III.
Præstegaarden paa Heden. Musikant-Grethe.

Over Silkeborg, hvor dengang Ingen endnu tænkte paa, at der snart vilde reise sig en By, gik den dybe, tunge Sandvei vesterpaa, til Hjemmet: den gamle Præstegaard ved Hvindingedalsbanker, som ved »Langsøen« afskjæres fra de store Skove og begrændses af den udstrakte, havlange Hede. Det var sildig Aften, mørkt Veir; trætte vare de Reisende, trætte vare Hestene, langsomt gik det fremad i Eensomhed og Stilhed. Nu gjøede en Hund.

»Det er vor Lænkehund,« sagde Præsten; »Lyden rækker langt herover!«

Hundens Hilsen var den første i det nye Hjem. Hvorledes saae her ud? Ja, allerede i et Par Timer var alt Udseende ligesom visket ud af Mørket. - Allerede Aftenen forud var sendt til Aarhuus Vogn og Heste, at disse kunde hvile ud og have friske Kræfter til Hjemreisen; men nu vare Kræfterne slupne, de luntede fremad; knak nu bare ikke et af Hjulene! Sandet blev dybere, Natten mørkere. Længe hørtes Vandets Brusen gjennem Sluseværket ved Gudenaa; snart lød et underligt Fugleskrig, hvorved Niels foer iveiret; men selv dette Fremmede blev vanligt, de trætte Øine lukkede sig; Vognens eensformige, langsomme Bevægelse, Sandets Skuren mod Hjulene dyssede i Søvn, og ikke kjendte han da til denne Egns mange Sagn og Syner, ellers vilde den mørke Aften nok have oplivet baade dem og ham.

Niels vaagnede først da han holdt i Præstegaarden. Alt var i Bevægelse, Alt paa Benene, Lysene selv syntes at løbe omkring i Stuen og kalde: »nu komme de! nu komme de!« Lænkehunden gjøede, Hanen og Hønsene paa Hjalet galede og kaglede; Pigernes Træskoe klapprede over Gaarden, og Mo'er stod med smilende Ansigt og fik et Kys; tæt ved hende viste sig en ikke ganske ung Pige, med et tænksomt, mildt Ansigt; hun var omtrent otte og tyve Aar og Præstefolkenes eneste Barn; det var Bodil. Lys stod stillet i Vinduerne, en heel Illumination, og inde i Stuen var der dækket op som til en Fest. Fader havde i Dag ikke faaet noget Ordentligt, Vertshuusmad er kun halv Mad, derfor fik han nu en varm Suppe, Haresteg og Bønner.

Præstekonen havde meget at fortælle, meget mere end Fader, der kom saa langveis fra: Maarkatten havde taget fem Ællinger, et af Skilderierne var igaar faldet ned og havde forskrækket hende, hun havde troet, at det var et Varsel. Byfogedens de unge Folk vare komne til Egnen og havde allerede gjort Besøg Vesterpaa; jo, der var skeet meget i de fjorten Dage Japetus Mollerup, »vor Fader,« havde været i Kjøbenhavn.

Bodil sørgede især for Niels; venlig og hjertensgod sagde hun ham Velkommen; Mo'er selv, den gudsfrygtige, skikkelige Præstekone, sagde ogsaa meget mildt: »Velkommen i Huset«; men hun kunde dog ikke dølge for sig selv, at hun hellere havde modtaget et noget moralsk fordærvet Barn, som hun kunde føre frem i det Gode, lede og opdrage, have sin Glæde af paa Jorden, sin Løn i Himlen; med en større Inderlighed vilde hun have modtaget et saadant, - saaledes ere vi stakkels Mennesker i vore gode Forsætter.

Bodil førte Niels op paa hans lille Kammer, Moder lagde ham vel paa Hjerte at slukke Lyset; Bodil kom selv senere og saae efter om det var skeet. Han laae i Sengen, blødt og godt, i det rene, friske Linned, læste sit »Fader vor«, men ihvor træt han var, kunde han dog ikke strax falde isøvn.

