Første Act

Skov og Maaneskin ved den saakaldte »Ridderens Kilde;« dens gothiske Front og Hvælving er nedbrudt, Strømmen baner sig Vei mellem Ruinerne og de rundtom henslængte Stene. ANNIE og AILSIE gaae om ved Kilden og samle Urter i deres Skjørt. Under Ritournellen til Visen, høres Jægernes Sang i det Fjerne.

ANNIE og AILSIE

AILSIE

(synger).

Fuldmaanen skinner paa Busk og Krat,

Thi det er St. Hans’s lystige Nat.

Husch! husch!

Mo’erlille sadler sit Kosteskaft,

En bedre Hest har der ingen havt!

Saa flyver hun op, saa flyver hun ned,

Hun flyver til Bal og til Lystighed,

Husch! husch!

Den Smaa-Dreng læser sit: »Fader vor,«

Ak, hvor vil Du hen, Du søde Mo’er?

Sov stille, Barnlille!

Jeg har at bestille;

Med Kosten jeg feier vor Skorsteen net;

Jeg flyver saa let!

Husch! husch!

ANNIE

(hæver sin Krykkestok).

Vil Du tie stille med Din Hexe-Sang! he, he, he!

AILSIE

(truer igjen).

Vil Du selv tie, Din gamle Hex! he, he, he!

(hun synger).

Skarntyden sveier i Nattens Blæst;

Den bliver ogsaa en deilig Hest.

Husch! husch!

Paa Stang og paa Stok og paa Vangeled,

De Hexe flyve i Luften afsted;

Hver Stund de vise sig fleer og fleer,

Men Døden sidder bag Graven og leer.

Husch! husch!

I Galgen hænger en Tyveknægt,

Enhver bør hilse sin kjære Slægt;

I Luften de neie,

Tre Gange de dreie

Og svinge hans arme, syndige Krop, og flyve saa op!

Husch! husch!

————

CHOR AF JÆGERE

(som drage over Scenen).

Glade Lyst! hør Hornet toner!

Lystig frem, paa Mark og Vang.

Her bag Skovens dunkle Kroner,

Livets bedste Glæde throner.

Echo svarer paa vor Sang!

————

AILSIE

He, he, he! det var strunke Karle! –

ANNIE

De see ud, som Ellekongens Folk i Maaneskin! – Nu stige de paa Hestene – Hui! hvor gaaer det ikke igjennem Mose og Krat.

AILSIE

Det er den nye Herre, der jager. Den fromme Sjæl, der tænker paa os Fattige! mig har han lovet en Pæl at hvile mit Hoved til, og de røde Lagener at svøbe mig i. Lænker og Baal – hvad synes jer om den Foræring? he, he, he!

ANNIE

Lænker og Baal, Mo’er? – Ja det var just noget for hans egen Frue. Der er mere Ondt i hende, end i alle de skotske Hexe, der fare i Maaneskin over Berwick Hede. Nei, de gamle Ravenswooder, det var Folk, der forstode at bruge Sværdet, og tænkte paa fattig Mands Pose; men Lykken lod dem dumpe, og den Tingstud, Lord-Seglbevareren, som de kalde ham, gav det sidste Stød. Er det ikke en Spot, at den unge Junker af Ravenswood ikke skal eie uden den usle Rede nede ved Stranden, mens Tingstuden klækker sin Yngel ud i den gamle Stamrede? Men Hævnen kommer! husker Du Lairdens Begravelse?

AILSIE

Husker? Jo, det var et Liigtog! de første vare alt inde i Capellet, før de sidste endnu vare ude af Borgen. Der vare Trompeter med lange Flag af Flor, og saa en Præst af den biskoppelige Kirke i sin lange Messe-Skjorte. Det havde Lorden udtrykkeligt forlangt! –

ANNIE

Men ikke engang det kunde det presbyterianske Pak unde ham i Graven! – Storseglbevareren, vor naadige Herre, lod Bønnebogen tage af Haanden paa Præsten, og havde der ikke været tappre Mænd og skarpe Sværd, var Lairden bleven begravet som en Hund. Men giv Tid Ailsie! det kommer! fortvivlet Mand har stærke Hænder.

