VI.
Julius Arons.

Ved Eiderens Bred slog Allarmtrommen Friheds-Sang; i Jylland og paa »de grønne Øer« tændtes Begeistringens Baun; der lyste over Landet een Tanke, een Villie: »Alt for vor retfærdige Sag!« Og Bondepigen tog sin gyldne Fæstensring og gav den, ja hun gav taus sin Hjertens-Ven med. Rig og Fattig, Bonde og Adelsbaaren stillede sig frivillig frem i Række. Saamangen fiin, ung Herre, der havde siddet i Theatrets første Rang med Glacéhandsker, stod snart frivillig ved Skandsegravning. Julius Arons, der mangen Dag i den sidste Tid var livskjed ved altfor nydende at have overjaget sit Ungdoms-Liv, blaseret, kaldte et Par af Vennerne det, opildnedes igjen, blev ung igjen i sin Ungdom; Livet fik nye og gode Interesser for ham, han vilde medgive sin Deel, nu det gjaldt. Vel maae vi tilstaae, at han, som saa mange af de unge Mennesker, der øieblikkelig gav sig hen, ikke betænkte, hvad der udkrævedes, til hvilke Strabadser, Savn og Prøvelser de hengave sig; kun meget faa Undtagelser kunde der vedlægges Bihensigter, hos de Fleste var Grund-Accorden dyb og inderlig, Begeistringen sand.

Julius og Esther havde, som vi veed, megen Liighed udvortes, man saae strax de To vare Sødskende; og dette Ydre havde sit indre sjælelige Foreningspunkt, om de end i Begavelse og aandelig Udvikling vare meget forskjellige. Inderlig holdt de af hinanden, og vistnok opflammede Esther hans Begeistring og ansporede ham til at gaae med; selv havde hun gjerne gjort det samme; velsignet og lykkelig fandt hun de barmhjertige Søstres Lod, at kunne i deres Fædreland følge med, træde selv nær Kamppladsen og yde Gavn og Trøst. Rebekka og Amalie talte mere om, hvormange »Fornemme«, der gik med, hvor smukt Uniformen klædte Julius. - Niels Bryde var allerede udnævnt som Underlæge, og det traf sig saaledes, at det netop var ved det samme Regiment, Julius Arons blev anstillet ved.

»Vær min Broder en trofast Ven!« tilhviskede Esther ham i Adskillelsens Time; »jeg veed, at De vil det!« og hun trykkede Niels Bryde i Haanden, saae ham med de sjælfulde Øine ind i hans; der stode Taarer i hendes for Broderen, - maaskee ogsaa for ham, Vennen.

Moderen og Søstrene vare Alle ved Afreisen ude med ved Jernbanen til Roeskilde, ogsaa Faderen, Hr. Arons, om hvem vi have hørt saa lidt, uden at han gav Pengene, da Julius og Hr. Bryde reiste til Dresden og Prag. Han var meest paa sit Contoir og paa Børsen; men i Dag var han med paa Banegaarden, hvor Julius i den røde Trøie tog Plads mellem Kammerater; Faderens Øine vare vaade et Øieblik, - en Omfavnelse og saa maatte han afsted, før Toget gik, han skulde paa Børsen.

Det var festligt, søndagshelligt, Munterhed og Taarer; der var Poesie i Øieblikket. Soldaten i den røde Trøie omfavnede den silkeklædte, fine Frøken. Lommetørklæderne vaiede, Locomotivet brusede afsted, og Soldaten sang Kaalunds Vise: »Opmand dig, Du Danske!« - Saa sandt klang Verset:

Hurraerne rungede, Sangen døvedes ved Raab og Dampsignalets Pibe; afsted gik det, - som Livets Væverspole gaaer.

De stærke Følelser, der vare satte i Bevægelse, det Nye og Udviklingens Uvished gav Øieblikket en Glands, en Poesie, hvorved den klamme Hverdags-Taage glemtes, Trykket mildnedes.

Turnere i vilde, phantastiske Dragter med Dødningehoveder malede paa Brystet, Friskarer og disciplinerede Tropper stode mod Dansken ved Bau; tappert fægtede de, viste fortvivlet Mod; men de bleve snart forladte af den, der vilde føre dem i Striden. Ingen Overkommando var der, ingen Enighed; de bleve omringede, overvundne, og ottehundrede Fanger sendtes til Kjøbenhavn.

