VIII.
Familien Arons. »Solon-Diogenes.« Udenlandsreisen.

Niels Bryde var ved Kammerater indført i et Par Familier af Handels- og Embedsklassen; i en af disse, det være ved Tilfældigheder, Sympathie eller »det skulde nu saa være«, følte han sig meest hjemlig og kom oftest, det var hos den rige Grosserer Arons; Sønnen Julius var Student med Hr. Bryde, de fandt Behag i hinanden, uagtet de vare forskjelligt begavede og udstyrede; Julius Arons fremtraadte som meget smuk, inderlig godmodig, og godt klædt paa, men slet ikke læselysten, han var ogsaa gaaet fra anden Examen. Af hans tre Søstre lignede han i Udvortes meget den yngste, Esther, der var noget over fjorten Aar; forresten var de Alle meget forskjellige, hun, som de sagde, blev altid borte i en Bog, man hørte ikke et Ord af hende, vidste ikke om hun var i Stuen eller ei. Det vidste man derimod om den ældste, Rebekka, hun satte ikke sit Lys under en Skjeppe og var, hvad vi ikke kunne nægte, lidt for høit paa æsthetiske Stylter, og fik den anden Søster Amalie med, der kun var et Aar yngre. Rebekka ansaae sig for det gode Hoved i Familien, førte derfor Ordet, lod Tungen løbe, og den er jo Knevelen i Klokken.

Niels Bryde blev anmodet om, for et passende Honorar, at gjennemgaae »Collegierne« med Broderen Julius; her var, hvad man kalder det, et godt Huus at komme i, og her kom han. Gjennem Steen Blichers Noveller kjendte de to ældste Søstre Jylland og sværmede for de jydske Heder og Taterne derovre. Hr. Bryde kunde tale med om disse i Virkeligheden, og blev saaledes meget interessant. Taterkonen med Idiotbarnet og Fata Morgana var dem noget, der stod ganske udenfor det Kjøbenhavnske, noget saa poetisk! Imidlertid fandt Amalie, det dog maatte være grueligt at leve derovre, hvor der ingen Comedie var og knap eet ordentligt Bal om Aaret; hendes Sværmeri var en Skuespiller ved det Kongelige - hans Portræt hang inde i hendes Seng.

Niels læste nu som sagt med Julius Arons; denne nye Manuduction skaffede en Lommeskilling til Theatret og til et og andet Digterværk; saaledes Goethes Skrifter, dem han egentlig for Navnets Skyld anskaffede sig og kun læste stykkeviis. De lyriske Digte og Werther tiltalte ham, men Resten var ham bred, phantasieløs, det var hans Mening dengang. Faust blev slugt, det vil sige første Deel, det der fandtes af anden Deel forekom ham uden Forbindelse; han forstod endnu slet ikke Goethe, og de unge Frøkener Arons forsikkrede, at de havde Mod til at sige: »Goethe er slet ingen Digter!« - »Jo hans Mignon!« sagde igjen, betænkende, Amalie, »hun er yndig! »»Kennst Du das Land?«« og saa deklamerede hun Begyndelsen heraf, og Søsteren svarede: »Nei Schiller! husker Du Johannas: »»Lebt wohl, ihr Berge!«« - Vi maae imidlertid endnu ikke dømme de to Søstre efter hvad her er anført, i meget Andet var de hvad man kalder »inderlig rare Piger«, fornuftige og behagelige.

Af de Bekjendtskaber Niels Bryde gjorde ved Hr. Meibums Piquenik vedligeholdtes kun to i en Slags Tilværelse ved at man mødtes paa Gaden eller i Theatret og der hilsede hinanden; det ene var med Maleren, han, Geniet paa Skulderen af »de Ældre«, det andet med »Solon-Diogenes«, som han blev kaldt. Paa Langelinie traf det sig en Frostdag, at Niels og Solon-Diogenes tilfældigviis kom til at staae ved hinanden festende Øinene paa et indefrosset Skib; derorn kom de i Samtale, og Niels brugte Udtrykket: »vor Herre deroppe!«

»Saa De tænker, han sidder der!« sagde Studenten med et eget Smiil. »De troer altsaa paa ham!«

Det gjennemrislede vor unge Ven, slige Ord havde han aldrig hørt; det var ikke sagt som Spøg, og som en saadan var det jo den grueligste Bespottelse. »De troer dog ogsaa paa ham?« sagde han og fornam sit Hjerte slaae stærkere.