AILSIE

Husker Du Junkerens Eed? husker Du, hvor bleg og stille han stod? Der var ikke Vanddraabe i hans Øine, men der var Ild i hans Ord, ved Faderens Kiste: »Himlen tilskikke mig tifold Ulykke, hvis jeg ikke gjengjelder denne Mand og hans Huus den Sorg og Elendighed, han har styrtet mig og mine i!« See, det var hans Ord.

ANNIE

Men Ulykken kommer dog først fra dem selv, Ailsie! – Paa dette Sted, ja her ved Kilden var det, den første Ravenswood narrede Kildenymphen. Derfra kommer Ulykken over Slægten. Vi kan endnu komme til at strække den sidste Laird af Ravenswood.

AILSIE

Strække? – Glemmer Du Visen om Kildenymphen her? – Nei, der vil aldrig blive slaaet Kistelaag til over ham.

ANNIE

Seer Du ham, der kommer i Kappen? Kjender Du ham paa Fjerbusken? Der har vi Junkeren af Ravenswood selv. Hi! her vil han nok ikke søge sin Lykke.

AILSIE

O, en deilig Karl! saa bred over Skuldrene og smækker om Livet! – Hvor der dog kunde blive et deiligt Liig af ham!

ANNIE

Ja, ham gad jeg nok strække og klæde!

AILSIE

Men det kan Du skyde en hvid Pind efter, Din gamle Hex!

(De blive borte mellem Krattet).

————

EDGAR, Junker af Ravenswood,

(træder ind; han standser og synes forundret ved at være kommet paa dette Sted. Et Uveir trækker op).

(Recitativ og Cavatina)

En Hævnens Dæmon ledet har mit Fjed!

Ja her paa dette skjæbnesvangre Sted,

Her, hvor en Ravenswood, til Død og Smerte,

Vandt Kilde-Nymphens Hjerte,

Her skal min Hævn ham møde,

Her skal han bløde! –

– See, Nattens Uveir reiser sig bag Fjeldet;

Det synger høit med Stormens vilde Hær:

Hævnens Time er nær!

(Musikken udtrykker Overgangen af hans Følelser).

Mandens dybe, bittre Sorg

Knuste alle Barnets Drømme;

I Ruiner staaer min Borg,

Ved det barske Nordhavs Strømme;

Svalen finder der sin Rede,

Jeg – har intet Hjem hernede!

Snart vil Borgens sjunkne Muur,

Skjules ved den sorte Bølge; –

Ud, ja ud i Guds Natur!

Tiden skal min Smerte dølge.

Snekke, kløv de stærke Vande,

Bring mig bort til fjerne Lande!

(Han læner sig i Smerte op til et Træ. Uveiret bryder imidlertid løs. Han farer frem):

Betving Din Smerte

I mandigt Bryst!

Bruus, vilde Hjerte,

Af Hævnens Lyst! –

Uveiret svæver

Høit over Hav,

Sit Offer kræver

Den dybe Grav.

————

LUCIE

(udenfor Scenen).

O, frels os i Nøden!

EDGAR

Hvad Rædsels-Skrig?

(seer ud af Scenen).

Dem truer Døden! –

En Olding og en Pige, forfulgt af Dyrets Raseri –

– Snart Redning er forbi! –

O milde Gud, Du Dig forbarme!

Styr Du mit Skud,

Og frels de Arme!

(skyder ud af Scenen).

Det faldt! – – See, foran Pigens Fod,

Det spræller i sit røde Blod – –

Og hun – see Kinden blegner – –

Den Arme segner!

(iler dem imøde).

————

LORD ASHTON

(med Lucie i Armene).

O Skræk og Smerte!

– Vær stærk mit Hjerte! –

Mit Barn, min Datter.

EDGAR

(som har hentet Vand fra Kilden og sysler om Lucie).

Hun aander atter!

LORD ASHTON

Algodhed, hør en Faders Suk,

Forbarm Dig ved min dybe Smerte!

EDGAR

Hun er saa bleg og dog saa smuk!

Hvor rører hun mit unge Hjerte.

LUCIE

Min Fader!

LORD ASHTON

Datter!

O glade Lyst,

Høit svulmer atter

Nu Bryst mod Bryst.

LUCIE

(som endnu troer sig i Faren).

Os Døden møder! – –

LORD ASHTON

Uhyret bløder!

(til Edgar):

Du har til Livet

Os her gjengivet – –

EDGAR

(indesluttet i sig selv, idet han betragter Ashton).

Ham, som min Hævn svoer Døden,

Ham har jeg frelst i Nøden!

LUCIE

(klynger sig til ham).

Uveiret stormer frem,

O bring os til et Hjem!

ALLE TRE

Vildt Stormen stiger; hør Bølgens Gang!

Med Skum den høit mod Kysten vælter;

I Lavastrømme Skyen smelter,

Og orgler os sin vilde Sang.

EDGAR

Medynk, Had og Hævnens Lyst,

Kjæmpe i mit unge Bryst!

LUCIE

Lad min Bøn dit Hjerte røre – –!

LORD ASHTON

Til dit Hjem Du os vil føre –!

EDGAR

Til mit Hjem –?

(Recitativ)

Hvor Bølgens Vælde

Udhuler hine Fjelde,

Der staaer min Borg. I kan mig ikke følge!

– Mit Navn jeg ei vil dølge,

Jeg er en Ravenswood!

LUCIE og ASHTON

O milde Gud!

ALLE TRE

Underligt mit Hjerte banker, Piint af tusind Flamme-Tanker.

EDGAR

Medynk, Had og Hævnens Lyst Kjæmpe i mit unge Bryst!

ALLE TRE

Vildt Stormen stiger; o. s. v.

LORD ASHTON

(til Edgar).

Dig har jeg bittert krænket – –!

LUCIE

Du frelste nys os to.

BEGGE

Du har os Livet skjænket, Vort Liv vi Dig betroe!

EDGAR

Paa Fjeldets høie Tinde

Saa øde staaer min Borg;

Kun Tagly vil’ I finde, Alt tyder Død og Sorg.

LORD ASHTON

Ha, Skræk og Dødens Tanker, Har knuust mit Hjertes Ro!

EDGAR

Af Hævn mit Hjerte banker!

LUCIE

Vort Liv vi Dig betroe!

(De følge Edgar til Borgen. Uveiret stiger mere og mere).

BUCKLAW og CRAIGENGELT(Paa Bordet staae tvende Kruus med Viin).

BUCKLAW

En deilig Aften! hør kun hvilket Veir!

Det er, saa Tyven dandse maa i Galgen.

Hvor Ravenswood dog nu kan blive af?

Formodentligt har han ei truffet paa ham!

– For Fanden! hvorfor holdt I mig tilbage?

CRAIGENGELT

Til Sligt behøves aldrig meer end Een.

Desuden synes mig, vi allerede

Har vovet altformeget, ved at følge

Ham, mens han har en saadan Gjerning for!

BUCKLAW

Naar alt jeg ret betænker, Craigengelt,

Er det ei stort bevendt med Eders Mod.

Men, det er noget da, som Mange alt

Har dømt om Eder.

CRAIGENGELT

Men til denne Time

Har ingen vovet end, at sige Sligt!

Og var det ei, fordi I er min Ven,

Saa – –

BUCKLAW

Saa –? – Jeg er slet ikke Eders Ven!

Tal I kun ud –! gjør hvad I har i Sinde.

CRAIGENGELT

Her gjelder det langt større Ting, end knække

En Snees forrykte Hoveder, som Eders!

BUCKLAW

Der har I Ret, og da I har saa sjeldent,

Saa var det Synd, at vilde nægte den!

– Var ei de sidst paalagte Pengebøder,

Confiskationer og den Slyngel Turntip,

Der nøder mig at holde mig fra Hjemmet,

Saa var jeg reent forrykt, at jeg kan troe

Paa Eders Snak og Eders tomme Løfter:

Ansættelse i Irland ved Brigaden.

Hvad rager mig den hele irske Stads!

Jeg er en ærlig Skotte, som min Fader,

Og gamle Moster, Lady Girnington,

Kan dog ei leve evig, vil jeg troe.

CRAIGENGELT

Ja, det er sandt! – men hun er seig den Gamle.

Og hvad nu eders salig Fader angaaer,

Han havde baade Eiendom og Gods.

Han gav sig aldrig af med Aagerkarle,

Betalte ærligt, hvad han skyldte bort,

Og leved’ ei paa fremmed Mands Bekostning.

BUCKLAW

Og hvem er Skyld deri, at ikke jeg

Gjør nu det samme? Hvem? Hvem andre vel,

End I og Satan, som har mig forledt,

At øde Rub og Stub! – Nu skal jeg vel

Forpligte mig, som I, at flakke om,

Snart hist, snart her, tidt for den blotte Føde!

Den ene Uge leve af et Brev,

Med selvgjort, vigtigt Nyt fra St. Germain,

Den anden Uge, af et lavet Rygte

Om Opstand, eller følge tro en Ven,

Der skal i Strid; men naar han er paa Stedet,

Da smøre Haser af Forsigtighed!

Selv giver man sig Navn – for hvem der troer det –

At man er en politisk Underhandler, –

Man tager sig en Titel – er Cap’tain – –

CRAIGENGELT

Der troer I nu, I sagde noget vittigt,

Og at I ærgrer mig. O, nei! – Tilvisse,

Det bedre er at leve, som nu jeg,

End døe af Sult, hvad eller maatte dingle!

BUCKLAW

En ærlig Mand dog heller døer af Sult.

Og troe mig Craigengelt, til allersidst

Vil Galgen ende Legen. – Siig mig dog

I Ærlighed, hvad har I vel i Sinde

Med Ravenswood? Det er en ærlig Karl,

Men Penge har han ingen fleer end vi,

Hvad Fordeel troer I, der ved ham kan vindes?

CRAIGENGELT

Vær uden Frygt, jeg veed nok hvad jeg gjør!

– Hans Faders Navn er hæderligt bekjendt –

Selv er han ung, har Indsigt og Talenter!

Ham mangler hverken Hoved’ eller Hjerte;

Tro mig, jeg skal faae Ære af min Mand!

BUCKLAW

Men, ihvor klog I siger, at han er –

Og som jeg troer – er han lidt starblind dog,

Der ikke mærker Eders fine Garn.

Seelenverkooper er I, Craigengelt! –

Nu, sid kun rolig! lad kun Kaarden ligge,

Jeg veed dog nok, I ei har Lyst at slaaes.

Fortæl mig heller, i vor gode Mag,

Hvordan I bar jer ad med Junkeren,

At han betroede sig til Eders Venskab.

CRAIGENGELT

Jeg smigrede hans Lyst at hævne sig;

Jeg fik ham til at fnyse vildt af Harme

Ved Tanken om den store Haan og Uret,

Han havde lidt. Nu er han gaaet hen –

Det sagde han, og det var vist hans Mening –

At tale med Storseglbevareren;

Og træffes de, da tro mig Bucklaw! gjør

Lovtrækkeren ham Tingen altfor broget,

Saa ta’er han Livet af ham. Hvad end skeer,

Vil Ravenswood nok tale saadan med ham,

At til Voldsgjerning det vil blive udlagt.

Gjør’ De det nu for hedt for ham i Skotland,

Vil Frankrig desto bedre bruge ham.

Den franske Brig, L'Espoir just ligger

Ved Eymouth, der vi alle gaae ombord,

Fastlandet vinker sine stolte Helte!

————

ANNIE og AILSIE

(komme ind og ryste Regnen af sig ved Kaminen).

ANNIE

Det er et Veir derude, som vilde Regnen vadske Jorden hvid.

CRAIGENGELT

Hvad vil I her? I gamle, gustne Hex!

AILSIE

Ih, det er ikke smukt at bide saadanne af fattige Folk, der kun vil have Tagly for Storm og Regn.

BUCKLAW

Hvor Ravenswood dog nu kan blive af!

ANNIE

Er det den unge Junker, I vente paa? Ja, saa kan I vente længe!

BUCKLAW

Hvad er der mødt ham? – Tal, Du gamle Hex!

ANNIE

Hvad, mødt ham? – Ih, to smukke, brune Øine! he, he, he! – Storseglbevareren, vor strænge Herre og Frøkenen, hans Datter, gjør nu Visit paa Ulfsfjeldet.

BUCKLAW

Hvordan? – og Ravenswood? Hvor er han?

AILSIE

Ja, Tingen den er saa. Storseglbevareren kom med sin Datter ned af Skov-Alleen; nu græsser just det vilde Qvæg paa denne Kant; det var skræmmet ved Jægernes Horn og Skud. En af Tyrene satte efter dem – Dyret var kun nogle Skridt fra dem, og havde Junkeren ikke været i Nærheden, og truffet ved første Skud, saa havde det nu været forbi med dem begge.

ANNIE

Hvor det var Held! – he, he, he! – Den Kugle havde nok Junkeren ikke tænkt, at bruge paa denne Maade!

BUCKLAW

Hvad siger Du? – Jeg kløver Dig dit Hoved!

ANNIE

Ih, Junkeren er jo kun et Menneske. Han er forurettet, grueligt fornærmet! – Nu har han da sin Fjende inden Vægge, og jeg tør vædde paa, var ikke Miss Ashton, saa gik det galt! – Dog, det gjør det da alligevel. Ulykken kommer fra de Ravenswooder selv!

CRAIGENGELT

De har engang vel brændt din Bedstemoder?

Nu, det var Skade, Du ei fulgte med!

ANNIE

Den blanke Ridder spaser altid paa sin Maneer. Nei, kjender I ikke Visen, har I ei hørt Sagnet om den første Ravenswood.

AILSIE

Paa Jagten traf han engang ved Kilden en deilig Pige; hun fængslede ham, og her havde De siden deres Sammenkomster, naar Solen vilde til at gaae ned; men kun eengang om Ugen, hver Fredag nemlig, lod hun sig see, og svandt saa ved Kilden, naar Klokken ringede til Aftenbøn i Kapellet.

BUCKLAW

O Eventyr!

CRAIGENGELT

Kun gammel Kjærling-Sladder!

ANNIE

Som sagt, hun svandt naar Aftenklokken ringede. Da nu Baronen betroede sin Skriftefader Alt, troede denne, at Nymphen var en Satans Aand, der vilde lokke den naadige Herre, og lod derfor Klokken ringe sildigere den næste Gang, men da Nymphen saae Skyggerne blive længere, rev hun sig ud af Elskerens Arme med et Skrig og sagde ham et evigt Lev vel, i det hun styrtede sig i Kilden!

AILSIE

Men Bølgerne, der stege op af Vandet, bleve røde af Blod og Junkeren hørte hendes grædende Stemme; thi Kjærlighed er et Elendigheds Dyb, som der staaer i Visen.

(Hun synger).

Vise

Et Dyb og dog Guds Himmel,

:|: Ja Himlen! :|:

En Verden fuld af Længsel,

Er Du Kjærlighed.

– Den Havfrue blev sin Ridder tro,

Dog skilte man de to,

Hver Bølgelil blev blodig rød

Ved hendes bratte Død.

Et Dyb og dog Guds Himmel o. s. v.

Seer Maanen nu fra Fjeldet

Sit Billed i Vældet,

Da toner dybt hen over Vang

Hiin Spaadoms Sang.

»Naar sidste Laird til Ravenswood,

Faaer sig en Død til Brud,

Den Havfrue fanger ham paa Stand,

I Strandens Flyvesand.«

Et Dyb og dog Guds Himmel o. s. v.

ANNIE

Ja, see derfra kommer Hævnen! derfor skal der aldrig slaaes Kistelaag til over den sidste Ravenswood.

AILSIE

Havfruen vil binde hans Hest i Flyvesandet, naar Kjærlighed først har bundet hans Hjerte.

BUCKLAW

(til Craigengelt).

Jeg frygter, Craigengelt, I har gjort Regning

Foruden Vert; at Laxen smutter bort

Med Krog og Alt. – Ha, tys! hør, Hornet klinger!

(Man hører Jægernes Sang bag Scenen).

ANNIE

De drage nu til Ulfsfjeldet, hvor vi har sagt dem, deres Herre er; der bringe de nu det fældede Dyr med, saa kommer der dog lidt Proviant i Huset!

BUCKLAW

Det klinger lystigt, og jeg sidder her!

Nei, hvad jeg ogsaa vover, jeg maa med!

Jeg gjæster Ravenswood med Jægerskaren.

CRAIGENGELT

Men er I gal? Om I nu snappes op!

BUCKLAW

(ironisk til sig selv).

(Recitativ)

Ak ja! – dit Mod Du maa betvinge.

Forsigtig vær!

Hold dig i Krogen her;

Der ude let man kan i Galgen springe!

(Cavatina)

Ingen kan sin Skjæbne kjende,

Bærer han end Riddersværd.

– Skal det saadan for mig ende?

Ak! det var en Taare værd.

(Aria)

Hvilke Griller! – I maae flygte!

Hvad kan Ungdoms Hjerte frygte!

Hør, den raske Jægersang

Blander sig med Hornets Klang.

Hjertet ei sin Længsel dølger,

Glad det følger!

(til Craigengelt).

Bliv I tilbage! o vær saa god!

Fortæl I disse om eders Mod.

(Han peger paa Annie og Ailsie).

Slaae stærkt paa Sværdet,

Gjør dem forfærdet!

Jer mindste Finger har Helteblod!

(til Annie og Ailsie).

Til Gjengjeld Smukke fortæl igjen:

Hvordan I fare i Luften hen;

Med hvem I dandsed’, bag Tjørn og Krat,

Paa Berwick Hede, St. Hans’s Nat.

(til dem alle tre)

Saa godt I passe sammen.

O sæt jer her ved Flammen!

Børnlille hold jer glade,

Tal I om stort og smaat,

Her ta’er ei Skindet Skade,

Og her er luunt og godt.

(Gaaer).

AILSIE og ANNIE

He, he, he, he! – En lystig Unger-Svend!

(En øde Sal med en faldefærdig Kamin. CALEB skurer paa et Tin-Kruus, MYSIE sidder ved Kaminen).

CALEB og MYSIE

Mens Skyernes Fjelde

Udsynge med Vælde

De dræbende Lyn,

Vildt Bølgerne bruse,

Mod Fjeldet de knuse

De skummende Bryn!

CALEB

Med skumhvide Krandse

De Havfruer dandse

Om synkende Vrag!

MYSIE

Med Søe-Gutter bolde

De Bryllup nu holde

Ved Stormens Brag.

CALEB

I Hav-Dybets Haller,

Bag røde Coraller,

Skal Brylluppet staae!

MYSIE

Men hjemme der græde

Hans Viv og de spæde

Uskyldige Smaae.

BEGGE

Mens Skyernes Fjelde o. s. v.

CALEB

Mens den stærke Bølge

Ei sin Kraft kan dølge,

Perler den paa Kysten strøer.

MYSIE

Dagen stiger,

Mulmet viger!

Lynet svinder, Stormen døer.

Over Land og Sø og Bugt,

Skinner Sommer-Solen smukt!

BEGGE

Himlen er blaa,

Fuglene slaae,

Alle Smaae-Blomsterne høre derpaa!

CALEB

Ja, udenfor vil det nok blive godt, men herinde i disse gamle, stolte Haller vil aldrig komme Glæde meer! – Ak, Mysie! naar jeg tænker paa Husets fordums Herlighed og Storhed, saa kommer Vandet mig i Øinene! – dog forstaae mig ret – Du maa heller ikke troe, at vi endnu ere tiggefærdige; nei – nei! – endnu er det ikke saa ilde!

MYSIE

Herre Gud, Caleb! det kan jo næsten ikke blive værre, end det er. – Junkeren har jo ikke uden denne gamle, faldefærdige Borg tilbage, hvor vi er hele Tjenestetyendet. Storseglbevareren og Skotlands Raad har pillet ham til Benet. Ak! i denne Tid er der ingen Konge i Israel!

CALEB

Men Du maa ikke tale om Armod og Elendighed, ikke engang tænke derpaa! vær dog forsigtig med Husets Ære! thi den er ogsaa vores – vi og det ravenwoodske Huus ere et.

MYSIE

Jeg er ordenligt ganske ængstelig, ved at være saa ene paa dette store Slot, der hænger som en Svale-Rede paa Klippen ud over Havet. Hu, hvor her er dødt og øde!

CALEB

Ja, i Hallen her herskede Støi og Bulder nok, dengang der burde været Alvor og Sorg, til Gjengjeld er her sørgeligt og øde, nu da Munterhed skulde boe her.

