© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Samme Værelse paa Herregaarden, som ved forrige Acts Slutning; det er henved Midnat. Vinden bærer Lyd af Trommer og blæsende Instrumenter.
ANNA
(staaer lyttende ved det aabne Vindue).
De fjerne sig meer og meer! – Nu ere de allerede langt borte. Gud, Vorherre, ledsage og hjelpe dem! her er ikke deres Vei! De længes Alle saa saare efter Hjemmet. Men før de komme der, hvor Meget have de ikke at døie og lide! – Nu vil her blive stille paa Gaarden, og stille rundt om! Hermania vil især føle det. Men ogsaa for hende er det godt at de ere borte.
LE GRAND
(træder hurtigt ind).
Anna! veed Du hvad her foregaaer? Veed Du Skandalen? Den vil lyde Landet over, blive at læse i alle Aviser!
ANNA
Hvad er det? De forskrækker mig!
LE GRAND
Det maa vides! – Du, Anna, hendes Moder, hendes Forlovede, Alle paa Gaarden maae vide det! Hun er borte.
ANNA
Hvem? Hermania?
LE GRAND
Hun er ikke paa sit Værelse; hendes Klæder ligge ved Sengen, men hun er ikke gaaet til Hvile. Hun har forladt sin Moders Huus, fulgt Don Kuan de Molina.
ANNA
Tal dog ikke saaledes om Hermania! hun er en honnet Pige, hun kunde ikke gjøre Sligt. Hvor kan De troe saadant? Hvor kan De tale saaledes?
LE GRAND
Hendes Ridehest er af Stalden, veed jeg! Vi maae kalde paa hendes Moder.
ANNA
For Guds Skyld, nei! hun vilde blive syg af Skræk. Og Hermania er her! Hun gaaer maaskee i Haven i det smukke Maaneskin! Hun har ikke kunnet lægge sig at sove i sin Bedrøvelse over den pludselige Skilsmisse fra et Menneske, som vi jo Alle holde af.
LE GRAND
Gaaer i Haven? Jeg siger Dig, hendes Tøi ligger paa Stolen; hun har i een eller anden Forklædning taget Flugten.
ANNA
Hun har maaskee fulgt de spanske Tropper et Stykke Vei; det kunde ligne hende! hun er redet med til Snoghøi for der at sige Farvel til vor Ven. –
LE GRAND
Vor Ven! – et deiligt Navn, naar det betyder Noget. Vi maae kalde paa hendes Moder, vække hendes Forlovede.
ANNA
Vi maae først søge om hende selv, forvisse os om at hun er virkelig borte, og selv da have vi ingen Ret til at troe det Værste.
LE GRAND
Hun er borte! Hvorfor nøle? Hvad har Du derunder?
ANNA
At vi ikke bringe den stakkels Pige i Omtale.
LE GRAND
Hun, som altid var saa øm og mild mod Anna! som altid talte saa deeltagende om Anna! Det er smukt, ædelt! Alt uden Egoisme? Ikke sandt! Jeg har gaaet Livets Skolegang, jeg kjender den store Maskerade, som det Hele er.
ANNA
De er syg, Le Grand!
LE GRAND
Og Du er klog, beregnende klog, som jeg ikke før troede det! Du har Intet imod at Hermania forsvinder. Hendes Forlovede kan trøstes! Men først skal han vide hvad her er skeet, øiebliklig vide det! Kom med! Vi To sammen ville gaae at vække ham! –
ANNA
Jeg gaaer ikke paa hans Værelse.
LE GRAND
Men jeg er med.
ETATSRAADINDEN
(træder hastigt ind).
Anna! Le Grand! hvad er det for en Skrigen? Hvad skal den Hurlumhei? Kan jeg læse i min gode Bog? Kan jeg komme i Søvn og Hvile? Jeg har kaldet, jeg har ringet! Man hører ikke mig, for bare at høre sig selv.
