II.
Soldatens Hjemkomst. Tro og Viden.

Aldrig var vist Soldaten blevet hjerteligere modtaget, bedre indqvarteret og betænkt, end i disse Indtogsdage i Kjøbenhavn. Han beskjæftigede Alles Tanker; der var igjen Helte i Hverdagslivet. Det var ikke Tilfældets Modetone, ikke Eftersnakken og tillavet Henrykkelse, de Strømninger, Kjøbenhavnerne ved andre Leiligheder havde ladet sig bortrive af; det var her sand, naturlig, sund Begeistring. Dansken havde hævdet sit Navn, sin Betydning for Verdens Øine; man levede deri, hver glemte i Øieblikket sit eget lille Jeg.

De fleste Huusværter foranstaltede ihast et Gilde for deres Indqvartering, Huusmoder og Døttre kom ind i Kredsen, og mangt et Sted blev der strax et muntert Bal improviseret. Der gik en frisk, en herlig Luftning gjennem Hverdagslivets skoledunstende Stuer.

Niels Bryde var af Familien Arons indbudt at tage Qvarteer hos dem indtil videre. De to smaae Værelser, Julius engang havde beboet, og hvor endnu hans Meubler og Bøger stode, Kobberstik og Malerier hang, Alt i den Orden, som da han for tre Aar siden drog bort, bleve nu indrømmede Vennen, og Modtagelsen var som en kjær Slægtnings; Fader og Bedstefader gav ham Kys og Omfavnelse, de to ældste Døttre græd og loe, Rebekka især udtalte sig. Amalia derimod havde en Brudgom at præsentere, en svensk Officeer; Esthers Øine straalede af Glæde, og dog laae der i Trækkene om Munden en Smerte, et Udtryk, som Niels Bryde forstod saa godt; Moderen sagde det i de Ord: »vor Julius maatte blive derovre!«

»Han er ogsaa med!« udbrød da Esther livlig, »han er med i vor Glæde, med i Hjemkomstens deilige Fest!« - Hvor var hun blevet smuk, just aandig smuk, og dertil saa skjønt legemlig udviklet; mangt et udødeligt Digt af Persiens og Arabiens Sangere have ikke havt en Skjønheds-Gjenstand som hende. -

Ogsaa Hr. Svane traadte op, og det med straalende Ansigt og straalende Humeur, uagtet, og det skjulte han slet ikke, de sidste Aaringer havde plukket af hans Hoved alle de spredte sorte Haar, og en stor Deel med af de graae.

»Man bliver gammel,« sagde han, »man maa gaae med Mavebælte. Men det gaaer da Jorden ogsaa med; den har sin varme Golfstrøm fra Mexico op til os i Norden; hvad var vi uden det Bælte? Mit hjælper mig imidlertid ikke hver Dag!« Det var i hans Mellem-Etage Uroligheden sad, sagde han; snart var det der, som havde han indvendig Fyrværkeri, Lynstraaler i Omegnen af Maven, eller Mellemgulvet blev lagt om, eller i det mindste skuret *) H. P. Holst. eller vasket. »Tidt troer jeg,« sagde han, »at jeg har UnderlivsConvolvoli, for ikke at sige Tarmslyngninger; men idag har jeg bonet Gulv, og Humeuret dandser i alle Etager! Velkommen, min Ven!«

Madam Jensen lod sig ogsaa see, aflagde Visit, og det var Venskab, ellers var hun sandelig ikke gaaet op til et eenligt Mandfolk; men hun havde hørt, at Doctor Bryde var kommet, og han havde nu været i hendes Tanke al denne trange Tid. Hun var ogsaa i Humeur, og gik tidt paa Comedie, sagde hun, men ikke »i det Kongelige«, nei i Casino. »De gjør det meget net, men de ere jo ikke saa fornemme der, De som agere, som paa det Store, og saa har de ikke saa mange Etager!«

Af Madam Jensen hørte han ogsaa om Mo'er Børre, hende i Rundetaarn, som han havde talt om og kjendt som Barn; hun levede saamænd endnu, og havde nylig havt det Held, at Doctoren, hvem hun havde forskrevet sit Skelet til, var død, Enken havde ingen Brug for det, saa at Mo'er Børre igjen var løs og ledig, og da hun var saa gammel, havde hun beholdt aarlig sine to Rigsdaler; og hermed slippe vi Mo'er Børre.

