IV.
Hr. Svane.

»Her læses nok igjen til theologisk Examen!« sagde Hr. Svane en Dag da han besøgte sin Gudsøn, og saae opslaaet paa Bordet Bibelen, Martensens »Dogmatik« og et Exemplar af »Augustinus«.

»De vil ogsaa finde her »Alcoranen« og »Zendavesta,«« sagde han, og pegede derhen, hvor der laae Skrifter af Vogt, Zeller, Schleiden, Liebig og flere hinanden forskjellige.

»Hvad kommer der ud af al Materialisme?« sagde han, »den er det dog Du sidder i! maaskee engang et godt Lystspil: Fatum bliver til Stoffernes Blanding, man maa handle efter disses Sammensætning, man er Maskiner og bliver Maskiner. Kjæltringen, Røveren, Morderen, ere alle høist respectable, thi de kunne ikke være anderledes end de ere efter Stoffernes Blanding, og dog sætter man dem i Fængsel, tager Tilværelsen fra dem! Men Dommerne kunne da heller ikke gjøre ved det, ogsaa de ere sammensatte af Stoffer, som byde at dømme de Lovstridige, lade dem hænge og halshugge, Dommerne ere ogsaa uskyldige. Det er det Tragiske i Stofferne, og det giver Stof til et Lystspil, Extremerne berøre hinanden.«

»Jeg er langt ud over det Standpunkt, De endnu troer mig paa!« sagde Niels Bryde; »men Deres Opfattelse af Fatum i Stoffernes Blanding, vilde jeg virkelig ønske, De bragte frem i et Lystspil. Skriv det! vor Tidsalder smægter efter en Nutidsdigtning, et Narcis-Billed af sig selv, som kan ophænges i Evighedens Billedgallerie og kaldes det nittende Aarhundred!«

»Jeg er bange, at jeg ikke har Stofferne dertil i mig!« sagde Hr. Svane. »Ideerne har jeg maaskee nok, men min Aand besidder endnu ikke den Erkjendelse, som Materien; jeg er ogsaa bange for at komme for tidlig, Publicum maa være med, eller i det mindste Bladredacteurerne, de store Omnibusførere!«

»Hvorfor nedskriver De ikke hvad De siger, hvad De tænker?« spurgte Niels.

»Ja, der gaaer det mig, som Jeppe, jeg kan ikke »for tre Aarsagers Skyld«; men det er ikke som hos ham »Mangel paa Courage«; Frygt for »Mester Erich« eller »et eiegodt Gemyt«, nei, først er der altfor Meget at tage fat paa, dernæst kan jeg ikke holde paa det Tænkte og Sagte, til jeg faaer det ud af Pennen, og endelig saa vil jeg saa gjerne leve i Fred og Ro. Var jeg virkelig et Genie, og kom til at vise det, saa at Umiddelbarheden i sin første Glæde strøede Palmer for mig, saa maatte jeg være forberedt paa, at den imorgen vilde raabe »korsfæst!««

»Hr. Svane, De taler næsten som om De var en anonym Forfatter, der var blevet skammeligt behandlet! De skulde dog ikke have skrevet Comedien »Trolddom«? Den var dygtig, mærkværdig, saa aandsbetydende, at man burde glemme nogle dramatiske Ubehjelpeligheder; men Kjøbenhavn, det store Publikum ikke blot peeb den ud, man bespyttede den, haanede og huiede. Og dog blev den spillet af de første Talenter, spillet med Kjærlighed; der var intet genialt Talent, som gav sin Rolle i kaad Ildesind, spillende ud over Lamperne: det er Vrøvl det Hele, lad os være enige derom!«

»Jeg skriver ikke for Theatret før i den anden Verden, hvor Publicum bliver examineret, før det faaer Lov at komme ind; Controleuren maa i det mindste være Professor i Æsthetik!«

»Man maa ikke grave sit Pund ned, selv Bibelen prædiker det i Parabelen. - Dum Kritik fordunster, og spytter den endogsaa paa En, ja det er altid ubehageligt, men ogsaa det fordunster; det er som andet Søle, rør det ikke medens det er vaadt, lad det staae Døgnet over, saa gaaer det hen i Støv og Aske!«

»Det er meget rigtigt; men naar jeg nu i Døgnet pines og plages, ærgrer mig en Gulsot til! Nei, jeg er nu lykkeligviis sammensat af et saadant Stof, at jeg kan være lykkelig i Kunsten, uden at »agere med«; maatte jeg blot have Lov til at være lykkelig i den, som den er mig kjær og hellig, men jeg maa ikke for de Andre. Alle dømme de om Kunsten, og Mængden siger, at deri har man lige Ret, det er en Smags-Sag; jeg siger det er en Tanke-Sag. De tale om Kunst, som om Vind og Veir, og i Vind og Veir og hellig Eenfoldighed. Jeg har ogsaa Lov at have en Mening, siger Spekhøkeren og hans Kone, den aandelige Spekhøker, og er han saa en respectabel Embedsmand, agtet, som Brændehuggeren ogsaa kan være det i sin Dont, saa maa man have Agtelse for den agtbare Mands Dom. Publicum, ja det er en Mand af stor Anseelse, han kan have Ordner og Kammerherrenøgle, det vil sige Ære for og bag, det er en mægtig Herre, som man bøier sig for, skjøndt han tidt er et reent - om Forladelse, jeg sagde ikke, hvad jeg meente! Publicum, denne Hr. Massen, som uden Examination faaer Lov at komme i Theatret, og der sædvanlig prostituerer sig; han leer galt, klapper galt, og fordærver Talentet. Tidt klinger ogsaa for mine Øren fra Orchestrets Strænge: Publikum! dum, dum, dum! Der skulde bare lægges Text under!«

»Men saaledes er vistnok Publicum i alle Lande og til alle Tider!« sagde Niels Bryde. »Publikum er som en Flod, der skifter Farve efter hvad der afspeiler sig i den og efter hvad den selv fører med; den ruller og ruller; det er aldrig samme Vand, og dog den samme Flod. Tidt slaaer den mod den stærke Klippe, og viser der Dynd, men Dyndet er Flodens og ikke Klippens.«

»Med Tiden,« sagde Hr. Svane, »naar man kun kan holde ud saa længe, da kommer Alt til Klarhed, det Dygtige til sin Ret, det Onde til sin! Jeg troer med Goethe:

ellers havde jeg ladet være at skrive min eneste Bog, give min Jury-Kjendelse om »her hjemme i vor Tid!««

»Eneste Bog!« udbrød Niels Bryde, »har De endelig skrevet en?«

»Jeg har skrevet to,« sagde Hr. Svane, »Dommedag i det Store og Dommedag i det Smaa; ja det hedder Bøgerne ikke, de ere heller ikke færdige, og jeg oplever heller ikke at de blive det. Men den af dem, som egentlig hører til vor Samtale her, er Optegnelser, jeg har gjort om min Tids Personligheder og Begivenheder her hjemme, dem man nu seer gjennem Partiernes eller Forholdenes Briller; jeg giver det skrevne Blad taget lige fra Munden, Sandheden uden Glacéhandsker eller ond Villie; jeg troer og haaber, Vorherre selv vil skrive paa, det er meget ærligt og rigtigt, hvad Hr. Svane fortæller. Manuskriptet kan nu ligge hen et halvhundred Aar efter min Død, og saa - ja Godtfolk, I vide ikke, hvo af Eder der staaer i »Hr. Svanes Bog« og hvad jeg klarer! Jeg har Smaa og Store klædte af, saa at de kunne gaae og lægge sig - dersom de have en god Samvittighed!« tilføiede han med et godmodigt Smiil.

»Det er altsaa »Dommedag i det Store«; men nu i det Smaa, hvor er der Scenen?«

»I Theatret! og der kan Dommedag behøves - ogsaa for Publicum, det jeg nylig, uden Komplimenter, udtalte mig om. Ved Leilighed skal Du faae en Bid deraf!«

»Tak naar jeg faaer det!« sagde Niels Bryde; »men baade Deres »lille og store Dommedag« gaaer nok jeg og Verden glip af. De skulde læse og lægge paa Hjertet Parabelen om de betroede Penge! - De er i Sandhed en Digternatur!«

»Som længer end i ni Aar kan holde i Skuffe,« sagde Hr. Svane og pegede paa sin Pande; »falde Strimler ud, saa komme de i Fjerdingen! Jeg vil ikke være Poet, selv om jeg kunde faae Guld og grønne Skove derfor; det vil sige taaleligt Udkomme mens jeg levede og Berømmelse naar jeg døde. - En sand Digter maa vistnok Livet være en Fornemmelse, som det er for den stakkels Aal, man har trukket Skindet af, og derpaa ladet igjen slippe ud i Mølleaaen, hvor den jo i sin Seihed kan leve, og høre de andre Skælfiske sige: »nei, hvor han er empfindlich! kan han nu ikke taale det!« - Misundelse og Medlidenhed ere de to Poler i vor Characteer; vi taale ikke, Nogen løfter sig over Almindelighedens Strøm. Gjør han det, saa ned med ham! Kommer han for dybt i Sølen, ja saa blive Hjerterne bevægede, saa løfte vi ham igjen! - Forstanden, det vil sige efter hvers Maalestok, er vor Dalai Lama; vi fordøie ærbødigst Alt, hvad vi troe ere Dele af denne. Vi kunne more os over en Comedie, lee fra først til sidst, men falder Tæppet, blive vi med Eet critiske, og finder det uværdigt, at man har leet, og saa piber man. Kan da Nogen have Lyst til at kaste sig i denne Strøm. Bliver man Poet, saa mister man sit Aaleskind! Lever jeg nu dertil i en lille Gade, hvor der kun er aandelig Fortogsret for enkelte Udvalgte, saa er lykkeligst et dolce farniente, eller at gaae over i den dømmende Magt, vise sin Forstandighed ved at maale og vrage. Der er aldrig en Dom saa urigtig, sættes den kun lidt i Couleur, den faaer sit Compagnie!«

»De kom her i et ypperligt Humeur,« sagde Niels Bryde; »tal Dem nu ikke ud af det og lige »i den sorte Gryde«! jeg synes allerede at den skygger Dem om Øienbrynene. De er et af de Mennesker, hvis indre Maskineri i aandelig Henseende jeg havde Lyst at kjende; disse Nervesvingninger i Dur og Mol, satte i Bevægelse udenfra ved Strømningerne der!«

»Men om det laae i Strengen selv!« sagde Hr. Svane, med Eet ganske sjunket hen i den Stemning, der blev befrygtet; »det ligger mere i Ravet selv end i Gnidningen, at Phænomenet viser sig, det ligger i det sympathetiske Blæk, og ikke i Varmen, at det engang Skrevne og Forsvundne igjen kommer frem; ethvert Menneske, selv den meest meddelelige Natur, har et Lønkammer, derinde er Sangbunden, hvor Strengene sidde fast, og derfra kommer dens Mol og Dur! Jeg har ogsaa mit Lønkammer - og der staae mange Indskrifter, dem jeg kun læser ved det ilde Humeurs Lygte!«

»Og disse Indskrifter,« sagde Niels Bryde, »de lyde, som for Exempel?«

»Tro paa Ingen, ikke engang dig selv! - Har En gjort dig Uret, vogt dig for ham, han vil for sin egen Samvittigheds Skyld opsøge en virkelig Feil hos dig, og ved at blotte den, søge sin Undskyldning! - Tilfældet raader oftere end Forstanden. - Qvinder og Baand skal Du ikke kjøbe ved Lys; Du kan da ikke stole paa at have seet Farven! Dette Sidste er nu halvt et Ordsprog, og af den Slags kan man lave sig mange; især naar man er gaaet ud af sit gode Aaleskind, og svømmer gjennem Strømmen.«

Virkelig havde Hr. Svane talt sig ind i sit slette Lune, sit tunge Sind. Han trykte sin unge Vens Haand, gik hjem, laasede sin Dør, kastede sig paa Sophaen, og meer og meer vibrerede Molstrengen fra Hjertets Lønkammer.

