I.
Brevet. Kammerherrens Hund. Hr. Svane.

Det var de første Dage i October, Naturens Farvemaaned hos os her i Norden. Skoven skinnede rød og guul, som om hvert Træ var overdynget med saftfulde Æbler og Pærer. De zinnoberrøde Blade, det guulbrune Løv glimrede fra Buskvæxterne og faldt Blad for Blad, som Menneskelivet falder for Dødens Pust; man veed ikke »hvor let, hvor snart« og hvilket der løsner sig. Med Farvepragt og i Alvors Tanker stod Aaret, som Jephtas Datter, der i sin rigeste Klædning gik hen at døe. Over Heden og de pløiede Marker, det saae man i den synkende Sols Straaler, var som et Net spændt milelange Traade af Edderkoppen, kun at øine i denne Belysning, et Slør kastet over hele Egnens Grund, et Tegn paa Flid og Udholdenhed - til hvilket Øiemed? Præstegaardens hvide Vægge skinnede rosenfarvede i de sidste Solstraaler, saa venligt, saa indbydende her ved den alvorsstore Hede med de mange, de glemte Heltes og Kongers Grave. Den Alvor, den Sorg, maae vi sige, som udgjød sig over det Hele, idet Solen forsvandt, harmonerede ganske med Stemningen indenfor i det før saa hyggelige Hjem.

Har Du hørt om Afgrundens Rose, fra hvis skimmelgraae Blade duftede Sot og Syge, vredt Sind, Misundelse og Had? Hvert Blad havde i sig sin fule Magt. Onde Aander i en stormende Nat plukkede den, fløi med den hen over Lande og Steder, og hvert af dens Blade faldt derned, og hvor det berørte Jorden, viste sig dets onde Magt. Et saadant Blad var baaret her hen i det fromme Hjertelighedens Hjem; et saadant Blad, syntes den gamle Præst, var lagt i hans Haand i Skikkelse af et Brev fra Niels, ham, hvem han engang havde taget bort fra Lud og koldt Vand, som man siger, hvem han havde givet en Søns Plads ved sin Arne, arbeidet for, bygget paa, Alt i Haab og Tro til Gud. Brevet udtalte vel nok Erkjendelsen af alt dette, der var givet Tak og inderlig Hengivenhed, kun at han fulgte sin egen Villie, kun, som Japetus sagde, at han satte sin Forstand over Guds. Den gamle Præstemo'er græd, Bodil bad, mere med Øiets Udtryk end med Ord, dog ikke at være ham saa vred.

»Den Klogskab! den Klogskab!« sagde Præstemo'er, »den er ikke altid Velsignelse; salige ere de Eenfoldige!«

»Ham just havde jeg ventet saa meget Herligt af,« sagde Japetus; »den Forstandens Blomst, jeg blev glad ved at see allerede i hans Drengeaar, til hvad førte den? til en Frugt, som ikke vil modnes i Herrens Solskin!«

»Slaaentornen,« sagde Bodil, »sætter tidligst Blomster, dens Frugter staae den hele Sommer og Høst uden at modnes, og dog kommer engang ogsaa dens Tid: med Vinteren, naar Frosten knuger, naar lis og Snee er der, saa modnes den!«

»Men bliver stram og bitter!« svarede Japetus.

»Den presses og gjærer, bliver saa til en liflig Viin!« sagde Bodil.

»Du vil undskylde ham, han fortjener det ikke! Hele syv Uger er der gaaet, siden han forlod os, og først nu sender han os Brev, og det et Syndens og Forargelsens Brev! Skrev Du ikke til ham lige Ugen efter at han foer afsted, og jeg veed, hvorledes din kjærlige Sjæl har lagt Ordene i Pennen; han er et Hovmodens, Djævelens Barn!« og den gamle Mands Læber zittrede.

»Nei Fader!« udbrød Bodil, der vel følte, hvilken Uret mod de Gamle og mod hende Niels øvede, men ogsaa erindrede hvert Hjertens Ord, al smuk Gjerning, i selv det Mindste, de Uger og Aaringer, de her havde levet sammen; en ualmindelig Natur, som hun saae i Pleiebroderen, maatte udvikle sig anderledes end Andre.

