III.
Studenternes Datter.

Herman havde allerede med Blyant i sin Skizzebog tegnet et ganske morsomt Billede af dem alle Fire i deres Udklædning her, og dernæst paa et andet Blad givet sig selv som søsyg Candidat, - et Billede, der gjorde stor Lykke for Ligheden. - Samtalen havde taget en anden Retning, Vinden udenfor susede mindre; derimod var Regnskyllet desstærkere, Vandet løb i Strømme fra Vinduerne ned af Væggen og hen af Gulvet i et Flodleie, det selv havde dannet sig.

De vare midt inde i Jagthistorier; Grev Frederik fortalte saa beskueligt sin sidste Grævlinge-Jagt, at Herman derved, som han sagde, ordentlig syntes at føle Kullene knage i sine Støvler.

»Slige Dyr kan jeg skyde!« vedblev Frederik; »Ræve, Maarkatte, store Rovfugle; men en Hjort, et Raadyr, nej! jeg er ingen rigtig Jæger! Alene det at staae opstillet, vente, lure og see saa det kongelige Dyr saa let og svævende springe forbi, og da give det Kuglen, hidse Hundene paa det, saa de hænge i det glindsende, brune Skind, og da see de Øine, Dyret kan sætte op! det er som et Menneske i den dybeste Bedrøvelse! Jeg har seet det og jeg smed Bøssen; der laa Noget i Dyrets Øine, som gjorde mig skamfuld og bedrøvet! - Nei, Jæger kunde jeg ikke blive, men Sømand! det er frit og stolt! det er Noget at brydes med Vinden og Søerne, og at blive Herre over dem!«

»Ja, jeg holder nu ikke af,« sagde Herman, »at brydes med Søen, hverken paa den ene eller paa den anden Maade. Jeg har faaet nok disse to Nætter. Hvad derimod Sælhunde-Jagten angaaer, saa har jeg dog været med een Gang; det var i en Ferie. - Hvor vi saae ud i Klæderne! omtrent som iaften, men paa en anden Maade; jeg havde Kanestøvler. Det var ganske tidlig Morgen, taaget og raakold; sex Personer seilede vi ud i en stor Baad; hver af os blev en Halvfjerdingvei derude sat af paa en af de mange Stene i det lave Vand; det var underligt nok at sidde der eensom paa Stenen, der var slimet af Sælhundens Krop. Taagen laa rundt om; jeg kunde ret tænke mig alene ude i det vilde Hav. Vandet skvulpede mod Stenen og imellem gjøede huult og hæsligt en Sælhund; med Eet pladskede det tæt ved mig; jeg laa paa Maven, Vinden blæste mig lige i Ansigtet; ganske stille laa jeg; - med Eet dykkede Sælhunden op fra den Side, Vinden blæste; han reiste sig lige op imod min Bøssepibe, jeg trykkede løs - det Hele var kun et Øjeblik, men jeg havde seet ind i de store brune Øjne, som han fæstede paa mig og det var ligesom jeg havde skudt et Menneske!«

»Jeg er vis paa -« sagde Grev Frederik, »at det er Sælhunden med sine kloge Menneske-Øine, der først har givet Idee til Havmænd og Havfruer; tidt, da jeg var en Dreng, naar jeg laa under Træerne ved Stranden, saae jeg dem dykke op, og naar da det friske Søgræs hang Dyret ned over Hovedet, saae det virkelig ud som et Menneske«. - - - Han standsede pludseligt og saae mod Sideværelset; de Andre gjorde en lignende Bevægelse, Alle havde den samme Tanke og samme Ord: »Vi ere ikke alene!«

Grev Frederik greb et Lys.

»Det er ikke Spøgelsetid endnu!« sagde han og saae paa sit Uhr. »Klokken er kun elleve! Hver tage sit Lys, de halve ville gaae ud i Trækvinden!«

Ganske tydeligt hørte man en Græden, - det kunde være et spædt Barn, det kunde være en Kat. Døren vilde ikke ret gaae op; et Spark med Foden hjalp, og de stode i et aldeles tomt Værelse; Vinden greb i Flammen af Lysene. Til næste Værelse var Døren taget af og stillet paa tværs for Indgangen; der indenfor jamrede det, de lyste derind. Muren ud til Haven var halv reven ned; i en Krog laa paa nogle Ærteriis og et afrevet Væggebetræk et Menneske - et Fruentimmer, der, idet de trængte ind, hævede sig i Veiret og løftede et nøgent, lille Barn op imod dem.

Grev Frederik var forrest, han standsede, Fruentimmeret sank med et Suk tilbage og Hænderne faldt med Barnet mod hendes Bryst; men i dette korte Øieblik havde hun fæstet sine Øine paa Frederik med et Udtryk af Smerte, dybere og stærkere end den saarede Hind, hvis Blik han nylig havde omtalt!

»Jesus!« udbrød han. Barnet græd; Moderen fandt de at være død eller besvimet; hendes Arme, som de løftede, faldt kraftløse tilbage.

»Det er et nyfødt Barn!« raabte Manuducteuren; »den arme Lille!

Og Moderen creperer her i dette Veir og Vind!« hurtig sprang han efter et Par af de Tæpper, som vare bestemte til deres Leie, og kastede dem over hende.

»Hvem mon hun er?« sagde Frederik. »Vi maae have fat paa nogle af Folkene og faae hende i Seng! Ja, Ingen af Os finde over i den mørke Nat uden jeg!« og han løb afsted.

»Den stakkels Unge!« raabte Herman, tog Barnet op fra Moderen og svøbte det ind i sin tykke Reisepels. »Det havde jeg ikke drømt om, at jeg inat skulde blive Goldamme! I kunne troe, at det er Moderen, vi tidligere hørte jamre sig ude paa Marken.«

Og dette var ogsaa Tilfældet. Den Lidende var, idet hun i det onde Veir var ude, blevet syg; i sin Elendighed tyede hun herind, hvor hun vidste Gaarden stod aaben og forladt; her i den mørke Krog, paa det afrevne Tapet, havde hun født sit Barn. De unge Mennesker toge Liget, thi død var hun, og bare det ind i det større, lune Værelse, hvor de havde siddet om Punschebollen. De haabede endnu at det kun var en Besvimelse.

Grev Frederik med Christen og et Par andre af Husets Folk kom til.

»Det er Musikanterens Kone,« sagde Christen, »den omvandrende Musikants, han, som dreier paa Lirekassen og blæser paa Rørfløiten, der sidder ham oppe i Halsklædet. Konen er et ungt Barn, hun slog paa denne Triangel og sang Viser; jeg saae nok sidst da hun sang her, hvordan hun havde det, og nu er hun død og borte!«

»Nei, nei!« sagde Frederik, »lad os bare faae hende ind i Taarnet paa Halmen, hvor vi skulde have ligget, og sæt Du Dig saa til Hest og rid, hvad Tøiet kan holde, og hent os Madamme Sørensen i Qværndrup!«

»Ja, men Fruentimmeret her er jo dødt, Hr. Greve!« sagde Christen; »hun er allerede kold i Hænderne!«

»Gjør som jeg siger!«

Og Christen maatte, hvor nødigt han vilde, til Hest efter Madammen, som her ikke kunde hjelpe.

Den Døde blev lagt i Taarnet paa et Halmknippe og godt dækket til; en af Malkepigerne fik Barnet, som blev vel svøbt ind; hun skulde tage det med sig i Seng, var Ordren. »Ja skil mig bare ved det!« sagde Baron Herman, idet han gav det til Pigen. »Det gaaer i Stykker! og det seer jo ud som en af de kobberrøde Indianere!«

Barnet var en Pige.

»Vi maae nok Alle staae Fadder til hende,« sagde Herman; »bare vi med Tiden ingen Skam faae af Jomfruen! en ung Dame, som første Gang, hun kommer i Huset, ligger ved Hjertet af en ung Cavaleer i Svømmebeenklæder, tør man ikke vente sig det Bedste af.«

»Ved Faderens Hjerte kan hun nok hvile!« sagde Holger.

»Jeg vil ikke være hendes Fader!« svarede Herman. »I have lige saa stor en Deel i hende, som jeg! Men jeg giver gjerne mit Bidrag til en christelig Opdragelse.«

»Lagde I Mærke til de Øine, Moderen saae paa mig med?« sagde Frederik.

»Ja, Dig betroede hun da Barnet. Men da vi have staaet hos, bør vi vel ogsaa dele lidt af Byrden. Herman skal give Bidrag jeg ogsaa, - og hvad siger vor Manuducteur? Vi ere komne til Fadderstads iaften; men hvem sørger for, at den lille Datter kommer i Hænder, hvem skal være som Fader for hende? Det maa En af os. Lad os trække Straae!«

Og de trak.

»Manuducteuren har det korteste! altsaa er det Manuducteurens Datter; ja, saaledes være hun døbt!«

»Nei, Studenternes Datter!« sagde Moritz.

»Vel! Studenternes Datter! det er altid et Navn. Du er hendes Formynder!«

»Men om nu den rigtige Fader melder sig?«

»Ja, lad ham det, men jeg troer ikke at han gjør det! Lad os imidlertid tænke paa at faae nogen Hvile, og imorgen med bedre Vind og Veir komme videre. God Nat! - Studenternes Datter! Skaal for hendes Formynder! han leve!« og de hævede Glassene og klinkede med Manuducteuren.

»Nei,« sagde denne, »skal min Skaal drikkes, saa hellere - ja, hvorfor lade det være en Hemmelighed? drik paa min Forlovelse!«

»Forlovelse!« raabte de Alle.

»Ja, iforgaars Aftes, netop en Time før vi reiste, blev jeg forlovet. Derfor var jeg søstærk! jeg tænkte paa hende, derfor smilte jeg, og ikke af de høie Søer, som De troede. At jeg tog med som det var bestemt, var hendes udtrykkelige Forlangende; ærligt talt, var jeg helst blevet hjemme!«

»Det er rimeligt,« sagde Frederik, »men hvem er Bruden?«

»Caroline Heimeran, Etatsraadens Datter.«?

»Hvad? hende! nu bliver Noget mig klart! hun havde ifjor Plads i Theatret hver Tirsdag og derfor skulde De altid see Tirsdags-Stykkerne.«

»Nu skriver De da strax hjem, at De har faaet en Datter,« sagde Herman leende. Glassene klinkede, og lystigt lød et harmonisk Hurra, tæt ved den døde Kone.

En Time efter laae de alle Fire udstrakte paa Tæpper og Halmknipper; sundt og godt sov de ovenpaa de to Dages Søtour og denne Aftens Begivenhed; de sov uden Drømme, paa Manuducteuren nær; for ham svævede Billedet af en ung livlig Pige, flint bygget, svævende, leende, Munterheden selv; med sine to brune Øine saae hun ham ind i Sjælen; det var hans Kjæreste, Caroline Heimeran.