VII.
Udødelighed.

Strax ved sin Ankomst til Byen blev Niels Bryde kaldet til Syge, og i den tidlige Morgenstund vækkedes han for at besøge Døende i et lille, fattigt Huus i Adelgade. Der var saa ureent, saa forstyrret og uhyggeligt; slidte, forfaldne Trapper førte op til et Qvistkammer, hvor mellem grædende Børn laae to Døende. Det var en dødsindviet Stue, med al den Jammer, Armoden har.

»Moer døer! og ogsaa Morfader døer!« hulkede og skreg de Smaae.

Niels Bryde kjendte Manden, uagtet han kun eengang havde seet ham før, men det var hjemme hos sig. Den Tanke, han der udtalte, beskjæftigede ham uhyggeligt endnu i Dødens Stund, hans »Trædemaskine«, den der ikke var kommet istand, ikke vilde komme, det var hans Livs sidste tomme Tanke - og Datteren, nær Døden som han, tænkende paa sine Børn, der ikke havde Fader meer, og snart heller ingen Moder. Det var bitterligt tungt, sindsnedtrykkende; men i hans eget Hjerte lyste Livs-Lykke. Selv her og overalt, hvor han kom, var med i hans Tanke, ja næsten synlig for hans Øine, Sjælebilledet af Esther, saa frisk, saa blomstrende, Sundhedens, Livets Repræsentant. Alt, hvad han saae og fornam, var ham som en uhyggelig Drøm, af hvilken han snart maatte vaagne til Livet; Fremtiden lyste for ham saa rig og klar; det kom ham ikke i Tanke, hvor nær han selv traadte Døden, »hvor let og snart« han selv kunde kaldes. Naar man er ret ung, er det os, som om vi aldrig her skulde døe, eller at Døden laae saa langt hen i Tiden, at den endnu ikke kunde berøre vore TankeNerver; vi have endnu her paa Jorden en lang Levetid for os, saa rig, saa daadfuld; og saaledes var det ogsaa for Niels Bryde.

Hele Formiddagen gik i travl Virksomhed; han følte sig tilsidst legemlig betagen, saa at han paa Sophaen søgte en Times Hvile.

Man vækkede ham, der var Bud fra Grosserer Arons, Esther var syg, Huuslægen fra Kjøbenhavn var hentet, det var meget slemt, Alle derude vare i Angest. Hun havde spurgt efter Niels Bryde; Vogn efter ham holdt i Grossererens Gaard.

Niels Bryde fornam en Skræk, han ikke før kjendte; Esther syg, hun, som igaar straalede i Sundheds Glands og Fylde! Han skyndte sig at komme afsted, Kudsken jog paa Hestene, bedrøvede Ansigter modtoge ham.

»Hun døer!« sagde Moderen, »hele hendes Ansigt er forandret!«

»Derfor er det endnu ikke at befrygte!« sagde Niels Bryde, og følte sit Hjerte banke stærkere.

Han traadte ind i det venlige, billedsmykkede Soveværelse. Esther laae med tillukkede Øine, bleg, med slappede Træk. DødsBeaandelsen, som den her viser sig ved at i faa Timer det hele Ansigt forandres, som var Døden alt forlængst indtraadt, laae her beskuelig; det igaar leende, fyldige, aandfulde Ansigt viste sig nu skarpt tegnet, Smilet om Munden var en død Fold, og under de tillukkede, forhen saa aandfulde, Øine var en sortblaa Stribe. Hun saae omkring sig, hun vidste, Niels Bryde var der; som gjennem en Taage saae hun ham. Han fornam hendes Aandedrag, det var iiskoldt, som Luften fra en dyb, kold Brønd i Sommertiden.

»Tak, fordi De kom!« sagde hun; det klang huult, langt borte. »Siig mig det kun, det er forbi snart! - Videnskaben siger, at det er - -«

»Døden!« sagde stille, uvilkaarligt Niels Bryde, overvældet og betaget af det Uventede. Alt dreiede sig rundt for ham.