LE GRAND
Hermania er ikke her i Huset, hendes Klæder ligge i hendes Værelse, hendes Ridehest er af Stalden, hun har fulgt Spanierne –!
ANNA
Kun fulgt dem et Stykke paa Vei; hun er her vist tilbage i denne Time –!
ETATSRAADINDEN
Hermania! I lyve begge To! En Piges Rygte er hende kosteligste Lin, og det vil I vaske i Bagtalelsens stinkende Sump! Levede Etatsraaden, I vare knuste! – (Skynder sig til Hermanias Værelse.)
ANNA
Lad os gaae i Haven, jeg troer saa sikkert at hun er der. De veed jo hvor tidt at hun, seent paa Aftenen, fandt Glæde i at gaae der i det klare Maaneskin. De skjændte, men hun bragte dem Blomster, der fyldte deres Stue med Duft, og saa blev De glad og mild.
LE GRAND
Hun elsker den unge Spanier. Det er hendes første Kjærlighed; han reiser bort, kommer aldrig igjen – kan Du da ikke nok forstaae, at hun følger ham, maa følge ham. Hun fik Sydboens Sjæl, Sydboens let rullende Blod –!
ANNA
Hun er en dansk Pige.
LE GRAND
Hun er saa sydfransk, saa spansk, ja maurisk med, at hun kan gjælde for Modsætning ganske til ung Anna, den nordiske Typ! denne Snee, denne Taage!
ETATSRAADINDEN
(kommer tilbage).
Hvor er hun! Jeg troer det slet ikke! – Le Grand! De skulde vaage over hende, opdrage hende! Jeg maa være Etatsraad og Etatsraadinde med! – Ogsaa Carl er borte! Han er ikke paa sit Værelse.
ANNA
Saa er det jo klart og tydeligt at de To have fulgt de Spanske paa Vei.
ETATSRAADINDEN
Nu snakker min Gaas! (Ringer.) Skrive Romaner kan jeg ikke, men træde op og sige Punktum kan jeg! (Til Tjeneren, som kommer.) Kald paa Kudsken; jeg vil til Snoghøi. Paa Minutet! (Hun løber i stor Travlhed ind paa sit Værelse.)
LE GRAND
Etatsraadinden har den samme Forvisning som jeg.
ANNA
Og jeg har den Forvisning at man gjør Hermania Uret. Det vil vise sig!
ETATSRAADINDEN
(med Hat og Reisetrøie, kommer hurtigt tilbage).
Gaae tilsengs! det er Midnat. Jeg er baade Fader og Moder! Nu skal jeg tage fat.
LE GRAND
Skal jeg følge med?
ETATSRAADINDEN
Behøves ikke! De har skruet hende op, nu skal jeg skrue hende ned! – Altid var hun et egenraadigt Barn.
LE GRAND
(idet hun neier).
C’est le mot, Madame!
TJENEREN
(træder ind).
Vognen er spændt for.
ETATSRAADINDEN
(til Le Grand og Anna).
I Seng! – Til Snoghøi! – Jeg er som et fyldt Glas, der er ved at løbe over. Jeg trænger til at tale, men jeg taler ikke, jeg handler! Til Snoghøi!
(Hun iler ud, og Scenen forandres.)
Jomfru Hagenaus Stue i Middelfart
Hyggelig og net; Urtepotter med Blomster; en Canariefugl i Buur. Paa Væggen Silhouetter; et af disse forestiller hendes Hofdame; Rammen pyntet med Blomster. Gammeldags Meubler; Manglebræt med Manglestok, Spinderok og Kakkelovn. Man hører udefra Støi og Trommeslag.
Jomfru HAGENAU
(i Natdragt).
