IV.
Kammerjunkeren.

Næste Morgen var det et deiligt klart Veir; Himmelen saae ud som om den var feiet, ikke en Sky var at see. Vennerne vandrede til Stranden. Ole fik Baaden istand, og for god Sidevind gik det nu raskt langs med Kysten, hen mod Svendborg Fjord.

»Vor nordiske Mythologies Archipelagus begynder her,« sagde Frederik.

»Hvorledes faaer De det ud deraf?« spurgte Manuducteuren.

»Her ligger jo Fyen, hvor Odin boede; vi kunne en Dag kjøre op til Odense, Odins gamle By; her ud for os er Øen Taasinge, som fortæller om Thor, og der ligger Thurø, hvor Balder slog Thore.«

De dreiede snart ind i Sundet, der her er som Rhinen paa det bredeste, men mere grønt og gjennemsigtigt; i kjække, maleriske Bugter gaaer den friske Strøm mellem høie Ege- og Bøgeskove.

»Her have Svend Tveskjæg og Palnatoke tumlet sig og givet blodige Pander; her gik Nordens Vikinger, vore Argonauter. See I der i Skoven St. Jørgens Gaard og Kirke? der stred han med Lindormen. I Nyborg boede Slangen, den krøb ud over Landet og krævede hver Dag sit Offer; Loddet faldt paa Kongens Datter, Ridder Jørgen frelste hende. Norden har ogsaa sin Perseus og Andromeda!«

»Oversatte fra Græsken!« sagde Manuducteuren med et Smil.

»Nei, originale, lige op af Jordbunden!« sagde Holger og lo; »lad Bønderne her fortælle Dem! store Kobberporte under Jorden blive hver Midnat slaaede op og i; her brænde Troldlys over sjunkne Skatte, og De skal see, at inde paa de fyenske Marker ligge Stene, store som Huse; de ere af Troldhexe kastede fra Taasinges høie Banke hen over Sundet! jo, vi seile her lige ind i Sagnenes Page! Lyø, som De snart skal see, havde engang Træ ved Træ, men der var en Skipper, som, da han gik hjemme fra, lærte af sin Moder at løse Vindene, og da han saa seilede hjemad og kom ved Svendborg, løste han dem saaledes, at der blæste en Storm, saa Lyø Skove gik bort. Og man kan endnu see, at det er sandt, der er ikke et Træ at finde paa Lyø!«

»Nu seer jeg mit fyenske Træ!« raabte Frederik, og Baaden styredes mod en kratbegroet Landtunge, hvor der stod et høit gammelt Træ, ikke udgaaet, men ved Vinden næsten bladløst; tusinde Fugle fløi skrigende op derfra, da vort Selskab sprang i Land; tæt ved tog en prægtig Hjort Flugten, saa let, saa svævende; en Hare løb afsted i modsat Retning. Alt tydede paa, at man var i et Paradiis for Jægere.

I høit Græs, dyndvaadt fra den forrige Nats Regn, vandrede de afsted hen mod Skovhuset, hvor Eiler og hans Kone boede i stille Skovensomhed og passede de i Indhegningen indelukkede Dyr. De to gamle Ægtefolks hele Verden var Landodden her, deres Hovedstad Herregaarden, den de maaskee neppe to Gange i Aaret kom op til; om hvad der skete i den virkelige Verden selv, vidste de aldeles Intet, uden naar Sønnen Hans, som havde den Lykke at være Tjener paa Herregaarden, lod et lille Ord falde fra Aviserne, men det glemtes strax igjen. Hans var netop nu i Skovhuset og ilede strax det unge Herskab imøde. Den gamle Kone tog sine Træskoe af, og stod med Hosesokker paa det brolagte Gulv.

»Hvorfor gjør hun det, Moer?« spurgte Frederik.

»Fordi jeg nok veed,« sagde hun, »at give dem Ære, som Ære bør!« og hun smilede polisk ved sin udviste Fiinhed. Sit Skjørt bredte hun ud paa den ene Stol og sin Mands Trøie paa den anden, og bad saa Herskabet at sidde ned.

