Borggaarden paa Slottet Ravenswood; (man hører Bryllups-Musik og Lystighed.
Aften).
AILSIE og ANNIE (sidde paa en Steen).
AILSIE
(synger).
Der sidde to Ravne paa Træet hist,
Saa sorte man aldrig saae dem for vist!
De skrige hæst over Skovens Krat:
»Hvad faae vi at spise i denne Nat!«
Jeg veed, at i Mosen, bag Dæmning hist,
Der ligger en myrdet Ridder forvist;
Men ingen det veed, uden Himlens Gud,
Samt Hunden og Falken og Ridderens Brud.
Hans Hund drager atter paa Jagten hen,
Hans Falk faaer sig snart en Herre igjen,
Og Bruden finder en Hjertenskjær,
Men vi faae et kosteligt Maaltid her!
Jeg sætter mig paa ham i Mag og Ro,
Og hakker ham ud hans Øine to,
Og med hans Haar vil jeg flyve afsted,
Og flikke min gamle Rede dermed!
Saa mangt et Øie vil svømme i Vand,
Dog finder Ingen den Riddersmand;
Det blæser koldt over Busk og Green,
Hvor Løvet dækker hans hvide Been!
ANNIE
He, he, he! Hvor det var en deilig Bryllups-Vise, Du der sang!
AILSIE
Den er altid bedre end Maaltidet de give os! Jeg har ikke faaet mere, end fem
Sild, istedet for sex; og dette Markstykke seer heller ikke saa rigtigt ud! Og
vil I saa see dette Stykke Kjød, jeg har faaet! Her er et heelt Lod mindre, end
i det I har! og jeres er desuden det skjære Kjød!
ANNIE
Mit! Ih, det er jo ikke andet end Been! – Naar rige Folk give Fattige noget,
for at faae dem med til deres Bryllupper og Begravelser, saa kunde det være
noget Bedre! –
AILSIE
De gave os hellere Møllestene, end Brød, naar De kunde
gjøre Opsigt dermed! og alligevel forlange De vi skal være taknemlige! Deres
Gaver give De saamæn ikke af Godhed for os!
ANNIE
Hør, hvor lystigt Musikken klinger! see, hvor Lysene skinne gjennem Ruderne! –
og de pyntelige Riddere og Damer spadsere op og ned! – Det er et deiligt
Bryllup!
AILSIE
He! jeg tænker vi faae snart ligesaa deilig en Begravelse!
ANNIE
Ja, det er mig, min santen, lige saa kjært! thi der faae vi ligesaa store
Gaver, og saa har man ikke nødigt at tvinge sig til at grine og lee – og
gratulere disse fornemme Helvedes Brande!
AILSIE
Ja, ja, I har Ret! – Gud beskjære os en grøn Juli og en
feed Kirkegaard! –
ANNIE
– Skal vi nu ikke gaae op til Brylluppet? Det er jo fattige Folkforundt, at
staae ved Døren og see paa deres Lystighed. Siig mig saa Ailsie, for I er den klogeste! hvem der, af de unge Mennesker, først
skal strækkes paa Liigbænken.
AILSIE
Saae I den pyntede Pige paa Altanen? Hun skinnede fra Top til Taa af Guld og
Juveler! –
ANNIE
(afbryder).
– Ih Gud! det var jo Bruden selv! – Saa ung og saa smuk!
AILSIE
Men, som jeg siger! Liiglagenet sad hende dog op om Hagen. Tro mig nu om I vil!
– Løvet gulner alt paa Træerne, men aldrig vil hun mere faae see, Mortensdags
Stormen hvirvle det i Ring, som Smaa-Alfernes Dands!
ANNIE
He, He! – aldrig kan hun taale en gammel Kone komme hende nær, uden hun gyser,
saa vil da Skrubtudsen kunde sætte sig paa hendes Kiste, og hun maa lade den
blive siddende, om den saa qvækker nok saa hæst og fælt.
AILSIE
Naa, kom nu med til Lystigheden!
(De hoppe ud).
(Oplyst og smykket til Bryllups Stadsen. Gjæsterne ere forsamlede. LUCIE er i
en glimrende Brudedragt, men dødbleg.)
CHOR
Du som boer i Lysets Pragt,
Herre i det Høie!
Skue med Fader-Øie;
Naadig Du velsigne denne Pagt!
BIDETHEBENT
Han styrke vil hvert barnligt Bryst,
Hvert saaret Hjerte;
Han lede Syndens Træl til Dydens Lyst,
For Christi Smerte!
CHOR
Held og Fred,
Her og hist i Evighed!
