Anden Act

(Nat og Maaneskin. Jægerne sidde i forskjellige Grupper og drikke).

CRAIGENGELT og BUCKLAW

CRAIGENGELT

Ravenswood har fornærmet Eder! ikke at vilde lukke Eder ind! –

EN GAMMEL JÆGER

Huset Ravenswood var eengang en god og høiagtet Familie her i Landet; men i Aften har den tabt al sin Ære og Anseelse, og Junkeren har viist sig, som en lumpen, karrig Karl!

CRAIGENGELT

(til Bucklaw).

I maa ikke taale denne Fornærmelse! jeg er Eders Ven! – imorgen, den Dag, skal jeg gaae til ham med det nøiagtige Maal af Eders Sværds Længde! han vil nok bryde med os! Noget har han for! – Her lader han os vente paa sig, og da I siden vil beære ham med en Visit, behandler han Eder som en Hund! –

EN JÆGER

Gjæstfriheden leve! og Fanden tage Junkeren af Ravenswood.

BUCKLAW

Han har fornærmet mig; det maa straffes, saa sandt jeg er en Gentleman!

CRAIGENGELT

Han vil falde for det første Skud!

BUCKLAW

I taler om Ting I ei forstaaer! I har nok aldrig seet ham fægte?

CRAIGENGELT

Tale om Ting jeg ikke forstaaer? – Jo, jeg skulde vel nok forstaae Sligt! vel har jeg aldrig seet ham fægte, men det tør jeg sige, jeg har seet Mænd bedre end ham! har jeg ikke været i Monsieur Sagoons Skole, og i Signor Pocos i Florents, og selv Mynherr Durchstβoen i Wien – –?

BUCKLAW

Om I har været der eller ei, veed jeg ikke! men hvad gjør det til Sagen?

CRAIGENGELT

Ih, det gjør saa meget, at jeg tør bede Fanden annamme mig paa, at jeg aldrig har seet bedre Fægter i Italien, Frankerig og Engeland, end I er, Bucklaw!

BUCKLAW

Det er sagtens Løgn! men jeg tør nok sige, at jeg saa temmelig har lært at bruge Klinge og Daggert, og det er Alt hvad man kan forlange, at en Gentleman skal kunne deraf!

CRAIGENGELT

Ja, og mere, end de 99 af 100 vide! De lære at gjøre simple Stød med Kaarden, og saa troe de tilfulde at forstaae den ædle Fægtekunst! – Jo vist! – Nei, nu skal I høre! – I Aaret 1695, da jeg opholdt mig i Rouen, gik jeg med en chevalier de Chapon til med en Chevalier de Chapon til Operaen, hvor vi stødte paa tre engelske Smaaherrer – –!

BUCKLAW

Er det en lang Historie, I der begynder paa?

CRAIGENGELT

Den kan blive, som I vil have den, thi vi gjorde Sagen af i al muelig Korthed!

BUCKLAW

Saa er det bedst I fortæller den kortelig! – Er den alvorlig eller moersom?

CRAIGENGELT

Forbistret alvorlig! Det blev den da ogsaa for de tre unge Herrer, kan jeg troe! thi den franske Herre og jeg – – –

BUCKLAW

Ja, saa gider jeg aldeles ikke høre den!

EN DRENG

(med et Brev).

Et Bud fra London har bragt dette Brev; jeg skulde levere det i Herrens egne Hænder!

(Leverer det til Bucklaw og gaaer).

CRAIGENGELT

En ny Ulykke! – man sætter efter os!

BUCKLAW

I bliver bleg! – Nu, opgiv I heller Eders Capitainskab og Eders hemmelige Gesandtskabs-Post! I lader Eder jo skræmme, som en Vildgaas! Lad see, hvad skriver man?!

CRAIGENGELT

Jeg venter intet godt!

BUCKLAW

(flyver ham om Halsen).

Hurra! hurra! Din Kjæltring, jeg kunde kysse Dig! Moster Turntip er død! jeg er Arving! tralala! tralala!

CRAIGENGELT

Gud velsigne hende, den seilivede Hex! tralala! tralala!

(De hoppe begge om paa Gulvet).

BUCKLAW

Landeiendomme har jeg! Penge! velsignede, glimrende Dynger! tralala! – O, Vandet kommer mig i Øinene! jeg veed ikke om det er af Taknemlighed mod den gode, salig Sjæl! – jo, det er af Taknemlighed! – Jeg er en honet Fyr! – Det kan jeg lide Bucklaw! tralala! tralala! Fanden have nu hele Fastlandet! tralala!