Hele Hertugdømmet Slesvig laae de Danske aabent; Kongen, som besøgte Als, holdt sit Indtog i Flensborg, der vaiede med Danebrog. Alt dette tilhører Historien og vor Erindring. Lykken syntes at være for de Danske, de droge mod Byen Slesvig; mangt et Hjerte slog tungt, Broder gik mod Broder. Vildfarelse, Sympathier stode mod Ret og Pligt; mangen Dansk fornam, hvad Videnskabens Stormand, den ædle Danske, Hans Christian Ørsted sang:

I den Afdeling af danske Tropper, der først drog ind i Byen Slesvig, vare Vennerne, Julius Arons som Underofficeer og Niels Bryde som Underlæge. Uhyggelig Stilhed hvilede over Byen; det var graae, regnfulde Dage. Faa af Beboerne viste sig paa Gaden. Afsluttet holdt de fleste Familier sig inde; der iagttoges Pligtopfyldelse i hvad der fordredes; men man mødte mørke Ansigter, Ordknaphed, selv hos Tyendet. Niels Bryde var indqvarteret i et Huus, hvor en ung Frøken Hibemia var den eneste Fremtrædende, og det med et saa afgjort dansk Had, saa uforsonlig, men kjæk og dertil smuk, at hun i høi Grad tiltalte Niels Bryde.

»Kjøbenhavn,« sagde hun, »er jo skandinavisk! bøier sig mod Sverrig og Norge, vil være en Deel af en større Heelhed; det er Sympathie, Nationalitet, Sprogliighed. Men have vi ikke samme Ret? vi bøie os mod det store Fædreland, der taler vort Sprog og er Landet, hvorfra vi have vor Dannelse, vore Sympathier. Nu er det Tiden, da Folkene sondre sig, og vi slutte os til vore!«

»Men saa maa De drage ud af det danske Slesvig,« sagde Niels Bryde; »sydfor Byen staaer endnu det næsten tusindaarige Dannevirke, Thyras Vold, allerede dengang et Værn mod fremmed Overmagt. Det her i gammel Tid rundtom talte danske Sprog blev tilsidst kun Menigmands, og vilde han nu være med de Fornemme, maatte han lære Tydsk; det blev fornemt at tale dette, og derved voxede Antallet paa Tydsktalende. Seire, Fredsslutninger og Tractater maae dog desuden ogsaa gjælde noget!«

Saaledes talte de hver lige ivrig, lige overbeviist - som der endnu længe vil tales. Niels Bryde saae ind i de alvorslysende, smukke Øine; hans Heftighed slog op i Lune. »Jeg har en Idee,« sagde han spøgende: »Danskhedens yderste Høire hos os er gamle Grundtvig, hos Dem er Tydskhedens yderste Høire gamle Arndt; jeg lyser slet ikke Vrede over ham. De To ere i Modsætning hinanden saa liig, Begge ere Digtere, Begge yderlige - jeg vilde, at Magterne bleve enige om, at de to Kjæmper, Danskhedens og Tydskhedens, mødtes til en nordisk Holmgang og kjæmpede paa Sprogø i store Belt om Sprogene og Nationaliteterne, og eftersom Resultatet da blev, faldt vi Andre hinanden om Halsen, og - saa var det godt!«

»De kan spøge i en Tid, som vor!« udbrød Hibernia og blev blodrød.

»Ja, Gud skee Lov at jeg kan spøge!« sagde han, »og det vil jeg med alle Fjender, som komme i Skjørter!«

Hibernia saae blussende paa ham, sagde ikke et Ord, men der laae Vrede, Alvor og - Hævnlyst i hendes Øine, og dog var hun en ædel, høihjertet tydsk Qvinde, der aandede kun for Landet,
»Hvor Luther fødtes og hvor Goethe sang.«

Der var noget i hendes Optræden, i hendes Person, der forunderlig greb og opfyldte Niels Bryde. Hun var ham ikke ligegyldig; Had følte han ikke, Kjærlighed ikke heller, men uforklarlig fornam han sig draget til hende - hans Fjende, hans erklærede Fjende, der havde sagt lydeligt: »jeg hader Dem!« - Mon de oftere skulde mødes?