»Den forlorne Søn vendte tilbage,« sagde Præstemo'er; »men Niels vender sig fra Bibelen og vil ikke følge dens hellige Exempler!«

»Han er saa ung, og, det har Du selv sagt, Fader, i Verden gaae Strømme af Ondt og Godt gjennem Menneskets Hjerte. Det vil ogsaa blive ham klart! Vi vide jo hans heftige, opblussende Natur, men vi vide ogsaa, at Grunden er god og velsignet; Du veed det, Moder veed det! Tro mig, han vil komme til Eftertanke!«

»Eftertanke er der just i hans Brev!« sagde Japetus. »Der er Ro og Alvor, der er Klarhed i hver Sætning, men al hans Klogskab er dog kun af denne Verden. Det er som om Antichristen, for ikke at sige Djævelen selv, havde indblæst ham al den Viisdom!«

»Jesus, vor Herre!« udbrød den gamle Kone og gjorde Korsets Tegn, idet hun bøiede Hovedet.

Det var, som sagt, det første Brev fra Niels siden Afreisen, skrevet til den gamle Præst og fuldt af den dybeste Erkjendelse af det uendelig meget Gode, man havde viist ham, det fremmede, fattige Barn; men tillige klart og bestemt udtalt, at han ikke efter sin Characteer og Samvittighed kunde gaae den theologiske Vei. Over en Maaned havde han prøvet og veiet, hvad Statskirken og hans Medchristne fordrede af ham, randsaget sig selv, stridt og vundet den Forvisning, at han handlede som han ene skulde og burde.

Mellem de forskjellige Yttringer i Brevet var især en, som særlig betog den gamle Japetus; der stod:
»En af de meest betydningsfulde Læresætninger i Bibelen er den om Arvesynden. Af Videnskaben veed jeg, at før Menneskene bleve til, var Døden i Verden; Døden kom ikke ind ved Menneskenes Synd. Genesis' Blade og Jordlagene have ikke overeensstemmende Indskrifter. Menneskene skreve Genesis, Kraften i Naturen skrev Jordlagene. Arvesynden falder da bort! Og i min Sjæl er ikke den Hovmod, at naar jeg veed, at vor Jord er et forsvindende Atom i Verdensrummet, jeg skulde tænke, at Gud just vilde vælge dette Gran til at nedstige paa, og forme og klæde sig for at sees af Menneskenes Øine!«

Mange Gange hvilede den gamle Præsts Øine paa disse fremhævede Linier; hans Kinder brændte febrilt, der kom Taarer i hans Øine. Niels Bryde stod for ham som Antichristen, som Fornægtelsens Aand, hjemfalden til den evige Ild; og i det fromme Sind talte det høit: skulde han, som har skabt Underværker i Vanddraaben, har lært Myren Viisdom og i Fluens lille Snabel ordnet Aarer, Nerver og Muskler, skulde han ikke til disse Undere kunne lægge det, at give sig selv Lemmer og Klædning for Menneskenes Øine, skulde han ikke ville nedstige til dette Atom, der kaldes Jorden! Stakkels Niels, Du bygger paa Menneskenes Forstand mere end paa Guds. Jordlagenes tomme Muld har stærkere Røst for dig end det evige, levende Ord, det som var Alts Begyndelse! - Dumme Dreng! Hovmodige Sjæl! Forfængelighed:

Den aftagende Maane steg som en krum Segl op over Heden ved Midnats-Tid. Bodil var endnu ikke tilsengs; en lang Tande brændte i Lyset, hun saae den ikke, sin Pande hældede hun mod Vindueskarmen, medens gjennem hendes Sjæl Sorgens stille Strømninger bar Broderens Billed, ham, der var paa den feile Vei. Mildt, som det Lys, der, nu i sit Aftagende, steg op over den sørgelige Hede, kom i hendes Tanker et Vers af Ingemann:

Og paa Bønnens Fortrøstning løftede Tanken sig til Gud; da den atter var ved Jordens Ting, gik Bodil ihast hen til Skabet, tog Papiir og Skrivetøi frem. Tanden klippedes af Lyset, og hun satte sig til at skrive. Tunge Taarer trængte frem i hendes Øine, de trillede over Kinderne, een faldt paa det Skrevne; hun bøiede Hovedet dybere, Pennen faldt af hendes Haand. Brevet blev ikke denne *) Kingo. Aften sluttet, det vilde heller ikke kunne rumme eller bære den Hjertesum, den Hjertesorg, hun følte.

Har Du hørt om Himlens Rose, hvis sneerene Blade aande Liv og Sundhed, Fred, Mildhed og Kjærlighed? Hvert Blad har sin Velsignelsens Magt, dens Blade spredes, ved Englenes Kys, ud over Jorden, og hvor et af dens Blade falder, maa god Gjerning fødes og trives. Det skrevne Brev, indviet her, fuldendt næste Dag, var et saadant Blad, paa det faldt hendes Taarer.

I samme synlige Høide, som paa Heden hos Bodil, skinnede med lige klare Straaler den aftagende Maane ind i de kjøbenhavnske, ved Midnat tomme Gader, hvor Lysene blinkede hist og her og Vægterne vare ifærd med, efter Magistratsbud, at slukke Lysene, for at spare paa den dyre Tran, nu Maanen løste af. Endnu vare Vægterne vaagne; en enkelt Lais i »Nordens Athen«, som Kjøbenhavn er kaldt, svævede, som Elverpige med Klods-Skoe, om Hjørnet; en lille Hund bjæffede udenfor en Gaard, saa inderlig forbittret, som vilde den sige: »skal jeg gaae med Portnøgle! De har ikke et Lod Hunde-Forstand derinde! Skal jeg kunne ringe paa, hvor Klokkestrængen sidder ti Gange høiere end Hunds Høide! I veed nok ikke, hvem jeg er! Fruen derinde tjener mig, og hun er Rasmus, hun er Herren der, og han selv der har Guldnøgle og det bag paa!«

»Det er Kammerherrens Hund!« sagde Vægteren op til En, der fra et Vindue udtalte sig vredagtigt:
»Saa slaa dog det Bæst for Panden! man kan jo ikke have Ro for den forbandede Bjæffen!«

»Det vedkommer ikke mig,« svarede Vægteren. »Det er Kammerherrens; den er lukket ude. Jeg har saamænd ringet for den, men der er Ingen, som vil lukke op.«

»Det er Kammerherrens!« sagde Hr. Svane ironisk lystig, idet han netop kom forbi med sin Gudsøn, Niels Bryde; de havde været i Vennelag og vilde hjem. »Man maa ikke lægge sig ud med en fornem Hund, saa bider baade den og Herskabet!«

Hr. Svane var i sit gode Humeur, det, der gjorde ham ung med de Unge.

»Hold Mund!« havde Niels Bryde raabt til Hunden; men denne lagde sig det ikke paa Hjerte, den viste Selvstændighed og sagde sin Mening paa sit Sprog. »Jeg gad vide, om den skjelder Huset ud, eller om det er os det gaaer ud over! Hvad er det, den foredrager?«

»Ikke Noget til Ære for os!« sagde Hr. Svane. »Jeg forstaaer ham saa godt, kan saa ypperligt sætte mig ind i hans Anskuelser, stille mig paa hans Standpunkt, tænke mig det at være en Hund, saadan fornem Hund, der gaaer med i Huusholdningen! - Du kan troe, at han seer ned paa dem Alle derinde, paa os med herude, dig og mig, paa Alt, hvad man kalder Mennesker! Vi ere jo ogsaa noget ganske Egent udenfor hans Slags. Han veed rimeligviis fra sin Hvalpe-Lærdom, at Mennesket blev til efter at den hele Verden med alt Levende var skabt. Der behøvedes ikke mere; men saa skulde der dog endnu være en Snirkel, en Slags Spas ovenpaa det Hele, Krusedullen: og da kom Mennesket. - »»Sikken Fyr!«« sagde alle de andre Skabninger, der var blevet til, da der var Noget at blive af. »»Hvad er det for En, dette Menneske? han er hverken Dyr eller Engel, hverken det Ene eller det Andet! Et Slags Nemme har han, en ringe Deel efter os Dyr. Bæveren lærer ham at bygge Huse, Myren og Bien at have en Statsforfatning, men han kan ikke rigtigt komme efter det! Mange Remedier behøve Menneskene for at hjelpe sig, hvor vi have Alt medfødt! Udmærkede Remedier have de, men jeg troer dog ikke, at Ørnen vilde give sine Øine bort for deres bedste Briller! De gjøre sig til af deres Sted-Sands, og dog fandt aldrig Storken hjem, havde han ikke mere, end de har. Og hvad har de? Ikke andet end Hovmod! De kalde sig Skabningens Herre, og saa kan en Vognmands-Hest løbe løbsk med en heel Menneske-Familie og knække den!««

