VIII.
Det sidste Møde med Tatersken.

Vi ere igjen paa Heden i Hjemmet ved Silkeborg i Sommeren 1856; det var de gamle Præstefolks Diamant-Bryllup. Tredsindstyve Aar havde Gud forundt de To at leve med hinanden: »Hvem Herren elsker, giver han Aar at leve i«, siger Psalmisten, og her var Aar i Kjærlighed. Tre Aar var det efter Esthers Død; tolv Aar siden Niels Bryde sidst var her. En ligesaa lang Tid var hengaaet siden en anden her kjendt Skikkelse havde viist sig i Egnen, Tatersken med sit Idiotbarn; dette var nu i en Alder af to og tyve Aar. I de sidste Aaringer humpede det om paa Haandbrædter, men oftest dog, især paa lange Marscher, bar Moderen det paa sin Ryg. I Slud og Storm, alle Aaringer, havde denne Qvinde slæbt afsted med sit Barn, og ved dets Smiil følt sig glad, ved det taalt Haan og døiet Ondt.

Hun kom inde fra Skoven, hvor hun forgjæves denne Gang havde søgt det gamle Træ. Af Egnens Folk skulde hun høre, hvorledes det var faldet Green for Green; længe stod det dog endnu saa mægtigt, men Forstvæsenet havde ikke kunnet lide »det grimme Træ«, og derfor blev det et Nummer paa en SkovAuction. Bønderne elskede dog saa høit deres »Ma-Krokone«, at de tilbøde at betale Brændets Værdi, naar hun blot maatte blive staaende; men først for Auctions-Hammeren og derpaa for Øxen faldt det gamle Træ, der for den omvandrende Qvinde havde været et Fødestavns-Tegn, en gammel Ven, hun kunde længes efter; forsvundet var det, som Alakos Billed. Tatersken kom derfra ud paa Sandsletten mod Langsøen, og foran sig her, som skudt frem ved en Trolddom, laae nu en heel Kjøbstad: Silkeborg.

En Vrimmel af Hunde gjøede hende imøde, fra Døre og Vinduer saae nysgjerrige Ansigter paa hende, Arbeidsfolk, Piger og Børn kom frem fra Portene. Enkelte fulgte i nogen Afstand, og dog var dem Synet af »Natmandsfolk«, »Kjeltringer« ikke saa overraskende, som det var hende at see her den hele Forvandling. Det Uventede skræmmede hende; hun var styret herom for at sættes over Søen og snarest naae Præstegaarden ved Hvindingedals Banker; der turde hun vente Hjælp og Pleie for sit syge Barn, hun tænkte paa Bodil, haabede og troede at finde hende endnu der.

Hun skyndte sig gjennem Byen, forbi den store, travle Fabrikbygning og det indbydende Vaaningshuus; en stor, ny Bro var lagt over Langsøen, hun behøvede ikke at raabe paa Færgen. Huset derovre ved de gule Sandskrænter stod endnu, men hvidtet, gjort pyntelig ved en lille Have, hvor de høie Stokroser stode i Blomster. Mellem dem og Veien groede en stor Ellebusk; her satte hun sig med sit lidende, elendige Barn. Der lød fra Skoven, hiin Side Sø og By, Lyden af et Posthorn; en Reisende kom fra Horsens over Silkeborg til Præstegaarden ved Hvindingedals Banker; det var Niels Bryde. Hun hørte de fornøielige Toner, medens hendes Hjerte var i Sorg og Elendighed.

»Mit Barn døer!« hulkede hun og saae med en Moders Ømhed og Angest paa den sørgelige Elendighed, det syge Idiotbarn; dets Hoved og Overkrop var mandsvoxen, et tyndt, sort Skjæg krusede sig om det hæslige, gule Ansigt, de halvaabne Øine saae glasagtige ud. - Hun sad paa Hug foran det, Taarerne løb hende ned over Kinderne. Den tunge Byrde, hun gjennem Aaringer havde baaret, vilde Gud nu borttage fra hende; men denne Byrde var hende en Deel af Livet, som Lufttrykket er os det, disse mange Centners Vægt, vi altid bære uden at tænke over hvor tungt; det er et Tryk, der hører til vor Tilværelse paa denne Jord, og saaledes var hende dette Barn nu blevet i henved en Menneskealder.

Ellebusken skjulte hende for Niels Bryde, som kjørte forbi; han saae ikke dette Minde fra sin Barndomstid, Moderkjærligheden som Karyatide. Langsomt gik det op ad Banken, han saae ud over den hele Egn.

Her var som før, de samme store Skov-Bølger, Skoven, som løftedes af de bakkede Høider; Himmelbjerg med sin brune Lyngtop overragede Skovene, de dybe, blanke Søer blinkede frem, som han havde seet det i sin Ungdomstid. Men det Hele var nu en Ramme om en ny Stad, ret som et Fata morgana paa SandPlainen; i Række skinnede der de røde Tage, de hvide Mure; han saae den vidtudstrakte Fabrikbygning og Herskabs-Vaaning med dens frodig blomstrende Have, hvor Roser af alle Arter myldrede frem, og de grønne Græs-Plainer, »Bowling-greens«, som FløielsTæpper, skjulte Sandgrunden.

Paa Søen bevægede sig en sort Røgsøile, det var et lille Dampskib, der med vaiende Danebrogs-Flag kom oppe fra Randers og trak ad Gudenaa herned paa Pramme Jernrør til den nye Byes Gasbelysning; Dampens Magt brød Vei her midt ind i den stille Eensomhed, de materielle Kræfter øvede deres Magt i denne før glemte Egn. I tolv Aar Alt forandret her rundtom, og - hvormeget var ikke ogsaa forandret inden i ham, som gjensaae disse Steder! hvad havde ikke Livet udpræget, udviklet og opløftet hos ham!