Det var et stort Held for Greven, sagde hun, at han skulde træffe hendes Søn her; nu kunde han faae at vide, hvorledes det stod paa Gaarden. Det var for at trøste Anna Lisbeth, Søsteren, at han var kommet her; hun havde været gift lidt over et Aar med en flink Sømand, der førte et Skib for Agenten i Faaborg; en Sø havde skyllet ham bort; sit lille Barn havde hun ogsaa mistet i disse Dage.

»Der have vi jo en Amme til Studenternes Datter!« sagde Holger. »Det træffer udmærket, som det var arrangeret! saaledes gaaer det til i Virkeligheden; læser man Sligt i Bøger, saa gjør man Bemærkninger.«

»Hvad Fremmede er der hjemme, Hans?« spurgte Grev Frederik.

»Ja, der er nu kommen Kammerjunkeren, ham, der hver Aften har noget at vaske, og dog gaaer med Skindskjorte og Flipper.« Hans lo polisk derved.

»Hvad, er han kommet? han bider sig da fast i flere Maaneder; man har ham ordentlig i Kost herovre! det er En af disse Folk, der skulle være fornemme og ere færdige at døe af Sult. Hans hele Stræben er gaaet ud paa at blive Kammerjunker.«

»Gaaer han med Skindskjorte og har dog Vask om Aftenen?« spurgte Herman.

»Ja,« sagde Hans, der saae paa Ansigterne, at han turde tale som han havde begyndt. »Han har saa lidt Tøi med, at der hvert Øieblik maa vaskes; Kufferten faaer nu Skyld for det, at der gaaer saa lidt i den. Han er fim galant mod os Folk, paa Drikkepengene nær, der kniber det, men saa faaer man jo Høflighed!« - Hans griinte.

»Og hvem er her Flere?«

»Her er Krigsraadens fra Odense, Mand og Kone.«

»Det er ogsaa to Stykker!« sagde Frederik; »han har engang reist udenlands i sex Uger, reist som Coureer gjennem en Deel af Nord-Tydskland; en halv Dag var han i Hannover, tre Timer i Braunschweig, men saa halvanden Dag i Cassel, og denne Reise taler han nu om, saa at man skulde troe, at han havde været tyve Aar ude! Enten har han truffet paa Folk, der vare i nær Familie med de berømteste Mænd, eller han har reist med en Person, der var Dens og Dens Portrait saa lig, at det er saa godt som vist, at det var hiin Mærkelighed selv. Ja, Napoleon tør han næsten sværge paa at have seilet med paa Rhinen, paa en Tømmerflaade. Det Morsomste er at mærke, at Konen saa ofte har hørt ham fortælle Reisen, at hun kan supplere, naar han stopper. Han er en moderne Gert Vestphaler fra Kjøbenhavn til Maintz. Den meste Tid i de sex Reiseuger har han tilbragt i Postvogne og paa Landeveie, men som sagt, altid truffet de mærkeligste Folk, Napoleon, Lavater og Fru Krudener! - Og det er hele Selskabet?«

»Fru Bager fra Middelfart -.«

»Naa, det var dog et christent Menneske! Er der ikke Flere! - Naa, saa lad os komme afsted! Zamora! min egen Dreng!« udbrød han og fløitede; en prægtig Jagthund jog ham imøde, sprang op ad ham, kastede sig paa Jorden, loggrede med Halen og sprang atter gjøende i Veiret, blev klappet og jog nu afsted mod Gaarden og atter tilbage for at gjentage samme Manoeuvre.

