II.
»Genie og blind Alarm.«

Niels Bryde var for noget over sex Uger siden kommet fra Jylland igjen til Kjøbenhavn, vred paa dem hjemme, just maaskee fordi han følte, at han ikke havde ganske Ret. Hver Erindring derfra havde han gjennemgaaet, for at opdage og udfinde alt, stramt og bittert, og hvor hensynsløst han, som han syntes, der var blevet behandlet; den Gamle glemte jo ganske, at Barnet i Aaringer voxte til Mand, og at Velgjerninger ikke have Patent paa Despotie over Person og Tanke. Villien hos ham løftede sig høiere, hans naturlige Tilbøieligheder rørte sig stærkere, de Baand, der hæmmede, maatte og skulde brydes. Næsten fornam han nu Uvillie, ja Mistro mod Alt, hvad der kaldes Geistlighed; hans Hukommelse frembar hver Keitethed, enten i Mangel paa Begavelse eller som Menneske-Skrøbelighed, han fandt hos en og anden af Præsterne. Eens Prædikener klang ham som Bibelsteder klinede sammen i Alenmaal uden Aandens og Hjertedybets Sammenhold; en Anden talte ham som et Væld med Roser og Tulipaner; en Tredie gjorde Effect ved at smælde med »Helvedsporte«, tomt - »uchristeligt«. At blive En, som disse, det vilde de Gamle derovre synes om, sagde han i Bitterhed.

Bodils første Brev, der kom strax Ugen efter hans Ankomst til Kjøbenhavn, var saa inderlig velmeent, saa udstrømmet af en kjærlig, for ham bedrøvet Sjæl; men en Henpegen paa hans Heftighed og ungdommelige Færd krænkede ham; Brevet blev derfor ikke besvaret. Han erkjendte, at noget Dæmonisk rørte sig i ham, men han lyttede dertil, raisonnerede for sig selv, at Mennesket maatte have Mod til at lade alle de vilde Tanker og Kræfter hos sig sprudle frem, maatte selv kunne beskue dem og finde Kildens første Boble, forstaae Motiverne hos sig til sine Handlinger, selv om disse ere slette; ja vide dette! Mennesket maatte mægte, uden Rædsel at trænge ind i det, der var ham Helligt, maatte kunne gjøre sig fortrolig med hver Tanke-Udskeielse, Synden selv, hver Last, fornemme sit Hang til den, vide sin Sjæls Magt i denne Retning - vide om Christendom er Sandhed, have Mod til at udtale sin Overbeviisning, ikke at være en Løgner, det de Fleste ere! - Saaledes talte det i Niels Bryde.

Præst kunde han ikke og vilde han ikke være; men hvad da? Ørsteds Foredrag af Naturvidenskaben havde længe den overveiende Stemme, men Klangen af den Haan, som han syntes laae i hans Pleiefaders Ord: »Bliv Feltskærer, lap paa Legemet!« - satte ligesom i Glorielys Lægekunsten; en Velsignelsens Magt, en Trøster og Frelsens Engel var den dygtige Læge. Han kunde vise Troen i Gjerning! Læge vilde Niels Bryde være.

De bedst betalte Manuductionstimer, han havde, vilde han ikke opgive; de sikkrede ham et tarveligt Udkomme. Fra Præstegaarden kunde og vilde han ikke længer modtage nogen Slags Understøttelse; Gjelden var stor nok, sagde han, den turde ikke forøges.

Saaledes stod det til sidstnævnte Aften, da Niels Bryde lagde sig tilsengs, og Kammerherrens Hund og Hvaps stiftede Bekjendtskab; saaledes stod det til om Morgenen, da han, efter at være klædt paa, have drukket Kaffe og speculeret en god Times Tid, begav sig med Ane Sophie, Madam Jensens Pige, der bar Kammerherrens Hund, hen til dennes Hjemstavn, hvor de nu maatte være staaet op. Og det vare de.

Fruen viste sig; hun var en meget corpulent Kone, altfor gammel til at gaae med »Krølnakke«, men den havde visselig klædt hende som ung, og det kunde hun ikke glemme; hun syntes en gammel »Gurli«, hvor Naiveteten var gaaet i Frøe. Aandrigheden var Stængel og ikke Blomst. Øinene vare endnu smukke; det skulde man troe hun vidste, og dog spolerede hun dem i Dag ved Taarer, hun græd over Zemire, der havde været paa Gaden og hos vild Fremmede. Hunden peb af Glæde, Fru Kammerherrinden græd, glemte sin Taknemmelighed, som hun sagde, »mod Redningsmanden«; dog det udtalte hun, at hendes Huus fra i Dag af stod Hr. Student Bryde aabent; han var »indført ved Zemire«.

