VI.
Paa Andejagten. »At blive Student.«

Ned til den saakaldte »gamle Avlsgaard« ved Aaleværket, der hvor nutildags Silkeborg By har reist sig, var fra Præstegaarden omtrent en Miil, idet man maatte over Hvindingedalsbanker og saagodtsom om hele »Langsøen«, som Gudenaa løber igjennem. Veien var dyb og oftest ufremkommelig tilvogns. Fodgjængere havde det lettere ved at gjøre en Gjenvei, en halv Miil kortere, naar de fra Præstegaarden styrede lige hen over Banken og ned til Søen, hvor det eenlige Færgehuus endnu ligger ved Sandskrænten; her er Søen kun et Par Steenkast bred, og satte man derover, da var der, rigtignok i dyb Sand, kun et kort Stykke til Aaleværket og Avlsgaarden, hvor Hr. Skjødt boede, der havde Tilsyn med Aalefangsten, den Gang Regjeringens Eiendom. Jordene rundt om, hørende med til »Ryttergodset«, som det kaldtes, laae øde og udyrkede, og dog var Eensomheden her mindre end paa Heden og ved Præstegaarden; man skulde troe, at her nede var hele Scenen for Aristophanes's »Fuglene«. I det frodige Vildnis af Rør og Siv, gamle, knudrede Elletræer heelt ud i Gudenaa, hvor Aakanderne dannede hele Øer, var altid en Vrimmel af Fugle, der kun et Par Gange om Aaret skræmmedes op af Jægerne, som kom her langveis fra til Odder- og Andejagt.

Hr. Skjødt var en lidenskabelig Jæger, og alt Andevildtet i Præstegaardens Kjøkken var »en flittig Hilsen fra Hr. Skjødt!« - Niels saae de prægtigt fjedrede Ænder og Fugle, hørte af Hr. Skjødt selv Fortællinger fra Jagten; det var en ny Aabenbarelse af Glæde og Lyst. Men Niels havde endnu ikke lært at skyde en Bøsse af, og der gik ogsaa lang Tid endnu, før han kom med paa Jagt; det skete først i det tredie Efteraar, han var herovre. Hr. Skjødt havde tidt bemærket hans Lyst til at være med, og da Niels var saa ivrig ved Bogen og dertil en rask Dreng, der kunde have godt af at komme rigtig i Luften, saa gav Japetus Mollerup ham Lov at maatte følge Hr. Skjødt paa Andejagt. Dette hans første Jagttog, hvor han egentlig kun saae til, thi han løsnede vel Bøssen, men traf ikke, blev uforglemmelig for ham, fremfor mangen anden senere lystig, heldig Jagt; den medførte en af disse Livets mindre Hændelser, hvilke man beholder for Livstid, medens større Erindringsbilleder forsvinde; her blev opfyldt hans Ønske, at møde ægte Tatere.

I Præstegaarden var to Bøsser, een god og een, der kunde skydes med, men den stødte; Niels vilde faae et ordentligt Slag af den; bedst var det, meente Moder og Bodil, at han slet ingen Bøsse tog, han skulde kun see til. Fader sagde derimod, at til Jagt hørte der en Bøsse, og den skulde Niels have, han var jo kommen til Skjelsaar og Alder, fulgte med Hr. Skjødt, der nok vilde vise ham Besked, og Vorherre hyttede ham nok.

I Morgenstunden, før Sol stod op, skulde Niels og Hr. Skjødt ind i Rørene, derfor, Dagen forud, forlode de to henimod Aften Præstegaarden; om Natten kunde soves i den gamle Avlsgaard. Store Vandstøvler, et Par af Præstens, havde han faaet paa; Gangen blev derfor temmelig besværlig, men den var jo kun over Hvindingedals høieste Banke ned til Færgehuset, og naar de her blev sat over, var der ikke langt at gaae.

Veiret ruskede, ja det blæste ganske ordentligt, da de kom paa Høiden; hele »Langsøen« rullede det hvide Skum; derude var det, som Sagnet melder, at der engang seilede en Biskop Peder, som vilde bygge sig en Ridderborg, men var endnu tvivlraadig om Stedet; da blæste hans Silkehue af, og han bestemte, at hvor den drev iland, skulde Borgen reises, og det fuldførte han; og fra den Silkehue fik Borgen Navnet »Silkeborg«, men ødelagdes i den svenske Krig; nu var der ikke længer Steen paa Steen, kun to store Egetræer løftede sig høit over Ellene derovre og viste, hvor engang Indkjørselen til Borgen havde været.

Hr. Skjødt og Niels naaede snart Færgehuset; Baaden, de skulde over i, laae trukket heelt op imellem Sivene, for der gik ordenlige Bølger; Vinden løftede det pidskede Skum iveiret, saa at det fløi dem i Ansigtet.

