Første Deel

I.
I aaben Baad. - Den gamle, forfaldne Herregaard.

Det var en stærk Kuling fra Nord-Ost. Gjennem store Bælt gik svær Sø; den væltede mod den smalle skovgroede Ø Langeland, som Oehlenschlæger kalder »en Rosengreen, kastet i Vandet«, og som han saa smukt i sin »Langelands-Reise« har besunget; vi have kun at sige om den, at paa Nordspidsen her havde et Selskab slaaet sig til Ro om Madkurven; Vognen, der igjen skulde føre dem hjem til Herregaarden, holdt tæt ved. Brændingen sprøitede den ene Gang høiere end den anden, Champagnen knaldede og Vinden greb i Servietterne og Damekaaberne, som vare halv paa, thi det var seent paa Høsten.

»Men det er jo næsten en Storm!« sagde den ældste Dame.

»O, det er saa deiligt, Mama!« sagde den Yngre; »bare der maatte strande et Skib!«

»Gud forlade Dig!« sagde Moderen.

»Men de Strandede skulle faae det godt! vi ville give dem Skinke og Champagne, rede Seng for dem hjemme paa Gaarden ...«

»Ti dog stille! det er jo grueligt! og see dog bare, der er et lille Fartøi derude! Gud, det vælter! det kan aldrig gaae godt! Gud skee Lov, at vi ere paa det Tørre.«

Fra Sjællands Side, langt ude, kom en stor aaben Baad; kun eet Seil var oppe, det svulmede i den stærke Blæst og førte Baaden i flyvende Fart over de høie Bølger, der snart løftede den saaledes, at man troede at see Kjølen, snart næsten skjulte selve Seilet.

»Hun gaaer godt derude!« sagde en ældre Mand, der var med i Selskabet; »men ud for Sandrevet, naar de vende, ville de faae Kjær-ligheden at finde. Det bliver haardt at lægge ind til Lohals, og til Fyen komme de ikke, uden at det bliver smult Vande.«

»See, hvor deiligt, Mama!« raabte den unge Dame, idet Baaden krængede høit paa en Sø og Vandet sprøitede hen over den.

»Grueligt er det,« sagde Moderen, »men interessant!«

Vi ville nu see, hvor interessant de derude finde det.

Baaden var fra Fiskerleiet Skovshoved ovenfor Kjøbenhavn, og havde herhid altsaa gjort en ret anseelig Søreise; ved Roret sad en Mand i guul Voxdugs Trøie og Buxer, en bred Hat af samme Stof hang ham ned om Skuldrene. Manden syntes at være klædt paa til at kunne gaae tørskindet gjennem Havet. Det var Baadens Eier, Ole Hansen fra Skovshoved; ved Siden af ham havde Plads en ung smuk Mand, ogsaa i Sømandsklædning, men Tøiet var fiint, Snittet hvad man kalder »fjong«; det var Grev Frederik, en ung Student, hvis Faders Gods laae i Fyen. To andre vel indsvøbte Personer sad foran en stor Madkurv, af hvilken den Ene idetmindste bestandig spiste, en Fjerde laa udstrakt paa Bunden af Fartøiet, vel tildækket med Kapper, der dreve af Vand; han var høist lidende, det smukke Ansigt dødblegt, det sorte, vaade Haar laa fast paa Kinden; han saae ud som Liget af en ung, skjøn Gladiator.

»Lad mig styre hende, Hr. Greve!« sagde Ole Hansen, idet de fik den omtalte Sø, som fra øverst til nederst gjennemvædede den Syge; denne slog Øinene op, to Øine, saa mørke, saa lynende, som vare de fødte under Italiens Himmel.

Ole saae med fast Øie paa de fremvæltende Bølger, der nu, da Baaden forandrede Cours for at gaae omkring Landpynten, vilde virke i hele deres Kraft, og han vidste med megen Kløgt ligesom at omgaae dem; Relingen blev slikket af den tunge Bølge, der syntes at ville vælte over det lille Fartøi, men dette dukkede ned og lod den nye Bølge igjen løfte sig høit i Veiret.

