(Udkanten af en Landsby. Til Venstre AGNESES Huus med Blomsterpotter paa den
murede Altan; mere i Forgrunden sprudler en Kilde i en colossal Muslingskal; til
Høire et Osterie og ABONDIOS Huus, en høi Steentrappe fører til
Indgangen tæt ved Huset, i Forbindelse med samme er et gammelt Klokketaarn. Midt
paa Scenen udbreder sig en Platan, i hvis Stamme er anbragt et Madonnabilled, og
rundt om dette hænge smaa Votivtavler, Kors, Hjerter og Hænder
af Sølv, samt store Silkesløifer indviede Madonna. Baggrunden taber sig i en smal
Gyde, indsluttet af hvide Mure, bag hvilke Viinhaver og Bjerge hæve sig. Det er
Aften, Klokkerne ringe til Ave Maria,
Pigerne fra Landsbyen komme med deres Kobberkoncha paa Hovedet,
for at hente Vand ved Kilden.)
CHOR
Hør fra Capellet Klokkens Klang,
Hør Børnene, som synge!
Imedens gaaer i grønne Vang
Den muntre Pige-Klynge.
Vi vandre til Platanen ned,
Tæt ved den klare Kilde:
At sladdre lidt om hvad man veed,
Er ikke just saa ilde!
LUCIA
(træder ud af Moderens Huus, gaaer hen foran Madonnabilledet, hvor hun
hefter to Sølvhjerter, som ere forbundne med en Piil).
Du, som var mild i Glæde, stor i Smerte,
Tag Billedet af mit og Renzos Hjerte.
Den næste Dag skal kjærligt os forene,
Madonna, du vil Lykken os forlene!
PIGERNE
(ved Kilden, idet de see Lucia).
Der er Lucia!
LUCIA
(knælende).
[SAMMEN start]
Ora pro nobis. samta Maria!
PIGERNE
Kom, vi ville
Hende drille!
[SAMMEN slut]
(idet de gaae forbi Madonnabilledet neje de dybt og gjøre Korsets
Tegn).
Santa Maria!
(De samle sig om Lucia.)
Saa Du sviger
Egnens Piger;
Vil indtræde,
Langt fra Glæde,
I den tunge Kone-Stand.
[SAMMEN start]
Han skal byde,
Du maa lyde,
Han er Herre, han er Mand.
LUCIA
Ti kun stille!
Mig at drille,
Andet I jo ikke ville!
[SAMMEN slut]
PIGERNE
Stakkel! han har Dig bedaaret!
Vi kan gaae med Blomst i Haaret,
Flætte smukt vor Jomfru Krands,
Gaae med Knøsene til Dands.
Gjerne da med os Du fløi.
Men desværre,
Du er ei Din egen Herre,
Du maa sye paa Børnetøi!
LUCIA
Ti dog stille!
Selv I grumme gjerne ville!
PIGERNE
Passe Huset,
Skure Kruset!
[SAMMEN start]
Sengene rede, Maden lave,
Det er reent at være Slave!
(Don Roderigo kommer med sine Jægere.)
JÆGERNE
Over Ranken, igjennem Kornet,
Dyret flyer for Jægerhornet!
[SAMMEN slut]
(see Pigerne).
Hvilket Møde i det Grønne!
Piger skjønne,
Fyldige smukke!
Blomster, som er værd at plukke.
[SAMMEN start]
PIGERNE
Vi hans onde Villie kjende!
LUCIA
(idet Roderigo betragter hende).
Hvor hans mørke Øine brænde!
[SAMMEN slut]
RODERIGO
(griber hendes Haand).
Du er smuk!
Bøi dog ikke saa Dit Hoved.
Hvad betyder dette Suk?
Ah, Du er trolovet,
Kan jeg paa Din
Flætning see.
Brud maaskee?
JÆGERNE
(idet de hver omfavne een af Pigerne).
Hos Dig er Alt tilbedeligt,
Jeg vil Dig Elskov lære!
PIGERNE
O, det er noget Kjedeligt,
Kan han mig ei la’ være!
RODERIGO
(til Lucia).
Er det Frygten eller Sorgen,
Som berøver mig Dit Blik?
LUCIA
Herre, det er ikke Skik –!
Og mit Bryllup staaer imorgen!
RODERIGO
Bryllup! – nu saa skal Du have
Dette Kys, som Brudegave!
LUCIA
Hæslige Mand!