»Det er jeg kommet ud over!« svarede Studenten med et Smiil; talte derpaa om ligegyldige Ting, og de skiltes ad. Men Intet havde i mange Tider grebet og opfyldt Niels Bryde som disse henkastede Ord, han betragtede det Menneske som aldeles frafalden, En Helvede tilhørende, og dog, ligesom Klapperslangen ved sit Blik har en lokkende magisk Magt over Fuglen, den kaarer til sit Offer, saaledes fik dette Menneske en uforklarlig Tiltrækning for Niels. En Aften senere kom de til at sidde sammen i Parterret; Studenten erklærede med Hensyn til den nyere Literatur, at han ikke fulgte den, han læste ingen Forfatter uden han var totusind Aar gammel, en Undtagelse havde han vel gjort nylig, han havde læst Strauss's »Jesu Liv«, den skulde dog Niels læse, siden han vilde være Præst, »den klarede!« sagde han.

Uden at han gav videre af Bogens Indhold, fik Niels Bryde dog Forestilling om at den maatte være en Slags »Cyprianus« - uchristelig, djævelsk. Bogen vilde Studenten laane ham.

Dagen efter havde han den allerede; paa dens Blade vidste han stod taget formasteligt Saameget, den fromme Barnetro saae op til som Helligt og Urørligt; han syntes i den Bog at have i sin Stue et skjørt Glas fuldt af Gift, Slangen selv, der hvislede fra Kundskabens Træ; han skjulede Bogen, Ingen maatte see at han havde den; det var ham som om han begik en Synd mod Aanden idet han aabnede dette Skrift; han læste og læste, med altid stigende Interesse, og følte ikke til Djævelen, han blev klogere, hans Tanke, syntes han, løftede sig høiere - men for Intet i Verden havde han skrevet til dem hjemme paa Heden at han læste Strauss.

Da han leverede Bogen tilbage, var hos ham, ubevidst, en Følelse af at være traadt nærmere, mere forstaaende det høiere Aandens-Compagnie af Engle eller Djævle, som han i sin uklare Opfatten og Forstaaen betragtede Solon-Diogenes at tilhøre; dersom denne havde modtaget ham med Omarmelse, som Klosterets Ældste modtager den unge Novice, det vilde ikke have overrasket ham, der jo havde viist Mod til at læse denne »FritænkerBog«.

»Nu har jeg læst den!« sagde Niels med stor Alvor og Betydning, og Studenten tog ganske ligegyldig Bogen og svarede: »saa, har De det!« man skulde troe at det ikke var uden en Kogebog eller det meest Ligegyldige der var læst; og Niels, der gik med en Følelse som om han alt var en Frafalden, som om han havde smagt paa Kundskabens Frugt, der var »god til at faae Forstand af«!

I den tilstundende Sommer vilde Niels Bryde i et Par Uger hjem til de Kjære paa Heden. Han glædede sig saa inderligt dertil, det var som om der laae en halv Levealder imellem nu og da han sidst var der; alle kjære gamle Minder skulde igjen opfriskes, mon vel Barnetroen ogsaa vilde det? Han kunde som Student derovre betræde Prædikestolen; hvilken Hjertensglæde for Moder og Bodil! Han saae efter hvilke Søndags-Evangelier der prædikes over paa de Søndage han tilbragte i Hjemmet; han valgte et og skrev sin første Prædiken, men da den stod paa Papiret, var den slet ikke et Friskhedens Væld, en Udstrømning af den Natur der egentligt rørte sig i ham, det syntes, som om han ved i Tankerne at bestige den gamle Præsts Prædikestol, ogsaa iførte sig den Gamles Udtryk og hele hans Tænke- og Talemaade; vistnok vilde Prædikenen saaledes ret særligt behage hans Velgjører, hans anden Fader, dog derover havde han ikke tænkt, han vidste ikke selv at han allerede var en ganske anden end før. Sand og inderlig var imidlertid Glæden over at skulle gjensee Hjemmet og de Kjære der, og ikke mindre glædede de sig Alle i Præstegaarden til dette Besøg; i henved halvandet Aar havde de jo ikke seet Niels. Breve vare ofte indtrufne, men hvad er det skrevne Ord mod det levende, mod det at have hos sig og om sig den, man vexler Tanker med!