Kammerherren og hans Frue mødte Hr. Bryde paa Volden. Kammerherren udtalte sin Frygt for, at det Skandinaviske skulde nu faae for stor Indflydelse, og Fruen var vred paa Krigsministeren, fordi Hunde ikke maatte gaae paa Volden; Zemire turde ikke være med. Hun anede da ikke, hvad der op i vore Dage forestod den: paa sin gamle Alder at gaae med Mundkurv, der rigtignok blev givet den af Gummi-Elastikum, for ikke at genere; den kunde altsaa ligesaa godt have gaaet kun med en Kridtstreg om Snuden.

»Deiligt Veir!« sagde Fruen, - »à la Venedig! - smukt arrangeret i Ridehuset! - yndig Pige, lille Arons! - Jøde! - godt klædt! - Formue! - Silence! - der kleine Schalk Amor! - au revoir!«

Det var Ord-Bygen paa Volden.

I Niels Brydes første Samtale, ene med Esther, talte hun om sin Broder, spurgte om hvert lille Træk, hver Enkelthed, der i Brevet var antydet. Strax havde det bedrøvet hende, sagde hun, at han skulde døe Straadød, udaande i en Typhus, istedetfor at falde paa Kamppladsen; men snart var det blevet hende klart, at ogsaa de, som ved Strapaze, Natteleie paa den kolde, vaade Jord rammedes af Sot og Syge, at ogsaa disse faldt i deres Virken, gave deres Liv hen for Fædrelandet. Niels Bryde maatte fortælle om den sidste Time, Dødsnatten paa Augustenborg, og han gjentog Broderens Ord, og i Bekjendelsen fornam Esther, hvor bitterligt det havde været ham; Videnskabens Sol, syntes hun, havde gjort ham blind for Den, der var Solens Ophav, han havde ikke kunnet udtale Forvisning om Udødelighed.

»De troer ikke paa et Liv efter dette?« sagde hun og saae paa ham med sit bedrøvede Barne-Smiil, og idet hun saae, i dette korte Moment gik en Sum af Tanker, hele tre Aars Sjæleblink i Sorg og Smerte, gjennem hans Fornemmelse.

Ligesom der selv hos de lavest staaende Folkefærd, hos Urskovens Vilde, er om end nok saa uklar, dog en Guds-Idee, saaledes er der hos den stærkeste Materialist en Begrændsning, et Yderste, hvor Tanken vakler og fornemmer Pustet af Guds Aande. I Rummet er Grundstofferne det Givne, i vor Sjæl er den religiøse Tro det Givne. Videnskaben havde i klare Tanke-Timer mathematisk viist ham, at der i Alt lever og rører sig en Kraft, der gjør, at Uforanderligheden, Urstofferne, der ikke døe, blive foranderlige i evig Afvexling, og denne Kraft, hvorved det Livløse føder Bevægelse, Leven og Tænken, det Aandløse føder Aand, denne Kraft, dette Oversandselige, vidste han nu kun eet Navn for - det var Gud. Denne Overbeviisning, dette mægtige Støttepunkt var han naaet til, ogsaa gjennem Viden; men Udødelighed for os Mennesker, Udødelighed i Bevidsthed og Væren - den øines kun gjennem Troens Glar, og det havde han bortkastet.

Lykkeligere er det at troe, end at vide; thi Troen har Alt, og vor Viden er saa ringe. Den Tanketraad fra hiin Nat paa Valpladsen var ikke helt henveiret, den flagrede, om end lidt løs; dog Bodil vilde her sige, Guds kjærlige Haand kan i et Nu binde den fast, og give den Styrke som et Ankertoug. - »At være eller ikke være!« dette store, Evigheden omfattende Spørgsmaal, kom og svandt som Lynblink, der forsvindende gjøre Alt endnu mørkere rundt om.

Hvor tidt havde han ikke ved et Dødsleie spurgt sig selv: hvad er det, der i Glands-Bevægelsen i den Døendes Øine frembringer Virkning paa mine Seenerver, som igjen faaer Hjertets FølelseNerver hos mig til at zittre, og jeg deri har Forvisningen: »hans Død er salig, denne Glands-Bevægelse forkynder hans Vished om et evigt Liv!« Med Forstandens Sonde havde han prøvet disse Fornemmelser, der første Gang lydeligst rørte sig hos ham, da paa Valpladsen hans Hund lagde sit Hoved til hans Ansigt, og saae paa ham med saa trofast, tænksom Blik, som havde ogsaa den en Sjæl! - Udødelighed, hvilken Storheds-Tanke! hvorfra kommer Trangen efter den hos os Mennesker? Hver Drift, hver Trang i Skabningen bliver jo tilfredsstillet! Udødelighed - er denne kun en Phantasie, der aldrig vil blive Kjendsgjerning?

