V.
Besøg hos Musikant-Grethe. Niels skal studere.

Det var endnu kun to Maaneder siden at Niels forlod Kjøbenhavn, og allerede var saameget oplevet herovre.

Bodil havde overtaget at holde ham til Læsningen og overhøre ham i Historie og Geographie, Præsten selv gav ham ReligionsUnderviisning og lod ham skrive dansk Stiil; denne vrimlede rigtignok af grammatikalske Feil, men der var Phantasie og Liv i det Skrevne. Religionskundskaberne vare gode, sine Skriftsteder kunde han ikke blot paa Ramse, men viste, at han forstod dem.

Et eget Talent havde Bodil i at sammenstille Markblomster og Grønt, saa at dette frembød for Øiet en større Skjønhed. Græs og Blade, som ved Sygelighed gik stærkt over i det Guulblege, satte hun ved det krusede Hjerteblad og forskjelligartede vaiende Straae; Form og Farve brødes mod hinanden, og det blev et deiligt Heelt. Selv den gamle Japetus fornøiede sig ved dette Skue og sagde derved: »Ja, Gud er stor, ogsaa i Haandarbeide!«

Niels havde ikke blot Øie for denne Slags Skjønhed, men viste deri et beslægtet Talent; han lærte grumme Meget af Bodil; ikke tænkte han da paa, hvor Meget han om ikke mange Aar skulde lære hende om Planterne, Dyrenes Naturkjøkken, om Suurstof og Qvælstof, Kulsyre og Vanddampe, det hele Tingenes Kredsløb. Nu var Bodil hans Læremester.

En Middagsstund fandt hun ham udenfor Haven, morende sig med at stikke en Pind ned i en Myretue og see den Travlhed og Forvirring, der blev blandt Myrene, som slæbte afsted med deres store Æg.

»Du leger en ond Leg!« sagde Bodil, »veed ikke den Fortræd, Du gjør! Deres hele By, Huus og Gaard ødelægger Du jo for de kloge, arbeidsomme Dyr.« Og hun fortalte, hvad hun vidste om disse Dyrs Kløgt; selv i Bibelen staaer: »Gak til Myren og bliv viis!«

Niels holdt strax op med sin Leg, og hvilken Betydning fik ikke fra denne Læretime hver lille Myretue paa Marken.

Bodil var just paa Veien med lidt varm Mad til den syge Musikant-Grethe, der laae tilsengs i sit eensomme Huus; Niels fulgte med derover; det var lige i den varme Middagstid, Solen brændte stærkt; de kom, hvor Bakken skraanede og hvorfra den udstrakte Hede viser sig. Hvilket Syn! det var ikke mere den gamle, kjendte Egn, paradisisk deilig laae her en Natur, som Niels aldrig før havde seet: en stor, vidtudstrakt, blikstille Sø med deilige Skovøer, der speilede sig omvendt i Vandet; høie Taarne med Buskværk paa Brystværnet, som var det hængende Haver. Hans Øine straalede ved at see denne Herlighed; men saa kom det ham i Tanken, at det maatte være Kogleri, Troldfolks Blændværk. Han vidste af Lappeskrædderen, at hele Landet her var grueligt opfyldt med Trolde, der løftede paa gloende Pæle de gamle, lyngbegroede Kjæmpehøie; han kjendte ogsaa Historien om Tannhäuser, som af Fru Venus blev ført ind i Bjerget til forunderlig Herlighed, men Altsammen var det kun fra den Onde. Uvilkaarlig foldede han Hænderne.

»Hvor det er deiligt!« udbrød Bodil. »Herre, Du min Gud!«

»Er det ikke Trolderi?« spurgte Niels. »Der er jo ellers kun Lyngheden; og ellers hverken Skov, Træer eller saadan en Sø.«

»Det er virkeligt!« sagde Bodil. »Jeg kan ingen Forklaring give Dig; dog det er Noget, ligesom Regnbuen, der viser sig, men vel ikke saa tidt og ikke overalt, som den. Det kommer fra Gud! Den Onde har ingen Deel deri!«

Det var Fata Morgana, de saae, som det ved varme Solskinsdage viser sig paa den jydske Hede og i Ørkenlandet. Vandet, Øerne, Træer og Taarne, Alt traadte frem med saa bestemte Omrids, saa tydeligt, lige til det Mindste.

Det var første Gang, Niels grundede over »at være eller ikke være«, og her blev Bodils Forklaring ham fyldestgjørende.