Hr. Svane havde saa tidt tænkt paa dog engang at see Jylland og der besøge sin gamle Manuducteur; nu var her en Leilighed, en Reisekammerat, han og Niels bestemte at gjøre Touren sammen i den tilstundende Sommerferie. Det var afgjort, Ingen faldt det ind at Touren skulde blive opgivet, og dog blev den det. Hvad betyde vel vore Bestemmelser og Planer, naar de ikke ere efter høiere Ordre! Een Time hos Grosserer Arons vendte op og ned paa det Hele.

Bedstefaderen Arons, en retskaffen, elskværdig gammel Mand, from i Israels Tro, og ret af inderlig godt Hjertelag, havde stor Godhed for Niels Bryde, og glædede sig ved at han omgikkes med Sønnesønnen, som endelig var sluppet vel over den fornyede Examens-Prøve, og skulde til Opmuntring og Belønning for denne heldige Anstrængelse, der dog egentlig ikke havde været saa stor som Slumpe-Lykken, gjøre en lille Reise en Maanedstid, til Hamborg, Dresden og Prag. Nu meente Bedstefaderen at Julius kunde indbyde Hr. Bryde til at reise med sig, de vilde da have gjensidig Glæde ovenpaa gjensidig Møie; Julius gik glad ind paa Forslaget, hans Moder, en fornuftig Kone, paa det nær at hun var lidt blind i sine Børn, fandt det ogsaa fortræffeligt; Hr. Bryde var vist et meget moralsk ungt Menneske, og det var saa godt for hendes Julius at være sammen med en saadan.

Forslaget overraskede Niels; han blev forlegen; det var saa mageløst herligt, følte han, men det var ogsaa deiligt at komme hjem igjen paa Heden, det havde han saalænge glædet sig til og udmalet sig; hvormeget havde han ikke der at fortælle! desuden var det jo en Aftale at Hr. Svane skulde gjøre Reisen med. Beskedent og hjerteligt takkede han for den ham tiltænkte store Fornøielse, han kunde ikke modtage den; Afslaget gjorde at Julius blev ivrigere, han vilde have ham med; den gamle Bedstefader meente at nu kunde Hr. Bryde først sove paa det.

Hr. Svane sagde ubetinget: »reis med til Tydskland! tag hvad der ikke bydes Dig hver Dag. Maaskee Du ellers aldrig kommer ud i Verden. Grib det gode Tilbud! Næste Aar er der ogsaa en Sommer, og de Gamle derovre holde nok lidt længer ud end til den Tid!«

»Stød ikke det gode Tilbud fra Dig!« skrev Japetus Mollerup, og hans Svar skulde være det afgjørende. »Vi længes Alle efter Dig, min Søn, men det vilde være en daarlig Kjærlighed til Dig, ikke at opsætte hellere til næste Aar at faae Dig herover, end at Du skulde gaae Glip af al den Herlighed, Du nu kan faae at see uden at give en Skilling derfor. Det er altid til Lærdom og Gavn at kjende fremmede Lande og Sæder. En Maaned kan Du godt tage fra dine Studeringer; naar Du kommer tilbage, har Du friskere Kræfter og kan snart indhente det igjen. Reis med Gud!«

Reisen til Tydskland var altsaa afgjort. Studenterne Arons og Bryde afreiste med Dampskibet til Kiel; Moder, Søstre og et Par Veninder stode paa Langelinie og svingede med Lommetørklæderne. Hr. Svane saae fra sit Qvistkammer-Vindue endnu langt ud paa Kjøgebugt den sidste Røg af Dampskibet. »Nu begynder det!« sagde han, og meente Søesygen, thi der var stærk Bevægelse derude i Søen. »Nu begynder det!« sige vi - og tænke paa nye Livs-Strømninger.