»Zamora er slet ikke i Familie med Spanierne,« sagde Frederik, »men den skal ligne en Jagthund, min Fader fik af Zamora selv, og som, da Spanierne brød op, listede sig ombord med ved Nyborg.«

Mellem en Række prægtige Lindetræer skinnede nu Gaardens Udbygninger saa pyntelige med røde Mure, som vare de nylig reiste; men Aarstallene af Jern og de gamle Indskrifter sagde imidlertid, at de vare tre hundrede Aar gamle; Taget var nys tækket, og paa Gavlens Spiir dreiede sig en forgyldt Veirhane. Idet Vennerne nærmede sig, svingede fra Gyden ind ad Porten en Reisevogn, men Hans kjendte hverken den eller Liberiet.

Inde i Gaarden, der var godt brolagt, voxte i Sollyset op ad Staldbygningens hvide Muur, foran hvilken var et lavt Trægitter, Aprikoser og Figener.

Flere af Godsets Tjenere stode foran Vognen, hvoraf Grev Frederiks Fader hjalp to Damer ud, Moder og Datter. Den Første kunde man endnu kalde en Skjønhed; her var en smuk Holdning, ædle Træk og brune, talende Øine; Datteren var igjen Moderens udtrykte Billede, kun i finere Form, og her var Ungdommen i hele sin blomstrende Friskhed.

»Er det Clara?« raabte den ældre Greve, og hans Øine straalede ved at see et saadant Skjønhedsdigt af vor Herre. Frederik trængte sig frem og greb Faderens Haand.

»Min Dreng! Du der!« raabte Faderen, trykkede et Kys paa hans Mund, tog de unge Mænd Hver i Haanden med et Velkommen, og førte saa begge Damerne til de for disse bestemte Værelser. Det var Enke-Admiralinde Schleysner med Datter, Begge fra Jylland, nu paa Reisen til Kjøbenhavn; Grevens Huus var Natteqvarteret. Alt næste Morgen skulde de Begge afsted, men en halv Dag og en Aften kan have mange Begivenheder eller i det mindste lægge Spirerne til dem.

»Jeg maa nok selv see at indqvartere os,« sagde Frederik. »Er der istand paa den grønne Gang?« spurgte han Tjeneren.

»Herr Greve - -!« sagde venligt et lille, særdeles magert Menneske, og trykkede med stor Hjertelighed Frederiks Haand.

»Herr Kammerjunker!« raabte Frederik leende; »ja, jeg hørte allerede da jeg steg i Land, at vi nøde den Ære at have Dem! - nu maa De rigtig være morsom og spille os Noget for, nogle Dandse! De saae, hvilken Dandserinde vi fik.«

Det blev sagt venligt, - venligt, som naar man fløiter ad sin Hund; paa denne Maade idetmindste følte den Paagjældende det; en fiin Rødme gik over hans Ansigt, hvor det fremherskende Udtryk dog var et godmodigt Smil. Det var altsaa Kammerjunkeren, ham, der efter Tjenerens Sigende gik med Skindskjorte og Flipper; han var omtrent fem og tyve Aar, og, om Udtrykket her ikke er smukt, det er betegnende, han saae forsulten ud.

Ved Middagsbordet samlede sig hele Selskabet; Grev Frederik førte Clara, der gjorde et mærkværdigt Indtryk paa Alle og maatte gjøre det. En Poet vilde i Vers sige om hende, at her var den kongelige Holdning og den Lethed, man seer hos den flygtende Hind; her var den Friskhed, som henriver os ved den første udspringende Rose, eller det unge Foraarsgrønne idet Sneen smelter. Der var noget saa forunderligt Gjennemsigtigt i hele det Legemlige; det var den friske Ungdom med al sin Uskyld og Lykke, al sin Tillid til Menneskene og Verden.

»Det er ganske den raphaelske Madonna i Dresden,« bemærkede Krigsraaden fra Odense, og hvidskede sin Bemærkning til Manuducteuren og hans Nabo, idet han dog tilføiede, at han ikke havde været i Dresden, men at han i Frankfurt havde seet en udmærket Copi. - Manden havde jo reist.

