V.
Ingen Christen.

Det gamle Ordsprog:

stadfæstede sig med Hr. Bruss og Niels Bryde, dersom iøvrigt disse To kunde kaldes Store. De vare lige begavede, lige forfængelige, og det var nok Knuden, den de stødte imod, hvergang de mødtes. I Dag gav Hr. Bruss humoristisk Dousche- og Styrtebad til den hegelske Philosophie, den han antog Niels Bryde hyldede. Heiberg og Martensen, sagde Hr. Bruss, havde indført denne »Guldkalv«, som Ungdommen her hjemme nu dandsede om, efterat Dandsen var ophørt i Tydskland, og de der fornam den beeske Smag af Malmen.

Niels Bryde talte om daarlige Prædikanter, »Blomstersprog« eller »Aandløshed, spækket med Bibelsprog«, Perler paa Traade, der ikke hang sammen.

»De kommer jo aldrig i Kirke,« sagde Hr. Bruss, »undtagen maaskee ved at følge Liig! De har selv sagt saadant noget engang.«

»Ogsaa ved Brudevielser!« svarede Niels Bryde; »jeg hørte nylig der om de mange skjønne Gaver, de unge Folk vilde finde fra Venner og Veninder, naar de kom hjem!«

Det gik videre, altid videre; Hr. Bruss og Hr. Bryde skulde ikke indbydes sammen, det var en fremtidig Bestemmelse af Husets Frue.

Der staaer i Bibelen: at paa Dommens Dag skulle vi gjøre Regnskab for hvert utilbørligt Ord, og til disse slutte sig vistnok tungest hvert ukjærligt Ord om vor fraværende Næste; det komme tankeløst eller af Bitterhed, men det gjennembølger Luften og staaer maaskee engang som evig Iisblomst paa vort Regnebræts Glar.

Saaledes optog idetmindste Esther en Yttring af Niels Bryde. Hun var i den senere Tid oftere kommet til Enken efter Consistorialraad Ancker, en ældre Dame, der i høi Grad var godgjørende og af christeligt Sindelag. Esther talte med Inderlighed om hende.

»Hun er vist en meget agtværdig Kone,« sagde Niels Bryde. »Det er Skade, at hun nok er lidt gal!«

»Gal!« udbrød Esther.

»Ja, hun troer jo for ramme Alvor, at Himmelens Stjerner kunne falde ned paa Jorden og ligge der som vissent Løv!«

»Hun troer det, fordi det staaer i Bibelen,« sagde Esther.

»Men at hun kan troe det og i Alvor sige Sligt, der er lige stik imod al sund Menneskeforstand, det er jo Galskab.«

»Det antager De, men ikke hun!« svarede Esther og vedblev: »Jeg troer ikke, man saa afgjort tør forkaste en Andens Tro i hvad der kommer ind paa det Religiøse!«

»Min lille fornuftige Esther vil nu i Dag disputere!« sagde Niels Bryde, og smilede af det unge, kjække, bestemte Ansigt. »De, som veed baade om Stjernernes Afstand og Størrelse, veed godt hvorledes vor lille Jord vilde knuses og forsvinde under de nedfaldne Stjerner - hvor kan De - det er jo Galskab!«

»Men om Deres Viden nu var Galskab!« sagde Esther.

»Bravo!« raabte Niels Bryde. »Snee er sort, Kul er hvidt! - vi lege at disputere.«

»Det vil jeg ikke kunne med Dem,« sagde Esther; »men De er ingen rigtig Christen!« og hun saae paa ham med et Blik, det Niels Bryde ikke forstod at tyde; det var alvorligt og dog mildt, der spillede endogsaa et Barnesmiil om hendes Mund.

»Jeg er ikke af de Christne, der troe paa Umuligheder!« sagde han.

»For Gud er Intet umuligt,« svarede hun; »det troer nu jeg, - og jeg veed Intet bedre!«

»Intet umuligt!« gjentog Niels Bryde. »Det er ham da umuligt at handle imod det Fornuftige! han kan ikke lade det Skete igjen være ugjort! han kan ikke elske det Onde! ikke lyve! Jeg kan af Skriften selv give Modgrunde nok! - Jeg forstaaer Dem ikke; hvad antager De, hvad troer De?«

»At De er ingen Christen!« sagde hun og forlod Værelset.