De gik til Huusdøren, trak i Snoren ved Klinken og traadte ind i den lave Stue, selv Niels naaede her heelt op til Bjelkerne. Foruden Færgemanden og hans Kone var her endnu en Person, en stærktbygget Kone, med en stor Mandshat, som den bruges vesterpaa; hun puslede med Noget paa Gulvet, og Færgemandens Kone, efter at have hilset paa de Indtrædende, skottede derhen, eller rettere holdt Øie med hende.

»Hun blæser hart derude!« sagde Hr. Skjødt, »men Skuden holder vel nok?«

»Skal vor Mand over?« sagde Færgemandens Kone og skottede til Fruentimmeret, »ja, saa kan I komme med!«

»Ih, ja! ih, ja!« sagde Qvinden.

Vor Mand tog sig en Dram først; han skulde have Aftensmaden til at glide, og den Dram havde saamænd det store Jagtselskab, her var for tre Dage siden, levnet ham; den var af den fine Slags, maaskee turde han derfor byde Hr. Skjødt?

»Ih, ja! ih, ja!« sagde Qvinden igjen; hun syntes ikke at have stor Lyst til at seile over det stygge Vand, der rigtignok gjorde et Pladsk og Suus, som om man var ved Havkanten.

»Hvad er det, hun slæber paa?« spurgte Hr. Skjødt.

»Grumsling!« sagde hun, og nu saae man, at det var et gammelt, forkrøblet Barn, usselt i Lemmer og svært af Hoved, med kulsorte, skinnende Øine, »fiftaris alders!«*) sagde hun og løftede sine fem Fingre.

»Det er ogsaa et Kors, hun har!« sagde Færgekonen. Men Qvindens Ansigt antog et Udtryk, der ligesom sagde: det er dog mit Kjæreste! hun reiste sig op og rørte Loftet med Hovedet, saa at Hatten fik et Skub; man saae hendes mørke, skarpttegnede Træk, og et Par Øine som hos en Rovfugl. Niels kjendte hende fra den Gang han ude i Lyngen saae hende skride sig forbi; hun var en af de ægte Tatere, vidste han.

»Nu kommer I over!« sagde Færgekonen. »I kan idetmindste naae Aaleværket; spørg Hr. Skjødt!«

De traadte ud af Huset; Vinden susede i Siv og Rør, der svaiede som om de skulde knækkes, og lagde sig, ved Trykket, ned over Vandet, der sort og skummende væltede fremad. Baaden kom ud; Niels og Hr. Skjødt bænkede sig som de kunde, de sad allerede som i en Gynge; vanskeligst var det for Taterqvinden at komme til Sæde; tilsidst satte hun sig lige ned paa Bunden af Baaden og holdt paa sit Skjød »Grumslingen« lige foran Niels, hvem den ideligt hæftede sine sorte, skarpe Øine paa.

»Ih ja!« skreg Qvinden, da Baaden sattes i Fart. Blæsten ruskede, der kom et Par Vindstød og Bølgekast, saa Fartøiet var nærved at krænge. »Ih ja, min Grumsling!« skreg hun høit, og gjorde Bevægelser, der slet ikke vare af de heldige for Farten; og »Grumsling« loe i det samme saa det skingrede; det var fælt at høre.

»Hold Kjæft!« var Færgemandens korte Tiltale.

De maatte for Vind og Veir gjøre en heel Omvei; det var blevet *) Fem Aar gammel. næsten ganske mørkt før de kom over til den anden Bred. Taterkonen sagde et Par Ord, det var nok Tak; Niels forstod det ikke, og før han tænkte derpaa, var hun allerede borte; men Indtrykket af hende med sit Idiotbarn, hele Overfarten i dette Veir var hos ham for alle Tider. Regnen skyllede ned; de havde imidlertid kun et kort Stykke Vei op til Avlsgaarden, men det var som gjennem et Uføre de gik; Niels sank dybt i, godt var det, at han havde Præstens Vandstøvler paa; dog vaad til Skindet blev han.

»Det er der Raad for!« sagde Hr. Skjødt, og da de naaede til Avlsgaarden, maatte han tage hvert Stykke af sig og faae tørt Tøi paa, af Hr. Skjødts, rummeligt og stort i alle Dele; hans egne Klæder blev hængt op for Ilden at tørres, dem skulde han jo have paa til Jagten imorgen tidlig, og de blev nok tørre, kunde bare Støvlerne ogsaa blive det; de stilledes ved det varme Ildsted paa den hede Jernplade; og for de to Dyndvaade selv blev der ogsaa indvortes sørget. Der var kogte Aal og stegte Aal, dertil Suurkaal og Arakspunsch; Niels fik et rigtigt stort Glas; man maatte have Kræfter til den Dag imorgen, og en Jæger kunde nok taale sit Glas, sagde Hr. Skjødt.

