IX.
Den nye Montanus.

Der var stor Glæde i Præstegaarden, lige fra Storstuen til Bryggerset: »Vor Søn kommer hjem!« - det var det første Besøg siden Niels drog over til Kjøbenhavn og blev Student.

»Nu er han ved at indpakke!« sagde »Moer« Aftenen forud; »nu glæder han sig! ja inat faaer han ikke megen Søvn! bare han ikke i Morgenstunden forsover sig og ikke kommer med Skibet; at de dog betids kalde paa ham!« - ja, hun kunde have kaldt paa ham om Morgenen, thi da laae hun vaagen og tænkte paa ham og bad for ham. Klokken slog sex; hun trak »Faer« i Ærmet og vækkede ham: »Du sover! nu seiler Skibet!«

»Hvilket Skib?« sagde Præsten og foer op.

»Ih, Dampskibet! Nu seiler vor Niels fra Kjøbenhavn!« Hendes Tanke var hos ham, hele Dagen gjorde den Reisen med, og dog var hun travl i Kjøkken og Stue. Bodil var ligesaa glad opfyldt af hans Hjemkomst, men hun udtalte det ikke saa. Blomster fra Heden havde hun bragt ind i hans Kammer, alle smaae kjære Nipserier og vante Stykker fra Barndomstiden vare komne paa deres gamle Plads. Bodils egen nye Bibel havde hun lagt der paa Bordet.

Det blev Aften, sildig Aften, men det var god Vei og skrappe Heste, sagde Fader, til Klokken elleve maatte Niels være her. Nu rumlede der en Vogn, nu gjøede Hundene - nu kom Niels Bryde.

Der blev en Omfavnelse, en Spørgen, en Fortællen - det var allerede Midnat - Faer gik tilsengs og sagde at de Andre skulde giøre det samme, og at Niels trængte dertil.

Næste Dag, det var en Festens Dag, det vilde de alle blive! her var Ro, her var Hvile i Glæde og Kjærlighed. Niels følte sig ligesom gjennemstraalet af den Inderlighed hvormed han modtoges, de kjærlige Øine der lyste ham imøde, det var næsten som laae der kun en rig Drøm mellem Før og Nu; Alt her saa uforandret, men ikke han; frem i Udvikling, Frihed og Verdens-Erfaring var han gaaet, Alt til det Gode, haabede han.

Aldrig havde Bodil været i Kjøbenhavn, det var hende Verdensstaden, indtil Niels skrev Breve fra Hamborg, Dresden og Berlin; men klarest vare og bleve dog hos hende Forestillingerne om de Danskes Kongestad. Hvor vidste han ikke at fortælle om Studenterforeningen, Theatret og Selskabslivet, særligt den »Flothed« der viste sig i Grossererens Huus. Bodil saae i Skildringen af Rebekka og Amalie sande Verdensdamer, meest tiltalte hende dog »Barnet«, den stille læselystne Esther.

Ganske underlig forekom Niels den hurtige Ombytning af Scene og Personer, nylig midt i Kjøbenhavn og nu langt derfra ovre ved den jydske Hede. Det var ved Dampens Kraft, den nyere Tids Magt; herved kom Talen over paa Dampskibe, Jernbaner, Elektromagnetisme og de mange Storheds-Kræfter, vi nu alle kjende, men som da endnu vare her i deres første Aabenbarelse.

»Det er Nutids Mirakler!« udbrød Niels.

»De see saadanne ud,« udbrød den gamle Japetus; »men de ere Menneskeværk! giv dem ikke hellige Navne!«

»Hvorvidt ville Menneskene drive det?« sagde Bodil - »og hvorvidt vil saa det Hele føre?«

»Ved de første Luftballoner spurgte man ogsaa hvortil de skulde tjene, og Franklin svarede med at spørge: hvortil skal det nyfødte Barn tjene! Menneskeslægten gaaer i vor Tid frem med Kjæmpeskridt, i ethvert Aartusinde kommer altid et Aarhundrede, hvori man tydeligst mærker Rykket fremad; i et saadant Seculum leve vi!«