Dersom fromme Ønsker og Velsignelser synligt kunde vise sig som Følgeskab, da vilde de to Venner have bemærket en heel Skare fra den jydske Halvø, fra Præstegaarden paa Heden; Præstemoders og Bodils Tanker vare daglig med og saae i uklare Billeder al den Herlighed, der rullede op; de gjøs et Øieblik ved ogsaa at betænke al den Fare, der saa langveis borte og i saa lang Tid maatte kunne møde, men de drømte ikke om den egentlige Fare der var, de Ungdoms Søer gjennem hvis Brændinger Niels gik. Det var just ikke, som han engang havde læst om og fortolket, Engelen og den unge Tobias der var paa Vandring; dog derved være ikke sagt det mindste mod Niels, endnu mindre mod Julius Arons.

Hamborgs Brand havde ladet nye, prægtige Huse voxe op om nye og gamle »Jungfernstieg«; vore unge Venner toge ind i Hotel Victoria og jublede der et Hjertens Victoria ved Udsigten fra Vinduet ud over Alster-Basinet, hvor de lette Gondoler gyngede og Svanerne svømmede. Musikken klang fra Alster-Pavillonen, Folkevrimlen bølgede forbi udenfor; det var jo en dejlig Stad, saa levende, saa livlig, saa ny. Det var i Aftenskumringen de kom hertil, de maatte strax med ud i Vrimlen, og siden toge de Plads ved det aabne Vindue, Cigarerne dampede, et Glas Punsch havde de hver foran sig. Gaslamperne dannede en heel Ildkrands om det blanke, blikstille Alster-Basin og speilede sig deri; ovre ved Veirmøllen funklede, i en lille offentlig Have, Guirlander af Lamper og dreiende Sole; Raketter steg og faldt som lysende Cascader.

»Det er som en østerlandsk Nat!« sagde Niels, og Julius talte om skjønne Houris, og hans sorte Øine lyste, han var jo selv af Slægten fra Østerland og smuk, dog halv Dreng endnu; men om Mund og Hage viste sig et fiint mørkt Duun; Øienbryn og Haar var kulsort, Huden fiin og rødmende som hos en Pige.

Hamborg var en Pragtens og Glædens Stad, her maatte de blive et Par Dage. Julius havde her Fættere, sin Moders Søstersønner, unge rige Hamborgere; og næste Dag vare de paa Fart med dem til Høiderne ved Blankenese, saae prægtige Villaer og et Fiskerleie, der mindede om Sjællands Fiskerleier; mægtige Skibe kom og gik paa Elbens graalige Vand, og paa hiin Side øinede man Lynghøiderne i Hannover! »Et andet Kongerige lige foran sig«, det gjør altid ved første Reise et magisk Indtryk.

I Indiens Pagoder dandse Bajadererne hellige Dandse, udenfor Paris svinge Grisetter og Studenter sig i en lystig Cancan; den samme Blodets Røst pulserer gjennem disse forskjellige Dandse, det samme Pulseslag fornemmes ogsaa særligt her et Sted i Hamborg, og derhen maae vi følge vore unge Venner; »derhen komme selv Maltheserriddere!« sagde en af de unge Fættere, da Niels syntes at studse ved Ordet: »Dandsesalon«.

»Paa en Reise skal man see det Characteristiske i enhver By!« sagde han strax sig selv og fulgte de Andre.

Det var et elegant, stort Locale; Gaslamper flammede, nydelige Baldamer og modeklædte unge Herrer, ogsaa gamle saae man; dog gjennem Salonlivets fine Flor skinnede Bacchanalets Flamme. Fætterne bevægede sig frit, ogsaa Julius var som hjemme; Niels derimod stod stille beskuende, men det var just ikke at mærke paa ham hvad han fornam i sig, Udeeltagelighed for det Hele, Kulde og en egen Stoltheds-Følelse; et Smiil spillede ham om Munden, i hans Hjerte tændtes som Indskrift de pharisæiske Ord: »jeg takker Dig, Gud, jeg er ikke som disse Mennesker!«

Hvo kjender sig selv, hvo kjender Strømningerne i sit Hjertedyb!

