IV.
Lappeskrædderen.

Der er i Spøg blevet sagt om Niels, at han var af »høi Byrd«, fordi han var født oppe paa Rundetaarn; om denne Byrd taltes ikke herovre, men om Lappeskrædderens Byrd, denne gav Navnkundighed; han havde et historisk Familienavn fra Sagnenes Rige, rigtignok fra den yngste Sagntid. Lappeskrædderen var en Sønnesøn af »Peer Guldgraver«.

Mangen Aften, efter Nadverbordet, sad Niels inde hos Folkene og hørte da af Skrædderens egen Mund om Farfa'eren, om den rige Skat i det dybe Flyvesand. Overtroens Lygte kastede sit Billedlys hen over den øde Hede-Egn, og han, som fortalte, blev en historisk betydende Person i det nye Hjem.

I Stougaard ved Veile boede Peer Holstener, Farfa'eren, fortalte han; Gaard og Grund til Køer og Heste havde han; da drømte han en Nat om en stor nedgravet Skat, og at han skulde kunne læse sig til, hvor den var at finde, han maatte kun reise til Voel, der i Vertshuset, i det Kammer, han havde sovet i engang før, laae paa Hylden en Bog, og i den stod Alt nøiagtigt optegnet. Han reiste derhen, fandt Bogen, og i den stod skrevet om al den Rigdom, en heel Kongeløsning, den en Herre til Silkeborg havde ladet nedgrave. Der skulde drages en Linie fra Gjødvad Kirke til Spiret paa Linaa, og i den, ti Favne over Vandspeilet af Gudenaa, laae Skatten; Stedet var kjendelig paa en stor Eg, tredive Alen høi, men saa aldeles skjult af Flyvesand, at man ikke kunde see mere af Trætoppen end saa meget som en Pibespids. - Peer solgte nu sin Eiendom for ti tusinde Rigsdaler og drog til Silkeborg, hvor han fik Lov at grave; han fandt jo ogsaa Adskilligt, som gamle Kobbermønter, en Hestesko og den Slags; men Skatten naaede han ikke, »Flyvesandet knugede den!« sagde en gammel Kone ham. Alle hans Penge gik, og tilsidst havde han ikke mere at leve af. Det gravede Hul fyldtes ideligt med den løse Sandjord; hver Nat løb der hen over det en sort Hund, det var Djævelen! Peer Guldgraver blev en Stodder, kom paa Fattighuset i Linaa, og der døde han!

Sønnesønnen vidste saa god Besked, han havde det af sin egen Fader, og selv havde han seet, naar han med sin Klædningskiste paa Ryggen ved Nattetid kom forbi Stedet, der havde slugt hans Farfa'ers hele Formue, altsaa Slægtens med, at et Lys dandsede hen derover; ingen Sandflugt mægtede at slukke det; den Onde holdt det tændt for at vise Mærket og at lokke Menneskene til at grave og begrave sig selv med Guldet.

Fra Sagnenes Verden og fra Virkeligheden vidste Lappeskrædderen at fortælle; han var en »Reisemand«, fra Herregaard og Præstegaard til Bondens Huus; Aviserne med »det Indenlandske og Udenlandske« havde han med sig. Det livlige, bevægede Sind, den godmodige Natur, var af stor Tiltrækning; han og Niels bleve snart gode Venner.

Over fjorten Dage havde de været sammen; det var en Søndag, den sidste, for Skrædderen skulde over at sye hos den nye Herredsfoged, han med sin Frue vare unge Ægtefolk, og Musikant-Grethes Næstsødskendebarn, lille Karen, tjente der som Barnetøs; det var omtrent Alt hvad han vidste om dem. Alle Præstegaardens Folk vare denne Søndag til Altergang; kun Kokkepigen, Niels og Lappeskrædderen bleve hjemme.