(river sig løs og klynger sig til Træet.)
RODERIGO og JÆGERNE
Blomsterne bryde,
Kjærlighed nyde,
Det er Forstand!
ABONDIO
(kommer til).
Hvad er det! – Don Roderigo!
RODERIGO
Bruden gav jeg Brude-Skat!
Nu, den lykkeligste Nat.
JÆGERNE
(idet de kysse Pigerne).
Nu, den lykkeligste Nat!
(de følge Don Roderigo.)
ABONDIO, LUCIA og PIGERNE
Som en Rovfugl-Skare,
De bortfare
Gjennem Dalens Krat og Tjørn.
O, jeg bæver!
(vender sig mod Madonnabilledet)
Op til Dig jeg Øiet hæver!
Du beskytte Dine Børn!
(Pigerne begive sig bort).
RENZO
(kommer fra Gyden, han har et lille Faar under Armen og en Kurv med Fjerkreatur, Gaver, bestemte for Abondio).
LUCIA
Som Ild hans Kys mig brænder paa min Pande!
RENZO
Hans Kys! Lucia! Ha, jeg træffer ham!
(griber Dolken).
LUCIA
Imorgen, Renzo, er jeg evig Din!
RENZO
Jeg med mit Liv skal værne om min Ære!
ABONDIO
Hvis en Mægtig Dig
fornærmer,
Vand i Blodet!
Om ei Helgenen beskjærmer,
Vand i Blodet!
Kan Du Lykkens Maal ei ramme,
Vand i Blodet!
Brændes Du af Elskovs-Flamme,
Vand i Blodet!
Drives Du forvidt af Modet,
Vand i Blodet!
Husk de Ord, som Bøn og Psalme:
»Vand i Blodet!«
For at vinde Seirens Palme,
Vand i Blodet!
I Din Afmagt, i Din Ære,
Vand i Blodet!
Frem for alt man det maa lære:
»Vand i Blodet.«
Har Du det nu ret i Ho’det,
Vand i Blodet.
RENZO
Mit unge Hjerte brænder –
LUCIA
– Af trofast Kjærlighed.
BEGGE
Kun Du min Lykke kjender,
Kun Du min Lykke veed.
Hos Dig jeg glemmer Sorgen,
Jeg føler ret min Vaar,
[SAMMEN start]
Imorgen, ja imorgen,
Vor bedste Dag fremgaaer!
ABONDIO
(betragter Gaverne, Renzo har lagt paa Jorden).
Du bringer mig en Gave,
Dit Hjertelag jeg veed!
Skal jeg det Hele have
For min Uleilighed! –
[SAMMEN slut]
Min unge Ven, jeg spørger: er det Offer?
RENZO
Jeg er ei riig, jeg kan ei bringe bedre!
LUCIA
Min Moder ogsaa sende vil sin Gave!
ABONDIO
Hav Tak! og nu iaften ingen Kyssen;
Du, Renzo, maa, og det i denne Time,
Gaae til Don Razeda di Marivari
Og hent min store Bog, siig kun min store –
Latin forstaaer Du ei! den maa jeg have,
Den hører med til Vielsen imorgen.
RENZO
Jeg flyve vil afsted!
LUCIA
Og jeg, jeg bringer
Perpetua hvad Renzo her har bragt!
RENZO
Lucia!
(trykker hende i sine Arme).
BEGGE
Himlen er i vort Bryst.
– Hvo kan vel male,
[SAMMEN start]
Hvo kan udtale,
Kjærligheds Lyst!
ABONDIO
Der er en Hale
Ved Kjærligheds Lyst!
[SAMMEN slut]
Er det at flye? At hente Bogen!
RENZO
Jeg flyver!
LUCIA
Nu gaaer jeg.
BEGGE
Lev vel!
(han gaaer ud gjennem Gyden. Lucia op i Abondios Huus).
ABONDIO
Saaledes voxe Menneskene op!
Ham har jeg givet Riis og rusket hende,
Og nu imorgen er’ de gifte Folk!
Rosenhække
Groe om Hyttens Vægge,
Der, hvor de begge
Bygge og boe.
Stuen er lille,
Men Plads de finde ville
I Aftnens Stille
At kysses de to.
Jo, jo! –
Kjærligheden
Har den Magt,
Selv den værste Vraaherneden,
Den forvandler til et Eden,
Har man sagt.
Og ud fra dette Paradiis
Gaae uopdragne Poder,
Dem skal jeg ruske og give Riis,
Som Fader og som Moder.
