XI.
Ufred i Hjemmet. Silkeborg bygges.

»Hvor hjelpeløst, hvor elendigt er dog dette Barn!« sagde Bodil, beklagende den stakkels Taterqvinde og hendes levende Byrde. »En saadan usselig Skabning vilde reent omkomme, var ikke Kjærligheden saa uendelig stor hos Moderen!«

»Det er en Drift,« sagde Niels; »den er ikke mindre hos Dyret, end hos Mennesket. Hønen kjæmper for sine Kyllinger; Ørentvisten, ja, forsøg kun at sprede hendes Unger omkring hende, hun vil samle dem igjen. Det er Driften, eet af de store Drivhjul i Maskineriet! Du seer paa mig! ja, tro dog ikke, at vi ere andet! Det er ved Sammensætning af Stofferne, det hele Kunstværk fremkommer!«

»Jeg forstaaer Dig slet ikke,« sagde Bodil; »og jeg bryder mig heller ikke om det!«

»Men det skal Du,« sagde Niels; »man bør vide, hvad der kan vides, og hvad et oplyst Menneske bør vide!« og han begyndte at fortælle om Urstofferne, hvoraf, sagde han, kjendtes henved een og treds, der ikke lod sig blande; »Livets egentlige fire Elementer er Ilt, Brint, Qvælstof og Kulsyre -«

»Det er meget muligt,« sagde Bodil med et Smiil; »jeg forstaaer det ikke! Du er blevet saa forfærdelig lærd, og det skal jeg jo ikke være!« Hun vilde ikke fortsætte denne Samtale, men høre paa ham maatte hun. Der laae tilvisse noget Lokkende i alt dette Nye og i hele hans Veltalenhed; han udviklede Tingenes evige Kredsløb, fortalte, at de jordagtige Dele, der ved chemisk Opløsning steg ind i Planten, forarbeides der til Næring for Dyret, som derved igjen blev Fødemiddel, Varmestof for Mennesket; Alt trængte til Varmen, det satte Maskineriet i Bevægelse, Delene vendte siden under Opløsningen tilbage, og Gasarterne gik til deres Udspring.

»Og Aanden til Gud!« sagde Bodil.

»Til det store Hele, Guddoms-Altet,« udbrød Niels, »den gamle Pan, som Grækerne troede bliver den Sidste, der overlever Guderne!«

»Hvad er det for en ugudelig Snak, Du staaer og fører!« sagde med alvorlig, stærk Stemme den gamle Japetus Mollerup, der var kommet til og havde hørt en Deel af det Sidste, uden at blive bemærket. »Luk ikke Døren op for Djævelen, saa har vi ham strax med al hans onde Gjerning!« - Med mørk Mine saae han paa Niels og gik.

Men endnu samme Aften fornyedes Samtalen mellem Niels og Bodil; hun var bedrøvet, Broderens Yttringer laae ængstende i hendes Sind; hun vilde saa gjerne i det Sagte kun fornemme den ungdommelige Lyst til at vise Kløgt og Lærdom, og derfor, da de sad ene igjen, og han ligesom greb den tidligere Tales overrevne Traad, kunde hun ikke tilbageholde den Tilstaaelse: »Du har i Dag sagt Meget som bedrøvede mig, eller jeg forstod det ikke; det var tilsidst, som om Gud forsvandt for mig i alt det Skabte!«

»Det er da igjennem dette, at vi komme til ham!« sagde Broderen.

»Det er det! og igjennem Aabenbaringen! Jeg forstaaer ikke at tale derom, ikke at udtrykke mig. Mit Hjerte vil og forlanger en personlig Gud, der er mig nær og kan høre mig! Videnskaben stiller ham saa langt fra mig, at han forsvinder. Du, som selv vil forkynde Guds Ord og lade det lyse for Menneskene, grib ikke Videnskabens Lygtemand, den, der leger og fører i Afgrunden. Riget af denne Verden og Riget af hiin Verden, troer jeg, staae hinanden modsat, og man maa enten vandre den ene eller den anden Vei!«

»Jeg troer, det er ganske venlige Naboriger; de komme ikke i Strid, men deres bornerede Grændsebetjente komme det, fordi de savne den sande Oplysning. Lad os bare stræbe at finde Sandheden og holde os til den, da vil de gamle Myther og Historier falde hen til hvad de ere!«

