X.
Idiotbarnet. »Bareske Alako.«

Bodil og Niels Bryde gik hen over Heden mod Kratskoven, Hvaps, gulbruun som en velbagt Kommenskringle og let som en Hind, sprang foran, tilfreds fordi den skulde ud, det saae man i de kloge brune Øine og i Bevægelsen med Halen, der er Hundens Smiletøi.

»En prægtig Hund!« sagde Niels Bryde, »og ham skulde jeg have ladet døe, komme i den sorte Gryde, som man kalder det i Legen! nei, han skal springe og fornøie sig endnu en Tid i denne lyse Verden!«

»Hans Liv kunde have kostet os dit; jeg veed det! saaledes at springe ud i Søen, Du kunde have kommet under Damphjulet!«

»Nei, jeg sprang ud bag ved det. Jeg kan nok holde mig oppe et Qvarteers Tid i rolig Sø, som det var; jeg vidste at man ikke lod et Menneske drukne, man turde det ikke engang for Lov og Ret, der var ikke Noget at vove ved det. Og i et saadant Øieblik gjør man ikke Reflexioner, man vil - og jeg vilde beholde Hvaps!«

»Hvor megen Forstand har ikke et saadant Dyr, tidt mere end mangt et Menneske! Det er forunderligt at tænke, at en saadan Skabning kun fik sin Tilværelse for dette Liv. Den kjender Hengivenhed og Troskab, har komplet Dyder; her er dog mere end kun Instinktet!«

»Hvem lover og sikkrer Dig mere Udødelighed end Dyret!« sagde Broderen med et Smiil.

»Det gjør min udødelige Sjæl! det gjør Religion og Bibel!«

»Og Du er vis i din Sag?«

»Jeg har aldrig tvivlet! jeg er forvisset om at jeg skal igjen opstaae!«

»Som hvad? det er Spørgsmaalet! I Verden her gaaer Alt tilgrunde og gjenfødes i nye Skikkelser, men ikke som Du tænker Dig det, nei, ganske anderledes! Der er et evigt Kredsløb: Chemien beviser os, at de samme Materier findes i alle skabte Ting, og at de i deres Sammensætning yttrer den eller den Kraft, og blive saaledes enten en Steen, en Plante eller et Dyr, der, naar det har naaet sin Bestemmelse her, igjen opløses og giver Stofferne tilbage!«

»Og Sjælen gaaer til Gud, som gav den!« sagde Bodil. »Din megen Lærdom kan ikke omstyrte Troen!«

»Det er egentlig en uendelig Hovmod af os Mennesker at ville leve evig, og det med Tanke og Bevidsthed. Hvad giver os Ret dertil? Mon vel vor Kløgt, vor Udvikling? Seer Du den Myretue, selv gav Du mig engang den første Lærdom om disse Smaadyrs Kløgt, og at Tuen er ingen planløst gjennemrodet Jordklump; og nu Bierne, vidste de ikke alle, længe før nogen Mathematiker, at Sexkanten er den Form, der ved Sammenstilling indtager det mindste Fladerum, og byggede efter den deres tusinde Celler!«

Bodil saae alvorligt paa ham. »Du har Ret og dog ikke ganske Ret! Dyret selv var fra Skabelsens Tid udviklet heelt i alle dets Evner, det naaer i sin korte Levetid fuldelig til sit Maal her, Menneskene derimod vinde i Kløgt gjennem Slægter!«

»Hvor høit troer Du vi staae over Ægypter og Indier?« sagde Broderen. »Vi Alle have samme Begrændsning som Dyret, Alt eftersom Stofferne ere blandede!«

»O Du, med dine Stoffer! Du gjør os til Maskiner! Du siger Ting, Du ikke mener, Du vil kun ved din Kløgt vise hvor høit Du staaer over mig, men i Troen, haaber jeg, staae vi lige!«

»Der staaer Du høit over mig, ja høit over Sandheden, heelt inde i Overtroen!« - Med Eet standsede han og saae sig omkring.

Hvaps spidsede Ører, holdt Halen ubevægelig, jog derpaa i en Fart hen mod en lille Høide af opgravede Lyngtørv, og nu gjøede den. De nærmede sig Stedet, og underligt nok, det af Niels Bryde sidst udtalte Ord »Overtroe« vilde, for andre end de To, let her kunde have gjort sig gjeldende.