Rosenhække,
Groe om Hyttens Vægge,
Der, hvor de begge
Bygge og boe!
– Det er en Historie,
Daglig den skeer,
Kjærligheds Glorie
Om den man seer.
Smalhans i Huset
Frisk Vand i Kruset,
Skraalende Smaa,
Slet intet paa,
Mueligt dog Vesten.
Intet forresten –!
– Rosenhække.
Groe om Hyttens Vægge,
Der, hvor de begge
Bygge og boe! –
(Under Sangen er det blevet mørkt; fra Baggrunden snige sig to Banditter,
de bære paa Hovedet et grønt Næt, der med en stor Qvast hænger dem ned over
Skuldrene, et Læderbelte med Pistoler og Krudthorn, samt en Dolk og en stor
Kaarde. Den ene stiller sig ved Udgangen af Gyden, den anden lægger sig paa
Trappen foran Abondios Huus, en tredie Bandit viser sig
i Forgrunden til Venstre, siddende skrevs over Muren; deres Opmærksomhed er
henvendt paa Abondio.)
ABONDIO
(bliver først vaer den paa Muren, derpaa den, som spærrer ham Opgangen, og
endelig den bag ved sig).
Hvad vil denne? Hvad vil disse?
Alt mit Mod forgaaer tilvisse.
Dølg din Skræk,
Viis dig kjæk.
(gaaer med paatagen Rolighed henimod Huset).
FØRSTE BANDIT (GRISO)
(reiser sig).
Imorgen skal da Renzos Bryllup staae?
ANDEN BANDIT
Ham og Lucia Du forener sammen?
TREDIE BANDIT
Og Du vil med til Bryllups-Fest og Gammen?
ABONDIO
De giftes vil, og jeg dem vie maa!
FØRSTE BANDIT
(med Kraft, idet han holder Pistolen imod ham).
Men ei imorgen!
ANDEN BANDIT
(ligeledes).
Ikke næste Dag!
TREDIE BANDIT
(ligesaa).
Ei nogensinde –!
ABONDIO
Løftet har jeg givet!
Betænk! forklar! – Det er en egen
Sag!
ALLE TRE BANDITTER
Hvis Du dem vier, koster det Dig Livet!
ABONDIO
Ak, jeg Ulykkelige!
Ak, siig hvad jeg skal sige;
Hvor skal jeg finde Svaret?
FØRSTE BANDIT
Du er advaret!
ANDEN BANDIT
Din Lod Du kjender!
TREDIE BANDIT
Don Roderigo Dig sin Hilsen sender!
ABONDIO
O Vee!
ALLE TRE BANDITTER
Vær taus!
ABONDIO
Jeg tier!
ALLE TRE BANDITTER
Du bliver dræbt, hvis Du dem vier.
(de trække sig bort).
ABONDIO
(halv afmægtig).
Jeg Elendige!
Alt det Indvendige
Neier og dreier;
Jeg er, som Sivet, see hvor jeg sveier!
(han naaer hen til Trappen, men synker afkræftet ned paa det nederste
Trin).
Du Hellige af Assisi!
Store Voxlys, hele ni,
Skal du have,
Blomsterpotter med i Gave!
O, hvor kommer jeg her fra?
(med skjælvende Stemme)
Perpetua!
– Bliv mig fra Livet!
Jeg er som Sivet! –
– Udvendige, Indvendige!–
Jeg Elendige! –
Perpetua!
PERPETUA og LUCIA
(træde ud)
De har kaldet!
Herre, blev De overfaldet!
ABONDIO
Vil I tie!
PERPETUA og LUCIA
O, du Himmel!
ABONDIO
Saae I ikke, jeg blev svimmel.
PERPETUA og LUCIA
Hvad er skeet!
ABONDIO
Ifald Du skriger –!
Dersom jeg eet Ord kun siger –
Ja, saa slaaer man mig ihjel! –
PERPETUA og LUCIA
Har man Dem forbudt at tale!
ABONDIO
Vil I tie! I er gale!
Gaae, Lucia! gaae! sov vel!
LUCIA
Jeg skal gaae!
ABONDIO
Det kan Du høre.
Du skal sove! –
LUCIA
(idet hun langsomt gaaer henimod sin Moders Huus).
Hvad er skeet!
PERPETUA
Herre, siig hvad har I seet!