Ved Eventyrdigtningen ere to Begreber af den danske Folketroe særlig blevne personificerede bragte paa Scenen: Søvnen med sine Drømme i Skikkelse af Ole Lukøie, og Erindringen med sin Styrke som Hyldemoer, Dryaden i Havens gamle Hyld; men Illusionerne have ogsaa deres Personification, som Digteren vil kunne vise os i Folketroen, og det er Lygtemanden. Medens Ole Lukøie flyede den stakkels Hr. Svane, og Hyldemoer bredte sit hyldeblomstrede Skjørt over ham, var Hovedfiguren dog Lygtemanden, Illusionernes Herre, Dæmonen med de glimrende Laterna magica-Billeder. Han havde elverskudt ham; han, der lokker os ud i Mosen, den røde Mand med Lygten paa Hovedet, han, der som Flammen er bøielig, altødelæggende, havde lokket den stakkels Hr. Svane fra Embedsveien ud paa Opfindelsernes Vei, han havde ved sin Belysning forvandlet til Skjønheds-Ideal Zemires Beskytterinde, hvis Tunge var Espeløv, hvis Aandrighed var Pjat. Hr. Svane havde troet paa Menneskene i Glands af Lygtemanden, og sat sin Formue til, ja hans Genie, Kraft, Dygtighed og Styrke havde ved den faaet en heel feil Belysning; den kastede ham saa hen i Ironiens Lænestol, satte sig der som Mare, paa hans Bryst, knugede, saa han vaandede sig i den bittreste Sjæle-Smerte indenfor lukte Døre. - Sin Stemning da udtalte han ganske billedlig.

»De høie Guder samlede en Mængde Svibler, trykkede Begeistrings-Kys paa hver, og den fik da en Kraft til at blomstre i Skjønhed; men saa sov de høie Guder paa det, og næste Morgen tog de kun et Par Svibler, stak dem ned hist og her, og de voxte til deres og Verdens Glæde, de andre bleve kastede hen, laae og skjøde vilde Skud uden Blomst, sygnede, opløstes, spildt var det Hele!«

Han blev dertil aldeles Fatalist, og det var rigtigst, beviste han, ikke fra Mahomeds Lære, men selv fra christelige Skribenter; »nogle Mennesker ere forud bestemte til Lykke, andre til at døie Fortred!« Han gjorde til sine Ord, hvad vi vide Calvin skriver: »Jeg siger med Augustinus, at der er af Herren skabt Mennesker, hvilke han foreskriver som en afgjort Sag, at de skulle gaae i Fordærvelse, og at det saaledes er skeet, fordi han saaledes vil det!« Hr. Svane fandt, vore Veie vare afmaalte, Alt forud bestemt, Bibelen sagde det: »Alle vore Hovedhaar ere talte!« »Ikke en Spurv falder til Jorden uden vor himmelske Faders Villie.« Mahomeds Bekjendere havde i deres aabenbarede Troe den Sandheds-Straale: »vor Skjæbne er forudsat«, og med den Tro kastede Hr. Svane sig henover Sengen - til Sjæl og Legem igjen kom i Ligevægt. Da kunde igjen en klar blinkende Stjerne, en Solstraale, Udsigten fra Vinduet over Havet i et Nu gjøre en heel Forvandling, da stod det gode Humeurs Regnbue farvesprængt, lysteligt paa Melankoliens sorte Sky. Idee fulgte paa Idee, som Trækfuglenes Flok; det sang, det klang, og Hr. Svane loe igjen af sig selv og hele Verden. Niels Bryde havde i sin tidligere, reent materialistiske Betagelse reduceret disse Stemninger til en lille Klump Fedt eller en ringe Størkning af Blod et Sted i Hjernen; den hele kunstige Menneske-Maskine er afhængigt af saa Lidt. - Det er os imidlertid glædeligt at melde, at før Aarets Ende bevirkede en ydre Omstændighed, at det gode Humeur, vi ville haabe for altid, blev det regjerende, og da vi nu engang ere ved Hr. Svane, ville vi høre om hans Lykke, før vi slippe ham.