Kammerjunkeren var ikke tilbords, man savnede ham ikke, Ingen nævnede ham. Samtalen gik nok saa livligt; de unge Herrers Søreise herover, Besøget forrige Aften i den øde Gaard, det lille Barn der og den døde Moder var jo et rigt Stof. Herman maatte frem med sine Tegninger, der især vakte Claras høieste Beundring; han var jo et Talent, et Geni, sagde hun, Fremstillingen af ham som søsyg, erklærede hun for et Mesterværk. Admiralinden fortalte om Bekjendtere i Jylland; Krigsraaden førtes altid ved hver Fortælling til noget Beslægtet, han havde oplevet i Tydskland, da han reiste; Krigsraadinden understøttede hans Hukommelse; Fru Bager gav korte, sunde Bemærkninger; Hver aabenbarede sin egen Natur, men Clara var Solen, som belyste og opvarmede; hendes Veltalenhed laa i Smilet og hun smilte tidt.

Det havde allerede længe været mørk Aften, da man stod fra Bordet. Clara satte sig ved Claveret; hun kunde udenad kun een Dands, og al hendes Musik var indpakket, sagde hun; Dandsen spilledes, og i Øiet straalede hele Balsalens Glæde! - »O, jeg elsker Musik!« udbrød hun, »men jeg kan ikke selv spille, idetmindste ikke uden Noder. - Hvem spiller?«

»Kammerjunkeren!« sagde Frederik, og gav en af Tjenerne Ordre til at sige Kammerjunkeren, at man ventede ham, at det nu ikke var Tid til at have Tandpine.

Og Kammerjunkeren kom med ophovnet Kind, men Smerterne vare stillede. Fru Bager klappede ham paa Skuldrene og bad ham om, som hun kaldte det, »en musikalsk Forelæsning.« Det stakkels Menneske undskyldte sig med, hvor lidt han denne Aften, efter voldsomme Tandsmerter, følte sig oplagt, men satte sig dog strax til Claveret, hvor Clara med sit talende Smiil saae ham ind i Ansigtet, saa at Blodet kom i hans Kinder. Han slog en Accord.

»Ikke noget af Dem selv, om vi tør bede!« sagde Grev Frederik, »De spiller saa udmærket hele Stykker af Barberen.«

Den gamle Greve holdt ogsaa paa at faae den »musikalske Forelæsning«, og Fru Bager lagde et Par Dele af »Kjæmpeviserne« frem paa Claveret. Forrige Efteraar havde Kammerjunkeren forelæst dem Scener af Gøthes Faust, og før og efter hver Scene udmalet Situationen i Musik; han havde gjort dette »Kunststykke«, som Grev Frederiks Fader kaldte det, med flere danske Digte, og virkelig skilt sig godt derfra.

»Men ikke blade i Bogen!« sagde Greven, »det første det bedste, det er just det Interessante! Her er Visen om Eline af Villenskov,« og denne laa opslaaet.

Kammerjunkeren satte sig forlegen, Admiralinden saae medlidende til ham, Clara smilte, og en sagte Conversation begyndte mellem de unge Herrer, idet Accorden lød, og derpaa Toner, der antydede Vindens Susen gjennem Skoven og Lynet, der slog ned, og endelig et Par smukke storartede Harmonier; og nu begyndte han at læse, rolig og uden just at besidde noget Omfang i Organet, men dette selv var ret bøieligt:

