I.
Krigens Tid. Lille Karen.

I Præstegaarden paa Heden var Angest og Sorg, som over det hele Land. Fra Krigens Udbrud fløi ved Dag og Nat, paa Stormvinger, de meest skrækkende Rygter gjennem Jylland; man vidste om Slaget ved Slesvig, man vidste, at den danske Hovedstyrke havde trukket sig tilbage til Als, og at Halvøen laae aaben for de fremadtrængende fjendtlige Hære. Rygtet sendte sine Skrækkebilleder: der hørtes at Fæstningsslaverne fra Rendsborg vare løsladte, trængte op i Jylland, skjændte og brændte. lilbud fulgte Iilbud, Hestene, de rede, vare i Skum, Mundvigerne blødte; nu fortaltes der falskeligt, at flere Byer brændte, nu hed det, at Alle skulde væbne sig, selv Qvinderne; Broerne skulde afbrydes, Fjenden vilde komme. Flygtende sydfra meldte, at de fjendtlige Tropper trængte frem. En panisk Skræk greb de Fleste, dog den gamle Japetus havde Fortrøstning i Bibelen, hvor Psalmisten synger:
»Herren er den som kommer Krigene til at holde op, indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, brænder Vognene med Ilden.«*)

Bodils Tanke var hos Pleiebroderen, Niels Bryde, der længe, længe, ikke havde skrevet. Hun vidste, at han var med i Krigen, men paa hvilket Sted, hvor monne han lide? Vistnok tænkte han paa dem, som snart vilde være i Fjendens Vold. Taarerne kom hende i Øinene, ogsaa Moder græd, og Tyendet græd, men det var Angestens Graad, fremkaldt ved Forestillingen om de Grusomheder, som snart vilde vælte hen over dem. Sagn og gammel *) Psal. 46,10. Tale levede op om Krigen her i Landet for to hundrede Aar tilbage, da Svensken trængte ind, og vore polske Hjelpetropper, med Kalmukker og Tyrker iblandt, huserede ligesaa slemt, som Fjenden. Kirkestolene brugte de til Brændsel, og Præsterne hængtes ved deres lange Skjæg op i Træerne og prygledes tildøde. Men ogsaa fra Sagnverdenen hentede Bodil Trøst; hun erindrede sig og gjenfortalte Historien om den ængstede lille Kreds, ogsaa i en Præstegaard, hvor man til Natten ventede Fjendens Komme, og fandt Beroligelse i de Sangens Ord:

Fortrøstningsfulde lagde de sig til Hvile; ingen Lyd naaede til dem; de sov langt op ad Dagen, der ikke syntes at ville komme, og dog lyste den udenfor, lyste over en afbrændt By: sammenfygede Sneedynger havde skjult Præstegaarden for den hærgende Fjende. Gud havde slaaet en Skandse om dem, som Sangens Ord forkyndte, at han kunde det.

General Wrangel paalagte Jyderne en Brandskat af fire Millioner; de kunde ikke udredes; et Under maatte skee, skulde man frelses: Gud maatte »en Skandse om os slaae!«

De stakkels Mennesker tænkte og tænkte - men ringe er Menneskets Forstand mod Guds!

I den sildige Aften kom det fast utrolige Budskab: Fjenden drager sydpaa, de preussiske Tropper ere ved en uventet Ordre pludseligt kaldte ud af Jylland. Et nyt Bud bekræftede det. - Hvilken Jubel! - »Gud lever! Gud vaager!« ja, et Under syntes skeet. Glæden lyste ud af Øinene paa hver. Pigerne sang og sprang, kun een, lille Karen, der var saa »eftertænksom«, hun den Yngste af dem Alle, var og blev i sit sorgfulde Sind.

»Du skal ogsaa være glad!« sagde Bodil til hende. »Fjenden er igjen ude af Landet; hvad der er sort i een Time, kan Gud gjøre lyst i den næste!«

»Det er godt at troe det!« sagde hun sørgmodig.

Da greb Bodil hendes Haand, saae hende mildt, deeltagende ind i Øinene. »Der er Noget, der knuger dit Sind! - Har Du en Ven, som er borte?«

»Jeg har ingen!« sagde Karen.

