V.
Hvorledes det gik Hr. Svane, Madam Jensen og Hr. Meibum.

Hr. Svanes Lykke var, at han vandt i Lotteriet; vel ikke det store Lod, men hvad man ogsaa kan være glad ved, netop hvad han behøvede, for, som man kalder det, at have til den gamle Mand; han vandt de 25000 Rdlr. Vi erindre hans Spas i Avisen angaaende »Genie og blind Allarm«; man kaldte det en god Idee, og en saadan har altid sin Rod i det Reelle. Historien om de to Brødre, hvoraf den ene var almindelig, og ham gik det godt, den anden et Genie, og ham gik det galt, saa at han tilsidst i sin Sygdom maatte faae Pengehjelp af Broderen, og fik netop hvad en Lotterieseddel koster, tog den, og vandt den høieste Gevinst - alt dette kunde have fundet Sted mellem Hr. Svane og hans Broder »Generalen«. Det var ikke skeet, men det kunde være skeet; derfra var Ideen, den kom efter nogen Vaklen til Udførelse, og i to Aar havde han kun Illusionen, den skjønne Phantasie-Comedie, hvori vore Forhaabninger parres; Lotterieseddelen var Billet til Forestillingen, der endte, som Comedie skal ende, med uventede Penge. De 25000 Rdlr. bleve vundne, og de give i Renter tusind Daler; de tilfaldt, som der var skrevet i Spøg, et miskjendt Genie. Saaledes gaaer det til i Virkeligheden, og saa vil man kunne forstaae det blivende gode Humeur.

Den Første der maatte vide om hans Lykke, var Gudsønnen, Niels Bryde, der netop i samme Øieblik stod for Madam Jensen som Vennen i Nøden; hun var hos ham i en Livs-Sag, den hun var geraadet i ved Tjenestepigen Ane Sophie, der var blevet gift, ikke »med Drengen i Stuen«, men med en anden En, som heller ikke duede, og derfor var hun gaaet fra ham og havde faaet »fiin Condition«. Hun var jo ung endnu, men var blevet Mormon, og dertil vilde hun ogsaa have Madam Jensen; denne fandt, at der var noget meget Lovende ved den nye Tro: Verden, sagde man, skulde forgaae inden ti Aar, de Eneste, der da beholdt Livet, vare Mormonerne, og saa fik de det Hele; nu var der saa Mange, som gik til Amerika, hvor den Tro havde sin Kongestad, og derovre voxte baade Kaffe og Sukker; alt Arbeide der gjorde de sorte Mennesker, man havde derhos fælles Formue, og der var de rigeste Familier i den Tro. Det var meget indbydende, og Madam Jensen var lige ved at gaae med Ane Sophie, men saa havde Urtekræmmeren sagt hende, at der var ikke et Ord sandt, men derimod var der meget Ækelt: Mændene havde et Par Koner, og Biskoppen havde halvtreds. Det var høist umoralsk, fandt Madam Jensen, og Urtekræmmeren havde viist hende det paa Tryk; men Ane Sophie havde sagt, at man saae jo at det ikke kunde være forargeligt, for Loven turde ikke gjøre dem noget, og de havde den rigtige Bibel, der var trykt mange tusind Aar før vores. - Nu skulde Hr. Bryde oplyse hende - for, som hun sagde, nu var hun selv reent vims i Hovedet. Niels Bryde holdt med Urtekræmmeren, og gjorde hans Ord indlysende; Hr. Svane tog samme Parti, fortalte om sin Lykke i Lotteriet, og raadede Madam Jensen, heller end at søge sin i Mormonlandet, at gaae hans Vei op til Lottocontoiret. Det gjorde det Indtryk paa hende, at hun tog en Seddel, og Ane Sophie tog Part i den; de vandt ikke, men de reiste ikke heller, for de kunde jo ikke tage bort før de vidste om Tallene kom ud.

Niels Bryde troede om hele Hr. Svanes Berettelse, hvad de 25000 Rdlr. angik, at den ene og alene var »et godt Humeurs« Opfindelse; men Pengene bleve udbetalte, og »Rygtet gik saa vide«, og lokkede trængende Gratulanter. Mellem disse optraadte een skriftlig, en Ungdoms-Ven, der »ikke havde vundet i Lotteriet«; han forlangte ingen Penge, men kun et Besøg ude paa Almindelig Hospital, dersom ikke Lykken havde gjort den engang godmodige Hr. Svane overmodig. Brevet var fra Hr. Meibum, ham, der engang gav stor Piquenik, men som det nu var gaaet tilbage for, hvilket i de sidste Aaringer var synligt i den luslidte Kjole, der skinnede blank, de skjeve, smudsede Støvler og den bulede Hat. Senest, det var for to Aar siden, standsede han Hr. Svane og laante to Mark; »jeg er ingen Dranker,« sagde han, »jeg er derimod fattig, det kan man ikke gjøre ved. Jeg har fattige Klæder med Pletter; for at faae disse af, tog jeg Brændeviin, udvortes tog jeg det, alene for Pletterne, og de gik, men Brændeviinslugten blev, og det er den, som i dette Øieblik vistnok lyver mig paa. Havde jeg drukket Viin, saa at jeg var fuld, da havde jeg ikke lugtet af Brændeviin!«

Ham var det Hr. Svane skulde besøge paa Almindelig Hospital; »ja der vil jeg ikke byde dig til high life!« sagde han til Niels Bryde, og gik derud til den store skimletudseende Menneske-Ark.

Det var just i deres Spisetid derude. Lemmerne kom med Mad i Skaaler og Krukker; sygelige, ynkelige Skikkelser skrede forbi. Han syntes at gjenkjende Enkelte, han før havde seet pyntelige, kjækt optrædende; alle viste Livets luslidte Side. Han kom over en Gang, hvor man havde henstillet Enhvers medbragte overflødige Meubler; her var saa opfyldt med dem, som i en Flyttedags-Omnibus. Herfra traadte han ind i Salen. Seng stod ved Seng, og hver Besidder af den havde der et lille Skab, som tjente til Spisekammer, Kjælder og Garderobe; ogsaa en Stol fandtes. Salen var alene for Mandfolk, Een af dem sad og lappede sine Klæder, en Anden læste, en Tredie smurte Smørrebrød. Hr. Meibum stod og tænkte eller saadant noget; hans ene Øie var blaat, ophovnet, han havde været svindel og stødt sig mod Madskabet. Paa dette var en Opdækning af fidtede Manuskripter, et Bundt Comediebøger, Grisesylte, samt Blæk i et Snapseglas.

»Lykkens Yndling!« udbrød Hr. Meibum. »Femogtyvetusind Rigsdalers Besidder hædrer mig med Besøg!« Det blev raabt saa høit, saa stoltelig, at alle Hoveder i Salen vendte sig mod Hr. Svane, Bogen sank i Skjødet, Lappen blev ikke syet fast, Smørrebrødet kun halv smurt; det var som om Plutus, Rigdommens Gud fra Aristophanes' Comedie, var steget af paa Almindelig Hospital.

»Hertil har jeg bragt det!« sagde Hr. Meibum bittert smilende; »»das ist das Loos des Schönen hier auf Erden,« men nu ere vi jo i sidste Act. Camoens havde det ikke saa godt, han fik ikke et saadant Besøg, som jeg har i Dag!«

Hr. Svane følte sig trykket ved Omgivelsen, ved Tanken: »om min Fremtid var blevet som dennes? hvorfor gaaer det mig bedre, jeg som ikke har udrettet mere, end han?« Der kom prøvende Alvors-Tanker, og under Rullingen af disse var han i en Stemning, i hvilken han ikke ligefrem kunde byde Hr. Meibum Penge; dem skulde han dog have, og derfor slog han an med: »Verden er Comedie! havde jeg nu faaet Deres Rolle og De min, jeg sad her, og havde skrevet Dem til, De var ogsaa kommet her, og vilde have undt mig nogen Fornøielse, jeg havde taget mod det. De kunde vist have Lyst til at gaae i Theatret, eller anskaffe dem Eet eller Andet, en lille Behagelighed; og jeg vilde ikke have følt mig saaret ved at modtage - af en Ven!« Ved disse Ord trykkede han Hr. Meibum nogle Species i Haanden; denne brød strax Delicatessen ved at sige: »Jeg er kommet saa dybt, at De kan byde mig, hvad De vil!«

Samtalen gik slet; Hr. Meibum sqvadronerede, og endte med, han vilde overlade ham sine dramatiske Manuskripter, dem en rig Mand lettere end han vilde kunne faae frem under sit Navn. Hr. Svane indlod sig ikke derpaa, og da han gik, rungede det gjennem Salen: »Levvel min gamle, hædrede Ven! gratulerer til de femogtyvetusind Rigsdaler!«

Dette Besøg var mere end nogen Prædiken for Hr. Svane. Han følte sit Livs Lykke, den Naade, der var vederfaret ham; Lotterieseddel og Hr. Meibums Brev vare Mindelsens Blade mod det slette Humeur. Og hermed kunne vi slippe Hr. Svane, der blev paa sit Qvistkammer, men fik sig Gulvtæppe, dobbelte Vinduer, hyggeligt og luunt om Vinteren; i Sommertiden havde han Havet foran, hvor hele Verden kom til ham.

Men vi maae igjen komme til Niels Bryde!