af H.C. Andersen (1849)  
forrige næste

Anden Act

Morgenstund

(Samme Decoration).

RENZO

    Den lange Nat jeg her alene stod,
    Alene – nei, jeg havde hos mig Sorgen,
    Guds Sol gaaer op, men ei min Bryllupsmorgen,
    Din røde Glands er Roser ei, men Blod!
    Da Alle gik at sove –! De det kunde!
    Ha sove nu –! Lucia, sødt Du blunde,
    Drøm om vor Fest! –

(styrter hen mod Madonnabilledet.)

O lad Dig røre!
    Du Smertens Moder, luk dog ei dit Øre,
    Du vil, Du maa mig høre!

Romanze

Jeg er saa inderlig bedrøvet!
Det er, som Alt var Nat,
Som var jeg reent forladt;
O, hvilken Smerte!
Og dog af Kjærlighed er fuldt mit Hjerte!
Jeg er saa inderlig bedrøvet,
Ei Ord kan sige det!
O havde jeg udgrædt,
Udgrædt min Smerte!
Og dog af Kjærlighed er fuldt mit Hjerte!

(Lucia træder ud, lidt efter kommer Agnese.)

LUCIA

    Min Renzo! – Haanden skjælver! Du er bleg!

RENZO

    Man vil os skille ad!

AGNESE

Den Magt har Ingen.

RENZO

    Abondio vil ei vie os! – Don Rodrigo –

LUCIA

    – Jeg frygter ham! – Vi tør ei blive her!

AGNESE

    Først maa I være gifte – Mand og Kone!

RENZO

    Naar Aftenklokken klinger,
    Jeg til mit Stævne gaaer,
    Skjult under Nattens Vinger,
    Jeg, som en Hævner staaer.

LUCIA

    Naar Barne-Sangen toner
    I Aftensolens Glød,
    Tænk fromt paa din Forsoner
    Og ei paa Hævn og Død.

(klynger sig ængstelig til ham).

RENZO

    Naar Aftenklokken klinger
    Og Mørket tager til,
    Bag Helveds røde Vinger
    Hans Sjæl da skjælve vil,

LUCIA

    Naar Barnesangen toner,
    Ved Dig ei ondt der skeer,
    Høit over Piniens Kroner
    Gud fra hver Stjerne seer!

AGNESE

    Forsigtig maa Du være!
    Og I maa bort herfra.
    En List af mig I lære,
    Og Himlen hjælper da!

RENZO

    Jeg Oprørs Flammen tænder,
    Mig Vennerne forstaae.

AGNESE

    Jeg deres Styrke kjender,
    Nei List vi bruge maa!
    Først maa Du see at skaffe tvende Vidner,
    Med disse kom bag paa Abondio,
    Og da – Du Renzo siger høit og klart:
    »Abondio, Lucia er min Kone!«
    Og Du Lucia, taler ogsaa høit
    »Abondio! see Renzo er min Mand!«
    Naar det er sagt og hørt af tvende Vidner,
    Da er I to saa godt som ægteviede,
    Det er en gammel Skik i dette Land,
    Ved den blev gift min Fader og min Moder.

RENZO

    O var det mueligt!

AGNESE

Derpaa kan I reise,
    I maa herfra!

LUCIA

Men Pater Christophorus
    Maa vide det!

AGNESE

Ja naar det først er skeet;
    I Grunden er det jo en lille Synd.
    Han, i sin Stilling kan ei raade til den!
    Men siden efter kan han os tilgive!

RENZO

    Vor Synde-Tavle blev Don Roderigo!
    Jeg mine Vidner har! see Tonio skylder
    Til Hr. Abondio fem og tyve Lirer!
    Jeg vil betale dem! Han og hans Broder
    Strax hjælpe os! Du vover det Lucia!

LUCIA

    Jeg vover det!

(de synke alle ned for Madonna).

ALLE TRE

Hjælp! hellige Maria!

RENZO

(springer jublende op.)

Romanze

1.
Naar hist over Øen
Maanen stiger frem,
Seile vi paa Søen
Til vort nye Hjem.
Bort herfra.
La, la, la, la!
Jeg er saa salig glad
I Elskovs Lykke!
O ingen Digters Qvad
Kan sligt udtrykke.
Jeg er saa salig glad!
La, la, la, la!

[PAA ENGANG start]

LUCIA

    Du aander glade Sange!
    Mit Hjerte er saa bange.

AGNESE

    Han aander glade Sange!
    Og Du –! Hvorfor saa bange!

[PAA ENGANG slut]

RENZO

    2.
    Morbærtræet grønnes,
    Silke har hvert Blad,
    Fliden herligt lønnes,
    Elskov gjør os glad!
    Bort herfra!
    La, la, la, la!
    Jeg er saa salig glad
    I Elskovs Lykke!
    O ingen Digters Qvad
    Kan det udtrykke.
    Jeg er saa salig glad!
    La, la, la, la!

LUCIA og AGNESE

    [Du/Han]aander glade Sange osv.

RENZO

    Dig skal jeg favne som min Viv!

LUCIA

    Jeg elsker Dig meer end mit Liv!

ALLE TRE

    Guds Moder kjærligt til os see!
    Hun fjerne hver en Sorg og Vee,
    Hun lade kun det Bedste skee!

AGNESE

(til Renzo).

    Afsted!

LUCIA

O bliv!

RENZO

Jeg maa!

LUCIA

O bliv.

RENZO og LUCIA

    Jeg elsker Dig meer, end mit Liv!

AGNESE

    Søg dine Vidner, bring de to!
    Og saa, til Hr. Abondio! – –

RENZO

    For sidste Gang vi skilles ad!

ALLE TRE

    Farvel! Farvel! vær stærk og glad!

(Renzo iler ud).

LUCIA

    Ak! som en deilig Melodi
    Er Ungdoms Drøm og Haab forbi!
    Ei kan mit Hjerte være glad,
    Maaskee vi skilles evigt ad.

AGNESE

(kjærligt).

    Mit lille syge Barn, hviil Du dit Hoved
    Op til mit Bryst og jeg skal synge for Dig
    En Vuggevise, som da Du var lille,
    Fortælle for Dig en Historie,
    Min kjære, min forkjælede Lucia!

(Hun har sat sig ned, Lucia sidder for hendes Fødder og hælder sit Hoved i hendes Skjød).

LUCIA

(betragter hende).

    Jeg seer i dine Øine ind i Himlen.

AGNESE

Vuggevise

    1.
    Sov sødt, Du som opfylder mine Tanker,
    Du al min Glæde her, Du al min Lyst,
    Du som har hvilet under dette Bryst;
    Du veed ei hvor en Moders Hjerte banker! –

LUCIA

    Et Barnehjerte det kan ogsaa banke.

AGNESE

    Jeg Dig omfatter med min Sjæl og Tanke.
    2.
    Du selv en lille Baad med skjøre Planker,
    Af Bølgen vugges fra den stille Kyst.
    Du som har hvilet under dette Bryst.
    Du veed ei hvor en Moders Hjerte banker.

LUCIA

    Et Barnehjerte det kan ogsaa banke.

AGNESE

    Jeg Dig omfatter med min Sjæl og Tanke!

(Jægerhornet lyder).

LUCIA og AGNESE

(fare op).

    Don Roderigo! ha! han kommer atter.
    Du Smertens Moder knus den Ondes Magt.

PATER CHRISTOPHORUS

(træder ind).

    Fred og Velsignelse!

(til Lucia)

Min fromme Datter,
    En Brudegave har jeg her Dig bragt.

(rækker hende en indviet Rosenkrands).

LUCIA

    O fromme Fader her boer Sorgen!
    Men Du ei Haanden af os slaaer.
    Den onde Ridder hist paa Borgen,
    Vil ikke at mit Bryllup staaer.
    Jeg saae hans onde Øine brænde,
    O Gud jeg kan dem altid see!
    Snart komme vil hans Leiesvende!
    Jeg har en Skræk; o Alt kan skee!

PATER CHRISTOPHORUS

    Bønnen er den Svanevinge,
    Som os til vor Gud kan bringe,
    Der vor Smerte vi udgræde,
    Der vi drikke Himlens Glæde!

AGNESE

    Nylig talte I i Kirken,
    Eders Ord jeg nøie veed!
    »Selv Du virke! i din Virken
    Lægger Himlen Hjælpen ned!«

(Jægerhornet lyder igjen).

ALLE TRE

    Jægerskaren! hele Vrimlen!
    Derfor hurtig bort herfra!

PATER CHRISTOPHORUS

    Stol paa mig, men meest paa Himlen!

LUCIA og AGNESE

    Vi os skjule maa!

JÆGERNE

(udenfor).

Trara!

[PAA ENGANG start]

AGNESE

(til Lucia).

    Seer Du, Hjælp kan han ei skjænke,
    Selv vi handle maa og tænke!

LUCIA og PATER CHRISTOPHORUS

    Bønnen er den Svanevinge
    Som os til vor Gud kan bringe!

[PAA ENGANG slut]

JÆGERNE

    Trara!

ALLE TRE

Bort herfra!

(Lucia og Agnese gaae ind i Huset).

PATER CHRISTOPHORUS

    Jeg hader ham den Mægtige!

(med et Blik mod Himlen).

O Fader!
    Det er jo Ret at jeg det Onde hader!
      Fra Ungdoms Tid,
      En Billed-Række skyder frem som Ranken,
      Belyst af Tanken,
      Der bæver hid og did!
    Jeg, Kjøbmands Sønnen, ung og stolt i Hu,
    Med leied’ Skare, vandrede, som Du;
    I Gaden jeg din stolte Slægtning mødte,
    Han vilde ikke vige – og jeg stødte
    Min Dolk dybt i hans Bryst; jeg saae han blødte,
    Den Adelsbaarne laae foran min Fod.
    – Nu Klosterhallen kjølet har mit Blod,
    Der fandt jeg Fristed – Tankens Ro jeg vandt,
    Mig selv jeg der gjenfandt.
      Flyv hen mit Had!
      Og kom Du Aandens Due til mit Hjerte,
      Dulm hver en Smerte
      Med Fredens Olieblad.
      Hør det hvorom jeg bad!

RODERIGO og JÆGERNE

CHOR

    Hussa! i det dunkle Krat!
    Natten er Dag og Dagen er Nat!

RODERIGO

    Jage, drikke, favne sin Pige,
    Det er det jordiske Himmerige!

CHOR

(foran Osteriet)

    Luk op! luk op! Viin vil vi drikke!
    Viin! Viin høre I ikke!

(der bringes Viin, de larme vildt).

GRISO

    1.
    Vi jage gjennem den dunkle Skov,
    Saa at det dundrer for Hestens Hov.
    Vi gjennem Kornet og Hække bryde,
    Hundene halse og Hornene lyde!
    Hussa! i det dunkle Krat!
    Natten er Dag og Dagen er Nat!

RODERIGO

    2.
    Skoven og Marken er Drikkesal,
    Jægerhornet vor Viin-Pokal.
    Ei maa vi savne deilige Qvinder,
    Elskovsblussende Bachantinder!
    Hussa! i det dunkle Krat!
    Natten er Dag og Dagen er Nat!

CHOR

    Hussa! i det dunkle Krat,
    Natten er Dag og Dagen er Nat!

(vild Larm).

GRISO

(idet han seer Christophorus).

    En Lurer! heisa!

JÆGERNE

Pater Christophorus!

(de bøie sig).

CHRISTOPHORUS

    Fred over Eder!

RODERIGO

Bring ham strax et Bæger!

CHRISTOPHORUS

    Jeg vandrer hjem!

RODERIGO

Vi drikke Klostrets Skaal!

CHRISTOPHORUS

    En vigtig Sag mig fører hid til Eder,
    Men vi maa tale ene! –

RODERIGO

Først et Bæger.

CHRISTOPHORUS

    Man har misbrugt Eders Navn,
    Tvunget Hr. Abondio
    Til at nægte en Forening
    Mellem Renzo og Lucia!
    Men I er uskyldig Herre!
    Og vil vise det for Alle,
    Ved at Brylluppet fuldbyrdes
    Ja I kan det og I vil det,
    For Samvittighed og Ære!

