VII.
Paa Valpladsen.

I Uger og Dage var forberedt et Angreb i Sundeved og en Landgang ved Helgenæs, ovenfor Aarhuus, da en Morgen pludselig det danske Flag viste sig at vaie paa Fæstningen Fredericia. General Wrangel, der netop i den Tid brandskattede Jylland med fire Millioner, forlod uventet i stor Hast, efter høieste Ordre, Jylland. Den glade Efterretning herom naaede snart til Als.

Den otteogtyvende Mai, ved Middagstid, gik de danske Tropper over Sundeved. Her er det ikke Stedet at give »Danmarks Kamp for Slesvig«; det er Sjælebilledet af den Enkelte, vi følge, og derfor ere vi komne til disse Prøvelsens og Hæderens Dage, derfor ere vi i de Kjæmpendes Række. Niels Bryde var i sin Dont en af de Flinkeste, Kjækkeste og meest Samvittighedsfulde.

Med flyvende Faner og klingende Spil, med Sang og munter Tale, som til en Fest, gik det over Broen; Tropperne længtes efter Kamp. Det var deiligt Solskin, Skovene grønne, Marker og Hegn i Foraars-Friskhed; det nysudsprungne Bøgetræ havde endnu om Bladets Rand sin bløde Fryndsekant, ligesom Duun mod de skarpe Vinde. Hver Luftning bar mild Sol-Varme og forfriskende Duft; paa Grøfterne prangede Kodriven, Skovens Primula, med sin styrkende Humleduft, de vilde Krusemynter stode i rig Fylde, hele Foraarets Offerskaal svingedes, og Fuglene sang. Et StorkePar fløi enige til en Gaard ved Dyppelmølle, hvor Fjenden laae slagfærdig, i dækket Stilling. Naturen stod saa søndagsfestlig, forkyndende Foraarsglæde og Levelyst, og hvor mange Øine skulde ikke før Sol gik ned idag lukke sig, hvor mangen blussende Kind blegne og ligge uden Pulsslag!

Snart begyndte Skydningen; fra Dyppelmølle vedligeholdt sig heftig den fjendtlige Ild; de danske Soldater trængte paa med Bajonetterne; hvor blinkede disse i Solen, indtil Røgskyer omhyllede deres Lynblink! Før Fjendens Centrum og høire Fløi blev kastet og trængt tilbage til Nübbel, laae Dræbte og Saarede, Venner og Fjender, som meiede, henkastede Urter. Kugler og Granater faldt; Straatagene sloge op i Luer; her exploderede en Forstillingskasse, Hestene steilede, rev Seletøiet og Skaglerne sønder, hist sprængte Batterier frem, der kom Jægere i Stormløb; Espingolerne sendte deres Kugleregn, hvislende, pibende lød den. Ambulancen bevægede sig ikke blot i de bageste Rækker, men frem, selv i Tirailleurfægtningen, for at optage de Saarede. Niels Bryde var her den ledende, stormbevægede Tanke.

Mørket faldt paa, Kampen endte først Klokken halvti om Aftenen; Ambulancen vendte tilbage, men ingen Niels Bryde var med. Hvo tænker i blodig Kamp paa den Enkelte. Sidst, man saae ham, var netop idet han steg op paa et Hegn, hvorfra danske Soldater skjøde paa Fjenden.

Nu var det henimod Midnat og maaneklart; danske Tropper vare stillede til henimod Gravensteen.