»Og Troen siger,« hviskede hun, »det er Livet!« - Hun betonede det sidste Ord saa stærkt, knugede saa fast sin Haand om hans. Det var ikke Øieblikket til at tale, ikke et Ord blev sagt. Hendes Øine ligesom sank dybere, og som naar den hede Luft gaaer over et Sneebilled, og det taber sin afprægede Form, saaledes gik Tilintetgjøreisen hen over dette Legemets og Sjælens Skjønheds-Billed; hendes Haand blev som Marmoret, og holdt dog fast. »Det er Livet!« de tre Ord var Broen mellem »at være eller ikke være« her mellem sine Kjære.

»Hun er død!« jamrede Moderen.

»Død!« gjentoge de rundt om, men ikke Niels Bryde, han havde ikke denne Tanke, ikke dette Ord. Esther, Summen af hans gladeste Tanker, hun den lyse, klare, levende Sjæl, borte, udslettet! slukt, som Ilden! der var kun Aske tilbage! Asken, der ikke kan tændes mere! det kom ikke i hans Tænkning, ikke i hans Overveielse; en Viden hos ham var det, hun er ikke død, udslettet af den levende Tankebevægelse og Bevidsthed.

De gjentoge rundt om: »død! død!« Han reiste sig, taus, svimlende; det var, som om Blodet vilde sprænge hans Hjerte, men der kom ikke Taarer i hans Øine, han havde heller ingen Ord. Udenfor Huset drog han Veiret i store Drag; et Qvarteer efter stod han igjen ved hendes Seng, han betragtede den Døde, det var ham ikke Esther, han saae; forandret, fremmed laae der et dødt, henlagt Legeme, det han ikke elskede, ikke begræd - hun var borte fra ham.

Det er ved vore nærmeste Kjæres Bortgang i Døden, Guds Stemme lydeligst taler til os om et evigt Liv og Gjensynet hist. Det fornam han. »Døe, sove, muligt drømme« - saaledes skjød Tanken fremad, udover - »ikke at være«,

»Hun sover sødt!« sagde Faderen, der ellers stod stum og stille, som Niels Bryde stod der.

»Sover!« gjentog denne lydløst, og fortsatte i Tanken: »den Døde sover ikke! - det nye Testament selv kalder ikke de Døde de Sovende, men de Hensovede. Hvor er nu denne sprudlende Livlighed, dette Tankevæld, denne Reenhed og Stræben efter Forstaaen af Sandhed, hvor og hvorledes?« Det var Tankens Spørgen, men Forstanden havde intet Svar. »Hvad have de Viseste i alle Tider udfundet om Tilstanden efter Døden? kun Phantasier, Gisninger, en af Mennesker opdigtet Mellemtilstand. Pindar i sin anden olympiske Seiers-Hymne anviser de Gode Ophold i et Skyggerige, før de komme til de Saliges Øer; i Platons »Phædon« tales om Befrielsen fra de underjordiske Steder, og at komme til renere Vaaninger over Jorden. Hvad lære vi heraf? kun det, at Hedningen selv har fornummet Trang og Stræben efter at betegne dette for os Ubestemmelige. Den Døde sover!« gjentog han, »det synger endnu vor Tids Digtere! Hvor usandt! Nei, selv Støvet, der hviler i Graven, sover ikke, det gaaer over i Tingenes Kredsløb, og Sjælen - den rettroende Christen, som de kalde ham, siger: den er gaaet over i Himlens stille Salighed - Nei! dertil er den ikke hos Nogen udviklet nok; den svæver frem mod en større Fuldkommenhed, eller er slukket! - »ikke være« - Nei, nei, det er en Umuelighed for den Gud, der er Retfærdighed og Kjærlighed!« - Hans Tanke svulmede til at sprænges!

Ha! - hvad var det for en Lyd, der hørtes! Der gik en Klang, en Tone, gjennem Stuen, høiere og høiere svulmende og atter forsvindende. Hvad var det!

»Kun en Streng, der sprang paa Klaveret!« sagde den ældste Søster.

»Hvilken Streng?«

»E-Strengen!« sagde hun, idet hun bøiede sig over Instrumentet.