Nede i Jordhullet laae eller stod en ganske underlig Pusling i blaat Skjørt; et laset rødt Klæde var bundet om Livet, en gammel rød Nisse-Hue sad paa det uformelige store Hoved; smaa sorte Øine stirrede glindsende fra det brunrøde Ansigt, som det mørke Haar hang i Tjavser ned om, og en uforstaaelig Lyd blev udstødt.

»Hvad er det?« udbrød Niels Bryde.

»Er det et Menneske?« sagde Bodil.

»Ja, et bit' Menneske!« svarede en Stemme tæt ved. »Det er min lil' Knaspert*), sølle Veivan**)!« og op fra Gyvel og Buske reiste sig besværligt en høi, stærktbygget Kone. Niels kjendte hende, det var Tatersken med sit Idiotbarn; den stakkels vantrevne Menneske-Skabning havde hun lagt i Hullet ved Lyngtørvene, idet hun fornam sig »et bitt' Korn ilde«, hun var stukket i Foden af en leed Orm, Benet var hovnet op, og det rev i det, saa at det havde klemt hende om Hjertet; nu havde hun lagt vaad Jord om, og den, meente hun, trak nok, til Sol gik ned, det Ilde ud af Benet; men over hendes brune Ansigt var et sygeligt Skjær, Øinene havde et Udtryk af Smerte, og da hun løftede Foden var denne og Benet svært opsvulmet.

»I kan ikke blive her paa Heden,« sagde Niels Bryde; »kom til Præstegaarden; ja, derhen er for jer ikke saa kort, men vi ville hjelpe!«

I Lyngen havde hun ligget saamangen Nat, sagde hun og begyndte, idet hun mærkede Deeltagelse, at tale mere ind i Folkedialekten uden saa mange Tilsætninger af hendes eget Sprog. Ude eller inde var lige fedt, meente hun, men foretrak dog at være inde nu da Kulden kneb hende i Lemmerne.

»Kan Puslingen gaae?« spurgte Niels Bryde.

»Ak!« sagde Konen, »han er mere ildefaren end jeg! han er mulo***) i Fødderne; han kommer aldrig igang, jeg maa være Been for ham. Det er jeg nok nødt til!«

*) Dreng.**) Ven.***) Død.

Konen kunde neppe bære sig selv, mindre Drengen, hun bad dem imidlertid at binde sig sin »Knaspert« paa Ryggen, og meente da at hun nok kunde humpe efter; i Loen vilde hun kunne sove tør, thi Regn vilde der falde til Natten, det fornam hun i sin store Taa paa den friske Fod.

Barnet kunde hun ikke bære, saa tog Niels Bryde det paa sin Arm.

»Han er tung!« sagde han.

»Der er Fyld i ham,« sagde Konen; »dog er han kun lille af en ti Aars Dreng!« Kroppen var som et Barns paa fire Aar. Sine sorte, glindsende Øine fæstede Idiotbarnet stivt paa Niels, og i Fornemmelse af at man ikke vilde gjøre det Fortræd, lukkede det Øinene for at sove.

Konen humpede i Smerte med, men et Stykke fra Huset sank hun i Knæ og laae afmægtig. Bodil løb efter Folk og efter Vand og Eddike; Konen bragtes ind i et lille Kammer ved Stalden, hvor Seletøiet gjemtes, en gammel Dyne blev lagt under hende, Foden badet og indsvøbt, og da denne samaritanske Gjerning var øvet og en af Pigerne sat til at hjelpe Drengen, som man havde givet Grød og Melk, selv kunde han ikke magte det, forlod Broder og Søster Kammeret.

Musikant-Grethe kom just Dagen derefter over i Præstegaarden, og som engang de vandrende Troubadourer i Provence, havde hun Harmonikaen med, desuden sit Næstsødskendebarn »lille Karen«, der skikkede sig saa vel hos Byfogedens, hvor hun havde tjent først som Barnetøs, men nu gik tilhaande inden Døre. Som Lille havde Karen været en sand Spillop, nu var hun Aar for Aar blevet saa eftertænksom; dermed meentes tungsindig. Det hørte ikke til den unge Alder og gik vel over! For at muntres lidt var hun sendt her i Besøgelse, og saa kom de To over til Præstegaarden. Alle syntes de godt om lille Karen, men snaksom eller fornøielig var hun slet ikke.

