VII.
Madam Jensen. Mo'er Børre. »High Life« paa anden Sal.

Det vil sige en for Videnskabens store Seilads, en ubefaren kan man endogsaa sige.

Det var en ganske egen Følelse at komme til Barndoms-Byen, den han, med Undtagelse af Rundetaarn og Regentsen, saa lidet kjendte til; ja, sin Gudfader, Hr. Svane, kjendte han, og denne stod ogsaa paa Toldboden og tog imod Niels Bryde - vi maae for Eftertiden nævne ham, som Familienavnet var, og som det stod i hans Testimonium. Stor og kjøn var han blevet, sagde Hr. Svane, høibaaren var han ved Fødselen deroppe paa Taarnet, velbaaren kunde man see, han ogsaa var. »Saa vittige ere vi Kjøbenhavnere, det maa Du nu vænne dig til! det bliver meget værre!«

Han gik strax med ham i Sværtegaden til Madam Jensen, der »sad Enke«, som hun udtrykkede sig; hun havde i sexten Aar været gift, »uden Resultat!« det er hendes egne Ord. Indgangen til »den Studerendes Værelse« var jo rigtignok gjennem Kjøkkenet; men saadan var nu Leiligheden, iøvrigt reen og net, og vel betænkt.

»See her har jeg et lille Gardin,« sagde hun, »det kan De hænge Deres Klæder bagved, saa støves de ikke! og her er en lille Reol til Bøgerne; skjev er den, for den er gjort til Qvistkammer, hvor man ikke har lige Vægge! - Ak, der har De en Bog for mig!« udbrød hun ved at see en Bog, han lagde frem paa Bordet. »Den er saa deilig grov! jeg kan ikke uden med grove Bøger, for mit Syn har lidt siden jeg græd saa meget i den første Enketid. Det er Noget, jeg vil ønske Dem, at De aldrig maa prøve! Jeg kunde saamænd meget godt forandre min Stilling, for Tilbud har jeg faaet; men saa at sidde Enke igjen, naar han døde, det er ikke indbydende, og saa kan man lade være, naar man har Characteer!«

Alt var nu i Orden i Kammeret; et stort Oliemaleri havde hun fra sin egen Stue hængt ind til »den Studerendes«, han maatte have »Jomfruen«, sagde hun, »det skulde være en adelig Dame af høi Familie, som Ingen kjendte.« Det gamle Portræt saae slet ikke mildt ud; nei, næsten strengt, ligesom om Jomfruen var fornærmet over at hun skulde hænge inde hos den Studerendes; men det maatte hun, for der var et Hul i Betrækket, og det burde skjules.

Og Examen begyndte - og den endte godt: »Laudabilis« i alle Rubriker, ja i Mathematik »præ ceteris«, og dog havde han lært den af en gammel Jydsk Præst; men Niels Bryde var et mathematisk Hoved, kunde magte det med Talstørrelser og mathematiske Figurer; det er en feil Talemaade, at hvor der er megen Phantasie, er kun liden Tænkning; men de, som sige det, have maaskee selv ikke meget af begge Dele.

Noget høit, noget snevert, og knebet ind i en af Byens mindst luftige Gader, boede vor Student; her var saa ganske anderledes end i Præstegaarden og ved Heden, hvor den friske Vind blæste hen over Lyngen; men saa havde Kjøbenhavn sine andre Goder og Herligheder: de nye Kammerater, hele det oprullede Studenterliv tiltalte Niels, dog hang Hjertet ved det jydske Hjem; det lyste ogsaa ud af hvert Brev, han sendte dertil.

Moder var saa glad over, at Niels havde Tilhold hos Hr. Svane, der jo var en ældre Person, kjendte til Alting derovre og vilde vistnok vaage over sin Gudsøn, raade og hjelpe ham; det var ogsaa en Lykke, at Niels var kommet til saadan en brav Kone som Madam Jensen. Hele Præstegaarden var stolt af, at »Sønnen«, som han kaldtes, havde faaet den fornemste Characteer; ja, i een af de sværeste Lærdomme, »Beregningerne«, kaldte Mo'er det, havde han faaet Udmærkelse paa Latin; det hedte Noget, som kun »Fader« og Bodil kunde huske at sige, det var dette »præ ceteris«.

