(Samme Decoration; henimod Aften; GRISO med flere af RODERIGOS Leiesvende
forklædte som Bønder, sidde til Venstre udenfor Osteriet; til Høire er et dækket
Bord for RENZO og hans Gjæster. GRISO har nyligt ageret Improvisator).
LEIESVENDENE
(juble).
Bravo, godt improviseret!
Stolte Vers har han leveret!
(Lucia og Renzo ere midt i en
Saltarello, Moder Agnese slaaer
paa Tamburinen, Tonio støtter sig paa Gervasius Skulder og seer paa Dandsen).
TONIO
Det stor Glæde mig forvolder!
Og betragt kun ham! See Minen.
GERVASIUS
Hun saa nydeligt sig holder! –
Godt slaaer Moder Tambourinen!
LEIESVENDENE
Bravo! Bravo!
GRISO
Vært bring Vinen!
CHOR
»Mora«-Spillet!
VERTEN
(bringer Viin og Mad for Renzo og hans Selskab).
De behage!
AGNESE
(slaaer et stærkt Slag paa Tamburinen).
Endt er Dandsen!
TONIO og GERVASIUS
Det skal smage!
GRISO
(paa den anden Side).
Viin! bring Viin!
LEIESVENDENE
Den bedste Slags!
Og nu Moraspillet strax! –
(Renzo med sit Selskab tage Plads ved deres Bord,
Griso med Kammeraterne begynde Spillet).
CHOR
Sex! otte! fem! tre! ni!
Otte! fire! syv! to! ti! –
VERTEN
(bringer Viin).
Bedre Drue ei kan groe!
Det er Aliatico!
RENZO, LUCIA, AGNESE, TONIO og GERVASIUS
Luften er saa deilig sval
I Platanens Skygge!
Som i kjøle Marmorsal
Er her godt at bygge!
GRISO
Vi sidde her et lille Lag,
Os ingen Sorg krabadsker!
Foroven Piniens grønne Tag,
Forneden – fyldte Flasker!
CHOR
Og Fuglen synger med saa godt den kan.
Og synger Fisken ei, saa dandser han!
[SAMMEN start]
RENZO
(idet han betragter dem, til Verten).
Hvo er de, som sidde hist!
VERTEN
Skikkelige Folk for vist.
De har Penge og de drikke. –
Vide meer behøves ikke.
TONIO og GERVASIUS
Nei hvor deiligt er dog Brødet,
Fuld af Saft er Figenkjødet,
Skinken som Kastanier sød,
Vinen liflig, frisk og rød.
[SAMMEN slut]
GRISO
(til Verten).
Hvo er de, som sidde hist.
VERTEN
Skikkelige Folk forvist.
GRISO
Her fra Byen?
VERTEN
(bejaende).
Mænd og Qvinder!
Renzo, han er Silkespinder –
(med dæmpet Stemme giver han Underretning om hver især).
[SAMMEN start]
ALLE uden LUCIA
Hvor det smager, hvor det qvæger!
LUCIA
Sælsom Angst mit Bryst bevæger!
[SAMMEN slut]
GRISO
Drik dog ud at jeg kan skjænke!
Glasset endnu fyldes maa!
KAMMERATERNE
Vi paa Vandringen maa tænke
Førend Mørket falder paa!
ALLE
Vær forsigtig! vogt Dig nøie,
At de Intet mærke der!
Spøg paa Læbe, Smiil i Øie,
Klæder godt Enhver især.
LUCIA
Ak jeg forudseer det Hele!
(hælder sin Kind mod Renzos Skulder).
GRISO
(til Verten).
Jeg betaler!
VERTEN
Her er Alting nøie sat.
KAMMERATERNE
Snildt vi nu maa os fordele. Tys!
(idet de bryde op hilse de Renzos Selskab)
Den lykkeligste Nat!
ALLE
Den lykkeligste Nat!
RENZO
Den Enes Ansigt synes mig bekjendt!
LUCIA
Hans Blik var speidende! – Jeg har en Angst!
TONIO
Vær uden Frygt! – Snart er Du Renzos Kone!
AGNESE
Tal ei saa høit!
TONIO
Nu faaer jeg min Guldkjæde,
Der staaer i Pant hos Hr. Abondio!
Tak Renzo! Venskab viser jeg for Venskab.
For dine Penge løser jeg mit Pant!