»Jeg frygter for, at Du i din Søgen efter det, Du kalder det Sande, gaaer en syndig Vei ved at ville være Præst; tænker Du, som Du nu taler, da vil Du gjøre Fortræd og give Forargelse for Mange! Du tør ikke vælge Prædikestolen!«

»Det har jeg selv tænkt!« sagde Niels med et Smiil, »Du er meget nær ved mine Tanker!«

»Den Gud, Videnskaben viser mig, er formløs!« udbrød Bodil; »den er alene Forstandens og Villiens Kraft; saa stor, at jeg ikke tør holde mig til den; min Natur forlanger den christelige, levende Gud, med Øine for mig og Verden, med Øre for mine Glæder og Sorger. Naturkraften i sin ordnende Forstandighed kan ikke fornemme mig og min lille Verden i og om mig; jeg bliver Intet i de store Loves Kreds!«

Der var, syntes Bodil, traadt frem et nyt Element hos Broderen, Drilleriet; saaledes vilde hun helst optage det. Med haard, uskaansom Haand, syntes hun, greb han ind i Alt, hvad der var hende helligt og uantasteligt; og vistnok, der er i os Mennesker tidt ligesom en dæmonisk Magt; det vil sige, det Onde i os er stærkere end det Gode; Forfængelighed, Tankeløshed og Mangel paa Skaansel ere Lederne. Niels elskede denne Søster, skattede hendes Forstand og Hjerte; dog just mod disse fandt han ligesom Udløb for de Strømninger, der bevægede sig i hans Sind.

Var den gamle Japetus Mollerup tilstede, førtes vel ikke slige Taler og Foredrag; men det var dog umuligt andet, end at jo det Farvelys, som gjennemstrømmede det unge Sind, maatte ved hver Leilighed skinne frem i Ord og Mening.

»Du har lagt dig nogle underlige Udtryk til, Niels!« sagde da den gamle Præst; »dem skulde Du vænne dig af med!« og sædvanligviis endte det da med, at Niels blev taus eller forlod Stuen. Disse Scener fornyedes, og den stakkels Bodil var den, der maatte høre derfor af Niels: det gik for vidt, han var ikke længer et Barn og havde ikke »Øllebrøds Taalmodighed« til at taale Alt. Jorden var nu eengang ikke flak, og han var ikke Montanus den Anden. Der kom Taarer i Bodils Øine; hun forstod og følte, hvorledes »Fader« og Niels vare i Tanke saa forskjellige - altfor forskjellige - men her maatte og skulde dog Niels give efter for den gamle Mand.

Alt gaaer til en Tid, saaledes ogsaa her. Strauss's Bog om Jesus blev nævnet, og da den gamle Præst, der ikke kjendte den, gav den Navn af »Syndens Vederstyggelighed«, tog Niels den i Forsvar, mildt omgaaende, men dog bestemt, og meente, at det Helligste maatte kunne taale at discuteres.

»Nei!« udbrød den Gamle heftig og reiste sig op, hans Kinder skiftede Farve - og med en noget svagere Stemme tilføiede han: »i det mindste taales det ikke i mit Huus, og her er jeg vel dog endnu Herre!« Bodil saae smertelig bedrøvet hen for sig; Moder rystede over alle sine Lemmer, saaledes havde hun ikke mange Gange seet Fader.

Først Dagen efter kom det til en Samtale imellem ham og Niels.

»I Meget har jeg mærket, at Du er rykket ud fra den gamle Tro og Tænkemaade og revet med Strømmen. Jeg veed nok, at Du staaer inde i den nyere Tid og jeg i den gamle; men der er Noget, der til alle Tider er og bliver det Samme, og det er Sandhedens Rige, og hvor er det at finde renere og helligere end i vor Religions Lære. Bibelen er vor Rigdoms Skat her og hisset; men denne Bog, har jeg mærket, Du ikke saaledes dømmer om i Eet og Alt; Forstandens Hovmod er kommet over Dig, bitte Niels!«

»Der er vist Ingen,« svarede Sønnen, »der mere end jeg erkjender, hvilken Rigdoms Skat der for os Alle ligger i Bibelen; den rummer Tanker for alle Tider og alle Mennesker, saa klart, saa ligefrem udtalt; det er en Livsens Poesie!« - -

»Poesie!« udbrød den gamle Præst.