Med første Skipper fra Aarhuus sendtes til Niels Bryde gode Madvarer: Ost og Smør, og til Madam Jensen en deilig Skinke, fordi hun var saa god mod Niels, og det var hun, ja dertil saa meddelende om hver Glæde og Kummer, som jo hun ogsaa havde i sin lille Huusstand. Der var Tjenestepigen, Ane-Sophie, hun alene gav Anledning nok til begge Dele.

»Hun er ikke dybsindig, Hr. Student!« sagde Madamen, »der sender jeg hende forleden til Urtekræmmeren, og saa gaaer hun - fortæller hun mig - og tosser og seer paa Maanen; synes hun saa ikke, at den følger med hende? og da hun fra Urtekræmmerens seer ud igjen paa Maanen, saa staaer den stille, staaer til hun kommer ud; og da hun saa vandrede hjem og holdt Øie med den, saa gik den med tilbage til vort. Hun troer, at Maanen følger hende i Urtebod og staaer og venter udenfor!«

Madam Jensen satte Studenten ind i Forhold og Characterer; han var et propert og forstandigt Menneske, indsaae hun, kom om Aftenen hjem til borgerlig Tid, naar ikke Comedien var meget lang. Thi den Verdens-Lyst, som først rev Niels Bryde med, var at gaae i Theatret; men det var jo »en uskyldig Fornøielse og dannende!« sagde Madam Jensen. Selv kom hun der ikke; i hele tre Aar siden hendes Mands Hengang havde hun ikke været der. Men nu tænkte hun derpaa; netop i disse Dage skulde der gives »en Sørgefest« for en afdød Kunstner, og saa fandt Madam Jensen, at det var en passende Leilighed for hende at komme der; vilde hun i Theatret, saa var det just det Rette at begynde med en Sørgefest. - Og hun gik, men kom allerede midt under Forestillingen tilbage.

»Det var slet ikke opmuntrende det!« sagde hun; »det var ogsaa et meget trist Sørgespil, de gav!« og hun havde saamænd nok i sin egen Deel. Dog, hvad der især havde jaget hende derfra, var en fæl Person, hun havde truffet sammen med i Logen, en meget »præserende« ung Herre, paatrængende, meente hun. »Jeg veed ikke, om de ovre i Jylland kjender til det,« sagde hun, »man har paa Apotheket nogle smaa Kager, som kaldes »Pyllemønter«, der lugte; det er saadanne Elskovskager, som, naar en Mandsperson giver et Fruentimmer af disse, og hun spiser dem, saa faaer hun Kjærlighed til ham. Det skal virkelig være skeet med en Jomfru; hun fik bare et Par af hans Pyllemønter og saa elskede hun ham! - Der sad jeg i Logen i mine gode sorte Klæder, som De her seer; jeg var slet ikke i Humeur, hverken ved Tragedien eller min egen Lod. Lille Frue! sagde han, og bød mig et Kræmmerhuus med de hvide Kager i; jeg tog een, men lod den trille, og lidt efter bød han mig een igjen, der da snart gik den samme Vei, men da han saa tilsidst bad mig beholde hele Kræmmerhuset og jeg dog ikke evig kunde sidde og trille, saa reiste jeg mig og gik min Vei fra ham og det Hele. Jeg vilde ikke lade mig daare!«

Derved fik Madam Jensen ikke at see Sørgefesten ud, og Lysten til senere at komme der, sagde hun, var ikke derved blevet opmuntret; dog var den heller ikke udryddet, der kom Anfægtelser, om ikke som hos Niels Bryde at gaae een å to Gange om Ugen, men een å to Gange om Aaret, og særegen Anledning maatte der saa endda være; første Gang var det saaledes ene og alene fordi Spekhøkerens Datter skulde træde op, sagde hun. »Det er saadan en net, suffisant Pige, med en yndig Stemme. Hun er ved det Kongelige, det veed Gud! men hun synger ikke enkelt, hun synger saadan i det Hele, naar de Alle agere paa eengang!« Madam Jensen forstod derved at hun sang i Chor. For hendes Skyld var den næste Theater-Gang.