CRAIGENGELT

Men er det ogsaa vist! Kan der ingen Men være ved?

BUCKLAW

Seer I? Brevet er fra den høie Magistrat! Sir Harries fortæller alting tydeligt; jeg faaer alle hendes Eiendomme og Penge, tralala! tralala!

CRAIGENGELT

(som seer i Brevet).

Men, som jeg seer, var det Eders Tantes Ønske, at I indgik en Forbindelse med Huset Ashton.

BUCKLAW

Hvad siger I?! – Ja, men det er kun et Ønske, ingen Betingelse. Lady Ashton var hendes Veninde – jeg lugter Krudtet! – Ladyen er en stolt, interesseret Qvinde! jeg faaer nu politisk Indflydelse i det Grevskab, hvori hendes Slægt har de vigtigste Besiddelser; hun troer, ved en Forbindelse med mig, at hendes Førstefødte skal blive Repræsentant for dette Grevskab i Parlementet. Lad gaae! jeg er en lystig Fugl, en lykkelig Fugl!

CRAIGENGELT

Og en riig Fugl! – En riig Fugl, Bucklaw! –

»Kommer susende!

Kommer brusende!«

BUCKLAW

Ja Penge, Penge, Craigengelt –!

(synger).

Vise

Penge, Penge! tro mit Ord,

De er’ Solen paa vor Jord.

Der hvor Penge-Solen straaler,

Bachus leer fra fulde Skaaler!

Venner, Kone, Huus og Hjem

Voxe strax i Solen frem;

Synker denne paa Seiladsen,

Ja, saa synker hele Stadsen,

Dog, hvis Sligt mig hænde maa,

Vil jeg synge glad: »lad gaae!«

»Lad gaae!«

Penge, Penge! skal jeg troe,

Er’ i Livet Nummer to.

Man ved dem faaer Been i Panden,

Ja de lappe paa Forstanden,

Derfor er der Mening i,

At de kaldes Lapperi!

Bort med Griller og med Plage!

Nyd de korte Solskins Dage –

Snart vi ved Finalen staae,

Døden raaber da: »lad gaae!«

»Lad gaae!«

CRAIGENGELT

Her maa drikkes lystigt! gamle, salig Lady Girnington leve i sin Grav! – See Bucklaw, jeg er din Ven! for Dig skal mine sidste Guineer springe!

(til Jægerne)

Den nye Laird Bucklaw leve! han gjør os et lystigt Gilde!

JÆGERNE

Lairden af Bucklaw leve!

BUCKLAW

Jeg er Lykkens Skjødebarn! Penge, Godser, og en Kone i Kjøbet, hvis jeg vil! – – Ja, lad Vinen spille, og saa lystig afsted, over Stok og Steen, til London! Hurra! jeg er en lystig Fugl. Og nu en rask Jæger-Sang!

CHOR AF JÆGERE

Glade Lyst! hør Hornet toner.

Lystig frem paa Mark og Vang!

Her bag Skovens dunkle Krone,

Glædens muntre Alfer trone,

Echo svarer paa vor Sang.

ENKELTE STEMMER

Glæden os bag Skoven vinker,

Bøssen knalder, Glasset klinker,

Høit Jægerne synge sit muntre Hallo!

CHOR

Hallo!

ENKELTE STEMMER

Veed I vel hvad Hornet toner,

Lystigt under Skovens Kroner?

»Gid Pigerne leve og Rankerne groe!«

CHOR

Glade Lyst! o. s. v.

(Salen fra første Act. Det er sildigt ud paa Natten, EDGAR indsvøbt i sin Kappe, læner sig op til Kaminen. Scenen er mørk).

EDGAR

(ene).

Hvor her er tomt og øde! Alle sove.

Min dødelige Fjende slumrer her –

Her, under dette Tag. I min Magt er han!

Jeg med mit Sværd nu blodig Hævn kan tage.

Min Flugt er let, min raske Ganger

I nogle Timer bringer mig til Eumouth,

Hvor Snekken snart vil føre mig til Frankrig.

– Min Fjende har jeg i min egen Borg!

Tilfældet gav, hvad ei jeg turde drømme.

– Men han er Gjæst og Loven her er hellig! –

– Selv bad han mig om Ly og Gjæstevenskab;

– Hvor inderlig hang ei hans Datter ved mig!