»Jeg, ingen Christen!« gjentog han, »ja, efter hendes Begreb er jeg det ikke. Men vil hun være det! Er det Sundhed eller Sygdom? Er det kun Lyst til at modsige? Hm! har jeg maaskee troet for meget om hendes Forstand!«

Disse krydsende Tanker var ikke til Esthers Roes; og dog følte han sig forunderlig draget til hende. Han havde troet, at Berøringspunktet var hendes Forstand; Aanden, det ubevidste Geniale, der straalede klart fra den dybe, rene Grund, var det; han saae i hende en dansk Bettina, og i sig en Goethe.

Da han endnu var et Barn, og boede hos sine Forældre høit oppe paa Rundetaarn, sad han der - Lignelsen er tidligere brugt om ham - som Alfen og den lille Marie sad i det mægtige Træ, der ihast voxte fra Frugtkjærnen, de lagde i Jorden. Som Barn var det paa Phantasiens Trylletræ han løftedes, gyngede, og saae vidt ud om sig over hele Kjøbenhavn, og fløi drømmende med Svaleflugt mod den lysende Stjerne, den han dog ikke kunde naae, thi det var meer end hundred Aars Flugt derop! - Nu havde Videnskaben lagt sin stærke Frugtkjærne i Jordbunden, Forstandens Træ voxte og voxte, og høit i dets Top gyngede han og saae ud over Jorden, ud i Universet. Han fornam, at Tonerne, der røre Menneskets Hjerte, kun ere Lyd-Bølger i Luften; de rosenrøde, svævende Skyer ere kun vaade Dunster; den skinnende, uendelige Luft kun en Zittren i Atmosphæren; gjennem Forstandens Glar saae han den hele Herlighed være død og ringe. Øienerven pirres ved visse Brydninger, som vi kalde Skjønhed, idet de gjøre os vel, ligesom Smagens Nerve pirres ved visse Fødemidler. »Hjernens Virken er vort høieste Selvs begrundende og betingende Væren«, var ham en Overbeviisning, og han erkjendte, at ligesom Lyden fremkommer ved Luftens Rysten og Bevægelse, saaledes fremkommer hver Stemning eller Følelse ved Virksomheden af Hjernen, dette terra incognita; dens Phosphor, som Feuerbach havde lært ham, lyste som Lygte ved denne ind i og om sig Skuen, hvor Ungdoms-Overmodet og Selvets Forfængelighed, der vel »er Grunden til alle Laster, men ogsaa til alle Dyder«, gav ham en Sandsenydelse, der Hig al Nydelse, paa sit Høidepunkt, ikke føler Trang til Fornyelse eller for ham Vedvaren, Minuttet er det herskende, man taber sig deri og forlanger ikke en Evighed! Den og Gud forsvandt i Beskuelsen af hans Jeg. I de læste Skrifter havde han særligt indstreget med Rødt, hvad der var Udtryk af hans egen Tanke eller optaget som saadan, og af dette Indstregne ville vi her særligt vedlægge een Sætning.

»Der Mensch allein ist und sei unser Gott, unser Vater, unser Richter, unser Erlöser, unsere wahre Heimath, unser Gesetz und Maass, das A und O unseres staatsbürgerlichen und sittlichen, unseres öffentlichen und häuslichen Lebens und Strebens. Kein Heil ausser dem Menschen*).«

Han vidste, at Alt det Skabte var saa fornuftigt blevet til, at man maatte kunne forstaae dets Skabelse, mægte at gjengive den, - havde man kun Kræfterne dertil; Alchymisten maatte kunne gjøre Guld, Diamanten vilde kunne skabes, vidste man kun at tilveiebringe det Tryk, der giver den sin Tilværelse, ja Mennesket selv, var det tænkeligt, kunde blive til ved Sammensætning af de organiske Kræfter, og Livet indblæses det. Goethe havde vistnok, meente han, havt samme Vished, men da han ikke kunde klare det, leget hermed i Skikkelsen Homunculus i Faust. - Mennesket maatte visselig gjennem Slægters Udvikling og Erfaring kunne »blive som Gud«. Saavidt var Niels Bryde.