Det var seent ud paa Aftenen at Vennerne vandrede hjem til Hotellet. Julius var som en aaben Bog, og om det just ikke var hvad Bodil paa Heden vilde kalde en god Bog, det var en flydende Stiil, en yppig Stiil og den ungdommelige Livligheds Musik, den Aabenhjertighed, det blev baaret frem med, havde Noget der gav det en indsmigrende tillokkende Magt. Hvilke Erfaringer havde ikke allerede Hr. Julius, og det allerede fra det sidste Skoleaar i Kjøbenhavn! - Stakkels »Præstemoer« paa Heden, Du vilde være blevet saare forfærdet over den Ven og Ledsager, saa ung og saa smuk og dog »saa gruelig erfaren«, som din Niels nu var med, ikke vendte sig fra, hørte paa og ikke holdt Prædiken for om Synd og Ugudelighed. Hvad maatte der dog ikke foregaae i Hjertet paa Niels -? Der gik dybe Strømninger, vexlende Tanker; han syntes at have seet, i faa Timer, videre ud i Verden, dybere ind i Andre og i sig selv, end han i Aaringer havde seet; hans Blod brændte derved. Han sov først mod Dagningen.

Og hermed ville vi forlade Hamborg og ret trække Veiret inde i Harzbjergene; der mellem Graner og Birke, hvor Ilsefloden styrter over Steenblokkene, følge vi vore Reisende, høit derop, hvor engang Druidernes Præster sang foran den hellige Ild og de formummede Hedninger dandsede og sprang, et Skrækkens Syn, en Hexe-Sabbath for de troende Christne. Paa Brochen, i deiligt Veir, saae de Solen staae op, det røde Baal i Øst, Gud selv, troe endnu Menneskeslægters Vise, det er. Den hele udstrakte Egn under dem var som et Skyhav, men alt som Solen løftede sig, viste den billedligt Verdens-Landenes Stigen frem af Havdybet, først kom en Bjergtop, saa mørke Skove, nu Eng og Ager, indtil Alt laae aabenbaret, duftende forfrisket, som født i denne Morgen, saa søndagsfestligt og herligt; denne Morgenstund løftede Sindet, som en Kirkesang løfter den Fromme, opad i Kraft og Herlighed. De fornam det Begge, de udtalte det, men Stilen var ikke saa flydende som i det Kapitel fra Hamborg, det var ogsaa kortere og endte med - en god Appetit.

Fortræffeligt kom de To ud af det sammen, der var saa uendeligt meget Godt hos Julius, og det saae og fornam Vennen, ja ligesom gjennemtrængtes af det kjærlige Sind han havde til at give den Fattige selv sit sidste Stykke; hjelpsom, trofast i at forsvare hvem han troede led Uret, ja han var ret hvad man kalder »et inderligt godt Menneske«, saa ridderlig, saa indtagende i sin Aabenhjertethed, og vi maae tilstaae det - dersom »Præstemoer« spurgte os - en farlig Ven for Niels, i det Tilfælde, at Ordets Forkynder bør være dets Exempel! Frygt ikke gamle »Præstemoer«, din Bøn og Tanke ere som usynlige gode Engle med ham, de kunne vidne.

De tre Madonna'er paa Billedgalleriet i Dresden, Raphaels, Holbeins og Murillos, bleve et Stridspunkt mellem Vennerne. Niels erklærede, at den jomfruelige, paa Skyen svævende, Guds Moder, som Raphael har fremstillet hende, var den Skjønneste af dem Alle, dertil nu Jesu-Barnets Udtryk, i de alvorsfulde Øine, hvori en heel Verden laae; de fromme Helgen-Skikkelser, og endnu mere de mageløst deilige Englebørn nederst paa Tavlen; noget Herligere kunde ikke gives! - Holbeins Madonna var Himmeldronningen der træder frem midt i det middelalderlige fromme tydske Huusliv, Murillos var ham kun en skjøn ung Moder.