Hvad skeer der dog i denne Nat! Her er et forfærdeligt Røre, en Rummel og Tummel! De marschere og marschere; alle de spanske Tropper drage ud af Jylland og saa videre fort. Hele Byen er alarmeret. Fodfolk og Hestfolk komme paa Baade og i Pramme; der brænde Fakler paa Kysten og paa Vandet. Her har ikke været en saadan Belysning og et saadant Virre i Mands Minde. Regimentet Princesa gik først afsted, nu komme de som laae om Kolding. (Støi og Trommen udenfor.) Jeg er ganske strangeret. Jeg lægger mig! det har jeg bedst af. Nu lige raabte Vægteren Eet. Det er egenligt Morgen efter gammel christeligt Klokkeslet; det var engang min sædvanlige Sengetid, naar min Dame var i Hof-Cirkel og jeg sad og ventede. Hun var en god Dame. For hende kunde jeg lukke op her til Venstre. Da var jeg ung og Qvinde, det er jeg vedbleven at være, Gud skee Lov! Kjærlighed har Malurt, men den balsamerer os med indre Ungdom og tager Beskheden fra den gamle Jomfru! det sagde ogsaa min Dame. Nu er hun i sin Grav; jeg kan gaae i min gode Seng. Men først min Aftensang! (Tager en Bog frem, sætter sine Briller paa og begynder at synge:)
(Det banker paa Vinduet.)
Der er Nogen der slaaer paa Vinduet! Vil man gjøre Kattespas! Jeg er i dybeste Incognito! – Man nævner mit Navn! – Hvad behager? Indbrud kan det da ikke være, da man kalder paa mig; og alle Mennesker ere jo oppe her i Gaden. (Drager Gardinet tilside.) Der er en Haand paa Ruden! ja, der maa jo være en Haand, naar det banker der. (Seer forsigtig gjennem Ruden.) Lige over for, under Lygten, staaer Vægteren, han er mit Forsvar og Værge. (Raaber.) Hvem banker?
EN STEMME UDENFOR
De er oppe, Hagenau! Luk mig ind.
Jomfru HAGENAU
Jeg kjender den Stemme. (Aabner Vinduet.) Hvem er det som kalder?
EN STEMME
Det er mig! Luk mig ind!
Jomfru HAGENAU
Ihane dog! det er Frøken Hermania! Jeg lukker op! (Gaaer hen og aabner Døren.)
HERMANIA
(træder ind. Hun bærer en Mandfolke-Hat med Fjer; har en stor Kappe om sig; denne kaster hun og staaer i Dame-Ridedragt).
Tak! tak! Lad mig ikke forskrække Dem!
Jomfru HAGENAU
Ih, du Forbarmende! kan Sligt finde Sted! – Frøken Hermania, De er jo et halvt Mandfolk! Det er nogle fæle Løier! Hvor kommer De fra saa seent paa Natten og under den Mylren af Soldater.
HERMANIA
Jeg betroer mig til Dem! Her er jeg i Sikkerhed til han kommer.
Jomfru HAGENAU
Hvilken han?
HERMANIA
I faa Ord skal jeg aabent og ligefrem sige Dem Alt. Jeg veed at De har nogen Godhed for mig!
Jomfru HAGENAU
Stakkels lille Frøken, hvad er der overgaaet Dem? Hvorledes kommer De her? Er Deres Moder, Fru Etatsraadinden, med Dem? Er De kommen fra hende og ind i alt det Soldater-Styr?
HERMANIA
Alt vil jeg sige Dem, men skjænd ikke paa mig; tænk ikke paa at kunne omstemme mig, jeg har betænkt Alt!
Jomfru HAGENAU
Ih, du Capitain i Himlens Rige! nu faaer jeg det med Forfærdelse! Er De kommen her uden Familie! Hvad har De for?
HERMANIA
Jeg er her med Den, som er mig den Eneste, den Nærmeste!
Jomfru HAGENAU
Dog aldrig –! ak forlad mig min syndige Tanke! det er umuligt!
HERMANIA
De sidste Uger, hvor vare de rige og fulde af Glæde og Lykke! Verden blev saa lys og stor, naar han fortalte! Vi have forstaaet hinanden; vi kunne ikke skilles; og nu kom Skilsmissen saa pludselig; her var ikke Tid til at overveie, til at raadslaae; her var kun det Ene, at følge med – og jeg har fulgt ham!