De to havde deres Morskab af at see paa Kattens store Killinger, hvor de vare yndige, lette og smidige; de skulde heller ikke druknes, men foræres bort paa een nær, og ham udpegede Niels; det var den Morsomste af dem, den trillede og tumlede nu med en stor, blank Messingknap, som Skrædderen havde kastet til den, og blev ikke kjed af den Leg; men det blev Lappeskrædderen og Niels, de vare imidlertid ved den komne paa Tale om Kattenes Slægt: Tigeren, som lever i en anden Verdensdeel, og der havde Præstens Broder været, og han var død derovre af smitsom Syge; inde i Storstuen hang hans Portræt med galloneret Kjole, stort Kalvekryds og Manskjetter; det var det største der af Billederne.

Herind kunde de vel gaae, de gjorde det, og Skrædderen var meget talende og forklarende; pludselig - hans Øine faldt tilfældigt hen paa en Stol ved Schatollet - som han havde seet en Slange gik der et Choc gjennem ham, han greb Nieb ved Armen og udbrød: »Nu har vi seet det!« og »her maa vi nok ikke være! kom!«

Han drog i Hast Niels ud med sig og lukkede ikke engang Døren; imidlertid taltes der om mange Ting, der taltes vist over et Qvarteer, saa skiltes de - tilfældigt - men Nieb gik alene igjen op og saae paa Portrætterne.

En Timestid efter kom de Andre fra Kirke. Moder gik strax til Storstuen, og da hun vendte tilbage, spurgte hun om Nogen havde været derinde? »jo, Niels og Lappeskrædderen!«

Før Moder gik til Kirke havde hun, som ellers aldrig var glemsom, paastod hun, glemt, hvad hun mindst skulde glemme, sin lille grønne Pengepung og et gammelt forgyldt Sølv-Hovedvandsæg, et Arvestykke fra Tante Bodil, Rokkedreierkonen; et kosteligt Stykke med udgravede Figurer og Blomster og dog ikke større end en Valnød; det var saa mærkelig smukt. De to Sager, tilligemed en Dusk røde Nelliker, hun havde plukket i Haven, vidste hun bestemt at have lagt paa Stolen, da hun tog ud af Schatollet Handsker og en reen Strimmel; Pengepungen, med hver Skilling i, laae der endnu, Nellikerne derimod vare kastede paa Gulvet, og det forgyldte Hovedvandsæg var ikke at finde. Det havde ligget der med de andre Sager, nu var det aldeles forsvundet. Ingen Fremmed havde været paa Gaarden, ikke en Hund havde gjøet.

»Det laae der!« sagde Lappeskrædderen, der strax tilstod at have været med Niels i Storstuen. »Jeg kan ikke nægte det.«

Niels havde kun seet paa Billederne.

»Da jeg saae, hvad der laae, gik jeg strax!« sagde Lappeskrædderen og blegnede.

»Gud bevar os! Ingen falder paa, at mistænke Eder!« udbrød Præstekonen. »I har det ganske anderledes; vi kjende Eder Allesammen! Piin jer nu bare ikke selv!« Hun nikkede mildt, og klappede ham paa Skulderen. I det samme gik der ligesom et Lys op for hendes Tanker; hun saae stivt paa Niels, dog uden at sige et Ord.

Lappeskrædderen var erkjendt for den ærligste Sjæl paa Jorden; han var lige ud til det Yderligste bare Retskaffenhed; det næsten grændsede til det Komiske og betragtedes som en Latterlighed, en Svaghed.