Idet Niels Bryde stod op paa Gjerdet, følte han et Stik i Brystet, som naar en Bræmse stikker; han fornam et Choc gjennem alle Lemmer, vaklede, faldt og sank ned i den dybe Grøft, der næsten skjultes af Brombærranker og frodige Hasselgrene. Det blev sort for hans Øine, Fornemmelsens Traade med Verden ligesom løste sig. Han var i Overgang til Ting, vilde han selv have kaldt det; da atter Det, som i os er høiere, fik Pulsen til at slaae, Øiet igjen til at aabne sig. Det var tyst rundtom og maaneklart; han syntes endnu, han fornam den stærke Krudtdamp, hørte Kuglernes Piben, og ventede, at de Forbijagendes Heste skulde træde paa ham. Han gjøs ved Tanken, at en seirende Fjende i Kaadhed vilde jage ham den skarpe Bajonet ind i Legemet, maaskee ind i Øinene; han syntes at see den blinke over sig, den halv Døende, der laae her, ikke mægtig at bevæge sig; ringere end Dyret, bundet til Stedet som Planten er det, levende af Luften og den faldende Dug; Dødens Rod bandt ham til Jorden. Saaret brændte; alle Indtryk udenfra vare endnu levende, men chaotisk giede de forbi; dog ovenover disse, over dette Chaos, svævede een Tanke, mægtigere end Indtrykkene, en Rædsel, som han aldrig havde kjendt den, Rædsel for Tilintetgjørelse. Som den Livsglade ved Randen af et bundløst Dyb gyser og forfærdes, saaledes jog nu Skræk gjennem ham; var det Legemets Svaghed, en Sygelighed, en Feber, Angest for i næste Nu at være udslettet, henveiret? Afmægtig, som man kan være det i en hæslig Drøm, laae han her, fældet, betaget; han, som havde løftet sig til at kunne slippe Gud og Udødelighed.

Igaar, netop ved denne Tid, hvor ganske anderledes var da Scenen, Stemningen, Tilværelsen. Med Venner og Kammerater var han da i Sønderborg samlet i festligt Lag; det var jo Aftenen før en ny Kampdag. Fædrelandske Sange løde, Punsch og Viin blev skjænket til velmeente Skaaler; der var en Aabenhed, en Glæde, Ungdommens Fortroen paa den rullende Lykkekugle. - »Imorgen er maaskee for Mange af os Livstraaden overskaaret, det Hele forbi!« den Tanke havde han vel et Øieblik, men tog det lystig og let; det faldt ham ikke ind, at han selv maaskee stod nær til at indskrives paa Dødens sorte Tavle.

For et Par Modtagelige der oprullede han sin Viden, sin Overbeviisning: »Mennesket saavelsom Dyret er Maskine, Tænkningen er et Resultat af Organisationen, ligesom Tonerne fra Lirekassen er det af Valser og Tappe. Vi have en Sjæl, sige vi; men hvad er den andet end kun Fællesnavnet for de forskjellige Functioner, der udelukkende tilhøre Centralnervesystemet, det vi kalde Hjernen? Ligesom Lyden fremkommer nu ved Luftens Rysten og Bevægelse, saaledes fremkommer al Tænkning, hver Stemning eller Følelse ved Hjernens Virken; ødelægges Legemet, saa hører Functionen, det vil sige Sjælen, fuldkommen op at være. See, det er det Hele, hvad vi kalde vor udødelige Deel! Tro mig, vi ere ikke mere Herrer over os selv og vor Fornuft, end vi ere Herrer over de materielle Dele, der afsondre sig fra vort Legeme. Vore Stemninger komme, som vort Blod circulerer, og derfor, jeg tør troe og sige det, have vi heller ikke mere Tilregnelighed end Dyret, der oplæres; ogsaa vi tilvænnes at lyde de af os - Menneske med Menneske, Eenheden af jeg og du, der er Gud - givne Love for det Rigtige, det Nødvendige for Samfundet; vi underordne os disse for at opnaae det, vi troe at være endnu bedre!«

Al denne Viden, endnu igaar foredraget og i lang Tid levende i ham, var hans Tanke-Sum, nu han laae henkastet, glemt, afmægtig.

»Mennesket er en Natur-Fremtoning, et forsvindende Product og Moment af Livets Kredsløb«; dette var og havde længe været ham en Bevidsthed, og i den havde han følt Lysten til at løfte sig over Mængdens Trang og Støtte, at der er en Gud, et evigt Liv; begge havde han troet at kunne undvære. Hvorfra kom nu denne frygtelige Skræk for Tilintetgjørelse? Var den kun en ond Feberdrøm, et Resultat af Legemets Liden? Rundt om, spredte paa Marken, laae endnu Døende, trøstet ved Troen, styrket ved Forvisning om Gud og Sjælens Udødelighed. Legemlig følte han Tørst, Tungen smægtede efter en Draabe Vand; men den aandelige Tørst var dog endnu mere brændende. En Draabe fra Troens Brønd vilde have givet meest Vederqvægelse og Styrke.