Saaledes i stille Timer, naar de sad i den eensomme Præstegaard, blev Niels Bryde en sand Videnskabens Apostel; han udrullede for dem Naturskattene fra Edderkoppens fine Spind til Stjernevrimmelen, fortalte om det nye Project, der var blevet udført: den kunstige Fiskeavl, hvorledes Menneskene her ligesom traadte ind paa Skaberens Gebeet; talte om Skydannelsen, Luftballoner og Daguerreotyper, viste Gud i Naturen, uden just at bruge dette Udtryk, Guds Herlighed kaldte han det. Liv var der i hans Tale; Ord og Udtryk manglede ham ikke; Alt hvad man kan tænke kan man ogsaa udsige, det viste Niels; lidt Sqvadroneren, som hører Ungdommen til, manglede naturligviis hellerikke.

»Du kommer hjem næsten som en anden Erasmus Montanus!« sagde Japetus Mollerup.

»Ja, men her paa Heden troer man ikke som »paa Bjerget«, at Jorden er flak,« svarede han; »man er videre, man lader ikke Montanus lide Uret. Det er mig som en Tragedie, dette holbergske Lystspil, denne Miskjendelse af hans Omgivelse; og det meest Tragiske er, at han tilsidst maa bøie sig for Uvidenhed og lade Sandheden slaae ihjel, sige at Jorden er flak! - Derved bliver rigtignok Montanus til en Stymper, og man har ikke længer Interesse for ham, man føler det Tragiske i det givne Billed af Verdens Usselhed!«

»Hvad gjør man ikke for at faae sin Lisbed!« sagde Japetus Mollerup, »Du gjorde vist det samme, Niels!«

»Nei!« sagde Bodil med en Bestemthed, der dog ikke overraskede Broderen.

»Nei!« vedblev han leende, »Sandheden er Gud, og den slipper man ikke for nogen Priis. Villien er vor Styrke!«

Og Niels havde en Villie.

»Fører kun ikke den skrappe Tidsudvikling formeget over i den reent materielle Verden!« sagde Japetus Mollerup efter nogen stille Tænken efter. »Alt bliver kun den verdslige Nytte, Alt gaaer op i Maskiner. Der er kommen en Uro, en Travlhed over Menneskene, hvorved de idelig vende udad, istedetfor ind i sig selv til Selvprøvelse!«

»Livets Poesie bliver visket ud!« sagde Bodil.

»Tvertimod, den vil komme frem i nye Skikkelser,« svarede Niels; »og vi trænge dertil. Hver Nationalitet søger ogsaa gjennem Poesien at gjøre sig gjældende; her i Norden er det skeet særligt ved Oehlenschläger, dog er han ikke nordisk nok, Grundtvig er det mere, men mangler saa igjen Oehlenschlägers skabende Aand. Denne har imidlertid ikke ud af Sagaens Marmorblokke meislet sine Skikkelser, og havde han det, maaskee han da hellerikke havde faaet Indgang i Folket, men vistnok en endnu større Betydenhed for en kommende mere kritisk Tid. Hans Tragedier ere ikke mere nordiske, end Orientalisten kan finde Aladdin at være orientalsk!«

Bodil saae overrasket og bedrøvet paa Broderen, at han saa kjækt, saa afgjørende kunde og turde sige slige Ord om den Digter, hun altid og vistnok Alle i det hele Land beundrende saae op til i Kjærlighed og Taknemmelighed. Var dette Ungdommens Tale!

»Vor Tid forlanger iøvrigt en anden Digtning end den nordiske,« vedblev Niels. »De gamle Guder ere døde, Hedenold og Heltetid forbi, hiin Tid er ikke vor, og af vor Tid skulle vore Digtere skabe for at aabenbare sig i Aand og Sandhed. Læse vi de gamle Sagaer, de oprulle for os Hedenold, dens Characterer fremtræde ganske anderledes end hos vore Skjalde; disse tage kun de gamle Rustninger og lade vore Medievende iføre sig dem, det er vort Sprog, de tale, med en lille paasat Smag af Oldtidens, vi troe at høre og see de gamle Guder og Helte, de gamle Tider -