Endelig traadte de ind i Huset til Musikant-Grethe; her var reent og net i den lave, men ikke længe udluftede Stue; den gamle Kone laae i en Art Slagbænk, Harmonikaen havde hun paa en Stol tæt ved sig, ligesom en anden Syg kan have ved Sengen sin Yndlingsblomst eller en kjær Bog; under Loftet og paa Væggen hang Krandse af Lyng og Christtjørn. Harmonikaen var hendes levende Selskab, hendes »Hjerte-Barn«, med den var hun ikke alene! sagde hun. I Dag var hun ogsaa bedre! Lige i Hjertekulen havde hendes Ilde siddet, men nu vilde nok den gode Mad fra Præstegaarden faae det heelt bort.

Bodil fortalte hende om Lappeskrædderens Gjenvordighed, og at han havde mistet Forstanden.

»Det arme Menneske!« sagde Musikant-Grethe. »Ja, ja! jeg tænkte nok, at det engang tog saadan Ende! Aldrig har han skilt sin Næste ved timeligt Gods, ikke saa meget som der kan ligge paa en Negl. Han blev jo til Griin for sin Ærlighed! det sprættede i ham, naar der kom Tyvs Gjerning i hans Nærhed; han kunde ikke Andet, det sad i ham fra han laae i Mo'ers Liv. Jeg veed det nok; jeg kan forklare det med ham. Jeg tjente paa Gaard med Moderen; der kom Penge bort en Dag, hun var paa Marken; Alt blev efterseet, der var ikke Noget at finde; saa kommer hun og vil stige op ad Trappen; der seer hun, slængt paa et af Trinene, en heel Klump Sedler, just dem man søgte efter; hun vidste om Ingenting, tog dem op og stod og bredte dem ud; da kommer Herskabet, han var Kammerraad, og seer, hvad hun her staaer med; han river hende det ud af Hænderne og siger haarde Ord, saa hun bliver saa altereret, at Benene ikke kunde bære hende. Men det gjorde jo ikke videre, sagde de, hun havde en reen Samvittighed! og det kom ogsaa Herskabet efter; men den Skræk, hun havde faaet, viste sig nogle Maaneder senere; da kom den Lille, otte Uger før de ventede ham, og han var saa spinkel, reent utrolig! Herskabet maatte lade ham lægge i Havresuppe mange Dage og Uger; det sagde Doctoren, at de skulde; jeg har selv seet Terrinen, han laae i! Livet beholdt han vel i sig; men aldrig blev han et rigtigt Menneske med Kjød paa Kroppen; som en Skygge og Skræmsel gik han altid om mellem Folk, og den Skræk, Moderen havde faaet, dirrede endnu i ham og kom ved Leilighed over ham ligesom den rystende Syge!«

Det var Musikant-Grethes Forklaring og Overbeviisning.

»Jeg tænker ved enhver Ting,« sagde hun; »jeg er gammel, husker meget, og lægger saa det Ene sammen med det Andet!«

»I husker godt,« sagde Bodil, »og hvad der fornøier mig er, at I husker saa mange skjønne Sange, dem jeg endnu aldrig har seet i nogen trykt Bog!«

»Dem har jeg meest fra min Barndomstid, og den Gang var her flere Folk som kunde dem, nu har jeg dem snart alene, og hos mig begynde de ogsaa at blegne; tidt er der hele Vers, jeg ikke kan mindes; men naar jeg husker Tonen, de gaae paa, saa hjelper det tidt at jeg tager Spillekanten der!« hun pegede paa Harmonikaen; »lader jeg den spille Tonen, saa bliver det mangengang klart, og jeg husker igjen hele Verset.«

»Der er en om en Kongesøn og en Prindsesse,« sagde Bodil, »den maa I, næste Gang vi sees i Præstegaarden, synge for mig, at jeg kan opskrive den.«

»I har kjønnere Ting i de trykte Bøger,« sagde Musikant-Grethe; »mit er kun noget Tosseri; men det har det forud, at det er gammelt og det er virkeligt passeret!«