Der er fortalt, og i Aviserne stod over Beretningen den Overskrift: »Forvidt dreven Ærlighed«: en hæderlig gammel Regnskabsfører paa et Contoir i London drømte en Nat, at han havde begaaet en Feil i sit Regnskab; han tog sig dette saa nær, at han hele den paafølgende Dag blev tungsindig, og Natten derpaa tog Livet af sig; blot for en tilsyneladende Utroskab i en Drøm. Man regner sligt til Galskab; men der gives virkelig Mennesker, der i een eller anden Retning have deres Samvittighed saa sygelig fiinfølende, at de ikke taale, at selv kun en Drøm kaster Skygge over den; og med en saadan var den stakkels Lappeskrædder begavet eller bebyrdet, og dette var paa de fleste Steder, hvor han arbeidede, kjendt og forstaaet. Hans redelige Nøiagtighed gik saa overdreven vidt i at klare for hver en Naals Traad, hver en lille Lap, der medgik eller blev tilovers, at virkelig Een og Anden, der ikke forstod Sligt, efter denne Verdens Art, lettelig tænkte, om der ikke stak noget Falskeligt her bag ved. De gjorde ham stor Uret. Psychologisk mærkværdig var ogsaa den underlige Uro, der kom over ham, naar han i en fremmed Stue saae henslængt eller aabent ligge Penge; han veg tilbage, trak sig bort, saa at derover et Par Gange var gjort ham det Spørgsmaal, om han maaskee havde en medfødt Trang til at tage, hvad han saae; om det var af Skræk for at stedes i Fristelse, at han bar sig saaledes ad; slige Ord kunde gjøre ham ganske syg; han gik da i flere Dage stille og indesluttet. Det var nu hans Natur.

Paa Lappeskrædderen var her altsaa ikke Skygge af Mistanke; men Moder havde faaet en Tanke, og idet hun huskede paa Fordærvelsen i Kjøbenhavn, alt det Onde der, blev den hende til Vished; hun havde dog sikkert faaet, hvad hun eengang ønskede sig: i Huset en slem Dreng, et Barn med onde Vaner. Pludseligt greb hun Niels ved Haanden, førte ham ind i sit Sovekammer, og med Vished i sin Stemme sagde hun, idet hun fast saae ham ind i Øinene: »Hvor har Du gjemt det? Hvorfor tog Du det? Du har gjort! jeg veed det!«

»Nei, nei!« raabte han, og Blodet gik bort fra hans Kinder.

Hun holdt hans Haand fast, han zittrede, hun blev derved vis paa, at hun havde gjættet rigtigt, og tilføiede strængt: »Veed Du ikke, at det fører til Tugthuset?«

»Jeg har ikke rørt det! ikke seet det!« skreg han, og en Heftighed, Ingen herovre endnu kjendte hos ham, kom tilsyne; det heftige Sind, hans Gudfader, Hr. Svane, havde tydet paa, i de Ord: »han har et Stykke Troldhex i sig, er en Sprutbakkelse, fut, fut!«

»Slaa mig ihjel!« raabte Drengen, sled sig løs, styrtede mod Døren, afsted ud af den, hen over Marken ad Heden til, hvor han snart faldt om over Lyngknoldene; han greb for sig med Hænderne, rev hele Buske over, sparkede med Fødderne, væltede sig omkring og laae tilsidst udmattet stille.

En halv Time var vistnok gaaet, underlig sløv løftede han Hovedet, saae op, og lige foran ham stod en fremmed Kone med et rødt Klæde om det guulbrune Ansigt, og med sorte Øine, glindsende som paa en Fugl; en svær Bylt bar hun paa Ryggen, og over den hang i et Skind, indsyet eller indsvøbt, et Barn; hun støttede sig paa en Knortekjep og sagde ikke et Ord. Det var en Taterske, En af Kjæltringfolket, som de kaldes herovre; stiv og stille stod hun og saae paa ham.

»Kingio!« udbrød hun; »træt, mat,« betyder Ordet, og var det blevet hørt af En, der forstod hendes Sprog, vilde han strax have sagt, at hun ikke hørte til den Deel af det jydske Kjæltringfolk, som maa regnes til »europæisk sammenløbet Pak«, men til de ægte Tatere, det Ansigtstræk og Øiets Blink viste. Hun betragtede ham endnu et Øieblik og gik derpaa langsomt henimod Præstegaarden.