ABONDIO
Siig mig dog hvad jeg skal gjøre,
De vil vies, jeg skal vie –
Ak, men Tingen har en Hale! –
PERPETUA
Har man Dem forbudt at tale.
ABONDIO
Hvem har sagt det! vil Du tie!
See, der staaer endnu Lucia!
Vil Du ind!
LUCIA og PERPETUA
Sancta Maria!
LUCIA
(gaaer).
PERPETUA
Tal Dem ud, min gode Herre!
ABONDIO
Men jeg tør jo ikke tale!
Du har luret, Du har seet dem!
Don Roderigo vil os myrde!
Og jeg vier dem ikke sammen!
PERPETUA
Don Roderigo har forbudt det?
ABONDIO
Hvis det mindste Ord jeg siger,
Vil han tage Livet af mig!
BEGGE
Jeg er bange, meget bange! –
Jeg i Nat faaer ei et Blund,
Man kan myrdes mange Gange,
Før den næste Morgenstund.
Myrdes, dræbes, – Gud bevares!
Alt kan vendes op og ned!
Hvad kan Een ei vederfares?
Tanken gjør mig kold og heed!
RENZO
(kommer fra Baggrunden med Bogen).
See, her er Bogen. – I er syg.
ABONDIO
Hvad, jeg!
Det var en Svindel, kun en ganske
lille.
Naa det er Bogen! Du har været flink.
RENZO
Det er man Aftenen før sin Bryllupsdag,
Imorgen altsaa!
ABONDIO
Hvad? Hvad saa, min Søn.
RENZO
Det er mit Livs den lykkeligste Time!
ABONDIO
Paa Sligt man gjemme skal – for
Alderen.
Derover har jeg tænkt og da det træffer,
At Du imorgen ikke kan faae Bryllup!
RENZO
Hvorfor? Hvad er der skeet!
PERPETUA
Du veed jo ei hvad der kan nøde
Herren!
RENZO
Ha, nøde! tal! hvo standse kan vort Bryllup!
(griber sin Dolk).
ABONDIO
Renzo, vær fornuftig bare!
PERPETUA
Mord! ak Mord!
RENZO
Guds Blod!
ABONDIO
O Qval!
Jeg vil tydeligt forklare! – – –
Men vær taus!
PERPETUA
Jeg bæver!
RENZO
Tal!
ABONDIO
Gjem dog Dolken, og jeg taler,
Don Roderigo – –!
RENZO
Han vil hindre!
ABONDIO og PERPETUA
Renzo, skrig dog noget mindre!
Vielsen han[mig/ham] forbød!
Han har truet med [min/hans]Død!
RENZO
Don Roderigo!
ABONDIO
Jeg stod her, –
PERPETUA
– tænkte der var ikke nogen,
Du var gaaet efter Bogen – –
ABONDIO
– Da steeg over Muren der
En Bandit, – Een laae paa Trappen,
Og en tredie svøbt i Kappen
Kom fra Gyden, – de mig tvang,
Med Pistoler. – Ogsaa Du,
Med Din Dolk mig tvinger nu,
Dette Vaaben, som jeg hader,
Trak Du mod Din Skriftefader! –
RENZO
(paa Knæ).
O tilgiv! – men ei I kjender –
Blod og Sjæl og Tanke brænder! –
Nei! om det med Helved ender,
Hun er min!
ABONDIO
Sværg, Du vil tie!
RENZO
Først tilgiv mig!
ABONDIO
Nei!
RENZO
Tilgiv!
ABONDIO
Sværg mig Taushed!
RENZO
Du os vie –
ABONDIO
Nei! – Gaae bort! –
RENZO
Saa tag mit Liv!
Min Dolk er skarp, min Arm er stærk,
Kjækt skrider jeg til Hævnens Værk,
Vil man mit Alt mig røve.
ABONDIO og PERPETUA
Han raser mod den Stærkes Magt!
For det Par Ord, som her er sagt,
Vil han et Mord udøve!
ABONDIO
Vær taus som Døden!
RENZO
(med Betydning).
Døden.
ALLE TRE
En Dødsgift gjennem Blodet gaaer,
Jeg høre kan hvor Hjertet slaaer! –
RENZO
(kaster sig paa Jorden).
ABONDIO og PERPETUA
Guds Moder, hjælp i Nøden!
(gaae ind).
Tonio og en Deel af Byens mandlige Beboere, meest unge Knøse, kommmer fra
Staden; Tonio spiller paa Guitarre.
