II.
Bedstemoderen.

For en firesindstyve Aar tilbage saae det i Danmark sørgeligt ud for den stakkels Bonde; han havde det ikke stort bedre end et Trældyr. Istedet for Vornedskabet, som Kong Frederik den Fjerde hævede, var Stavnsbaandet kommet; saa godt som alle Bønder vare Livegne, og til deres to og halvtredsindstyvende Aar forpligtede til Krigstjeneste; mange unge Karle søgte at slippe fri ved at skjule sig, Andre lemlæstede sig selv for ikke at optages.

Herremanden til Gaarden, hvor nu den originale Bedstemoder boede, hendes Svigerfader, havde været en ryggesløs Krabat, en af den Tids barbariske Herremænd, om hvem der i Sagnene leve gruelige Erindringer.

Inde i Porten viste man endnu en Aabning, gjennem hvilken Bonden blev heiset ned i det saakaldte Hundehul. Fugtigheden fra Voldgraven sivede gjennem Muren dernede og i vaade Aaringer stod Gulvet med Dynd og Vand, hvori Frøer og Vandrotter havde deres Tumleplads. Her stak de Bonden ned, og hvorfor? tidt alene fordi han ikke kunde betale hvad der var paalagt ham at betale for den elendige Gaard, Herremanden havde befalet ham at tage, og paa hvilken Bondens arvede Skillinger vare blevne tilsatte. I Taarnet laa endnu den spanske Kappe, som mangen skikkelig Mand havde maattet bære, og midt i Gaarden, hvor der nu var en smuk Græsplet og Provindsroser, havde Træhesten staaet; paa dens Ryg havde Bonden med Blyvægt om Benene, tidt siddet sig til en Krøbling, medens indenfor Baronen drak med sine gode Venner eller pidskede Jagthundene, saa at de pebe omkap med Rytteren udenfor.

Det er til den Tid, i denne Gaard og til denne Herremand, vi ville træde tilbage.

Nogle lasede Bønderdrenge stode og kigede ind i Gaarden. En red der igjen paa Træhest, for »den kunde dog bedst øire Bondeknolden«; det var lange Rasmus, som de kaldte ham. Engang havde han Lidet til bedste og derfor tvang Herremanden ham til at overtage en ussel, faldefærdig Gaard. Rasmus satte Alt til paa den, dog derved blev den ikke stort bedre og Afgifterne kunde ikke svares. Herremanden lod Rub og Stub derinde vurdere, og derpaa Rasmus med Kone og Barn sætte ud af Gaarden. Rasmus gjorde en bedrøvelig Vise derom og blev derfor sat i Hundehullet. Da han kom ud, overlod man ham et jordløst Huus paa Marken; for dette usle Skuur med en Smule Kaalhave og et Stykke af Hovmarken, to Tønder stort, maatte han og Konen slide og slæbe deres meste Tid paa Gaarden; imorges knyede han, at det var for haardt et Liv, og derfor red han nu paa »Træhesten.« Denne var et smalt Bræt, reist paa to Pæle; skraas over det var den arme Synder sat; to tunge Muurstene havde de bundet ham ved Benene for at disse kunde strækkes ned, og Sædet paa det skarpe Bræt derved blive ham smerteligere.

En ussel, bleg Kone, med forgrædte Øine, stod og snakkede venligt til den Karl, der havde en Slags Opsigt med Synderen; hun var lange Rasmus's Kone; Rasmus havde hverken Hat eller Hue paa; ned om Ansigtet hang ham det tykke Haar, som han imellem rystede, naar Fluerne plagede for slemt. De tunge Muurstene tvang Fødderne mod Jorden, men i hvor meget han strakte Taaspidsen, kunde han dog ikke faae Støtte.

En lille treaars Pige, hans og Konens Barn, deilig som en Guds Engel, krøb i Græsset, og mens Moderen talte med den vagthavende Karl, nærmede Barnet sig Faderen, og enten efter Instrux af Moderen, eller af barnlig Instinkt, skød hun ganske sagte en Steen ind under Faderens ene Fod, hvorved han kunde støtte den. Barnet havde allerede ganske sagte taget en Steen til den anden Fod og saae med sit kloge, deilige Ansigt op til Faderen; da stod Herremanden, Hr. Baronen, ligefor i Porten med sin store Ridepidsk; han havde seet hvad der skete og Pidsken knaldede hen over det stakkels Barn, der udstødte et smerteligt Skrig ved Slaget; Moderen styrtede sig hen imellem dem, men Baronen sparkede til den frugtsommelige Kone, der styrtede om paa Brostenene ....