Genialiteten kan vistnok paatrykke dem Udødeligheds Præg, som Shakspeare har givet sin Hamlet det, men de ere ikke Skabninger fra hiin Tid og Historie, de staae Alle »Hamlet« nærmere end »Sagaen«. Dersom Oldtids Helte og Qvinder saae sig selv i vore Tragedier om dem og Hedenold, de kjendte sig ikke igjen stort bedre, end de Storheder, der fremstilles ved bevægelige Dukker paa Lirekasser, kunne kjendes af dem, de repræsentere!«

Ihvormeget Kantet og altfor ungdommeligt rask Udtalt der end laae i det Sagte, hørte dog den gamle Japetus Mollerup med Interesse derpaa, det fik en Betydning ved at det var Niels der sagde det; at han saaledes kunde tænke, dømme og sætte det frem i Ord. For de fleste Forældre ere Børnenes Tale som et Stykke af dem selv, det faaer Familie-Stempel, og det er en Høiesterets Kjendelse.

Hos Bodil var der, om hun ikke udtalte det, en større Afvigen i Anskuelser hvad Poesien angik, i den havde hun gjennem sin naturlige Følelse erhvervet sig en Slags Kundskab, en Mening; derimod hvor kun Videnskaben lyste i hvad Niels omtalte, saae hun op til ham og hørte med Interesse og Trang til at gribe det.

Om Aftenen var Himmelen saa gjennemsigtig klar, Stjernerne traadte frem, flere og flere, der var en stor vid Horizont; Bodil stod med Broderen i den aabne Havedør, Himmelrummet med sine Verdner derude gav Stof til Samtale. Vel kunde man beskylde Niels Bryde for Lyst til at udkramme al sin Viisdom, det var nu saa, men man maa ogsaa indrømme, at han var gjennemtrængt og opfyldt af de Herligheder, han havde hørt og læst om.

»Hvilken Uendelighed!« sagde Bodil.

»Større, end Tanken rummer!« sagde Broderen. »Husk Dig Svalens Flugt, og tænk saa paa, at Stormen jager endnu hurtigere end den, og at Lyden af vor Stemme gaaer igjen tyve Gange hurtigere end Stormen, og hvad er saa dog vel den Bevægelse imod vor Jords, den svinger sig endnu halvfemsindstyve Gange hurtigere om Solen! men titusinde Gange hurtigere endnu komme Solstraalerne ned til os. En Kanonkugle, altid i lige Fart, vilde bruge femogtyve Aar fra Solen til Jorden, og en Solstraale naaer os i otte Minutter!«

»Hvoraf veed man det?« spurgte Bodil og foldede uvilkaarlig Hænderne; »hvo har kunnet maale Afstanden, tælle Minutterne?«

»Menneskeaanden!« svarede Broderen. »Solen er os nær imod hiin Fixstjerne, Du der seer skinne; en af dens Straaler bruger paa Veien herned hele syv Aar. I Melkeveien er den fjerneste Stjerne os femhundrede Gange mere fjern end den nærmeste, og Lyset, der, som jeg siger Dig, gjennemflyver toogfyrgetyve tusinde Miil i Secunden, behøver fra den fjerneste Stjerne, vort Teleskop kan opdage, femtenhundrede Aar for at naae os!«

Bodil bøiede sit Hoved, skyggede uvilkaarligt med Haanden, som stod hun ved et bundløst Svælg; men Broderens Øine lyste, og Stemmen fik endnu større Bøielighed og Klang.

»Aartusinder hengaae før Lyset fra den ene Yderkant af Melkeveiens Stjernetaage naaer dens anden Yderkant, og der er Astronomer, som antage forvist at Himmelrummet har flere Melkeveie, hvis Lys kunne bruge mere end en Million Aar paa Veien ned til os, og husk derved, hvad jeg sagde Dig om Lysets Hurtighed, toogfyrgetyve tusinde Miil i Secunden!«

»Jeg rummer det ikke! Uendeligheden bliver mig ufattelig, ufattelig som Gud! Hvor stor, hvor herlig! - og dog faaer jeg en Angest derved, som forsvandt jeg som et Støvgran for denne Gud, der lever og rører sig i dette Grændseløse!«