De traadte ind til den syge Taterske; lille Karen madede Drengen, der teede sig som et fireaars Barn, Musikant-Grethe tog frem sin Harmonika, drog i den til en Melodie, og den Lille stirrede mere og mere forundret, og der kom et Smiil om Munden, han udstødte et glad Hyl.

»Han leer min Grumsling!« sagde Taterkonen, »der er en rar Klang i den tjeiko!*) hvorfra har Du den?«

»Den har jeg havt i mange Aar,« sagde Musikant-Grethe, »den er et Arvegods. Den er min Fryd og Glæde; med den kan jeg spille mig ordenlig rask naar jeg ligger syg tilsengs. Maaskee hjelper den ogsaa Dig!« og hun spillede flere Stykker. Sandelig man skulde fristes til at troe, at der virkelig laae Lægedom i disse Toner; Tatersken blev livligere og snaksom; Musikant-Grethe havde Fornøielse af sit Instrument.

»Den kan lyde langt over Heden, den er som en god Ven, man har, der kan tale med En! Du siger ikke saameget, lille Karen!« sagde hun spøgende til sit Næstsødskendebarn, »det har Du vænt Dig fra; men det er ingen god Vane! Nu skal vi have En med Peber og Salt!« og hun spillede en lystelig En.

Siden efter humpede Tatersken ind i Kjøkkenet. Hævelsen i Foden var faldet, Feberen borte. Folkene talte til hende om det lede, omvandrende Liv, og Skiftingen, hun bar, han var nok en Trold, forbyttet var han, sagde de.

»Øinene ere hans Faders!« udbrød Qvinden i et dem tydeligt Sprog, og forklarede, hun vilde nu ud af Landet igjen, for at træffe sammen med sin Mand, der ogsaa som hun var af det rette Blod; han havde dernede i Bøhmen og Wallachiet været en mægtig Fører, og havt Folk at byde over, flere end nogen Herre paa en Jydsk Herregaard, men han var sat i Hullet uden al Skyld dernede i Østerrige; imens var hun med sin syge »Knaspert« draget Nord paa, hvor hun var født i Skovkanten hos Ma-Krokone, jo hun havde været her før, hun kunde ogsaa Sproget, saaledes som hun kunde det.

Alle hørte de paa hende; Bryggerpigen udtalte sin Forfærdelse over at drive om som en vild Fugl uden Tag over Hovedet, og Musikant-Grethe spillede en Sang, hun kunde om »et Slot i Østerige«, derhen var det jo Tatersken vilde.

Lille Karen skulde afsted for at komme betids hjem, Musikant-Grethe vilde gaae et Stykke med, hun søgte efter sin Harmonika, den havde været lagt paa Hylden tæt imellem de to store Leerskaale, *) Gjenstand, Ting. der hvor hun tidt havde stillet den, men nu var den borte.

»Jeg har den ikke!« sagde Tatersken, »søg alt mit Tøi igjennem!« og hun løftede sine Skjørter høit til Forfærdelse for Pigerne.

»Den maa være gjemt et Sted, lagt hen, for at skaffes bort!« sagde Niels Bryde, og i alle Gjemmer søgtes forgjæves.

Lille Karen blev syg, hun var hvid som et Liig, stakkels Musikant-Grethe havde megen Sorg paa een Gang; dog lille Karen kom sig, men Musikant-Grethe fandt ikke sin Harmonika.

I Morgenstunden drog Tatersken bort med Grumslingen. Hun kom forbi Huset hvor Musikant-Grethe boede, den Stakkel havde ikke sovet hele Natten, hun havde virkeligt mistet det Kjæreste og Bedste, hun eiede, det der var Liv og Leven for hende. Hun stod i sin Dør, saae paa Tatersken og spurgte med bedrøvet Stemme: »Har I taget den? Giv mig den igjen! den er mig mit Barn, min Trøst og Glæde. Jeg spillede for at gjøre Jer Lille glad, for at lette Jeres Tanker! vær som et christent Menneske imod mig, gaae ikke bort med al min Rigdom!«

Tatersken saae paa hende med et Griin: Vel var hun en puro*), sagde hun, men hun gav sig ikke af med purra**). Hun satte Barnet paa Jorden, reiste sig i hele sin Høide, og svor at dersom Tyvekosterne fandtes paa hendes Krop, vilde hun raadne op i Snurren***). Drengen vilde hun ikke bære mens hun gjorde den Eed; det var hendes Prædikant-Tro! sagde hun.

