IV.
Goethes »Faust« og Esther.

En Formiddag, man regner denne i Kjøbenhavn efter Husets Spisetid, selv om Middagsmaden først frembæres Klokken sex om Aftenen, kom Niels Bryde for at aflægge Besøg hos Familien Arons; Alle her vare ude, undtagen Bedstefaderen og lille Esther, som den yngste af Døttrene endnu kaldtes, uagtet hun havde fyldt sytten Aar; hun sad alene i Stuen, saa fordybet i en Bog, at hun slet ikke mærkede, Nogen traadte ind. Hr. Bryde gjentog sin Hilsen, hun foer ganske forskrækket op, blev blussende rød og saae med sine store, sortbrune Øine forvirret paa ham.

»Det er kun mig,« sagde han; »kan jeg saaledes forskrække Dem? - Hele Huset er nok ude i Dag?«

Hun besvarede det med Ja, men var synlig forlegen; han troede at bemærke, at hun søgte at skjule med sit Lommetørklæde Bogen, hun havde læst i.

»Jeg forstyrrede vistnok i en meget morsom Bog?« sagde han.

»Morsom!« gjentog hun, »det kan man vist neppe kalde den!«

»Tør jeg see den?«

»Nei!« det blev ikke uvenligt sagt, men med en Bestemthed, der viste, at Esther meente det. »Jeg skal sige Bedstefader, at De er her!« vedblev hun og smuttede bort med sin Bog.

»Ja, hvad har hun læst i!« sagde den gamle Bedstefader, da siden Niels Bryde spøgende talte derom, og - meente, at alle Romaner ikke kunne læses af unge Piger.

»Det har neppe været en Roman,« sagde den gamle Mand, »snarere en lærd Bog, eller maaskee - det nye Testament!«

»Ogsaa det læser hun!« udbrød Niels.

»Ja, Jeg har engang overrasket hende dermed. Hendes Læsning er saa ganske forskjellig fra alle andre unge Pigers; men jeg er vis paa, hun bliver aldrig uden ved et reent Væld!«

Esther læste altsaa ogsaa det nye Testament; men var al denne særegne Læsning den unge Jødepige sund og naturlig? Den gamle Bedstefader, saa orthodox i sin Tro, havde ingen Angest for hende.

»Det var ikke det nye Testament, jeg læste,« sagde hun selv en Dag fortroende til Niels Bryde, der med Flid havde ledet Samtalen derhen, idet de vare ene. »Hvorfor skulde jeg blive forlegen ved, at De saae mig læse deri! Det var en ganske anden Bog. De vilde maaskee have leet af at jeg saa ivrig læste den, da jeg vistnok ikke ret forstaaer den; men jeg har dog en stor Glæde af at læse den!«

»De maa jo forstaae Bogen, dersom De har Glæde af den!«

»Jeg forstaaer den ikke, som De, som Andre der vide Mere end jeg; men jeg fornemmer, at den er saa riig, saa dyb, den er som et heelt gjennemlevet Liv - ja, jeg har ikke Udtrykket for den!«

Hvor forundret blev han, da hun nævnede Bogen: Goethes »Faust«.

»Første Deel kan De vist have megen Glæde af, den er et sammenhængende Heelt, hvor Gretchen staaer »»gerichtet«« og »»gerettet««. Anden Deel derimod er som en Komet-Hale, der breder sig og forsvinder; der er ingen Sammenhold, ingen dramatisk Traad, ingen fortsat Historie. Goethe er blevet gammel!«

»Har De nylig læst den?« spurgte Esther.

»Nei, ikke i flere Aar; jeg blev kjed af disse Maskeoptog og alle disse Allegorier. Den egentlige Heelhed i Compositionen hører op med første Deel!«

»Just ved at anden Deel kommer med,« sagde Esther, »synes mig at det bliver, hvad De kaldte det, en heel Historie; jeg er ikke færdig med den, før jeg ogsaa har læst den sidste Deel!«

»Ja det kan man ganske rigtigt sige om enhver Bog i to Dele,« udbrød Niels Bryde leende, men dog saa godmodigt, at Esther ikke tvivlede paa hans gode Villie og Ærlighed, idet han vedblev: »Jeg maa reentud tilstaae, jeg kan slet ikke huske den, men det veed jeg, at den forekom mig saa løs, saa svævende, det var mig ikke muligt at finde Handlingens Gang i anden Deel; har De fundet nogen? jeg ikke! og Læsningen har ikke givet mig Lyst til at læse Bogen om igjen!«