Jomfru HAGENAU
Spaniolen! – det blev Enden, sagde Forpagterkonen. Men jeg troede det ikke! jeg troer aldrig hvad der ymtes om.
HERMANIA
(vedbliver).
Jeg tog min Ridedragt! Vi mødtes ved Havelaagen.
Jomfru HAGENAU
Hvem mødte De?
HERMANIA
Don Kuan de Molina, den unge Spanier. Ingen er smuk, ridderlig, god og klog som han. Det var Adskillelsens Øieblik. Hans Sjæl lyste ud af hans Øine og i hvert Træk om hans Mund. »Vi sees igjen!« sagde han. »Jeg kommer atter til Danmark!«
Jomfru HAGENAU
Lad ham først see at komme vel herfra!
HERMANIA
(vedbliver).
Han greb Medaillonen med hans Moders Billed, en Helligdom for ham, en Reliquie! trykkede den til mine Læber, til sine Læber. »Hun er vort Vidne!« sagde han. »Hun vil bede for os, hun vil forene os, nu maae vi skilles!« – »Vi skilles ikke!« sagde jeg, »jeg gaaer med Dig paa Flugt og i Fare! dit Fædreland være mit!« – Maanen lyste; der var en Fred, en Velsignelse, fra Himlen og rundt om os. Hagenau! ja, De er gammel, De kan ikke heelt føle og fornemme det, men har De nogensinde elsket, husk da tilbage!
Jomfru HAGENAU
Uh, nei! De faaer mig blussende rød! Hvor kan De gjøre den Art af Spørgsmaal?
HERMANIA
(vedbliver).
Jeg tog min Hest af Stalden. Snart var jeg hos ham; Side ved Side red vi over Mark og Hede. Jeg syntes jeg var med ham paa Spaniens Sletter. Vi kom til Kysten, og da, ved Indskibningen, tænk Dig, Hagenau! han meente det saa godt, men det var jo min Ulykke, blev han betagen af Angest for mig, greb min Haand, bad mig vende tilbage til min Moders Gaard, talte om hendes Sorg. Fra Spanien, naar han var frelst, skulde jeg høre fra ham.
Jomfru HAGENAU
Men saa var han jo meget maneerlig og fornuftig!
HERMANIA
Han kjendte ikke min Kjærlighed i dens hele Styrke; den er større, anderledes end mellem Moder og Søn. Han greb efter sin Moders Billed, den lille Medaillon, og den var borte, tabt paa Veien over Mark og Gade.
Jomfru HAGENAU
Tabt!
HERMANIA
Han var fortvivlet; vi red den halve Vei tilbage, søgte, ledte –! al hans Tanke var at finde sin Skat, sin Talisman! den var der ikke! En af hans Kammerater naaede os. Soldaterne vare ved at indskibes, her var ikke Tid at blive, han maatte afsted. – »Min Moders Billed, min Lykkes Amulet er tabt, og med den al Lykke og Frelse!« – Han steg i Baaden, – jeg fulgte med!
Jomfru HAGENAU
Men det skulde De ikke have gjort, lille, velsignede Frøken! – Jeg veed hverken ud eller ind! Jeg drømmer! ja, jeg ligger bestemt i min Seng og drømmer det Hele!
HERMANIA
Drømmer! nei, Gud skee Lov, det er Virkelighed! det vilde være frygteligt at vaagne op imorgen og vide at Spaniernes Ophold her i Danmark var kun en Sommernatsdrøm! Virkeligheden er meer end Drøm og Digtning. Spanierne ere her endnu, og i denne Nat kommer han her!
Jomfru HAGENAU
Hvem kommer her, i min Stue?
HERMANIA
Don Kuan de Molina.
Jomfru HAGENAU
Spaniolen!