En halv Miil derfra, inde paa Heden, satte hun sig, og løste Idiotbarnets sammenbundne Been. Mellem disse havde hun snørt en Gjenstand, viklet ind i en Las; hun tog den frem, saae med speidende Blik hen over Heden, til alle Sider, smilede derpaa og tog Harmonikaen frem. Ikke paa hendes Krop, men paa Barnets hang den, der hvor man neppe vilde søge, mellem dets visne Been. Hun drog den ud - den gav en skarp Lyd, der øieblikkelig syntes at forskrække hende, men snart fik hun de fulde, vexlende Toner; hun loe derved, ogsaa Drengen plirede fornøieligt med *) Gammel Kjærling. **) Stjæle. ***) Tugthuset. Øinene. Hun legede med sit Barn, kyssede det inderligt, spillede igjen for det - men da hun saae op, stod Hvaps, Hunden, lige foran og fæstede sine Øine stivt paa hende. I et Nu skjød hun Harmonikaen ind i Lyngen, fløitede med Munden, og begyndte derpaa en Art Syngen, der efterlignede de udholdende Toner af Instrumentet, som om det var det der hørtes; nogle Lyngbuske knækkede hun, for at mærke sig Stedet. Stemmen løftede hun høiere og høiere, saae frem for sig om Ingen kom, og rigtig - hun opdagede Niels Bryde. Han var gaaet paa Jagt, tidligere end hun forlod Præstegaarden. Han kom nærmere, hun vedblev sin Harmonika-Sang for Barnet.

»Vi spille Instrumentet!« sagde hun, idet Niels Bryde stod foran hende. »Var det ikke saa den klang?«

»Lidt bedre!« sagde han. »Hvor har I lagt den? Hvor er Tyvekosterne?«

»Jeg Stakkel!« sagde hun; »I vil dog ikke at jeg usselige Qvinde skal klæde mig og Ungen af] I finder dog Intet!« - Det var alt det Forstaaelige, han fik ud af hendes Tale, som denne Gang gik mere op i et ukjendt Tungemaal. Hun vilde klappe Hvaps, der knurrende nærmede sig. Niels gav Hunden et Tegn at finde og bringe det Skjulte; den snusede rundt om.

»I fortjente et godt Livfuld Bank, I nedrige Qvindemenneske!« udbrød Niels; »saaledes lønner I Gjestfrihed! Veed I ikke at det her er meget mere, I har taget, end et Lam eller et Par Gjæs! I har taget det, jeg veed det! - En fattig gammel Kones kjæreste Eie, hendes eneste Fortjeneste! Den er her! jeg hørte den klinge, I aber for slet efter! - og see der! Hvaps skraber i Lyngen, han viser os Tyvekosterne!«

Harmonikaen blev fundet. Et Skub mod Qvindens Skulder og et haanlig: »pak sig!« var Straffen, hun fik, med det Tilføiende: »kom aldrig mere til Præstegaarden naar jeg er der! for saa skal hun smage Ridepidsken! Præsten selv er hellerikke til at spøge med, og Herredsfogeden har vi ikke langt borte!«

Tatersken grinede, fæstede sine mørke Fugleøine haanlig paa ham, sagde vel ikke et Ord, men denne Grinen, dette Blik tirrede Niels Bryde.

»I leer!« raabte han, »vogt Jer! jeg skal lære Eder hvad det vil sige at tage en Fattigs Eneste og Bedste - !«

Fra hende kunde han Ingenting tage! sagde hun haanlig udfordrende; hun havde Intet, han gad løbe med!

Niels forstod hendes Ord, en Tanke lynede op i ham:

»Det Kjæreste og Bedste, I har, det Eneste - vil jeg tage!« og han greb hendes Barn, tog det paa sin Arm, kastede Geværet over Skulderen og gik.

»Min Grumsling!« skreg Qvinden, strakte Hænderne ud og hylede om at faae sit Barn tilbage. Han stødte hende bort, hun saae paa ham med et Blik, som den tirrede bundne Rovfugl kan see; »rakk dero!«*) mumlede hun neppe hørligt. Hendes Øine mødte Niels Brydes, det var som forstode de hinandens Villie. Hun kastede sig ned til Jorden, han gik, i heftig Opblussen, afsted. Barnet lagde udeeltagende sit tunge Hoved til hans Skulder.