Fra Gaden lød Sang af danske Soldater, Visen om Thyras Vold:

Hibernias Kinder brændte, hendes Øine bleve saa store, saa smukke; hun gjorde et rask Kast med Hovedet og forlod Stuen. Fjendens Styrke stod alt i Holsteen.

De danske Tropper vare paa Vei til Kirke, da Generalmarschen lød, og en halv Time efter modtog Avantgarden Fjenden i Bustorf. Snart var Kampen inde i Byen Slesvig selv; fra de sydlige Huse og Haver rasede Ilden. Gavlene faldt ind, Flammerne sloge op. Der lød en stadig Dundren af nære og fjerne Kanoner, Kuglernes Susen og Piben gjennem Luften, Vognenes Rullen, Trommer og Trompeters Lyd.

Da Niels Bryde og hans Compagnie passerede Huset, hvor han havde været indqvarteret, saae han ved det aabne Vindue Hibernia; et Par Geværpiber sigtede ud ved Siden af hende; den sortrød-gyldne Fane strakte hun ud af Vinduet, og saae triumpherende paa de Bortdragende. Der faldt et Skud - Niels Bryde troede at høre et Skrig, og saae hende segne eller træde tilbage han var i Marsch, vidste ikke, og fik ikke at vide, hvad der var skeet.

En Kampens Dag, den første for Niels Bryde, var rullet op. Som midt i en gigantisk knusende Dødsmaskine gik han og øvede troligt sin Pligt.

I Skovkanten laae et Huus; fra Vinduer og Døre pegede Dødens sorte Bøssepiber; Skud faldt paa Skud; fra Hegn og fra Hækker pegede de sorte Dødens Rør. - Der blev slaget og stødt med Kolben og Bajonetten; den tunge, blanke Sabel kløvede Hjelm og Pandebeen; Liig, Fjende og Ven, laae som afbidte, henslængte Patroner; her bleve Heste skye ved den rullende Kamp-Bølge, der sank Kanoner i den dynddybe Vei. Niels Bryde gik med Ambulancen frem i Rækkerne, hentede de Saarede, amputerede, forbandt, - der var ikke Plads, ikke Tid, - det Hele syntes en vild, forunderlig Drøm, man kunde ikke give sig hen til at tænke eller grunde; Dødens mægtige Hjul dreiede, og han kravlede mellem Skovlene, som Ormen kravler.

Slesvig By og Gottorp Slot, hele Kamppladsen var Fjendens. I ni Timer var kjæmpet mod Overmagt. - Til Natten bivouaqueredes i Idsted Skov og Cathrineskoven. De ikke faa Læger, som under Kampen vare paa Lazarettet i Slesvig, bleve der som Krigsfanger. Niels Bryde, hvis Virksomhed havde været udenfor Staden, sad nu med Kammeraterne, noget udmattet vel, men med freidigt Mod, foran den store blussende Vagtild, der belyste Skovens vaade Træstammer. Rundt om laae krigeriske Grupper; de mange røde Blus, den særegne storartede Gruppering var omsluttet af det sorte Mulm, der som en tung Kube laae om Skoven. Det regnede den hele Nat. Bagage-Vognene kjørte frem mellem Træerne, og Proviant uddeeltes. Hvad der i Dagens Løb var seet og skeet, udfoldede sig nu. De Enkeltes Meddelelser gav Heelhed i det henbruste Dagværk.