HERMANIA
Fra vi forlod den jydske Kyst, var ikke længere Tale om at vende tilbage. Vi kom her i Land, Signalet lød at Tropperne skulde samles. »I en Time eller to maae vi skilles«, sagde han. »Hvor kan jeg føre Dig hen til Afreisen? Har Du ikke her en Veninde?« Da tænkte jeg paa Dem, Hagenau! han har fulgt mig herhen. Forund mig at blive her til Tropperne drage bort og han henter mig!
Jomfru HAGENAU
Det kan man læse i en Bog, men det kan man ikke opleve!
HERMANIA
Jo, naar man har Villie og Hjerte!
Jomfru HAGENAU
»Villie og Hjerte«, siger De, lille Frøken. – Der ere de Historier man gaaer stille med et heelt Liv igjennem, naar der er Villie og Hjerte; dem siger man kun sin Dame, naar man har en Dame, og de komme ikke ud. Men Deres Historie, lille Frøken, farer lige lukt ind i Avisen. Intet er helligt for en Avisskriver, og jeg kommer med!
HERMANIA
Det banker! det er allerede ham! O, saa er den tunge Tid udstridt. Luk op! Nei, jeg kan gjøre det.
Jomfru HAGENAU
Ih, du Menneskets Skaber! Jeg maa tilforladelig have en anden Kappe paa og min Flasketrøie; jeg seer ud som en østerlandsk Jomfru!
HERMANIA
Han seer ikke paa Dem.
Jomfru HAGENAU
Jo, det maa De undskylde, jeg er altid et Fruentimmer, og Spaniolerne – fy!
(Hermania er gaaet hen at aabne Døren, Carl Bryske træder ind.)
HERMANIA
Gud i Himlen, har Du forladt mig!
CARL
Hermania! har Du glemt din Moder, glemt dine Venner og Dig selv!
HERMANIA
Hvad vil Du her? Hvad vil Du paa min Vei? Med hvad Ret?
CARL
Jeg er din Pleiebroder, jeg er din Forlovede! Hvorfor har Du saa sildig, ud paa Natten, forladt din Moders Huus, fulgt Spanierne, gaaet med dem over Bæltet. Du vil forstaae at det har foruroliget os. Jeg, fremfor Nogen, har Ret til at følge Dig, og det har jeg gjort. Men nu er jeg glad ved at have fundet Dig her i god Behold hos vor agtbare Jomfru Hagenau. Nu forstaaer jeg at det var et Indfald, en øiebliklig Tanke at Du fulgte med herover til Middelfart.
HERMANIA
Tag ikke mit Forsvar! mellem Dig og mig er det forbi! Hvad man kaldte en Lykke for mig, at vinde Gaard og Formue, er ikke min Lykke! Var Livet gaaet sin fade Hverdagsgang, jeg havde troet, at det var det Rette, at jeg fik denne Verdens Gode, men jeg har lært at der er noget Høiere, noget Bedre, at man kan løftes med Aand og Tanke af en Anden, og jeg er løftet, baaren, lykkelig! flyver som en Fugl i Luften –! Vil nu Du skyde mig ned, og forlange at jeg skal takke Dig?
CARL
Jeg forstaaer Dig ikke, Hermania.
HERMANIA
Nei, hvor skulde Du kunde forstaae mig! Jeg vil hen over det rullende Vand! Jeg har Svanens Natur; jeg vil ikke blive i det stillestaaende Kjær, deiligt nok for Gæs og Ænder at svømme i.
CARL
Ja, i den Tale kan jeg ikke hamle op med Dig! Vil Du løbe ud af Landet med Spaniolen? Skammer Du Dig ikke.
HERMANIA
Nu taler Du dit Sprog! Vi To passe ikke for hinanden. Jeg vilde kjede mig tildøde hos Dig! Tvang man min Haand i din, jeg blev ond. Men Ingen kan tvinge mig!
CARL
Er det saaledes! – Hermania! jeg kunde have givet mit Liv hen for Dig. Vorherre tilgive Dig Alt, hvad Du i denne Time siger!