Venus var den eneste Planet, Bodil kjendte og vidste at finde; Broderen sagde hende, at den var ogsaa den eneste Planet, Oldtiden syntes at kjende, og at Homer havde besjunget den; han fortalte hende om dens klare gjennemsigtige Luft, dens Bjerge, der vare sex Gange høiere, end Jordens Høider, Dhawalagiri og Chimborasso, udmalede hvor glimrende og længe Bjergtoppene deroppe maatte lyse, til vor Jord steg frem, som en ni Gange større og ni Gange mere glindsende Aftenstjerne end Venus er for os. »Derhen, derhen! synge vist deres Poeter deroppe og kalde vor Klode et Lysets Land!«

Han viste hende Jupiter, saa lille for os at see og dog den største af Planeterne, fortalte at dens Atmosphære er liig Jordens flydende Masser, dens Skyer faste Legemer, og medens de fire Aarstider der ere saa lange som tre af vore Aar, er Døgnet deroppe kun ti Timer.

Bodil lyttede, som Barnet lytter til Eventyr og med Forvisningens fulde Tro, uagtet Tanken ikke omfattede denne Storhed, denne Uendelighed. Hvorledes maatte ikke paa disse Kloder Guds Skabninger være forskjellige fra os, selv heri forsvandt hvert Begreb. Hun hørte, at imedens paa Planeten Mercur Lyset og Varmen vare syv Gange stærkere end paa vor Jord, staaer i Uranus Alt, selv Luften, evigt under vort Frysepunkt; den klareste Middagstid der er neppe lys som vor stjerneklare Nat; firehundrede Millioner Mile borte fra Solen ruller den i Verdensrummet, omgivet af sine Maaner og en Ring, straalende for os, men mørk for Beboerne der.

»Alt nøie betænkt, Alt nøie beregnet!«

»Og levende Væsner overalt!« gjentog Bodil med svimlende Tænken; »Væsner i Guds Billede!«

»I Vanddraaben er Liv,« sagde Broderen, »og i disse uhyre Himmellegemer skulde intet Levende, intet Aandens Afpræg røre sig, det er utænkeligt! Men hvorledes ere de - ? der slipper vor Viden. Kun det er os vist, at Skabningerne hist ude maae være ganske anderledes organiserede end vi, især paa Kometerne. Deres Baner ere snart saa nær Solen, at paa dem Heden bliver et Par tusind Gange stærkere end i vort glødende Jern, og snart igjen ere de saa langt fra Solen, at Kometens Atmosphære har en Kulde i sig som lisstykket. Hvilke Jordens Skabninger mægte at taale saadanne Afvexlinger, ja alene hvilke Øine formaae at udholde et saa fordoblet Sollys, og fra det at gaae over til et Mørke, hvori vor sorteste Nat vilde lyse som Dæmring!«

»Og engang støder en saadan Komet mod vor Jord,« udbrød Bodil, »og det er Dommens Dag!« - hun standsede i sin Tankegang og tilføiede: »Bibelen forkynder det ikke saaledes! - hvorfra, hvorledes,« vedblev hun, »vide ogsaa Mennesker dette?«

»De vide det fra ham, som skabte dem, som evig holder det Skabte, og nedlagde Love, der lydes selv af de døde Legemer. Kun dertil og ikke længer! den Lov ligger i Alt. Elastisk vil Kometens tankesnelle Kugle stødes tilbage fra de andre Kloders Luftomgivelse. Vi ere komne ud over den gamle Tro at det er Uhyrer i Luften, ligesom Hvalfisken og Kjæmpeslangen i Havet, Uhyrer der udspye Sot og Syge. Astronomerne have udmaalt deres Baner, seet dem i deres dampende Pels, som de løse, idet de nærme sig Solen, og lade følge efter sig som et langt Gevandt!« »Var jeg Mand,« udbrød Bodil, »jeg troer, jeg kunde lade mig henrive af Videnskaben, og i den er dog Intet saa stort, saa herligt, som Astronomien! Hvor Du er lykkelig!« sagde hun til Broderen.

»Den er jo ikke min Videnskab!« sagde han alvorligere, der laae noget Sørgmodigt deri.