Niels Bryde blev imidlertid snart kaldt herfra til Idsted Kro, hvor Generalen og hans Stab var indqvarteret og Saarede henbragte; han red afsted i den skyllende Regn. De Høistcommanderende sadde her i en lav, qvalm Stue, hvor Tællepraasen brændte paa det skidne Træbord; op til Skjænkestuen laae Saarede, *) Ploug. som skulde forbindes; en enkelt Smertens Lyd hørtes. Niels Bryde ydede al den Hjelp, han kunde; udmattet stod han tilsidst, det var over Midnat, han trængte til Hvile. For at finde en Plads hertil, gik han ind i den store Skjænkestue; her, som overalt, var opfyldt, Nogle sov paa Gulvet, Enkelte havde hver faaet en Bænk, ogsaa paa Dragkisten var taget Natleie, der laae eller sad Een i dyb Søvn. Niels Bryde skrævede over de Nærmeste paa Gulvet og søgte at faae det Stykke af Dragkisten, som ikke var besat; han betragtede den Sovende, det var en Ven, et kjendt Ansigt, blegt, lidende, næsten overanstrænget, - det var Julius Arons. Han sov saa fast; vække ham nænte Niels Bryde ikke. Selv var han udmattet; han løftede Vennens Been lidt tilside, fik sig en siddende Plads op i Hjørnet, og efter at have taget en god Slurk af sin Felt-Flaske, sov han ind ved Siden af Julius. Men Søvnen varede ikke længe, allerede Klokken to, det var anden Paaskemorgen, brød Hæren op fra sin Bivouac, og bevægede sig stille mod Flensborg.

Niels sov haardt; en af Kammeraterne ruskede i ham; han foer op, og da han erindrede sig Vennen, Julius Arons, var denne ikke at opdage. Han havde maaskee ikke engang lagt Mærke til, at Niels Bryde sov ved hans Side; han var allerede paa Marsch. Regnen skyllede stadigt ned; det var et møisommeligt Tilbagetog, meest over dybe, sandede Heder.

For at dække den bortdragende Armee, idet man vidste, at Turnere vare trængte over Slien, fik et Dragonregiment og et Jægerkorps Ordre at blive ved Qversø. Kanonernes Heste spændtes fra og bleve fodrede, da en Bonde meldte, at Fjenden var i Anmarsch i tre Colonner. En Deel af andet Jægerkorps maatte kaste sig ud i en Mose; meklenborgske Dragoner trængte paa dem, der vare udmattede af den forrige Dags Kamp og den kolde Nat paa den vaade Jord. Dog holdt de Stand her midt i Vand og Ild. Goslar-Jægere sluttede sig til Meklenborgerne, to Timer varede Kampen, Seier var her ikke at vinde, Hjelp af sine egne ikke at haabe, det var her kun at give sig hen for at standse den frembrydende Strøm, mens Hovedstyrken naaede Flensborg. Fra Knold til Knold i Mosen sprang gjennem Røgdampen den danske Jæger, dybt sank Enkelte, for aldrig mere at see Daglyset; alle Patroner, selv de saarede Kammeraters bleve afskudte, og først da vaiede Kapitainens hvide Klæde til Overgivelse. Men Hovedstyrken var dækket, og havde naaet Flensborg; dens Borgere kom dem langveis ude imøde med Forfriskninger, og nu ventede dem Spise og Hvile i det givne Qvarteer. Bryde og Arons mødtes ikke, søgte ei heller hinanden, dertil vare de, ligesom de øvrige Tropper, for gjennemblødte og trætte; hver gav sig hen til Hvile.

Da sprængte ind i Byen Dragoner med Efterretning om Overfaldet ved Oversø, der lød, at Fjenden trængte paa. De Trætte, Overvældede foer op, Forvirringen var stor; Byens Folk, af Frygt for den overmægtige Fjende, skyndte paa at faae dem bort; Tornister og Kapper kastedes ud af Vinduerne, Alarmtrommerne gik. »Skynder Eder! redder Eder!« lød det velmeent og ikke velmeent. Flere Batailloner rykkede i al Orden fort; men store Hobe standsede paa Veien i Mulm, Mørke og Forvirring. Det gik mod Bau. Regnen vedblev at strømme ned, Straaet, der hentedes til Natleie fra Bøndergaardene, var snart gjennemblødt. Hovedstyrken skulde til Sundeved, og nu den tredie regnfulde Nat skulde Tropperne bivouaquere paa Dyppelbjerg; men de vilde herved blive aldeles udygtige til Kamp, om en saadan overrumplede dem, og Bestemmelsen blev derfor, at de paa Baade og Færger sattes Alle over til Als.

Julius Arons var syg, disse Dages og Nætters Anstrængelser havde dette fine, til anderledes Liv vante Legeme ikke kunnet udholde; han sendtes til Lazarettet paa Augustenborg.