Verden gik imidlertid sin Gang, »satte sine Krystaller«; Verdenshistorien, denne Drypsteens-Hule af Tilfældigheder, voxte større og større; lystelig var det at see paa, gyngende i Forstandens Træ, værende Guden i Bægeret af Videnskabens Lotosblomst, som han var det.

Niels Bryde i al sin Klogskab naaede ikke til Forstaaen af Stoffernes Blanden, selv i det ringe Blad, i den døde Steen - og om han endogsaa naaede dertil, om han havde Marmorblokken chemisk opløst, og igjen faaet den sat sammen, vidste han dog ikke, hvad Aanden udenfor vilde meisle af den.

Oldtids og Nutids Steenblok var og er den samme, men Phidias, Praxiteles, Thorvaldsen - de ere Kræfter udenfor - det samme Marmor lader sig sjælforme i en Laokoons Gruppe, en mediceisk Venus, en Ganymed.

»Den store Mester hugger ud af Blokken.« I Verdenshistorien meisler Aanden. Hammerslagene hørtes i vore Dage, hørtes mens Niels Bryde trygt gyngede i Forstandens Træ, og saae ud over den krystaliserende Verden, den Mennesket maatte kunne opfinde, ja Mennesket selv med, vidste man kun at blande Stofferne,
»auf Mischung kommt es an!«
lader Goethe Wagner sige i Faust, hvor i Phiolen det klarer sig til en Homunculus.

»Da Tidens Fylde kom,« siger Bibelen, »fødtes Christus!« Naar Tidens Fylde kommer, fødes og skeer, - hvad vi Mennesker ikke i al vor Kløgt forudtænkte. Vi see Marmorblokken, men vide ikke hvad der skal hugges af den.

Der lød Hammerslag fra Seinestaden, engang Stedet for Ludvig den Fjortendes kostbare, tomme, blændende Girandola, Keiser Napoleons Thronsal med Seiers-Trophæerne, hvor Marseillaisen er Hjerteslagets Rhythme ved Tanken om Fædrelandet. Borgerkongen Louis Philippe, der var Modets Mand, uden Frygt for Djævels-Maskine, fri, kjæk, saalænge det saa maatte være, bøiede pludseligt Hovedet, - den ham tildeelte Rolle var endt, Frankrige forlod han pludselig med Hustru og Børn, kom som Flygtning til England.

Et Friheds-Suk, saa dybt, saa vidt, gik med Eet gjennem Landene; Folkemassen vilde gjennem Blod vinde den gyldne Frihed, den Tidens Børn endnu ikke vare modne for. Den sort-rød-gyldne Fane vaiede. »At være eller ikke være!« de Hamlets Ord bleve Folketanken i jordisk Betydning.

Det rene Hjertes Begeistring, Lavhed og Egennytte, Had og Lidenskab dandsede sin bacchanalske Dødningdands gjennem Tydsklands Byer, gjennem Ungarns Sletter og Norditaliens frugtbare Landskaber; der lød et Drøn gjennem Europas Lande, Hammerslag i Marmorblokken; de naaede til Danmark, de grønne Øer med Nord- og Sønder-Jyllands Lagunen!

Lov og Ret paa sin Side er et herligt »Dannevirke«, og det var Danskens; men Sympathie er som de stærke Kilder i Jorden, de bryde frem, Vældet taaler ikke Skjel eller Grændse.

Vidt over Europas Land skyllede Folke-Tankens Strømme, som Bjergfloder svulmede de ødelæggende Sympathier. FrihedsDrømme, Tingenes Omskiftelse hævede sine Syndflods-Vande med Friheds-Vimpler, sortrødgyldne Flag.

Et Oprør var brudt ud, en Krig, saa smertefuld! Broder vilde staae i Række mod Broder, Slægt kjæmpe mod Slægt!

Der oprullede store Alvors Dage, Prøvelsens Dage, bittre, tunge for den, som er - ingen Christen.