Kammerherren indlod sig med ham om det Skandinaviske, og vilde inderlig gjerne vide, som han udtrykkede sig, hvad der laae bag ved - og hvad Studenterne sagde! - Hr. Bryde svarede, som Hundrede kunne svare, og Ægteparret fandt ud af det Hele, at han var et saare aandrigt Menneske, og han skulde indbydes i næste Uge, naar der skulde bydes Alle; det maatte interessere en Student fra Jylland at see en storartet Soirée.

Netop to Dage efter, tidlig paa Morgenstunden, kom Madam Jensen med en Avis i Haanden ind til sin Logerende. »Men hvad er dog det her staaer i Bladet! - Er det ikke vort Huusnummer?« hun nævnede dette, »og boe vi ikke i Sværtegaden paa tredie Sal?«

»Jo, ganske rigtigt!« sagde Niels.

»Men giver De et Legat bort paa to tusind Rigsdaler? Det er virkelig nydeligt at læse, men jeg forstaaer det ikke!« og hun viste i Avisen et langt Stykke med Overskrift: »Et miskjendt Genie søges!«

»Det er ganske morsomt!« sagde Niels Bryde, da han havde gjennemlæst det lange Stykke, hvis Indhold fuldkommen var Stof til et Lystspil, idetmindste Ramme for en Samling af Originaler. »I Verden gaaer det endnu til, som i Comedier,« begyndte det, og nu fortaltes der om to Brødre, den ene meget praktisk, og ham gik det godt, den anden meget genial, og ham gik det galt, han var tilsidst, da Sygdom stødte til, blevet saa trængende, at han maatte tage mod Pengehjelp af den Praktiske, der eengang for alle sendte ham fem og tyve Rigsdaler, dem han skulde bruge fornuftigt til Doctor, Apotheker og andre Nødvendigheder; men da det netop var Dagen før sidste Trækning af Classelotteriet, saa tog han en heel Seddel, og Tallene kom ud, Fortal og Bagtal; Geniet vandt de halvtredsindstyve tusind Rigsdaler og døde - døde før de bleve ham udbetalte; men Testament gjorde han over Seddelen, og bestemte, at den aarlige Rente af de halvtredsindstyve Tusind, der omtrent vilde blive to tusind Rigsdaler, skulde tilfalde et dansk miskjendt Genie; og herfor opfordredes de miskjendte Genier, netop i Dag, den Afdødes Fødselsdag, til enten at indlevere Brev mærket: »miskjendt«, og vedlægge Beviis for i Virkeligheden at være det, eller helst personlig at fremstille sig »før borgerlig Middagstid« i Sværtegaden, og her stod virkelig Madam Jensens Bopæl eller rettere Niels Brydes, idet at der anførtes: man melder sig hos Studenten, hvis Navn staaer paa Døren.

Det Hele saae man var en Spøg, og Niels tænkte derfor strax paa Hr. Svane, som jo havde lovet at vise ham, hvor rig Byen var paa Originaler. Men skulde virkelig noget Menneske være saa eenfoldig, at tage dette Avertissement for Alvor og løbe derefter. Opfind det Utroligste, og det finder dog sine Troende, ligesom den sletteste Bog finder sit Publicum. Der kom et Par Breve, et enkelt maaskee skrevet paa Commers, gaaende ind paa Spasen, men nogle syntes satte i Pennen for ramme Alvor; der meldte sig Personer, en fire Stykker, men vi ville kun give een af disse, ikke som den originaleste, men fordi samme blev den Eneste af dem, hvem Niels Bryde senere endnu engang skulde møde.

Madam Jensen var endnu i Stuen, men fjernede sig da han traadte ind; det var en frakkeklædt, gammelagtig Herre, med Hestehaars Halsbind og, næsten tør vi troe det, Papiirs-Flipper. Han meldte sig som Een af de Indkaldte, som aldeles miskjendt, hvilket han denne Gang ansaae for sin Lykke, sin Fremtid, og da Niels Bryde spurgte om hvem han var, svarede han ved at spørge: »Kjender De Salomon de Caus, Opfinderen af Dampkraften? Det var en udmærket Mand, høit over sin Tidsalder, og den spærrede ham derfor inde i Daarekisten! Det er Skade, at han ikke lever nu, han havde været Manden for Livrenten. Jeg nævner ham - jeg er ham ellers stik imod, jeg forkaster Dampen med hvad den koster, jeg behøver den ikke!«

»De mener - « begyndte Niels Bryde.