»Maa jeg vide din Sorg?« spurgte Bodil.

»Jeg har ingen,« sagde Pigen, »jeg stod kun og tænkte efter.«

Der var ellers lyst i hvert Sind der i Præstegaarden; men snart skulde igjen Bedrøvelsen komme der. Et Brev var indtruffet til Landsbyen Funder; der boede et Par gamle Folk, hvis Søn var med i Krigen og ansat ved Ambulancen. Musikant-Grethe havde hørt Brevet læst op, og laant det med over til Præstegaarden; thi deri stod om Niels Bryde, der ogsaa var i Krigen, og jo var Doctor og en modig Karl. Brevet meldte om den danske Hærs Indmarsch i Sundeved; der havde været et Slag, og i det var Niels Bryde faldet eller geraadet i Fjendens Hænder. Brevet var skrevet Morgenen efter, og da var det vist nok at Niels Bryde ikke var vendt med tilbage. Han havde ligget og forbundet Saarede ude imellem første og anden Kjæde, Ambulancen havde baaret og slæbt afsted Døende og Blødende, man kunde ikke have Øie med hinanden i den Tummel, stod der. Ved dette Budskab blev Bodil i første Øieblik overvældet, betagen, ret inderlig bedrøvet; dog den næste Tanke var Haabet, han lever maaskee, men er taget til Fange! - Hver smuk og kjærlighedsfuld Erindring fra den Tid, de her vare sammen, lyste frem, og Taarerne strømmede. Lille Karen stod hos hende, og her var Sindet heller ikke lettere; men hun sagde ikke noget derom.

En saadan Efterretning, som den, Brevet bragte, nu i denne Trængsels Tid, maatte de Gamle vide, meente Bodil. Ellers undgik hun altid at tale til dem om Niels; thi saa kom Fader ud af sit rolige Sind og Moder græd. Han var i deres Tanke; men Haardt mod Haardt: han den Yngre kunde og burde dog gjøre det første Skridt til at nærme sig igjen; nu maaskee vilde han aldrig kunne det, han var i Fangenskab eller død. Hun bragte det sørgelige Budskab; den gamle Japetus foer øieblikkelig heftig op, det rørte ved hans Hjertestreng; men snart sad han igjen stille, eftertænksom og sagde kun: »Vor Herre være ham naadig!«

Det Uvisse, om han endnu var blandt de Levendes Tal, eller hvorledes han havde endt, taarnede sig som Flyvesandet, og knugede altid tungere. Mange Tider var der ikke saaledes i Gaarden talt lydeligt om Præstens Pleiesøn, som der nu taltes, alt Djærvt og Dygtigt, al Kløgt og Klogskab blev fuldelig fremhævet, og det inde hos de Gamle og ude hos Folkene; mangt et Øie blev vaadt.

»Er man død, saa har man Ende paa det!« sagde Karen, og var i den Mening altsaa ligesaa vidt ved sin »Eftertænksomhed«, som Niels Bryde ved al sin »Viden«, da vi forlod ham afmægtig paa Valpladsen. -

Hvad snart erfaredes, ville vi her berette med faa Ord, det der lysende og virkeligt stod paa Papiret, ligesom sendt fra Gud.

Vi saae Niels Bryde hiin Aften virksom for de Saarede og Faldne mellem første og anden Kjæde; hiin trak sig tilbage, netop idet han et Øieblik var traadt op paa Hegnet, og anden stod i dens Sted. En fjendtlig Kugle traf ham i Brystet, men tog Vei langs et af Ribbenene, og gik ud ved Ryggen. Stødet gav ham et vældig Choc, saa at han styrtede ned i Grøften mellem Brombærrankerne, ind under de tætte Nøddebuskes Grene. Blodtabet bevirkede en Besvimelse. Det var allerede mørk Aften.