Det var endnu kun fireogtyve Timer siden han havde forladt Kjøbenhavn og sit stadige Hjem, Rundetaarn; i den korte Tid var oplevet saa uendelig Meget, som ellers ikke i Aaringer; han havde været paa Dampfartøiet, og i et deiligt Veir, paa det seilløse Skib fløiet forbi over hundrede Skibe, der satte alle deres Seil til og dog slet ikke kunde følge med dem; han havde seet hele Sjællands Kyst, Helsingør med Kronborg, ja, Sverrig var de saa nær, at de øinede Mennesker der tilfods og tilhest. Han var steget iland i Jylland, i en heel fremmed By, og derpaa kjørt saa langt over store Høider, hvor man saae vidt om. Han var kommet forbi Sandbanker, saa mægtige som han tænkte sig Bjerge, kjørt ind i store Skove og ud igjen, altid i stille Eensomhed. I Kroen, hvor de bedede, var Alt ham ganske fremmed, selv Sproget, de talte; og nu var dette Land, dette Sted her hans Hjem, det han slet ikke kjendte, alle Mennesker her vare ham fremmede. Disse Tanker opfyldte Sindet og holdt hans Øine aabne.

Gjennem Vinduet skinnede en stor Stjerne ind til ham, den kjendte han, netop den, fra samme Sted, i samme Høide, syntes ham, havde lyst ind til ham mangen Aften oppe paa Taarnet, den var fulgt med ham herover; han blev saa glad derved, som ved en gammel Ven, læste saa endnu engang sin Aftenbøn og sov ind.

Næste Morgen, da han blev kaldt til Thee, klang ham imøde Musik, lange, udholdende Toner, som af en Skalmeie eller Harmonika; den sidste var det. Inde i Dagligstuen sad en gammel Bondekone, der med stor Alvorlighed bevægede Instrumentet, saa at der klang en gammel Kjæmpevise-Melodi. Prægtige store, blaae Øine havde den Gamle.

Præsten sad i Lænestolen, og med et venligt Smiil sagde han, idet den sidste Tone var dirret hen: »Tak Grethe! Det var altsaa Velkomst! jeg vidste nok I undte mig den!«

»Ja!« sagde hun, »jeg vidste, at I skulde komme hjem igaar Aftes, og jeg blev oppe længe over min Sengetid, for at hilse Velkommen fra Kongens Kjøbenhavn, den lange, lange Reise! jeg stod i min Dør og ventede; men da det saa trak altforlangt over Tiden, saa krøb jeg i Slagbænken og er derfor nu kommet her tilmorgen!« Hun kyssede Præstens Haand.

Det var Musikant-Grethe, som hun kaldtes; hun boede her ved Banken i Klynetørvs-Huset. Hun var kommet her med det Bedste, hun havde, hendes Skat i denne Verden, og det en Skat som gav Renter. Gjennem mange Aaringer havde hun i Eie denne Harmonika, og ved sit mærkelige Gehør havde hun lært sig til at spille paa den uden at kjende en Node. Hver gammel Melodi, hun nynnede, hver ny Vise, hun hørte, kunde hun meget snart spille paa Instrumentet, og det ene og alene ledet af sit musikalske Øre. Det blev hende til et lille Erhverv, idet hun imellem spillede op til Dands ved Bondebryllupper. Saa inderligt, som om det kunde være et levende Væsen, elskede hun denne Harmonika og frydede sig over dens Toner. Musik var nu hendes Livs Salighed. Det var en rigtig Glæde at komme over i det noget fjernere liggende Præstesogn, hvor der var unge Folk som havde et Klaveer og som Konen der spillede saa yndelig paa. Musikant-Grethe havde tidt staaet ude paa Gangen og lyttet efter den »Himmel-Musik«; et Par Gange var hun blevet kaldet indenfor, og engang, da hun der var ene med Præstekonen og havde forjaget sin Frygtsomhed, fandt hun ved sig selv tilsidst paa at anslaae de rette Tangenter til Melodien. Havde Musikant-Grethe været født i andre Livsforhold, andetsteds, hun var maaskee, som musikalsk Geni, blevet en europæisk Storhed i Tonernes Verden - nu var hun kun Musikant-Grethe.

Hun var det første Bekjendtskab i det nye Hjem; snart kom de andre Personer frem, Karle og Piger, Fjerkreaturer og Staldqvæg, hele Besætningen, Alt nyt og morsomt, en sand Modsætning til, hvad Stuen paa Rundetaarn og Kjøbenhavn frembød. Her i Præstegaarden var ogsaa en Hund, men den stod i Lænke, gjøede rigtignok, men kjendte Huset og altsaa vidste hvem der hørte til. Svinene gryntede, Ænderne snaddrede, Duer og Graaspurve gik fredeligt om, Pigerne nikkede, Karlene sang; men Talesproget var ikke let for Niels at forstaae, det lignede, syntes han, slet ikke det Danske i Kjøbenhavn.