Han var gaaet et Stykke, hans Byrde blev ham tung, han standsede, saae tilbage, der var kun Heden at øine, ikke Tatersken; var hun blevet eller gaaet videre? Havde han taget Feil deri at hun ikke vilde slippe sit Barn men snart komme for at hente det? overlod hun ham denne Fangst? det var et deiligt Jagtbytte at bringe hjem! Han betragtede »Grumsling«, der just slog de sorte glasagtige Øine op og saae paa ham. Da kom ham i Hu hans hæslige Drøm, hvorledes dette Utyske med Flagermuus-Vinger da knugede sig fast og overmandede ham. Det gjøs i ham; uhyggelig, væmmelig blev ham den Skabning, han slæbte paa. Han var ved at kaste den, da Tanken om, det har hun ventet, det stoler hun paa, holdt ham tilbage. Han vilde overvinde sig, ikke lade sig paavirke af en Drøm; hun kom sikkert! Moderfølelsen vilde nok drive hende! Rask gik han fremad og stod ved Præstegaardens Have.

Bodil traadte just ud af Laagen, og saae med Forundring og Forbauselse paa Broderen; han klarede hende Sagen, hun rystede med Hovedet over hans heftige Sind, smilede derpaa og trykkede hans Haand. Tatersken vilde komme og hente sit Barn, meente ogsaa Bodil, og tilføiede: »kommer hun kun ikke til Natten og *) »Vogt Dig!« gjør Fortræd her paa Gaarden! hun er af et hævngjerrigt, ildesindet Folkefærd! vi maae passe vel paa!« - - Ikke strax vilde de tale til de Gamle om den Sag.

»Du troer dog ikke, at Mennesket kunde falde paa at stikke os Ild paa Gaarden?« udbrød Niels.

»Vi ere i Guds Haand!« sagde Bodil; dog i en Angest, som hun ikke udtalte, førte hun ham med Idiotbarnet ind i sit eget Kammer.

En Time gik, og atter een, der kom ingen Taterske. Efter Middagsbordet betroede Bodil det til Moderen, der blev aldeles forfærdet ved at Niels saaledes havde bragt dem denne Ulykke i Huset. Køerne vilde nu nok lade være at give Melk, Hestene fik vist Snive og Kuller - ja Menneskene selv, hele Gaarden; det var jo forfærdeligt!

Bodil maatte anvende al sin Veltalenhed, Bibelens Trøst - og endelig den Overbeviisning, som hun og Niels havde, at Tatersken ikke slap sit Barn; »Præstemoder«, der aldrig havde anden Tro og Mening end hvad Fader og Børnene havde, lod sig da nogenlunde trøste, ja lovede, indtil videre, ikke at tale derom til Fader eller til nogen Anden i Gaarden.

Niels fortrød at Heftigheden saaledes var løbet af med ham, men vilde ikke tilstaae det engang for sig selv. Speidende søgte han rundt ude om Gaarden; Bodil fik det Hverv at bringe Musikant-Grethe Harmonikaen, hen paa Eftermiddagen gik hun over til hende.

Døren var lukket, indenfor syntes stille og uddødt. Bodil bankede paa, Ingen svarede. Da tog hun Harmonikaen, spillede nogle Toner under Vinduet, stærkere og stærkere; da viste sig ved Ruden et Ansigt. Det var Musikant-Grethe; hun var, som hun sagde, af Sorg gaaet iseng, men blev nu glad kaldet op. Hendes Henrykkelse var stor; hun trykkede Harmonikaen til sin Mund, kyssede den saa inderlig:

»Min lille Sangfugl! min egen Violin! o Jomfru, hvor har De gjort mig gamle Menneske lyksalig! - Hvor var den dog, hvor fik De den?«

Og Bodil sagde hende at Tatersken havde stjaalet den, og at Niels havde faaet den fra hende ude paa Heden.

