V.
Liremanden.

»Det er nok Straffen fordi jeg imod min Bedstemoders Befaling er taget til Fyen!« sagde Herman, hvem Væltningen pinte; »det er Straffen fordi jeg vilde kjøre og ikke har lært det!«

»Kjære Ven!« sagde den gamle Greve, - »Sligt kunde være hændet den bedste Kudsk. Kom De med mig! De skal see min Frugthave; jeg vil selv vise Dem den; jeg maa sige Dem, at den er min Stolthed, her komme tidt Folk langveisfra, for at see den.«

Og de gik i Haven; det var Dagen efter Kjøretouren; idet de kom ind i en af Sidegangene, saae de to Damer, ledsagede af Gartneren.

»Det er vist Fremmede, siden Gartneren er med,« sagde Greven; »her komme Mange at see mine Frugtplantninger og hele Haveanlæget.«

Damerne kom nærmere; de vare Begge gamle; den Ældste, en lille bredskuldret Kone, med et kjækt Ansigt, som vist engang havde været smukt, traadte rask hen imod Greven; hun var iført en hvid Reisekappe og havde paa Hovedet en Slags Turban af samme Tøi: - Beatrice Cencis Costume; det var Baron Hermans Bedstemoder. Hun havde imod Bestemmelse forladt Holsteen, og idet hun nu paa Hjemreisen kom forbi Grevens Have, ladet sin Vogn holde, og var steget af for at see sig om herinde.

»Dem, Hr. Greve, vilde jeg slet ikke see,« sagde hun, »men Deres Frugttræer, Deres Mistbænke. De vilde vist ogsaa helst være fri for Visitten; man generer dog kun hinanden; men nu ere vi her og Ingen af os er Skyld deri.«

Greven, overrasket og forlegen ved at hun pludseligt stod her ligeoverfor Dattersønnen, der ikke turde komme til Fyen, og var hans Gjæst, stammede forlegen nogle Ord og undlod naturligviis at præsentere dem for hinanden.

Herman kjendte ved første Hilsen strax Bedstemoderen, hun derimod ikke ham; det var jo i hans sjette Aar, han var hos hende og senere havde hun kun faa Dage, i hans niende Aar, seet ham; nu, som vi vide, var han udvoxet, havde et sort, smukt Skjæg og mandige Træk.

Greven paastod at ville være Ledsager istedetfor Gartneren, og tilføiede, at den naadige Frue maatte bevise ham den Ære, at blive Middagen over, Noget, hun paa det Bestemteste afslog. Hun tog imidlertid hans Arm; de gik ned i Frugttræskolen, Herman samlede sig, blev endogsaa veltalende, og hun syntes at finde Behag i ham. »De mangler ikke Talegaver,« sagde hun, »men bild Dem ikke ind, jeg troer Alt hvad De siger! jeg troer ikke Folk, der har Øine som Deres! Det sorte Hav er lumskeligt, siger man.«

En uvilkaarlig Følelse af at være kjendt jog øieblikkelig Blodet op i Hermans Kinder; idetsamme kom en Tjener og underrettede Greven om, at Liremanden, Faderen til den nyfødte Lille, var af Herredsfogden sendt op paa Gaarden, og at de vare Alle oppe i Billardstuen.

Greven gav den gamle Frue en kort Fremstilling af hvad der havde tildraget sig.

»Stakkels Barn!« var Alt hvad hun sagde, og hendes leende Ansigt blev vemodigt, hun fik Taarer i Øinene. »Jeg spiser ikke til Middag hos Dem,« sagde hun, »men jeg vil nok i Forhøret. Jeg kan maaskee lægge en Haand imellem, dersom der skal løbes Spidsrod.«

Hun fulgte med Greven, Herman bød sin Arm til Ledsagerinden, en skikkelig, ikke just ung Person, Enke-Madamme Krone; rolig og fornuftig var hun, ret skabt til at leve om den gamle Frue, der havde sin Fornøielse af at oversee hende, at belære hende, og dog som oftest at føie sig efter hende.

Den eneste, om man vil, eiendommelige Stue paa hele Gaarden, var Billardstuen; her kom efter Bordet Herrerne og røg Tobak, sladdrede og spillede. Her i den graamalede Væg var indmuret tolv brogede, forgyldte Feldter, hvori var i naturlig Størrelse fremspringende Hjortehoveder af Træ, med det ægte Gevier af de prægtige Dyr, der fældedes for Aarhundreder siden. Nogle havde tretten, andre femten Ender, alle lueforgyldte; de havde engang smykket det nedrevne Rustkammer. Mellem Vinduerne var ophængt gamle Vaaben og paa den modsatte Væg, langs med hvilken en Sopha strakte sig paa hele Stuens Brede, hang to gamle Portrætter, Damer af Familien, begge malede som Hyrdinder, hver med et lille Lam, som de holdt i en Blomster-Guirlande. Midt paa Gulvet stod Billardbordet.