»Ja saa vil jeg ikke kunne bringe Dem til det,« sagde Esther; »men jeg savnede ikke Handling og en fuldstændig Slutning!«

»Hvad har De da faaet ud deraf? Lader det sig sammentrængt give som i et heelt Billede? Jeg kan ikke troe det.«

Esther blev igjen rød, men der laae noget Bestemt og Roligt i hendes Blik: »Jeg har ikke forsøgt at fortælle, at sætte ud fra hinanden den hele Handlings Gang, men det maa man kunne!«

Der havde altid hos hende viist sig, netop mod Niels Bryde, en Hengivenhed, en Tiltro, som til ingen Anden af de Nærmeste; kun med ham alene vilde hun saaledes som her kunne indladt sig om det Læste.

Ham var det gaaet som de Fleste, og som han selv tilstod det, han havde kun bladende læst Faust anden Deel; han bevarede et storartet Indtryk af første Afdeling, der i Form slutter sig nær Dramaet og Tragedien, og derfor ogsaa har faaet sin Plads paa den tydske Skueplads. Han fandt i denne Deel af Digtningen: Stræben, Kamp, Kjærlighed og Fald. Faust's og Gretchens Historie er den dramatiske Traad, der slutter ved hendes Død. - Selv første Deel traadte frem som Fragment, og gjennem Aaringer udviklede den sig i hele sin nuværende Skjønheds Fylde; anden Deel fulgte endnu mere stykkeviis, een Scene krystaliserede sig efter den anden, »ist fortzusetzen« stod der, men om den vilde blive det, om den kunde det, var et let gjort Spørgsmaal, som man ikke engang ventede Svar paa. - Naar man seer den herlige Herkules-Torso i Vaticanet, er det os strax klart, den har været et fuldendt Kunstværk; men anderledes staae vi foran en Digtning, der gives os lidt efter lidt, kun som enkelte Stykker af en heel Kjæmpe-Statue; veed man nu, at Mesteren alt gaaer op i Oldingsalderen, saa er den Tanke saa rimelig: vil han kunne fuldende sit Værk, give med Ungdoms-Friskhed og Genialitet, som Gubbe, hvad i Ynglingsaarene tænktes i Inspirationens Øieblik? Men det er lykkedes, dristigere, dybere og rigere end vi forestillede os det. Niels Bryde havde tænkt mageligst: det er ikke lykkedes! Hans Tankeflugt var blevet hildet i den første Acts Allegorier og Maskeoptog - nu derimod fik han, ligesom ved den klare Barne-Sjæls Speil, at see hele det store Omrids af denne Genialitetens Kjæmpeskikkelse, blev grebet af den og følte Trang til at see med egne Øine og optage i sig mere end kun et Speilbillede.

Det vilde være let og hurtigt, her at sige: Esther gav ham klart og beskueligt Sammenhængens Traad, hele Historien, Omridset af Digtningen; men de, som ikke bedre, end Niels Bryde dengang, have læst deres Faust eller erindre samme, ville høre og fornemme, hvorledes han gjennem Esthers Fortælling samlede i sig Digtningen. Det er ikke hendes Ord, men Klangen af dem, som han fornam den, vi høre, og vi ville forstaae hans Interesse for hende, denne særegent rigt begavede Natur, der i sit stille, dybe Sind alt havde optaget saameget af Tænkernes og Digternes Aands-Efterladenskab. Et Indlæg af Betydenhed, idetmindste for Niels Bryde, blev i hans Livshistorie denne Time og hvad her rummes paa et Par Blade:
Goethes Faust, anden Deel.

