke, det Hele tydede paa Flyttedag eller LøverdagsUdrensning i Huset, men hver Dag var her saaledes, og dertil et Slags Tusmørke, men desklarere straalede herved Hr. Svanes lille Stue, naar man først kom derind, i al sin Ringhed havde den noget venligt indbydende. Væggene selv vare overklinede med Billeder og Vers, saaledes som man seer det paa gamle Skjermbrætter; taabeligt skrevne Avertissementer, klippede ud af Adresseavisen, Anecdoter og Digte sad paa kryds og tvers mellem illuminerede og ikke illuminerede Kobberstykker; en Reol med Bøger fra Gulvet op til Loftet stod paa hver Side af det eneste, men meget store Vindue, henover hvilket der voxte en frisk Epheu-Ranke, ligesom en heel Guirlande. Herfra var Udsigt over Pakhuuspladsen, det brede, salte Vand, Nyholm med sin Kran, sine store Bygninger, grønne Træer og Grønsvær, en Lagune mod den aabne Østersø, hvor Skibene kom for fulde Seil. Hr. Svane stod med et Smiil, som sagde: »det er mit Altsammen! jeg behøver ikke at reise udenlands, de komme udenlandsfra, lige forbi mig!« Han saae sig om i sin lille Stue, Døren til Soveværelset var aaben, overalt reent og net, det gjorde Vertinden Ære; man glemte Flyttedags-Udseendet paa Gangen. En skinnende hvid Dug var lagt over et lille Bord, og der stod Kringler og Smaakager paa en Tallerken; men iøinefaldende var et lille gammelt, udskaaret Skab med Malning og øverst besat med Nipserier og Legetøi; man skulde troe, Hr. Svane opbevarede Legetøiet for hvert Barn der i Gaden.

Og Klokken slog elleve, men Japetus Mollerup, den gamle Præst, viste sig endnu ikke, heller ikke kom lille Niels, der jo skulde føre ham op og var saa sikker og nøiagtig. Tjenestepigen hos Madammen, som leverede Hr. Svane varmt Vand til Kaffe og Thee, havde allerede tre Gange været for at spørge om hun maatte bringe Chocoladen; for Præsten skulde trakteres, og Chocolade, vidste man fra gammel Tid, var hans Livdrik. Men hvor blev han, og hvor blev Niels af?

Nu ringede Klokken tolv - kom de maaskee slet ikke!

Endelig hørtes Trin opad Trappen, der bankedes paa Døren - det var Præsten, men alene, uden Ledsager. Niels havde ikke været hos ham; forgjæves havde han siddet og ventet til Klokken tolv; saa blev det ham for længe og han fandt selv Veien.

Hvad var Skyld i, at den ellers saa nøiagtige Niels ikke kom? Dette Ærinde i Dag havde visselig været hans første og eneste Tanke i denne Morgenstund; det havde været Faderens Tanke, og alligevel - ja, hvorledes klaredes denne Sag? Den havde en Betydning, som hverken Præsten eller Hr. Svane havde Anelse om, Betydning for hver især.

En aandfuld Professor sagde paa en af sine Forelæsninger, idet han klarligt vilde give et Begreb om det menneskelige Legemes kunstmæssige Sammensætning: »Hjernen er Sædet for Sjælen, det vil sige, den er Principalen; Rygmarven er kun det store Hovedcontoir, hvorfra de af ham givne Ordrer udføres; derfra løbe Nervernes electromagnetiske Traade. Principalen befaler: jeg vil der og der hen! og nu sættes Maskineriet i Bevægelse, Lemmerne øve deres Dont, og dermed har Forstanden slet ikke noget at gjøre; den tænker ikke paa: nu skal den Fod løftes og flyttes, den Svingning gjøres; Lemmerne lyde den dem givne Ordre indtil der gives dem en ny Befaling; men imidlertid hengiver Sjælen sig til anden Virken, tænker paa det Forbigangne og Tilkommende.« Det er noget vi opleve hver Time; men det hele Mirakel, thi et saadant er det dog, er vi saa vant til, at vi ikke tænke derover, idetmindste gjorde Poul fra Rundetaarn det ikke, idet han tilmorgen traadte ud paa Gaden og stod der tvivlsom om han skulde gaae til Høire eller først til Venstre; i begge Retninger havde han Ærinder at besørge. Han stod, som sagt, et Secund stille; Sjælen havde endnu ikke givet Lemmerne nøiagtig Ordre, om Veien skulde lægges til den eller den Side, om han vilde gaae til Høire eller Venstre - begge laae de lige nær, og - ja, der maa være een endnu høiere Ordre, end den, vor Sjæl har at give. Poul valgte til Venstre og derved - foranledigede en Begivenhed af den største Betydning for ham, hans Søn og for os Alle, som læse disse Blade.