Hans Tanke var dybsindig, ikke from, den klyngede sig i Døden til hans Viden om: »at være eller ikke være!« den omklamrede ikke Herrens Bøn, men Kløgtens Læresætninger. Han gjentog for sig: »Mennesket er et Product af Forældre og Amme, af Art og Tid, af Luft og Veir, af Lyd og Lys, af Føde og Klædning!« Men det Høiere i os, Tanken? »Er en Bevægelse af Stoffet! uden Phosphor ingen Tanke! Stoffets Bevægelse ved Electriciteten, forbundet med Nerverne, bliver Hjerne-Fornemmelse, det vi kalde Bevidsthed.«

Saaret brændte, tungt laae der som en Vægt paa hans Hoved, hans hele Tilværelse var en Smerte, hvis Høidepunkt var - nu ophører Du!

Tæt ved lød en Stønnen, det var en Hest, som aandede ud. Der var det dog kun Legemet, der leed; Livet, hvis Høieste er Velværen, havde den kjendt; dens Død var vel i Smerte, men ikke i Tankens, ikke en indre Angest for Tilintetgjørelse. Dyret var langt lykkeligere end han, Mennesket; Skabningens Herre laae forladt, pidsket, som Orest af Tankens Furier.

Han tænkte paa Esther, paa Bodil og sin Moder, og ligesom ved dem paa sin Barnetro og paa Gud - men det var kun et Øiebliks sval Beaanden. Af Feuerbach vidste han, at Guds-Ideen er en Skabning af vor Phantasie, og at kunne løfte sig ud over denne, udover alle Forhaabninger og den Forfængeligheds-Drøm om evig »at være«, var og bliver vor høieste Storhed. At kunne staae alene, uden at hænge ved en Beskytter, det Væsen, der er en fri, uafhængig Villie udenfor Summen af alt det Skabte, dette, han med Sundhed i Legem og Sind havde naaet, skulde han nu i Kraftløshed slippe; Aaringers Tænkning og vundne Kraft var i dette Øieblik febrile, smertelige Aandskrampetrækninger! Nei - med Villien selv maatte ogsaa denne Tilstand kunne beseires, Villien maatte kunne standse Tankernes Omhvirvlen, han maatte kunne opgive, hvad han nu trængte til: Venner, Søstre, Forældre! han maatte kunne være sig selv nok ved Villien, skjøndt han laae henkastet i det store Alt paa den hvirvlende Jordklode, der flyver saa mange, mange Gange hurtigere end Solen, hurtigere end Lyden mægter at bevæge sig.

Han gav sig hen i Intets Dyb, qvælende hver Tanke-Boble der kom: »forbi! - dette er min Tilværelse, min Flugt opad! det er Livet!- i den vaade Grøft! - glemt! - Vand-Boble i Jorddyndet det Hele! - vel! - udslettet! - glemt! - blive Græs og Straa, Dugdraabe og Dynd! det er Tilværelsen - i evigt Kredsløb - evigt! evigt!«

Pludselig rørte sig Noget tæt ved ham, et Hoved mødte hans, to Øine saae paa ham; det var hans Hund, Hvaps, der havde søgt og fundet ham. Hen til ham, Mennesket, der gav slip paa Slægt, Venner, Sjælen, - Gud, kom Dyret, den Skabning, der stod lavest af hans Kjære, og bragte ham Trøst.

Hvaps knugede begge Forbenene om hans Hals, som var det en menneskelig Omarmelse, slikkede hans Ansigt, udstødte Hyl, jog derpaa om i Kredse, gjentog Omarmelsen og sprang igjen, som vilde den trække Veiret og samle nye Kræfter. - Hunden kom til ham -! var dette kun Instinct? var dette kun Hjernens Function, Nervernes og Blodets Bevægelse, der førte til denne Slutning og Handling, eller var der noget Høiere, og skulde Dyret her, imellem Liv og Tilintetgjørelse forkynde ham det?

Som en Lysstraale gik Glæden gjennem hans Sind; han hævede sig iveiret, saae ind i Hundens store, forstandige Øine, - ved Bevægelsen brødes i Saaret det styrknede Blod, og det strømmede der paany.

Niels Bryde sank hen - men hans sidste Tanke løftede sig op til: »Lykkelig er Den, som i sin Død har Barnets Tro! - jeg har den ikke! - jeg veed! - jeg veed!«

Han laae stille, udstrakt; hans Hund sad klynkende ved hans Hoved, og klart skinnede Maanen hen over Valpladsen, det store Blad med Døds-Hieroglypher, der gjemte Nøglen til Spørgsmaalet: