III.
Mere om Esther og en gammel Bekjendt. Selvprøvelse.

I mange Familier var Niels Bryde meget vel seet, »men det kan man ogsaa blive mæt af!« sagde Hr. Svane. »I nogle Huse gaaer jo Alt op i Børnene, der alle ere lyse Hoveder med Uheld ved Examen; andre Steder har kun Huusholdningsbogen Tanken, man er som til Uleilighed, indtil Regnestykket er gjort. Niels tager Behageligheden og Vrøvlet eet Sted, det er mere reelt.«

Arons Huus var ganske blevet ham et Hjem, Alle her holdt af ham, selv Rebekka, det gode Hoved, der var lidt sei i sine Meninger, og altid mod ham holdt med Hr. Bruss og med Maleren, Geniet fra Hr. Meibums Soirée! - Hr. Bruss var blevet meer og meer ravruskende nordisk, prædikede Edda-Christendom og lyste den evige Død over hver, der ikke havde hans Tro. Maleren kom altid i Ekstase over et Par af hans Medkunstneres Betydning - Niels Bryde fandt disse grumme kjedelige, det sagde han en Dag, og fik til Svar: »Al Kunst er kjedelig, dog det forstod man ikke, naar man som Niels Bryde manglede Jomfruen!« det vil sige Umiddelbarheden.

Slige Smaarivninger fandt jævnlig Sted der i Huset med Rebekka, Hr. Bruss og Geniet. I Meget udenfor det Religiøse udtalte ogsaa Esther en bestemt Mening, der tidt var afvigende fra Niels Brydes; men det blev ham dog et Savn, om han ikke daglig hørte hende saaledes.

Kierkegaards Skrifter, dette Humorets og Forstandens Drypsteens-Væld, hvis Tendens, efter Hr. Svanes Opfattelse, er at danne orthodoxe, gothiske Kirkebuer, ham, mangen Danneqvinde, med Sypige-Aand, siger at forstaae, og hæfter sig en kierkegaardsk Sløife paa Skulderen, for at hun kan komme i Liberie og vise sit Herskab - Altsammen Hr. Svanes Ord - kunde Esther ikke slutte sig til; hun beundrede den Begavede, men blev træt af at kravle over Sprogets Brolægning til Tankens Tempel; Veien var hende saa lang, og det Grønne, hun fandt, var ikke friskt fremskudt.

Esther forstod sig ikke paa Musik, sagde Søstrene, der hver Aften var paa italiensk Opera, kun yndede den, og havde en Lok af Rossis Haar; og dog indrømmede hun, at denne Musik just laae for Stemmen, at Norma græd i Melodie, hvor hun tilstod for Faderen sin Synd. Rossinis Tonevæld, sagde hun, var som Champagne; men hun trængte til en ganske anden Drik, den evige Natur-Kilde, der sprudler fra Gluck, Beethoven og Mozart, hun holdt af Hartmanns og Gades Musik, den naaede hendes Hjerte, og alligevel sagde Søstrene, at hun slet ikke forstod sig paa Musik.

Esther kom paa Udstillingen, men hun var ikke enig med de Andre, og da vi her ikke ere det med hende, skal hendes Udtalelse ikke høres. Høiest elskede hun Billedhuggerkunsten, der som Danebrog faldt fra Himlen ned til os ved Thorvaldsen.

Hun høiligen beundrede Oehlenschläger, forstod og udtalte hans Betydning for Norden, og ved ham igjen nordisk Literaturs i Tiden for Jordens andre Lande; men hun saae ogsaa Mangler, hvor just ofte hendes Omgivelse tabte sig i Henrykkelse. Hun fandt hans nordiske Qvinder for bløde, Thora, Signe, Valborg, de ble ve ømme, rørende, astralklare christelige Qvinder, de rørte os i deres qvindelige ideale Aabenbarelse; men saaledes meente hun de ikke kunde have været i Virkeligheden. Historien og Kjæmpeviserne viste os dem anderledes, og derfor maatte Fremstillerinden kunstnerisk vide at accentuere efter det historiske, sande Forbillede. Eleonore Ulfeld i Dramaet »Dina« kaldte hun særligt forfeilet. Hun forstod ved et Mønster for Qvinder, som Eleonore Ulfeld nævnes i Historien og Skolebøgerne, ikke at være blød, yndelig, rørende. Det var Eleonore ikke, sagde hun; det var ved sin Kjærlighed og Troskab til sin Gemal i Livets Kamp og Prøvelser, at hun blev dette Mønster. Hun havde en Villie, Ord, der udtrykkede denne, menneskelige Lidenskaber, Characteer; Esther forlangte i Digtningen og Fremstillingen den historiske Eleonore Ulfeld.