Vi vende os fra denne afskyelige Scene, af hvilke der i hine saakaldte »gamle gode Dage« er oplevet mange, og fortælle kun, at dette Barn, hvis Hals og Arm svulmede ved Pidskeslaget, da hun skjød Stenen hen under Faderens, lange Rasmus's Fod, medens han red paa Træhesten, nu ingen Anden var end den gamle Frue, Bedstemoderen; dette Barn, som han slog, blev i Tiden hans Sønnekone.

Saa mørkt et Billed fra sin Barndom, som det meddelte, levede i Erindringen hos den gamle Kone, hvis Originalitet er bleven omtalt og udleet. Selv herskede hun nu alt i mange Aar paa denne Herregaard, hvor der var sparket hendes Moder en tung Sygdom til, hvor hendes Fader havde siddet i Hundehullet og redet Træhesten; de smukkeste Roser havde hun ladet plante paa dette Rettersted.

Om den onde Herremand gik endnu mangt et Sagn. I Herskabs-Begravelsen i Kirken stod hans prægtige Marmor-Sarcophag, omgivet af Engle og med forgyldte Indskrifter; selv havde han i levende Live ladet al den Pragt komme fra Italien og opsætte i Kapellet. I et vildt, lystigt Lune gik han og Drikkebrødrene over i Kirken, og der satte han sig midt i sin Kiste og drak sin Skaal, Kammeraternes Skaal og tilsidst Fandens, og saa sad han død i Kisten. Nogle sagde, at han havde faaet et apoplectisk Tilfælde, men de Fleste vidste det bedre, - det var Fanden, der havde dreiet Halsen om paa ham.

Herremandens Søn, den Eneste han havde, var ligesaa raa og vild, som Faderen, men ikke ond; han førte et tøilesløst Liv, men blev tilsidst virkelig forelsket og det var i Skoleholderens Pleiedatter, en Deilighed, som Landet kun har faa af. Hun var Datteren af den lange Rasmus; hun var kjæk, overgiven og forunderlig, men dydig, og hvorledes det nu gik og ikke gik, Baronen maatte tage hende til Kone, vilde han have hende. Nu fortælles der rigtignok af onde Tunger, hvorledes han havde ladet sig besnære: at han just lige vilde kjøre afsted, for paa Laaland at ægte en adelig Frøken, men at han da ved Degnehuset saae den smukke Dorothea, og at Degnen da havde faaet ham ind at drikke, at en gammel Husar, forklædt som Præst, havde viet dem; men Løgn og Paafund er det; Kirkebogen viser det anderledes, og vist er det, at han ikke gav slip paa Dorothea, der nu var en naadig Frue, men rigtignok tidt blev haardt og slet behandlet af ham.

De fik endeel Sønner, men alle, naar de naaede til en vis Alder, døde de; endelig, mange Aar efter Bryllupet, kom en Datter; hun voxte op og blev et stille Barn. I hendes unge Aar døde Faderen, og nu begyndte Dorotheas Regimente. Man sagde, at havde hendes Liv før været en Begravelse, saa gik det nu hjemad med Piber og Trommer. Vel var der Ingen af den høie Adel blandt Naboerne, som besøgte hende, men fuldt op af Gjæster havde hun altid. Om Vinteren levede hun muntert i Kjøbenhavn, og der gjorde hun Bekjendtskaber nok med Justitsraader og Etatsraader, Kunstnere og Enkefruer, og saa havde hun Gaarden fyldt med Gjæster hele Sommeren og var den naadige Frue. Hoved manglede Konen ikke, hun havde endog Geni, men det løb altid paa egen Haand; Hjerte var der ogsaa, og det meget, men her sad Lunet til Roers, idetmindste syntes det saa, og det var uberegneligt.

Hun reiste til Italien, blev Kunstkjender og klædte sig a la Beatrice Cenci i Retterstedsdragt; alle Landsmænds Breve fra Rom den Tid meldte morsomme Anecdoter hjem om den fyenske Frue. En ikke ganske ung Mand, Baron Büncke - Rönnow fra Holsteen opholdt sig da i Pavens By, og besøgte Fru Baronessen og hendes smukke Datter, hvilken sidste man sagde alt i Kjøbenhavn havde gjort Indtryk paa ham. Med Eet hørte man, at de vare blevne forlovede og snart derpaa, at de vare gifte. Aaret efter kom de Alle til Danmark. Büncke-Rönnow var ikke ældste Søn, men havde en ikke ubetydelig aarlig Sum af Familie-Godset, var desuden ansat i det tydske Cancellie, og kunde saaledes, som man siger, nok føde en Kone. Ved Svigersønnen kom nu flere af de saakaldte første Familiers voxne Sønner i Svigermoderens Huus; de havde Øine for at see hendes Eiendommeligheder og Villie til at tale om dem. Hun var snart bekjendt og søgt, som en Original, der gav Stof til Conversation i det magre Salon-Liv.

