III.
Saaledes var nu Niels Bryde.

Brevet fra Bodil, det hun hiin Aften skrev ud af sit Inderste i Sorg og Kjærlighed, gjorde et godt, et dybt Indtryk paa Broderen; han følte en Trang til kjærligt igjen at mødes med hende i Tanker og Anskuelse, at komme til en større Tilnærmelse, og i denne Stemning, hvori den gode Natur hos ham havde Overmagten, skrev han et Brev, det Følelsen tilsagde ham; vi ville deraf fremhæve et Par Linier, som vilde have gjort Bodil vel, vare de naaede til hende.

»Tro mig,« skrev han, »jeg forstaaer saa godt din Sjæl og Tanke! Du er langt kjærligere, langt mere god, end jeg er eller nogensinde bliver i denne Verden, hvis Strømninger i Ondt og Godt fare gjennem mit let bevægede Sind. Din Tro er dig en Skat, og jeg veed, den er en Guldmønt; taabeligt er det af mig, at stride om Præget paa den. Tænk dig, hvad der maaskee er Tilfældet, at jeg maa samle fra alle Dybder i Naturen for at finde den Rigdoms-Sum, der er liig i Betydning med din, og muligt naaer jeg ikke, i Alt hvad jeg søger og samler, at vinde den Rigdom, Du alt har i din Guldskat!«

Det skrev han, og næste Morgen læste han det Skrevne igjennem og fandt, at han havde gjort en Indrømmelse, den, ikke at være paa det Klare, at have viist sig sygelig og vaklende; et »Kjærlinge-Brev« havde han skrevet, og rev det itu. Han skrev et andet, et livligt, klogt, det skulde synes saa, med henkastede Yttringer om, hvor særdeles hans Videnskab tiltalte ham, og at han havde valgt den rette og for sig eneste rigtige Vei.

Brevet var særdeles vel skrevet, men Hjerteslaget hørtes ikke deri, det Bodil lyttede til og paa det hun byggede Gjensyn og Fornyelse af gamle, kjære Dage. Dog den Sindets Ligevægt og Sikkerhed, hans Skrivelse frembar, var iøvrigt ikke hos ham; medfødte og fast indgroede Forestillinger, som han selv kaldte dem, skjød tidt pludselig frem, ligesom Svampen i nye Bygninger, og det stærke Bjælkeværk, Videnskaben havde reist, truede med at styrte sammen. Bodil vilde have sagt, at det var Guds Stemme, der varede ham og kaldte. Mere og mere stærk blev Trangen efter at vide og forstaae; han fordybede sig i Læsning mangen Nat til Dagningen brød frem, og Madam Jensen, der mærkede det, meente, det gik aldrig godt - man maatte ogsaa kunne blive Præst uden saadanne Anstrængelser.

Mere og mere modstillede sig for ham Riget af denne Verden og Riget af hiin. Ved Anatomien, der særlig interesserede ham, og som han hørte med Tænkning, saae og forstod han, hvorledes vort dyriske Legeme dannes af smaae Celler; den ene springer ud fra den anden, alt Liv kommer herfra. I sin Beskuen tabte han sig, som saa Mange, i Studiet eller Beundringen af de enkelte Celler, og stillede sig ikke udenfor det Hele i sin Tanke-Sammensætning, tog ikke Lærdommen som selv det mindste Fugleæg giver. Ogsaa der udvikler sig Celle af Celle; hver brister og forandrer sig, og hvor for det almindelige Øiesyn viste sig en lang sort Stribe som en Gaaen til Grunde, opdager Forstandens Blik en Overgang til noget Vigtigere, Striben bliver Rygrad; mod en høiere Udvikling skrider det fremad, der kommer Pulsslag, der danner sig en Skabning, den levende Fugl. Gjennem Tilintetgjørelse kommer frem en høiere Tanke; Alt er forudseende, viseligt betænkt, lige til indeni Ægget den lille, skarpe Tand foran paa Kyllingens Næb, som den bryder den haarde Skal med, og derpaa mister. Niels Bryde var endnu kun ved Cellerne - og Mange komme ikke videre.