Første Act viser os »Faust ved Keiserens Hof«; Narren der er forsvundet, men Mephistopheles indtager hans Plads og tilhvisker Hoffets Viismand, Astrologen, Kløgtens Ord; Faust skaffer Penge tilveie i den tomme Statskasse, skaber Hoffet Carnevals-Liv og Lystighed, hvori Keiseren optræder som den store Pan og Faust som Rigdommens Gud, uddelende sit Guld, men dette er en ond Sæd, i den er ingen Velsignelse. Keiseren forlanger ny og anden Underholdning, vil at Faust ved sin Kunst skal fremkalde Oldtidens Skjønheds-Par, Helene og Paris. Faust møder heri Modstand hos Mephistopheles, der dog tilsidst giver efter og rækker ham Nøglen til Dødens Rige, hvor »die Mutten boe i det Tomme, Grændseløse, Forsvundne. Et Hof-Skuespil skal det blive; høie, fornemme Gjester indbydes paa Keiserens Slot, hvor Theatret er reist, Tilskuerne samlede; Mephistopheles tager Plads som Souffleur. En arrangeret Forestilling er det kun man venter, og det er noget langt Mere. Faust hæver den antike Skjønhed frem i den romantiske Tid, men forelsker sig i Helene, ved hans Omarmelse exploderer Alt, han kastes bevidstløs til Jorden, hvor i Tumult og Mørke Mephistopheles griber ham.

Anden Act giver os Faust's Drømme-Tilstand, den vi føres ind i gjennem Omverdenens Virkelighed; vi ere igjen med Mephistopheles i Studerekammeret, der staaer uforandret som vi saae det i Digtningens første Deel, kun at Alt er bedækket med Støv; Pennen, Faust forskrev sig med, ligger henslængt paa Gulvet, en størknet Bloddraabe sidder i den. Mephistopheles kaster om sig Faust's gamle Pels, Krybet i den springer og slaaer ud i lysteligt Chor. »Der Schüler«, hvem vi kjende fra første Deel, ydmyg, beskeden, lyttende til den store Mester, der belærte ham og skrev i hans Stambog, kommer nu som Baccalaureus, langt videre skredet frem end Mephistopheles tænkte. Han har stillet sig: at blive som Gud; han er saa vidt i sin Viden, at uden hans Villie tør Djævelen ikke være til. I Laboratoriet arbeider Wagner, og ved Stoffernes Sammensætning skaber eller krystalliserer han et Menneske: Homunculus, der netop faaer Liv idet Djævelen træder ind. - Hvor er den Lille klog, morsom, kundskabsviis, og dog endnu kun halv Menneske; der mangler Noget, derfor maa han blive i sit Glas, kun der finder han Ligevægt; han er ikke engang heel legemlig, og det vil han være; han tænker paa sig selv og paa Faust, der hviler i Drømme-Tilstand, byder Mephistopheles tage paa sin Kappe den Sovende; Homunculus flyver lysende foran og fører dem til den antike Verden, Hjemlandet for Faust's SkjønhedsSands: hen til den dassiske Walpurgisnat. Her oplives Faust og henrives i Begeistring, thi her er Grækenland, denne Luft har Helene aandet; Sphinxen minder om Oedip, Sirenerne om Ulysses; han spørger om Helene, og Chiron tager ham paa sin Ryg, engang Helenes Sæde, og bærer ham til Æsculaps Datter, der fører ham til de Dødes Rige. Jorden ryster, Seismos hæver sig, løftende de dybe Grunde, Guld og Skatte rulle frem, det bruser og risler, Pygmæer, Daktyle, Ibykus' Traner mellem hinanden; Gravens Lamier hvirvle i Dands om Mephistopheles *dolgoeO* Middelalderens Djævel, der ikke strax kan føle sig hjemme paa classisk Grund, dog snart kommer han efter, at i Skjønheds-Landet findes alt det Flaggermuus-Vampyrskab, som rører sig i hans Levetid, og han kurer nu til de væmmelige Lamier og de hæslige Døttre af Chaos. Homunculus iler her mod sit Maal: at blive mere legemliggjort. Ved Havets Fest, i den ægiske Havbugt, siger Proteus ham, at han kun halvt er kommet til Verden, han maa ud af det omsluttende Glas, kaste sig i det uendelige Hav, og der gjennem tusinde Former bevæge sig fremad til at vorde heel Menneske; han følger dette Raad, og knuses mod Thronens Muslingskal i Havets og de andre Elementers Jubel ved Galathees og Nereidernes Fest.