Seent paa Aftenen, da alle Gaardens Folk vare tilsengs, havde man endnu ikke fornummet noget til Tatersken; skulde hun virkelig være glad ved at have sluppet sin Byrde? »Grumslingen« havde spiist og drukket vel, den sov nu og drog hæslig rallende Veiret i Bodils Kammer. Der var noget Uhyggeligt ved det Hele; hvad vilde Natten bringe? Phantasien omklamrede Niels et Øieblik, saa fast, saa ængstende, som Skiftingen havde gjort det i Drømmen; men snart rystede han denne Fornemmelse af, »man har jo Øine og Øren,« sagde han sig selv, »jeg skal nok holde saadan en Fjende fra Huset!« Han undersøgte sin Bøsse, tog dertil frem en forsvarlig Stok; sove i Nat blev der nok ikke meget af.

Alt udenfor var stille. Efter Midnat hørtes Uro af Hunden. Niels aabnede Vinduet - det var smukt maaneklart, Intet rørte sig udenfor. Hunden knurrede; Niels gik med sit Gevær sagte ud i Haven, speidede rundt om, traadte ud paa Marken, Alt var stille og lydløst, kun en Fugl skreg langt borte. I Bodils Kammer saae han Lys tændt, heller ikke hun sov. Han ærgrede sig; var Taterqvinden nu pludselig traadt frem, hans heftige Sind havde igjen brudt løs. Mere end en Time blev han lyttende der udenfor.

Halv afklædt havde Bodil lagt sig paa Sengen; hun kunde ikke sove, hun saae hen paa Idiotbarnet, dette laae med aabne Øine og stirrede som et gammelt Menneske paa hende, det var hende ikke et Barn. Hun sprang op, klædte sig paa og gik ud i Haven; Dagningen skinnede allerede. Niels var nyeligt gaaet til sit Værelse. Bodil kom hen imod Gjerdet og der - tæt udenfor, op til et gammelt Piletræ, stod Tatersken.

»Jomfru!« sagde hun, dæmpende Stemmen, »raab ikke høit! - Vær god mod mig Stakkel!« hun strakte Hænderne ud, og saae med et inderligt bedende Ansigt paa hende. »Mit Barn har I! det er ikke Gaarden til Gavn eller Glæde! lad mig faae det, jeg er nu saa vant til det, jeg kan ikke stavre frem uden jeg har den Bylt at bære! det er som mit syge Been, hvor svært det er mig, jeg kan dog ikke lade det hugge af!«

Det var hvad Bodil forstod af hendes dæmpede Tale, der lød mere ublandet end ellers, som for at blive forstaaeligere, men dog ikke var uden Indblanden af enkelte fremmede Ord og Udbrud.

»Ja, ja!« sagde Bodil, med ligesaa dæmpet Stemme. Hendes Hjerte bankede stærkt; hun gjorde vinkende Tegn til Qvinden. »I skal faae det! min Broder vidste at I kom efter det; men han vilde lade Eder prøve hvad det var for den stakkels Musikant-Grethe, at miste det man inderligt holder af!«

Og Bodil gik ind, tog Skiftingen op af Sengen, svøbte Tøiet om den, fik noget Brød og et Stykke Skinke, og stod dermed snart igjen ude hos Taterqvinden, der i heftig Glæde greb sit Barn, kyssede det, snørede sig det paa Ryggen, og med Tak og funklende Øine vandrede afsted mod Nord-Ost, ad Skoven til. Hvorhen? - Igaar gik Vandringen herfra i modsat Retning hen over Heden; var hendes Gang uden Tanke, gik hun som Vinden blæste? Nei, i det eneste korte Blund, hun siden igaar havde nydt, havde en Drøm, eller hendes Phantasie, igjen belyst for hende Eet fundet og vundet, Eet der særlig drev hende op til disse Egne hvor hun var født. Til bestemte Tider, ret som Trækfuglen, men hos hende med Aaringers Mellemrum, kom hun herhid, naar Drøm eller Tankesving indgav hende det; her alene, det var hendes Forvisning, var det at finde, som kunde hæve Troldmagten der knugede hendes usselige Barn.

I den søndre Skov ved Silkeborg, hvor den Gang Landeveien gik vesterpaa, stod da et gammelt berømmeligt Træ, Skovens ældste Dryas, Almuen kaldte det Ma-Krokone, et Navn det havde fordi det i sin Væxt lignede noget en menneskelig Skikkelse: tykt nede ved Roden, lidt høiere oppe smalt, ligesom Been, derpaa uformeligt tykt i Stammen, det var Maven; oven over den kom to vældige, udstrakte Grene, det blev Armene, saa løftede sig Stammen med den udbredte Krone. Qvæghyrderne tyede herhen i ondt Veir, og da Egnen rundtom var ubeboet, blev her af de Kjørende søgt Bedested, ja endogsaa Natteqvarteer. Der var godt Tilholdssted hos Maren Krokone, eller Ma-Krokone, som det udtaltes. Flere Mennesker kunde i Skylregn være her i det Tørre.

