© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Dagligstue paa Herregaarden; til Høire er Indgang til Hermanias Værelse, lidt længere tilbage, paa samme Side, er Opgang til Gaardens Taarn; paa den modsatte Side og i Baggrunden ogsaa en Dør; gammeldags Meublement. Det er tidligt paa Morgenen, Dagen efter Spaniernes Afmarsch.
CARL
(alene).
Vi ere igjen hjemme, hvor Alt staaer, som det stod i Aaringer og bringer til at tænke paa saa mange fornøielige Timer, saameget Godt herinde. O, hvor jeg da var glad og troskyldig! nu har jeg faaet Øinene op, faaet Erfaring, som man kalder det; men jeg var dog mere lykkelig før jeg fik den. Naa, det kan ikke hjelpe at gaae og falde sammen. – Der er kommet saa Meget paa eengang! I denne Nat har jeg oplevet en saadan Deel, at det nok ikke glemmes i et heelt Liv. – Jeg skulde og burde være vred paa Hermania og det er jeg jo, hun er i min Tanke, men ikke i mit Hjerte. Før var det min bedste Glæde at tænke paa at gjøre hende glad, kunde høre hende sige: det er deiligt, det er velsignet! Jeg gik og lavede sammen for mig, at hun og jeg kunde blive lykkelige med hinanden, og saa var jeg hende en Træklods om Benet. Det er saa bitterligt at lægge i Kjærlighed et Menneske ind i sit Hjerte og saa Mennesket træder os paa Hjertet derfor. Det skeer vel i Verden med Flere end med mig! Baandet er nu revet over. Hun er fri, og jeg er fri.
ANNA
(træder ud af Hermanias Værelse).
De er ikke gaaet tilsengs?
CARL
Og Du ikke heller, Anna!
ANNA
Hvor kunde jeg det! Den stakkels Hermania, – Gud være lovet at hun er her igjen! Hun ligger stille hen, som laae hun i Afmagt, dog, det er ikke Tilfældet; hun har et Par Gange aabnet Øinene, men lukkede dem strax igjen. Jeg troer, at hun har Hvile; den vil styrke og gjøre hende godt.
CARL
Maaskee.
ANNA
De er vred paa hende. Hun har Uret mod Dem, men husk paa hendes Ungdom, hendes Natur, alle Forhold! hun er som en Fugl, der flyver afsted, qviddrer og veed ikke selv hvad den synger.
CARL
Ja, naar Fuglen kun synger – men hun! – – derom ville vi ikke tale. Jeg har været bedrøvet, men nu klarer det sig for mig! Jeg holdt af hende, men hun ikke af mig; jeg hang paa! Hvo veed hvad Skyld jeg har i den Fart, hun har taget.
ANNA
Spanieren er Skyld i al hendes Fortræd!
CARL
Nei, Anna! hvad senest er skeet, er hendes egen Skyld. Han har ikke forlokket hende til dette Skridt. Jeg veed hvad Hermania har betroet gamle Hagenau. Hermania er af egen Drift fulgt med, hun har overrasket ham.
ANNA
O, siig dog ikke Sligt!
CARL
Han bad hende vende tilbage til sin Moders Huus, bad hende mere end een Gang, det hjalp ikke; da førte han hende til Jomfru Hagenau, og da hun var i Sikkerhed der, fulgte han sine Kammerater. Brevet, hun fik, kjender jeg ikke, men jeg troer, at den spanske Officeer har handlet ærefuldt.
ANNA
Hun saae ham ikke mere?
CARL
Hun laae som en Død; hun hørte ikke, at de marscherede forbi. Det var en lang Afmagt! Da hun slog Øinene op, talte hun ikke et Ord.
ANNA
Stille og villieløs fulgte hun med her hjem!
CARL
Det skar mig ind i Hjertet at see hende saa overvældet og betagen. Hun var saa hvid i sit Ansigt som et Liig. Jeg talte i Baaden venlige Ord til hende, hun hørte mig ikke. Hendes Moder og jeg talte til hende paa Vognen, men hun svarede ikke.
ANNA
Heller ikke da vi bragte hende tilsengs. Hun lukkede sine Øine, som om hun sov.
CARL
Jeg tager i denne Morgen hjem til min Gaard; her er det mig piinligt at være, og at jeg kommer afsted, det er ogsaa bedst for Hermania.
ANNA
De vil bort! Allerede i Dag.
CARL
Hvad har jeg at blive her for.