»E! - Esther!« udbrød han pludselig, og det gjennemfoer ham, hvad han engang havde sagt i Spøg til hende: døer jeg først, og der er en Aandens Vedvaren, jeg skal da aabenbare mig, som en Klang, en Tone; Esther havde gjentaget disse Ord - og nu - han, som stod høit over Troen selv, han, hos hvem Forstandens Prøve var det eneste Visse, han blev i dette Nu Overtroens Barn. Det er Psychologisk med mange Mennesker, og er blevet gjennemført i det gamle Folke-Eventyr om Manden, der ikke kunde lade sig forskrække; hverken Kjæmper, Trolde eller Spøgelser satte ham i Angest, og pludselig, idet han en klar Morgenstund i det Frie vaagner op ved at en Flok skrigende Krager, der baskende med Vingerne flyve i Veiret, indjages han den Skræk, han altid forgjæves havde søgt. Det Naturlige, Ligefremme, men Uventede mægter at slaae med Rædsel. -

Ikke længer end Strengen vibrerede var denne Aandetroens Tanke hos ham, den svandt bort med Klangen; men selv hos ham havde det da viist sig, at »vi have i os uendelige Føletraade for Aandeverdenens ubegribelige Baner«.

Hans Jordlivs høieste Lykke var ham igaar Esthers Besiddelse; hans evige Lykke, den nødvendige Betingelse for den Overgangs-Udvikling, der maatte skee i hans Indre, fandtes maaskee alene for ham i Esthers tidlige Død. Dog den Forstands-Slutning løftede han sig ikke endnu til, han var overrasket af Ulykken.

Smerten i dette Hjem, Familiens Sorg er det ikke her vi ville udmale, vi vende os ene og alene mod ham, hvem den Dødes Bortgang her var et Skridt til Livet.

Virksomhed er det bedste Middel for os til at bekjæmpe vor Sorg, men just den næsten overvældende Virksomhed, som Tid og Nødvendighed rev ham ind i, under disse Kjøbenhavns tunge Prøvelsens Dage, førte i hver Stund Erindringen frem om Esthers Død; ved hvert Sorgens Udbrud i et nyt Dødshjem fornyedes Mindet om hiin smerteligste Time. Bægeret blev for fuldt, det maatte strømme over!

Mellem kjære Fraværende kan der føres et Aandens Samliv, med de Forudgangne kunne vi ligesom leve endnu her et forædlende Liv; hans første, eneste Kjærlighed var til Esther, den løftede sig reen, uden menneskelig Svaghed; hun selv var endnu hos ham, med ham, og det inderligere end før, hun var den bedste Deel af hans Jordliv. - For hende havde Udødelighed været en Vished og Tro; mon ikke hendes Bortgang herfra var et Pant paa dens Sandhed? hun var jo hos ham endnu sjæleligt.

Hos Trækfuglen ligger en Drift, et Instinkt kalde vi det, der fører den gjennem det store Lufthav til Stedet, hvorhen den vil naae; den samme Kraft bærer og fører den nøiagtig tilbage til det samme Land, samme Sted og lille Punkt, hvorhen Længselens os uforklarlige Magt drev den; det er en Kjendsgjerning, vi see den gjennem alle Tider. Menneskets Sjæl har en endnu mægtigere Trang, en Drift, en Længsel mod Udødelighedens Hjem; han følte Forvisning herom, og atter Tvivl - den brændende, meest nedtrykkende Tvivl, og disse Øieblikke vare ham en Qval, den største et Menneske kan lide - da bedre aldrig at være født!

I Esthers Stue hang flere gode Kobberstik, man tilbød Niels Bryde et til Erindring om hende, han bad om heller at maatte erholde Goethes »Faust«, den Bog, hun havde læst og indstreget i. En heel deilig Fortid mindede den ham om, det var som om Ordene her endnu havde Klangen fra hendes Læber. I Bogen laae, opdagede han, en Afskrift med hendes egen Haand af det religiøse gamle Digt »O Ewigkeit, du Donnerwort«;*) særligt havde hun understreget deri Verset:

*) »Schrecken der Ewigkeit« af Johannes Rist, der levede under Refbrmationstiden.

Vistnok i sin Bibel-Troes Aand havde Esther opfattet og nedskrevet denne fromme Digtning, dette Angestens Suk, det Niels Bryde ikke før havde læst. Han følte sig grebet ved den rystende Skildring af Synderen, der bliver paa det samme Punkt; hvad maa ikke han lide ved: et evigt Liv! Ikke at nævne er Vand, Ild og Sværd, de kunne ikke være evige; men Tiden, som Ingen kan tælle, begynder altid forfra - evig, o hvor langt!