Glemt, som henslængt, laae han her; da var det at Hvaps, hans troe Hund, hvis Liv han engang reddede, gjorde Gjengjeld. Ved dens Spring og Hylen blev, i den tidlige Morgenstund, danske Soldater opmærksomme paa, at her maatte ligge Nogen, levende eller død; de kom til, fandt ham, og han bragtes til Lazarettet. Her havde han nu ligget over en Uge, og gjennem mange Tankesøer løftede sig som en frisk Blomst, født af Hjertets Trang, men afskaaret og henkastet igjen ved tilfældige Stemninger, Lysten til engang at skrive et Par Ord til Søsteren derhjemme i Præstegaarden. Over Aar og Dag havde hun ikke faaet Brev fra ham; nu da han laae paa Sygesengen, var hun og mange gamle Erindringer dukket op i hans Sjæl; selv i hans Drømme traadte hun frem, saa mild og hjertefuld. Derfor, saasnart han første Dag var oppe, skrev han nogle Ord, saamange at hun kunde vide, hvor han var og hvorledes han havde det.

Hvormeget Solskin kan der ikke lægges ind i et lille Papiir! det skulde Bodil fornemme. Sorgens Dag blev lys og rig i det stille, eensomme Hjem paa Heden.

»Brev! Brev!« raabte hun høit. »Det er hans Udskrift!« Hendes Hænder zittrede, idet hun brød Seglet og ihast saae efter Dato og Stedet det var skrevet paa. Augustenborg stod der, og Datoen var kun nogle Dage gammel. Hun læste det ihast, og atter læste hun det om; thi den første Læsning var som en Fanden, en Griben paa det Gjenfundne. »Er det saa! er det virkeligt!« Han levede, var udenfor al Fare, kunde maaskee om nogle Uger, stod der, være med igjen.

Det Brev var, som et Duens Olieblad, et Livsens Blad; Præstekonen græd og kyssede Bodil, Fader selv smilede, gjorde et Nik, men sagde ikke noget videre. Niels havde staaet ved Dødens Port, men den var blevet ham tillukket igjen, endnu var hans Tid i denne Verden ikke sluttet.

»Han kan endnu naae sit Barne-Sind, sin Barne-Tro!« var den næsten uvilkaarlige Tanke hos Bodil, der fromt takkede den algode Gud for Glæden paa denne Dag, for hans Miskundhed mod hendes Pleiebroder, for det venlige Sind, denne havde beholdt for hende, at han paa sit Smertens Leie var kommet hende ihu. Hun var saa glad, og Alle maatte være glad med hende. MusikantGrethe havde grædt og sørget for Niels, hun skulde ogsaa glædes med Bodil.

Lille Karen var just hos Musikant-Grethe, da Bodil kom med Forkyndelsen om Niels, hvem hun selv havde Brevet fra denne Morgen.

»Det var jeg saa vis paa, at han levede!« sagde Grethe, »som jeg ogsaa troer, at jeg med disse mine levende Øine skal see ham herovre hos os igjen, den Hjertens Mand, som var saa god mod mig gamle Menneske! - Spillekanten der er mig som et Mindestykke om ham; Gud veed, hvor den var kommet hen i Verden uden Hr. Niels Bryde! - Ja, han hedder jo ligesom Skytten i »Lykkens Tumleklode«! gid han ogsaa maatte faae en Kongedatter eller saadan En med en lille Herregaard!« og om Niels og Harmonikaen, og Krigens Rygter og Farer talte hun imellem hinanden.

Og Bodil lovede, at hun ved Leilighed vilde kjøbe og forære hende en ny Harmonika, da den gamle jo nu havde, som Grethe selv sagde, »saa godt som tabt Veiret«, uagtet hun lappede og klistrede nok paa den. »Det lover jeg dig til Minde om denne Glædes Dag!«

Den gamle Kone blev ganske forlegen over al den Godhed. Det var for kostbar en Gave, sagde hun, og der var jo dog heller ingen ny »Spillekant«, der kunde blive det, som den gamle, den hun havde levet med i saa mange Aar. »Ja til Gilder og Dands kan den jo nu ikke lyde høit nok; det er ligesom den var hæs, den hvisker, men jeg, som kjender den, kan godt forstaae det!«

Hun vilde kysse Bodil paa Haanden; ogsaa lille Karen saae saa mildt dertil, men Smiil var der dog ikke.

