VI.
Besøget hos Bedstemoderen.

Fra den friskbevægede Sø, udfor Lyø, gik for god Vind et lille Fartøi med flere Reisende, der vilde til Kiel; de havde sat sig om deres Madkurv; Taffelmusik manglede ikke, en Liremand dreiede Liren, der spillede: »Noch einmal die schöne Gegend.« Det var Faderen til den nysfødte Lille; hans Historie hørte vi, nu forlod han Øen, der beholdt hans døde Kone og hans levende Datter. Uagtet hele Personen, ethvert hans Ord, selv hans Tanke var affectert og forskruet, bævede der dog i dette Øieblik en sørgmodig Streng i hans Bryst; men Ingen læste derom i Ansigtet, her laa en naragtig Følsomhed, der syntes paataget som Spads til den vemodige Melodi. Ingen her vidste, hvad han kunde tænke derved, han havde endnu ikke fortalt dem sin Historie, grupperet den for dem; paa Fyen var et af Capitlerne sluttet. Det bortseilende Skib kunde man see fra Landeveien, og her red netop nu Grev Frederik og Baron Herman, for at friste deres Skjæbne hos den gamle Frue. Levende Hegn strakte sig paa begge Sider af Veien, og kun hvor der kom et Led, var der Indkig til Marken.

Et ridende Bud fra den gamle Frue mødte dem og overrakte Grev Frederik et lille, tykt Brev.

»Maaskee en Indbydelse! nei, hvad er det? en Skilling, en almindelig Kobber-Enesteskilling. Det er et dyrt Ridt, saa mange Mile alene for at aflevere en Enesteskilling. Brevet lyder som saa: »»Hr. Greve, man skal betale sin Gjæld! her er Skillingen tilbage. Qvittering udbedes.«« Efterskrift: »»Barnet er indtruffet, et meget skikkeligt Barn; Ammen lidt for rørende, meget respectabelt Fruentimmer; ærbødigst Dorothea.««

Frederik vendte sig til Budet: »Jeg skal selv bringe Qvitteringen, jeg rider derhen,« og nu satte han sin Hest i Gallop, Herman sporede sin og de fore afsted.

Udbygningerne af Gaarden frembøde et rigt Motiv for en Maler; de gamle Stene, der skulde tjene som Ledpæle, vare omvoxne med vild Humle; Rankerne løb hen over Straataget, der ud imod Veien laa ned til Jorden, overgroet med Mos og Huusløg; her var en Farve-Rigdom, saa broget, som den findes paa nogen Pallet. Ligeoverfor Straataget hang fra den gule Leerskrænt vilde Rosenhækker med deres røde Hyben. Midt for laa Hovedbygningen, hvis Mure understøttedes af tykke Muurpiller, men man saae ikke meget af de røde Stene i den halv kirkelige Bygning; de vare skjulte som med et Tæppe af tæt Epheu; friskt og frodigt voxte det op af Taget, ja fæstede sig om selve Skorstenen. Gaardens Sidebygning var Bindingsværk, de fremspringende Fløie bedækkedes af vild Viin, som nu paa Efteraaret prangede med stærke zinnoberrøde Blade; her var Vindue ved Vindue fra øverst til nederst gjennem de to Etager; det saae aldeles ud som et stort Drivhuus, hvorfor ogsaa i Omegnen hele Gaarden almindeligviis kaldtes »Drivhuset.« Udenfor stod i Sommertider Palmer, Cypresser og Cactus i store Ballier, og det var værdt at see de smukke Vandlillier, som her blomstrede; de overvoxede næsten to lange Damme, Resten af den gamle Voldgrav. I et Vildnis af Grønt laa Gaarden; den var som over- og omgroet af Hvid- og Rød-Tjørn, Lindetræer, Kastanier og Bukketjørn. Man maatte give den Fremmede Ret, som engang sagde, at den saae ud som Slottet i »den sovende Skov«, kun at Skjønheden derinde manglede. Maaskee at nu den lille Pige der kunde voxe op til en saadan.

Frederik og Herman lode sig melde og bleve modtagne. Gjennem en Gang, hvor to Viinstokke vare ledede gjennem en Rude og nu dannede en heel Løvsal med tunge, store Druer, traadte de ind i et lille Kabinet, hvor to Træer i mosomvundne Ballier stode som Skildvagter ved Døren. Alle Farver spillede her fra Grenene, og der var dog ikke Blomst eller Blad; det var to kunstige Træer, overalt besatte med udstoppede Colibri, saa glindsende smukke, i Rødt og Grønt, i Guld og Farver, saa at man øieblikkeligt betragtede det Hele som rige, straalende Blomster. Et dobbelt Tæppe hang ned for Døren, det løftedes tilside og man var i Bedstemoderens Dagligstue.

Ogsaa her saae det ud som i et Drivhuus; langs Væggene stode lange, smalle Blikkasser, hvori var plantet Eviggrønt, som, ledet over et Gitter af fint Spanskrør, dannede et Espalier, en levende Skjærm for Portrætterne, med hvilke Væggen bagved var behængt; det friske Grønne skjulte Rammerne og for endeel Figurerne; kun foran Ansigterne var en større Aabning mellem Løvet.

»Min Mands Forfædre har jeg sat i Urtepotte,« sagde den gamle Frue. »See Commandeuren der! ja Stjernen kan man nu ikke finde, den har faaet Overtræk; hvor han gjør underlige Øine bag de grønne Blade! jeg slaaer Cordon for de Døde, men med levende Grønt. Den blonde Dame der med Pappegøien seer nok saa fornøiet ud derved, især Pappegøien. Men godt er det at De komme; De ere jo Lærde begge To. Her sidder jeg og strider med Madam Krone, der er en meget brav Kone, men Geographie kan hun ikke, og det er dog vist den Videnskab, man mindst kan undvære. Her ligger Geographien altid paa Bordet, at vi kunne see efter, naar vi læse Aviserne, og vide hvor vi ere; jeg bruger den i Kjøbenhavn altid ved Comedie-Placaten. Staaer der: Scenen er i Milano, saa slaaer jeg op i Bogen: »Milano, en stor Domkirke« - saa veed jeg det. Gaaer man i Theatret, da er Geographien ligesaa vigtig som Placaten, man maa vide hvor man er.«

»Ja, men nu vil den naadige Frue,« sagde Madame Krone, »have Jylland forbundet med Norge, og det gaaer dog aldrig; Jylland er paa den anden Side Fyen, og Norge ligger en lang Søreise ovenfor Helsingør. Er jeg ikke selv seilet fra Kjøbenhavn derop!«

»Men jeg vil have en Hængebro!« sagde Fruen. »Madam Krone veed ikke, at Jylland gaaer op i en Snip, og fra den Snip, som hedder Skagen, skulde man gjøre Forbindelsen.«

»Men Afstanden er temmelig stor,« sagde Grev Frederik, »der gaaer aabent Hav imellem, hele atten Miil.«

»Det veed jeg; men derfor er det, jeg vil, at de skal gjøre en Hængebro; saa kan Posten gaae om Vinteren og man kan føre Korn ind og meget andet Nyttigt. Det er altid godt at Landene hænge sammen.«

»Men hvori skulde den Bro hænge?« spurgte Frederik.

»I Kjæder,« sagde Fruen; »man slaaer dem fast i de norske Klipper, bygger saa et Taarn paa Skagen, og saa hænger Broen derimellem.«

»Men efter Tyngdens Love vilde Kjæderne ved deres egen Vægt synke dybt ned i Havet.«

»Saa spænder man dem stærkere,« sagde Fruen. »Det maa Professoren i Physik forstaae! Har vi ikke en Saadan ovre i Kjøbenhavn? lad ham spænde ud, og saa hænger den! Men det kan Madam Krone ikke forstaae, hun vil have Veien til Norge over Helsingør. Hvorfor leer den Anden der? han med de prægtige Øine! naa, lee kun, Tænderne ere meget gode! det klæder godt; ærligt Sind til Tænderne idetmindste! indenfor skal jeg ikke gaae! naa, giv mig Haanden!« Hun rakte ham sin, rystede hans og sagde: »Tak, Kammerat! - Ogsaa Vandpjadskeren der!« tilføiede hun og rakte Grev Frederik Haanden; »lidt pjanket og søgal - - om Forladelse, Hr. Greve! - Begge to skulle de have en lille Present før de gaae, men endnu have de Lov at blive lidt.«

»De siger, jeg har et ærligt Sind til Tænderne,« sagde Herman; »jeg har det ogsaa indenfor Tænderne, og det er det, jeg vil bevise Dem. De veed ikke, hvilken usigelig Lyst, jeg i mange Aar har havt til at see Fyen. Min Ven der overtalte mig til at gjøre Seiltouren herhid; vi have Begge vel bestaaet Examen, lige strax tager man ikke fat paa at læse igjen. De var i Holsteen, vidste vi, men at De saa pludseligt kunde komme tilbage, faldt mig ikke ind; jeg var vis paa, at jeg ikke traf sammen med Dem, og vilde om et Par Dage igjen være i Kjøbenhavn. Alt er indtruffet anderledes. De har gjort saa godt et Indtryk paa mig, at jeg finder det uærligt, ikke at sige Dem, hvem De her har seet, hvem De har venligt rakt Haanden. - - jeg er Herman, kjære Bedstemoder!«

Den gamle Kone havde fra Begyndelsen af hans Tale seet stivt paa ham; hendes Ansigt var blevet mere og mere alvorligt, hun gjorde nu sit Kast med Hovedet og udbrød: »Jeg veed det! jeg vidste det, men jeg vil dog ikke vide det! -Jeg er jo en underlig Tulle, siger man, hvad skal jeg saa vide det for?«

»Har De kjendt ham?« spurgte Grev Frederik; »nei, hvor var det muligt?«

»Matros!« sagde hun, og der laa i Betoningen noget saa Eiendommeligt, det kunde være Spøg, det kunde være Vrede. »Nu skal De have Presenterne, kom!« og hun vinkede af Dattersønnen, men standsede: »nei, en Greve er mere, end en Baron; desuden hører Du jo til Huset, som man siger. Herr Greve!« og hun drog Frederik med sig i Forværelset og saae her til alle Sider; pludselig fæstede hun sit Øie paa Træet med de brogede Colibri. »Kan De lide det? De er jo selv en Fugl, en Vandfugl, og den mangler der. Har De Lyst til det? - Men De skal strax tage det med, for det siger jeg, at i det Øieblik, De har det, maa det ikke længer blive i mit Huus!«

»De vil da, jeg skal ride med det foran paa Hesten?« sagde Frederik; »det er jo ikke muligt! saa maa jeg miste Deres smukke Present.«

»Claus kan ride med det,« sagde hun. »Det er et smukt Fastelavnsriis! ikke sandt? Og De kan have godt af Fastelavnsriis!« Hun vendte ham Ryggen og gik ind i Stuen. »Nu har han faaet Riis!« sagde hun og vendte sig til Herman: »Din Present skal Du faae.« Hun aabnede Døren til det næste Værelse, Herman fulgte hende derind og Døren blev lukket.

»Hvorfor har De faaet ham herover, Hr. Greve?« sagde Madam Krone. »Fruen er vred, grulig vred jeg kjender hendes Ansigt!«

»Nei, hun er ikke vred,« sagde Frederik; »hun tog det jo høist elskværdigt op, vi faae Presenter begge To! Desuden, hvad er det dog for en taabelig Idee af Konen, ikke at ville see sin Dattersøn, et Menneske, som Enhver holder af og maa agte -?«

»De veed det ikke, De kjender hende ikke! ja forlad mig, Hr. Grevejeg taler saaledes. Hun er velsignet og god, bedre end Verden er det, men hun har sine Underligheder, dem maa man bære over med.« -

»Er det sandt, som man fortæller,« spurgte Frederik, »at hun til Dem, Madam Krone, nyligt syede et Fløielshalsbind, og broderede sit eget Navn derpaa, og det skulde De bære? men naturligviis, De vilde ikke.«

»Ja, slige Historier fortæller man, men Andre, som ere mere sandfærdige og ligesaa morsomme, om De vil, men som vidne om hendes menneskekjærlige Hjerte, dem siger man ikke.«