Denne Tankesum, disse Sjæleblink, som vi her bruge mange Ord til at betegne, lyste i det Moment, Esther med hele Inderlighedens Smerte udtalte: »De troer ikke paa et Liv efter dette!«

»Overbeviis mig om det, Esther!« sagde han, »overbeviis mig, om De kan!«

Hun betragtede ham alvorligt.

»Paa den Vei, De skal overbevises,« sagde hun, »er jeg en Fremmed!« og hun taug, sagde længe ikke et Ord, pludselig faldt hendes Øine hen i Vinduet, der stod i en Urtepotte et vissent Rosentræ, hvert Blad var faldet af, hver Stilk stod tør og uden Livskraft, Roden selv var tør og hensmuldret. »Seer De det Træ?« sagde hun, »det er gaaet ud, det er Benævnelsen; er der ikke en heel Lærdom i de Ord, anvendte paa Træet og det hensovede Menneske? Den, hvis Religion kun bygger i Videnskaben, maa erkjende denne Betydning, Den, som bygger i Bibelens Forkyndelse, erkjender det ligesaa fuldeligt. Det er gaaet ud! siger den Lærde, Bestanddelene ere gaaede hver til sit Udspring, Brint, Ilt, og hvad de mange Elementer hedde, der udgjøre Tingene, ere vendte tilbage, de ere gaaede ud af denne Skabnings Kredsløb, ud i det store Verdensalt, for at virke evig og altid, dog ikke i samme, men i forskjellige Aabenbarelser og bevidstløst. Hos Dyret er der allerede noget Mere, noget Høiere, end i Plantens Sammensætning og Kræfter, og hos Mennesket, vi fornemme det jo Alle, er der noget endnu langt Høiere; der er Samvittighed, Retfærdighed, kort alle de Aandens Evner, som vi maae laane Navn fra, for i deres høieste Udvikling at menneskeliggjøre os Gud. Vore jordiske Dele gaae ud i det store Kredsløb, ogsaa Aanden, det langt Høiere naaer til sit Ophav! Her mødes Videnskab og Bibel, Aanden gaaer til Gud, til sin Opstandelse, et evigt Liv!«

»Og har Erindring og Bevidsthed?« spurgte Niels Bryde. »Gaaer Hjernens Phosphor op i Gasarter, hvad er da vor Udødelighed? Ingen!«

»Bibelen giver os Tilsagn derom!« sagde Esther.

»Ikke det gamle Testamente sagde Niels Bryde; »Jobs Historie er en Tornebusk, der rusker Uldtotten af Troens Faar. Job siger: »»Mine Dage ere lettere henfløine end en Væverskytte, og de ere forgangne, at der nu er intet Haab. - En Sky forgaaer og farer bort, ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op igjen.««*)

»Det gamle Testament,« sagde Esther, »er en Samling af Folkets Bøger, det nye Testament, veed De som Christen, er en Aabenbarelse af Gud, og den lover det evige Liv. Men Bibelen troer De nok ikke meget paa. I den meest aandelige Sag, skulde man dog meest holde sig til det meest Betydende, det aandelige Indlæg! - Her er en anden Bog,« vedblev hun med et eget Smiil, bladede i Bogen, og mellem flere der indstregne Steder udpegede et. »Her staaer, hvad jeg tænker, men som jeg ikke saa kort og klart selv kan udtale Dem.« Det var Goethes Faust, den Digtning, som altid særlig havde interesseret hende, fordi hun i Faust engang fandt Liighed med Niels Bryde; det var anden Deel, hun viste ham.

Han læste:

»De ogsaa,« vedblev han, »stiller Troen og Videnskaben over mod hinanden, sondrer dem, som Ordspillet vil: Troen i Oratoriet og Videnskaben i Laboratoriet!«

»Nei,« svarede Esther, »jeg erkjender, at Sandheden ikke kan stride mod Sandheden; men jeg troer mere paa Guds Viden end paa Menneskenes. De stride, de bevise, de forvirre og gjøre Fortræd hos de Fattige i Aanden. Jeg kunde sige med Bibelens Ord: »»bedre at en Møllesteen hang om deres Hals, end at de forargede Een af disse Smaa!««