– Hans Datter? – Ja, det var hans gode Engel!

Af Skræk hun døde, hvis hun næste Morgen

Fandt kun hans Liig! – Ei hun har mig fornærmet!

Hun er ei skyldig i sin Faders Brøde! –

O, hvor det brænder i mit piinte Bryst,

Jeg kan ei hævne, heller ei tilgive!

– Men, ved min Faders Grav jeg Hævnen svoer!

Nu var det Tid! – – Men om nu denne Mand

Kun fordrer hvad, med Ret, ham Loven skjænker?

Hvis, som det lod, han ønskede Forlig –?

– Og hvad har egentligt han gjort mod mig?

– Den Slægt, der først besad hvad jeg har mistet,

Faldt jo for mine Fædres stærke Glavind,

Og maatte skjænke dem det tabte Gods;

For Lovens Magt min Fader maatte vige!

– – Nu vel! lad os med Dagens Seierherre

Da slutte Fred. Lord Ashton er ei den

Jeg før har tænkt mig, og hans Datter – –

– Hans Datter – o, at leve er saa smukt! –

– Hans Datter? – Jeg vil ei paa hende tænke!

(svøber sig ind i sin Kappe).

Du som kjender hver en Tanke

Gjennem Tid og Evighed,

Du som lod mit Hjerte banke,

Du vil give Hjertet Fred!

Fred, som Læben ei kan sige,

Fred med Dig og Jorderige!

Fred i hvert et sorgfuldt Hjerte,

Fred med hver en syndig Lyst,

Fred med Kjærlighedens Smerte,

Fred med Døden i vort Bryst!

Fred, ja Fred med hver en Fjende,

Fred, naar Livet her skal ende!

————

LUCIE

(træder frygtsom ind, hun har Lampen i Haanden).

EDGAR

Hvad, ædle Frøken! er det Eder? Her

Paa denne Tid, paa dette Sted! – I skjælver!

LUCIE

O tilgiv! tilgiv dog den bange Pige!

Nei, jeg har ei bedraget mig i Eder!

EDGAR

Vær rolig dog, fat Eder! hvad er hændet?

LUCIE

Nei, I er ikke grusom! – o, tilgiv mig!

I frelste nys mit og min Faders Liv –

I kan ei hade! – Nei, det kan I ikke!

Dog frygter jeg – o, vær ei vred derfor!

Jeg er et Barn, har underlige Indfald,

Jeg vidste ei, I var en Ravenswood,

En Mand, der af min – Slægt var haardt fornærmet –

Nu er min Fader her – min Skyld det er! –

I hader ham – –

EDGAR

Vær rolig, ædle Frøken!

Hvad frygter I?

LUCIE

O, vær dog ikke vred!

Af Frygt jeg troer mit Hjerte vilde briste!

Jeg maatte, – ja jeg kunde ikke andet!

Jeg maatte tale her med Eder nu. –

Min Frygt – O Gud, I kan vist ei forstaae mig?

– Min Faders Liv er her i Eders Haand –

Om mangen blodig Daad er mig fortalt,

Jeg frygter alt – og kan dog ikke frygte!

I er ei grusom! glem det bittre Nag!

EDGAR

Vær uden Frygt! ved Gud, I har ei Grund.

Snart Dagen gryer, saa skal I atter see ham.

Jeg vil imidlertid afsende Caleb,

At Eders Jægere kan følge Eder

Herfra til Hjemmet.

LUCIE

I vil blive her?

O nei! jeg veed, det er min Faders Ønske,

I følger hjem med os til Ravenswood.

Min Faders Liv og mit I nys har frelst,

Tillad ham dog at vise sig taknemlig!

I hader dog ei mig!

EDGAR

Hvorledes! hade?

Hvor kunde jeg et saadant Væsen hade? –

Jeg veed ei selv, I staaer mig, som en Søster;

Jeg synes alt jeg længe kjendte Eder! –

Jeg bliver Eders Ven i Sorg og Fryd,

Men følge med – Nei, jeg maa bort herfra!

Det har alt længe været afgjort for mig;

Jeg gaaer til Frankrig, søger der min Lykke,

I Skotland er der Intet meer for mig!

LUCIE

O nei, forlad os ei! gaa ei herfra!

I maa ei gaae herfra! min Fader vil

Og kan ved sine Venner virke meget.

Forlad ei Skotland! see først hvad

Taknemlighed afgjør for Eders Lykke!

EDGAR

Det er vel mueligt! men ei Eders Fader,

Miss Ashton, men min egen Kraft det er,

Der skal og bør mig hjælpe frem i Verden!

Hvad jeg behøver dertil, har jeg alt,

Mit Sværd, mit Mod, og Kraften i mit Indre!

LUCIE

(med Taarer).

Ved Gud, jeg vilde Eder ei fornærme!

(Skjuler sit Ansigt i sine Hænder).

EDGAR

(griber hendes Haand, medens hun endnu skjuler Ansigtet med den anden).

Tilgiv mig! – jeg er altfor raa, for plump,

For uvant til at omgaaes med en Skabning,

Saa blid, saa elskelig som I! – O glem,

At I har seet saa mørkt et Billed

Paa Eders Vei, her gjennem Jordelivet;

Vi skilles maae, om Hjertet end vil briste!

(Duet)

Vi skilles maae, o bittre Smerte!

Mig Livet staaer saa koldt og dødt;

Til Dig sig klynger Sjæl og Hjerte,

O havde jeg Dig aldrig mødt!

LUCIE

Det er, som Hjertet vilde briste;

O Gud, o Gud, vi skilles maae!

EDGAR

O nei, jeg kan Dig ikke miste!

Nu først jeg Hjertet kan forstaae!

LUCIE

Vi skilles maae, o bittre Smerte!

EDGAR

Mig Livet staaer saa koldt og dødt!

LUCIE og EDGAR

Til Dig sig klynger Sjæl og Hjerte,

O havde jeg Dig aldrig mødt!

LUCIE

Det er, som Hjertet vilde briste.

EDGAR

O Gud, o Gud, vi skilles maae!

LUCIE og EDGAR

O nei, jeg kan Dig ikke miste,

Nu først jeg Hjertet kan forstaae!

EDGAR

Du er min!

LUCIE

Din!

BEGGE

Kjærligheds salige Flamme

Mægter ei Læben at stamme!

Jordlivets knusende Smerte

Flyer fra det elskende Hjerte!

Herligt er det at skue

Øiets begeistrede Lue,

Men de ildfulde Blikke

Tolke dog ikke

Tanken, som os gjennemstrømmer,

Hjertets flammende Drømme!

LUCIE

O milde Gud, send Du din Fred,

Beskyt Du huldt vor Kjærlighed.

EDGAR

Ja, Fader send din milde Fred!

BEGGE

Beskyt Du huldt vor Kjærlighed!

EDGAR

– Min Pligt det er at tale med Sir Ashton,

Ja, han maa vide Alt, ei skal han troe,

Jeg har tilsneget mig din Kjærlighed!

Din Fader vil jeg alting aabenbare.

LUCIE

Ja, han maa vide det! dog nei, ei nu!

Ei denne Morgen, ikke just i Dag! –

Nei, gjør det ikke! Lad først Eders Skjæbne

I Livet vorde meer bestemt og afgjort,

Før I betroer ham Alt. – Jeg veed det vist,

Han er taknemlig – har et ædelt Hjerte!

Ja eengang, veed jeg, vil han elske Eder!

For ham jeg frygter ikke – men, min Moder – –

EDGAR

Hun er af Huset Douglas, af en Slægt,

Der selv, da den stod høiest, tidt forbandt sig

Med min. Hvad kan vel Eders Moder her

Indvende imod mig – –?

LUCIE

Hun vil ei heller,

Men strængt hun holder paa sin Rettighed.

Snart kommer hun fra London, og som Moder

Bør hun dog tages med paa Raad i dette.

Lad hende lære først at kjende Eder!

I er jo hende ganske ubekjendt –

Den gamle Strid imellem vore Fædre –

I veed jo –

EDGAR

(mørk).

Kun for Eders Skyld Lucie,

Opoffred’ jeg min Hævn. – I denne Hal,

Paa dette Sted, her stod min Faders Liig;

Jeg skar en sølvhvid Lok her af hans Haar,

Og medens Ilden den fortærede,

Jeg svoer, jeg skulde blodigen forfølge

Hans Fjender, til de var’ tilintetgjorte,

Som denne Lok i Flammerne.

LUCIE

Det var

En blodig Synd at gjøre sligt et Løfte!

EDGAR

Men endnu større at udøve den!

LUCIE

Hvorfor da nu gjentage denne Eed?

EDGAR

For at I ret skal indsee med hvad Priis

Jeg kjøber Eders Kjærlighed; hvor dybt

I vil mig styrte, hvis I eengang glemmer

Hvad ene Gud har hørt i denne Stund.

(synger).

Min Tankes Tanke ene Du er vorden,

Du er mit Hjertes første Kjærlighed,

Jeg elsker Dig, som Ingen her paa Jorden,

Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!

LUCIE

O Edgar, Edgar! evig er jeg Eders!

Bind mig med hvilken hellig Eed I vil;

Nødvendigt vil det vel ei være til

At sikkre Eder min Bestandighed,

Men mueligt kan den mindske Eders Tvivlen!

EDGAR

Miskjend mig ei, min elskede Lucie!

Miskjend mig ei! – Det er mit vilde Hjerte,

Min stærke Kjærlighed – tag denne Ring,

Om denne Stund den være Dig et Minde.

LUCIE

(som binder den med et Baand om sin Hals).

Her skal den hvile! ingen jordisk Magt

Skal skille mig ved denne kjære Gave.

Kun I allene, ene kun I selv

Skal kunne atter kræve den tilbage!

Saalænge, som den hviler paa mit Bryst,

Er den et Tegn, at jeg er ganske Eders.

EDGAR

O, min Lucie! hver en Sorg er glemt;

Nu staaer ei Verden længer mørk og øde!

Ved Dig, mit Hjerte klynger sig til Gud,

I Dig jeg elsker Livet, Gud og Verden! –

Men Dagen lyser alt. – For Kjærlighed

Heniler Tiden let, som Lysets Straale!

O Pige, jeg kan ikke skilles fra Dig,

Du er mig kjær, som Freden i mit Hjerte!

LUCIE

(giver ham sin Ring).

Gjem ogsaa den. Vær stærk i Nød og Fare!

Og nu lev vel! min Fader kommer snart.

Du følger jo med os til Ravenswood?

Mit Hjerte spaaer mig, Alt vil herligt ende!

(gaaer).

————

CALEB

(træder ind).

God Morgen, kjære Herre! Søvnen vilde

Ei ret i mine gamle, trætte Øine,

Thi seer I mig ved første Morgengry!

Nu, Eder er det ikke gaaet bedre!

I havde ei det bedste Leie just.

O, Gud skee Lov! jeg atter har Jer hjemme.

EDGAR

Du kjære Gamle, Tak for al din Omhue.

Saa brav som Du, er her kun faae i Skotland;

– Er Alt i Orden nu? Er’ Hestene istand?

CALEB

Vil I ledsage Herskabet paa Veien?

EDGAR

Jeg følger dem, maaskee paa nogle Dage,

Til Ravenswood – –

CALEB

Nei, det forbyde Gud!

EDGAR

Og hvorfor det? Maa jeg da ei gjengjelde

Sir William Ashton hans Besøg hos mig?

CALEB

O Herre! kjære, unge Junker Edgar!

Jeg er kun Eders Tjener, og maaskee

Er det ei passende, jeg taler saa;

Men jeg er jo en gammel, ærlig Tjener,

Jeg har selv tjent Jer Fa’er og Bedstefader!

Jeg mindes selv Jer store Oldefader

Lord Randal – men jeg var da kun et Barn.

EDGAR

Og hvad skal dette Hele lede til.

CALEB

O, Junker Edgar! – Herre bør jeg sige!

Ak, Jer Samvittighed vil sige det –!

Ei bør det sig for Eders Faders Søn

At leve venligt med en saadan Mand,

Som William Ashton, tænk paa Husets Ære!

Ja, vil han vise sig som ærlig Mand,

Og give Eder alting først tilbage,

Saa har jeg intet mod Forbindelsen! –

EDGAR

Forbindelsen –?

CALEB

Ja, Frøkenen, det troer jeg,

Er vist et rart, et herligt Fruentimmer,

Men Herre, nedlad Eder ei saa dybt –!

EDGAR

Hvor falder Du nu strax paa saadant noget!

Hvad fattes Dig? Du er jo bleg som Døden!

CALEB

Ja Herre, I vil vist nok lee mig ud,

Naar jeg fortæller det – men det er sandt,

At Thomas Sanger, og det er en Mand,

Hvis Tunge aldrig kunde tale falsk, –

Har sagt om Eders Huus, som vil opfyldes,

Ifald I rider op til Ravenswood – –

Ak Gud! ak Gud! at Sligt dog skulde skee,

Mens mine gamle Øine end er’ aabne!

EDGAR

Hvad har han sagt da?

CALEB

Ak, mangen Gang har jeg igjennemtænkt

Den mørke Tale i den gamle Sang –!

EDGAR

Hvad er det da for jammerlige Vers,

Der har forvirret saa dit gamle Hoved?

CALEB

Ak, Herre! har I glemt den gamle Sang?

(synger):

»Naar sidste Laird til Ravenswood

Faaer sig en Død til Brud,

Den Havfrue fanger ham paa Stand

I Strandens Flyvesand!«

EDGAR

Det gamle Sagn jeg kjender,

Vær Du kun uden Frygt!

CALEB

Ak, frygteligt det ender!

EDGAR

Stoel Du paa Himlen trygt!

CALEB

See Dagen stiger med Regn og Blæst,

Den hæver sin Varsels Stemme!

EDGAR

Du maa mig sadle min snelle Hest,

Jeg finder ei Ro her hjemme!

CALEB

Høit Havets Bølger paa Stranden gaae,

Den Havfrue gjør mig saa bange!

EDGAR

Dog rider jeg helst hvor Bølgerne slaae,

Og hører paa Havfruens Sange!

(Caleb gaaer).

————

EDGAR

(ene).

Det er en ærlig Skotte! men som Skotte,

Opfyldt med tusind’ Sagn og Eventyr!

(Man hører Jægerhornet).

Alt toner Hornet over Hedemosen,

Min Lod er kastet; bort til Ravenswood!

————

LORD ASHTON

(træder ind).

En venlig Morgen! Dagen lyser alt.

Jeg hører mine Jægere er’ samled’.

Nu ædle Junker, I følger med?

Jeg haaber, I paa Ravenswood vil glemme

Hvad, alt forlængst, jeg ønsked’ ei var skeet!

————

LUCIE (træder ind).

LUCIE

En herlig Morgen, elskte Fader!

(kysser ham paa Haanden).

Solen flammer

Gjennem Ruden i mit Kammer,

Og i Morg’nens Stille,

Toner Hede-Lærkens Trille!

ASHTON

Vi Borgen nu forlade!

EDGAR

Natten er forbi;

Jæger-Hornets Melodie,

Med sit stærke Echo toner,

Vinker os bag Skovens Kroner!

————

CALEB og MYSIE

(træde ind).

CALEB

Hestene er bragt istand,

Hvis det Herskabet behager –?

CALEB og MYSIE

(til Edgar).

Bølgen ruller høit mod Strand,

Hør dog vore bange Klager.

ASHTON

Hører Hornets Melodie –!

(Han lader en Pung glide i Calebs Haand).

LUCIE

Nattens Mulm er nu forbi!

CALEB

(hemmeligt til Edgar).

Stille, tys, min ædle Herre!

Lad dem ei det blive vaer –!

(Vil stikke Pungen til ham).

Stille, tys! ak, desto værre,

Det er alt, hvad her jeg har!

EDGAR

Kjære Gamle, Du mig rører!

Nei, behold Du selv din Skat!

LUCIE og ASHTON

Hornets raske Klang jeg hører,

Svunden er den mørke Nat!

MYSIE

(for sig).

Ak, jeg kan slet ikke glemme,

Denne fæle Varsels-Sang!

CALEB

(til Edgar).

Jeg til Dem vil Pungen gjemme,

Tag den saa en anden Gang.

Men forglem ei Husets Ære!

De maa ogsaa gavmild være,

De maa lystigt squadronere!

Vogt Dem dog ei at risquere

Tabet af det Mindste mere!

Herre, De maa ret brillere!

Egnen bør Dem estimere –!

EDGAR

Stille Gamle –! – Hornet toner!

LUCIE og ASHTON

Vinker os bag Skovens Kroner!

CALEB

Squadronere,

Ret brillere,

Rask flankere,

Dem frappere.

Ak, jeg siger ikke mere!

LUCIE. ASHTON. EDGAR

Nu lev vel, og Fred og Lykke! –

CALEB og MYSIE

Ak, jeg seer ham aldrig meer!

LUCIE og ASHTON

Solen sprænger Nattens Skygge,

Dagens røde Rose leer! –

EDGAR

Smerten er med Veemod blandet –!

LUCIE og ASHTON

Bort, ja bort til Ravenswood!

CALEB og MYSIE

Herre, tænk paa Flyvesandet,

Og den blege, døde Brud!