Hendes Skikkelse, hendes hele Optræden opfyldte et Øieblik ganske Niels; men snart overvældede ham igjen hans forrige Tanker, han lagde sig ned; Erindringen kom som svære Søer; han huskede Livet i Præstegaarden og Menneskene der; han mindede sig Hjemmet i Kjøbenhavn, Vennerne paa Regentsen og endelig sine Forældre; hvor dybt, hvor inderligt kan ikke en Barnesjæl føle! haabløs er Barnets Sorg i sin Dybde. Han var sig saa bevidst, ikke at have seet det forgyldte Hovedvandsæg, mindre rørt det, og dog havde hans Pleiemoder afgjort beskyldt ham. Barnets Sind er saa blødt, saa ængstelig modtagende, at det, som Blomsterknoppen, der i Hjertet faaer et for vore Øine usynligt Naalestik, kan sygne hen. Aldrig vilde han vende tilbage til Præstegaarden, det var hans Beslutning, men det var ikke Vorherres.

Bodil havde strax bortviist den Tanke hos Moder, at Niels kunde have taget Hovedvandsægget; begge to søgte de nu om ham. Taterkonen gav dem Besked om hvor han var, og alene gik Bodil ud til ham.

»Du er en god, uskyldig Dreng!« sagde hun og rakte ham venligt Haanden; »jeg troer paa Dig, og Moder troer ogsaa; jeg har forklaret hende det. - Borte er borte! maaskee findes det dog. - Kom, saa gaae vi sammen! - Hold Dig til mig; jeg er nu din Søster, det har jeg i mit Hjerte lovet din Fader og Moder, som Vorherre har hos sig, men som dog ikke ere borte fra Dig; dem holder Du jo af! de slippe heller ikke Dig, og ere hos Dig og see al god Gjerning, Du gjør, og glædes ved den; dem bedrøver Du kun ved at bevare et heftigt Sind og ikke at være som jeg veed Du er og vil blive: god og brav!« og hun kyssede ham paa Panden.

Da styrtede Taarerne ham ud af Øinene, han knugede hendes Haand i begge sine Hænder.

»Jeg har ikke seet det, der er borte, ikke rørt det!« gjentog han.

»Jeg troer Dig, og Moder troer Dig! vi tale ikke mere derom!« Og der taltes ikke mere derom; Moder syntes endogsaa venligere mod ham, Bodil havde svaret for Drengen, og Fader sagde til ham ikke et Ord; men fra den Dag var Bodil voxet fast i Pleiebroderens Hjerte.

Næste Morgen drog Lappeskrædderen bort; hans Sind var ikke lettet, hans Phantasie var ved, om vi tør bruge det Udtryk, at dreie Skruerne løse.

Fjorten Dage omtrent gik, Niels læste og lærte sine Lectier, var opvakt og viste Læselyst: Verdenshistorie og Geographie blev hans bedste Tidsfordriv; Bodil var den som først mærkede denne Iver og tillige hans Forstaaen af det Læste, ogsaa hende blev det forundt at gjøre en anden Opdagelse, som vi maae omtale.

Alle Kattekillingerne vare i Foræring sendte omkring, paa een nær, den vævreste, den som havde leget med Lappeskrædderens blanke Knap og nu fandt samme Fornøielse i at spille med Kartofler. Bodil traf den en Dag oppe i Storstuen legende med en Sophakugle, der var stødt af og nu rullede omkring, lige hen imod Havevæggen, ind i et aabent Musehul; hun fik den frem igjen, men kom derved til at see Gulvets slette Tilstand; her var flere Huller, og i et af disse skinnede et blankt Stykke, det var Hovedvandsægget. Rimeligviis - og det var ogsaa Tilfældet - Killingen var den Søndag smuttet herind, sprunget op paa Stolen, havde revet ned, hvad der laae, og leget med det blanke Stykke, som derpaa trillede hen i Hullet. Katten blev saaledes den, der selv klarede Sagen. Moder fik det øieblikkeligt at vide, og den skikkelige Gamle greb baade Hovedvandsæg og Kat, skyndte sig med dem ind i Kammeret til Niels, der sad ved sine Bøger. Hendes Ansigt straalede, idet hun viste, hvad hun bragte, og raabte nok saa fornøiet: »Det er fundet! her har Du Tyveknægten, han havde trillet det hen i et Hul!« leende kastede hun Katten i Skjødet paa Niels.