»Der ligger en Vold i Vesterhav, Der agter en Bonde at bygge -.«

Ved det tredie Vers holdt han op, og der kom en spøgelseagtig Musik, noget dæmonisk Omhvirvlende, saa at man virkelig kunde troe at høre de syv hundrede Trolde, der kom og vilde gjøre Bonden Fortræd og tage hans Hustru, til Straf fordi han byggede der; og han læste videre og altid gik Musik forud eller støttede sig til det Læste; man hørte Troldenes Kamp og de fromme Folks Bønner; det var som en Vexelsang med dæmoniske Hyl og Psalmesang. Hvor Qvinden tredie Gang raaber paa Jesu-Christ, og den mindste Trold derpaa taber sin Troldham og staaer som en skjøn Ridder, fulgte en smuk jublende Melodi, der, ifald den virkelig improviseredes nu, maatte kaldes mesterlig, og var den en Andens efter Erindringen, da var den godt valgt. - Claras Fødder dandsede og Krigsraaden sagde Bravo! - Det mindede ham om en udmærket Pianist han havde hørt i Frankfurt. At Kammerjunkeren, efterat have endt Læsningen af Digtet, hvor den frelste Ridder ægter Bondens Datter, spillede: »god save the king«, var idetmindste vel beregnet paa Publicummet her; »det var prægtigt tænkt,« sagde Admiralinden, »Ridderen var jo Konge af Engeland og Bondens Datter blev engelsk Dronning!« Stort Bifald fulgte, og Krigsraadinden forsikkrede, at nu først ved denne Musik forstod hun Kjæmpevisen.

Clara var traadt hen til Claveret, lagde sin Haand paa det, de to smukke Øine saae ham ind i hans, der laa Musik i hendes Ord; Kammerjunkeren blev endnu mere rød, men slog ikke Øinene ned; Musikken var hans Verden, den ombrusede ham endnu, og paa et Ord af Clara klang lette Dandsemelodier.

»Bravo!« raabte Grev Frederik; »Bravo!« gjentoge Herman og Holger, men det var Frederik, som dandsede rundt med den svævende, livsfriske Pige. - »Her ere Damer endnu!« raabte han i Dandsen, men kun Krigsraadinden var den Eneste, der lod sig bevæge; hun førtes af Grev Holger.

Manuducteuren havde taget Plads ved Claveret og betragtede den Spillendes magre, bevægelige Ansigt; det fik under Musikken et eget sjælfuldt Udtryk; Claveer og Menneske syntes som voxede sammen, Tonerne havde her, ligesaa sikkert som Blodet, deres Gang gjennem Hjertet. I Kammerjunkeren syntes at være noget Mere, end hans Omgivelser her forstode; det var idetmindste Manuducteurens Tanke. Nu betragtede han de Dandsende og ogsaa han fandt Clara smuk; han sammenlignede hende med sin Brud, Caroline Heimeran, og skulde han da høit og ærligt have udtalt sin Tanke, da var den: »hende her er det en Lyst at see paa! men der er endnu en anden Skjønhed, Aandens, der er en anden endnu varigere, Ungdomslunets, og begge disse have min Brud. Caroline er smukkere!« Det var nu Elskeren, som dømte.

Baron Herman traadte i Grev Frederiks Sted i Dandsen, thi Clara forsikkrede, at hun kunde holde ud at dandse hele Livet igjennem. »Og jeg i Evigheden med!« sagde Herman, og underholdt vist sin Dame fortræffeligt, thi hun lo høit, lo saa hun ikke kunde dandse; der var en Snakken, en Støien, og under denne udbad Admiralinden sig Ouverturen til »Califen i Bagdad«; den laa paa Claveret og bruste nu fra Strengene, medens Conversationen begyndte, først hvidskende, siden høiere; man gik, man kom, og da Musikstykket endte, begav man sig til Theebordet i Sideværelset.

Kammerjunkeren blev tilbage, fordybet i Phantasier, indtil Grev Frederik slog ham paa Skulderen og sagde: »nu skal De hvile og vi med.« fsagde, han just havde fortjent sin Kop.

Admiralinden og hendes Datter vilde tidlig tilsengs; de maatte jo bort i Dagningen, »op ved Lys, længe før Herrerne stode op,« sagde hun. Clara smilede til Kammerjunkeren, hans bedste Musik kunde ikke udtrykke dette Smil. Hun bøiede sig for hver af Herrerne, Kammerjunkeren gav hun Haanden; »De har havt Arbeide nok!« sagde hun, »tusindtak!« og saa var hun borte med Moderen. Den øvrige Deel af Aftenen var der Intet mere at sige om, paastode de unge Herrer, da Grev Frederik fulgte dem paa »den grønne Gang.«

»Hun er dejlig!« sagde Frederik.