RODERIGO

    Ha, Samvittighed og Ære!
    Begge jeg at hævde veed!

CHRISTOPHORUS

    Herre! I retfærdig være!
    Tænk paa Guds Bamhjertighed.

RODERIGO

    Til en Fasteprædiken, Kjære,
    Er ei her det rette Sted!

CHOR

    Fyld hver Pokal!
    Lystigt er Jægernes Bachanal!

RODERIGO

    Jeg kan ikke rede finde
    I den Tale om en Qvinde!
    Munk, kom ikke saa fortroligt, –
    Eders Blod det er uroligt
    For en Pige!

CHRISTOPHORUS

Ja det er det!
    Og min Sjæl er dybt bedrøvet!
    Her staae tre alt Haab berøved’
    Og I hjælpe kan saa let,
    Kun eet Ord – I vil det sige!
    Det er Ædelt, Stort og Godt!

RODERIGO

    Vel saa bring den Stakkels Pige
    Til et Fristed – til mit Slot;

CHRISTOPHORUS

    Eders Slot! – Hun, Ulvens Bytte!
    Gud i Himlen vil beskytte,
    Frelse veed han, Straf han veed;
    I har ei Barmhjertighed!

RODERIGO

    Capuciner!

CHRISTOPHORUS

Dommens Torden
    Ruller eengang, over Jorden,
    Hver en Handling, hver en Tale
    Raaber fra de Dødes Dale,
    Med Basuner og i Flammer,
    Ind til Glæde – eller Jammer!

RODERIGO

    Tomme Ord jeg hører buldre,
    Munk! Din Dragt Dig Redning være,
    Ellers Dine dovne Skuldre
    Skulde Straffens Mærke bære!

CHOR

    Det er intet venligt Møde,
    See, hvor deres Øine brænde,
    Som naar Dolken jeg vil støde
    I et Bryst, hvis Liv skal ende!
    Han tør træde frem og true,
    Ene imod Overmagten!
    Som en Ridder stolt at skue
    Staaer han der i Munkedragten.

CHRISTOPHORUS

    Tanken veed jeg i Dit Bryst,
     Ond og dyrisk er Din Lyst!
    Gud vil Uskylds Børn beskytte!
    Straffe Dig! – Du Syndens Bytte!

(Gaaer med Værdighed bort).

RODERIGO

    Munk! – –

(griber sit Sværd men standser)

– Jeg slaaer dig med min Latter!
    Og favner saa den smukke Evadatter!

(Romance-Melodien fra før)

    3.
    Vildt gjærer Ilden i Druens Saft,
    En Qvindes Kys har dog større Kraft
    Viin vil jeg drikke, Ungmøer favne,
     Qvinde og Viin er de lifligste Navne!
    Hussa! i det dunkle Krat,
     Natten er Dag og Dagen er Nat!

JÆGERNE

    Hvad var det Munken vilde?
    En Præd’ken ved vort Gilde.

RODERIGO

(til Griso).

    I denne Aften, – Du mig kjender, –
    Lucia være maa i mine Hænder!

GRISO

    I denne Aften!

RODERIGO

Ja, som jeg har sagt!
    Hun bringes til mit Slot, brug List, brug Magt! –

GRISO

    Vi gaae herfra,
    Til Slottet I tage,
    Jeg vender da
    Som Speider tilbage;
    I har mig sagt
    Brug List, brug Magt, –
    Ved Ave Maria
    Hver Aften Lucia
    Gaaer ned til Capellet! –

RODERIGO

    Ungmøes Farvellet
    Hun siger i Nat ved mit Bryst!
    Salige Lyst!

CHOR

(Romance-Melodien)

    Vildt gjærer Ilden i Druens Saft,
    En Qvindes Kys har dog større Kraft.

RODERIGO

    Viin vil jeg drikke, Ungmøer favne,
    Qvinde og Viin er de lifligste Navne!

CHOR

    Hussa! i det dunkle Krat!
    Natten er Dag og Dagen er Nat!
DSL logo

© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright

Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab