VI.
Cholera.

Nye tunge Dage skulde igjen oprulle for Danmark, langt tungere end Krigen bragte dem, ogsaa for Niels Bryde smerteligere, og dog - Lysets, Livets, Vækkelsens Dage. Krigsaarene havde vel trykket Dansken tungt, men de gave en moralsk Kraft, de vakte Sammenholdets Aand, og selv i »det Skjønne« vandt vi uforgjængelige Minder. Enkelte Sange fra denne Tid ville leve saalænge dansk Poesie kjendes; i Leret formedes, og blev givet os af Bissens Haand den med Seirens Løv jublende Landsoldat; fra Lærredet talte til vort danske Sind og rørte os Sonnes dybtfølte Bataillestykker, fra Lærredet traadte i Liv Elisabeth Jerichaus Danmark: den danske Bondepige i Brynie med sit gule Haar løst over Ryggen, kun sammenholdt om Panden ved den gyldne Oldtids-Ring, som Ploven pløiede op fra Guldhornenes Grund; med vaiende Danebrog og draget Sværd skrider hun kraftig, sund og kjæk gjennem den bølgende danske Kornager; et genialt Billed, en af Funkerne i Kunstens Rige fra Danmarks tunge, blodige Aar, der løftede sig i Skjønheds Erindring.

Men uden Skjønheds Blomst kom en ny Prøvelse over det danske Land: Aandedrættet blev tungt, Jordbunden virkede som Skibets Svingning i Hav-Dønning. Som i Ægypten paa een Nat Døden gik til alle de Førstefødtes Dør og krævede sine Offere, saa kom hos os, fra Huus til Huus, Angesten, Døden - i hæslig Skikkelse, som Slambruddet kommer i den grønne Eng, - Indiens Sot, født af Flodens Gift-Dunster, ledet gjennem Luften eller rislende gjennem Jordskorpen, man veed det ikke - voldelig rev den sit Offer, hele Skarer med, Huus ved Huus uddøde. Choleraen var i Kjøbenhavn.

Dag for Dag svulmede Døds-Summen, i Dynger stilledes Kisterne, Gravene kunde ikke hurtigt nok aabnes. Hustruen drog paa Meubel-Vogn Mands og Barns Kiste hen til Afleverings-Stedet. Venner og Slægt flyede hinanden. Kun to Embeds-Klasser mødtes ærligt, trofast, Lægen og Præsten, Videnskaben og Troen; her var deres Foreningspunkt. I denne Angestens slappende, nedtrykkende Tid lyste her Udholdenhed, Anstrengelse og Menneskelighed; vi forstode: vor Viden er kun ringe, Troen har Styrke.

Enhver, der kunde det, forlod Byen; Forretningerne her gik vel deres vante Gang, men der laae et Tryk, et sløvt Tungsind over det Hele. Slægtninger, Venner, eller i det mindste Bekjendte nævnedes hver Dag mellem de Døde; Niels Bryde var i overanstrenget Virksomhed; han, der ellers altid var pyntelig, saaes nu i gammel Frakke, skjødesløst klædt. Nat og Dag kaldtes han til Sygesengen. Om denne og Døden dreiede sig al Tale.

Familien Arons boede langt ude paa Strandveien, kun Hr. Arons selv tog ind til Byen til sit Contoir to Gange om Ugen, og der var Angest naar han kjørte ind, Glæde naar han kom tilbage.

»Noget smukt har dog ogsaa disse Prøvelsens Dage,« sagde han: »Folk rykke hverandre nærmere; Mennesker, man før ikke kjendte nok til at hilse, taler man nu til paa Gaden, siger hinanden et Par Ord om hvad der tynger Sindet, og hvad der maaskee kan lette det. Et Par derinde møder man jevnlig, de ere blevne, og det gjør godt paa den Ringere, der veed, at de saa let kunne tage fra Byen ud paa Landet, men de ville blive og dele Prøvelsen med den ringere Mand. Jeg tager eengang endnu saa dybt som før Hatten af for de To, det er Arveprindsen og hans Gemalinde. Det lille Træk skal jeg ikke glemme dem! Det har ogsaa bevæget mig, hvad jeg har hørt, og som er vist, om en ung kjøbenhavnsk Pige, hvis Fader, medens han levede, hørte til den høiere EmbedsKlasse; hun gik forleden Aften, tilskyndet af sit Hjertelag, ud til Hospitalet, ringede paa, og uden at nævne hvem hun var, tilbød sig at vaage og pleie de Cholera-Syge. Hun rystede, da hun trak i Klokkestrengen. Hun kom ind, tilbød sin Tjeneste uden at nævne sit Navn eller sin Stand; man antog hende ikke. Saa gik hun til Almindelig Hospital, og da man der just trængte til en Sygevogterske, kom hun strax i Tjeneste - og var og er der en Velsignelse, sige de. Paa Filtsaaler gaaer hun der, stille, umærkelig, som en kjærlig Aand, vaager, hjelper, er en nordisk »Barmhjertig Søster«. Var jeg Digter, jeg besang hende, og havde jeg Ordener at give, hun fik een! Den unge Pige er en Søster til Clara Raphael!«

»De to høre til Aandens og Hjertets Adel,« udbrød Esther; »jeg føler ret hvor jeg elsker den stille, skjult virkende Søster, men ogsaa den anden, rigt begavede, skatter jeg.« -

En Middag førte Grossereren Niels Bryde med sig; Familien derude havde ikke seet ham i al den lange Cholera-Tid. Han var den Dag overanstrenget, halv syg, og Hr. Arons havde saagodtsom tvunget ham til at kjøre ud med sig, og blive et Par Timers Tid; det var dog altid en Forandring af Luft og Omgivelse. De kjørte, Samtalen vilde ikke ret i Gang, det var som fra et Sørgeflors Hylster de saae den aabne Strand og Kornmarkerne, selv Solstraalerne syntes at trykke.

Først derude i den hyggelige Stue blev det anderledes og bedre, de venlige Mennesker gjennemildnede ham, og fik Sindet friskt. Esther var den Dag i al sin Aands- og Legems-Skjønhed, indtagende og fortryllende.

Hr. Arons gav Dagens Bulletin, og derpaa betingede han, at her nu iaften ikke mere maatte tales om eller tænkes paa Sygdom eller Dødsfald, Hr. Bryde skulde trække Aande.

»Vi ville som i Boccacdos Dekamerone,« sagde Esther, »føle os langt fra det syge Florents, og kun leve for at tale om det Skjønne!«

»Men jeg har desværre,« sagde Niels Bryde, »ikke en Boccacdos Genie til at forvandle gammelt Guldstøv af glemte Forfattere til gedigne Guldstatuer for alle Tider; det er næsten for mig, som om Kunsten og det Skjønne var slettet ud af Verden og min Tanke. Jeg har kun fra Virkeligheden den Billed-Ramme, Boccaccio satte om sin Dekamerone, og som jeg heller vil beskue hos ham og Thucydides, Manzoni og Bulwer.«

»Og den ville vi flyve ud over, uagtet denne Prøvelsens Tid bringer ogsaa sine Blomster, ligesom Krigens tunge Dage bragte dem.«

»Nei, nei!« udbrød Niels Bryde, »denne har ingen Blomster. Det er Nedtrykkelsens Slam, den fule, klamme Lindorm, der har lagt sig i vor Urtegaard!«

»Den vækker maaskee Alvors-Tanker i mangt et Bryst, hvor disse ellers aldrig vaktes. Man fornemmer Trang til at være beredt naar Timen kommer; før gik man altfor tryg, nu mindes man, at om et Par Timer maaskee har alt dette Ende, som saa Mange ellers klamre sig til, og denne Mindelse er et Gode. Der er en Velsignelse i denne Vækkelse. Jeg troer, at i disse Dage have Mange vor Herre mere i Tanker, end de havde i hele Aaringer, og det er en Vækkelse, en Livets Naade. Vi maae engang imellem have et aandeligt Ryk, ellers tabte Forstandigheden sig i den store materielle Herlighed. De veed, jeg seer det Materielle paa min Maade. Jeg er glad deri, som ved at see Murers og Tømrers Virksomhed paa det svævende Stillads, jeg veed der kommer en herlig Bygning ud deraf!«

Niels Bryde smilede, det var, som om han vilde gjøre en benegtende Indvending, men betænkte sig og sagde: »vi ville ikke kjæmpe for materielle Kræfters Magt, ikke heller for Videnskaben - vi veed saa lidt!«

»Sandelig,« udbrød Esther, »jeg skatter Videnskaben og de materielle Bevægelser ganske anderledes end De troer!« og hun saae paa ham med et Smiil, saa klogt, saa indtagende, det ligesom belyste hendes Træk.

Det levende Ord i Samtale har en Kraft, en Elasticitet, en saa forunderlig sammensmeltende Blødhed, at man i faa Minutter kommer til og fra de meest forskjellige Gjenstande, og Omsvinget, Overgangen er neppe mærkelig; her havde Esther allerede strax fat i Traade om Tidens Storhed og Betydning, i Opdagelser, i Trængen ind i Natur og Videnskab, samt dennes Frugtbargjøren for Menneskeheden. Samtalen blev saa livlig, Ingen tænkte her mere paa Cholera, paa Døds-Klokkens Ringen over den beængstede Stad, og de spredte Døds-Oaser rundt om den.

»Det er mig tidt ganske forunderligt at tænke paa,« sagde Esther, »at i min korte Levetid, eller dog nær op til den, er en saa betydningsfuld Række af Opdagelser gjort: Dampskibe, Jernbaner, electromagnetiske Traade, Daguerreotypen, - det Ene griber saa forunderligt ind i det Andet. Nu er Afstanden forsvunden, Byerne rykke hinanden nær, ligesom Menneskene!«

»Og Dyrene med!« sagde Niels Bryde, og fortalte hvorledes man havde forsøgt at transportere fra Berlin til Paris levende Fiske-Arter, som ikke fandtes i de franske Floder; ved Jernbanefartens Hurtighed var det lykkedes, kun Strandkarperne havde følt sig noget ilde, de vare blevne »vognsyge«, ligesom vi Andre blive søsyge, men forresten havde de ikke lidt derved.

»Det er Omskiftelsernes Tid,« sagde Esther, »Menneskene have faaet Magt over Stofferne. Ørkenen Sahara vil man snart forvandle til et Hav; en Ingenieur, læste jeg, har foreslaaet, at lade Middelhavet, der ligger høiere, strømme ind over den udstrakte Sandørken, og da vil snart Dampskibene flyve hen over Sandbunden, der skjuler Kamelernes og Karavanernes Been.«

»Det vil skee,« sagde Niels Bryde, »eller man vil ved Boring tvinge sprudlende Kilder frem gjennem Sandlaget; Oase ved Oase vil da voxe om disse, brede sig mere og mere, til Ørkenen bliver en blomstrende Slette.«

»Paa Dampens Jernbaand flyver man Verden rundt, og de, som ikke flyve med, ville i Solbilleder paa Papiret, som Photographen giver os, komme priisbilligt i Besiddelse af Monumenter og Bygninger. De Lærde faae det let med at læse og studere Oldtids Indskrifter i Indiens fjerneste Egne; det nøiagtige Afbillede tages paa Papiret, og flyver i et Brev til den Lærdes stille Stue hjemme, og med Loupen trænger han ind i hver Snirkel. - Hvilken Oplysnings Glands fra Gud straaler ikke særligt ind i vor Tid! Ingen Æolsharpe har saa opløftende en Klang for mig, som jeg fornemmer Opløftelsen ved at see den Nutids-Harpe, hvis Strenges Antal nu voxer fra By til By: Electromagnetismens lydsnelle Budstikke; mit Hjerte slaaer stærkere derved, at huske, fra en Dansk udgik først Tanken til den.«

»Jeg veed fra Ørsted selv,« sagde Niels Bryde, »i en lille Kreds, hvor jeg var sammen med ham, fortalte han os, hvor glad og opfyldt han strax var ved sin Opdagelse, og det traf sig saa, at han samme Dag var til Middag hos den danske Statsminister Schimmelmann, hvis Huus nævnes som dengang Dannelsens Glandspunkt i Kjøbenhavn, Brødrene Stolberg og Klopstock kom der i tidligere Tid, og senere Baggesen, Oehlenschläger og naturligviis al den øvrige Adels- og Embedsstand. Ørsted omtalte sin Opdagelse, og man hørte, som paa alt andet Almindeligt, der blev sagt, ja en overlegen »Storhed« klappede Ørsted paa Skulderen og sagde: det kan jo være morsomt nok; men Nytten deraf? hvad er den? - Nytten kan jeg endnu ikke klart sige, svarede Ørsted alvorligt, men jeg er forvisset om den! - Han oplevede den, og vi med ham; fra Europas yderste Grændsepunkter flyver Tanken som Lyden og besvares igjen. Naar engang i Amerika fra Nord til Syd er spændt en mægtig Traad, og Orkanen, som bruger Dage og Nætter paa sin Hurtigheds Vei, for at naae disse Grændsepunkter, flyver frem, da vil i Dage og Nætter forud Telegraphen have meldt dens Komme, og den kloge Kjøbmand og Skibsfører vil vide at sikkre sine Fartøier til Stormen er forbi. Der er da Nytten haandgribelig, og saa vidt jeg veed, har man allerede draget denne Nytte deraf.«

»Og hvorvidt kan det ikke føres! og i hvilke Retninger skrider ikke Udviklingen frem!«

»Jeg tvivler ikke paa,« sagde Niels Bryde i en spøgende Tone, »om nogle Aar kan Genialiteten have bragt det saavidt, at de store Virtuoser personligt ikke komme til os; en Liszt, en Thalberg, en Dreyschock benytte de elec tro magnetiske Traade, der staae i Forbindelse med Pianoet - saa gaaer man i Theatret her i Kjøbenhavn, sidder her, og Liszt sidder i Weimar, Thalberg i Paris, Dreyschock i Prag og spiller tohændig, fire- eller sexhændig, og vi høre Concerten. Bifaldet maa naturligviis telegrapheres dem, og ligesaa, dersom der ønskes noget Dacapo.« Niels Bryde loe, morede sig over sin Idee, og saaledes, mellem Spøg og Alvor, oplivedes han meer og meer; men heller aldrig havde han fundet Esther saa livsfrisk, saa indtagende, som denne Aften. Han syntes, at hun i sin Tale mødte ham inderligere, føieligere, mere sammensrneltende end før; den samme Interesse, det samme Fremblik fyldte dem begge. Det Ualmindelige, om vi hos hende tør kalde det Genialiteten, kom frem i en ikke exalteret, men varm, næsten begeistret Udtalelse.

»Lykkelig den,« sagde hun, »som seer sig om i Verdens Lande, seer og hører der Tidens Repræsentanter, Tidens Bærere, de som løfte Tidsalderen et Trin høiere! Velsignet at have seet sin Tids Store, seet mellem os Hverdags-Mennesker de Udkaarne! Jeg er glad ved at jeg Ansigt til Ansigt har seet Thorvaldsen, Ørsted, Oehlenschläger; derfor takker jeg min Gud! Lykkelig, lykkelig,« gjentog hun med et mere og mere tankefuldt, alvorsfuldt Udtryk, »de som Gud forundte at see i hiin Tidens Fylde ham selv, som fødtes i Bethlehem, og døde for de ufødte Slægter! saligt at have seet ham Ansigt til Ansigt!« Og Esthers Øine lyste med en SkjønhedsGlands - Billedet af hende i dette Nu var for alle Tider brændt ind i Vennens Sjæl - Vennen sige vi - fra denne Time var han en Anden, Forvandling var skeet.

Det sjælelige Skjønheds-Udtryk i Formerne var det som vakte en Sympathie, den han endnu ikke kjendte, ikke havde reflecteret over; hendes Ord klang som Musik, hendes Tale fik en Betydning, langt anderledes end før, den frisk beaandede Kjærlighed og Beundring for Videnskaben, som Esther udtalte, bragte en Samklang i Forstandens Tonebund, saa at her var en Sammensmeltning. Livlig og levende udtalte nu Niels Bryde Videnskabens uendelige Betydning for hele den nyere Digtning, udtalte sin Glæde over, hvor sundt og klart Ørsted havde viist dette, og hvor forunderligt, at selv tænkende, betydende Mænd ikke syntes at kunne forstaae, at Digteren skal staae i Høidepunktet af sin Tidsalders Udvikling, bortkaste det Forældede til Poesiens gamle Rustkammer, og benytte Videnskabens Aander til at opføre sit Aladdins Slot.

»Jeg er forvisset om,« sagde Esther, »at i vor Tid under Susen af Maskinernes dreiende Hjul, Dampens Brusen og den hele Tumlen, en ny Digtningens Heros vil træde op, og just ved Videnskabens Aand. Men Videnskaben giver den ikke Livet. Noureddin med al sin Viden mægtede ikke at stige ned i Hulen og hæve Skatten. Liden David er stærkere end Kjæmpen Goliath. Det er det Uskyldige, der naaer Maalet: Himmeriges Rige hører Børnene til, Barnesindet naaer det; og dog vilde det være fortabt, har det ikke, som Aladdin, Noureddins Ring, det vil sige, Videnskabens Kraft og Styrke. Jeg finder, at Eventyr-Digtningen er Poesiens meest vidt udstrakte Rige, det naaer fra Oldtids blodrygende Grave til den fromme barnlige Legendes Billedbog, optager i sig Folke-Digtningen og Kunst-Digtningen, det er mig Repræsentanten for al Poesie, og den, som mægter det, maa heri kunne lægge ind det Tragiske, det Komiske, det Naive, Ironien og Humoret, og har her baade den lyriske Streng, det Barnligtfortællende og Naturbeskriverens Sprog til sin Tjeneste, og ere vi enige heri, viser da ikke just denne Poesiens Repræsentant, Eventyrdigtningen, en saadan Alladins-Natur? I Folke-Eventyret er det altid Klods-Hans eller, som Nordmanden kalder ham, Askeladen, der tilsidst dog bliver den Seirende; han rider op af Glasbjerget og vinder Prindsessen. Saaledes kommer ogsaa Poesiens Uskyld, overseet og haanet af de andre Brødre, dog længst frem, hæver sig op til Poesien, den kongelige Datter, og vinder hende og det halve Rige.«

»Det Umiddelbare, Guds Aabenbarelse i os er Poesiens Sjæl og Styrke, men Lemmerne, Stofferne, ja de fremspringe ved Noureddins Ring, ved Kløgtens og Videnskabens Magt, de ville alle Aarhundreder vexle, som Klædernes Snit, medens Poesien, Sjælen, har Udødelighed.«

»Udødelighed!« gjentog Esther, og greb uvilkaarlig hans Haand, holdende den fast, idet hun saae ham ind i Øinene, som havde han ved de udtalte Ord svunget sig over et Svælg til hende, til Troen paa Udødelighed; eller tænkte hun maaskee ikke dybere derover?

Det var blevet sildigt, Niels Bryde maatte forlade de kjære Venners Kreds, Vognen holdt udenfor, ventende paa ham. Milde Øine lyste til Farvel, Lysene blinkede; hvor var Esther deilig, hvor melodisk klang hendes Levvel! Niels Bryde glemte sig i hende; Kjærlighed, hvor er din Magt dog stor! Luften var saa let, saa forfriskende. Der var en Stilhed, en Ro rundt om ham, men i hans Indre lyste luttrende en Flamme. Det var ham klart, at han elskede Esther; hun var hans første, hans eneste Kjærlighed, med hende vilde han kunne henleve lykkeligt hele sit Liv paa den eensomme Hede, just der, fri for al den tomme Sqvalder, al den Naragtighed, der tidt ærgrede. Han glemte ganske sit eget Jeg i Tanken om hende, Selvets Egoisme forsvandt; den Magt har Kjærlighed. Elskede hun ham igjen? det var et Spørgsmaal, han snart gjorde sig selv; han maatte have Vished herom, hun maatte kjende hans Følelse.

Med Tanken fuld af Kjærlighed, Fremtid og Freidighed rullede han ind i den tause, dødsbespændte Stad, hvor Døden gik fra Huus til Huus og kaldte bort Forældre, Børn, Slægt og Tyende.