AGNESE
Det bliver mørkt! – Nu maa vi vove det!
(til Gervasius og Tonio).
I banke paa!
(til Lucia og Renzo).
Skjul Eder bag ved Trappen!
Jeg lokke vil Perpetua herned,
Og mens vi tale, smut saa ind i Huset.
RENZO
(til Lucia).
Fat Mod Lucia! husk: »han er min Brudgom«.
LUCIA
Det er Bedrag!
AGNESE
Vær dog fornuftig Barn!
GERVASIUS og TONIO
Ene Tanken mig fornøier!
Det vil blive rare Løier!
LUCIA, AGNESE, RENZO
Læben spøge, Øiet lee,
Ingen Hjerte-Sorgen see!
TONIO og GERVASIUS
(ringe paa Abondios Dør).
Er der Ingen derinde! vil I ei lukke op!
TONIO
Jeg ringer saa Strængen nok snart siger stop.
AGNESE
Naar det lykkes, de reise i Aften afsted!
Jeg Gamle maa blive, jeg kommer ei med!
TONIO og GERVASIUS
(ringe).
Er der Ingen derinde! hvilken Tid man maa staae!
ALLE
De komme, de komme! vær snild, pas nu paa!
PERPETUA
(aabner Vinduet).
Hvem er det derude! hvem ringer saa til.
TONIO
Min Gjæld til Eders Herre betale jeg vil!
PERPETUA
Kom i Morgen!
TONIO
I Morgen er Pengene væk!
TONIO og GERVASIUS
Man sin Gjæld maa betale før Pungen er læk.
PERPETUA
Lad dog være at kime! See, nu skal jeg gaae!
(lukker Vinduet).
ALLE
Hun kommer! hun kommer! vær snild og pas paa!
GERVASIUS
Nøglerne rasle! der er hun!
TONIO
Hold Mund!
GRISO
(sees i Gyden; enkelte Banditter titte i den følgende Scene frem over
Muren).
Forsigtighed!
LUCIA
O hvilken rædsom Stund!
PERPETUA
(aabner Døren).
Træd da indenfor, skjøndt Herren,
Han er syg, vil Ingen see!
Men da I ham bringer Penge –
GERVASIUS og TONIO
Mange Tak!
(de gaae ind i Huset).
AGNESE
Perpetua!
PERPETUA
Er I udenfor Agnese!
AGNESE
Jeg her havde en Strid for Din Skyld!
PERPETUA
Hvad for noget!
(raaber ind ad Døren).
Gaae forsigtigt!
Slukt er Lampen!
(til Agnese).
Kom herop!
AGNESE
Jeg maa vente her paa Renzo,
Man har grueligt bagtalt Dig,
Jeg har taget Dit Partie!
Sagt jeg vidste, Du har givet
Meer end to Personer Kurven!
PERPETUA
De som gnave mig i Hælen,
Agte sig naar jeg slaaer bagud!
Ja jeg veed hvor Du har været!
(gaaer ned af Trappen).
AGNESE
Du har kunnet for hver Finger
Faae en Mand, det har jeg sagt dem!
PERPETUA
1.
Tydskere med lange Lokker,
Danske med et Skjæg, som Pokker,
Knælte for min Fod.
Intetsteds de kunde finde,
Til Model, som mig, en Qvinde.
Jeg var Kjærligheds Gudinde,
Jeg gav Marmor Kjød og Blod!
BEGGE TO
[Du/Jeg] var Kjærligheds Gudinde!
[Du/Jeg] gav Marmor Kjød og Blod.
RENZO og LUCIA
(benytte Øieblikket; med synlig Uro stige de op af Trappen og snige sig
ind i Huset).
Naadens Moder, vær os god!
PERPETUA
2.
Engellændere i Flugten,
Saae paa mig, som Kundskabs-Frugten,
Standsede og blev;
Franskmænd glemte reent at tale,
Mændene i vore Dale
Fuldte med mig som en Hale,
Underligt jeg dem henrev!
BEGGE TO
Fulgte med [mig/Dig]som en Hale,
Underligt [jeg/Du]dem henrev!
PERPETUA
3.
Jeg var deilig, tør jeg sige!
Udenpaa var ei min Lige.
Nu er det forbi.
Men for Skallen kom nu Kjernen,
Inden i sad Skjønheds Stjernen,
Jeg fik meer Forstand i Hjernen,
Jeg er deilig inden i!
AGNESE
Du fik meer Forstand i Hjernen,
Du er deilig inden i!
PERPETUA
(vender sig om og seer Griso med de andre
Banditter).
See dog! hvad ville disse!
AGNESE
Banditter! ja tilvisse!
GRISO
Forføi Dig bort herfra!
PERPETUA
Du hellige Ursula!
(løber op af Trappen, og slaaer Døren i).
GRISO
Gaae strax til Huset, Qvinde!
BANDITTERNE
Vær taus!
GRISO
Luk Døren til! –
Er Du endnu ei inde!
AGNESE
Hvorfor!
GRISO
For jeg det vil!
AGNESE
(gaaer med Uvillie ind).
GRISO og BANDITTERNE
Forsigtig kun og stille,
See, nu er Pladsen fri!
Vi hine fange ville,
De slippe ei forbi!
(nogle lægge sig paa Abondios Trappe andre foran Agneses Huus).
Et lille Værelse hos Hr. Abondio
(ABONDIO i Sloprok og med Nathue, træder frem med TONIO og GERVASIUS).
ABONDIO
Saa kom herind, skjøndt det er noget silde.
TONIO
Og I har Feber!
ABONDIO
See hvor jeg seer ud! –
Min eneste Motion i Dag har været
Derop i Klokketaarnet.
TONIO
Klokketaarnet.
ABONDIO
Ja gjennem Døren der gaaer man derop!
Der er saa svalt og jeg maa have Luft;
Der har jeg siddet, seet udover Søen, –
For jeg er svag –! og jeg gaaer ikke ud!
Jeg componerer! – Veed Du hvad det er?
Til Kirkefesten laver jeg Musikken! –
TONIO
Ja vist! – Med Pauker og med Contrabasser!
ABONDIO
Hu! ja! – det er som sad de mig i Kroppen!
Men Du har Penge til mig!
TONIO
Blanke, gode!
Jeg faaer igjen Guldkjeden og Beviis!
ABONDIO
Beviis! Du er forsigtig! – Jeg er syg!
GERVASIUS
Hvor gjør det ondt!
ABONDIO
I Kroppen! overalt!
Som om alle Helveds Piner
Var sat ud for stort Orchester,
Ret med Contrabas og Fløiter,
Saadan spiller det i Kroppen.
Jeg er spændt i Smertens Trøie,
Kold som Iis og heed, som Lue,
Feberens Herold I skue,
See det Udtryk i mit Øie.
GERVASIUS og TONIO
Stakkels Hr. Abondio!
ABONDIO
Først kom en Susen for mit Øre,
Som naar Basunerne vi høre
Paa Dommens Dag!
GERVASIUS og TONIO
Basunerne paa Dommens Dag!
ABONDIO
Mit Hjerte slog med Paukeslag,
Og ned af Ryggen det mig risled’;
Det var, som Fløitetoner hvisled’
Og stak med sine skarpe Pile,
En Synaals spinkel Tordenkile –
Saa kom en Pause, jeg fik Hvile!
GERVASIUS og TONIO
I fik Hvile!
ABONDIO
Men med fornyet Kraft og Mod
Gik alle Pulsenes Tangenter,
Det var, som inde i mit Blod,
Sad mange Strænge-Instrumenter.
[SAMMEN start]
De spilled op;
Min hele Krop
Var et Orchester kun af Smerte,
Som Tactstok slog mit stakkels Hjerte.
GERVASIUS og TONIO
O hvilken Qval!
(Ja han er gal!)
Ingen, ingen kunne vide,
Hvad et Menneske kan lide!
[SAMMEN slut]
ABONDIO
Jeg mit trætte Hoved bøied’
Taalmod styrkede mit Sind;
Tænkende jeg lukked’ Øiet,
I det Haab at sove ind.
GERVASIUS og TONIO
Søvnen kom og sødt fornøiet
Smilet sad paa Eders Kind.
ABONDIO
Nei, der kom Syner! hu, fæle Larver,
I alle tænkelige Farver;
Stjerner og Pletter,
Lange Skeletter,
Ild Ricochetter,
Hver sprutter og sprætter.
De gik, de kom,
De hvirvlede om,
Nikkede,
Vrikkede,
Klokkerne kimede –
Jeg bevimede!
Helst om Dødens Stund jeg tier,
Atter vaagnede jeg op.