- Der lød et gjennemtrængende Skrig, en Jamren - Niels Bryde lyttede, Kudsken holdt stille; henne fra Ellebusken klagede det lydeligt. Niels Bryde steg af Vognen og gik derhen.

Gammel og rynket sad der under Sandskrænten i det gule Sand Tatersken med sit syge Barn. »Han døer! døer!« jamrede hun paany og saae med sine Fugleøine saa skarpt og dog gjennem Taarer. Dødskampen hos Barnet ligesom greb med usynlige Traade ogsaa hende.

Niels Bryde gik til Færgehuset for at faae Hjelp; i Døren kom ham den nye Huusmoder imøde, en anden end før, og dog en kjendt Skikkelse: det var lille Karen, som nu boede her, gift med de Gamles Søn. De unge Folk havde faaet det lille Huus, Jollen paa Søen og dertil en lille Fortjeneste ved at modtage Bropenge. Gamle Moder havde ikke saa villigt, som lille Karen, ladet Tatersken med det syge Barn komme ind i Stuen. Lidt Eddike og Vand fik han i en Kop og badede dermed den Døendes Tindinger, en vaad Klud blev kjølende lagt paa Issen; det syntes at dæmpe Krampetrækningerne, dem Moderen heelt fornam gjennem sig. Guulbleg, som et Rav, stod hun, hendes Øine bevægede sig rundt om, som ventede hun, at fra hver Krog, fra Gardinet eller Skabet derhenne, kunde Døden selv pludselig træde frem og tage hendes Barn; hun speidede uroligt, som maatte og vilde en Fjende bryde ind og hun kjæmpe mod ham. Hendes Øine fæstede sig paa hver Plet, hvert enkelt Stykke i Stuen, og dog saae hun kun sit Barn, tænkte kun paa det; et Øieblik bange for at græde, bange selv for at aande, som kunde dette Pust udblæse den svage Livsflamme, og i næste Øieblik atter udstødende Jammerens Suk. Dog her var hun endelig ved Maalet, det hun søgte, og det hvorved hun gjennem Aaringer havde seet Haab, Sundhed og lyse Dage for sit Barn og sig. Kun to Skridt fra hende, paa Dragkisten, laae imellem Kopperne den mørke, søgte Steen, hvori var indgravet Alakos Billed, den Taterskens Moder havde tabt i Dybdal og, som vi vide, liden Karen havde fundet og nu i mange Aar gjemt.

Taterkonens Blik gled hen over den, hun saae den ikke, og dog var det i hendes Tanke saa levende, saa overbeviist, »havde jeg den, kunde jeg lægge den ved mit Barns Hjerte, det vilde da ikke denne Gang døe, jeg skulde endnu en Tid beholde det!« Men hun saae den ikke, anede ikke den var her; og hendes Barn holdt op at aande, et huult, langt Suk var den sidste Afskeds-Tone; det laae stille, som det sov en rolig, mild Søvn.

»Han er død!« sagde Niels Bryde; Tatersken syntes ikke at forstaae ham. Han gjentog: »død!« og pegede ned mod Jorden; hun kastede sig da med et Skrig over Liget, omklamrede det. Her var ikke Øieblikket til at tale trøstende, hun hørte det ikke, den heftige Natur maatte have sit vilde Udbrud; derpaa blev hun stille. Niels Bryde vilde løfte hende op, hun stirrede paa ham og igjen paa sit Barn, Læberne bevægede sig - »hvad? hvor?«

»Død!« sagde han og pegede nedad, for at gjøre hende det ret tydeligt; »død! Jord! - i Jorden!«

De Ord naaede hendes Øre, hendes Hjerte, det lyste derinde, det talte der. Hun kunde ikke i Ord udsige det saa, men klart var hende, at ligesom den syge Rosenknop aldrig udfolder sig til en frisk, blomstrende Rose, saaledes vilde vel heller aldrig her hendes Barn være blevet Yngling og Mand; men alle Spirer dertil laae dog i det, og nu skulde det kun være »Jord, i Jorden!« Nei! hun huskede i denne Stund, hvorledes engang hendes Moder havde taget et Maiskorn ud af en Mumies knyttede Haand, hvor det havde ligget i fire tusinde Aar; det trykkede hun ned i den nærende Jord, hvor Solen kom og skinnede varmt, det skjød da Spire, satte Blad og Stilk, bar hundredfold. »Kan Kornet, der har ligget knuget i Dødens Haand, trives og bære Frugter efter Aartusinder, skulde da mit Barn, en Menneskesjæl, fordi den i Aaringer knugedes af Sygdommens Skal, ikke, naar den kommer i den rette Jordbund, i Livets rette Sol, igjen skyde op og voxe? - Tilvisse! deilig skal han blive! slank og springende, med lysende Øine og røde Læber, hos Alako!«

Hun reiste sig, støttede Albuen paa den høie Dragkiste, og hendes Blik løftede sig seende op og rundt om - da zittrede hendes Læber, Øinene bleve større - hun greb, som en Falk, hen om den sorte Sten med Alakos Billed, tog den, stirrede, trykkede den mod sin Mund. »Alako!« skreg hun høit; »mit Barn døer ikke! døer ikke! - evigt være!« - og hun sank sammen ved Sindets altfor stærke Bevægelse.