»Ved Poesie mener jeg ikke Ordets klingende Bjælde, men Hjerteslaget i Glæde og Lyksalighed, i Frygt og Bæven!«

»Tør Du tvivle om, at et eneste Ord i det nye Testament ikke er af Vorherre! - »»den ganske Skrift er indblæst af Gud!««

»Jeg veed at Christus selv Intet har nedskrevet! vi have Alt gjennem hans Disciple, og jeg er forvisset om, at de kunne og ville tale Sandhed; Begivenhederne selv, Alt fortælles eens, men vel paa hver Enkelts eiendommelige Maade; i Evangelierne fremlyse de samme Sandheder, under forskjellige Udtryk; hver Evangelist giver noget af sin Natur med, skulde vi da ikke turde sige at der kan være menneskelig Tilsætning, Ordet selv kan oversættes forskjelligt!«

»Du læser altsaa kun, som Du vil! Religionen vil Du indrette efter din Beqvemmelighed; destilere og fremsætte den efter din Smag og Lyst!«

»Religionens hellige Sandheder lader sig ikke omskifte,« sagde Niels med Alvor og Ærbødighed. »I det Vigtigste, i Hovedsagen, er vi enige; hver som følger vor Troes Lære vil af dens Virkning forvisses om dens Guddommelighed!«

»Hvad er det Vigtigste, hvad er Hovedsagen!« udbrød den gamle Mand, »ikke et Bogstav tør omflyttes eller kastes til Jorden - !« han standsede, der foregik en Kamp i hans Sjæl - og under denne tog Niels Ordet, som om det var en Opfordring, en Nødvendighed at forklare sig.

»Jeg veed heelt vel, at Intet i Bibelen tør forandres efter det tydeligt der givne Udtryk; men Ting blive dog sagte - om end i og for sig uvæsenlige - som ikke ere sande; Jordens fire Hjørner kunne ikke angives paa en Kugle, ligesaalidt tales om dens Grundvold, naar den er fritsvævende; Himlens Befæstning, er ogsaa et forældet Udtryk. Meget kan kun antages som billedligt sagt, som det: at Gud i Rummet sidder paa en Throne, det er jo dog kun Orientens Udtryk for Storhed og Magt! Copernicus beviser os at Josva har talt i Billeder: kunde Sol og Maane med Eet standses paa Himlen, som der staaer skrevet, det vilde da være af en Virkning, som om En greb med fast Haand ind i et kunstigt Værk og standsede et af Drivhjulene; der maatte jo blive Forstyrrelse og Sønderbrydelse!«

»Han som rullede Kloderne ud i Rummet, han skulde ikke kunde standse et af disse Atomer!« sagde den Gamle. »Lærdommen famler, Aarhundreders Vise have modsagt hinanden, men Skriftens hellige Mænd, de i hvem den er indblæst af Gud, havde aldrig Tvivl! - Hvad er det dog der er faret ind i Dig, Niek! Kan Du da ikke begribe, at med de Tanker, og med en saadan Tro, kan Du aldrig og tør aldrig blive Guds Ords Forkynder. Saa sandt jeg lever!« her reiste den gamle Mand sig, hans Kinder blussede, Øinene skinnede, Bedrøvelse og Vrede lyste ud af hver Mine: »bliver Du ikke et ganske andet Menneske, da vil og maa jeg, naar Du engang ordineres, eller agter at træde op paa Prædikestolen, gaae frem og for den hele Menighed spørge Dig i den treenige Guds Navn, om Du har forandret din Tanke fra denne Stund, og troer paa den ganske Skrift og alle Troesbekjendelserne!«

»Jeg vil aldrig blive Løgner, vilde jeg det, da var denne Samtale ikke blevet!« sagde Niels med en Heftighed, som endnu mere forbittrede den Gamle.

»Gaa Du heller hen og bliv Feltskærer!« sagde denne, »lap paa Legemet og hold det sammen; det er det Vigtigere. En Christen er Du ikke, og kan ikke forkynde den Tro, som Du kun har halv!«

»Da vi ere komne til dette Punkt,« sagde Niels med stærk, fast Stemme, »ja, jeg kan ikke, jeg vilde ikke ærligt, efter min Overbeviisning, kunne sværge paa Former, der vel forekomme mig uvæsenlige, men ikke ere det for de Mange, som igjen skulle have Tillid til mig. Vi see mod samme Stjerne, troer jeg, men gjennem forskjelligt Glar; vi see den hver paa et noget forandret Sted, efter vort Øiemaal; selv det venstre Øie seer Stjernen paa et andet Sted, end det høire seer den!«

»Det hører ikke herhen,« sagde den gamle Præst, »og laane Øre til din ugudelige Snak, lyster jeg heller ikke; det sømmer sig ikke min Alder og mit Kald!«

Han forlod Værelset, Niels stod tilbage med et Smiil om Munden; vi kunne ikke nægte det, med en Smerte i sin Sjæl: han fornam, at Hjertetraaden mellem ham og den Gamle var overskaaret.