»De mener her særlig Materialisterne,« sagde Niels Bryde; »De betragter disse som Ugudelige, som halv onde Magter. Opgiv et Øieblik at tillægge dem slette Motiver, træd over i deres Rækker, i deres Forstaaen. Det er den gudnedlagde Trang i os, til at vide, kjende og begribe sig og Verden, der fører Manden ind i Videnskaben; han sondrer, klarer og giver Verden det Fundne og Vundne. Kan han fornægte sin Overbeviisning? Da Galilæi maatte afsværge sin Paastand, at Jorden bevægede sig, troer De, at han derfor da selv forandrede sin Mening? Det gaaer Menneskeheden, som det enkelte Menneske; alt som den skrider frem, bortkaster den sine falske Begreber: Trolddom bliver til Naturkræfter, det Overnaturlige bliver naturligt, thi vi komme til at forstaae det. Videnskaben rykker Overtroens Ukrud bort af Troens Ager, og griber endogsaa Haanden stundom feil, det er da ikke med Villie til at synde; den største Materialist, naar det bliver ham klart, at hans Viden er Vildfarelse, vil vende om - og Gud, som De opfatter ham, vil, efter Parablen om den forlorne Søn, gjøre en Høitidsfest, ikke materiel, men sjælelig i Sjælens Verden. - Materialismen er ingen Gift-Frugt, ingen Sygdom i vor Tid; det er et Forstandens Træ, Gud lod voxe frem alt i de ældste Tider. Allegorien lader det være lysteligt at see til i Paradisets Have; Historiens Bøger, Philosophernes Skrifter ere som dets Blade, gjennem hvilke vi fornemme Aandens Susen. I vor Tid optager hele Slægter i sig, hvad før kun den Enkelte gjemte eller gjennemkjæmpede. De strængt Orthodoxe ville ikke vide noget herom; de følge ikke deres Mesters Lære: »dømmer ikke, saa skulle I og ikke dømmes, fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes!« Det er for dem, som om al Sandhed rummedes ene i Troen, men denne fra Gud skulde vi ikke turde prøve og overtænke!«

»Ikke al Tro anseer jeg for Sandhed,« sagde Esther; »da blev hver Deel i de forskjelligste Religioner Sandhed. Der er Vildfarelser i det at troe, som i det at vide!«

»Ja vel!« udbrød Niels Bryde; »Astrologien maatte fordunste, fordi den ikke havde Sandhedens Kjerne!«

»Ikke heller, i det mindste hos mig,« vedblev Esther, »er der Frygt for at tænke over Troen; skulde det ikke tillades Menneskene, i de vigtigste Anliggender for dem, at turde tænke og prøve? Det kan ikke være Guds Villie; han aabenbarer, og vi erkjende! Men ligesom nu det menneskelige Syn har sin Grændse, saaledes kunne vi med Aandens Øine ogsaa kun naae et vist Maal; ved dette tør vi ikke slippe, men bør give os hen, i det store Underværk troe paa Undere, som vi troe paa Kloder i Melkeveien, og paa endnu fjernere Verdener, som aldrig ved jordiske Midler blive at see! Men,« afbrød hun sig selv, »jeg er kommet ind paa et Gebeet, hvor jeg maa synes kun at ville eftersnakke og være et lærd Fruentimmer; det er jeg ikke, og det vil jeg af Alt nødigst være, uagtet det er Veien, i det mindste den eneste, jeg veed, hvor man maa søge Dem de helbredende Urter, som kan aabne Deres Øine for det evige Liv!« -