Niels lo og meente, at Hr. Svane burde skrive et Værk: »Hundelivet fra et høiere Standpunkt«; deri kunde Menneskene dandse som latterlige Vrængbilleder, idet man kun saae Vrangen af dem. Originalernes Tid var forbi!

»Forbi!« udbrød Hr. Svane, »nei, de have kun taget Domino paa, see eens ud! Indlad dig med dem, træk Dominoen tilside, og Du vil opdage, at idetmindste hver Tiende er en brugbar Characteer for et Lystspil. Jeg skal kunne vise dig dem. Jeg skal finde paa en Spas, hvor de melde sig hos dig. Du skal faae dem frit tilkjørt! vær bare forberedt!«

De vare under Samtalen komne i Nærheden af Hr. Svanes Hjem, havde naaede til Garnisonspladsen, der endnu dengang var et sandt Uføre. Store Steendynger laae her henslængte over den halve Plads, lave Bindingsværks-Bygninger og høie Pakhuse med Luger gav den et trist Udseende, et stort Træskuur, en Kjødbod, med udhængte Skanke og blodig Lever og Lunge, prangede midt ved Overgangsstedet, hvor der sædvanligviis var dybest Søle, og derfor sagde Hr. Svane, at denne halv ufremkommelige Grændse skulde være Skillestedet; men Niels Bryde, oprømt ved Gudfaderens Humor, vilde følge med lige til hans Port, og da de kom her, gik han op med.

»Kirkehistorie og Dogmatik skal der vel ikke læses i Nat,« meente Hr. Svane, de kunde altsaa endnu ryge en Cigar sammen.

»Kirkehistorie og Dogmatik høre ikke længer til mit Brødtræ!« svarede Niels Bryde noget alvorligt. »Dog derfor groer Træet alligevel! Man har altid en Udvei: man kan blive Vægter!« tilføiede han leende; »lær De mig Dyrenes Sprog, som De iaften har viist at De forstaaer, saa kan det være et meget aandrigt Liv! ikke at tale om Indtægterne ved Paaske-, Pintse-, Juletid og andre Helligdage. Troer De ikke, at jeg har Røst nok til at være Vægter, naar alt Andet slaaer feil?«

»Men ovre i Jylland,« sagde Hr. Svane, »vilde man nok ikke synes om denne Magistrats-Ansættelse af en vordende Bisp eller Cultusminister!«

»Jeg maa sige Dem det,« udbrød Niels med Eet, meget alvorlig, »jeg har opgivet at læse til theologisk Examen!«

»Opgivet!« udbrød Hr. Svane, der jo i flere Uger havde seet og talt med ham, uden at høre eller ane herom. »Og hvad sige de derovre dertil?« spurgte han forundret og trækkende lidt paa det Hele.