»Dampen koster Penge for at næres,« sagde Manden, »Dampen koster Menneskeliv; jeg har det nemmere, uden Bekostninger, uden Fare, kun at Maskinen er der, og jeg kan sige: vær saa god, det koster ikke Noget, De faaer Penge til! - og saa gaaer det!«

»De har altsaa et billigere og sikkrere Middel end Damp?«

»Ja, det har jeg! De kjender af Navn Robert Fulton, Dampskibets Opfinder. Han begyndte som Lille med et Slags Hjul, han traadte, og Baaden sattes i Bevægelse; der var han ved det Rigtige, det meget Simple. Alting er simpelt i denne Verden! Jeg vil løfte Benet, see, saa løfter jeg Benet! Jeg vil hæve Armen, jeg hæver den! Det koster ikke noget, der er ingen Damp, der er ingen Kunster, der er kun den menneskelige Villies Kraft, og med den kan Fartøiet gaae, naar det sættes i Forbindelse med en Trædemaskine!«

Og nu forklarede han, hvorledes hele Skibsdækket maatte være med Tremmer, Vipper og Bevægelighed efter hans Construction; Passagererne skulde da bare gaae op og ned, træde og træde, saa kom Bevægelsen, Hjulene dreiede, Skovlene gik, og det kostede ikke noget.

»Damp er en Afvei,« vedblev han; »dreier Jorden sig ved Damp, gaaer Maanen og Planeterne ved Dampkraft? Nei! simpelt og Maskine er det Hele, og saa gaaer det! Havde Napoleon kjendt til Trædemaskinen, saa var han aldrig blevet paa St. Helena; men da havde jeg endnu ikke Ideen, og jeg kjendte heller ikke Napoleon, han kjendte heller ikke mig. Han forkastede Dampkraften, det er vor Lighed, deri mødes vi to!«

Niels Bryde vidste ikke ret, om Manden var gal, eller han kun havde »Genie-Feber«. Hvad skulde han svare ham? det Simpleste og vistnok Rigtigste var at sige Sandheden ligefrem, at de begge To ved en Avis-Spas vare blevne førte sammen, at det hele skrevne Stykke var kun Opdigtelse; han havde intet Legat at give bort, og et saadant fandtes neppe. Til sin Forundring saae han, at Manden herved hverken blev heftig eller nedslaaet, men efter at have sagt: »Er det virkeligt! - ja jeg tænkte det nok!« vedblev han at udvikle og forklare Trædemaskinens Simpelhed og overordentlige Nytte. Det syntes næsten, som om Manden var fuldkommen tilfreds med sin Gang herop, idet han antog her at have fundet en dannet Tilhører for sin Plan; før han gik bort, maatte Niels love ham, at see Modellen til Trædemaskinen; en Slags Pram, der laae ved »Larsens Plads«. - At Niels ikke kom, hører ikke herhen; de mødtes først i en af Livets alvorligste Timer.

Af Brevene, der indtraf, ville vi, som sagt, ogsaa kun fremhæve eet, der særligt tiltalte Niels; han antog det for at være lavet sammen i Spøg, men Hr. Svane, der saae det, meente det Modsatte; det var alvorligt meent og skrevet. Underskriften lød: »Intet Genie, kun et Hjerte.«

»Tilgiv! - jeg er en Qvinde, ellers kom jeg op til Dem; nu maa jeg skrive! - Et Genie er jeg ikke, men Hjerte og Tanke har jeg for dette, og derfor tillader De, at jeg efter Avisen kommer! Deres kostbare Tid vil jeg ikke spilde, og derfor har jeg her kort og klart og efter min Overbeviisning redeligt nedskrevet, hvad jeg vilde sige Dem. Et miskjendt Genie har sin Fremtids Glorie i sin Miskjendelse; tag ikke Glorien halv fra ham ved to tusind Rigsdaler om Aaret! - Jeg troer at have et andet Forslag med Anvendelsen af Legatet, og har derfor til Deres dybgrundige Overveielse her nedskrevet min Overbeviisning. Man kan sige, at vor Tid er Monumenternes Tid; for alle Store skal der reises Monumenter. Men, spørger jeg, have de Store ikke Monument nok i sig selv? Jeg troer og mener jo! og det vilde vistnok være langt rigtigere, om man tænkte paa Monumenter for de Smaa, de trænge mere til det. Jeg mener ved de Smaa, Genierne, som ikke ere naaede op til at blive store, og dog have gjort, hvad de kunde. Det kunde være smukt og forskjønnende at opreise Monumenter . for de smaa virkelige Genier; saaledes for Opfinderen af chemiske Svovlstikker, som ikke lugte! det er en Opfindelse, der griber ind i Livet og har i sit Slags, saadan i det Smaa, ligesaameget at sige, som Dampen i det Store. Jeg har tænkt og mener, at det var værdigt at reise et Monument for Opfinderen af Krusemaskinen. Hvormangen Moder med sine Børn lever ikke alene ved sin Krusemaskine! Opfindelsen er en Velsignelse; men Opfinderen selv er saa »miskjendt«, at ikke engang Navnet er optegnet! - Maaskee er Opfinderen en hun; jeg antager, det er en Qvinde; lader os sætte hende et Monument. »De Smaa kunne være saa store!« har en stor Digter sagt; lad os tænke paa de Smaa miskjendte, dem vi vide vare virkelige Genier, og anvende Livrenten her. Dette er min Overbeviisning, min Tanke; tag den op i Deres, idet jeg underskriver mig
Intet Genie, kun et Hjerte.«