ANNA
Just i Dag, efter hvad der er skeet, vil det være saa haardt for Deres Pleiemoder, om De reiste, og De vil ogsaa kunde standse og mildne de stærke Udbrud, der ville komme mod den stakkels Pige.
CARL
Overtal mig ikke til at blive. Jeg vil bort! Alt er istand til Afreise.
(Gaaer hurtigt.)
ANNA
Han fortjente det bedre! – dog hans lykkelige Dage komme nok igjen! nu er han trykket, men han fik et godt Humeur af Vorherre, det vil komme tilbage! (Hun seer Hermania træde ind.) Hermania! (Vender sig uvilkaarligt.)
HERMANIA
Du gaaer fra mig, – fordi Du troer, at Du er bedre end jeg!
ANNA
Det kunde jeg aldrig troe eller tænke.
HERMANIA
Men Du er bedre! Der er saa Meget gaaet op for mig i denne Nat! Du har havt det glædesløst her i Huset, nu forstaaer jeg hvad det vil sige, at savne Glæden.
ANNA
Gid at jeg kunde trøste og styrke Dig!
HERMANIA
Mine Tanker have jaget mig ud af Sengen! mine Tanker rugede over mig den hele Nat, men jeg fornam, hvad der skete udenom. Du bøiede Dig over mig, der faldt en Taare paa mit Ansigt, Du aftørrede den. Tak for dit Sindelag imod mig! Altid var Du mild og god! Jeg har slet ingen Venner, og jeg trænger til en Ven, jeg kan udtale mig for, og vide, at jeg ikke spottes.
ANNA
Gud velsigne Dig for din Tillid til mig!
HERMANIA
Du hører til de lykkelige Naturer, der, som Lærken i Buret, bliver glad ved at faae en frisk Græstørv ind bag Jerntraadene og lidt Fuglegræs hængt om Buret; skinner saa en Solstraale derind, saa qviddrer Fuglen af Glæde i den Smule Herlighed, den fik. Jeg derimod forlanger saa Meget, den aabne Mark, den hele Skov, Frihed og Solskin, det Bedste i Verden være mit! Og jeg troede, at jeg havde alt Dette.
ANNA
Stakkels Barn!
HERMANIA
Du veed ikke, hvad det er, saaledes med hele sin Sjæl, hele sit Væsen at være draget til et Menneske, fortabe sig i ham, troe paa ham, som paa hele Livets Sum, – og da pludseligt at fornemme, at Alt er en Skuffelse, et stort Bedrag!
ANNA
Han førte Dig fra din Moders Huus.
HERMANIA
Ja, ved sin Kjærlighed, ved sin Tale, ved hele sit Ophold her! men i Afreisens Øieblik stødte han mig bort, bød mig blive, forlod mig! de skærende, skurrende Ord gjentog han i Skrift. Det hele Brev, Ord for Ord, er i denne Nat, mange Gange gaaet gjennem min Tanke, men, underligt nok, for hver Gang, var det som Ordene fik en mildere og renere Klang. Det er selsomt, at i en rigtig dyb Sorg, der knuger os, saa Alt bliver sort Nat, kan pludseligt i vort Hjerte blive lagt et Frø, der lyser inde i os og vi troe paa et Foraar igjen.
ANNA
Hans Brev til Dig –?
HERMANIA
Han skrev: »Du har i din Kjærlighed til mig, glemt Dig selv; det er min Pligt, at jeg ikke glemmer det.« – Det kunde han nænne at sige! »Med mig paa Flugt, gaaer Du mod Besværligheder over dine Kræfter!« – O, kun lidt kjender han den Kraft, der er i min Kjærlighed! – »Og i mit Hjem, hos min Familie, vil din Opoffrelse ikke blive forstaaet!« –
ANNA
Ja, ja!
HERMANIA
(vedbliver).
»Bliv i din Moders Huus. Før Aar og Dag, om Gud og de Hellige ville det, skal Du erholde fra mig et Brev, gladere end dette. Vær stærk, som jeg er tro!«
ANNA
Hvad Bedre kunde han skrive!
HERMANIA
Havde jeg Tro, da var jeg allerede stærk!
ANNA
Bed til Gud ret af dit Hjerte, og den vil blive Dig given; Du vil erkjende, at Don Kuan har handlet ærligt mod Dig. Der kommer en Foraarsdag igjen, som Du alt tænker Dig!
LE GRAND
(træder ind i stærk Bevægelse).
Fra Taarnet kan jeg see om de komme! skydes, det er en let Død!
HERMANIA
Hvad er det! Hvor vil Du hen! Hvad er skeet!
LE GRAND
Du her! Du er ikke i din Seng! Du er ikke dødssyg, som de sagde.
ANNA
Hvad er skeet? Hvad har De seet!
LE GRAND
Seet! jeg har ikke sagt, at jeg har seet Noget! Nei! Intet. Tro mig, naar jeg siger det! Jeg har fundet en Ting, en Medaillon, den Don Kuan altid bar paa sit Bryst.
HERMANIA
Den har Du fundet! hvor? Giv mig den!
LE GRAND
Hans Talisman, som han kaldte den, hans Moders Billede; hans Elskerindes er det.
ANNA
Le Grand!
HERMANIA
Hvor fandt Du den?
LE GRAND
I Haven, ved Laagen ud mod Veien.
HERMANIA
Der, hvor han trykkede den til mine Læber! Ja, det er den! hans Moders Billede.
LE GRAND
Er Du saa vis paa det. Jeg seer Portraitet af hans Elskerinde i det solvarme Spanien.
HERMANIA
Hende, seer Du! see rigtig til! Her er en lille Fjer, jeg trykker paa den –! (Medaillonen aabner sig idet hun trykker paa den skjulte Fjer.) Det har han lært mig. Hvad seer Du nu? Et lille Vers. Saameget Spansk kan Du vel forstaae. Læs Verset: »Min Søn, mit Høieste i Kjærlighed paa Jorden, see her din første Kjærlighed, din Moder!« og her staaer hendes Hustru-Navn og Slægt-Navn.
LE GRAND
La Vega! – Ja, det staaer der! La Vega, det var hendes Navn. Hans Talisman! han skal aldrig mere see den! jeg kaster den i Ilden.
HERMANIA
Den er min! ikke din.
LE GRAND
Jeg fandt den.
HERMANIA
Jeg tog den.
LE GRAND
(griber Hermanias Arm og hvisker hende i Øret).
Jeg har fortalt Dig om min ulykkelige Søster; om Spanieren, som bedrog hende; hans Navn var Molina, han ægtede en La Vega, forstaaer Du mig nu. Don Kuan er tilvisse deres Søn. Jeg kom til Danmark, Sønnen kom til Danmark, det er en Nemesis!
HERMANIA
Medaillonen beholder jeg; Du faaer den ikke; hverken ved Magt eller List.
LE GRAND
Medaillonen, det fattige Stykke, holder Du paa. Jeg kunde fortælle Dig en Historie –! fortælle Dig et dristigt Eventyr, – der vilde gribe Dig med Forfærdelse, saa at Medaillonen faldt Dig ud af Hænderne –!
HERMANIA
Fra denne Nat er jeg ikke længer Barnet, der lytter til dine Rædsels-Eventyr –! jeg ønsker ikke at høre flere. Lad mig i Ro! – Farvel Anna, og Tak!
(Gaaer ind i sit Værelse.)
LE GRAND
Hun vil træde mig med sin Hæl. Overmodet er endnu ikke tæmmet! Skammen ikke gaaet gjennem Blodet –!
ANNA
Hun har lidt, hun har stridt –! gjør hende ikke Øieblikket tungere at bære.
LE GRAND
Anna, jeg vil sige Dig det –!
CARL BRYSKE
(træder ind).
LE GRAND
Hr. Carl Bryske, ja, ogsaa De maa vide det! De er fornærmet, krænket –! De har at hevne den Skam, der er overgaaet Huset!
CARL
Hvad er det! Hvad vil De sige mig!
LE GRAND
Den unge spanske Officeer, Don Kuan, Forføreren, han er her!
CARL og ANNA
Her!
LE GRAND
Saasnart de spanske Tropper havde naaet Fyen, er han tilfods vendt her tilbage; her i Haven søgte han en Medaillon med hans Moders Portrait; her har han tabt den. Jeg fandt den. Pludselig stod han for mig, fortalte sit Tab, var i Fortvivlelse! Spørgsmaal paa Spørgsmaal om Hermania, blandede sig i hans Tale, som om hun og Medaillonen havde samme Betydning for ham.
CARL
Og De gav ham den?
LE GRAND
Gav ham den! – saa taabelig var jeg ikke.
ANNA
Det var grusomt!
LE GRAND
Jeg hader Spanierne! en Broder faldt for deres Guerillas; en Søster – det var en Leg, en Hverdags-Historie. Jeg sagde ham ikke at jeg havde fundet den!
CARL
Han er borte igjen?
LE GRAND
Nei! han er her. Jeg sagde ham, at Medaillonen var funden, jeg kunde skaffe ham den, men først om en Time – og før en Time ere Franskmændene her. Iilbud er gaaet til de Nærmestliggende, Telegraphens sorte Tavler have talt; endnu i Formiddag veed selv Pontecorvo, at Spanierne ere paa Flugt.
ANNA
For Guds Skyld! vil De holde det ulykkelige Menneske tilbage? Franskmændene vilde skyde ham.
LE GRAND
Ja! og Husets Ære er reddet, Folkesladderen faaer et Omsving.
CARL
Hvor er han?
LE GRAND
I den lille Havestue.
CARL
De er et resolut Fruentimmer, Le Grand! De veed at tage Tingen!
LE GRAND
Mine Landsmænd komme! man skal alt fra Høiderne kunde see deres blinkende Bajonetter, jeg kom just for fra Taarnet at see, om det er saa!
CARL
Ja, fra Taarnet –! Lad os see! Ræven skal i Rævesax, Le Grand!
LE GRAND
De er den, han meest har krænket, De er i Deres Ret. (Gaaer med Carl op i Taarnet.)
ANNA
(alene).
Ogsaa han! Jeg kjender ham ikke igjen; det var som om det Onde fik sin Magt. Den unge Spanier er forraadt, de Franske dræbe ham. Han kom her for Medaillonens Skyld, for Hermanias, for at vide hendes Skjæbne. Han maa bort herfra! men hvorledes? Sige Hermania det? Nei, jeg river igjen alle Hjertets Vunder op! Hendes Moder –? Hun er uberegnelig. Carl Bryske var den Eneste, der kunde frelse og hjelpe, og han er opfyldt af de Skuffelser, han har lidt; han er ikke Den jeg troede han var. Hvad skal jeg gjøre? Hvad er det Rette? Gud! indgiv mig en Tanke! Ja, jeg vil selv gaae ned til Don Kuan; jeg skal finde Ord, jeg skal kunne udtrykke mig! Han vil forstaae mig. Øiebliklig maa han bort! Den Ubesindige, at komme her tilbage!
(Idet hun vil gaae, træder Carl Bryske ind.)
CARL
Nu sidder hun der! Jeg fik hende op i Taarnet, slog Døren i; hun skal ikke forraade Nogen. Anna, sørg for at hun ikke slipper ud, naar Franskmændene komme. Nu gaaer jeg til Spaniolen; han er en ærlig Karl, han skal ikke blive sat i Klemme. Og er det nødvendigt, saa rider jeg selv med ham til Odense; man har da Lov med sin Rideknegt at reise i eget Land, skulde jeg troe.
ANNA
O, hvor Du gjør mig glad! Du er Den, som jeg altid tænkte mig Dig at være! Jeg svimlede et Øieblik over din Tale til Le Grand. Det var Uret af mig! Jeg er saa glad, saa lykkelig!
CARL
Anna, hvor Du er hjertensgod, ret som en Pige skal være! Jeg har været saa bedrøvet for hvad der er gaaet over mig, men nu løftes det, nu klares det, nu seer jeg det anderledes. Mine Pleieforældre lavede en Forlovelse mellem mig og Hermania; jeg gik ind i Sporet og hun gik med –! Hun var mere klarsynet end jeg, hun saae, at vi ikke passede for hinanden; Ægteskab tør ikke laves af Andre end de To, det selv gjælder. Anna! nu klares det for mig. (Griber Annas Haand).
ANNA
(afbryder).
Skynd Dem til den unge Spanier! faa ham bort herfra før de Franske komme!
CARL
Husker Du, Anna, jeg bad mig selv til dit Bryllup. Jeg ønskede Dig Huus og Gaard.
ANNA
O, min Gud! skynd Dem, før det bliver for seent!
CARL
Og naar vi ses igjen, Anna – –!
HERMANIA
(træder pludseligt ind).
Carl Bryske! min Pleiebroder! Jeg er ikke længer din Brud; det er brudt, men jeg er voxet op med Dig, jeg er groet fast med Dig, jeg kjender Dig og troer paa Dig! Nu er jeg i Angest og Bedrøvelse – hjelp mig, selv om Du ikke kan forstaae min Tankegang! jeg er jo en overspændt Pige.
CARL
Hvad forlanger Du af mig?
HERMANIA
Denne Medaillon tilhører den unge Spanier, som iaftes med Tropperne drog herfra. Det er hans Moders Portrait, Alt hvad han eier efter hende, hans stadige Tanke! Her er den tabt, jeg har faaet den – bring ham den! Rid til Odense, til Nyborg, til Romanas Qvarteer.