MYSIE

Tilsidst døe vi af Sult!

CALEB

Mysie, Du er et utaknemmeligt Menneske! Du tænker kun paa Maven! Du tænker allene paa Mad og Drikke – –!

(Man hører et Horn udenfor).

Nu kommer Junkeren!

MYSIE

Du Fredens Gud! og vi har intet her paa Slottet at byde ham!

CALEB

Vær Du kun rolig! nu trænger han vel ikke til Aftensmad, men til Hvile. Spring Du nu afsted! Sørg for Sengen, jeg tager mig af Resten!

(iler ud).

————

MYSIE

(ene).

Det gode Skind! der er ikke en ond Blodsdraabe i ham! var han kun ikke saa gnaven imellem! Men det hører Alderen til, jeg selv bøies mod Graven. Ak, naar her dog ikke var saa øde paa dette gamle Slot; hu! saadan ud paa Aftenen, saa bliver jeg altid saa løierlig tilmode! –

————

CALEB

(styrter ind).

O Mysie! for Guds Skyld Mysie! han er bleven gal! – ja, bindegal! – Han veed, hvordan det staaer til paa Slottet, og saa kommer han ansættendes med Gjæster. – Jeg smuttede fra dem ved Porten, for at dog nogen kunde vise dem Honeur her i Salen! O, hvad skal vi gjøre?

MYSIE

O, Du min Skaber! komme her Gjæster?

CALEB

Ja, hele to! De kan spise os ud af Huset! Mysie! Du maa tage den gamle Liggehøne!

MYSIE

Den er jo saa sei, som en Buestræng.

CALEB

Du kan jo sige, at Du har taget Feil! – ja taget Feil, Mysie! Alting maa Du tage paa Dig! Aldrig maa Du lade Husets Ære lide derunder!

MYSIE

Ja, men hvor er Liggehønen? Den sidder maaskee nede i Borgestuen, og der tør jeg ikke gaae ned for Nissen; og kan jeg ikke see Nissen, saa kan jeg heller ikke see Hønen, thi der er saa mørk, som i Graven! og Lys har vi jo ikke, uden den velsignede Lampe, der staaer; og om jeg ogsaa finder Hønen, saa har vi jo ingen anden Ild, end den der brænder i Kaminen! – ak! ak!

CALEB

Ja! – ja! – ja, saa skraal! skraal kun noget høiere! det er jo det eneste I kan! – skraal dog! ellers har I jo en Stemme, som en Bas, og det for langt mindre! –

(Han slaaer med en Stok alt det Kjøkkentøi itu, der staaer ved Kaminen og kaster det derpaa derind).

MYSIE

O, Du hellige –! Den Gamle er gaaet fra Forstanden! har han ikke der slaaet alle de Smaakar og Kruus itu, vi havde! nu har vi da ikke det mindste. Og Hankekanden med Laag, som Junkeren drak af –!

CALEB

O, nu ere vi hjulpne! Husets Ære! – Tordenen har ødelagt Alt! det deiligste Maaltid! Oxesteeg, Skinke, Lærker, Fuglevildt – –! Fortæl Du kun – – O Du milde Himmel!

————

LORD ASHTON, LUCIE og EDGAR

(træde ind).

CALEB

Velkommen, ædle Herre! jeg havde ikke ventet, at I kom saa tidligt hjem, og at I bragte saa fornemme Gjæster! – Hvor jeg dog har baaret mig ad! – men jeg var saa vis paa, at ikke engang I kom paa denne Tid, og derfor har jeg ladet alle de øvrige Tjenestefolk gaae ud at see paa Jagten, kun jeg og gamle Mysie er her tilbage!

EDGAR

Ti stille Caleb! med din Taabelighed.

(Til Ashton og Lucie).

Kun denne gamle Mand og denne Qvinde,

Lord Ashton! er mit hele Tyende! –

Hvad vi kan byde Eder til Forfriskning her,

Er næsten Intet; men, alt hvad vi have,

Det staaer til Eders Tjeneste! –

LORD ASHTON

Uveiret

Maa tjene til Undskyldning for mig her. –

Min Datters Helbred, Skrækken hun har lidt –

– Ja, hendes Sikkerhed allene er det,

Der har gjort mig paatrængende, Hr. Ridder!