De fjendtlige Skarer trængte frem gjennem hele Hertugdømmet Slesvig, og i hver Stad, hvor tydske Sympathier rørte sig, klang Jubel, regnede Blomster og vaiede de sort-rød-gyldne Flag. Det smalle Als-Sund var Havets dragne Skille-Sværd mellem de Kjæmpende. Fjenden skred over Kongeaaen ind i Jylland, hans Ild blussede alt ovre i Fyen, da Granater kastedes fra Fredericia, og tændte Stribs Færgegaard; ogsaa fra Snoghøi sattes flere Huse i Flamme ovre i Middelfart.

Den danske Hovedstyrke blev paa Als. Niels Bryde var i Sønderborg, og der meldtes ham fra Lazarethet i Augustenborg, at Julius Arons var meget syg; det var Typhus og farligt. Seent paa Aftenen fik Niels dette Budskab, kastede sig strax paa en Hest, og red den Miils Vei, der er derhen. Da han nærmede sig det store Slot, skinnede alle dets Vinduer oplyste, som i tidligere Tid, naar der feiredes en Fest; nu var det Sygesengenes Lys, der hvor Livslysene slukkedes. - Alt derinde i Værelserne stod endnu uforandret, som da de danske Tropper rykkede ind; men Slottets rige Sale vare blevne Smertens Bo.

Julius laae stille hen; bleg, mager var han, men næsten endnu mere end før saae man i hans Træk den store Liighed med Esther. Niels Bryde sad ved Sengen og betragtede ham; med Eet slog den Syges Puls stærkere, vildt aabnede han Øinene, talte om den mørke Skov, det store Baal, og deilige Qvinder. En Billedhugger vilde ikke kunne hugge yppigere de nøgne, dandsende Bacchantinder; det var Tanker som de, der bølge i Goethes italienske Sonetter. Pludseligt troede han sig af den dandsende Skare revet med ind i Baalet, at brænde der, og han vred sig og raabte høit. Den kjølende lis paa Hovedet lod ham atter synke hen; han laae en halv Timestid stille, tungt aandende, da aabnede han igjen Øinene, hæftede dem paa Niels Bryde, som kjendte han ham.

»Jeg er vist meget syg,« sagde han; »men jeg døer ikke! det er saa deiligt at leve!« og han saae paa Vennen med et Fortroende, en Tillid, som hang Livet ved ham.

»Det vil blive bedre,« sagde Niels Bryde; »det er jo i dette Øieblik allerede bedre.«

»Bedre!« gjentog Julius, og laae igjen stille, men knugede sin Haand fast om Niels Brydes. »Troer Du,« spurgte den Syge, »at der er et Liv efter Døden?«

De Ord bleve saa alvorsfuldt, forunderligt dybt udtalte, at de særligt greb Niels Bryde, der ikke troede paa et saadant Liv. Han svarede ikke; Spørgsmaalet var ham piinligt; give et Svar imod sin Overbeviisning kunde han ikke, og her, i dette Øieblik, at sige: »nei, jeg troer det ikke!« var ham heller ikke muligt.

»Et Liv efter Døden?« gjentog Julius med svag, spørgende Stemme.

»Det troer den Christne!« sagde Niels Bryde uvilkaarlig.

»Ja,« udbrød den Døende, »det siger Esther!« og hans Hoved bøiede sig, Øinene lukkedes for ikke mere at aabnes.

Der var lydløst i Natten, kun den sagte Stønnen af de Syge hørtes. Niels Bryde sprang op, han sad ved en Dødsseng. - Vennen var hensovet.

Dybt betaget red han i det kolde Daggry tilbage til Sønderborg; han tænkte paa Døden, saaledes som han ikke før havde tænkt paa den, Slutnings-Momentet, »hvor Maskinen staaer stille, Phosphoret i Hjernen slukkes; Delene falde fra hinanden - «

»At være eller ikke være!« tænkte han med Hamlet; men fortsatte ikke: »sove! muligt drømme!« - han vidste det var forbi, »Stofferne vendte tilbage til deres Ophav«.

Som en Musik, vi have hørt, og som er trængt os ind i Sjælen, gjennemtonede ham nu Levedagene med Vennen, hvis Liv nu »kun var til i de Efterlevendes Erindring«. De Tanker løftede just ikke Sindet.

»Ikke være!« - det var hans Vished.