Julius stillede dem alle Tre i omvendt Orden. Raphaels forsvandt for ham paa Skyen, Holbeins var ham for selvbevidst, hun fulgte bestemt kun sin egen Mening, men Murillos var en Qvinde, en deilig Qvinde! og han udtalte sig, som Mange have udtalt sig og Flere endnu ville. Men Hamborg, Brocken, Madonna'erne, og vi maae tilføie Jernbanefarten, den første i deres Liv, var Reisens uforglemmelige Glandspunkter, og hermed have vi saa temmeligt Reise-Resultatet, det vil sige Sjæle-Indblikket, det Psychologiske der frembødes os af de To; skulde vi derimod udskrive Niels Brydes Dagbog og hvad Julius kaldte sit »Oplevede«, saa fik vi hele det sachsiske Schweitz, Prag og Berlin med, der dog kun anslog de samme Strænge, gav de samme Accorder, som vi hørte i Hamborg, paa Brochen og i Dresden foran de tre Madonna'er.

Vi ere igjen med Vennerne i Kjøbenhavn; den skikkelige »Præstemoer« har tilbage i Landet sin Niels, uskadt fra Verdens Farer og Hændelser. Han var igjen i Sværtegaden hos Madam Jensen, og hun maatte selv den første Dag varte ham op, sagde hun, for Ane Sophie, Tjenestepigen, laae tilsengs fra imorges; det var Kjærestesorg, der havde sat sig som Rygværk; hun var forlovet med Drengen i Stuen, han skulde være Svend til Paaske. - Man kan ogsaa have Anfægtelser i Sværtegade; det var Moralen.

Meget ofte kom Niels Bryde i Huset hos Grosserer Arons. »Skal det være Rebekka eller Amalie?« spurgte Hr. Svane, »det maa Du endelig sige mig naar Du veed det, thi jeg spørger hver Dag!« - »Er det den Ældste eller den Mellemste?« spurgte en og anden Kammerat. »Vi høre nok snart Nyt!« sagde Madam Jensen; »det skal være nydelige Piger, og de kan jo døbes. Penge vil der ikke manquere!« - Man kjendte ikke Niels Bryde, han havde ingen Anfægtelser, Videnskaben, især Physik og Astronomie interesserede og opfyldte hans Tanker mere end nogen af de unge Piger; han gik flittig paa theologiske Forelæsninger, de førte til Maalet, det de gode Pleieforældre saae deres Glæde i. Men i hele hans Tankesæt var et Omsving skeet, den nye Tids frie Tænkning og Udtalelse brød idelig ned flere og flere af de Forestillinger og Meninger, han var opvoxet i hjemme paa Heden. Han vidste ogsaa ret vel at føie sin Tale; derfor var han hellerikke en stille Tilhører i Studenterforeningen, naar han i Sophaen der med den dampende Cigar var med at afhandle et og andet Aandens eller Statens Thema. En Hund havde han ogsaa faaet sig; der var i Grossererens Huus bragt til Verden et Par smukke Hvalpe, Julius valgte sig den ene, Niels den anden.

»Hvapsen! Lille Hvaps!« sagde Esther, og klappede den lille, livlige Hvalp, det Ord hun forandrede til Navnet Hvaps.

»Det skal han hedde!« sagde Niels. Rebekka foreslog derimod Navnet »Sappho« efter den græske Digterinde, men da Hvalpen var en Herre og ikke en Dame, beholdt den Navnet Hvaps. Siden høre vi mere om den.

Næsten hver eneste Nat til hen mod Morgenstunden sad Niels Bryde ved Bogen. Det var nødvendigt, skulde der blive bestilt Noget; han var samvittighedsfuld, og der var saa meget af hvad man kalder denne Verdens Lyst, der drog ham til sig; foruden Kammerater og Selskabsliv var der Concerter og Theater. Pengene, han fik ind ved et Par Informationer, bleve ikke tilstrækkelige til at kunne tage Deel i Alt dette, han maatte altsaa give et Par Timer endnu om Dagen, og til sin egen Læsning benytte en Deel af Natten.

»Det er meget fornuftigt af reent galt at være!« sagde Hr. Svane. »Du tager Natten til Studeringer, jeg tog den til at drive, og derfor er jeg endnu en Slags Driver. Min Passion var det engang ved Nattetid at vandre om paa de kjøbenhavnske Gader.«

»Og hvad Fornøielse havde De deri?« spurgte Niels.