»Du er forelsket,« sagde Herman og vilde skjule sin egen stærkere Forelskelse, ved at føre den over paa en Anden. »Ja Frederik, Du er forelsket!« sagde han, men han var det slet ikke.

»Behøver De Manuduction?« spurgte Moritz.

»Ars amandi er vist let!« svarede Herman, »Ovid hører ikke til de vanskelige autores.«

Et Lys slukkedes efter et andet hos Gjæsterne; den Sidste, det endnu brændte hos, var Kammerjunkeren; hans Dør var vel tillukket, et Klædningsstykke med Flid hængt paa Dør-Haandtaget indenfor, at Ingen af Tjenestefolkene skulde kigge ind af Nøglehullet og belure ham; han studerede Generalbas og - syede paa sine Klæder, et Talent, Verden ikke vidste, han havde, og ikke turde vide. Gaardhanen begyndte allerede at gale før Lyset slukkedes, før Sengetæppet blev trukket op under Hagen, men da det var skeet, sov han i samme Nu, og - drømte ikke om Clara, - og dog var hun i hans Tanker mellem Generalbassen og Skrædderkunsten. Da han om Morgenen kom ned vare hun og Moderen borte; de andre unge Herrer havde været oppe ved Afskeden, men ikke Kammerjunkeren, og dog var han den, hvem Clara igaar Aftes ene og alene gav Haanden til Godnat. Det blev ogsaa bemærket.

»Solen er nede før De staaer op!« sagde Frederik.

»Nede i Nyborg for at gaae over Bæltet!« var Hermans Ord.

En Vogn holdt for Døren, de unge Venner skulde see Skovene; Kammerjunkeren maatte med, der var Plads. Zamora sprang allerede foran Hestene, Lænkehunden gav et enkelt Bjæf og Tjenestepigerne skottede fra Kjælderkjøkkendøren, hvor de stode og stødte hverandre, saa Træskoene klapprede.

Selskabet rullede afsted, henad Markveien, over Kongeveien, ind i Skoven og ud af Skoven, og der var prægtigt derinde; Løvet var kobbret, Bregnen kneisede endnu frisk lysegrøn ved den blaagrønne Brombærranke; alle Dyrene saae de; Hjort og Raa stod i store Flokke, lyttende med Hovedet; En fløi afsted og hele Skaren fulgte efter; ingen indøvet Manoeuvre kunde gaae bedre. - Der var prægtige Bøge, høie slanke, bredkronede; ethvert Land vilde være stolt af at eie dem, og Solen skinnede paa de vaade Stammer; man saae Skyggen af Heste, Vogn og hele Selskabet jage hen ad dem. Den grønne Skovmærke blomstrede igjen og i de vaade, affaldne Blade sprang en brun Frø, som var den et Blad, der havde faaet Liv.

»Vælt os ikke!« sagde Kammerjunkeren halv spøgende til Herman, der sad hos Kudsken og styrede Tømmerne, noget han ikke forstod; desuden var Conversationen i Vognen saa livlig, og den maatte han ogsaa høre efter; man havde snart været halvnede i Grøvten, havde Kudsken ikke hjulpet med at styre; men nu syntes han ogsaa mere at have Øre end Øie.

»Er De nu bange!« raabte Grev Frederik; »O, jeg kjender Dem, De var udmærket ifjor da vi kjørte sammen med Grev Borchs«; og han vendte sig halv til de Andre idet han fortalte: »den mindste Datter, Herminia, - hun er en lille Vildkat, som føies i Alting, men det klæder hende, - hun sad hos Kudsken; Folkene lide hende fordi hun er saa rask; nu havde han givet hende Tømmerne, hun skulde kjøre en Vogn med fire Heste -«

»Og hun er kun syv Aar!« sagde Kammerjunkeren.