Han blev med eet som et Blod, greb fat om Katten: »Den er Skyld deri!« raabte han; »den skal knuses!« og i vild Opblussen kastede den heftige Dreng det arme Dyr hen imod Kakkelovnen; Dyret gav et fælt Hyl og laae med blødende Hoved paa Gulvet; Præstekonen skreg høit og saae forfærdet paa Drengen og Katten:
»Herre, min Jesus! hvad har Du gjort!«

»Hvad har han gjort?« spurgte Bodil, der forskrækket kom til. »Det kunde Du gjøre!« sagde hun smerteligt.

Da aandede Drengen et krampagtigt Suk, slængte sig foran Stolen og skjulte sit Hoved i sine Hænder, forskrækket over sin egen Gjerning.

For første Gang tiltalte Japetus Mollerup ham strængt og alvorligt, foreholdt ham Følgerne af et saadant Sind, af en »ond Natur«, der maatte bekjæmpes. Det stakkels Dyr var jo aldeles uden Skyld, selv om dets Leg engang kunde have bragt Fortræd og Sorg over noget Menneske. Hvorhen kunde ikke en saadan Heftighed føre? til Mord og Manddrab, til, hvad ikke den inderligste Anger her paa Jorden mægtede at gjøre godt igjen.

Det arme Dyr var lemlæstet; de maatte i Hast see at faae Livet af det i Vandgrøften. Niels saae paa den røde Blodplet paa Gulvet, saae paa Bodils forgrædte Øine, og hans Hjerte bævede, som om han havde øvet en Cains Gjerning; Smerten, Fortrydelsen var virkelig saa stærk, at den onde Rod her i Barndomsaarene fik et velgjørende Ryk; Fortrydelsen blev som Revnen paa Dampkjedelen, der afleder Dampen, at ikke en større Ulykke afstedkommes.

»Den stakkels Lappeskrædder!« sagde Bodil, »jeg troer, at jeg skriver ham et Brev til og fortæller ham, at Hovedvandsægget er fundet; jeg veed, hvorledes han kan plage sig selv i den Retning; ja, det er en Sygdom! jeg er vis paa, at han endnu ikke har den af sin Tanke, og hvad kan ikke den sætte sammen!« og hun fortalte, hvad hun vidste fra ham selv, at i Aaret forud havde de to nye, blanke Sølvdalere, han fik her i Præstegaarden og var saa glad over for Nyheden og Glandsen, været ham til stor Angest og Pine. Kræmmeren i Kjøbstaden, hvor han kjøbslog, sagde leende, da han tog imod dem: »De Dalere see ud, som om de vare nylig gjorte!« det slap Manden saaledes ud af Munden og havde ikke videre Betydning; men Lappeskrædderen fik strax derved den Tanke: »om han troer, at jeg har gjort dem, eller staaer i Forbindelse med Falskmøntnere -? Muligt ere de falske, og man vil strax holde sig til mig, forlange Forklaring.« Han blev ganske forvirret, sagde i Hast hvor han havde faaet Pengene; men paa Hjemveien og endnu et Par Dage derefter piinte ham de Tanker: »dersom det nu virkelig var falske Dalere!« og han udmalede sig Forviklinger og Forhør.

Vi smile heraf, eller kunne slet ikke forstaae det, og dog er der i Verden saadanne Naturer, og en af disse Ulykkelige var den stakkels Lappeskrædder. Bodil vilde, som sagt, skrive ham til, og netop den Dag, da hun begyndte derpaa, kom fra den nye Herredsfoged Brev til Præsten med det Spørgsmaal, om Lappeskrædderen var tro, om man Intet havde savnet i Præstegaarden.