CARL
Ja, jeg lover Dig det! Jeg skal bringe ham den!
HERMANIA
Jeg har krænket Dig, men jeg vidste i min Nød at Du ikke negtede mig en Tjeneste.
CARL
Nu først i denne Morgen er det gaaet op for mig, at Du i Alt er mig forud, ogsaa i Kjærlighed. (Tager Medaillonen.) Jeg skal bringe den med en Hilsen fra Dig.
HERMANIA
Fra mig! – O, gid at jeg kunde lukke mine Øine og sove Aar og Dag! da vaagne op –! O, hvilken Hilsen da!
ANNA
Her er ikke et Minut at blive!
CARL
(sagte til Anna).
Vogt vel Le Grand! Farvel, Anna! –
(Iler ud.)
HERMANIA
Le Grand! hvad sagde han om Le Grand?
ANNA
Han troer hende ikke, og har lukket hende inde her i Taarnet! Hun vil forraade Spanierne for de Franske.
HERMANIA
De veed jo om deres Flugt, derfor komme de. Spanierne have Intet betroet hende, hun kunde forraade. Vi lukke op for hende.
ANNA
(forskrækket).
O nei! lad hende blive! Carl Bryske paalagde mig det.
HERMANIA
De spanske Tropper ere midt inde i Fyen, paa Vei til Odense og Nyborg. Der er ingen Grund til at indespærre Le Grand; hun vil tage skrækkeligt paa Veie! Jeg aabner Døren.
ANNA
Hun vil forlange Medaillonen tilbage, hun vil gjætte at Carl Bryske er redet bort med den – hun vil sige sine Landsmænd det –!
HERMANIA
Du har Ret! Han tør ikke standses! Men hun vil fra Taarnet kalde Folk til for at befrie hende. Hvad gjøre vi?
ANNA
Var Carl Bryske dog afsted! Hans Hest staaer heldigviis sadlet, da han tænkte paa at ride hjem.
HERMANIA
Le Grand vil gjøre Alt for at krænke mig.
ANNA
Aldrig talte hun mig haardt til, selv i sit heftigste Lune! Jeg vil gaae til hende! – Var kun Carl Bryske afsted!
HERMANIA
Gaa til hende! – Kald det en Spøg, et Indfald af ham! Tal som Du vil!
ANNA
Endnu kan han ikke være dernede!
HERMANIA
Snart er han der, og snart vil han naae Spanierne, finde Don Kuan, blive Vidne til hans Glæde ved Gjensynet af Medaillonen! Han skal høre hans Stemme! o, den lyder i mit Hjerte, for mine Øren, det er endnu som Luften klang af den. De deilige Romancer han sang, og som jeg husker, som jeg tidt vil synge, thi han er i Sangen. (Hun har sat sig ved Claveret, Tonerne klinge, hun begynder med sagte Stemme de Molinas Romance fra første Act: Angel de amor. Stemmen løfter sig stærkere, og idet den lyder i dens fulde Kraft, hører man udenfor de Molina gjentage Sangen; hun holder pludseligt op og lytter.) O, min Gud! hans Stemme! jeg hører den! Er han her endnu –! Nei, den tier. Det var et Varsel, en Aabenbarelse! Jeg fornam det saa tydeligt!
ANNA
Hvilken Angest!
HERMANIA
(som seer ud af Vinduet).
Der rider Carl Bryske ud af Gaarden. – Hvo er det som følger ham? Denne Skikkelse – den vender Hovedet og seer herop! – Don Kuan de Molina!
ANNA
For Gud i Himlens Skyld! Du seer feil!
HERMANIA
Han hilser herop! (Hun kaster Haandkys.) Nu er han borte!
ANNA
Du har troet at see ham!
HERMANIA
(drømmende).
Troet at see ham! – Hans Billede staaer for mine Øine! hans Stemme klinger i Luften om mig! (Staaer hensjunken i Tanker. Man hører Trommerne udenfor og Sangen »Allons, enfants de la patrie,« meer og meer nær.)
ANNA
De Franske komme! hør! hør! – Gud frelse og beskytte ham.
HERMANIA
Det vil han! Min Frygt er borte! Nu har jeg Tro! nu er jeg stærk! Vi sees igjen før Aaret ender!
(Den franske Sang og Musik lyder stærkere med Trommehvirvel tæt udenfor, og Tæppet falder hurtigt.)