VIII.
Caroline Heimeran.

Da vi nu have fulgt de tre unge Venner og Reisekammerater, kunne vi opsøge Manuducteuren, eller hvad der lyder kortere, Moritz. Ham træffe vi ikke ved Hoffet, ikke i de store Saloner; hans Verden er Etatsraad Heimerans hyggelige Stue. Her kunne vi maaskee ogsaa udhvile os paa de mange Baller. Her var Caroline Sjælen. Tidlig mistede hun sin Moder og blev Dreng med sine vilde Brødre, der nu vare spredte ad i Landet; fra dem havde hun grebet alle deres kjøbenhavnske dristige Udtryk, hvilke for de Indviede tidt klang høist sælsomme i den livlige, smukke Piges Mund. Faderen var en af disse gode, lattermilde Personer, der paa Tilskuerpladsen ere en Velsignelse for en Lystspildigter, hvis Stykke spilles; Etatsraaden lo ved mindste Anledning. I Forretninger var han nøiagtig som et Regnestykke, der gaaer op, og Fader med hele sin Sjæl. - Den hele Familie levede usædvanligt ind i sig selv, dannede deres egen faste Stok, og i denne levede og glimrede Caroline; man vidste hendes fortræffelige Egenskaber og morede sig just ved, hvad Fremmede vilde hos hende kalde Uvaner.

Som vi vide, havde Moritz netop Aftenen før sin Afreise til Fyen friet og faaet Ja, men tillige den Erklæring, at han maatte ikke lade Reisen gaae overstyr, at han skulde, som om Ingenting var skeet, seile det Par Dage med. »Vi ville ikke begynde med at hænge over hinanden!« sagde hun, »det har jeg seet Nok af med min ældste Broder og Louise, den søde Kone, hun er! men et Hængetræ var hun! - Seil Du! men vælt ikke, for traurig har jeg rigtignok ikke Lyst at være; det er ingen Fornøielse!« Hun smilede, men havde Taarer i Øinene, - hun var nydelig!

Og Moritz seilede til Fyen, det vide vi, og Alt hvad der mødte ham og Vennerne der, det vide vi, samt at han nu atter var i Kjøbenhavn; men at han ved Modtagelsen fik det første Kys, det vide vi ikke, men det fik han, og der var meget at sige, meget at fortælle. »Troer Du, jeg vil bære paa al den Snak jeg har hørt?« sagde hun, »nei, nu ere vi To om Byrderne; Du skal holde her!« De maatte ogsaa drikke Duus, ellers kunde hun jo ikke ordentlig tiltale ham, naar han skulde have Skjænd.

»Du er et sælsomt, velsignet Væsen!« sagde han, »Du ligner, har jeg ofte tænkt, Undine!«

»Det var et meget eventyrligt Fruentimmer, Du der søgte ud,« svarede hun. »Ja, jeg er vel noget aparte, men det er dog det, som har gjort mig interessant for Dig; vi To ligne rigtignok slet ikke hinanden!«

En Veninde kom i Besøg.

»Vil Du see Fyren!« sagde hun. »Ja, han er lidt stille endnu, men jeg skal nok sætte Skik paa ham. Han skal til Vinteren paa Isen med mig. Det er saa kjedeligt med flere Herrer, naar de skulle følge mig hjem om Aftenen, saa ere de saa bange, fordi jeg taler høit, og saa maa jeg ikke glide paa Iis, naar der er Gadedrenge! det er just saa deiligt engang imellem at være Gadedreng. Af Banen! raaber jeg og glider.«

»Naar man ikke kjendte Dig, Caroline -« sagde Moritz, »saa kunde man - -!«

»Hun kjender mig bedre end Du! vi ere dragne til Skole sammen; vi gik i Marts Maaned med Kaabe og Muffediser og stor Parasol; den holdt vi foran mod Blæsten, og Solen skinnede os paa Nakken, saa Skyggen af os stod inde i Parasolen; for hvert Gadehjørne til Høire skiftedes vi til at bære den, og vi holdt den ud for Maven og ikke for Ansigtet; Blæsten nødte os dertil. Og saa troer Du, at hun ikke skulde kjende mig! det er mere for to Mennesker at gaae under een Parasol end at skifte Guldring, kan Du forstaae det?« Og hun lo med Mund og Øine.

Tjenestefolkene holdt alle paa det Inderligste af hende, thi hun var hjertensgod, og talte altid saa fortroligt med dem. Den halvgamle Tjener kunde gaae i Ilden for hende; men hun nikkede jo ogsaa saa velsignet til ham, selv ved det store Selskab, der blev givet engang om Aaret, og hvor der var Conferentsraader og selv Politimesteren. »Ikke dette Blik, Jørgen!« sagde hun da; »jeg kan ikke taale det, og jeg er forlovet!« Pigerne skrev hun Vers og Breve for til deres Kjærester. Sit eget Sprog havde hun ogsaa til Folkene: »Du er Slave iaften Klokken ni!« betydede for Jørgen: Du kommer til den Tid og henter mig. Ingen i Theatret, ved en Tragedie, var lettere at bevæge end hun; Ingen udgød flere Taarer ved Læsningen af en rørende Bog end hun, og i samme Øieblik kunde hun spøge derover. »Jeg har et uhyre Talent til at blive sentimental,« sagde hun; »vilde jeg uddanne det, da kunde jeg blive en Saltkilde for Landet!« Hendes smukkeste Talent var iøvrigt at foredrage ved Claveret smaa Sange; vel havde hun kun en lille Stemme, men al den dybe Følelse, som ved et Digterværk strax greb hende, gjennemstrømmede Sangen; det var en Lyst at høre hende foredrage Reichhardts Melodier til Gøthes Digte. - Lunet var, som sagt, det Fremherskende hos hende. Moritz's Eventyr i Fyen, Lodtrækningen om, hvem der skulde være det lille Barns Fader, fandt hun lystigt og rørende; det morede hende at sige til halv Fremmede naar Moritz hørte derpaa: »Min Kjæreste har en lille Datter i Fyen!«