»Just der har jeg selv søgt, men jeg fandt ikke Urterne kraftige nok,« sagde han; »hos Dem er det derfor jeg vilde belæres, om jeg kunde det! I Forsvaret for hvad De anseer for det Sande, er saamegen Inderlighed, at denne maa udøve en Magt. Jeg forstaaer og opfatter Dem bedre, end De mig, jeg er forvisset derom; men hvorledes skulde De kunne det anderledes? De sidste Aaringer har klaret Meget for mig, bragt mig til ogsaa bedre at kjende mig selv. I Ungdoms-Aarene gjør man saa mangt et Kraft-Experiment, prøver hvad Legemet kan udholde, Svømmeren forsøger hvorlænge han kan holde sig under Vandet, den Stærke prøver hvor tung en Vægt han kan hæve, eller mod hvilken mægtig Modstander han kan staae sig i Brydning; tidt knækkes derved en Arm eller et Been. Ogsaa med Aanden gjør man i den Alder Kraft-Experimenter, og jeg tilstaaer, at jeg i ungdommeligt Overmod har søgt at løfte mig saa høit, at jeg troede at kunne undvære Guds Tilværelse, ikke behøvede Udødelighed, ja jeg ansaae det som en Storheds-Opgave for Mennesket, at bringe det dertil. Men paa det Høidepunkt holder Ingen sig, det er en Over-Kraftanstrængelse; Vi Alle føle en Afhængighed af mere end Tilfældigheder, en Nødvendighed til at antage, hvad Forstanden ikke mægter at benægte; i al vor Viden bliver en uendelig Famlen, en Falden ud af, og man har kun Støttepunktet Gud, Regnestykket gaaer ikke op uden ham. - Jeg troer paa ham, vi troe Alle - men hvorledes? Selv de meest Troende, selv de Viseste, hvorledes er deres Tro paa Gud? Goethe har saa sandt, saa menneskeligt udtalt denne Sandhed i Faust, hvor Gretchen spørger: »Glaubst Du an Gott?« Bogen, der laae paa Bordet, tog Niels Bryde uden at aabne den, thi Ordene vare levende i hans Tanke.

og paa Gretchens Udbrud: »So glaubst Du nicht!« fortsætter Faust:

»Som Gretchen og Faust forskjellige opfatte Gud, gjør vi det maaskee ogsaa, men vi mødes dog vistnok mere i Opfattelsen, end Digteren her i Digtets første Afdeling har kunnet lade de to mødes. Troen paa Gud er svævende, vi have ikke ret Udtryk for det Unævnelige, det Ufattelige; men Visheden er sand, urokkelig! Gud er til, men Eet endnu foruden »Gud« er der, vi ikke kunne undvære, det er Udødelighed med Bevidsthed og Erindring. Det er en Trang, det er et Haab - men som Kjendsgjerning kan det ikke bevises!«

»Jo sikkert!« udbrød Esther. »I Guds Kjærlighed, i Guds Retfærdighed ligger det aabenlyst; see vi det ikke der, hvad hjalp det »»selv om de Døde stode op og vidnede««? Lige ud til vore Fingerspidser er Guds Forsorg for os lagt, Alt betænkt i Kjærlighed saa viseligt. Alt, hvad skabt er, modtager jo, hvad det trænger til, Alt erholder, hvad dets Drift og Længsel tørster efter; skulde da Mennesket, det meest Fuldendte, ikke faae stillet sin Sjæle-Tørst: Udødelighed! Guds Kjærlighed forsikkrer os det, Guds Retfærdighed betinger det. Vi Alle, i hvor snever vor Levekreds i Verden er, fornemmer Disharmonierne, see den ulige Fordeling af Velværen, af det Godes Løn i denne Verden. Hvor underlig stilles Menneskene, hvormeget er ikke som spildt, som kun en Leeg! De har fortalt mig om Musikant-Grethe paa Heden, de bortkastede Evner der; De har fortalt mig om den stakkels »Lappeskrædder«, der som et Legetøi for Tilfældigheder piintes og kastedes hen, hvor det at høre op er en Velsignelse! Menneskehedens Udskud, en bydende Caligula, Dumhed, Grusomhed, dyriske Laster, som Historien viser os dem hos mange Magthavere, Bydere over Millioner Ædlere og Bedre, staae som Udkaarne, beskyttede af den Gud, vi alle erkjende som god, viis og fuld af Omsorg - det var han da ikke, for os, for Verden, og dette er utænkeligt! Regnestykket her gaaer kun op ved det Tal: et evigt Liv. Dette er derved for mig saa mathematisk vist, som to og to er fire!«

»Jeg maa indrømme Dem, at De beviser klart,« sagde Niels Bryde, »jeg har Bevidsthed ved Deres Ord, eller ved den Musik, Overbeviisningen hos Dem opløfter mig med; dog Troen faaer jeg ikke! - min Tanke har den ikke!«

»Nei!« afbrød Esther, »Troen tænker man sig ikke til - den gives! Og i det nye Testament er den givet! der strømmer Livets Kilde! Jeg tør ikke nævne mig Christen, jeg har ei faaet den Christnes Daab, og uden den er jeg endnu Jødepigen, dog - gid det Liv, den Naade, Gud har ladet lyse over mig, ogsaa trænge gjennem Dem! og det vil skee!« Hun tog hans Haand, saae ham med Inderlighed ind i Øinene; der var en Veemod, en Glæde deri, og mens hun talte, belyste Aandens Pindse-Flamme de milde Barnetræk.