At udtale sligt og stærkt, som hun gjorde det, vilde være at bryde med det hele Kjøbenhavn, »Nordens Athen«. Klogt var det, at Esther kun sagde det til Niels Bryde; men just denne Menings Udtalelse, det, at hun i sin Dom aldeles ikke fulgte Strømmen, og dog i sin Paastand mod ham ikke havde Rebekkas Seihed, drog ham meer og meer til hende, hun blev ham af Verden en Deel, han ikke kunde undvære, og han kom derfor daglig i Familien.

En Dag, just i det han traadte ind, læste Esther i Kerners: »Die Seherin von Prevorst«; han kaldte Bogen en hysterisk, overspændt, usund Mundfuld, og med en Grimasse rev han den fra hende.

»Har De læst den?« spurgte Esther, »vist ikke anderledes end flere Kritikere læse Bøger, som de forud have en Slags Mening om; de blade, »orientere sig«. Jeg er ikke opfyldt af denne Bog, men sat i Stemning ved den. De troer ikke paa det Overnaturlige, troer ikke ret paa det Høieste i os. De vil gjennem Sandserne have fat paa det Sjælelige; men det kan man ikke efter vanlig Griben. Dog det, at vi have i os en Sjæl, en usynlig Aand, maa De erkjende, thi den er Deres Jeg, Deres egentlige Dem selv. Men har De aldrig fornummet, at denne Sjæl ligesom har Føletraade, der i Momenter kunne hæve sig ud over vor sædvanlige Sandseverden. Vi forudføle undertiden, hvad ikke al vor Kløgt kan udfinde. Mon ikke Bønnen, naar denne kommer ret fra et bevæget Bryst, er en saadan Kraft? Der var en Tid, Videnskaben ikke vidste om Kometernes Baner, deres Løb kaldtes Tilfældigheder, thi det kom ikke ind under de af Videnskaben kjendte Love for det store Verdens-Alt; siden har man lært, at de have deres egne ligesaa viseligt bestemte Baner. Mon ikke Aandeverdenen, ligesom Kometerne, kunde have sit Naturlige, Forklarlige, kun at man ikke er kommet saa vidt, at man forstaaer det? I det store Mirakel, som det Hele er, skulde jeg ikke der troe paa en Aandens høiere Verden med dens særegne Love og Baner, ganske udenfor de reent materielle? Hvorledes skal jeg udtrykke det? Naar i den store Himmel-Mekanik Kometerne skjære Maanens, Jordens og Stjernernes Vandrevei, skulde der da ikke, for hvad vi kalde det Overnaturlige, være Baner, der skjære det Almindelige? Vi krybe som Ormen om paa en mægtig Bygning, og lad os tænke, at Ormen seer for sig hver Steen, den kryber over, ja veed om dens chemiske Dele og Sammensætning, den mægter dog ikke at see paa eengang en heel Fløi, end sige den hele Bygning; og gaaer det ikke os ligesaa? Tvivl ikke i Underværkernes Tilværelse paa Underværker!«

»Men hvor bliver da Grændsen for Aandeverdenen? Vi komme da heelt ind i Spøgeriet og Dobbeltgængeriet, hvor det gaaer saa vidt, at Gangklæderne spøge med, idet Synet altid viser sig i Vedkommendes velbekjendte Klædningsstykke!«

»»Der ere flere Ting i Himmelen og paa Jorden, end Eders Philosopher drømme!« siger Shakespeare i sin Hamlet, og det er anvendelige Ord: Videnskaben veed saa Lidet, og hvor den slipper, begynder Troen!«

»Eller Overtroen!« sagde Niels Bryde, »og den er det man skal rydde ud af Troens Ager!«

»Men er De i den Retning Botaniker nok til at skjelne Urterne fra hinanden? Jeg troede efter en tidligere Samtale med Dem, at vi vare komne hinanden nærmere; men De er jo endnu langt fra Udødeligheds-Troen!«

»Nu vel!« sagde Niels Bryde spøgende, »jeg giver Dem det Løfte, Esther, at døer jeg før Dem, og der er en Aandens Vedvaren og Indtræden i Legemsverdenen, jeg skal da aabenbare mig! bliv ikke bange, jeg skal komme for Dem som - en Klang, en Tone, ikke vise mig i den sædvanlige Spøgelse-Burnus!«