»Hvor det er deiligt at være let og glad i sit Sind!« udbrød Bodil, og hun talte paa Hjemveien til Karen om Guds Naade mod os arme Mennesker. Da brast Pigen i Graad, greb Bodils Arm og sukkede høit:
»Guds Naade! Guds Naade!« gjentog hun; »jeg er tidt saa elendig, som et Menneske kan være!« og med Fortroendets hele Væld aabnede hun sit Hjerte for Bodil. »Jeg har en Synd paa mit Hjerte,« sagde hun; »jeg har lidt Mere, end Politi og Straf kan tilsige, og dog synes jeg imellem, at jeg dog ikke ret har Skyld, men at der er skeet, hvad jeg aldrig kunde tænke, og at Gud maa unde mig Naade, den I før sagde!« Og saa fortalte hun: »jeg var kun et Barn, ikke andet, Barnetøs, som de kalde det, var jeg ovre hos Byfogedens, der da vare unge Folk. Fra Kjøbenhavn havde de mange Fremmede i Besøg; der var en ung En, han tegnede af og gjorde Skilderier. Alle Gjemmer lod han staae aabne; Uhr og Guldring lod han ligge paa Bordet, mens han løb om. Han kunde klippe saa kunstigt med Saxen Billeder, som selv Byfogedens unge Kone vilde have; der laae saadan mange paa hans Bord, og da en Dag Døren stod paa vid Gab, saae jeg det og gik derindenfor, alene for at see paa det Udklippede og Aftegnede. Der laae saa mange Sager, og der laae en yndelig Fingerring! Jeg kunde ikke lade være, jeg maatte prøve den, men den var for stor, undtagen for min Tommelfinger, der sad den fast. Saa kom han i det samme, og jeg løb og sagde den Løgn: Deres Klipninger var blæst ned af Bordet! Han saae paa mig med saadanne underlige søde Øine, det var ligesom han vilde forlokke mig; jeg gjør ham maaskee Uret deri, men jeg løb - og Ringen sad endnu paa min Tommelfinger. Nede hørte jeg, at Penge var blevet borte der i Huset, de talte om Tyv og Tyvs Gjerning; jeg forfærdedes, jeg som gik med fremmed Gods! Jeg ventede i Angest til det Minut kom, at han var nede igjen; jeg troede, at han traadte ind i Stuen tæt ved, og jeg løb saa for at lægge Ringen. Dog han var ikke nede endnu, han kom lige foran mig øverst paa Trappen. Men midtveis der var et lille Kammer, hvor den stakkels Lappeskrædder, der var i Arbeide hos os, havde Natteqvarteer; Døren stod paaklem, og jeg sprang derind. Plads var her ikke større end til Sengen og hans Klædningskiste. Jeg var saa forskrækket for Kjøbenhavneren og for min egen Samvittighed, skjøndt jeg aldrig havde sat den Ring paa Fingren for at beholde den. Der laae slængt et Par Sokker paa Gulvet; jeg maatte jo have noget for derinde, jeg veed ikke, jeg tog dem op, stak Haanden heelt ind i den ene, vendte og krængede den, og Kjøbenhavneren talte til mig saa flint galant. Jeg rystede over min hele Krop, og jeg kunde see, at han loe. Saa kom Fruen i det samme, hun spurgte mig, hvad jeg vilde der; jeg sagde, jeg lagde i Orden, og løb ned til den Lille; men i alt dette her var Ringen gledet mig ud af Haanden i Skrædderens Strømpe. Jeg sad nede i Stuen med Barnet, og i samme Time gjordes Eftersøgelser om Pengene. De vare og bleve borte; men i Skrædderens Strømpe - han havde nok selv, strax efter at jeg var der, været og lagt tilrette, og puttet Strømperne i sit Skriin - fandtes Ringen, Skrædderen blev anseet for Tyv, blev tiltalt - og jeg, jeg Syndefulde, jeg leed af Forfærdelse derover, og turde ikke sige, hvordan det Hele var tilgaaet. Jeg var et Barn, et syndigt, ulykkeligt Barn! - Den stakkels Skrædder gik fra sin Samling derover, kom paa Daareanstalten, og jeg - jeg har aldrig før nu, jeg veed ikke hvor det just nu kommer, turdet udsige min Synd og Elendighed!«

Saaledes, men for seent, var Gaaden løst; Vanvidets Sphinx, der knugede den stakkels Lappeskrædder, kunde nu ikke hæves ved Ordets Løsning.