Strax efter Hjemkomsten fra Italien fødte den unge Kone en Søn, mørk i Skindet og med kulsorte Øine, som Italiens Børn. Dette Barn var Herman, vor unge Candidat, som vi først fandt søsyg udstrakt i Baaden og nu sidst forlode i Svømmebuxer og med Reisepels foran Punschebollen.

I hvor inderligt Forældrene holdt af hinanden, syntes de dog ikke at mødes i dette Barn; man vidste at fortælle, at fra første Øieblik det vistes Faderen, betragtede han det koldt og uden Ord. Moderens Følelse for det var derimod Vemod eller stille Sorg; der var et eget bedrøvet Træk ved hendes Mund idet hun saae paa den Lille, og hun rystede med Hovedet, som bifaldt hun ikke de Tanker, der rørte sig, brast i Graad og kyssede Barnet. Kun lidet over et Aar beholdt det sine Forældre; en hæftig Typhus rev Faderen bort; Moderen pleiede ham Nat og Dag, inddrak Smitstoffet, og otte Dage efter hans Begravelse fulgte hendes.

Bedstemoderen sendte strax Barnet bort, det kom til en skikkelig Gartner-Familie ved Odense og var der til sit niende Aar; det var blevet en deilig Dreng, fuld af Ild og Kraft, vild og lystig, thi han havde altid fri Spas; men Alle holdt de af ham, Hjertelaget var godt; han havde flere Talenter, især det, at tegne, var ikke ubetydeligt, men det var altid det Komiske, han opfattede og gjengav.

Nu var han, som sagt, ni Aar og Bedstemoderen vilde have ham til sig, for, som hun sagde, selv at opdrage ham »til en christelig Røver« .... Han kom, var i Huset hos hende i tre Dage, men hun fandt at han gjorde Nar af Alt, var et lille Afskum, - noget, som vi aldeles benægte, - og han skulde derfor bort igjen, men ikke til Gartner-Familien, thi den forstod ikke at luge Ukrud, sagde hun. »Manden kan være god nok til at passe Agurker, og Madammen til at plukke Ribs, men Slave-Frø forstaae de ikke at forædle!«

Drengens Familie paa Faderens Side brød sig ikke om ham, og Curator, der var Stedets Præst, lystrede i Alt den naadige Frue. Herman blev altsaa sendt afsted til Herlufsholms Skole. Derfra var han dimitteret og i eet Aar udvoxet til en smuk Mand. Der var noget medfødt Ridderligt i hans hele Væsen, og, som det synes, et lystigt og let Sind og en ikke ringe Veltalenhed. Hans smukke Talent for at tegne komiske Billeder, og at han af Fødsel var Baron, havde især knyttet Grev Frederik til ham; paa de academiske Forelæsninger havde de gjort Bekjendtskab og fortsat dette hos den fælleds Manuducteur; den tredie unge Ven, Baron Holger, sluttede sig til i Manuductionen og Venskabet.

Herman vidste at Bedstemoder paa denne Tid var for en otte Dage siden reist til Holsteen, hvor hun vilde blive i det mindste sex Uger; han havde derfor ladet sig overtale af Grev Frederik til at gjøre Søtouren til Fyen, hvorhen hun ikke tillod ham at komme. Hver Maaned maatte han skrive hende til og Postdagen efter fik han igjen regelmæssigt nogle faa Linier. »Jeg vil engang nok see Dig!« havde hun nylig skrevet, »men vi kunne gjerne bie noget endnu begge To. Kom ikke før jeg kalder! Det bliver ellers en daarlig Fornøielse for Dig.«

Saaledes efter ti Aars Fraværelse kom Baron Herman nu til sin Fødeø; under Jagt og Lystighed skulde nogle faa Dage tilbringes der; en lille Ridetour forbi Bedstemoderens Gaard, en Kigen ind i Haven, nu hun var borte, lod sig vel gjøre, uden at det kom til hendes Kundskab. Ingen her vidste hvem han var.

De vare seilede ud fra Kjøbenhavn med god Vind, men da den siden dreiede, havde de den hele Dag kun bragt det til at naae Jungshoved paa Sjælland; her laae de i den aabne Baad første Nat, og vare nu, som vi vide, næste Aften komne til Fyen, ikke til Bestemmelse-Stedet, men til den gamle forfaldne Gaard, hvor vi atter ville søge dem idet de udbringe Skaalen for de salige Fruer og Frøkener, hvis ormstukne Billeder udgjøre Dameselskabet i Salen, her, hvor endnu iaften en sælsom Begivenhed forestaaer.