»Men om jeg nu ikke har de aandelige Organer, der høre til at fornemme denne Aabenbarelse!« sagde Esther i Alvor. »De har nu ikke engang Tanke-Organet for Sligt, og jeg troer derfor, at Deres Bane efter Døden bevæger sig i en ganske anden Retning end gjennem denne Jords Virkeligheder. - En Klang, en Tone!« gjentog hun alvorsfuld, »ja, saaledes vilde jeg ogsaa helst aabenbare mig her for mine Kjære!«

Der var dog noget Sygeligt hos Esther, fandt Niels Bryde; i enkelte Anskuelser kom dette frem, men i Tale om Kunst, Poesie og alt det Skjønne var Sandhed og Sundhed, thi her var han i Flugt med hende.

De saae, som sagt, hinanden næsten daglig, paa et Par Uger nær i den kommende Sommertid, da Niels Bryde i Besøg var borte fra Kjøbenhavn; men netop da foregik i Arons Huus en stor Begivenhed for Familien, og særlig for Esther.

Den unge Grev Spuhl - han erindres maaskee fra det, at han med Niels Bryde, i Rusaarene, gik ned af Rundetaarn, hvilket i og for sig ikke var saa meget mærkeligt - havde oftere indbudt ham til sig i Fyen; Greven var under Krigen med som HerregaardsSkytte, havde faaet et let Saar, og var bleven pleiet og forbundet af Vennen.

Besøget i Fyen hører imidlertid ikke ind under de store Linier i Nieb Brydes Livs-Historie, uden for saavidt der ved Opholdet i Odense berørtes en Streng, som havde Smerte-Klang; Niels fik her igjen at see en Personlighed, vi ikke ganske tør glemme, den stakkels Lappeskrædder. Endnu levede og leed han; her i Odense Daare-Anstalt, havde han sin Forsørgelse, som det hed. Hvilken Tilværelse, hellere aldrig født! hans Liv var som en Bod for, hvad han aldrig forbrød. Niels Bryde aflagde ham et Besøg, fulgt af Hospitalslægen, saae den Syge og hørte om ham.

I »Grønnegaarden«, hvor de Fjollede, de stille Vanvittige, uskadelige for Samfundet, opholdt sig, gik ogsaa han, naar ikke Nervetraadene bævede i altfor vilde Svingninger, thi da sad han sammenrullet som Pindsvinet; Lovens store Renselsesmaskine gik jo, som Skypumpe, sagde han, hen over Onde og Gode - den havde ingen Tanke, kun Love. Den spinkle, skyggeagtige Skikkelse var om mulig endnu tyndere end før, al Livlighed borte, Hovedet sænket ned mod Brystet; siddende paa Bænken op til Træet saae han ud, som var det kun et Par Klædningsstykker, der vare henslængte, og Støvlerne stode foran.

»Jeg smelter bort,« sagde han selv; »men jeg er ogsaa den rene Snee, og naar jeg er smeltet, skal Alle see, at der ingen Ring findes. Jeg har den ikke! jeg tog den ikke! - Nu snurrer det rundt! det blæser indeni min Hjerne! - Herre, min Jesus, Du er min Skat! jeg er Peer Guldgravers Sønnesøn, jeg slipper ikke Skatten; men nu ligger Flyvesandet paa mit Hoved! - begraves! begraves! aldrig findes! jeg har dog ikke Ringen!«

Det var hans Vanvids Perpendikelslag i Ord. Nieb Bryde talte til ham, nævnede Japetus Mollerup, Musikant-Grethe og Silkeborg; den Syge saae paa ham, men forstod ham ikke. En Forbryders Fængselsstraf er ikke saa tung, som de Sjæleqvaler, den stakkels uskyldige Mand gjentagende leed, fordi - ja, Nieb Bryde havde jo engang tidligere givet Forklaringen, at det laae i hans Nerver, hans Blodløb, i hele hans Maskines Sammensætning. - Nu var dette Sagte ham ikke fyldestgjørende! Besøget her blev et mørkt, blivende Billed i Erindringen om disse ellers udenfor sollyse Dage.

Ved sin Ankomst til Kjøbenhavn hørte han, at Esther, netop Dagen forud, var gaaet over til Christendommen, det havde været hende en Sjæle-Trang, at modtage Daab, uden denne ansaae hun sig ikke for at være en Christen, og det var hende Livet her og hist. Det gjorde et dybt Indtryk paa ham til Selvprøvelse.