»Jeg tør ikke være din Dommer!« sagde Bodil; »men Gud er naadig, han lægger vor oprigtige Anger og Fortrydelse med i Vægtskaalen!« og hun taug. Den opblussende Glæde, hun nylig ved Brevet fra Pleiebroderen havde været gjennemtrængt af, var ligesom henveiret ved lille Karens Sorg og Bekjendelse. De rette Trøstens Ord, de hun skulde og maatte sige, vidste hun ikke. De vare blevne staaende paa Veien, lille Karen satte sig ned, overvældet af sin Sorg.

»Gid mit Hoved laae paa Blokken!« hulkede hun, »saa havde jeg bødet for min Synd! - O Dommens Dag er ikke ved alle Tings Ende; nei! den er for mig alle Dage og alle Nætter, naar min Synd rører sig i min Tanke!«

Bodil greb hendes Haand og sagde Psalmens Ord: »Han gjør ikke med os efter vore Synder og ei betaler os efter vore Misgjerninger; thi saa høi Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed over dem, som frygte ham!«*)

Stille og eensomt var det paa Heden; men ikke stille og eensomt i Hjerterne der.

Og Brevduen fløi fra Præstegaarden paa Heden til Augustenborg Slot, ogsaa en Kampplads, Kamp mellem Liv og Død; dog Niels Bryde gik ud herfra karsk og glad, og snart var det første Aars Felttog endt, Vaabenstilstand erklæret, de danske Tropper bragte i Vinterqvarteer, meest i Jylland. Dog derop kom ikke Niels Bryde, som Bodil havde haabet; maaskee dog, at han i den glade Juletid vilde være her, og da blev visselig nok hver Uvillighedsrynke glattet. Men heller ikke det skete, han maatte blive paa Als. Brevets hvide Due fløi anden Gang, mens Sneen fygede, de hvide Bier sværmede, som man sagde, og Pige og Dreng sad og strikkede uldne Strømper; de Kløgtigste læste op af gamle Aviser om Krigen og sang: »den tappre Landsoldat«, »Gutter ombord!« og »Paaskeklokken kimed«. Der laae et heelt Folks Tanke heri, et heelt Lands tunge, lange Aar. Og lille Karen sad med mildere Sorg, med Veemods-Smiil og lyttede til. Sindet var lettet ved Skriftemaalets Bekjendelse; »vor Fader« i Præstegaarden, ja Byfogeden selv kjendte hendes Gjerning og Tanke, strænge Retfærds-Ord vare sagte, men ogsaa Trøstens og Naadens. Musikant-Grethe sad med en ny Harmonika, den Bodil havde faaet til hende ved Kjøbmanden i Aarhuus, som det var lovet, og Grethe vidste efter hver Vises Melodie, som den blev sungen, at opfange Tonen. Først gik det kun langsomt, hun maatte probere hjemme mangengang; men tilsidst saa lærte dog Instrumentet »at snakke redt«, det vil sige, synge tydeligt, og saa klang Melodierne i Præstegaarden.

Naar var Faren forbi! Hvad vilde det nye Aar rulle op?

1849, den tredie April, ophørte Vaabenstilstanden. Angestens Rygter kom med Vaarens Fugle, med Vindens Flugt - -

Som i vor Ungdoms-Tid, da endnu ikke den electromagnetiske Traad kjendtes, og kun det vexlende sorte Bræt var Telegraphens snelle, stumme Sprog, saaledes her, hver Efterretning kom fra kulsort Grund.