Om Vinteren havde Bodil flere Søndagaftener læst høit for Folkene, og Musikant-Grethe hørt til. »Bring mig en god Bog hjem!« var Bodils Begjæring, da Fader reiste til Kjøbenhavn, og Moder bad: »bring mig en slem Dreng, daarlige Folks Barn!« - en god Bog var bragt, de ægte danske Træsnits-Romanzer af Christian Winther. Poesiens Træ har mange Grene, enkelte ere glatte og polerede, de ere næsten Mahogni-Træ, og deri har de deres Betydning, andre ere saft- og kraftfulde Grene, den blomstrende Natur-Fylde, og en saadan var her bragt Bodil. Kingos »aandelige Sjungechor«, et trykt Exemplar, og i Afskrift flere af Brorsons og Ingemanns sjæl- og naturfriske Psalmer var hendes Besiddelse af den poetiske Literatur, hende en Skat, en Rigdom, og da hun snart kom efter, hvilket aabent Sind Niels havde for den, deelte hun gjerne med ham; og der er det Velsignede ved Aandens Rigdomme, jo mere vi kunne give af dem til Andre, des mere voxe de for os i Værd. Hun lod fra sin Bog-Skat Poesiens rige Væld strømme og fryde ham. Næsten hele Bibelen og alle Historierne i tusinde og een Nat havde han læst før han kom herover; det Læste lyste op i ham, og ikke lod han sit Lys skinne under en Skjeppe, snart vidste Enhver i Præstegaarden om hans Lærdom; han fortalte og fortolkede paa sin Maade for Folkene; »Prædikeren«, kaldte de ham. Han kunde blive en god Præst, sagde de, og Folkets Røst blev virkelig her for Moder en Guds Røst; selv glædede hun sig over hans Klogskab og især over hans Bibelkundskab. Han kunde jo ogsaa udenad et heelt Stykke Latin, havde Fader sagt.

Vi skylde »Præstemo'er« at sige, at hos hende opstod først den Tanke, at Niels skulde til Studeringerne; det havde han Hoved til, og var han ikke det ugudelige Barn, hun engang havde forlangt til at gjøre en god Christen af, saa var han maaskee den, som ved hendes ringe Medvirken kunde vorde en Hyrde for Herrens Hjord. Guds Veie ere vidunderlige! hvo vidste, hvad Niels kunde bringe det til; maaskee at blive Provst, det ikke engang Fader, den Værdigste og Bedste, havde naaet i denne Verden, i hvilken Vorherre i Eet og Andet, meente hun, overlod Menneskene endeel af Magten. Ved en god Leilighed vilde hun dog tale med Fader om den Sag.

Niels læste og forklarede, hørte ogsaa godt efter, og var ganske opfyldt af at høre om »den usynlige Steen i Dybdal«, Bjergfolkene og særlig om den svenske Krig for to hundred Aar siden, da de polske Hjelpetropper kom herind i Landet med Tartarer, Kalmukker og Tyrker. Disse fremmede Folkefærd og hine Tider vare forsvundne; men een Slægt var her endnu: »Kjeltringfolkene«; denne halvmystiske Vagabonde-Flok, der kom og igjen var borte, frygtet og skyet. Præsten gav den Forklaring af Navnet »Kjeltring«, at det fra første Færd ikke var reentud Kjeltring, som Tyendet sagde; nei, det var »Kedeldreng«, fordi det Folk sædvanlig flikkede Kedler; men det var et sammenløbet Pak, man ikke kunde troe, og heller ikke een og samme Race; virkelige Tatere gaves der vel imellem dem, og de vare kjendelige paa deres kulsorte Ørneøine og hele Skikkelse; kun een af dette ægte Taterblod havde man seet i den sidste Tid, og det var netop hende, der havde mødt Niels.

Musikant-Grethe vidste fra sin Mormo'er, og det var langt op i gammel Tid, da Ulvene gik her i Flokke, og her var fuldt op af Vildsviin, at Taterfolket, som dengang var et fredløst Folk, tog Enhver sig Ret over, skar dem Ørene af og spaltede Næsen op, naar de kunde. Inde i Silkeborgskoven havde de indbyrdes holdt Standret over En af deres; klædt af lige til Skindet, stod den brune Karl under et af de store Træer og maatte holde en hvid Pind i Munden; hele Skaren sluttede Kreds om ham, Høvdingen holdt Tale i deres hedenske Sprog, spyttede ham saa lige ind i Ansigtet, Qvinderne pidskede ham ud af Kredsen; fra den Stund var han udstødt af deres Samfund.

Hvor lyttede ikke Niels til saadanne Fortællinger, og gik tidt en lang Vei ud i Heden, hvor man sagde, at Kjeltringfolket havde viist sig; men aldrig traf han der paa dem, heller ikke saae han i Aaringer Fata Morgana, der nylig saa høit overraskede, ja forskrækkede ham.