»Herligt styret, gamle Ole!« raabte Frederik. »Det er en Lyst! vi flyve som Søfugle! og see, hvor prægtig Blæsten tager i Toppen, saa det ryger efter! Der staaer en Regnbue i Draaberne!«

»Vi faae snart nogle andre Draaber!« sagde Ole og pegede mod Skyen. »Den graa Karl deroppe vil snart give Vand! Vi maae gjøre et Slag for at tage lidt af Vinden! Seilet i Læ!«

Rask, som en øvet Matros, udførte Grev Frederik den befalede Manoeuvre; en stærk Sø krængede næsten Baaden; de To ved Madkurven sprang op, selv den Syge kom paa Benene. »Sid stille!« raabte den Gamle med stærk, bydende Stemme, »øs af Baaden!«

De adløde, og nu gik det med halvrebede Seil længer ud fra Land.

»Og Du, som skulde være den Lystige!« sagde Grev Frederik, og saae paa den Syge, som igjen havde lagt sig, »Du er rigtignok morsom paa en ny, men høist kjedelig Maneer! Vi kunne godt føre Dig i Land, Du vort Contrabande for Øen Fyen; Ingen vil kjende Dig.«

Det begyndte at regne, Solen var ved at gaae ned. Den idelige Krydsen havde endnu kun bragt dem en fjerdedeels Miil ned paa den vestlige Side af Langeland. Det Gods, som tilhørte Grev Frederiks Fader, og hvorhen de vilde, laa paa den fyenske Kyst mellem Svendborg og Faaborg, og de havde altsaa endnu en betydelig Strækning at lægge tilbage; Strøm og Vind vare dem imod, drivvaade sad de der, og allerede een Nat havde de tilbragt fra Kjøbenhavn ude under aaben Himmel.

»Vi naae ikke Svendborg ved dette Daglys,« sagde Ole, »vi maae søge ind under Fyen!«

»Hør,« sagde Frederik, »det er ikke meget mere end en god halv Miil op i Landet, at den gamle Gaard ligger, hvilken min Fader har kjøbt og vil lade bygge op til mig; skulle vi søge derop? Den er en reen Røverkule at see til, men ganske romantisk, og hvad der er endnu bedre, der have vi Tag over Hovedet og Folk til vor Opvartning; der ligger en Avlskarl og en Meierske med Suite. Vi ville hverken lide Sult eller Tørst. Styr kun efter Svindinge Kirketaarn, det der! det stikker op i Luften som en Flaske! ... Her paa Kysten, veed jeg, er en lille Aa, som falder ud mellem Buskene; ved Høivande, som nu, kan man sætte lige op i den, og Baaden ligger som bag Fatters Bagerovn.«

»Du har rigtignok faaet os godt ud at seile!« sagde han ved Madkurven; »havde jeg ikke havt den velsignede Appetit, saa havde jeg for længe siden ligget som Herman der.« Og han pegede paa den Søsyge.

Det blev mere og mere mørkt; Baaden gik som en Gynge, og i hvor skarpt gamle Ole saae, og i hvor godt han styrede, de fik dog et Par stærke Søer; Regnen, der faldt, havde derimod ikke stort at sige for de Drivvaade.

»Sætter Du paa, Ole?« spurgte Frederik, idet de gik med stærk Fart mod Kysten.

»Her er Aaen!« sagde Ole, og det var rigtig den; hans Kjendskab til Strømningen, hans øvede Øie havde ledet ham. Seilet faldt, med et Spring var han i Land, »Halloi!« ... Baaden slæbte han til Siden og kastede Touget om en af de store Stene. Lænkehunden ved Fiskerhuset tæt ved gjøede allerede sin Velkomst.

En Vandring paa en god halvmiils Vei kunde være ganske velgjørende for de vaade, forfrosne, unge Mennesker, der vilde strax afsted til den forfaldne Herregaard. Ole skulde blive ved Fartøiet; i Fiskerhuset kunde han huses; den lille Flaske med Rum og det halve Mundforraad overlodes ham.

»Min Randsel er den letteste;« sagde Herman, der nu paa Landjorden begyndte at blive talende. »Jeg har idetmindste een Skjorte for os hver, og det er altid noget!«

Vandringen begyndte; mørkt var det, Veien tung og sandet, Regnen faldt i tunge Draaber.

»Man skulde ikke kunne sige, at vi ere komne paa det Tørre endnu,« sagde Herman. »Jeg har en Følelse, ligesom jeg gik paa Havsens Bund og den imellem neiede med mig!«

»Hør, hvor det suser i Træerne!« sagde den Anden, »det bliver værre og værre! veed Du bestemt Veien, Frederik? at vi ikke komme til at løbe hele Natten eller nødes til at banke paa et Bondehuus, hvor de ikke engang lukke os op. Jeg maa holde Dig i Kjolen, for jeg seer ikke et Skridt foran mig!« ..... i samme Øieblik styrtede han saa lang han var, men kom under almindelig Latter igjen paa Benene.

Vandringen havde nu allerede varet over en Time, da Frederik gav den Forsikkring, at de i Mørket maatte være komne forbi det Sted, hvor Veien dreiede af til den gamle Gaard. De lyttede, og under Blæsten troede de at høre en Hundegjøen. Nei - de toge vistnok Feil; jo, det var rigtignok en Lystreise. De lyttede igjen .... et jamrende Skrig naaede dem.

»Hvad er det?« spurgte de hverandre.

»Det er Blæsten!« svarede de sig selv; men atter løde de klagende Toner.

»Nei, hvad er det dog?« sagde den Ene til den Anden; Ingen

kunde forklare det; de stode endnu et Øieblik og gik saa videre. Vi ville senere faae at vide, fra hvilket Menneskebryst disse dybe Suk kom.

Pludseligt viste sig foran dem et Lys.

»Nu veed jeg Veien,« sagde Grev Frederik, »der ligger Gaarden.«

Og i samme Øieblik var Lyset forsvundet, men i den Retning, hvor de havde seet det, styrede han.

»Jeg har allerede Støvlerne saa fulde af Vand,« sagde den, som fulgte nærmest, »at jeg ikke veed, hvor dybt jeg egentlig gaaer; her synes jeg imidlertid at det bliver altfor frisk koldt om Fødderne. Skulle vi ikke være komne i en Mose?«

»Jo, det er vi!« sagde Frederik, »men det er den korteste Vei og man kan godt bunde. Det er den saakaldte tørre Side af den gamle Voldgrav, vi passere. Nu staae vi ved Huset.«

De vare tæt ved det, ja vare sikkert løbne med Ansigterne lige imod Muren, hvis ikke oven for dem, neppe en Alen borte, Lyset atter var blevet synligt bag et Vindue. De raabte et stærkt »Halloi«, der gik som det var indstuderet, og besvaredes af en tre, fire Hundes Gjøen. Ingen viste sig, Blæsten hylede og kastede dem store Regndraaber i Ansigtet. De bankede paa Ruden, og nu kom bag ved den et Ansigt og derpaa et andet, uden at dog de derinde sagde et Ord, eller aabnede Vinduet. Det unge Mandskab gjorde stærkere Larm. Frederik slog en Rude itu, idet han raabte, at de skulde lukke op. »Kom med Lys, I Fæhoveder!« skreg han, »det er mig, Grev Frederik! luk dog op i det Hundeveir!«

»Jesus!« var Svaret, og nu blev der indenfor en Travlhed; Lyset blev taget bort, og de derude stode i Bælmørke; Hundenes Gjøen tog til; - endelig knagede Laagen paa den lukkede Træport, en Lygte lyste, og Karl og Pige modtoge de Indtrædende med Udraabet: »Herre Kors! i dette Veir!«

»Vi komme fra Kjøbenhavn!« sagde Grev Frederik, »vi komme tilsøes, paa aaben Baad og ere gaaede iland for det onde Veir. Gjør istand derovre i Salen ved Taarnet; det er nok det taaleligste Sted!«

»Der seer forfærdeligt ud,« sagde Karlen, »men den Sal er vel bedst; vi kunne stoppe Noget i Vinduerne!«

»Mine Herrer!« sagde Frederik, »saa ville vi nu holde vort Indtog paa min lille Eiendom! jeg haaber, den om Aar og Dag skal vise sig

i bedre Skikkelse, og da skulle vi indvie den med et ordentligt Gilde! Gaa bare forsigtig! her skal balanceres paa Bræt og paa Stene! -Skaf imidlertid noget Varmt! Hvad har I her? Øl og Æg i det mindste har I, for Rum og Citroner ere vel ikke at opdrive?«

»Jo!« nikkede Pigen og stak sit røde, fornøiede Ansigt frem fra Forklædet, som hun for Regnen ihast havde kastet over Hovedet.

De vandrede afsted, men hvert Øieblik snublede de over Stene og Brændestykker. Karlen førte dem med Lygte ned af en med Nelder bevoxet Skraaning og lettede imellem lidt paa nogle Brædder, som dog derved ikke kom til at ligge stort bedre.

»Det er den anden Voldgrav, vi nu komme over,« sagde Frederik; »her har i gammel Tid staaet en Herregaard med Volde og Grave; den blev for et halvhundrede Aar siden revet ned, paa et Taarn nær, og man klinede en stor Bindingsværks-Bygning op istedet; den er igjen under salig General Maag reent faldet sammen og min Fader har kjøbt hele Skrammelkisten. Jorderne ere gode, her er deilig Skov og Stedet ligger prægtigt; næste Foraar bliver hele Kassen revet ned og en ny Bygning kommer istedet.«

De stode nu i den indre Gaard, der fra tre Sider indesluttedes af en To-Etages Bygning; et herligt stort Lindetræ bredte sine Grene ud til alle Sider; Bygningen saae ved den svage Lygtebelysning ret anseelig ud.

»Her er jo deiligt!« raabte En af dem, »en prægtig stor Dør midt paa Huset!«

»Men ingen Trappe!« sagde Grev Frederik og dreiede Karlens Arm med Lygten; man saae nu, at de brede Trappestene vare tagne bort; et rustent Jernrækværk, der havde hørt til Opgangen, stod stillet op mod Døren, der, nærmere betragtet, hang kun paa een Hængsel og bugnede i Fyldingen.

»Hold Lygten i Veiret, at man kan see Leiligheden,« sagde Frederik, og ved Belysningen viste det sig, at der i Vinduerne neppe var en heel Rude; et Par Vindueskarme vare gledne ud af deres Sammenføininger, og i Muren selv vare Revner, som om den hele Bygning nylig havde prøvet en stor Jordrystelse.

Gjennem en lille Dør kom de ind i en smal Gang; her maatte de over Gruus, Stene og en sønderbrudt Muur, og vare da i et Kammer, hvor bogstaveligt de lasede Tapeter bevægede sig i Blæsten; de kom forbi en stor Skorsteen, der, da Underdelen var revnet, holdtes ved Bjælker og Stivere; Vinden susede deroppe. Derpaa gik de gjennem en Række forstyrrede Værelser, i hvilke Gulvene, eller idetmindste en Deel af disse, vare brudte op; et enkelt gammelt Møbel, Haveredskaber, overkalkede, plumpe Steenfigurer laae i Krogene.

Endelig vare de i en stor Hjørnesal, som bar mindre Spor af Ødelæggelsen. Væggene her, halv panelede, vare næsten skjulte med ormstukne Familie-Portraiter fra Riddertiden; her stode gamle ærværdige Fruer med deres Hund paa Armen, eller med en stor Tulipan i Haanden, Riddere med Slagsværd og Jagthunde, samt præsteklædte Personer med Psalmebog, latinsk Devise og Aarstal. Et gammelt opslaaet Claveer havde Plads midt paa Gulvet.

»Og Instrument ovenikjøbet!« raabte den Ene, og slog en Accord paa det; man hørte de klapprende Tangenter og tre skurrende Strenge; Spillemanden selv gjorde et af disse komiske Spring, man gjør, naar man er ved at falde, og det var han, thi der laa foran ham en gammel Dør, den til Taarnet. Lyset fra Lygten blev stukket i en Flaske, som heldigviis laa i det aabne Claveer.

»Flere Lys!« sagde Frederik, »og bring os saa nogle af dine Klæder, Christen! men rene maae de være! Du seer, vi drive af Vand! - Saa mange Hestedækkener som muligt, nogle Knipper Halm ind i Taarnet der, men Alt i Gallop! Pigen maa slagte Kyllinger og lave det Bedste istand; men først Punschen, at vi kunne varmes op! i Gallop, Christen! i Gallop!«

Og det gik i Gallop; Christen bragte alle sine bedste Kisteklæder, og dertil en stor laaden Reisepels, som tilhørte Grev Frederiks Fader. Det ene vaade Stykke blev kastet efter det andet; Randselen blev imidlertid aabnet og Alt taget ud; imellem Lommetørklæderne fandtes ved en Feiltagelse indpakket et Par Svømmebeenklæder.