CALEB

Det hele Slot staaer til det høie Herskabs Tjeneste! – Men – ja, jeg maa ligesaa godt strax sige det! Hørte De ikke paa Gangen, hvor Mysie skraalte? O De har vist hørt det? – O, at saadan en Ulykke skulde ramme os!

EDGAR

Hvilken Ulykke? –

CALEB

O, den skrækkeligste! – hele Aftensmaden – –!

(synger).

Hvordan skal jeg mig udtrykke!?

Herre, ak! en stor Ulykke!

En Ulykke uden Lige! –

Kunde jeg dog Tingen sige! –

– Tordnen kom med Stormens Hvinen,

Den slog ned her i Kaminen. –

Mad og Drikke, Fad og Flaske,

Ligge nu i Sod og Aske!

Tænk Dem dog – hvis De behager! –

Disse kostelige Sager:

Spækkede Høns og en brunet Kapun,

(Ja, nu er i Soden den nok bleven bruun!)

Krabber i Smør og den deiligste Gedde,

Snepper og Lærker, lækkre og fede,

Tærte, Confect og sødt Tøieri,

Alt er forbi! –

Spækkede Høns og en brunet Kapun,

Krabber i Smør, o. s. v.

Lynet her har fælt rumsteret!

See, hvor alting er spoleret,

Himlen Tak, det dog os hændte,

At ei hele Borgen brændte!

Nok engang jeg siger Tak.

EDGAR

Stille med din dumme Snak!

ASHTON

Alherren naadig ende

Mit Hjertes bange Qval!

EDGAR

Min og min Faders Fjende

Staaer i min Fædrehal!

LUCIE

O Skræk! o bittre Smerte!

Han er en Ravenswood.

EDGAR

Vær stærk Du vilde Hjerte!

LUCIE og ASHTON

Forbarm Dig milde Gud!

————

MYSIE

(træder ind).

Alt er nu istand derinde –!

LUCIE

Himlen skjænke Hjertet Fred.

ASHTON

(rækker Edgar Haanden).

Lad det gamle Nag forsvinde –!

LUCIE

Hjertet ingen Frelse veed!

(De gaae).

(Klart Maaneskin; man seer Indgangen til den forfaldne Borg. Jægernes Horn lyde mellem Fjeldene, de komme mere og mere nær).

CHOR AF JÆGERE

(udenfor).

– »Jagtens Lyst vort Liv forsøder!« –

CALEB

(indenfor i Borgen).

– Tys! ha, tys! – hvad er nu det?

Ude man i Hornet støder. –

(Seer ud af en Laage oppe paa Muren).

Himlens Gud! hvad, seer jeg ret! –

Hele Jægerslænget kommer,

Ak, af Skræk mit Hjerte trommer!

– Tomt er Fadet jo og Kruset,

Intet kan vi sætte frem!

De os reent aad ud af Huset,

Hvis jeg aabnede for dem.

CHOR AF JÆGERE

(idet de komme tilsyne).

»Glæden os bag Skoven vinker,

Bøssen knalder, Glasset klinker!«

CALEB

(ud af Laagen).

De maae trække Dem tilbage!

CHOR

Luk os ind –!

CALEB

Nei stille, stop! –

Det er Skik fra gamle Dage,

Medens Aftensmad vi tage,

Lukkes aldrig Porten op!

BUCKLAW

Caleb, hvilke Narrestræger!

Lad os ei herude staae!

CALEB

Eders Skrig mig ei bevæger,

Jeg paa Retten holde maa!

CHOR

Du skal aabne Slottets Porte!

CALEB

Om I skrige Eder sorte,

Lukker jeg dog ingen ind!

BUCKLAW

Med din Herre vil jeg tale –!

CHOR

Luk os ind! –

CALEB

Hvad, er I gale!

Kan I ei mit Ord forstaae?

CHOR

Gamle Tølper!

CALEB

Vil I gaae!

CHOR og BUCKLAW

Fælt den gamle Ugle skriger!

CALEB

Kan I høre hvad jeg siger?

– Ei det nytter hvad I snakke,

I skal Jer til Kroen pakke! –

CHOR

Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha!

CALEB

Gud skee Lov, De gaae herfra!