»De sige, at jeg har handlet slet! at jeg er utaknemmelig! - Jeg kan ikke handle anderledes! Den Sag er gjennemtænkt, gjennemstridt! Jeg vil være »Feltskærer«, som den Gamle raadede mig, »lappe paa Legemet«. Men lad os iaften ikke tale derom; jeg var i godt Humeur, jeg vil helst blive det! Lad den Sag gaae sin egen Gang! Jeg kan nok lede og hjelpe mig selv; det maa ethvert sundt, ene Menneske kunne!«

»Men naar Kjærligheden kommer?« sagde Hr. Svane, »naar man ikke længer kan være Een?«

»Man maa undgaae at faae fixe Ideer, og andet er Kjærlighed dog ikke! De selv er jo dog sluppet vel fra den gjennem det største Stykke af Livet, og er vistnok ene og alene derved i Deres sædvanlige friske Humeur! Jeg vil ogsaa kunne det; for jeg vil! Har De ikke viist, at De kunde det?«

»Nei!« sagde Hr. Svane, med en ham usædvanlig Alvor. Han trykte Gudsønnens Haand, smiilte derpaa; egentlig satte han et Ansigt op, der skulde skjule, at han fortrød sit Udbrud. Han smagte nok paa den gamle Sentents: »Din Hemmelighed er din Fange, lader Du ham undslippe, saa er Du hans!«

Hvor tidt var ikke sagt: Hr. Svane har aldrig tænkt paa Andre end paa sig selv, paa enten at sige en Spas, en Sarkasme, eller være kulsort Menneskehader; han tænkte aldrig paa, hvad de unge Lyrikere altid synge om, »hende!« - eller som Werther tog sin Død over. Verden troer at vide Alt og veed dog saa lidt.

»Jeg har havt dit Sind, dit Mod - og tør kun sige Dig Goethes Ord:

»Ogsaa De!« udbrød Niels og greb hans Haand. Det var et Udtryk af Forundring, af Deeltagelse; en Stræng var berørt, der ikke turde klinge, ikke skulde det - thi ogsaa Hr. Svane sagde: »for jeg vil det!« - Der blev heller ikke talt et Ord mere derom; men var Hundebjæf Tale, og Niels havde, som Kong Salomon, forstaaet Dyrenes Sprog, kunde han endnu før Sengetid i Nat have hørt om hende, der nu ikke længer var svævende, som dengang, nu ikke længer var slank og ungdomsfrisk, og fra hine Dage ene og alene havde en Deel af Glandsen endnu i sine Øine, men ikke Trolddommen, der jo kan forvandle Straahalmet til en blomstrende Rosengreen, ja til en vild, dandsende Ganger. »Stakkels Gudfader!« tænkte han, »ogsaa han har brændt sig paa Lyset. Voxlys eller Tællelys, Flammen skal jo gjøre samme Fortræd! - Jeg bliver aldrig forelsket, ret tilbunds forelsket! jeg veed det! Her er meget Andet at bestille i denne Verden!«

Det var Niels Brydes Tanker, idet han sagde Hr. Svane Levvel, og paa Hjemveien netop igjen var udenfor Kammerherrens Huus. Vægteren syntes at sove, men den lille Hund sprang vims om, uden at gjøe; han nærmede sig Niels, snusede til ham, syntes at ville gjøre Bekjendtskab og fulgte derpaa med. Niels jog den tilbage, den vilde nu følge; og da Niels kom til sin Gadedør, smuttede den ikke foran, men stod ganske ynkelig der, som om den vilde bede om Nattely.

»Saa kom da!« sagde Niels Bryde.

Maanen skinnede lige ind i Stuen paa det gamle Portræt af den høiadelige Frøken, der saae tvær ud og skjulte Hullet i Betrækket. Hvaps fløi med et Hviin af Glæde mod sin Herre, men tog med en uvenlig Knurren mod den lille fremmede Hund. Niels bød Rolighed og Kammeratskab, satte Vandskaalen frem, brød nogle Stykker Brød til de to; den fremmede, fine Hund snusede, vragede, tog en Slurk Vand, og snart laae den og Hvaps fredeligt paa Tæppet under Bordet. Niels Bryde lagde sig ogsaa og sov meget snart, uden at hans Tanke havde besøgt Præstegaarden paa Heden, og særligt der Bodil, hun som netop i denne tause Nat havde grædt for ham, bedet for ham, udtalt hele sin varme Sjæl paa det hvide Blad, det hendes kjærlige Sind indviede til et Skjønheds-Blad, en himmelsk Rose. Han sov saa fast, som han i mange Nætter ikke havde gjort, da stærke Strømninger vare gaaede gjennem hans Sjæl, dem vi ogsaa siden skulle høre om.