GERVASIUS og TONIO
Alle Smertens Melodier,
Svæve, bæve i hans Krop!
[SAMMEN start]
ABONDIO
Ak, det var en Rædselsnat,
Derfor er jeg bleeg og mat,
Dagen selv var ikke bedre!
Snart jeg gaaer til vore Fædre!
Mueligt længe før I tro.
GERVASIUS og TONIO
Ja der var en Rædselsnat,
Derfor er I bleeg og mat!
Gaae dog ei til Eders Fædre,
Gode Hr. Abondio!
[SAMMEN slut]
TONIO
Tør jeg om Beviset bede;
Her er Penge! Tusind Tak!
ABONDIO
Du skal faae Din gyldne Kjæde!
(gaaer henimod Skabet, standser).
Troer jeg ikke Døren smak –
Var der noget –?
GERVASIUS og TONIO
Oppe, nede,
Alt er stille!
ABONDIO
(rækker ham Kjæden).
Der, pas paa!
TONIO
Tør jeg om Beviset bede!
ABONDIO
Du har Hastværk! lad mig lede
Ud Papiret. Du skal faae –!
(sætter sig og skriver).
GERVASIUS og TONIO
Gid vor List nu lykkes maa!
(Gervasius aabner Døren idet Abondio sætter sig, Renzo og Lucia træde ind, hos hende seer man tydelig Frygten; de nærme sig Abondio; i det han strøer Sand paa
det Skrevne og vil række det til Tonio udbryder)
RENZO
(med kraftig Stemme).
Hr. Abondio! Lucia
Er min Kone!
LUCIA
(skjælvende).
Hr. Abondio – –!
(hun standser og klynger sig til Renzo).
ABONDIO
(vælter af Skræk Stolen og staaer med Hænderne for sig).
Mord! Skræk!
Vil Du væk!
[PAA ENGANG start]
I mit Huus mig overfalde!
Byen jeg til Hjælp vil kalde.
Mord! Brand!
Jeg elendige Mand!
RENZO og LUCIA
De maa hjælpe! De maa høre,
Lade Deres Hjerte røre!
Bliv! Bliv!
Skjænk os Haab og Liv.
GERVASIUS
Ak, jeg faaer en Angst og Gruen,
Bare jeg var vel af Stuen;
Vee! Vee!
Hvad mon nu vil skee!
TONIO
(søger Beviset).
Sanct Erasmus være priset
Hvis jeg finde kan Beviset.
Nei, nei!
Jeg finder det ei!
[PAA ENGANG slut]
(griber det).
(Abondio styrter i Forfærdelse afsted op i
Klokketaarnet; Gervasius som søger Udgangen vælter Lampen).
ALLE
(uden Abondio).
Han er borte! Døren lukket,
Lyset slukket.
Hvis han ringer Kirkeklokken,
Kommer hele Landsbyflokken,
De os gribe! – stille, stille!
Bort herfra vi liste ville.
(snige sig gjennem Sidedøren).
(samme Decoration som før).
RODERIGO, GRISO, BANDITTER
CHOR
Alle Folk er’ nu til Hvile.
RODERIGO
See den Mund, de Øine smile,
Hende fast til Hjertet trykke.
Det er Lykke!
GRISO
Som en Ørn seer ned fra Skyen,
Har jeg gjennemspeidet Byen,
Jeg har faaet see og høre,
Brugt mit Øie, brugt mit Øre,
Været ude, været inde.
CHOR
Nu er Tid vor Seier at vinde.
RODERIGO
Hvis han vier dem –!
GRISO
Skjønheds Datter
Lider ingen Ting derved!
CHRISTOPHORUS
(træder ind).
CHOR
Ha, en Munk!
RODERIGO
Hvad vil I atter!
CHRISTOPHORUS
Hvad vil I paa dette Sted!
RODERIGO
Jeg? Ha! ha! det er til Latter,
At Du spørger mig om Sligt!
Hvad vil Du!
CHRISTOPHORUS
Jeg vil min Pligt!
CHOR
Munken i Roderigos Skare!
CHRISTOPHORUS
(peger paa Agneses Huus).
Der ind gaaer jeg!
RODERIGO
Bort herfra!
GRISO
Fromme Fader! gaae I bare
Trygt til Klostret! aabenbare
Skal vi siden Alting da!
CHOR
Rolig Nat! Frygt ingen Fare!