I Eckernførde harpuneredes, som en fangen Hval mellem Sandrevlerne, det danske Linieskib; Hvitfeldts Vei til Himlen gik da mangen dansk Matros. Paa Dyppelbjerg stod en Kamp, og snart tændtes det aabne Kolding i Brand; under Regn af Kugler og Kartesker laae Saarede og Lemlæstede rundt om. Rygtet og Bekræftelsen herom naaede skrækkende hen over Heden, der før var eensom, men nu ikke mere. De stille Dage der vare farne hen; *) Denne ægte digteriske Sang er, som vi erfare, af Henriette Nielsen, Forfatterinden til Vaudevillen »Slægtningene«, og den ypperlige Fortælling fra Krigen »Dorthe«. der var en Uro, en travl Angest over Alle; Bud kom paa Bud; der meldtes, at Rigsarmeen trængte ind i Jylland og General Rye gjorde Tilbagetog.

I Byer og paa Gaarde, ogsaa her ved Skov- og Hedestrækningen tænkte Enhver paa at skaffe bort eller skjule det Bedste, de havde. I Præstegaarden samledes Sølvtøiet, selv det bekjendte Hovedvandsæg lagdes hen; og udenfor Haven, ved den rynkede Piil, blev dertil af Bodil og liden Karen gravet et stort Hul. I Silkeborg Skov viste sig allerede fjendtlige Tropper. Forbi Præstegaarden kom Flygtninge, som meldte derom; de red afsted med Dyner og Kobberkedler foran sig paa Hesten, mere vesterpaa.

Allerede vare Bayrerne paa Silkeborg. Von der Tann sad ved Frokostbordet i Fabrikherre Drewsens nye Gaard nede ved Langsøen, og heelt op til Aarhuus var Fjenden trængt. Ved Nørresnede, Byen ved Kong Snios og hans Dronnings Kjæmpegrave, havde Danske overrumplet Churhesserne. Man vidste om Alt og mere end Alt; det var, som om Luften bar Efterretningerne, som om Fuglene meldte derom, som klang det i de faldende Regndraaber. Krigens Rædsler laae i Tid og Tanke; Jorden selv syntes at ryste, man hørte gjennem den Kanonerne runge; Jorden meldte om Kamp, Luften meldte derom. Ingen Breve kom mere derude fra; hvor var Niels, hvorledes gik det de Danske?

Niels Bryde var i selve Jylland, i det beleirede Fredericia; de vidste det ikke i Præstegaarden, de hørte ikke derom. Tanke og Tale var altid om Krigen; selv fra Prædikestolen lød om den i Bøn og Fortrøstning. Det var Dage, paa hvilke Hjertet inderligt trængte til sin Gud, hvor kun i Troen var Haab og Frelse.

Udenfor, i den store Natur, gik Alt sin vante, glade Gang; den stærke Gyvel stod i Blomster og omsurredes af den travle Bi; Smaafiskene stode i Stimer i Aaløbet, og Vildanden tænkte hverken paa Jæger eller Skud. Kun gjennem Menneskets Sind og Tanke gik de tunge Prøvelsens Dage; men ogsaa de havde deres Velsignelse, sagde den gamle Præst og talte om, hvorledes Holger Danske var vaagnet i det hele Folk, hvorledes alle de smaa, sneverhjertige Traade vare bristede, og kun een Tanke, Sammenhold i Kjærlighed til Fædrelandet, løftede dem Alle. Smaaligheden faldt bort, store og skjønne Handlinger lyste, og for Menneskets Forstand prædikede Tidens Kamp og Rørelse, at kun Gud alene raader.

Bodil tænkte saa inderligt, saa kjærligt paa Broderen, hvor han saa maatte være; en Troens Skole vilde disse Aaringer og Dage blive ham. Paa Valpladsen og i Lazarethet, hvor i Bevidsthed en Sjæl drog bort, fornam han i Alvorets største Stund Forvisningen om et evigt Liv i Christus. Ungdommens lette Sind og Leg med det Hellige vilde fordunste; Broderen vilde gjennem disse tunge Dage komme til Erkjendelse, Gud vilde lade sin Naade lyse over ham.