Han erkjendte den faste Overbeviisning hos hende om Lærens Guddommelighed, ikke blot i dens Følger, men at Gud og Christus var personlig Een og den Samme; han forstod tilfulde den salige Fortrøstning, der laae i saaledes at give sig hen i Troen, den hun jo med sin sunde Forstand havde prøvet, og som altsaa var hende en Overbeviisning. Han tænkte herover alvorligere og dybere end nogensinde før; Livets Opgave var ham at ville det Sande og Gode. Hans Begreb om Tro fordrede, at denne støttede sig ganske paa Kjendsgjerninger; men Begrebet Tro, i aandigere Betydning, som Esther tog det, førte til ogsaa at kunne give sig hen, uden at det klares for os. Tro blev ham saaledes, ligesom Evighed og Uendelighed, et oversandseligt Begreb, det han ikke erkjendte for muligt, uagtet han dog vidste, at i Talstørrelserne det Samme gjør sig gjeldende, saa at en erkjendt Videnskab, Mathematiken bygger herpaa sin hele Tilværelse.

Der var en Fortid, i hvilken, det havde han jo tilstaaet for Esther, han med Ungdoms-Overmodet søgte at løfte sig ud over det, at behøve »Gud og Udødelighed«; men han havde maattet slippe sig selv, føle og erkjende Gud og Trangen til et evigt Liv. Christi Personlighed kom mindre i hans Tanke-Overveielse, dog udtalte han den Overbeviisning, at i vor Tid holder man sig for meget til Personen, og for lidt til Læren, dette Væld af Gud.

Naar han saaledes dukkede ned i sin Fortids Tankehav, og der reflecterede efter sin nu tilegnede Anskuelse, maatte han tilvisse indrømme, at i Meget mødes forunderligt Bibelen og Videnskaben. Han erindrede sig de forskjellige Stadier, hvorpaa hans Tro og Viden om Gud havde været, først Forkastelse - derpaa Indrømmelse.

Ingen kan bevise at Gud er til, men heller Ingen at han ikke er det. Tilværelsens Love kræver og beviser os Gud; han er, og var blevet Niels Bryde, en Kjendsgjerning. Verden blev skabt ved at Stofferne, Urmaterien, den ingen Chemiker kan forklare eller udgrunde, blandedes; men dertil hørte en Bevægelses-Kraft, ellers var kun et Chaos. En Luftning kun hørte dertil - »Guds Aande svævede over Chaos«; i de Bibelens Ord ligger det Eneste, Materialisten mangler. Med Ordet Gud løser Bibelen den store Gaade; ved saamangt et Sted i denne Bog, saa fromt, eenfoldigt udtalt, ligger aabenbaret, hvad Viismanden først kommer til gjennem anstrængende Studium.

I de vand- og kildeløse Egne voxer Vandmelonen frem til Vederqvægelse, som var den ved en Forsynligheds-Tanke just plantet der hen; hvo er han, der plantede den; hvo er han, der tænkte paa den ufødte Myres Føde, og lod Bladlusen derfor blive den frugtbareste Slægt og i Vinterens Kulde lægge Æg, men under Sommerens Varme føde levende Unger. En saadan Forudtanke for det ringe Dyrs Tilværelse, forsikkrer, at den ikke kan være mindre for den Første her af Skabningen, Mennesket; hvad Naturens Lære tilsiger, udtaler Skriftens Ord: »Seer til Himlens Fugle; de saae ikke, og høste ikke, og samle ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem: ere I ikke meget mere end de?«*)

Gjennem Bibelen selv var Esther kommet til Bevidsthed om at Christus og Gud er Eet. - Selv erkjendte Niels Bryde, at Braminernes Viisdoms-Lære, Philosophernes Tænkningers Resultater, Digternes meest gribende Inspirationer frembød tilsammen intet mere Helligt, Velsignende og Trøstende end Christendommen, og denne var dertil kort og klar, forstaaelig for Alle; var denne Erkjendelse Hovedsagen, hvad behøvedes Tro paa Christi Person.

- »Just den maa til!« havde Esther sagt.

Der gik en religiøs Tanke-Døning gjennem hans Sjæl; Esther var den stille, klare Fuldmaane, hvis stærke Straaler bevirkede disse Strømninger. Han var nu mere inde paa Theologiens Vei, end *) Math. 6, 26. da han der »læste til Kjole og Brød«, Bibelen, han havde læst saa tidt i som Barn, og senere efterslaaet Skriftsteder i, var Kilden, han maatte søge til, der stod Ordet levende og ikke billedligt, havde hun sagt.