BIDETHEBENT
(med Ægteskabs-Contracten).
De deres Navne her maae underskrive!
BUCKLAW
(til Lucie).
Du min skal blive!
Jeg tør Dig fast til dette Hjerte trykke,
O, jeg har ei fortjent saa stor en Lykke!
LADY ASHTON
Vi her maae underskrive!
ASHTON
Det hendes Død vil blive!
Gud, styrke hende her!
(Han underskriver).
BUCKLAW
(til Lucie).
Saa taus ei vær!
Din blege Kind mig næsten skrækker!
LADY ASHTON
For vidt sig hendes Blyhed strækker,
Hun frygter selv for Navnet: Brud!
BUCKLAW
Velsigne Du os, Naadens Gud!
(underskriver).
LADY ASHTON
(til Lucie).
Nu kjære Barn, Du underskrive!
Hvortil skal denne Dvælen blive?
(Fører hende til Bordet og giver hende Pennen).
CHOR
Hvor hun er bleg – See, Læben bæver!
Men Ordet døer – – hun Blikket hæver!
LUCIE
(I det hun sætter Pennen til Papiret udstøder hun et Skriig og taber den).
Han kommer! ham det er!
CHOR
Et Skrækkens Syn fremsvæver!
(Lucie vakler og maa holde sig fast.)
————
EDGAR
(kommer ind og træder frem i Salen foran hende. Hans Dragt er i Uorden;
den mørke Kappe hænger løst om ham, og hans bredskyggede Hat er trykket dybt
ned over Ansigtet. Nogle Øieblikke hersker der den dybeste Taushed, endelig
træder Lady Ashtonfrem).
LADY ASHTON
Hvad bringer Eder her paa dette Sted?
Hvor tør I trænge ind i denne Hal,
Forstyrre Festens høitidsfulde Time?
BUCKLAW
Det er Spørgsmaal, Frue! som nu jeg
Har Ret at gjøre, hvis Hr. Junkeren
Af Ravenswood vil følge med mig til
Et Sted, hvor vi kan uforstyrret tale.
RIDDERNE
(som slaae paa deres Sværde.)
Ha! ved vort Sværd –!
BUCKLAW
(til Edgar).
Følg med mig Sir! til –
EDGAR
(afbryder).
Rolig!
Saa fremt I ere kjede af jert Liv,
Som jeg af mit, jeg let vil finde Tid
Og Sted, at vove mit imod enhver!
Men her er ikke Øieblikket nu
Til Børneleeg – –!
BUCKLAW
Til Børneleeg!
ASHTON
Laird Bucklaw!
Jeg beder Eder værer rolig dog!
I Dronningens og Lovens Navn! –
BIDETHEBENT
I Guds!
BUCKLAW
Nei, her skal Ingen lægge Haand paa ham!
Jeg selv vil stride med ham. Følg mig Sir!
Ved Stranden venter jeg med blanke Vaaben.
EDGAR
Mit Ærinde er snart udrettet her.
(Til Lucie med Mildhed).
I ægter Bucklaw? Frøken! – ægter ham
Med Eders gode Villie? – Svar mig her!
I har ei elsket mig?
ASHTON
Har jeg, Herr Ridder,
Fortient af Eder dette?
BUCKLAW
Følg mig Sir!
EDGAR
O, hører mig! o, misforstaae mig ikke!
Hvis denne unge Dame virkelig
Frit valgte her, da træder jeg tilbage;
Men jeg vil høre hendes egne Ord,
Før faaer mig Ingen bort fra dette Sted!
I er’ mig overlegne, kan mig myrde,
Men jeg er væbnet; som fortvivlet Mand
Jeg kjæmpe vil, om I mig overvælde!
Det er saa min Beslutning! følg nu Eders;
Alene vil jeg tale med Miss Ashton!
Af hendes Læber vil jeg høre det!
Men ene, uden Vidner – og er da
Beredt at møde hver. Min Ganger staaer
Ved Porten; snart jeg møde skal,
Hvor Fjeldet hules af den stærke Bølge!
(griber en Pistol af sit Belte, og holder med den anden Haand Sværdet).
Vælg nu, om denne Hal skal strømme her
Med Blod, hvad eller, om I vil tilstaae mig,
Hvad Guds og Landets Love mig indrømme,
En Sammenkomst med min Trolovede? –
Miss Ashton er min Brud! min
Brud hun er,
Saa sandt Gud styrke mig i Dødens Time!
(Dyb Stilhed, endelig træder den Geistlige frem).
BIDETHEBENT
Hvad I forlanger, fordrer Billighed!