Tredie Act er i Sparta; vi ere der i Menelaos's Slot, hvor netop Helene med en Skare fangne Trojanerinder er vendt tilbage til de Rigdomme, hun forlod, og som hendes Gemal forøgede; han har ført hende hertil, men paa hele den lange Vei talte han ikke et Ord til hende, han viser sig heller ikke, hun veed kun hans Bud, at Alt her skal være beredt til en Offring. Phorkyas, Slottets gamle, graae Bestyrerinde, træder heftig op mod sin Frue, saa Chorets Vrede vækkes derved. Phorkyas forkynder Menelaos's Villie: Offeret er Helene selv; denne forfærdes, spørger om Raad og Udvei, den Gamle veed kun een. Hiinside Floden Eurotas har en mægtig Fremmed, det er Faust, reist en Borg, til ham skal Helene tye; derhen, paa Taageskyer, bæres hun med sit Følge og modtages som Herskerinde. Menelaos med sine Krigsskarer stormer frem, men forjages ved Trylleriets Magt. Nu sværme, elske, og aande lykkeligt med hinanden de To, Helene og Faust, den antike Skjønhed og middelalderlige Romantik. I deres Omfavnelse jubler og synger det deiligste Barn, Euphorion: han er deres Lykke, Glæde og Angest; thi han hæver sig som Ikarus, og snart synker hans jordiske Deel i Graven, hvorfra den tilraaber Moderen at følge ham; hun adlyder, men hendes Skjønheds Gevandt bliver tilbage, og opløst i Skyer bærer det Faust derfra, mens Choret gaaer over i Natur-Toner og -Syn. Da reiser sig kjæmpestor Phorkyas, det er Mephistopheles, hans Gjøglemagt oprullede det Hele.

Fjerde Act stiller os igjen ind i Virkeligheden, hen over Faust's Drøm; Skyerne bringe ham tilbage til Hjemmets Bjerge, til Keiserens Land; han vaagner, kraftig og stærk, føler Drift til at handle, udrette noget Dygtigt, hemme Havets ødelæggende Bølger, lade Aandernes stærke Magt virke; men hele Keiserens Rige er henfaldet i Anarchie, en ny Regent valgt. Faust slutter sig til Sandhed og Ret, og paa hans Bud maae, ved Mephistopheles, Naturkræfterne, som tjenende Aander, virke i det Godes og Sandes Tjeneste. Keiseren gjenvinder sit Rige; uddeler nu Magt og Værdighed til de Udkaarne, sidst kommer Geistligheden; Erkebispen udtaler, at onde Magter have skaffet Seiren, det maa afsones, en Kirke bygges her paa Stedet; Dal, Eng og Marker skjænkes Kirkens Tjenere; Meer og altid Meer forlange disse, tilsidst sluger Geistligheden saa godt som det hele Rige.