Den anstrængende Marsch og den stærke Punsch gjorde snart Niels søvnig; han kom iseng og sov strax; men om det nu var Phantasien eller den stærke Arak, Suurkaalen og de fede Aal, eller rimeligviis det Hele tilsammen, Søvnen frembar en af de uhyggeligste Drømme; Idiotbarnet sad paa hans Skjød og saae med sine Ildøine paa ham, det syntes ham, at han overmagtedes derved, han følte sig betagen og uden Kræfter i Lemmerne, og altid tungere blev Grumslingen, dens Arme, som den løftede, saae ud som Flagermusens Vinger, den slog med dem og klemte ham fastere; Vingerne vare slimede, bløde og dog saa stærke, han mægtede ikke at faae fra sig Udyret, et saadant var det jo. Det loe skingrende høit og fælt, han kunde ikke længer udholde det, og derfor i Fortvivlelse gjorde han en voldsom Bevægelse - han fornam i det samme Udyrets faste, ruskende Klo, saa at - han vaagnede derved. - - Hr. Skjødt stod ved Sengen.

»Nu maa Du op!« sagde han; »Du har sovet dine syv Timer, fra halv ni iaftes har Du været i Koien! nu skal vi paa Jagt!«

Det var for Niels som om han kun et Qvarteers Tid, men et Angestens Qvarteer, havde været tilsengs. Imidlertid, glad ved at den fæle Drøm var forstyrret, sprang han i Hast ud paa Gulvet, og kom snart i sit endnu klamme Tøi; Støvlerne var det meget vanskeligt at faae paa, uagtet de i Fødderne vare mere end store nok; men Skafterne vare i Heden krøbne ind, de maatte smøres med Lysetælle, saa gik det, og - Jagten gik med dobbelt Lyst; Ænder blev der skudt, prægtige Vildænder; Hundene hentede dem fra Siv og Rør. Men fra dette første Jagttog blev, som sagt, Idiotbarnet og dets Optræden i Drømmen en saadan Begivenhed, at - »det maatte betyde Noget!« sagde Moder i Præstegaarden. Vi ville see, om det har at betyde.

Jægerlysten var ikke kuet, men snarere sat i Væxt; Jagtens Glæde blev efter den Tid stærke Traade i Erindringen, der bandt Tanken til Hjemmet, til Barndomsaarene paa Heden. Med Liv og Sjæl var han med, naar Jagttimen slog; men ligesaa fast holdt ham igjen hans Bøger, naar Læsetiden raadede. I Alt hvad han tog sig for, viste sig Villie og Udholdenhed; de heftige Udbrud, som vi saae et af, da han smed Katten mod Kakkelovnen, kom meget sjelden; men maaskee vilde det just da engang blive des heftigere. Kunde det være at befrygte? Ham var den Lykke tildeelt, at dette nye Barndoms-Hjem var det meest velgjørende for en Natur som hans. Over Præstegaarden hvilede ret en Fredens Aand; og det christne Sind, der ligesom et Solskin gjennemtrængte Hjerterne, gjorde god og bedre. Barnesindet hos ham havde Modtagelighed, som de bononiske Stene, der indsuge Sollyset og, naar de siden henlægges paa et mørkt Sted, give Lysning. Herpaa tænkte og troede Bodil, der var ham den kjærligste, mildeste Søster. »Gjennem hele Mandens Liv vil dette Fredens og Kjærlighedens Lys, han her som Barn inddrikker, skinne og give Styrke.« De gamle Præstefolk glædede sig over hans mærkelige Aandsudvikling, Bibelkundskab og Iver for Ordets rene Forkyndelse, ja han udtalte levende og brændende Lysten til at blive Missionær, udbrede Christi Rige paa Jorden.

Confirmationsdagen, der var ved Mikkelsdags-Tider, ligesom ogsaa den første Altergangs Festdag, vare i Sandhed Pagtens Dage med Gud, den personlige Gud, ved hvis høire Haand Sønnen sidder, og hos hvem den Helligaand boer, Tre og dog Een og den Samme.

