VII.
Paa Gaden og i Balsalen.

Vi gaae med Vennerne til Kjøbenhavn. Tilbagereisen gik ikke bedre end Henreisen. Det var i November, vor saakaldte slette Aarstid, med Regn og Rusk, med sin evige Blæst; man troer sig i Vindenes Hule. Det var ægte kjøbenhavnske November-Dage; graa Himmel, Tusmørke istedetfor Dag, dyndede Gader, saa at Kalosker og Paraplyer blive en nødvendig Deel af Legemet, dets Begrændsning forneden og foroven; dertil, som eneste Afvexling, en raa, tyk Taage, hvilken man ordentlig kan smage; den hele Luft er en kold Fugtighed, som trænger gjennem Klæderne ind i Legemets Porer; den gyder sin Klamhed over Porte og Døre, over selve Trægelænderet inde i Forstuerne; man føler sig i et Element for Frøer og ikke for varmblodede Dyr. Skraldemandens Vogn, hvor den driwaade, lasede Karl hjelper den smudsige Pige med Fjerdingen, det er Bouquetten paa en saadan kjøbenhavnsk Novemberdag. Vi ville fra dette Veir, fra disse Gader træde ind i Ministerens Salon, see Lys og Farver, erindre os Sommersolen og aande der.

Orangetræer ere opstillede paa hver Side af den brede Trappe og denne selv belagt med brogede Tæpper, som holdes fast ved blanke Messing-Stænger. Tjenere i Skoe og Silkestrømper og med broget Livree, opfylde Forværelset og slaae de store Fløidøre til Siden. En mild, kryddret Luft strømmer os imøde med Glandsen fra Lysekronerne under Loftet, fra Astrallamperne paa Bordene; en Række Værelser, saaledes belyste, ligge for os, alle med rige Gulvtæpper, lange, kostbare Gardiner, Silkestole, Fløiels Sophaer, der ved let Berørelse glide til den Plads, man vil give dem. Her staae Borde med rigt indbundne engelske og franske Bøger, Kobberstykker og Journaler. Paa Væggen hænge Malerier og i een Stue, mellem de smukt opstillede Blomster, findes en skjøn Statue. En Deel af de Ældre gaae nu til Spillebordene, Andre sidde i Samtale eller stille Beskuen. Grupper af unge Piger, som Herrerne slutte sig til, tale livligt og leende, og imellem disse er Clara den Smukkeste; man seer det ogsaa paa Admiralindens Ansigt; det siger: »hun er min Datter! saaledes saae jeg selv ud for atten Aar siden!» Baron Herman fører Ordet; det er, om man vil, Replikker, der godt kunde staae i Bagtalelsens Skole, men der er ingen tiltænkt Gift i dem; det er et Par Smaahistorier om en bekjendt Mand, hvem man idetmindste altid kan tillægge Historier af den Art. Frederik og Holger gjøre lystige smaa Bemærkninger, men Herman er dog den Livligste; Ingen mærker den Skygge, der har sænket sig i hans Bryst fra hun Samtale med Bedstemoderen, Ingen aner, at dette leende Ansigt kan hjemme, i ensomme Øieblikke, bære hele Smertens Udtryk. Her staaer han foran Clara, hendes Øie lyser ham ind i Sjelen, fylder og henriver ham.

»De har vel tegnet ham af, De fortalte om?« spurgte Clara. »De gjør det udmærket! De er egentlig et farligt Menneske.«

»Han veed at opfatte os Alle paa Vrangen,« sagde Frederik.

»Ogsaa mig?« spurgte Clara. »De maa tegne mig i Carricatur; jeg bliver vist gyselig, men det er det samme.«

»Jeg veed ingen Vrangside at opfatte hos Dem!« sagde Herman; »jeg maatte idetmindste oftere see Dem, belure Dem.«

»Jeg leer saa meget,« sagde Clara; »der har De Motiv;« og hun lo med den friske Mund, de deilige Tænder og lysende Øine, saa det blev endnu vanskeligere at opfatte en uskjøn eller comisk Side.

Tjeneren bragte lis, Conversationen vexlede, Fortepianoet klang.

Husets Musiklærer havde faaet Tilladelse til at en af hans fattige Elever, en ung Pige, turde lade sig høre i den fornemme Kreds. Hun var ret smuk, hun var et Talent; et Par Lorgnetter kom ved Spillebordet for Øiet, en enkelt gammel Dame reiste sig og stod et Øieblik ved Døren; »charmant!« sagde hun, »nydeligt spillet!« sagde Clara, - »men hun holder sig ikke godt.« Imidlertid var Clara den Eneste af alle de unge Damer, som talte til den stille, fremmede Pige, der, efter at have endt Spillet, stod i en Krog mellem Claveret og en Gruppe andre unge Piger, som viste, at de havde Intet med hende at gjøre.

Claras Ord og Venlighed oplivede hendes Træk; Øinene lyste; Herman nærmede sig, var det for Pigens Skyld eller for Claras?

Ud paa Natten var han endnu ved Claras Side, da hun og Moderen stege i Vognen. Denne rullede afsted ind i den raavaade Luft, Taagen hang som et tæt hvidt Slør op om Karet-Vinduerne, og Damerne trak Kaaberne tættere om sig.

»Du har jo alle de unge Herrer om Dig, Clara!« sagde Moderen. »Det har man i Din Alder og med Dit Udvortes. Vær et fornuftigt Barn. Giv Tid! - Du holdt Dig ellers ikke ganske rank. - Det er mærkeligt ellers, hvor Du ligner mig i Din Alder!«

»Grev Frederik var meget elskværdig,« sagde Clara, og tænkte i det samme egentlig paa Herman, hvis Livlighed, hvis Opmærksomhed mod hende ikke var uden Virkning.

»Grev Frederik er et fortræffeligt Menneske,« sagde Moderen. »Familien er en af de Første!« Der blev en Pause; hun kyssede derpaa Clara og - saa holdt de for deres Hjem.

Herman løb med Kalosker og Paraply gjennem de tørvemosede Gader; den fine, kolde Regn, som faldt i Taagen, trængte ham gjennem Klæderne, men han mærkede det ikke; indeni ham var Alt Flamme, Alt Sollys, hans hele Tanke omfattede Clara, og dog vidste han endnu ikke, at det var Forelskelse, hans opgaaende første Kjærlighed.

Vi ere igjen paa Bal, et stort Hofbal; der er som en klar Solskinsdag i denne prægtige Belysning; intet Blomsterbed er mere broget rigt end denne store Forsamling af røde Uniformer med Stjerner og Ridderordener; Damernes Toiletter ere saa smagfulde, saa forskjellige, og det er just Toiletterne, som Admiralinden mønstrer og taler om med en ældre Dame, hvis gyldne Turban, der seer ud som en Kasserolle, og brandgule Atlaskes Kjole med Blonder just ikke røber den bedste Smag. Det er en ganske udmærket Musik, den bringer selv de gamle Excellencers Been i en drømmende Dandse-Bevægelse. Laquaierne vandre som Karyatider med Forfriskninger gjennem de tætteste Kredse. I Vinduesfordybningen staaer Clara, smukkere maaskee end nogensinde før. Hun er i en hvid klar Kjole, der falder i fyldige, taageagtige Folder, som var den vævet af Luft og bragt i Farve med Sneen; smaa Bouquetter af Mos og Violer synes at være ligesom kastede paa den. Der er en Gjennemsigtighed i Ansigt, i Arme, i den hele Skikkelse; der er et Udtryk af Lyksalighed i dette ungdomsfriske, deilige Ansigt, et Smil, der eier mere Trolddom end al Musik og al Poesi. Aldrig før har hun været saa smuk, aldrig før har hun smilet mere lykkeligt; men hun er ogsaa i Samtale med en af Prindserne, som fører hende til Dands. Frederik staaer ikke langt derfra i blaa Fløiels Hofkjole med store Diamantsknapper; han seer hendes lykkelige Smil, han er vred paa hende uden selv at gjøre sig Regnskab hvorfor! De mødes i D andsen og skilles igjen. Holger træder netop i dette Øieblik ind. Clara har lovet ham tredie Dands, og dog er han den Sidste, som kommer; - man maa vide Aarsagen. Holger blev igaar Kammerjunker. Skræderen har syet Nat og Dag paa Uniformen, gjort det Umulige muligt og bragt den færdig til dette Bal, men først for en halv Time siden blev den afleveret. Den røde, guldbroderede Kjole sidder fortræffeligt, de snevre Cassimirs Beenklæder ere som en Deel af Legemet; Holger er paafaldende smuk, og han veed det selv. Det er den første Uniform, han bærer, det er den første Titel, han har erholdt udenfor den medfødte Baron-Titel, og Clara har allerede opdaget ham, tilsmilet ham. Hvor meget Ungdomsmod og Lykke kan dog ikke et Hjerte rumme!