Femte Act. Efter Livets lange Omfærden kommer en Vandrer til Hjemmet, hvor i Hytten to Gamle boe i Lykke og Tilfredshed; de ville ikke ombytte dette Sted for det prægtigste Gods, som den mægtige Faust har tilbudt dem, idet at deres Hytte lukker ham Udsigten fra hans rige Slot. Ved hans Kløgt og Magt er Havet her blevet inddæmmet, Enge og Skove vundet, Byer have reist sig, Meget er udrettet; men i den Tid er Faust blevet en gammel Mand, mægtig ved Lykke og Rigdom, og dog ikke mægtig til at faae Hytten dernede bort. Mephistopheles lover ham, at det skal skee, og at de Gamle ville bytte om med et bedre Sted. Morgenluftningen vifter en brændt Lugt, Hytten er afsvedet, de Gamle indebrændt; Faust forfærdes, thi saaledes vilde han det ikke. »Det kommer paa dit Regnebrædt!« siger den Onde til ham. I Natten nærmer sig nu til hans Slot fire aldersgraae Qvinder: Mangel, Brøde, Sorg og Nød. Der er ikke Sted for dem; men Sorgen slipper med dem gjennem Nøglehullet og sætter sig hos Faust i det rige Huus; han føler Smerte og Savn, hun aander paa hans Øine og han bliver blind; men indeni ham klares det, og han kalder sine Folk til Arbeid og Virken; de giftsvangre Sumpe lader han aflede og udtørre, Landet, der vandtes ved Inddæmning fra Havet, opdyrkes til frugtbare Marker. At staae paa fri Grund med et frit Folk, blev hans Livs Ønske, og i Opfyldelsen heraf er det forbi med hans Jordiske. Mephistopheles med sin Djævlehær vil gribe den bortflyvende Sjæl, men i samme Nu nedsvæve himmelske Hærskarer; ved dette Syn faaer Mephistopheles hele Kattens Lystenhed efter Fuglene; Englene ere ham saa »appetitlige«, han vil gribe dem, og i denne Drift glemmer han et Øieblik sit Sjælebytte; duftende Blomster regne ned rundtom ham, den onde Magt mægter ikke at bortblæse disse himmelske Roser, de brænde sig fast i Mephis topheles; men heel djævelsk er hans Natur, den lader sig ikke udbrænde, ikke luttre; han skyder det af sig som et Hjobs Legeme; under denne Bortstøden og Krympen have imidlertid Englene ført bort med sig Faust's udødelige Deel, og Helvedsaanden maa i afmægtig Haan synke til Dybet. Anachoreternes Sange høres, de i Fødselen døde Børn svæve gjennem Jordens Egne, Verdens-Naturen vises og forklares dem; men de længes efter endnu større Skjønhed og svæve høiere op imod den. Aander af bodfærdige Qvinder hæve sig, og mellem disse er »Gretchen«, hun beder om at naae og belære sit Barn om denne Verden, endnu er det som blændet af den nye Dag; og efter hende, Kjærligheden, bæres Faust op mod Naaden. Faust har, som Menneske, i sit Jordlivs Stræben feilet, syndet, men gjennem det Skjønne, Sande og Gode løftede i Villien Sjælen sig til større Klarhed, derfor kan og maa den stige op til Naaden. baaret af Kjærligheden.

Saaledes samlede sig ved Esthers Fortælling i eet Billed hos Niels Bryde Digtningen Faust; hun havde givet Traaden, Forbindelsen, forstaaet, langt over sin Alder, det Hele. Forundret saae han paa den unge Pige, der var af en saa usædvanlig udviklet, aandelig Natur, og vistnok ikke at sammenligne med Andre; ligesom der i Verden er flere sande Digtere end just dem, som bringe deres Tanker og Stemninger paa Papiret, saaledes er der ogsaa flere aandfulde Qvinder, end en Rahel, Fru Staël-Holstein, George Sand, men Livs-Omstændigheder stille dem ikke saaledes frem for Verden; tidt er det endogsaa kun Enkelte, i deres nære Omgivelse, som faae et Indblik i en saadan usædvanlig Natur. Hvor forskjellig var hun dog fra de to andre Søstre her i dette kjøbenhavnske, rige Huus; hvorledes gik det til, ja - hvorledes gaaer det til i Planteverdenen! man seer i Skovgrunden tidt en sjelden Væxt udvikle sig tæt ved de andre, almindelige Urter; det er de samme Jordstoffer, de Alle der have om deres Rod, den samme Luft, det samme Solskin, de indaande, og dog staaer denne ene Plante saa sjelden, saa ganske forskjellig.

Vi have, hugget i Marmor af Jerichau, en ung Slavinde i Lænker; der er i Ansigtsformen noget saa aandigt Reent, der ligesom gjennemstraaler Stenen, en Skjønhed, ligesaa meget i Udtrykket som i Formen. Man skulde troe, at Kunstneren havde givet en Portræt-Statue af Esther, netop i den Alder, hun var; hertil kom nu de sortbrune, alvorsfulde Øine, som udstraalede Tanke og Phantasie; man følte sig gjennemtrængt af disse, og vilde maaskee have bevaret et Billed af stille Sorg, var ikke hele Aasynet ligesom løftet ved et lykkeligt Smiil, der forunderlig kjækt spillede om den fine Mund og var ligesaa talende som Øinene, der sagde: »jeg er tryg, jeg er glad paa dette rullende Livshav!«

Fra denne Stund saae Niels Bryde med ganske andre Tanker og større Interesse end før paa Esther. Samme Aften endnu læstes Faust anden Deel, og Omridset deraf, som hun havde givet det, blev kritisk bøiet, og med Mandens Tænkning forstaaet.