Hovedpersonen her var nu Liremanden. Han havde været hos Herredsfogden og der givet Forklaring; hans Kone var i det onde Veir, medens han spillede i Kroen, gaaet fra Nyborg og blevet syg paa Veien; hun kjendte den forladte Deel af Bygningen, og da hun var nærmest ved den, havde hun under Smerterne søgt derhen, født sit Barn og draget sit sidste Suk. Liget skulde begraves paa Fattigvæsenets Regning. Faderen vidste, at den unge Greve og dennes Venner havde taget sig af Barnet; nu skulde man høre lidt om Forældrene.

Liremanden stod midt paa Gulvet, da Selskabet fra Haven traadte ind; den stakkels Mand havde en slidt Kjole paa af moderne Snit, men at den ikke var syet til ham, men til en fyldigere Person, saae man strax; alt for rummelig hang den om ham. En rød Fløiels Vest med en bred Bort, som skulde dække de slidte Kanter, og et Par af Slid glindsende Buxer, var det meest iøinefaldende, hvad Klæderne angik; Kasketten, som han holdt i Haanden, var broderet med Uldgarn og havde en lang Uldqvast; Ansigtet var blegt, det usikkre Øiekast søgte i en sværmerisk Stirren mod Loftet at finde Ro; et listigt Smil spillede om Munden; man saae gjennem de glasagtige Øine ligesom heelt ind i Mennesket og saae dog slet Intet. Han skulde fortælle, og høist affectert og med mange Bevægelser fortalte han sit Liv og Levnet:

»I Keiserstaden ved Donau er jeg født. Min Fader var Skuespiller ved »Theater an der Wien,« men han spillede ikke store Roller; han bragte saadan et Brev ind, eller stod som Drabant. Jeg fik aldrig Lov at komme paa Scenen; han havde bemærket hos mig et uhyre Talent, det maatte ikke vækkes; næsten maa jeg troe at der var lidt Jalousi i Spillet; Sønnen maatte ikke være den Første der, hvor Faderen kun var Drabant. Saa blev jeg sat i Malerlære. Et vistnok ikke almindeligt Talent havde jeg og stor Selvfølelse, og derfor følte jeg mig krænket ved en lav Behandling, der culminerede i at lade mig passe et Barn, lade mig sidde og stikke det en Rangle i Munden. Saa gik jeg bort, det var lige Aaret før jeg skulde have været Svend, og blev reisende Skuespiller. Store Øieblikke havde jeg, men ogsaa mangen Krænkelse. Mit Talent var for stort for et lille Brædegulv; mine Bevægelser, der vare passende for Theater an der Wien, La Scala og St. Carlo, bleve paa en lille Skueplads latterlige. Det høie Tragiske ligger nærmest til det Komiske! jeg blev leet ud fordi jeg var født for noget Større. Ja, man kan, som De, mine Herrer, lee! jeg selv har leet deraf, saaledes som man kan det.«

»Og saa blev De Liremand?« spurgte Grev Frederik.

»Nei, jeg havde saa mange Talenter, der hvert for sig udviklet og understøttet som det burde, kunde have stillet mig paa en ikke ringe Plads i Samfundet; jeg var i Uvished om, hvilket Talent jeg skulde tage mig af. Jeg kunde male, skrive Vers, sye Costumer, - jeg er overtydet om, at var jeg født og opdraget i Paris, jeg kunde være blevet en af de første Modehandlere! jeg forstod at klippe med en Sax i Papir de yndigste Smaating; det havde jeg allerede kunnet som Barn, og i mange Familier opbevarer man endnu mine Udklipninger. Jeg blev nu Directeur for et »theatrum mundi.« Det var virkelig høist interessante Ting, man saae; det var mest af Napoleons Liv; men det gav ikke Huus, jeg maatte tilsidst lade Theatret i Stikken, og stod - jeg forsikkrer Dem det! - stod med bare Been i Støvlerne og den vide Verden for mig.«

»Og Deres Kone fulgte med Dem?« spurgte den ældre Greve.

»Jeg var Ungkarl endnu. Det varede forunderligt længe før Kjær-ligheds-Følelsen vaktes hos mig. Heraf vil man vel kunne uddrage, at ingen store Evner boede i mig, idet at alle sande Genier, som bekjendt, have meget fængelige Hjerter. Jeg kan ikke svare noget herpaa, men i Naturen findes altid Undtagelser! Nokjeg reiste til Norge og blev Huuslærer for fire Elever.«

»Huuslærer! men hvad lærte De dem?«

»Lærte? Jeg lærte dem i Grunden Alting, for de vidste slet Intet

og jeg var selv overmaade flittig. Hver Morgen læste jeg over paa det, jeg skulde examinere dem i; tidt sagde jeg dem ogsaa: idag have vi en svær Lectie! hvorlænge have I læst paa den? Jeg læste en heel Time. De lærte meget godt Geographie, især Wiens. Den ældste af Eleverne forelskede jeg mig i, og Faderen jog mig bort. - Saa gik jeg til Rusland og lod mig høre som Forelæser; jeg læste dem for, Schiller og Göthe, men det var ikke noget for Russerne. De maae ikke have forstaaet det, thi de pebe begge Forfatterne ud, det vil sige, jeg maatte tage mod Pibningen. To Aar efter kom jeg igjen til det »stolte Norge,« hvor jeg atter traf Stella - ja, min Elev hedte Stella! er det ikke et smukt Navn? Faderen var død, Børnene fordeelte; hun sluttede sig til mig, blev min Kone, og saa reiste vi ned til Kjøbenhavn, hvor vi have prøvet to haarde Vintre; men det vilde ikke gaae, - og saa tog jeg Liren; vi vilde til Keiserstaden; - Døden tog hende til en bedre Keiserstad!«

Liremanden holdt inde i sin affecterede Fortælling og trykkede Uldqvasten paa Kasketten fast mod sine Øine, og havde virkelige Taarer.

»Stort af hvad De der fortæller, er vel ikke sandt?« sagde den ældre Greve.

»Det meste, Deres Excellence! Det er Sandhed og Digtning, som den store Göthe siger om sit eget Liv og Levnet, og ham kalder man dog ingen Løgner. Jeg har den Evne, at jeg kan gruppere, og det har jeg her gjort.«

»Hør!« sagde den gamle Frue, som taus havde hørt paa den lange Fortælling, og nu traadte lige hen imod Manden; »Hans Historie er »gemacht« heel og holden. Der er noget flaut i hans hele Personlighed og jeg er ikke hans Nar! Barnet skal jeg tage mig af, - men jeg vil ikke have hans Besøg, jeg vil ikke have »Brevskriven« eller »Trædenop,« naar Barnet bliver en skikkelig Mand.«

»Ja, men det er en Pige,« sagde Herman.

»Naa, Narifans!« svarede hun, »saa skal jeg gjøre en Kone til ham af hende!«

»Det er smukt,« sagde Frederik, »at De, naadige Frue, vil tage Dem af Barnet; kommer De kun ikke til at fortryde det.«

»Det lader De mig om!« svarede den gamle Frue, med et kort Kast med Hovedet, og lo.

Jet maa sige Dem, vi unge Mennesker have skudt sammen til den Lilles Underhold de første Aar; han der, Manuducteur og Candidatus theologiæ, holder Bog; han er Barnets Værge, og Barnet selv er kommet til Knud Caspersens Enke.«

»Det er mere fornuftigt end jeg har troet, at De kunde bære Dem ad,« svarede hun. »Theologen kjender jeg ikke, men Caspersens Enke kan komme til mig, jeg vil have Opsyn med Barnet. Og troe ikke at Herrerne skulle være frie for at betale. Jeg vil have Kostpenge! hver af Herrerne giver aarligt fire Skilling for Ammen og en halv for Barnet; den Indtægt lægger jeg op til min Juleaften. Det er mit Alvor! saaledes bliver det! Ikke sandt, gamle Greve! vi to Gamle holde sammen. Og nu vil jeg bort. laften sender jeg Vogn efter Ammen og Barnet, men de fire Skilling strax og den halve med!«

»Vi ere Fire om det,« sagde Frederik, »det bliver altsaa een Mark og to Skilling. Her er een Mark og tre, anderledes har jeg ikke, men De bør jo ogsaa have Rente.«

»Ingen Narrestreger!« sagde Fruen, »jeg sender Dem Deres Skilling; den er maaskee en Lykkeskilling for Dem, pas paa den!« Og nu nikkede hun venligt til dem Allesammen, saae et Øieblik paa Liremanden, og sagde til ham: »sælg han den Historie, han gav os! der er nok en Nar, som kjøber den.« Hun klappede Herman paa Skuldrene og gik med Madam Krone, idet hun slog med Haanden efter den gamle Greve og Frederik, som vilde følge hende.

Det var Bedstemoderen, den fyenske Original, som man kaldte hende. Et eiendommeligt, men godt Indtryk havde hun gjort paa Herman, der, om hun var blevet her længer, vist havde sagt: »jeg er Din Dattersøn!« - Længe efter at hun var borte gik endnu den Tanke ham gjennem Hjertet: det er dog ikke Ret af mig, at jeg er her imod hendes Vidende og Villie. Det opfyldte ham, det pinte ham. »Jeg rider hen at besøge hende! der maa dog engang blive en Ende paa dette Forhold; hvad er det for en underlig Idee, ikke at ville see mig, mig, som aldrig fornærmede hende! der er bestemt meget Godt, meget Hjerte bag denne forunderlige Skal!«

Hans Beslutning var taget, og han sagde den til Grev Frederik, der dog iførstningen raadede derfra, men senere gik over til hans Mening; dog forlangte han at maatte være med ved Besøget, derved kunde maaskee Uveiret fordeles.

»Iaften bliver vor lille Pleiedatter afleveret; vi gaae imorgen tidlig paa Jagt, og efter Frokosten ride vi over for at see, om den Lille er vel kommet der; her hjemme siges ikke et Ord om Touren.«