Fredericia havde udholdt en lang Beleiring, enkelte Huse og hele Gader vare der afbrændte, Mennesker lemlæstede og døde; nu rungede gjennem Landet om det vundne Slag:

Til Præstegaarden kom Brev fra Niels Bryde; ikke til Bodil, men til »vor Fader«, og hun var saa inderlig glad derved; det var et Tilnærmelses-Skridt, det første. I faa Ord var meldt den dyrkjøbte herlige Seir; men General Rye var faldet; tappre Mænd havde med Liv og Blod bragt Danmark nyt Fodfæste paa dets retfærdige Grund, styrket dets Mod og Sammenhold.

Snart lød ogsaa til Præstegaarden om Freds-Underhandlinger; da vilde maaskee Niels Bryde komme her, om kun nogle Dage. Der lød om Vaabenstilstanden, - han kom ikke; og ved Vinterqvarteret laae han i Fyen. Vi følge ham ikke derhen, vi følge ham ikke selv i det tredie oprullende Krigsaar, vi blive paa Heden hos Bodil og med hende fornemme om Svenskernes Komme, et Værn i det Slesvigske mod Fjendens Fremtrængen; vi fornemme *) B. S. Ingemann. deres Bortmarsch, og høre om de danske Troppers Bivouacliv sønder for Flensborg. Hr. Skjødt fra Silkeborg bragte Bud derom; han havde, som saamangen Dansk, besøgt Soldaterne, talt med Niels Bryde og spiist med ham i den lystelige Sommerleir, som han kaldte det. En heel By med Gader, benævnede efter de kjøbenhavnske, var reist af Jordhytter, der stode smykkede med grønne Grene; Danebrogs-Faner vaiede, det var deilig Sommertid, lyse Nætter, og Sang af veløvede Stemmer lød i Leiren. Krigen saae der heel lystelig ud, sagde Hr. Skjødt, og hans Fortælling lyste ind i de Gamles Sind og i Bodils Tanke. Et Sommerbilled kom der, som hun ikke havde det før om Krigen; hun saae den danske Soldat svinge den friske Bøgegreen, »Birnams Skov« skride fremad, hun følte hvad snart Skjalden sang:

Idstedslaget var vundet, Frederiksstad, som flammende Baal* belyste Danskens Seier; Kirkeklokkernes Ringen var Fredens Klang; det rungede over Landet:

Han alene var Folkets, Øieblikkets jublende Tanke; Æreporte reistes, den engang ringe ansete Soldat var saa stor, - han vidste det ikke selv.

Efter tre livsprøvede Aar vendte igjen Niels Bryde tilbage til Kjøbenhavn. Tre righoldige Aar havde gjennemrystet, løftet og *) Grundtvig. udviklet ham; en Aandens Skole havde de været for ham, og ført ham - hvor vidt?

Vi ville følge ham, som Bodils Tanke fulgte ham i de tre lange, tunge Aar, i hvilke Gyvelen og Lyngen blomstrede frisk og smuk, alle Skovens Fugle sang fornøiede, men kun Mennesket gik betynget, overvældet, og dog, liig Antæus, ved hvert Slag til Jorden, reiste sig med fornyet, forøget Kraft - i Gud.

I Landsbykirken holdt Præsten Takkebøn for Seiren og Freden; i sit lille Kammer takkede Bodil endnu engang vor Herre, ham, den personlige Gud, der var hende nær og havde Øine for hende og Ører for hendes Bøn. Hun bad for Hver, der stod bedrøvet for sine tabte Kjære, hun bad for Hver, der vaandede sig paa Smertens Leie, hun tænkte paa Guds uendelige Naade og Fredens Velsignelse, hun tænkte paa Niels Bryde, hvordan det nu ret saae ud inde i ham; nu var vistnok Ungdoms-Overmodet, den drillende Spøg, den altfor strænge Forstandighed luttret, hævet! Hendes Længsel efter ham var stor; hun græd i sin Glæde, hun smilede i sin Sorg, - og vi ville med hendes Tanker søge ham i Kjøbenhavn, i et nyt Livs-Afsnit.