I Faust selv fandt han en Natur, beslægtet med sin egen; ogsaa han stræbte jo, kjæmpede og vilde kunne give sig hen, selv til onde Magter, dersom han ved disse kunde vinde Fodfæste, stige et Trin høiere. I Kampen for det Skjønne, Sande og Gode maatte det Jordiske snuble, feile - men den udødelige Deel vilde tilsidst seirende leve! Goethe var humanitets-christelig, han tilhørte den antike Skjønheds Verden, var et Olymp-Menneske, løftet en Lysgrad høiere end den classiske Oldtids Viismænd, idet han stod bestraalet af Christendommens Sol.

Den Interesse, Læsningen af Faust i dens hele Afrundelse vakte hos ham, gjorde, at Goethe, ligesom Shakespeare var det, i lang Tid blev hans vanlige æsthetiske Læsning; hos begge disse Digtere er Qvinden den forædlende Indvirkende, som hun er det i Verden selv. Der er en gammel Fabel, at Stormen med Magt vilde rive Kappen af Vandringsmanden; han svøbte sig fastere i den, da kom Solen med sine milde Straaler, Varmen gjennemtrængte ham, og han løste, løftede og henlagde villig Kappen; her er Solen Qvindens Magt, og den har alle store Digtere følt og erkjendt, derfor lyser Qvinden frem hos Shakespeare i Kong Lear, Coriolan, Viola, Kjøbmanden i Venedig, og saaledes ogsaa hos Goethe i Tasso, i Egmont, dog herligst i Faust, syntes det ham, hvor hun som Kjærligheden svæver foran til Naaden.

Hvilken Betydning har ikke Qvinden! Niels Bryde tænkte deri saa vidt omkring: hans Moder, den ringe, fattige Kone, hvor levende erindrede han sig dog Udtrykket i hendes Øine, da hun stum og halv legemsdød sad i den lille Stue og han trykkede Bibelen, »Guds Mund«, som Barnet troede, til Moderens Mund; en Sum af Kjærlighed, en Moders hele Tankesum laae deri; han forstod, hvad hun engang havde været ham. Bodil, Søsteren paa Heden, hun, den trofaste, ærlige Sjæl, from og kjærlig; - han huskede saa levende hendes milde, trøstefulde Ord, da han miskjendt, krænket og vildtopbrusende laae forladt derude i Lyngen; saa mangt et Hjertens Træk af hende lyste frem, hun havde aabnet hans Øine for Naturens Skjønhed, selv paa Heden; hun den deeltagende Søster i gode og tunge Dage, endnu var hun vist tidt bedrøvet for hans Skyld, indsaae han, det kunde og vilde ikke gaae med ham og den Gamle.

Hans Moder og Bodil - ja de To udgjorde det hele Gallerie af indflydelsesrige, herlige Qvinder paa hans Livsbane. Liden Esther, Jødepigen - hun skjød frem, interessant, endnu en Blomst i Knop; hvorledes vilde den engang heelt udfolde sig? Hendes forstaaelige Program-Givelse af Digtningen Faust var mere end Ungdommens Hukommelses-Værk; hendes Leven i Bøgernes Verden, midt i det »flotte« Huus, midt i Hverdags-Sqvalderens Bølgeslag, gav Klang om den indre Dybde. Hvorhen gik vel der Tankens Strømning? Han var saa langt fra at ane det. Mangen Philosophs og Digters aandelige Efterladenskab havde hun optaget og gjort frugtbringende; men idet hans Opmærksomhed fæstede sig paa hende, var hun i Bortsvæven fra ham, der tidt i Selvets Forfængelighed ikke trængte til »Livets Ror«; Materialismens Strøm styrede til det Heles Ophav. »Troens rare Klenodie«, som han havde bortkastet, var hende Livets rigeste Skat; hun, Jødepigen, bøiede sig mod Korsets blødende Rose, Messias, Frelseren, om hvem det gamle Testaments Propheter og Skjalde sang, han, som fødtes, lærte og døde, for at hver den som troer ikke skal fortabes, men have det evige Liv!