»Menneskets Hovmod fører vild!« sagde den gamle Præst, »Gud lader ogsaa til en Tid det Onde vinde Seier; men Troens rene Lys er som Solen, det bryder tilsidst seirende frem efter de mulmmørke Dage, og da ere de sorte Skyer faret hen!«

Da Niels var et Barn hjemme paa Rundetaarn, var Bibelen og Tusind og een Nat ham to lige Sandhedens Bøger; nu var Eventyrbogen stillet hen paa sin rette Forstaaens Hylde; Bibelen havde Troens hellige Plads, den stod som et mægtigt Træ, hvis Rødder sloge sig fastere i hans Hjerte, og i hvis Krone Guds Stemme susede; ja, Bibelen var Bøgernes Bog! Dens Ord vare i Præstegaarden levende gaaet ind i Tanker og Udtryk, den aandelige Verden trængte sig ind i den legemlige. Vel havde Overtroens Fortoninger ogsaa skaffet sig Indpas, den personlige Djævel og hans Magt var skrækkelige Skikkelser; men hvad mægtede de mod de sande christelige Fromme? Hos dem var Gud som Skjold og Værge; han, der har Øie at see med, Øre at høre med, personlig og herlig, ham man kan klynge sig til, den Milde og dog den retfærdige Strænge, der sender den haarde Synder hen i den evige Ild, som aldrig slukkes.

Saaledes saae og fornam ogsaa Niels den Gud, i hvis Navn han gjennem »Sønnens« Lære skulde virke.

Det stille, eensformige Liv herovre blev en rig, uendelig Tid fra første Søndag i Advent til syvogtyvende Søndag efter Trinitatis, og dog, paa Nytaarsaften, var det hele Aar saa hurtigt fløiet hen.

Aar fulgte Aar, det var allerede i det sjette siden Niels kom herover. Underligt at tænke, hvor dog den Tid var gaaet, sagde Moder. Det var endnu underligere, meente Bodil, at de kun i lidt over fem Aar havde været sammen. Og Niels syntes det samme; som en Drøm, en ganske anden Levetid, stod for ham de tidligere Barndoms-Aar i Kjøbenhavn; derhen skulde han nu snart igjen, »være Student!«

Aaret var kommet; midt i September skulde han til Kjøbenhavn, der hvor han ikke havde været nu i sex lange, lærerige Aar, i dem just Overgangs-Alderen laae.

»Han skulde«, som den gode Pleiemoder sagde, »nu bort fra deres Fredens Hjem og ud paa den vilde Sø igjen, ud i Syndens Verden!« Derovre havde han været som et uskyldigt Barn, nu kom han et voxent Menneske, et »Svagheds-Barn«, der hvor Djævelen gik om som en brølende Løve. Men det var hans Længsels Maal, i mange Aar og Timer, han nu gik imøde! »At blive Student!« der ligger en Storheds-Klang, en Friheds-Klang, en af Ungdoms-Aarenes livsaligste Toner i de Ord: at blive Student. Dog da Timen slog, nu han skulde skilles fra Alt, hvad der var ham kjært, blev det saa smerteligt; men det vilde han ikke lade sig mærke med, og dog skulde man næsten troe, at selv Lænkehunden »Bjæf« mærkede det, thi den klynkede ordentligt og logrede med Halen. Niels, som engang gjerne var løbet fra Kjøbenhavn ene og alene for Hundene der, var nu i Taarer ved at sige Farvel til en Hund. Ja, han var saa forandret fra gamle Dage, at han endogsaa yttrede det dristige Ønske, at faae en Hund med sig. Hr. Skjødts Valdine havde kastet fire yndige Hvalpe, een af disse ønskede Niels sig, og tænkte slet ikke paa, at han derved forøgede Kjøbenhavns Hunde-Mængde med een mere, og een kan blive Stamfader eller Stammoder til en heel Race. Japetus Mollerup var imidlertid saa fornuftig at sætte sig derimod; Niels vilde faae nok med at passe sig selv og sine Bøger.

Uldent og Linned gav Moder ham med, nyt og godt; hun strøede Lavendler mellem Tøiet, at det kunde have en god Lugt; der blev ikke noget Tænkeligt af Smaafornødenheder glemt, hverken hvid Traad eller sort Traad, Synaal og Stoppenaal, ja, selv Fingerring, for nu kom Niels nok selv til at sye sin Seleknap i, naar den gik af.

Den gamle Bibel kom med, og »Tusind og een Nat«, ikke at tale om de lærde Bøger, dem der skulde løfte ham over ArtiumsGjærdet.

Bodil og Moder græd, Pigerne i Kjøkken og Bryggers græd: »vor Søn skal bort til Kjøbenhavn!« Præsten gav ham et Kys, som de Andre, og sagde: »hold fast ved dit Fader vor, i det har Du Bøn og Ledetraad for dette Liv!«

Vognen holdt for Døren, ved Aarhuus laae Dampskibet, og naar det havde bragt ham til Kjøbenhavn, var der sørget for ham; Hr. Svane havde skaffet ham Logis hos en brav Kone, Madam Jensen i Sværtegaden; det var et godt Strøg, midt i Byen og slet ikke langt fra Universitetsbygningen.

Ja, nu gik det til Kjøbenhavn.