Han læste i Matthæus:*)
»Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at Du siger os, om Du er den Christus, den Guds Søn.«

»Jesus sagde til ham: Du haver sagt det; dog det siger jeg Eder, nu herefter skal I see Menneskenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand, og komme i Himlens Skyer.«

Han svarer altsaa ikke: jeg er det, men Du haver sagt det, og lægger Aabenbarelsen af sin Guddommelighed i de følgende Ord, hvor han laaner Udtryk fra Daniel: **)
»Jeg saae i Syner om Natten, og see, der kom En i Himmelens Skyer, som Menneskenes Søn, og kom ind til den Gamle af Dage, og de førte ham frem for ham.«

Herfra Udtrykket: »Menneskenes Søn,« »Himlens Skyer«; en af Propheternes kjendte Ord.

I Matthcei Evangelium,***) hvor Frelseren spørger: »Hvem sige I mig at være?« svarer Simon Peder: »Du er den levende Guds Søn!« og Svaret derpaa - »Salig er Simon Jonas Søn, thi Kjød og Blod haver ikke aabenbart dig det, men min Fader, som er i Himlen!«

Han som lærte os Alle at bede: »Vor Fader Du som er i Himlen«, han den Reneste og Bedste, skulde han ikke særligt kunne sige, »min Fader i Himlen«? - I Tider og hos Folkeslægter, hvor Underværket er Bekræftigelse, maa et ydre Tilsagn til; men skulde ikke den aandsudviklede Deel af Menneskene have naaet det Punkt, at den alene behøvede at holde sig til Læren selv, og lade denne vidne, at den er for alle Folk, hellig og stor i sin Reenhed, som Christus gav den? Men Lærens Klædemon, hvor har ikke *) 26, 63. 64. **) 7, 13. ***) 16, 15-17. rundt om Mennesker befamlet, krøllet, rimpet og strakt det, efter Tid og Forhold! Atter overveiede han, atter kom i Tanke:
Hos Apostelen Johannes*) staaer: »I Begyndelsen var Ordet,« - »og Ordet var Gud,« - »og Ordet blev Kjød og boede iblandt os!« - Her var Mysteriet udtalt, som hos Esther var levende Tro.

Der var Kamp og Strid i hans Sjæl, det vundne Land hed Gud, det forhaabede: Udødelighed. Men om dette havde han ikke Troen; skulde han virkelig engang kunne vinde denne, ja, da vilde ogsaa hvert Mysterie løses; nu stod han saavidt klarlig erkjendende, at Christendommen var det største af Lysblink over Jorden, en af de mægtigste Støtter for den Alraadendes Omhu for os. Han bøiede sig for Gud-Mennesket, og erkjendte saaledes i ham, sagde han, Muligheden at træde i hans Fodspor. - Var Udødeligheden først en Vished for Niels Bryde, som den at der er en Gud, da var et Lys givet ham, saa stærkt, at han ved hver Tanke-Forstening her vilde gjennemstraales. Da vilde Ordet - der var Gud og Kjød - komme til ham; da blev ham Troe, »Frelse«, som den »christelige Dogmatik« lærer: »Ingen Naturmagt, ingen Tidens og Rummets Skranke kan hindre Christus i at finde Vei til Sjælene, da hans Rige ogsaa er kommet og vedbliver at komme i de Dødes Rige, har Forskjellen mellem Levende og Døde, mellem tidligfødte og sildigfødte Slægter, mellem Uvidenhedens Tider og Kundskabens Tider kun forsvindende Betydning; al Fatalisme er herved ophævet for de menneskelige Individer, idet de selv vælge eller forskyde Frelsen!«**)

Paany læstes Meget af hvad der fra materialistisk Standpunkt var skrevet af Feuerbach, Zeller, Vogt og andre betydende Mænd, og om det nu ikke blev fundet for let, det var dog ikke overbevisende. Kun et Trin opad endnu, troede han at behøve, det, at være forvisset om Udødelighed. »Med denne og Kjendsgjerningen, der er en Gud, naaer jeg vel det Øvrige!« sagde han. Esther vilde ikke have indrømmet det, Bodil bedet at det maatte blive saa, Hr. Bruss havde sagt »fordømt! evigt fordømt!« men han var jo kun et stakkels Menneske - begavet - og begravet i Hovmod!

*) l, 1. l, 14.**) Martensen.