Det var et sandt christeligt Huus, han var kommet til, det var gode Mennesker, hvor Villien til det Gode var stor; her var megen Hjertelighed og - lidt formegen Tobaksrøg, den var Fatter Skyld i, og den Fornøielse, han havde herved, undte de ham Alle. Moder og Bodil vare jo ogsaa blevne vante til den.

I fjorten Dage havde Fader vel ikke været hjemme og røget sin Pibe, men Duften fra den var ikke gaaet paa Reise, den boede her, som Duften boer altid i det russiske Læder, som den egne Lugt i de engelske Bøger og Høvlspaanens Dunst ved Snedkerens Hverdagskofte.

Den gamle Japetus Mollerup var i sit Hjerte Kjærlighed, som Christi Lære er det; hans Tale i Kirken var den samme Udgydelse, men i en anden Form. Ligesom i Billederne, de store Mestere fra Middelalderen have givet os, ikke det Græsselige, det dryppende Blod, alt det Krasse, men den fromme, dybe Følelse, det skjønne Eenfoldige i Troen, er det, der rører og opløfter os; saaledes var det heller ikke Prædikens Ord, der klang om Helvedsporte, om den strænge Gud og Syndens Vederstyggelighed, men særlig den Inderlighed, der beaandede hans Tale, den Overbeviisning, hvormed den blev givet, som vidunderligt greb Tilhørerne. Mellem Præst og Menighed var her noget Patriarkalsk; den Gamles Ord var Troens og Sandhedens, hvorpaa man trygt forlod sig; og den, som af Alle stod ham nærmest, hans brave, christelige Hustru, saae allermeest op til ham, hengav i ham ganske sit Jeg, sin Personlighed; hans Tanke og Mening var hende den eneste rigtige, hans Ord var hende en Lov, hans Forstand var hendes lysende Lygte. At den Mand ikke var blevet Provst, var hende det tydeligste Tegn paa Uret i denne Verden. Dommens Herlighed og Helveds Ild i dens Gruelighed tænkte hun ofte over, og da kom den syndefulde Menneske-Natur frem; hun kunde ikke lade være at tænke sig Een og Anden af sit Bekjendtskab, der vilde komme til at brænde, om ikke evigt, saa dog nogen Tid, og det var et af hendes høieste Ønsker, at Gud vilde lade Verdens Ende indtræffe i hendes Levetid, at hun maatte faae at see Dommens Dag og erfare, hvem det gik haardt; hun vilde da forvisses om, at hun havde ikke feilagtigt dømt dem.

Det tredie Blad paa Husets Hjertekløver var Datteren Bodil, opkaldt ikke efter nogen Middelalderens ridderlig Frue, men efter en afdød Tante, der havde været Rokkedreierkone. Hun var dyb og inderlig som Faa. Forstandens klare Lys lyste for hende i den lille Omverden og Troens i det store Aandens Rige. Det Smukke i gamle Dage, at Tyendet ligesom hørte med til Familien, var her blevet i sin Ret; selv Dyrene stode ligesom rykkede et Stykke nærmere ind i Sammenholdet. Lænkehunden logrede endogsaa venligt, naar Niels i tilbørlig Afstand fulgte Bodil, som bragte den Føde; Hanen lod sine rødgule, glindsende Fjedre svaie og brystede sig paa Møddingen; Ænderne vraltede hjemligt om og vare ikke bange for at snaske et Stykke fra Lænkehundens Trug; Spurve og Duer hoppede om mellem Svinene, der mageligt dovnede paa Halmen og trak smaskende Veiret i Solskinnet.

Hvindingedalsbanker, hele Silkeborg-Egnen, var da at betragte som et Ørkenland, ligesom udenfor den civiliserede Verden; da tænkte Ingen paa, at her skulde reise sig en By ved »Langsøen«, ikke engang Sporet til den, Fabriken var i Tanke, den opstod først syv Aar efter at Niels kom herover. Al Handel og Omsætning den Gang blev kun dreven her som Tuskhandel; her var aldeles ingen Penge i Egnen, med Undtagelse af en eneste fem Rigsbankdaler-Seddel, og i hvis Eie Seddelen var, det var stedse en Sag, der var bekjendt for alle Omegnens Beboere. Dette er factisk!

Den første Dag i det nye Hjem var og skulde være en Hviledag for Niels, siden skulde han nok faae Noget at bestille, og ikke dovne; Lediggang er en Rod til alt Ondt.

Mod Aften stoppede Præsten sin Pibe, den havde hele Dagen egentligt ikke været ham af Munden, uden ved Maaltiderne, og han gik, som han i Aaringer pleiede det, en lille Vandring over Marken og henad Heden; Niels tog han med, han havde hele Dagen endnu ikke været udenfor Gaarden.