Miss Ashton har fortrudt den Kjærlighed,
Hun bar til Eder, og med barnligt Sind
Adlydt Forældres Bud. Men lad ham høre
Det af den ædle Piges egne Læber!
LADY ASHTON
Nei aldrig! aldrig! – Jeg tillader ei,
De tale ene sammen. Hun er alt
En andens Brud! – Lad dem kun alle gaae,
Jeg bliver her, jeg frygter ei hans Trudsler!
(med et Blik til Ashton).
Skjøndt her er een, der bærer vel mit Navn,
Og dog sig lader skrække!
BIDETHEBENT
Ædle Frue,
Gyd Olie ei i Ilden! Junkeren
Af Ravenswood vil ei indvende mod,
I bliver her tilstæde. Ogsaa jeg
Vil blive her! maaskee mit sølvgraae Haar
Kan bringe Fred – –!
EDGAR
Det være Eder tilladt!
Selv Lady Ashton vil jeg ikke nægte
At blive her. – –
BUCKLAW
(idet han gaaer).
Ved Stranden, øst for Ulfsfjeld!
(De gaae alle paa Lady Ashton, Lucie og Bidethebent nær).
EDGAR
(tager Hatten af, stryger sine Lokker tilbage, og træder frem for Lucie).
Miss Ashton! – kjender I mig? – Jeg er end
Den samme Edgar Ravenswood!
(med Hæftighed).
Jeg er
Endnu den samme Edgar Ravenswood,
Der blev for Eders Skyld den Eed utro,
Han svor om blodig Hævn! Jeg er den samme
Edgar af Ravenswood, der ærlig tilgav
For Eders Skyld, ja rakte Venskabs Haand
Til den, der undertrykkede hans Slægt,
Ja myrdede hans Fader selv – –!
LADY ASHTON
Min Datter
Har ingen Grund til at benægte, at I virkelig er Edgar
Ravenswood.
Den Gift, der strømmer nu fra Eders Tunge,
Erindrer hende noksom om, at det
Er hendes Faders svorne Fjende,
Hun taler med.
EDGAR
Jeg beder Frue! – kun
Af hendes egne Læber maa jeg høre
Det visse Svar! –
(til Lucie).
Jeg er den Ravenswood,
Med hvem I indgik den høitidelige
Forbindelse, I ønsker nu ophævet – –!
LUCIE
(med bævende Læber og svag Stemme).
Min Moder – – –!
LADY ASHTON
Visseligt! mig var det, som
Berettiget her til, saa vel ved Guds
Som Menneskenes Lov, tilraadte hende
At hæve en saa overilet, lav
Forbindelse. Ja, selve Skriftens Ord
Bød hende det!
EDGAR
(til Lucie).
I svarer Intet her?
I vil ei høre mig? – For Eders Skyld
Har jeg opoffret Alt! ved Eder hænger
Min sidste Tro til Menneskene!
LADY ASHTON
Junker
Af Ravenswood! I har nu gjort de Spørgsmaal,
I fandt for godt; og seer nu, at min Datter
Er ei istand at svare Eder noget!
Men jeg, i hendes Sted, vil svare her!
Frivillig ægter hun Haiston af Bucklaw!
(viser Ægteskabs Kontrakten).
Her staaer det første Træk til hendes Navn!
EDGAR
Man hende tvang med Magt!
BIDETHEBENT
Godvilligt skrev hun.
EDGAR
(til Lucie)
I siger Intet! Intet? Tal dog! tal!
I er uskyldig! ja, mit Hjerte veed det! –
Men Alt – o Gud! o vær dog ei saa taus!
Siig kun et Ord, og jeg vil drikke Livet
Af dette ene Ord, som Hjertet siger. –
– I vil ei høre mig?
LADY ASHTON
Hun vil det ei!
EDGAR
(til Lucie)
I tier! – tier! – – vel! Gud styrke Eder,
Hvis Eders Hjerte engang lide maa,
Som mit! – Nei! Jeg vil ei bebreide Eder!
Gid I maa blive Bucklaw mere tro – –
(lægger sin Ring paa Bordet).
Det Troskabs Tegn, I gav mig, ligger her!
Endnu I bærer mit paa Eders Bryst – –
Hvor kan I? – Dog, det er umandig Smerte!
Giv mig da nu, hvad ingen Værd kan have
For Eder længer – –
LADY ASHTON
(som klipper ihast Baandet over, der bærer den, og rækker den til Edgar).
Alt er nu til Ende!
EDGAR
Til Ende? Ja, der kan ei møde meer!
(til Lucie).
Du var min Tanke, var min Drøm,
Jeg hang ved Dig med Sjæl og Hjerte!