Niels Bryde og den israelitisk troende Bedstefader vare iøvrigt de eneste To, som ret opfattede og skjønnede paa det Eiendommelige hos Esther; Søstrene, især Rebekka, som gjaldt for det egentlige gode Hoved, der bestemmes efter den Vurderendes egen Aands-Formue, havde mere Øie for hendes Unoder, idetmindste een vidste Søsteren at fremhæve. Esther, naar hun sad til Bords, lagde altid sit ene Been op under sig og sad paa det.

Amalia, den tredie Søster, havde sin Beundrer i Hr. Bruss, idet hun indtil Yderlighed sværmede for det Nordiske; og hvem var Hr. Bruss? en begavet, ung Theolog, stræng orthodox og kaad! - ja, det klinger underligt, men saadanne Naturer gives der; hos ham var Stemning af Nordens Storhed og dens Grønhed. Dette Nordiske hos ham interesserede Amalia, Storheds-Klangen vandt Esther, og hos Rebekka - ja, der var det denne Grønhed, som gjorde ham til et »udmærket Menneske«. Genial og triviel, en underlig Blanding af Modsætninger var han, sød og barsk, sejg og skjør; medens han viste sig fanatisk orthodox, og kun lod dem, der bare hans kirkelige Stempel, give Navnet rette Christen, fik hans Erke-Nordiskhed ham til, uden selv at forarges, at blande i Eet Christendom og Hedenskab, nævne som Een Christus og Balder, Djævelen og Loke, Himmeriges Rige og Gimle, Dommens Dag og Ragnarokr.

Niels Bryde fornam mangen Stund, at dette særligt var til stort Anstød for Esther; men det undgik ham heller ikke, at hun med levende Interesse hørte til, naar Hr. Bruss med Liv og Varme fortalte om Nordens Helteliv, eller fremsagde et Stykke af Eddaen. Det gjorde han fortræffeligt; en Aften gav han dem et Omrids af Njals Saga, saa ingen stor Digter kunde give den bedre. Men Niels Bryde behagede han dog ikke; Denne fandt ham hvid og rød, velklædt som en Kræmmersvend, ubehagelig ved sit søde Hovmods-Smiil, kunstlet pærenordisk, heel utaalelig ved sin kolossale Forfængelighed, der jo rigtignok er reent ufordragelig, naar man selv har den ligesaa stærk; men den Bemærkning gjorde ikke Niels Bryde.

Det forekom ham, at Esther viste Hr. Bruss en ligesaa stor Interesse som ham; det leed han ikke, nu hun havde en Betydning, ikke til Forelskelse, han var formeget en aandelig Narcissus, men, - han leed det ikke. Og dog var hun Niels Bryde ikke blot meest, men egentlig ene og alene ret tillidsfuld hengiven, kun ikke i det Ene, som laae hendes Hjerte nærmest, Troen; det var som om hun instinktmæssig følte, at her havde de ingen Tilnærmelse i deres Anskuelser.

»Paa Nilen bar et Papyrusblad som Vugge Moses, hvor rig en Blomst og dog fattig mod den Frugt som hang paa Korset!« det var Stemmen i hendes Hjerte, det var Jødedom og Christendom i Modsætning. For sin fromttroende, kjærlige Bedstefader, ham hun altid med Barnets Tillid hang ved, udtalte hun med zittrende Stemme den Overbeviisning, som fyldte hende, det nye Aandens Lys, der var gaaet op for hende, den forunderlige Trang, der drog hende til Christendommen; med ligesaa megen Forstand som Hjertelighed hørte han herpaa og indlod sig derom, i den stille Forhaabning, at denne hendes altfor levende Bevægelighed vilde fordunste ved nøiere Selvprøvelse og ved ret at betænke, hvilken Spalte det vilde gjøre i Familielivet; ikke at tale om den Opmærksomhed, hun derved paadrog sig hos Publikum. Han gav sit Hjerte Luft i Glæde over Israels Folk, der under alle Tryk, gjennem Tiderne havde holdt sig som et udkaaret Folk af Jehova, een Gud, stræng og dog miskundelig. Den gamle Bedstefader saae med en Inderlighed, en Smerte maa det næsten kaldes, paa det kjære Barnebarn, og hun klyngede sig om hans Hals, brast i Graad, men snart løftede hun igjen Hovedet frit, knugede sine Hænder sammen - hvad sagde det i hende? Læberne taug derom. »Herre Jesus! slip mig ikke!«