»Jo man gjør!« sagde Frederik; »Krigsraadinden fortalte mig just igaar en, som er baade comisk og rørende. De spiller ogsaa en Rolle deri, det vil sige, De er kun Baronessens anden Haand. Nu skal De høre. Den naadige Frue kom nede ved Bondebyen forbi et usselt Huus, hvor en gammel Kone, der boer hos Huusmanden, stod og vaskede sit Linned; det var et eneste Stykke. »»Hvormange har hun af den Slags?«« spurgte Fruen. »»Gud hjelpe mig!«« sagde den Gamle, »»jeg har kun det ene Stykke!«« - »»Enhver velopdraget Kone,«« sagde Fruen, »»maa have sex.«« - »»Ja, Gud hjelpe mig!«« sagde den Gamle. Og saa tog Fruen strax til Svendborg og kjøbte Lærred og syede fem - De veed nok! og den gamle Kone blev lykkelig, men Fruen ogsaa, og da sagde hun, »»kan jeg faae saa megen Glæde for det Par Skillinger og den Smule Syning, saa vil jeg have mere Fornøielse! Hør Moer««, sagde hun, »»er her i Bondebyen flere Mennesker, som ikke have sex?«« - »»Ja, det veed Gud!«« sagde den Gamle. »»Naa saa send dem Allesammen til mig.«« - Fruen har selv fra første Færd fortalt Historien, og hun sagde: »»saa kom der saa mange Mennesker til mig, Piger og Koner; og jeg tog til Svendborg og kjøbte Lærred, og Madam Krone og jeg syede hele Dagen og den halve Nat i fjorten Dage, og nu have alle Mennesker sex!««

»Men er det til at gjøre Nar af?« sagde Madam Krone; »er det ikke smukt, er det ikke godt, om det ogsaa er noget aparte?«

Bedstemoder og Dattersøn kom i det samme tilbage, Begge leende, og han med et prægtigt Gulduhr i en lang Kjæde.

»Det er for at han kan vide, at Tiden gaaer og at man skal bestille Noget og ikke fjase! Tag De lidt Lærdom af det med!« sagde Bedstemoderen til Frederik.

Hun og Herman kom begge leende, men altfor tydeligt var det dog i Begges Ansigter, at Noget var skeet, at Følelser, ganske forskjellige fra Smilet, gjærede indvortes.

»Nu skulde vi see vor lille Pleiedatter,« sagde Frederik.

»Hun sover,« sagde den gamle Frue. »Der maa Ingen forstyrre hende. Og nu takker jeg for Æren af Besøget!« Hun neiede dybt. »Hver har faaet Sit, og jeg har havt en stor Fornøielse!«

Begge Herrerne maatte anbefale sig; Staldkarlen stod med Hestene for Døren, de stege op og galopperede afsted.

»See saa!« sagde Frederik. »Det er en mærkværdig Kone; egentlig bleve vi da viste Døren! - Men Du er ikke i Dit gamle Humeur! Har hun sagt noget Krænkende? Hvor kan hendes Ord saaledes virke ind paa Dig fornuftige Menneske?«

»O nei!« svarede Herman og blev endnu mere bleg, »jeg veed at ethvert Menneske har sin Achilles-Hæl, hvor han kan saares, og hun har fundet min, saaret mig - dog, det er ikke Ordet, hun har grebet ind i mit Hjertes Urørlige! Sige Dig det kan jeg ikke; Ingen kan jeg sige det, idetmindste ikke idag, ikke iaar. Af Alle skal Du engang være den Førstejeg siger det. Men nu er alt Dette en Hemmelighed! Du giver mig Din Haand derpaa! - Hun har kastet en Brand i min Sjel, der i dette Øieblik fortærer al Glæde, al Lykke! -Nei, nei!« raabte han heftigt, »det er ikke saa! jeg vil have mit gode Lune!« - Og nu sporede han Hesten.

Grev Frederik, i høieste Forundring og urolig over den Forandring, der viste sig i Vennens Ansigt, fulgte ham Side om Side. Den gamle Frues Tjener kunde ikke holde Fart med dem, men hvad Bonden kalder »luntede« saa godt han kunde bagefter, idet han holdt foran sig paa Hesten hele det kunstige Træ med de brogede Colibri, der bævede ved Bevægelsen og skinnede i Solen med tusinde Farver.