Ei Dødens kolde, stærke Strøm
Udslukke vil min dybe Smerte!
(kaster Ringen i Kaminen).
Smelt hen i røde Flammer,
Hvert Minde om hiin Lyst!
(til Lucie).
Tilgiv Dig Gud den Jammer,
Du vækker i mit Bryst!
(iler ud).
LUCIE
(synker afmægtig om).
————
CHOR
(af Bryllups Gjæsterne, der træde ind).
Hvad er af ham der vorden?
Han gik til Kamp og Død!
– Hun ligger bleg paa Jorden,
En Lillie, Stormen brød!
LUCIE (hæver sig i Veiret; Bevidstheden om den foregaaende Scene synes at være
forsvundet hos hende).
LUCIE
(synger med dæmpet Stemme).
»Et Dyb og dog Guds Himmel,
:|: ja Himlen. :|:
En Verden fuld af Længsel,
Er Du Kjærlighed!«
Tys! tys! det er dog sørgeligt! – og nu –
»Nu er min Fader her; min Skyld det er;
Af Frygt jeg troer mit Hjerte vilde briste!
Min Faders Liv er her i Eders Haand –
Om mangen blodig Daad er mig fortalt –
Jeg frygter Alt –!«
LORD ASHTON
O Gud mit Barn, Lucie!
LUCIE
»Ved Gud, jeg vilde Eder ei fornærme!«
(hun skjuler sit Ansigt i sine Hænder).
CHOR
Vee! – O Gud! Du Dig forbarme!
Vanvid grebet har den Arme!
Skræk opfylder dette Hjerte!
Styrk Du hende i sin Smerte!
LUCIE
(synger af Duetten i anden Act).
– »Kjærligheds salige Flamme
Mægter ei Læben at stamme!« –
(knæler og gjentager af Bønnen i samme Nummer).
– »O milde Gud, send Du din Fred,
Beskyt Du huldt vor Kjærlighed!« –
LADY ASHTON
(træder hen til hende).
Lucie, hvad er det?! – Ha, vogt Dig vel!
Kom til Dig selv af dine Feberdrømme!
CHOR
See, hendes Øie flammer!
O Gud, end denne Jammer!
LUCIE
(lægger Haanden paa Brystet, som om hun gjemte noget).
»Her skal den hvile! ingen jordisk Magt
Skal skille mig ved denne kjære Gave!«
(hun savner Edgars Ring).
Hvo har min Ring mig røvet?
Ha! i mit Blod er Hævnens Glød.
(hun synker atter sammen).
O Gud! jeg er saa inderlig bedrøvet!
O, lad mig døe! –
»Saa ligger man saa trygt der under Jorden,
Og drømmer smukt, den lange barske Dag –!
Men det kan ikke skee, jeg veed det nok!«
(synger).
»Hans Hund drager atter paa Jagten hen,
Hans Falk faaer sig snart en Herre igjen,
Og Bruden finder en Hjertenskjær,
Men vi faae et kosteligt Maaltid her!«
»Nu Brudedandsen ædle Riddere!«
CHOR
Forbarm Dig Gud! –
————
BUCKLAW
(styrter ind; Haaret flagrer ham vildt om de blege Kinder; saa snart Lucie
seer ham, flygter hun fra Ridderne, som hun vilde dandse med, skjuler sig i en
Krog foran paa Scenen og trækker sin Kjole bange op for Ansigtet).
BUCKLAW
O vee!
Hvad maatte Øiet see!
– Hvor Bølgen slaaer med Vælde
Og huler disse Fjelde,
Jeg ventede min Fjende. –
Jeg saae ham alt, saa vildt han jog,
At Sandet om hans Ganger slog!
Med eet han svandt – –
Ei mindste Spor jeg fandt;
Det dybe Qvik-Sand dulgte,
Hvad jeg med Hævn forfulgte.
Kun denne sorte Fjer, i det jeg stod,
Henkasted’ Ebbens Bølger for min Fod.
LUCIE
(springer op og griber Fjeren).
Edgar af Ravenswood! (synker død ned).
PAA EENGANG [begynder]
CHOR
O Skræk!
BUCKLAW
Min Brud!
LORD ASHTON
O Gud, mit Barn! ha, hun er død!
PAA EENGANG [slutter]
LADY ASHTON
Ja død!
CHOR
– – Død
– Den vilde Smerte
Har knust det ømme Hjerte! –
BUCKLAW
Jeg – jeg er Skyld i denne Nød!
AILSIE og ANNIE
(indbyrdes, idet de trænge sig frem mellem Tyendet).