Anledningen til dette Spørgsmaal laae i, at der hos Byfogedens var blevet Penge borte; enhver af Tyendet havde vidst at klare for sig, og i deres Tøi, som var blevet undersøgt, fandtes ikke Noget; Lappeskrædderen derimod havde strax røbet en forunderlig Angest og Befippelse, og da man nu ogsaa saae efter i hans Klædningskiste, fandt man der, vel ikke Pengene, men i en Strømpe laae en kostbar Ring, der viste sig at tilhøre en af de fremmede Herrer fra Kjøbenhavn, som var der i Besøg. Skrædderen havde, ligesom andre Tyve, bevidnet sin Uskyldighed, og da man alvorligere trængte ind paa ham, var han med eet blevet taus og spillede en Stums Rolle; nu laae han syg, virkelig eller forstilt. Det var Brevets Indhold.

Det overraskede dem Allesammen i Præstegaarden; men de vare forvissede om, at Lappeskrædderen ikke havde stjaalet. Japetus Mollerup skrev om ham det allerbedste Vidnesbyrd, og forsikkrede, at et lignende vistnok vilde erholdes fra hvert Sted, hvor den ærlige Stakkel havde arbeidet; fortalte dernæst om hans særegne Natur og Væsen i Ærligheds-Capitelet, og at det ikke var Comediespil.

Men hvorledes gik det da til - ? Ringen var virkelig fundet lagt i en Strømpe øverst i Skrædderens tillaasede Klædningskiste; han havde ganske nylig selv været oppe ved den. Hvor kom den stjaalne Ring fra? Hvo havde lagt den der -? Ja, den Forklaring ligger ikke heri Tiden strax for os, som meget i denne Verden; man maa vente til den kommer; men det vil den!

Tvivl om Ærlighed var en hemmelighedsfuld Magt, der altid frembragte en febril Phantasie-Sygdom hos den arme Skrædder, og uagtet hans Forstand sagde ham: »Du er jo uskyldig!« det hjalp ikke, Phantasien, forfulgt af Skrækkebilleder, løb ligeud ad Bidstrupveien med ham. Og dog talte det inden i ham: »Jeg er uskyldig! stod jeg for min Dommer, var det Gud selv, jeg kunde samvittighedsfuld sige: Aldrig har jeg med Vidende eller Villie gjort Nogen Uret!« Hukommelsen gjennemløb hver af hans Handlingers fineste Traade og Forgreninger, hver Erindrings Nerve vibrerede, og han kom til, at han var og maatte være et skikkeligt Menneske. Politi og Politikammer var ham en frygtelig Renselses-Maskine i Staten, et Mølleværk, der altfor let kunde gribe fat i den Uskyldiges Klædning; det trak En i Ærmet og rev maaskee Armen af, spolerede det hele Menneske. »Retfærdigheden« var en Fru Blodløs, et rædsomt Maskineri, slet ikke nødvendig for hans Skyld, om vel for Andres; den fulgte sin engang sammensatte Fornuftindretning, og havde ikke Hjerteslag, kun Love.

Man vil saaledes forstaae, at da man hos Herredsfogeden, ved Huusundersøgelse, fandt i Lappeskrædderens Klædningskiste en kostbar Ring, der tilhørte en af de fremmede Gjester, blev han, da han - uden at der var mindste Tvivl derom - betragtedes som Tyv ogsaa til de savnede, ikke fundne Penge, som hvirvlet ind i et Maskinværk, det hans egen Phantasie med vilde Hestes Magt rev i voldsommere Fart, og maatte gaae tilgrunde.

Han havde ingen Ord, det var, som om han pludseligt fra en Høide styrtede ned; Vinden susede gjennem hans Hoved, Blodet knugede om hans Hjerte, om hans Hjerne, - - hans Forstand var borte.