Grev Frederik seer med Eet ganske utilfreds ud; Ballet kjeder ham, Claras Smil er ham imod og ikke en Dands har hun for ham.

»Allerede for fjorten Dage siden var jeg engageret til dem Alle!« har hun sagt med et Smil, som han i sin bittre Følelse finder letsindigt, og nu dandser hun med Holger. Det er et smukt Par, og man lægger Mærke til dem. Der er hos dem Begge en Følelse af: hele Verden er vor! alle de Andre figurere kun om os! er det Claras Smil, er det Dandsemusikken eller den nye Uniform, der sidder saa godt, eller maaskee alle tre Dele, som virker? I dette Øieblik er det Holger klart som aldrig før, at han elsker Clara, at han maa sige hende det, at han med hende saaledes gad dandse Livet igjennem. Der er ingen Sorger, ingen Sygdom eller Død!

Man gaaer til Taffels, Champagnen knalder. Holger er lykkelig som en Gud, veltalende, leende, og idet han atter træder ind i Dandsesalen med Clara, er en Beslutning fattet; før Ballet ender maa hun vide hans Følelser, vide at han elsker hende, at hun er hans første, stærke Kjærlighed; han har Mod, han har Villie, det maa siges. Og i dette Øieblik sover Herman rolig hjemme, i dette Øieblik grunder Frederik paa, om han skal eller ikke skal kjøre Clara i Kane imorgen Middag, den store Kanetour til Bellevue. Dandsemelodier ere for den Forstemte tunge Søer, der gjøre hans Humeur endnu mere til Vrag, men den Livsglade løfte de kun endnu høiere. Clara har ganske glemt Hermans morsomme, geniale Billeder, glemt Frederiks livfulde Skildringer af hans Søtour, dem hun før med saa megen Henrykkelse lyttede til. Holger er den bedste Dandser, af Alle den Opmærksomste, den Elskværdigste.

I Dandsen, som nu er begyndt, skal inclineres. Med den Lykkeliges hele Udtryk i Øie og Mine staaer han foran Clara; hans Blod og Tanker ere som Champagnen, han bøier sig dybt med et spøgende Smil, hæver sig derpaa en heel Tomme høiere end ellers, og da - er der vel Trolddom til? Man skulde troe det! Ere Menneskene ledsagede af en usynlig Aand, god eller ond? Idet Holger hæver sig, foregaaer pludselig ligesom en Forvandling med ham, hans Ansigt bliver rødt som et Blod, hans Bevægelse er med Eet tvungen, hans Ord, hans Tale er ikke længer frisk, der er foregaaet noget Betydeligt; hans hele Tanke er deelt mellem Clara og - - ja det vilde klinge altfor skrækkeligt, pludseligt at udtale Ordet. De mindste Aarsager have tidt de største Følger. Holger bevæger sig ikke længer som før, han giver saagar aldeles forkerte Svar. I denne Nat frier han ikke! Clara er endnu til for Frederik, for Herman, for den, Ingen endnu veed!

Midt i Henrykkelsens høieste Moment, midt i Kjærlighedens kjække Aabenbarelse er det - - ja, flere end En have maaskee været i samme Situation, kjende denne Qval, hvorved Mennesket kan miste hele sit moralske Mod, og det har Holger mistet, - Ungdomsglæden, Følelsen af sin nye Titel, af sin velsyede Uniform.