Niels Bryde kom for den hele Poesiens og Lunets Herlighed, der aabnede en ny Verden for ham; her og ved sine Bøger havde han de lykkeligste Timer; flittig læste han og gik paa Collegier; Physik og Astronomie vare de Forelæsninger som ganske særligt interesserede ham; det var som om Tankens usynlige Ønskeqvist pegende mod disse lovede ham uhyre Skatte; Græsk og Latin, ligesom Genesis paa Hebraisk bleve dog ikke behandlede som Stedbørn. Han levede meest i Aandens Værker, de døde paa Bordet og de levende paa Scenen; ingen Savn trykkede ham, det sørgede de gode Pleieforældre for, og han var fri for de mange Ubehageligheder, som man havde naar man »sad Enke«, og alt det man selv med en lille Huusholdning skulde brydes med, sagde Madam Jensen, og hun havde Ret. Men nu kjende vi hende og kunne see os om med ham lidt udenfor Sværtegaden.

Naturligviis blev Regentsen og Rundetaarn ikke de to sidste Steder han besøgte. Paa Regentsen rørte sig vel endnu det samme friske Liv som før, men mellem Studenterne der fandtes naturligviis ikke en eneste af dem fra hans Barndomstid, de vare spredte om i Landet som Præster, Læger, Herredsfogeder, eller satte i andre Embeder som gaae op i disse Benævnelser. Rundetaarn derimod viste strax, idet han traadte derind, en gammel Bekjendt, ikke stort ældet i de sex Aar han havde været borte, kun Synet var blevet noget svagt; det var Mo'er Børre, som solgte de rosenrøde Sukkergrise og havde solgt sit eget Skelet. Hun kjendte ikke Niels, saae knap paa ham; der gik jo op i Taarnet hver Dag Studenter, som ikke kom hende ved.

»De kjender mig nok ikke!« sagde Niels, »og dog har De eengang seet mig gaae her hver Dag og talt til mig!«

Hun betragtede ham op og ned; han maatte tydeligere klare for sig.

»Herre Gud!« udbrød hun da, »er det Niels Dreng!«

Navnet skurrede dog lidt i Studentens Øre, men han samlede sig, og trykkede hende i Haanden.

»Vil man see!« vedblev hun. »Hvor han er godt klædt paa! og Studenter! det er en stor Glæde for hans Forældre i deres Grav!«

Hun tog Brillerne af og tørrede sine Øine. Hende gik det ved det Gamle; hun havde det fra Haanden og i Munden, og det var svært hvor man lagde paa Alting. Niels Bryde fik at vide hvad hun gav for Smørret og Brødet og Tørven - og endeligt, at hun havde nogle af de bedste Æbler, naar den Tid kom, og et nyt Slags Brystsukker, som var saa gode for Studerendes, der sad meget og bukkede sig.

Samtalen var ganske gemytlig, og hun fandt at Niels slet ikke var blevet stolt, og hun havde paa en Maade Ret, kun bestyrkes det ikke ved hvad vi videre have at fortælle.

Øverst der oppe traf han en ung Grev Spuhl, hvem han var blevet Student med, de fulgtes ad ned af Taarnet og var i højrøstet Samtale; de gik tæt forbi Mo'er Børre, og hun, da Niels ikke syntes at bemærke hende, raabte høit og inderligt: »Farvel lille Niels!« Denne fortrolige Benævnelse generede ham, han blev rød og hilsede keitet.

»Hun kjender Dem, den Gamle!« sagde Greven.