Efteraaret var gaaet, Juletiden kom med den første Snee, med al det eensomme Landlivs store Hellighed; Festens Dage aandede Liv og Glæde. Tyendet fik Dands i Loen; der trakteredes med Grød og Æbleskiver, en rigtig Theevandsknegt, ja endogsaa Punsch. Musikant-Grethe spillede Dandse- og Sang-Melodier, det var ligesaa godt som Violin og Klarinet, sagde Folkene. Sneen fygede ude, der var ikke Spor af Landevei, af Dal eller Høi; Luften selv var som en rivende, hvirvlende Golfstrøm af Snee. MusikantGrethe kunde aldeles ikke naae til sit Huus, endsige komme ind i det; det var reent klinet ind i Banken af den nedvæltende Snee. Præstegaarden selv var indfyget, Alle her maatte blive inden Døre; i den lange Aftentid blev da Niels Forelæser af Bibelens Historie om Engelen og den unge Tobias. Til Læsningen føiede han Forklaringer, og var saa ivrig dermed, at han slet ikke mærkede, at Japetus Mollerup selv var blevet en af hans Tilhørere, før denne ved Slutningen af det Hele sagde:

»Det var brav, Niels! Du har holdt din Bibellæsning vel!«

Da nu Moder siden udtalte sin stille Tanke, var der en modtagelig Jordbund for den, og et Omslag i Drengens Fremtid var gjort. En Skytsengel som den, der fulgte den unge Tobias, fulgte ogsaa den fattige Dreng fra Rundetaarn; en Bibelens Mand skulde han vorde, en ærlig Tjener i Herrens Viingaard.

Ved Verdens Overmod og den megen Viden skeiede meer og meer de unge Theologer ud fra den sande Troens Vei, meente Japetus Mollerup; velsignelsebringende vilde det være, om han maaskee kunde skjerme og styrke det fromme Barnesind og bevare i det, reent og ublandet, Herrens Ord! Ja, det var en god Tanke, en rigtig Tanke fra Moder, at Niels blev holdt til Bogen; Evner havde han, og i Aand og Sandhed var det at gjøre Noget for det fattige Barn, maaskee derved ogsaa for deres Medchristne.

Japetus Mollerup var engang en øvet, agtet Manuducteur; foruden »Generalen« og hans Broder Hr. Svane havde han i sine Studenterdage dimitteret, og med Held, endnu et Par unge Mænd, der bleve dygtige Embedsmænd; vel var der gaaet en Deel Aar siden han levede i Manuduction og Forelæsninger; et og andet Mere forlangtes vel nu, men det Vigtigste, Græsk og Latin, ja selv Mathematik var han flink i, vidste han; det vilde more ham at opfriske igjen alle disse gamle Øvelser. Niels begyndte altsaa nu for Alvor paa at blive en rigtig Latiner. Hvo havde skullet sige det, da han stod paa Regentsgangen og hjalp sin Fader med at pudse de andre Studenters Støvler.

Baade Lærer og Lærling gik til med lige Iver, og denne voxede endogsaa; den gamle Præst fandt ret en Hjertensglæde derved; thi Niels tilegnede sig let og fornøieligt selv de tørre Begyndelsesgrunde; her var sand Læselyst, og i al den, og det var jo et Troens Tegn, blev Bibelen ham hans kjæreste Læsning.

Det vilde imidlertid være ganske feilagtigt, om vi antoge, at Niels idelig og altid kun hang i Bøgerne; nei, med hele en Drengs Lystighed jog han trallende afsted paa det gamle Krik og den raske Hest, der skulde vandes i Leergraven. Med »Bjæf«, Lænkehunden, var han bleven Ven, han som før løb for hver lille Hund i det hunderige Kjøbenhavn.

Vinteren var snart forbi, Foraaret kom; den første grønne Bøgegreen fra Skoven var ogsaa i Præstegaarden sat i Vandkrukke som Forkynder om, hvorvidt det var derude, hvor varm Luften dog maatte være; inde i Stuen mærkede man det endnu ikke ret. Kornet stod saa grønt; Lærken fløi i Veiret med dirrende Sang, og Storken var forlængst kommet, selv de sorte Storke, de sad paa Træerne i Mosen og saae vrede til de hvide Kammerater, der spankede om i det dyndede Vand. Fra den magre Sandjord mylrede frem Multebær og Tyltebær, Bregnen bredte sine grønne, fjedrede Blade, Enebærtræet og den skinnende Christtjørn gjorde godt for Øiet i det friske Lysegrønne. Dog, hvorledes det saae ud, fortæller Naturen hver Sommer, om Niels derimod høre vi ikke hver Sommer, og saa tør vi ikke slippe ham.