De gik hen over en mager, rødlig Jord; Muldvarpeskuddene der saae ud som Trippelse; rundt om voxede Blomster, smaae og fine, røde og gule. De kom op paa den nærmeste Høide, og stor, vidt udstrakt, viste sig Heden, der med sin blomstrende Lyng, beskinnet af den nedgaaende Sol, saae ud som det røde Hav i lange stillestaaende Dønninger. Mod Nordvest laae Silkeborg Skove og Søer, Moserne med de sorte Storke, Skovene, hvor Kongeørnen og Hornuglen boe; Himmelbjerg løftede frem sin rødbrune Top, og Alt var stille og dog saa ørelydt; man fornam den surrende Flue, det fjerne Kildevælds Sprudlen, og midt under dette hørtes ligesom Æolsharpetoner. Det var fra en Harmonika; MusikantGrethe gjorde Musik. Her tæt under Banken, mod Nordvest, laae hendes Huus, bygget af Klynetørv og tækket med Lyng, der, i sin Overgang til Muld, bar Mos, grønne Planter, Huusløg, ja selv et vildt Rosentræ. Musikant-Grethe stod i den halvaabne Dør, Solen skinnede hende Kinderne røde; hun spillede, man skulde troe, for sin egen Fornøielse og Andagt, men det var til Dands; foran hende bevægede sig i springende Dandsetrin en ganske underlig Skikkelse. Den, som nylig har læst Historien om »Peter Schlemihls« solgte Skygge, der vandrede om i Verden, vilde med Rimelighed troe, her at see denne livagtig for sig; et virkeligt Menneske kunde det umuligt være, saa smal, spinkel og tynd var denne menneskelige Fremtoning. Et stort blaatmalet Skriin med røde Bogstaver og Læderrem, saa at det kunde bæres, stod foran, som var det Souffleurkassen, der var glemt at tages bort, før Balletten begyndte.

»Det er jo Skrædderen!« udbrød Præsten og stod med leende Ansigt og saae paa de høie Spring, uden at den Dandsende eller Musikant-Grethe mærkede til, at de havde Tilskuere. Dandseren endte sit Sving med et »hui, huj!« da klappede Japetus Mollerup i Hænderne og raabte: »Laudabilis! det kan man kalde at være Dandsemester!«

Det var »Lappeskrædderen«, »Synaalen«, som ogsaa vittige Hoveder, i Spot for hans Tyndhed, kaldte ham. - Spotten voxer, som Skyggerne, jo nordligere man kommer; hos Grønlænderen bliver den en afgjørende Høiesterets-Kjendelse i Stridssager, og altid ligesaa retfærdig afgjørende, som Dueller i civiliserede Lande. - Lappeskrædderen kom fra Gaard til Gaard, Proprietairens og Bondens, blev dér i Dage eller i Uger, og satte Klæderne istand, syede om, bødede og vendte; han var den levende Budstikke, men med diplomatisk Snille, der laae i hans Godmodighed, eller, om man vil, Forsigtighed; han vidste at fortælle, uden at skade Nogen, uden Braad, og dog livligt. Stedet for Historierne, eller Personerne selv, nævnede han tidt slet ikke, uden omskrevet, og tilføiede dernæst: »Lidt Løgn er der vel deri, den maa med ligesom Flynderskind i Kaffen, at denne kan klares.«

Han tog Kassen, hvori hans Klæder gjemtes, fik den paa Nakken og fulgte langsomt, i Samtale med Præsten, hjem til dennes Gaard, hvor han et Par Uger skulde arbeide. Velkommen var han, det saae man paa alle Ansigter; der var en Glæde som igaar, da Fader kom hjem fra Kjøbenhavn; men Lappeskrædderen bragte dem ogsaa udførlige Nyheder, og var dertil, som de kaldte det, »en god Læsere«, det vil sige, han stod i Læsning et høit Trin over alle de Andre; ja, vi maae tilstaae, han viste i den Retning en Slags Ødselhed; han holdt »Aarhuus Avis«, rigtignok fik han den ikke ganske vaad med Posten, den var først paa Omgang i fjorten Dage og læstes af sex Familier der i Egnen; men hver anden Søndag fik han saa desflere Aviser, og i dem stod Alt, hvad der skete i hele Verden, »baade det Indenlandske og det Udenlandske«, og han vidste at læse det op og at forklare det; han var klogere end han var tyk, og en rigtig »Reisemand«. Hans Bekjendtskab skulde blive af Betydning for Niels. Vi ville faae at høre derom.