HERMANIA
Ja, din Tilgivelse venter jeg ikke. Hvert Ord jeg har sagt, vil nok groe med Torn og Braad, om jeg blev her! Men jeg bliver her ikke, jeg følger Don Kuan de Molina!
CARL
Nei, det skal ikke skee! og er Spanieren en Mand af Ære og elsker Dig med ærlig Sjæl, da vil han ogsaa skatte din Ære og byde Dig blive her!
(Jomfru Hagenau gjør en Bevægelse hen imod Carl Bryske for at tale, Hermania træder imellem.)
HERMANIA
Din Tanke naaer ikke op til hans Hjerte. Gaa nu herfra, jeg vil det! Jeg beder Dig derom.
CARL
Du er mig overlegen i Meget, har langt større Begavelse end jeg, men hvad der er ligefrem sundt og rigtigt, har jeg et Begreb om. Jeg gaaer ikke fra Dig før de Spanske ere borte eller din Moder er her.
HERMANIA
Han, den Eneste, som jeg nu tilhører, vil komme her, vove sit Liv for mig! Det vil gjælde dit.
Jomfru HAGENAU
Jeg faaer ondt! Mit Hovedvands-Æg, – vær gode Mennesker, – i Dragkisten.
HERMANIA
Det banker! det er ham, min Ven, min Beskytter!
CARL
Jeg taler kun daarligt for mig og endnu daarligere i et fremmed Sprog; men han skal dog forstaae mig. (Aabner Døren, Etatsraadinden træder ind.) Moder!
HERMANIA
(paa samme Tid).
Min Moder!
ETATSRAADINDEN
Barn! Ulykkens Barn! Forlorne Datter! Du tager Livet af mig! Skal jeg nu ligge syg? Husker Du min store Sygdom? Og Du vil til Spanien! Ja, Gud give vi vare i Spanien, jeg skulde sætte Dig lige lukt ind i et Munkekloster! – Du kan forstaae jeg mener et Nonnekloster!
CARL
Nu er Alting godt, da De er her. Hermania har fulgt de spanske Venner hertil. Mere er det ikke.
ETATSRAADINDEN
I den Klædning! i den Mylren af Soldater! Og hendes Hest, hvad skal den i Middelfart? Den staaer bunden til Træet udenfor, ligesom den var en Helhest!
CARL
Moder, den stakkels Hagenau er syg, i Afmagt.
ETATSRAADINDEN
Det er her ikke Tid til at tænke paa! Hun kommer sig nok. Giver hun Rendezvous-Qvarteer! Jeg skal tale med Hagenau!
Jomfru HAGENAU
Etatsraadinde! jeg er ikke besvimet, jeg ligger hen! jeg kan ikke bære det; men jeg har en god Samvittighed. Jeg er kastet ind i det!
(Man hører Musik fjernt udenfor af de bortdragende Spaniere.)
HERMANIA
De komme! De drage bort!
ETATSRAADINDEN
Paa Minutet have vi Franskmændene! De ere stærkere. God Nat, Spaniere!
Jomfru HAGENAU
Det bliver Myrderi! – Lad det skee i Odense og ikke i Middelfart.
HERMANIA
(for sig selv).
Min Gud, styrk mig! hjelp mig! Det er min tungeste Time!
ETATSRAADINDEN
Udenfor Musik, Rummel og Tummel, indenfor Forbrydelse og Dommedag! Det Ene passer ind i det Andet! Denne Nat vil jeg tidt drømme om, naar jeg faaer fæle Drømme. Det er min Datter Skyld i, og Le Grand, det Revolutionens Barn, og De, gamle Hagenau!
Jomfru HAGENAU
Jeg er uskyldig som et Barn, der ikke er født.
HERMANIA
Jeg er trængt herind i Huset; Hagenau har været uvidende om Alt og er udenfor Alt.
Jomfru HAGENAU
Tak, Frøken, De er Sandheden selv.