»Ja fra jeg var Barn af!« svarede Niels, »hun kalder mig altid lille Niels! jeg voxer slet ikke for hende!«

Og de talte om andre Ting og skiltes ad; men Niels Bryde havde Fortrydelse i Hjertet over sig selv; det piinte ham at han af falsk Undseelse ligesom havde villet fornægte Mo'er Børre. Det kom ham i Tanke, hvor ofte hjemme i Jylland, naar han læste om Jesus i Gethsemane Have, hvor Peder i Angest fornægtede sin Herre og Mester; dette havde forekommet ham saa utænkeligt og saa ondt. Hvor Menneskeligt var det dog ikke der i Frygt og Fare! ham selv derimod, alene fordi han gik ved Siden af en ung Adelsbaaren, havde det været ubehageligt at kjendes af den fattige Kone der sad og solgte Sukkergrise, som om dette Bekjendtskab stillede ham paa et ringere Trin; han sagde sig selv: Du fornægtede hende allerede før hun, som til Straf fra Vor Herre, hævede sin Røst og raabte »Farvel, lille Niels!« havde Du venlig nikket til hende, Du var da ikke fortjent blevet ydmyget. Og at det kan »ydmyge«! - tænkte han igjen - »der er noget af en Pjalt i mig! den Pjalt vil jeg rive ud!«

Og der var en Villie hos ham. Han begyndte at give mere Agt paa sig selv - men ogsaa paa Andre.

»Nu skal jeg føre Dig ind i Verden!« sagde en Dag Hr. Svane med et Udtryk, der viste det rigtige gode Humeur. »Du skal med mig i high life paa anden Sal, hos En af min Slags, Hr. Meibum, Pebersvend uden Rang og Titel; han har forsøgt sig i alle Aandsretninger, været Maler, Skuespiller, Bladudgiver, været forlovet og har »slaaet op igjen«, og levet af det Altsammen. Nu har han arvet et Par hundrede Daler, og saa gjør han meget fornuftig et stort Skrald henne i en af vore første Restaurationer; beslægtede Sjæle, Goddag- og Farvel-Venner ere indbudne, jeg hører nu til dem begge to, og tør derfor nok, som i Kortspil, komme med en Følgesvend, især en af den Caliber, som Du er, opfødt med Tusinde og een Nat og dog præ ceteris i Mathematik!«

Og Niels kom med til kjøbenhavnsk Piquenik hos Hr. Meibum.

En rigeligt oplyst Trappe var det første gode Indtryk, man fik ved Ankomsten. En Række Værelser med Lys i Sølvstager stemte ganske festligt. Ved den forreste Dør stod Hr. Meibum selv, klædt som Dame med Turban og Skjønhedspletter - han var Vertinde, sagde han med affecteert fiin Stemme, og i samme Tone udraabte han accentueret alle de Indtrædendes Titel og Person; især betonedes en Capitain ved Borgerskabet og et Par Secretair-Fruer, den fornemste af Mændene var Secretair paa en Vognmands Contoir. Der var ogsaa en Juveleers Frue, hun havde alle sin Mands Brystnaale paa Hovedet og den halve Boutik af Guldkjæder paa Brystet, forresten vaskede Glacéhandsker, der saae lidt jordslaaede ud.

I Salen var opreist et Theater; der skulde spilles to originale Stykker, som aldrig før havde været givet, ikke heller trykt; det ene var af Hr. Meibum og hedte: »Jomfruen er lumsk, eller smaa Gryder har ogsaa Ører«, det andet var af en Anonym, det vil sige ogsaa Hr. Meibum, og kaldtes »I Mol, eller Comala sover«.

Punsch var der lavet til Herrerne og Limonade til Damerne. Smørrebrødet var lidt seit og haardt; Hr. Meibum undskyldte: han havde selv skaaret det altsammen og lagt paa, og det havde taget hele tre Dage, det var ikke let at være Vertinde. To Violiner og en Fløite udgjorde Orchestret og Fløiten blev blæst af »en virkelig Frøken«, det var det Interessante; men Niels hørte ikke meget af Musikken, han havde gjort Bekjendtskab med en ung Maler, der just nu fandt passende Leilighed til at udtale sig om Kunsten og sig selv. Det blev melodramatisk; vi maae ogsaa høre paa det.

»Naturen,« sagde han, »er altid god til Studie, altid er den correct, men heller ikke mere; Geniet maa revidere den. Det har ogsaa de større Mestere gjort: see til Billedhuggerkunsten, der har vi Thorvaldsen, god for sin Tid, meget god! Praxiteles, god for sin Tid! Den yngre Slægt, vi som komme paa Skulderen af den ældre - De vil indrømme, at den som er paa Skulderen af En er høiere end ham der bærer - vore, de kommende Genier,« (han sagde ikke her vi), »ere høiere end hine! vore Genier oversee hines Misgreb, de oversee med Agtelse! Jeg er nu ikke Billedhugger, det er mig for koldt og for begrændset; en Figur, ja selv en Gruppe er kun »Stykværk«! Verden aabenbarer sig i Farver, de maae til! nu kommer Geniet, og paa en Flade gjør han Længde og Dybde -! Verden selv, Historien, Poesien, Allegorien, Alt bliver levende; Marmoret staaer kun i Attitude, Maleriet rører sig; Digterværket skal læses mange mange Timer før det bliver Een klart hvad det vil, Maleriet derimod - bah! der staaer det! saadan seer det ud! det er Genie! den Vei gaaer jeg!«

Saa gik Teppet op for: »Jomfruen er lumsk«, kjedelig var hun ogsaa, uagtet Hr. Meibum spillede med og havde dog i sin unge Alder været ved det kongelige Theater, og var der traadt op som Bagbenene af Løven i Tryllefløjten og senere paa Smaatheatre glimret som Hamlet, med Pauser, glimret ved, som han sagde, at holde Mund paa rette Sted, hvilket er Skuespillerkunstens Tryllemagt. - Alle de Spillende her bleve imidlertid fremkaldte, Hr. Meibum tre Gange, og sidste Gang sagde han et Impromtu, han havde nedskrevet Dagen forud, om Publikums oplyste Smag og sin egen Ubetydelighed, og Løgn var begge Dele, men saaledes gaaer det jo. Niels saae og hørte med ikke heel Opmærksomhed, den var deelt mellem Forestillingen og Publikum: tilhøire havde han Hr. Svane, tilvenstre derimod en Student, af de Enkelte, for hvis philosophiskverdensopfattende Blik Menneskeheden er en Las! Oehlenschläger lader i en af sine Tragedier, efter Sagaen optræde en Kjæmpe, der er saa stolt at han har aldrig leet; det klinger stoltelig nok i det skrevne Ord, seet paa Scenen loe man deraf. Her var Noget af den samme Kjæmpe-Bevidsthed, men Niels Bryde loe ikke, han saae halv imponeret paa den, som Hr. Svane kaldte Solon-Diogenes, og som ved den sletteste Deel af Forestillingen udbrød: »godt, meget godt, bedre end det Bedste!« og saa loe han, og ogsaa det var uendeligt dybt. Bag ved sad en ung Contoirist, meget talende og med Modsætninger; hans Humor bestod i at bruge pathetiske eller ophøiede Udtryk om Hverdagsting.

Imellem Stykkerne fik man Iis og Gelee, men der var saa lidt paa Tallerkenerne, at det saae ud som om det var Levninger af en næsten afspiist Portion, der bares om til hver.

Aftenen endtes med Ordsprogsleg og »Forundringsstol«, aandrigt og med Kys, den lykkelige Niels blev valgt af Frøkenen der blæste Fløite, til at gaae »polsk Tiggergang« med hende, faae et Kys af hver og give hende det igjen. Det var high life paa anden Sal, stort Piquenik.