Hvormeget afhænger ikke af et enkelt Øiebliks Bestemmelse, det at vælge Høire eller Venstre! Nu var Ordren givet, Fødderne igang. En stor Placat, hvorpaa stod aftrykt Billedet af en Stud, var klinet ovre paa Hjørnet; den maatte sees, kun et Secund var det, men dette Secund hørte til -! Manden dreiede saa om Hjørnet og ind i Sidegaden, og der, netop, saa nøiagtigt som Mennesker ikke vilde have kunnet beregne det, faldt et Vindue fra tredie Sal ud af Hænderne paa Tjenestepigen og ramte Poul i Hovedet, saa at han styrtede til Jorden, ikke død, men med et Hul, stort nok til at Sjælen kunde flyve ud. Folk kom; Poul blev bragt ind til en Barbeer og derfra paa Hospitalet, hvor tilfældigviis en af de unge Læger kjendte ham fra Regentsen.

Da Niels vilde gaae hen i gammel Avlsgaard og traadte ud fra Taarnet, kom fra Nabolauget en Dreng, der saae stivt paa ham.

»Hvad seer Du paa mig for, Du Dreng?«

»Fordi din Fader er slaaet ihjel af et Vindue! det veed Du jo nok!«

»Det er ikke et sandt Ord, Du siger!«

»Saa Du troer, at jeg lyver i saadant Noget!«

Det var Maaden, han fik det at vide paa; forskrækket derved, troede han det dog ikke og var ganske vist gaaet videre til »gammel Avlsgaard«, dersom ikke Mo'er Børre, den gamle »Æblekone«, der sad i Indgangen til Taarnet og solgte Frugt, havde spurgt den anden Dreng nærmere ud og ved sin Forfærdelse fuldkommen skræmmet Niels, hvem hun sagde, at nu var det ikke Tid at gaae til »gammel Avlsgaard«; han skulde lade Præst være Præst og faae rigtig Besked om sin Fader; der var nok en Ulykke skeet, for den kunde man altid være vis paa! og nu løb Niels afsted til Hospitalet, da han kom der, var Faderen allerede død.

Japetus Mollerup og Hr. Svane sad i livlig Samtale og havde tømt den sidste Kop af Chocoladen. Niels kunde ikke være blevet syg, meente Hr. Svane, thi da var hans Fader kommet; der maatte være noget ganske andet i Veien, end Sygdom - maaskee et Par Hunde i hver Gade, »thi de er hans Skræk, « sagde Hr. Svane, »han kan gaae en lang Omvei, for ikke at komme en Hund for nær, for den alene er han en Kryster!«

Da aabnedes Døren, og Niels traadte ind, forgrædt og jamrende. »Min Fader er slaaet ihjel!« vare de første Ord, han sagde, og kun igjennem Hulken fik de den hele Ulykke at høre.

Det er bedrøveligt at see et stakkels sorgfuldt Barn, at vide det reent forladt og at det selv forstaaer det.

»Du stakkels Dreng!« sagde den gamle Præst og spurgte om hans Slægt og hvilket Tilhold han nu havde her i Byen.

»Han har slet ingen!« sagde Hr. Svane. »Jeg er hans Gudfader, det er nok det nærmeste Familieskab! - Naa, tør Taarerne af, det hjelper ikke at græde - vor Herre maa hjelpe!«

»Han har slet ingen!« gjentog Præsten. »Gaae for Lud og koldt Vand - ! Guds Veie ere urandsagelige!« - og den gamle Mand saae paa ham med bedrøvet Mine.