HERMANIA
Jeg har sagt Carl Bryske at mellem ham og mig er det forbi; det er hans Gavn, som det er mit. Vi passe ikke for hinanden. Men at jeg er gaaet bort fra Dig, Moder, uden Ord og Afsked, er en Feighed, og er det Dig en Sorg, da er jeg bedrøvet. Jeg beder Dig om Forladelse!
ETATSRAADINDEN
Og dermed troer Du det Hele er klappet og klart?
HERMANIA
O, hvorfor kom Du her! Du gjør Bortreisen saa bitterlig tung, thi bort maa jeg, vil jeg! Min Lod er kastet. Hvad skal jeg sige Dig. Hvorfor kom Du? Moder!
Jomfru HAGENAU
Det banker paa Døren, det banker og det banker; det gjør ikke Andet i denne Nat end banker paa Dør og Vindue. Jeg lukker ikke op! Det er Spaniolen.
ETATSRAADINDEN
Her er Mand imod Mand, og jeg er saagodt som to Fruentimmer. Enten Hr. Molina nu taler Spansk eller Fransk, jeg skal tale med ham, vise ham Damen i mig, som Etatsraaden sagde.
HERMANIA
Guds Moder, bring mig Hjelp, og jeg troer paa Dig!
CARL BRYSKE
(har aabnet Døren).
Madam Ballerup!
Madam BALLERUP
(træder ind).
Stort Selskab! Om Forladelse! Hagenau, ja jeg skulde først komme i Morgen op ad Dagen, men da jeg saae Lys herovre –!
Jomfru HAGENAU
Ballerup, De troede vist at jeg var død. Jeg er ikke langt derfra.
ETATSRAADINDEN
Ere de Franske isigte? Kommer Pontecorvo?
Madam BALLERUP
Jeg veed Ingenting; men i mit Huus er det som i en Noahs Ark, de rykke ind og de rykke ud. Der var en ung Officeer, deilige Øine havde han, han gav mig et Brev til Jomfru Hagenau.
ETATSRAADINDEN
Har Hagenau Correspondance med de spanske Officerer? Hagenau, ja De er reen!
Jomfru HAGENAU
Min Hofdame i Graven! Deres Naade vidne for mig!
HERMANIA
Brev! lad mig see! Det er til mig.
Madam BALLERUP
Den unge Officeer sagde at jeg skulde gaae til Jomfru Hagenau, først imorgen aflevere det; men da jeg saae at Hagenau endnu var oppe, og Breve skal man ikke gjemme paa –
HERMANIA
Det er fra ham, min eneste Ven!
(Aabner Brevet og læser.)
Jomfru HAGENAU
Det drømte jeg ikke om i Kong Frederik den Femtes Tid; da stod ogsaa Koldinghuus, og saa Meget stod, der nu ligger.
ETATSRAADINDEN
Giv mig Brevet, jeg vil læse det!
HERMANIA
(som har læst Brevet).
Jeg blive tilbage! (Hun synker om med et Skrig.)
ETATSRAADINDEN
Fald nu i Afmagt! saadanne Scener. Brevet! hvor er det?
CARL
Hun knuger det fast i sine Hænder.
ETATSRAADINDEN
Jeg vil læse det! – Det er Børneopdragelse! og den holder man en adelfødt Française til. – Ballerup! skaf mig en Baad! min Vogn holder ved Snoghøi!
Jomfru HAGENAU
Hun er i Afmagt! bleg og deilig som en Guds Engel!
CARL
Lad hende hvile! saalænge lider hun ikke, og Spanierne drage bort!
ETATSRAADINDEN
Ballerup! vær taus med hvad De her har seet og hørt. Lad ikke Middelfart faae Sladder. Den dybeste Taushed!
BALLERUP
Den kan De stole paa! Vi ere jo fire Fruentimmer.
(Musiken lyder stærkt og nærved af de bortdragende Spaniere.)
CARL
Stakkels Hermania!
(Musiken falder stærkt ind og Tæppet falder.)
Ende paa anden Act