»Men det er just det Morsomme ved det, « sagde Frederik; »hun kjørte os hen ad Landeveien, tæt ved de dybe Grøfter; men sad ikke han der med Livet i Haanden! og da Kudsken smældede lidt med Pidsken for at det kunde gaae raskere, og Hestene sprang til Siderne, saa vilde han ikke længer sidde i Vognen.«

»Men De har vist ikke lært at kjøre!« raabte Kammerjunkeren og greb fat i Baron Herman, der svingede og virkelig i samme Øieblik væltede dem Alle ned i Grøften.

Der blev en øieblikkelig Taushed; Hestene stode ganske rolige, alle Herrerne krøbe frem, Kammerjunkeren var den Sidste.

»O Gud, min Haand!« sukkede han; »den er brukket! - o det smerter ulideligt! - Vi ere ikke komne saa langt bort, jeg gaaer hjem, kjør De videre!«

»Vi maae være over en Miil hjemme fra,« sagde Manuducteuren, »vi vende om igjen, eller jeg gaaer med Dem.«

»De har stødt Haanden lidt,« sagde Frederik, »bild Dem det bare ikke ind, at den er brukket!«

»Maaskee De har Ret, Hr. Greve,« svarede han, »De har jo mere Forstand end jeg;« og han steg langsomt over Stenten, holdende paa den syge Haand.

»Han var grov!« sagde Grev Frederik; »den Stodderkonge! Han har nu ikke brukket Haanden, men det er for at slippe af Vognen, den Cujon!«

»Kjære Grev Frederik!« sagde Moritz, »jeg kjender Dem nu saa godt, og veed at De er i Grunden et fortræffeligt Menneske; men De har fra første Øieblik, vi kom, vist Dem forunderlig haard mod dette Menneske. Han er Deres Faders Gjæst, han er dog virkelig en Mand med Talent, ikke en »bar Kammerjunker,« om jeg maa bruge dette Udtryk. De er for god til at bære Dem saaledes ad, og han er, troer jeg, ogsaa for god til at taale det.«

»De manuducerer mig!« sagde Frederik halv stødt, - »nu er det Dem, der forstyrrer Touren! - - vi kunne jo vende om, men det vilde da være meget dumt.«

»Ja, jeg gaaer for at følge ham,« sagde Moritz.

»Vend om!« sagde Frederik vred, og Kudsken maatte vende; han var nok ogsaa vred, han kjørte temmelig i Fodgang. De vare næsten tæt ved Gaarden, da Herman pegede hen imod Grøften, hvor Kammerjunkeren sad, dødbleg, med oprevet Skiorte; han havde, overvældet af Smerte og den hurtige Gang, følt sig en Besvimelse nær og sad nu her og vædede sin Pande med Grøftevandet.

De fik ham til Gaarden, hvor tilfældigviis Lægen var tilstede; han erklærede at Haandledet var forvredet og brukket, og forlangte den største Forsigtighed, idet Haanden ellers kunde blive stiv for bestandig; Feber var indtraadt; det fine, spinkle Legeme syntes Intet at kunne taale. Det bedrøvede Herman dybt, at han var Skyld deri.

»O, hvad er det Hele?« sagde Grev Frederik, »Haanden kommer sig snart, og imidlertid pleies han godt her; De har forsørget ham for et Par Uger! Ja, jeg har personligt imod ham; det er saa jammerligt at skulle være med i hvad man kalder Noblessen, at slide Trapper for en Indbydelse der, hvor man ikke engang har Klæder til at komme. Heller en god Skrædder, end en fattig Kammerjunker!«

Den Syge laa i Feber; Frue Bager var gaaet bort, hun havde nylig besøgt ham. Mange Tanker gik febertunge igiennem Hovedet. »Min Haand ubrugelig! Musikken forbi! O, min Gud, hvor ulykkelig er jeg! Hvad bliver nu min Fremtid!«