Han havde fornummet Electricitetens Magt til at frembringe alle Sandse-Fornemmelserne, Prismaformer for Øiet, Toner for Øret, Varmevexel for Følelsen o.s.v.; Sandserne vare reducerede til electriske Strømninger. - Organet og Livskraften kunde være et og det samme, og idet han antog det, maatte han erkjende, at med Hjernens Tilintetgjørelse maatte Sjælen døe; »med Organets Ophør slukkes den Phosphor, der tændtes fra Fader og Moder, og gik over i de Celler, som kunstig danne vore Lemmer.« Uger, Maaneder giede hen i Granskning og Læsning; det kjække Ungdomssind gjorde mangt et dristigt Tanke-Experiment, og før Aar og Dag var omme, havde Niels Bryde bragt det saavidt, at han for »Troens rare Klenodie« havde tilbyttet sig hvad i vor Tid en berømt Lærd kalder: »den rene Forstands Fad Lindser«.

I sin Menneskenatur følte han Gud incarneret; Ungdomssindet, Sjæls- og Legems-Friskhed gjorde ham kjæk; hans Valgsprog blev den stoiske Læresætning: »adlyd dig selv!« han følte Ungdoms-Mod, Sundhed paa Legem og i Sjæl, Gud selv blevet legemliggjort i hans Menneskenatur. Men der kom ogsaa Øieblikke, hvori der foer store Blink gjennem Sjælen, i hvilke Trang var efter at optage i sig alt Godt og Stort; der var en Kamp, som den Bibelen siger os mellem Engelen og Jakob. Han erkjendte i Mennesket Høidepunktet af Naturkræfterne, af Verdensaandens Kraft, og dette Høidepunkt, i selve hele Menneskeheden, blev paa en anden Tanke-Strømning næsten forsvindende; i Verden, vidste han jo, er altid samme Maal i Alt; Jorden taber ikke et Gran af sin Tyngde, ogsaa i Menneskeheden bliver Ondt og Godt lige til alle Tider; Dannelse, Humanitet, Religions-Indvirkning fordrer den ulige Fordeling, en synkende og stigende Bølge er det, hvori Menneske-Atomet lever, henkastet, et Perpendikelslag i Evigheden.

Det var ikke Forfængeligheds-Overmodet, men en Overvurderen af Menneskenaturen, Guden i sig, som han kaldte det, der experimenterede, og lod ham troe, at han kunde løfte sig over sig selv, holde sig oppe uden Udødeligheds-Haabet, ja uden - Gud; freidig synge:

Disse Bevægelser i det gjærende Gemyt hos vor unge Præste-Apostat, var Resultatet af hele to Aars Læsen, Tænken og Tumlen. Ved det første Aars Slutning var imidlertid allerede første Examens Halvdeel fortræffelig taget, anden Halvdeel tog han Aaret efter, og den practiske Prøve med Udmærkelse. I Dygtighed stod han høit mellem de andre Studerende, og i aandelig Udvikling over de Fleste.

To Aar var gaaet siden Niels Bryde sidst besøgte Hjemmet derovre paa Heden, Breve, men kun mellem ham og Bodil, vare vexlede, og i den senere Tid sjeldnere. Han var hendes stadige Tanke; et Gjensyn, en Forsoning havde hun haabet i denne Sommer, idet de Gamles Guldbryllup da feiredes; han vilde da komme, Præstemoder var ogsaa forvisset herom, for han var »et godt Barn«. Men han kom ikke; et Brev til Japetus Mollerup selv udtalte smukt og lykønskende hans Deeltagelse ved denne Festens Dag; dog Skrivelsen gjorde et forstemmende Indtryk, Japetus viste den til Kone og Datter, lagde den saa hen og svarede ikke med Brev igjen. Meer og meer vendte den Gamle ham Ryggen i Vrede; Moder sørgede derover, men hun forvandt det igjen, da hun syntes, at Fader ikke tog sig det saa nær; Bodil bar det smerteligere og altid, hun elskede den kjære Pleiebroder, undskyldte ham saa godt hun kunde, og saa meget hun vovede det, for de Gamle, hvis Fest feiredes af Venner rundtomfra og hele Menigheden.

Ogsaa Niels fornam ved den Tid en smertelig Følelse; havde »Fader« kun skrevet ham et Par Ord til, udtalt, at man ventede ham derover, han var ganske vist kommet. Nu ihjelslog han dette Nagende, sagde sig selv, at han ikke passede for dem derovre; han kunde jo heller ikke forlade Byen, han havde sin Examen at læse til, havde Informationer at besørge; skriftligt vare jo de Gamle lykønskede, hermed var det i Orden.

Ikke at bringes ud af sin jævne gode Stemning var Pligt mod sig selv; er man nu paa det Høidepunkt, at vort Jordliv er vor Tilværelses afsluttede Hele - dertil havde han allerede løftet sig, - da bliver rigtigst Epikurs Læresætning: nyd og vær glad! Nydelsens Brønd er imidlertid dyb, den har Kilder, hvor Aandens Viin sprudler, ligesom den ogsaa gjemmer i sig den laveste Bærme. Kjend Alt og vælg det Bedste, sagde Niels Bryde til sig selv, men det Bedste var tidt kun det, som Stemningen gav Navn af det Bedste.