Clara betragter ham med ængsteligt Blik; hos hende gaaer den Tanke op - den uretfærdige Tanke, - »det er Vinen! han har drukket for meget Champagne!« og Nimbussen om ham er slukket; hun veed ikke, hvilken Uret hun gjør ham. Hendes Veltalenhed forstummer, hun søger uvilkaarlig Grev Frederik, hendes Øie møder hans, han smiler, det er som om han begreb hendes Situation; - der inclineres atter og hun inclinerer for Frederik. Holger smutter bag Vinduesgardinet et Øieblik, kommer atter tilsyne, men er ikke mere som før. Og det Hele er den uskyldigste, men ulykkeligste Situation paa et Bal, idet man inclinerer, ja inclinerer for Alvor. Det er Virkelighedens frygteligste Prosa, der har overvældet ham. Naar En skal henrettes, er det Talebrug at sige: »han skal miste sin Knap!« det er at miste Hovedet, og Holger har mistet en Knap og med den Hovedet. Seleknappen bag i er gaaet af de snevre Cassimirs Permissioner, - nu er det sagt! nu begriber man den pludselige Rødme, den tvungne Holdning, de deelte Tanker, de forkerte Svar. Med den Knap faldt Mod og Lykke, med den faldt Claras Henrykkelse; hun inclinerede for Frederik og de To kjørte næste Dag i Kane sammen til Bellevue. Fra Amalienborg gik Toget, syv og fyrgetyve Kaner, Prindser, Diplomater, unge Adelsmænd. Bjælderne klang, de brogede Kanedækkener flagrede hen over Hestenes Rygge, Pidskene smældede. Frederik, i Bjørneskindspels med Sælhundeskinds Støvler og laaden Hue, havde Clara i sin Kane, og snart vare de ude af Byen, og Kragerne fløi hen over den hvide Snee; »kra, kra!« hver gratulerer jo paa sin Maade. Hvor Sneen var dybest væltede de To; det var som en Leg, det var et lille Eventyr. - »Det var en prægtig Tour, det var en betydningsfuld Tour!« sagde Admiralinden, og hvorfor?

Samme Aften skrev Frederik til sin Fader, at han elskede Clara, at hun havde givet ham sit Ja, og at den fortræffelige Admiralinde havde Intet mod Partiet, naar Faderen billigede det.

»Den Knap,« sagde Holger, da han hørte det, »den fordømte Knap er Skyld i det Hele!« og han faldt hen i Tanker. Herman rev alle sine Tegninger itu; de vare for idealske, mente han; Alt var langt mere kantet, langt grimmere. Kjøbenhavn var den utaaleligste Stad, Menneskene, med meget faa Undtagelser, egentligt slet ingen, en Samling af Carricaturer og Kjedsommeligheder. Ja ikke blot Kjøbenhavn, nei Sjælland, Fyen, det hele Land var ham utaaleligt. Var det Claras Forlovelse, der kastede denne Skygge over Land og Mennesker, eller var den Giftsæd, Bedstemoderens Ord havde lagt i hans Hjerte, nu skudt op til et Upas, som forpestede Alt omkring ham? - - Slige Øieblikke i et Sind som Hermans føde Tanker og Beslutninger, der tidt afgjøre Ens hele Fremtid.

Balsalen en Vinterformiddag efter et Bal er et uhyggeligt Rum; Glandsen er slukt, Musikken forstummet, al den friske Ungdomsglæde er borte, Gardinerne hænge tunge med Støv, Lysene sidde nedbrændte i Lampetterne, Contrabas og slige mammuthstore Instrumenter ligge som Mumier og pege paa et Liv, der var. Saaledes saae det ud næste Morgen i den kongelige Balsal; midt paa Gulvet skinnede en Knap, som Feiekonen lod Kosten feie bort; den Knap, som havde bragt Holgers Hjerte til at see ud som Balsalen nu, tom, uhyggelig, et Mausoleum over en Knap.