»Det er Himlens Styrelse!« sagde vor søsyge Candidat, som nu var Lystigheden selv. »Her er en stor Buxemangel, smaa Bidrag modtages med Taknemmelighed! Dog, jeg er bedst vant til disse, jeg tager dem og Pelsen. Svømmebeenklæder og Skindpels, det er et godt Costume! Mine naadige Damer - «han bøiede sig for de alvorlige Portraiter rundt om, »De undskylde!« Og nu skete Forvandlingen. »Søndagsklæderne maa Geistligheden have!« sagde han og trak sin eneste og bedste medbragte Klædning frem. Vor gode ærværdige Manuducteur maa see meest menneskelig ud!«

Det var den Ældste her, Talen var om, den eneste Borgerlige i dette lille Kammeratskab, en Holstener ved Navn Moritz Nommesen, han havde manuduceret de tre Andre til Philologicum og Philosophicum, der just nu var endt. Formanden for det hele eventyrlige Tog, Grev Frederik, hvis Fader havde, som sagt, sine Eiendomme i den østlige Deel af Fyen, var fra Barndommen af vant til at seile om i sin egen Baad, havde som Dreng gjort Tour til Als og Angeln, ja, efter Artium to Gange med Ole Hansen prøvet Søreisen i aaben Baad fra Kjøbenhavn og hjem; nu var en lignende arrangeret og sat istand, Manuducteuren var med, og to Jevnaldrende, Baron Holger og Baron Herman, men Udfaldet, som vi see, ikke det heldigste. Under Tag og i tørre Klæder sad de nu; fem store Lys, rigtignok Tælle- og Spedelys, tændtes og opstilledes i høist forskjellige Stager. Inde i Taarnet blev med Halm og Hestedækkener redet en prægtig Søsterseng. Punschebollen dampede og efter det første Glas dandsede - ikke Stuen, - men Vennerne rundt. Regnen skyllede ned ude, og Stormen ruskede i den skrøbelige Bygning.

»Herman!« sagde Grev Frederik, »nu skulde bare Døren aabne sig, din Bedstemoder træde ind og see Dig mellem os! Du, som ikke tør komme til Fyen!«

»Men jeg kan ikke forstaae Konen!« sagde Manuducteuren.

»Ja, hun er heller ikke til at forstaae,« afbrød Herman; »der er somme Tider, jeg vil kalde det lidt for meget Originalt ved hende, men til andre Tider igjen saa meget Godt og Ædelt. Næsten i Alt hvad hun gjør, stikker Gemyttet frem; de Fattige velsigne hende. Det er kun os, hendes Nærmeste, at hun er lidt haard imod; mig, for Exempel, har hun, fra jeg blev født, aldrig ret kunnet taale at see.«

»Ja, naar han fortæller om hende,« sagde Frederik, »saa tager hun sig ganske ordentlig ud, men gal er hun alligevel. Om Forladelse, jeg veed nok, at hun er din Bedstemoder. I Italien har hun forelsket sig i Guido Renis Billede af Beatrice Cenci, afmalet, som hun kjører til Retterstedet, og derfor har Baronessen altid en hende »a lafantasia« tillavet Rettersteds-Dragt; hun har den i Variationer: Rettersteds Reisekappe, Rettersteds Morgenkjole og Rettersteds Baldragt af Atlas saadan en mødte hun med ifjor paa et af de største Baller.«

»Paa samme Tid man leer af hendes Paaklædning,« sagde Herman, »sidder hun med alle sine Piger og syer Klæder til fattige Folk!«

»Ja, jeg finder hende slet ikke saa gal, «sagde Baron Holger, »imellem siger hun jo Ting, som ere høist træffende. Folk faae Sandheden at vide, naar de komme til hende. Der indbød hun forleden hos sig en Forsamling af de første Ædere, - Provsten var da med, -hun indbød dem paa et fornuftigt Maaltid - og saa fik de kun Vandgrød og Torsk, samt et Foredrag over, hvor skadeligt det er at fordærve sin Mave.«

»Men det er jo en prægtig Kone!« sagde Manuducteuren.

»Jeg har i ti Aar ikke seet min Bedstemoder,« sagde Herman, »og der kan gjerne, om hun lever, gaae ti Aar endnu, før hun kalder mig herover.«

»Hun leve!« raabte Holger, »Originalerne maae ikke døe bort, de gjøre samme gode Virkning i Verden, som Uniformerne i Theatret.«

Han hævede Glasset og Skaalen blev drukket, men idet Hurraet endte, hørtes et sælsomt hendøende Suk; alle Fire dreiede Hovedet mod den Side, hvorfra Sukket lød, men Ingen sagde et Ord, overtydede om, at det kun var Vinden, de hørte.

Medens de ere muntre, ville vi nogle Øieblikke gaae til den omtalte Bedstemoder.