CHRISTOPHORUS
Nei! jeg bliver!
RODERIGO
(styrter imod ham).
Trodser! – Ha!
CHRISTOPHORUS
(med al sin Kraft og Værdighed).
Straffens Torden
Jeg forkynder!
Knæl til Jorden
Blege Synder!
Skjærsilds Flammen
Snart slaaer sammen!
I døe Døden!
Skrift mig Brøden!
RODERIGO
Knæbler Munden
Paa den Skriger!
GRISO og BANDITTERNE
(halv nølende og med ærbødig Bøining til Christophorus).
Vi har ingen Skyld i Grunden,
Vi kun lystre hvad han siger!
(Agnese kommer frem paa Balkonen, hun seer hvorledes
Roderigos Trudsel udføres, at Christophorus bindes til eet af Træerne, men hver Bandit kysser Munkens
Haand og Kjortel. Agnese udstøder et Skrig og løber
tilbage.)
ALLE uden CHRISTOPHORUS
Et Skrig jeg syntes høre!
Hvo lytter til!
Mon mig bedrog mit Øre!
Speide jeg vil!
(de gaae alle speidende til forskjellige Sider.)
AGNESE
(med et Bundt Rør og Qviste, som hun stikker Ild i oppe paa det murede,
flade Tag).
Jeg et Baal vil tænde!
Vidt det sees herfra.
Qvistene alt brænde,
Hjælpen kommer da.
Lys Flamme over Olietræets Grene,
Til hvert et Huus og skriv paa Væggen din
Forkyndelse, dit »mene, mene
Tekel urphasin!«
Lys, røde Flamme! Farens Stund du mælde!
Hver Moder tænk, at det dit Barn kan gjælde.
Lys op i Skyen, Englene det see!
Lys op i Kirkens Taarn, saa Klokken klinger,
Lys dybt i Dalen, lys paa Alpers Snee!
Flyv Ild-Cherub! jeg veed du Hjælpen
bringer!
RODERIGO
(og Banditterne komme tilbage).
Alt mit Bud skal lyde,
Snart er hun min,
Rosen vil jeg bryde
Duftende og fiin!
GRISO med BANDITTERNE
Vældigt blusser Flammen!
Forræderi!
Hvis Folket stimler sammen,
Hvad gjøre vi!
RODERIGO
(iler mod Agneses Huus).
Hun skal bøde! bløde! –
(Abondios Dør aabner sig, de Flygtende træde ud.)
CHOR
Ha! de komme der!
RODERIGO
(standser).
Iler dem imøde,
Griber enhver!
RENZO, LUCIA, TONIO og GERVASIUS
(stige ned af Trappen med Ansigtet mod Døren, for at see om Ingen komme
efter dem).
[Samtidig start]
DE FLYGTENDE
Sagte og stille,
Nu er’ vi fri.
BANDITTERNE
Sagte og stille.
Nu er’ I fri.
[Samtidig slut]
(De ere netop komne ned paa Scenen idet de overvældes.)
BANDITTERNE
Taushed vi ville!
DE FANGNE
Alt er forbi!
TONIO og GERVASIUS
(bindes hver til et Træ).
BANDITTERNE
Ved mindste Lyd Dit Liv har ende!
RENZO
Døden maae I mig tilkjende,
Ak, men skil mig ei fra hende!
LUCIA og AGNESE
Himlens Gud, du Hjælp os sende!
(i dette Øieblik er Abondio kommet op i
Klokketaarnet og Klokken der ringes stærkt).
ALMINDELIGT CHOR
Klokken klinger,
Høit den ringer,
Kalder sammen!
Ildens Flammen
Hid dem bringer!
(Fra alle Sider strømme Folk til med Raab og Skrig).
[Samtidig start]
BØNDERNE
Mord! Brand!
BANDITTERNE
Vi holde Stand.
[Samtidig slut]
(Skrig og Kamp.)
CHOR
(af Sangen i første Act).
»Gud har seet vor tunge Nød,
Under Overmagtens Vælde,
Undertrykkerne vi fælde,
Frihed eller Død!«
(Roderigo med sine Leiesvende overvældes, nogle falde,
Bønderne bemægtige sig deres Vaaben. Flugt. Christophorus
bliver løst. Agnese er kommet til, Lucia hviler i hendes Arme; endnu falde enkelte Skud).