Den høieste Storhed, Mennesket kan tænke sig, det »evigt at være«, bliver den frygteligste Straf, dersom vi ikke mægte at løfte os ved Fornuften i Fornuften, der er det Sande, ved Fornuften i Villien, der er det Gode, og ved Fornuften i Phantasien, der er det Skjønne. Hvilken Kalden til Selvprøvelse, til Stræben op mod Gud!

Det var ved Goethes »Faust«, at Esther første Gang havde ligesom draget Niels Bryde ind i sin Aandens Kreds; i samme Bog laae, som henlagt til ham, den gamle Psalmesang om »Skræk for Evigheden«, den klang til ham med Esthers Røst fra den store Evighed. Jordlivet er som de betroede Penge; det Lidet, som blev os givet her, maa bruges saa vel, at vi kunne blive værdige til at sættes over det Større. Jordlivet er ikke en Deel, vi i vor Sorg og Smerte tør kaste bort; vi skulle holde ud, holde ved, virke og øve, før vi kaldes videre ud i det Uendelige, for ikke der fortvivlet at maatte udbryde:

Det var, som fornam han Esther om sig, som om hans Tanker vare hendes Tale; Samlivet mellem dem forekom ham saa levende, saa indvirkende som nogensinde her; han følte Trang til at smelte sammen med hendes Troes-Forestillinger, men han kunde det ikke heelt.

»Jeg troer paa Himlens Herlighed, den vi Alle, forskjelligt seende, maae erkjende; jeg troer paa Helved - et skrækkeligere end hvor Ilden aldrig slukkes, Ormen ikke døer! hvad er vel Legemets Qval imod Sjælens Fortvivlelse over forsætlig Synd! Jeg troer paa Guds Kjærlighed; »hvo som bliver i Kjærlighed, bliver i Gud!« sagde Christus - han, hvem de korsfæstede, han, der i Korsfæsteisens Qval bad for sine Fjender. Hvo af os mægter at naae ham heri! ja, til ham siger mit Hjerte: Du Udtryk af den levende Gud, jeg seer ham personlig i Dig! - Hvo, som søger, skal finde!«

Atter stred og sled det i hans Sjæl. Forvisningens Tro om Gud var hos ham, Tanken, Erkjendelsen om Udødelighed og om Christus var der ogsaa, men ikke som hos Esther; »Troen gives, den tænker man sig ikke til!«

Krigens tunge Aar havde været stille Vækkelsens Dage, Jordbunden laae under den lunende Snee, og samlede Kræfter. Esthers Bortgang var Vaarens Sol, der brød til Vækkelse og Liv. »Esther!« sukkede han. Med hende var den bedste Deel af denne Verden gaaet bort fra ham; forud var hun gaaet, hun, som i Aandens Skuen var ham her længst forud. Og dog mangen Stund syntes hun ham endnu nær, som hans egen Sjæl var det, og han længtes efter Gjensynet, hans Kjærlighed voxte, om muligt, endnu høiere end før. Hvert Aandens, Troens Ord, hun havde udtalt, hendes klare Overbeviisning om Gud, Christus og Udødelighed, gjenklang i hans Sjæl med en Magt, en Længsel, en Inderlighed! Gud var ham en Kjendsgjerning, Udødeligheden maatte ogsaa være det, og da vilde alle Mysterier klares, lyse ind i hans Sjæl! - Under denne hans uendelige Smerte og Længsel kom Barnesindet, Hænderne knugede sig om hinanden, og Bønnen var paa hans Læber: »Gud, min Gud, giv mig Tro!«

Der var den dybt knugede, prøvede Sjæls Inderlighed i Bønnen, Taarer strømmede over hans Kinder - det blev lyst i hans Hjerte.

Ulykkelig den, som ikke kjender til, at Gud kan stige ned i vort Bryst! Her føltes Naaden, Kjærligheden! »Troen tænker man sig ikke til, den gives!«

Udødeligheds-Tanken var blevet Tro!