»Solon-Diogenes« saae han aldrig noget til, han var i de to sidste Aar forsvundet for ham; hvorvidt iøvrigt de To nu vilde have fundet Interesse i hinanden, er uvist. Imidlertid var Niels Brydes Bekjendtskab, Kredsen af »Goddag- og Farvel-Venner«, meget udvidet; man kunde sige om dem med Goethe:

Snart saae man ham vandre med den eller den unge eller ældre Kammerat, tidt Mennesker, der syntes aldeles forskjellige fra ham, det var ikke let at udfinde Berøringspunktet; Hr. Svane udtalte sin Forundring, og Svaret, han fik, var vel forklarende, men øst af Ungdoms-Overmod, der paa dette Livs Stadium var Hovedstrømningen i Niels Brydes Characteer.

»En begavet Natur, det er deres Ord, at jeg er en saadan, og en sand aandelig Pjalt kunne ved Leilighed ypperligt gaae i Spænd; thi selv hos den meest Betydelige er der noget af Pjalten, og dette Noget er da Berøringspunktet. Prinds Henrik maatte have sin Falstaf, der var et Hjørne, hvori de to Skikkelser mødtes. Desuden - dog jeg anvender det ikke her paa mig selv og mine Gangkammerater - men det er verdensanvendelig, troer jeg, at ligesom mangen En holder sig en Hund eller Papegøie, han virkelig faaer kjær, saaledes kan man ogsaa samle sig Venner, som man i deres mindre Begavelse mødes med - netop kun i Udskeielsen, saaledes som vor Natur og Stemninger forlanger det!«

Niels Bryde var virkelig saa ganske begavet med alle menneskelige Stemninger, at han paa Lidenskabens Glatiis godt kunde gjøre meget farlige Svingninger; men hvad der holdt ham sikker - vi tør ikke i hans Nærhed kalde det »hans gode Engel«, men hellere, hvad han selv vist vilde kalde det, - var hans »Skjønheds-Sands«.

Det Indblik, Julius Arons havde givet ham i Hamborg-Mysterier og i sit unge østerlandske Hjerte, fik han ogsaa i Kjøbenhavn og i sig selv; han kunde paa en Maade sige med Holbergs Chilian: »Ligesaa hos os!« og dog ved Nærmeisen af »Elverpigen« gik det Niels Bryde som i Walpurgisnat Faust, der træder ud af Dandsen med den Skjønne, thi:

Det Skjønne hævdede hos ham sin Ret.

De meest ophøiede Tanker og de allerlaveste mødes. Det rene Sollys berører det fede Dynd.

»Lysteligt er det at see fra Bjerghøiden ned paa den friskblomstrende pontinske Sump,« sagde han; »jeg fornemmer altfor ofte en Lyst til at styrte mig ned i det frodige Grønne, men idet jeg fyldes af denne Lyst, kommer en Luftning, der minder mig om Sumpen, og jeg styrter mig ikke. Kald ikke det Dyd! dette er ikke noget Stort af mig, det er kun et Omsving, en modstridende Vibreren i Nerverne. Jeg er derved slet ikke tryg; jeg faaer maaskee en Svimmel og styrter fra Høiden. Kun saadan er der Fare for mig, som for Enhver; Svimmelen kan komme i Morgen, i Dag! - Feighed vilde det være, at undgaae Bjerghøiderne, af Frygt for Faldet!«

Hans »Skjønheds-Sands« altsaa holdt ham oppe, og dertil kom det Fremblik, Forstandens Øine saae med; han fandt Skytsengle der, hvor Mængden kun saae de fordærvende Magter. »Maadeholdenhedens Vei fører til Velværen!« var Mindelsen, den usynlige Haand skrev paa Væggen for ham i hans Epikur-Tempel. For at holdes paa denne Vei, see vi for os opstillet Vellyst, Fraadseri, Drukkenskab, alle onde Laster, som varslende Aander, der slaae med Svøber hver som forlader Veien, og følger dem ad Stien til det dybe, dræbende Sumpland, hvor Menneske-Maskinen voldelig sønderbrydes.

Niels Bryde fornam det og gik freidig sin Vei - vi ville i Tiden see, hvorhen den fører, for Øieblikket følge vi ham i Besøg.