Efterskrift.

»Der var endnu meget, jeg vilde sige; men det er saa temmelig sagt i det, jeg har skrevet, og jeg vil ikke berøve Dem Deres kostbare Tid!«

Dette Brev, ja hele Pakken, stak Niels Bryde i Lommen og begav sig til sin Gudfader, Hr. Svane, hvem Spasen var fra. Besøgene bleve refererede, Brevene læste. »Jo, var det ikke et godt Indfald,« sagde Hr. Svane; »der maatte kunne skrives en heel Comedie, betitlet: Genie og blind Allarm; den blinde Allarm skulde gaae paa dem, som meldte sig, Geniet maatte Digteren selv levere.«

»Skriv det!« sagde Niels Bryde.

»Nei, nu har jeg en anden Idee, som jeg heller ikke fuldfører!« udbrød Hr. Svane, »uagtet jeg troer, det vilde være mig mageligere og behageligere end Correcturlæsning, Gaaen paa Auctioner og alle disse andre Smaabeen, jeg har at gnave paa. Jeg kunde udgive et Blad eller to; et tamt og et iltert. Det tamme skulde altid begynde med et lyrisk Studie af en ung Forfatter; der maa være lidt Tamt i Forenden. Saa ledende Artikler med Characterer: Meget godt - Agtværdigt - Saamænd! dertil faaer man Bidrag fra Høire og Venstre. I Nederdelen maa der en lang fransk Roman; men ikke for lang! - Det iltre Blad kalder jeg »Halsjernet«, Enhver kan komme deri, og altid vil haves nogle Udvalgte, man stadig kan tage til; det morer Folk at see Bekjendte. Der skulde ogsaa være om Kunst og Theater, humoristisk Kraftanstrængelse i at pudse Gadelygter og spytte paa Stjerner!« - Hr. Svane lo, og derved blev det.

Niels fortalte om sit nye Bekjendtskab, Kammerherrens, og at han alt havde faaet Indbydelse til Thee, stor Rout, og at han var indført af Zemire, som Fruen havde behaget at udtrykke sig. Han fortalte, hvorledes det var gaaet til, og Hr. Svane spurgte særligt om Hendes Naade, hvorledes hun saae ud, hvilket Indtryk hun havde gjort paa ham. Niels havde ingen ret Mening endnu om hende, da han kun havde seet hende i Ekstase, i Smiil og Taarer ved Zemires Ankomst. »Ganske kjøn havde hun vistnok engang været!«

»Meget kjøn!« sagde Hr. Svane med en egen alvorlig Betoning.

»Men vist ubetydelig!« sagde Niels Bryde. »Hun gjorde mig Indtryk af - ja jeg bør nok ikke strax antage det - hun ogsaa kunde høre med til den Række Originaler, De sendte mig i Dag!«

»Aandfuld - jeg mener begavet med Sands for det Skjønne - galt hun i sin Ungdomstid for. Hun var jo en af Kjøbenhavns første Skjønheder! Et Smiil af hende har gjort mangen En lykkelig, en Dands med hende sat Galskab i mangt et uerfarent Hjerte. Hun saae eengang ud, som man tænker sig en Feedronning, fiin, yndig, og deilige Øine!«

»Øine, o ja!« udbrød Niels Bryde; »men det øvrige Trylleri er rigtignok borte! De har kjendt hende, da hun var ung.«

»Ja!« sagde Hr. Svane, »hvem kjendte ikke eller lagde Mærke til den, som da blev anseet for den smukkeste Pige! - derfor blev hun ogsaa Kammerherrinde!« og han talte ikke mere herom; havde Niels været snildere i det erotiske Elements Udvikling, Forvikling og »saaledes endte det«, han var strax naaet nærmere det, som Hr. Svane aldrig vilde sige!