Derhen gik Tatersken, der var hun født, der var maaskee tabt og muligt at finde den Frelsens Skat, hun søgte, som var hende mere end alle de Skatte, Peer Guldgraver ikke fandt; her eller i Dybdal maatte den findes, skulde den findes, det vidste hun af sin »Madrum«*), der var af ublandet Taterblod, en ægte Datter af Slægten fra Himalaja.

Det er først i de sidste Aar, ved dybere Undersøgelse af Sprogene og Kjendskab til Indien, at det er godtgjort, at denne vandrende Slægt er Afkom af et indisk Folk, at deres Sprog nedstammer fra det meest fuldendte af alle Sprog: Sanskrit. Fra Himalaja, fra Egnen om Ganges, kom disse Landets Urfolk, fortrængte af Hinduerne og agtet ringere end Kasten Sudras. De vandrede ud fra Landskabet Assam, hvis Navn endnu bevares af dem i Sagnet om Hjemstavns-Byen Assas i Landet Assaria; derhen vil engang, det er det eneste religieuse Sagn, denne ulykkelige Slægt eier, Alako føre dem. Baro Devel: den store Gud, sendte til Jorden i Menneskets Skikkelse sin Søn, Alako, for at aabenbare og skrive Love, og da det var udført, steg han igjen op i sit Rige, Maanen, hvorhen han kalder de Døde. Alakos Billed er en opretstaaende Mand, der holder i sin høire Haand en Pen, i sin venstre et Sværd; indskaaret i en Steen, stor som en knyttet Haand, Bareske Alako kaldet, gjemmes den af hver mægtig Taterhøvding.

Et saadant Gudebilled havde Taterkonens Moder baaret og bevaret; men heroppe i Jylland, da hun fødte sin Datter, var det under Ma-Krokones grønne Tag, eller i Dybdal, tabt, forsvundet og aldrig fundet igjen af hende. Hun var en rigtig Madrum med Guldmønter i sit Haar, Kniv i Beltet, og med mere end Svovl og Dyvelsdræk i Lommen; der laae Stenen med Alako's Billede. Vester fra kom hun og Manden; de havde Natten forud sovet i en eensom Gaard paa Heden i Dybdal; hun følte sig ilde, det gik vel over, tænkte hun; de droge mere østerpaa for at træffe Venner, der havde sat dem Stævne. Hun støttede sig paa Manden, orkede frem til Ma-Krokones Tag, og her fødte hun sit Barn. Himlen var overtrukken, Skoven tæt, det var mørk Nat; hun greb efter Alako's Billed, den svære Steen, hun altid bar hos sig; den var borte! Hun havde følt sig saa tung og besværlig paa Vandringen og ikke fornummet Øieblikket, den tabtes. Skrækken herover oplivede hende, hun fornam sig med Eet ved alle sine Kræfter, søgte rundt om, Manden tændte en stor Ild, der lyste ind i Skoven; hun vilde *) Moder. afsted, tilbage den Vei, de havde gaaet, hen til Gaarden, hvor de sidst overnattede; men Fødderne svigtede hende, og det var den mulmmørke Nat.