Niels var virkelig aldeles forladt; gode Mennesker eller Fattigvæsenet, - det vi ikke her nævne som en Modsætning, det tog sig ellers ud som en Blad-Artikel, - maatte tage sig af ham.

Vor Moders Ord ved Afreisen: bring mig en slem Dreng hjem, at jeg kan gjøre en god Christen af ham, kom levende frem i Præstens Tanker: men Niels var ingen slem Dreng, ikke Barn af daarlige Folk, saaledes som Aftalen var. Det gamle, brave Ægtepar vilde gjøre noget Godt i denne Retning, netop hvad eet eller to Aar senere virkeliggjorde sig ved »Foreningen til forsømte Børns Frelse«.

Japetus Mollerup var allerede fra Aftenen forud vel stemt for Niels; der var Livlighed og Kløgt hos Drengen, og det tydede paa en stor Hukommelse, saaledes at kunne fremsige en Ode af Horats; nu stod han saa forladt, saa inderlig bedrøvet - havde han bare været et forsømt Barn, »en slem Dreng«, saa havde Præsten strax taget ham; nu var han vaklende af bare Samvittighedsfuldhed. Vel vidste han, at Moder i Eet og Alt vilde være tilfreds med hans Bestemmelse og Handlemaade; hun sluttede sig, uden at vide det, til Pythagoras Disciple, der ubetinget troede hvad Mester dicterede, og kom der en tvivlsom Ting, gave sig hen med: αὐτὸς ἓφα (han selv har sagt det); hvad Fader i Præstegaarden sagde, var det eneste Rette, om hun ikke selv begreb det; skulde han nu her vise sin Magt og Eneraadighed? Han tænkte frem og tilbage, sagde derpaa til Hr. Svane, hvorledes Tankerne krydsede.

»Det er godt, det er meget godt!« sagde denne, alt som han hørte og forstod Aftale og Bestemmelse, men loe derpaa ganske høit over Ordets bogstavelige Holdelse.

»Saa I vil have en slem Dreng,« sagde han, »et noget moralsk fordærvet Barn? Vor Herre under Eder det bedre! er det ikke ligesom at han selv havde overrakt Eder hvad I søgte, men givet Eder det i god Skikkelse! Der skal nu absolut være Skavank ved, Noget I kunne pille ud! - det er her ogsaa. Han har et Stykke Troldhex i sig, han er en Sprutbakkelse; fut, fut! ikke sandt Niels? - Alligevel, ham faae I Fornøielse af! og jeg slipper ikke med Ord og Tale, før I tage ham. Jeg har som Gudfader givet Daabs-Løftet at sørge for hans Christendom, hvis Forældrene falde fra, og derfor holder jeg ved!«

Japetus Mollerup tænkte over, meente det og meente det, uden just at faae det sagt. Hr. Svane holdt ud med Spøg og med Alvor. »Ingen veed i hvilke Hænder Drengen kan falde her i Byen, gode Evner er en meget god Ager, naar den ordenlig pløies og faaer den rette Sæd, men ellers - nok sagt, Drengen er hæderlig - og Trold er der i ham!«

Et Par tunge Taarer i Drengens Øine gav Deeltagelsens Guldmynt sin fulde Vægt, og Beslutningen var taget; den gamle Præst følte, at han kunde forsvare for sin Kone og sin Samvittighed, at han tog dette Barn.

Niels skulde altsaa forlade Kjøbenhavn, følge med til Jylland, til det stille Præstegaards-Liv paa Heden.

Det var en mageløs Lykke i Ulykken, sagde de Alle, og det lyste ogsaa ind i hans unge Hjerte. Det Nye, det Uventede, fyldte ham, og efter inderligt at have grædt ved Faderens Kiste, skinnede Solen igjen ind i Barnesindet. Vennerne paa Regentsen sagde han Farvel, og det runde Taarn, Hjemmet deroppe - ja, det gjemte ligesom i een Sum hele hans Liv og Levnet, og derfor maae vi endnu før Afreisen med ham derop, hvor alle Tankespirer til den kommende Tid havde hvilet; vi maae kjende, som han, til dette Hjem, hvorfra han havde en Erindrings-Skat paa Heden og siden i det bevægede Liv.

Vi ville stige med op paa det runde Tarn og, før vi forlade det, have et klarere Billed af lille Niels.