Aftenen til Soiréen kom; Klokken ni indtraf endeel af Selskabet, Andre Klokken ti, halv elleve. Der var smaae Stuer, altfor mange Mennesker; Diplomater, Fruer og - Thorvaldsen ikke at glemme. Trykket op paa hinanden stod man; her var meget varmt og inderlig kjedeligt. Italienerne skulde synge, sagde man; Tenoristen Ciaffei vilde komme. Lysene straalede, Kammerherrindens Øine straalede. Niels Bryde fik det venligste Smiil; »monsieur l'étudiant!« var Velkomstordet. »Hilsen fra Zemire!« dette var ogsaa det eneste Stykke Conversation, der tilfaldt ham, og efter det kunde han jo ikke dømme om Aandrigheden. Sang fik man ikke, men Salater og daarlig rød Viin. Den egentlige Aabenbarelse af Hendes Naade viste sig først et Par Dage efter.

Niels mødte tilfældigviis Kammerherren lige udenfor dennes Port; Fruen, som sad ved Vinduet, modtog og gjengav en Hilsen, og da Gemalen spurgte vor unge Student, om han vilde træde op med, - en Takkevisit vidste Niels at han skulde gjøre, - fulgte han med og saae og opfattede den naadige Frue, som eengang ved Ungdoms Trylleri, ved hele sit Ydre, havde sat Hjerterne i Flamme, ja - var engang Hr. Svanes »stadige Tanke«. For at vinde hende vilde han ogsaa paa Aandens Vinger tilveirs, gjøre Opfindelser, ikke gaae den almindelige Vei, thi den mægtede ikke at føre til Besiddelsen af Skjønhedens Fee; men hele Fortryllelsen hos denne laae i det Ydre, nu var det gaaet, det Indre var blevet. Smilet, der klædte hende som ung, havde udvidet sig med Smilehullerne; de krøllede Cendrillon-Lokker klædte ikke længer den ældre Matrone, og det Væld af Ord, hun havde, og ansaae for Veltalenhed, skyllede hver Tanketraad bort. Hun var af dem, der ere saa rige paa Talestof, at Talen egentlig bestaaer ligesom af CapitelOverskrifter, korte Sætninger, der ikke blive videre udførte.

Et godt Kobberstykke af den sextinske Madonna i Dresden hang paa Væggen og gav den første Taletraad; Hr. Bryde havde seet Originalen, altsaa reist, hørte hun.

»Det er deiligt!« sagde Fruen, - »og Hotellerne! - Elegance! - Fløiels Sophaer! - som man er vant til! - - Berlin! - Dresden! - - ja, men Venedig! det er min By! - Vand! - Maaneskin! - Paladser! - Marmor lige til Kjældertrappen! - De gamle Doger! - man føler dem! - - og saa Schweiz! det er nu ganske anderledes! - var der ifjor! - oppe i Skyerne! - god Landevei! - svimlende! - jeg faldt paa mine Knæ! - og dog er jeg ikke længer ung enthusiastisk Pige! - Guds Almagt! - man maa reise! - reise selv! - ellers har man ikke været paa Reise!«

Niels Bryde fik slet ikke Lov til at svare et eneste Ord; der blev først en Pause, idet Zemire løftede Hovedet fra sin lille Kurv og syntes at kjende Hr. Bryde.

»Deres »»Schützling««! sagde hun. »Zemire! - intelligent! - Menneske-Tanke! - Soiréen!«

Saaledes gik det i et fort over en halv Time; og Zemire laae paa Skjødet og dreiede sig, og Hr. Bryde vendte og dreiede sig; det var som om han fik et Conversations-Douchebad. Der taltes om Alt; men det var som en Strøm af Hakkelse. Niels Bryde havde en Susen i Hovedet, som om han havde kjørt i Stormvind paa et brusende Locomotiv; taknemlig kyssede han Fruen paa Haanden, da han fik Lov at slippe.

»Hun er rædsom!« sagde han til Hr. Svane, der vist vilde have sagt det samme, om han nu havde kjendt hende. Det var fem og tredive Aar siden at han stod med i Beundrernes Række og blev bemærket og nær var blevet den Lykkelige, som Kammerherren blev; da saae Hr. Svane med Ungersvendens forelskede Øine, og da var hun yndig - Alt hvad hun sagde blev Musik. Tiden sondrer og klarer; men Hr. Svane var ikke kommet til Klarhed, og bar sin Hemmelighed som et Mysterie, en deilig Drøm, aldrig opfyldt, og det var hans Lykke - dog han vidste ikke sin Lykke, anede den ikke!