Først næste Dag, henimod Middagstid, kom hun i Gang, sin Nyfødte bar hun paa Ryggen; det blev en tung, langsommelig Vandring for hende og Manden. Luften var lummer idet de fra Skoven steg hen over Jordaasen; der kom en stærk Røg af Lyng, og fra Høiden saae de, at nede i Dybdal var Hedebrand - den skjød fremad, gjorde imellem et Spring, tændte Enebærbuskene, der øieblikkelig blussede op. Ilden omspændte hele Strækningen dernede, hvor Gaarden laae, de søgte til. I Skumringen flammede Ilden som om hele Dalen brændte, og det vilde den, til Mosen satte en Grændse, eller Sandjorden ikke længer frembød Brændstof. Røgen bredte sig, Luerne fore frem, drev Urhøns, Harer og altslags Vildt foran sig mod de To, der langsommelig skred fremad. Flammerne lyste rødt op i Røgen og hen over Vandstederne. De sølle Folk rundt om vare ilde tilsinds, derom havde »Madrum« tidt fortalt; de overfaldt voldelig og morderisk de To, paastode, at de vare Skyld i Ulykken, havde antændt Lyngen; de sloge og lemlæstede Tateren, saa det blev hans Død, Hustruen, med sit ikke døgngamle Barn, blev taget fast, sat i Aar og Dag i Viborg Tugthuus, ganske uskyldig, naturligviis - ! Alt dette vidstes fra Moderen selv, hun, der havde baaret Taterqvinden, som nu bar og altid bar sit Idiotbarn. Da Moderen kom ud fra Viborg, søgte hun strax til Ma-Krokone, det gamle Træ, derfra gik hun gjennem Skoven over Høiderne ned i Dybdal til Gaarden der, men fandt intet Gudebillede, drog saa for altid bort fra det danske Land; men hendes Bortgang var som en fornem Frues Reise, havde hun sagt. Vesterpaa gjennem Sandegnene ved Havet blev Veien lagt; der var hun kommet ikast med Gjøglere, som havde Abekatte og en Kameel; høit paa Pukkelen af den sad hun med sin lille Pige nok saa stoltelig øverst paa Bagagen, med Tromme og Trompet, med Abekatte for og bag; Kamelen bar dem langsomt skridende frem i det dybe Sand. - Datteren voxte til, Moderens lynende Øine havde hun, og Haaret saa sort som en Skovsnegl; hun fik sig en Kjæreste og blev hans Venneviv; Moder og Datter mødtes ikke i mange Aar; men da Datteren bar sit syge Barn: Grumslingen, der saae ud til at blive ilde for alle Tider, traf de sammen ved Donaustrømmen, under Valdnødtræerne, nede i det Serbiske; og Madrum gav hende Raad, fortalte om den tabte Bareske Alako, om Ma-Krokone og Alt, hvad vi her have hørt; hun forklarede hende saa grangivelig hvert Sted og hver Vei heroppe, at den var hende som kjendt og gaaet før. En Drøm styrkede hende i Haabet om Hjelp for sin »Knaspert«. Hun drog op til Jylland, til Silkeborg-Egnen i Søndre-Skov. Ma-Krokone stod der, men dens Krone var faldet, dog saae man hele den mægtige Træbul, Fødderne, Maven, de udbredte Arme, endnu et Tilflugtssted for Hyrderne og de Veifarende. Men ikke her og ikke i Dybdal var at finde, hvad Tatersken søgte. Aar og Dag varede det første Ophold i disse Egne, nu var det for tredie Gang hun kom her.

En Storm havde afrevet de to udstrakte Grene; uden Arme stod Ma-Krokone, et underligt udbovnet Spøgelse-Træ. Med Mod og Fortrøstning, som var det først denne Morgen at Skatten gik tabt, begyndte hun at søge og grave i Jorden - forgjæves! Her var den heller ikke tabt, i Dybdal var Findestedet, og der var den fundet for mange Aar tilbage - endnu iforgaars, da hun tog den stakkels Musikant-Grethes Harmonika, stod hun den nær, som kunde have givet hende hvad hun søgte, og vilde have givet hende det, om hun vidste, hvilken Betydning det havde for denne usselige Qvinde. Lille Karen, der gik saa eftertænksom, var jo fra Dybdal, fra Fattigmands Huus, hun havde som Lille fundet der den mørke Steen med den underlige Indgravning; hendes Moder sagde, at den var en Troldklump og at der var Lykke med stiltiende at gjemme Sligt; i Aaringer havde den nu ligget i hendes Skriin - og det saae Tatersken ikke i sine Drømme og Tanker.

Hun gravede en Halvkreds om Træet, aftørrede og betragtede hver Steen, hun fandt; Grumslingen sad i de nedfaldne visne Blade, hun havde samlet i Hob; han var tvær og ilde i Sindet, brummede og udstødte, som han kunde det, Skjænd og vrede Ord, indtil en Fugl skreg fælt ovenover ham; saa taug han og saae med lurende Blik, som Katten seer, idet den vil paa Rov; men Taterkonen søgte, og - som vi veed - forgjæves.