En saa levende Udvexling af Forskjellighed i deres Tro og Tanke fandt vel ikke oftere Sted; men fast og inderlig, som før, var ikke længer Talens Væld. Der var Ufred i det Hjem, hvor før Tiltro og Sammenhold lyste, og Bodil var den som dybest led derved; hende var det en Hjertesorg, at Broderen nu afgjort havde opgivet at blive Præst.

»Ved et uoverlagt Ord kan og vil Du støde saa meget Godt og Velsignet fra dig, bedrøve saa dybt de to Gamle!«

»Jeg kan ikke andet!« svarede han med Heftighed, »og jeg er glad, at det saa betids er kommet til Klarhed og Bestemthed hos mig. Jeg kaster Intet bort, der har Rod i Sandheden! - Forarger dit Øie eller din Haand dig, saa kast den bort! - legemligt, som aandeligt gjør man det i Forvisning om at vinde noget Større. Jeg har læst om en gammel Fribytter, der lovede sine Folk, idet de nærmede sig Landet, han vilde erobre, at den, hvis Haand først berørte Græsset der, skulde den udstrakte, skjønne Landstrækning tilhøre; og Roerkarlene toge raskere Tag med Aarerne, den ene Baad skjød forbi den anden; da greb en af dem ihast sin Stridsøxe, afhuggede sin venstre Haand og kastede den hen over de Andres Hoveder, og Haanden faldt i Græsset, berørte det, og ham tildeeltes det vundne Land. Lignelsen kan vel, som alle Lignelser, halte, men Du vil forstaae mig; for at seire og vinde der, hvorhen jeg gaaer, kan jeg bortkaste det Nærmeste, det Nødvendige!«

»Du rives hen af din heftige Opblussen! den var det, der fik dig til at springe i Havet, vove dit Liv for at tvinge dem til at redde din Hund; det var den samme Opblussen, der bragte os Taterqvindens Barn her i Huset - «

»Med min Villie frelste jeg min Hund,« afbrød han hende; »med min Villie straffede jeg Tyveqvinden - jeg tog ikke feil, hun maatte bøie sig! der er Noget indeni mig som siger: dette er det Rette! Og denne Stemme lyder jeg; det er Guden i mig, Funken, Gasflammen, der er tændt ved Maskinens Gang og holder den i Bevægelse til Tappene slides og det Hele falder sammen!«

Niels Bryde forlod snart Hjemmet; Afskeden med Fader var stille og piinlig; Moder græd, Bodil sneg sig ud af Gaarden, stod ved Gjerdet og tilraabte ham Lev vel! Niels smilede og nikkede, Hvaps saae freidig fremad, siddende foran sin Herres Fødder.

Ved den gamle Avlsgaard, nede ved Aaleværket, hvor Hr. Skjødt boede, skulde Kudsken aflevere Brev fra Præstegaarden; Hestene fik her frisk Vand og en Bid Brød, det forlængede Opholdet. Niels Bryde traadte ind i Hovedbygningen, der endnu fra ældre Tid kaldtes »Slottet«. I den store Sal herinde traf han paa næsten hundrede Mennesker, Muur- og Tømmersvende samt Haandlangere, der sad som de kunde, paa Kurve og Tønder, og spiste deres Mad; Kruus og Flasker stode paa Gulvet. En storartet Papiirfabrik skulde anlægges herovre, den rige Vandmasse i Gudenaa gjøre Tjeneste. Ingen tænkte endnu ret paa den store Betydning, denne nye Bygning vilde faae, at den var Spiren midt i Oplandet til en ny Stad, et nyt Liv skulde fødes paa Heden. Det var Aaret 1844. Hurtig som en af Amerikas Byer vilde Danmarks yngste Stad voxe frem, medens et nyt Tvivlens og Kampens Liv rullede op for Niels Bryde.

Arbeiderne reiste sig og gik til deres Dont; Niels satte sig paa Vognen, og idet Tømmermandens Øxe klang mod Bjælken, der skulde reises, smældede Pidsken sit »fremad!«