»O, saaledes mellem Midnat og Morgenstund at drive om paa Gaden, har noget ganske Eget for Phantasien og den var mit Kjøretøi i de Tider. Nu holder jeg mere af at ligge i min Seng; men den Gang, det var som fornam jeg da Gadens Liv og Levnet. Stormgaden syntes jeg lød med Trommehvirvel og Kampraab, Luften lugtede af Krudt o.s.v. o.s.v. Og til hvilken Veemod stemtes jeg ikke i Hyskenstræde - »Häuschen«, Smaahusenes Stræde, hvor de tydske Kræmmersvende i Middelalderen boede og handlede med Kryddersager, aldrig giftede sig, levede tarveligt og fattigt; deres Navn blev et Spottens, et Eensomhedens Navn: »Pebersvende«. Tidt tænkte jeg, om ikke just Gud Amor selv boede i den Gade. Amor blev jo, saavidt jeg veed, Pebersvend; Historien med Psyche var alene et Forhold, uden Præst! Ja paa Amor tænkte jeg i Hyskenstræde!«

Og der var mere Alvor i det Sagte, end Niels troede. Hyskenstræde havde virkelig engang stemt Hr. Svane veemodsfuld, forhaabningsrig; det var nu hans Hemmelighed, og hvo har ikke en saadan? Niels Bryde havde for Øieblikket den, at han læste Feuerbach: »Ueber Philosophie und Christenthum.«

I den tilstundende Sommer, det var paa det tredie Aar han var i Kjøbenhavn, skulde de kjære Pleieforældre og Bodil have hans Besøg, og det vilde gjøre ham godt det sunde afmaalte Liv, den frie Natur; Bøssen skulde igjen frem; Jagtlivets hele Romantik stod for ham; Hr. Svane tog med, det var en aargammel Aftale; dog da Afreisen kom, var Hr. Svane i sit sorte Humeur, og vilde, som han sagde, blive i sin Hule.

»Jeg slipper ikke!« sagde Niels. »Reisen derover og alt det Nye der vil gjøre Dem glad! De som er saa modtagelig for Humeurets Solskin!«

»Og faaer det dog aldrig reelt!« svarede han. »Min Etage er ikke lagt paa den Led i Verden! jeg har det ligesom enkelte Huse der ere saaledes henlagte i en Gade at de ikke faae andet Sollys end Reflexens: kun Gjenskinnet fra det hvide Gjenbohuus og dets blanke Glasruder; derfra straaler en lysere Dag, en Slags malet Solskin uden Varme, ind i Kammeret. Det er nu min Lod, og det er naragtigt nok, hvor tidt og ofte jeg kan bilde mig ind at jeg boer paa Solsiden!«

Niels Bryde maatte snart erkjende at her ikke var Noget at sige eller at gjøre, men reise alene - dog nei, Hvaps fulgte med; ikke tænkte den paa hvad der truede den og hvilken Herre den havde.

Veiret var godt; Havet strakte sig, om ikke just som et vadret Baand, saa dog uden Bølgeslag; en let frisk Vind og Strømning gav det en Smule Bevægelse og under den sad stille med halv lidende Blik hist og her et Par Damer og en enkelt Herre; hver fornam gjennem sig Skibets Zittren og Fremadløben, saae paa hvad de kaldte »svære Bølger«, og vare visse paa at disse snart vilde blive meget større, og at det allerede blæste temmeligt op - de fornam allerede hvor ilde et Menneske kan føle sig paa det vilde Hav.

Maleren, Geniet »paa Skulderen«, var ogsaa ombord, han begyndte ligesaa interessant som han slap hos Hr. Meibum. Han definerede Genie - »hvad er det? Gjær! Løftestangen for det Hele! Genie er det, som de Fleste ikke har, det er en Ener, der er saameget som ti, men kan ikke laanes!« - saavidt kom han, saa blev han daarlig. Han og Niels Bryde talte ikke mere sammen paa den Tour.

Under Samsø faldt Hvaps overbord, Niels saae det og bad i Hast Styrmand og Capitain at standse Skibet; det var hans kjære Hund, den vilde drukne; endnu svømmede den tæt ved.

»Vi kunne ikke standse Skibet for en Hunds Skyld!« svarede de.

»Men vel for et Menneskes!« udbrød heftigt Niels Bryde, og uden videre sprang han i Søen og svømmede hen til sin Hund.

Nu standsedes Fartøiet, og drivvaad af Vand kom de begge igjen ombord.