»Kjære Pige!« sagde Moritz, »Du maa sandelig fortælle den hele Historie eller ikke sige Sligt.«

»Han er bange for sit Rygte!« raabte hun da leende. -

Paa sin Chiffoniere havde hun en Samling af Nuslerier: to Haner, limede sammen af Fjer, et heelt Fartøi, blæst af Glas; men nydeligst vare fem smaa Porcelains-Figurer, der forestillede Amor i forskjellige Skikkelser. Først den nøgne lille Krabat med Kogger og Pile, derpaa Amor som Skorsteensfeier med Stigen, saa som Officeer med Generalhat paa Hovedet, Sabel om Livet og store Støvler paa, forresten nøgen; Nummer fire: Vægter med Morgenstjerne og Kabus; Nummer fem: Matros med blank Hat, kort Trøie og Aaren i Haanden.

»Du mangler ham bare som Præst,« sagde Veninden.

»Der har jeg Moritz! det er i stor Udgave, men derfor er han nu ogsaa mere klædt paa.«

»Du kommer virkelig til at ligne den gamle Frue ovre i Fyen,« sagde han; »Du taler næsten ligesom hun, har saa mange af hendes Noder; ja, endnu gaaer det; imedens Du er ung, saa kan det klæde endnu, og jeg er vel selv blind i Forlovelsesdagene, men naar Du bliver gammel og - -«

»Gud, jeg bliver nok stille og kjedelig!« sagde hun. »Naar Du først faaer mig op til Færøerne eller over paa Bornholm, saa skal Du see, hvor sindig og kjedelig jeg bliver, ja, saa ønsker Du mig nok mit Humeur tilbage!«

Vinteren var gaaet. Det var en Aften i det tidlige Foraar; Caroline var som alle Mennesker forkjølet, »ja, i en saadan Grad forkjølet,« sagde hun, »at jeg maa bruge Lagen og ikke Lommetørklæde!« Moritz var i daarligt Humeur, ærgerlig over at Herman, som han holdt af, og som var god og dygtig, havde faaet, som han kaldte det, en af den fyenske Bedstemoders Raptusser. Herman havde pludselig opgivet at studere og vilde være Maler, eller hvad der nok mest laa ham i Sindet, han vilde afsted til Italien. Sex hundrede Daler havde han vel fast om Aaret, men hvad skulde de forslaae i Udlandet, og hvad Fremtid havde han for sig, dersom Bedstemoderen gjorde ham arveløs? »Jeg har prædiket for ham,« sagde Moritz, »det hjelper ikke. Alt er i Orden til Afreisen; det er nok Generalen, der holder af ham, som har talt hans Sag hos Kongen og udvirket ham Tilladelse til at gaae med Fregatten, som seiler imorgen til Middelhavet. - Han spolerer aldeles sin Fremtid, spolerer Alt, ogsaa med Bedstemoderen; men det er Noget af hendes Natur, der kommer frem. -Ja, jeg har sagt ham det!«

»Jeg er ikke Skyld i det!« sagde Caroline; »Du skal ikke see saa vred paa mig! er det af ulykkelig Kjærlighed til mig, saa er det jo Dig, der er Skylden; hvorfor har han faaet mig at see og lært at kjende min mageløse Elskværdighed?«

Moritz saae alvorlig paa hende ved denne Spøg, nu han var saa sørgmodig stemt; hun smilede og trykkede et Kys paa hans Pande. »Tag dog ikke Alt saa græsseligt alvorligt,« sagde hun; »hvad kan det nu hjelpe, jeg ogsaa sidder og hænger med Hovedet? Man maa døie og man maa døe! hvem veed hvad det er godt for? siger jeg altid.«

Endnu i denne Aften skulde Herman ombord; stille havde han i et Par Uger forberedt sig.

Vi søge ham ikke i Afskeden med Vennerne, de Faa, han skynder sig fra, som var det en Reise paa to, tre Dage; vi see ikke ind i Smerten, som bygger indeni ham. - Hvo savner ham her? Hvo tænker paa ham den tidlige Morgenstund, da de ude paa Rheden løfte Anker? Ikke Clara, nei Caroline Heimeran! hun tænker paa hans Sorg, tænker paa den smukke Clara - og undskylder hende; man kan kun elske Een, og hun elsker jo Grev Frederik.

Ingen taler mere om Herman, men om de første Violer, om Storken, der er kommet, om de nye Operaer, der endnu skulde gives før Saisonnen sluttes. Og Sommeren kommer, - Høsten følger efter, og saa er Aarets Hjul eengang dreiet siden de fire Venner sad i Regn og Storm med fyldte Glas, og adopterede den lille Datter. Vi dreie endnu fire Gange Aarets Hjul og Clara er Grevinde; Holger er ved Gesandtskabet i Stockholm; Moritz, - ja han har faaet sig et Præstekald paa Halligerne, ved Slesvigs Kyst; et halvt Aar har han allerede været der, i Høsten, som kommer, henter han sin Brud. Hun er den Eneste, som af vore Bekjendte sidder i Kjøbenhavn, smuk, livlig og spøgende som før. Hun har laant en Kjæreste i Moritz's Fraværelse, siger hun, »en ganske lille En!« Det er et Barn, en Dreng paa fire Aar, Moritz's Søstersøn; Moderen er Enke, og er denne Sommer taget til Jylland; den Lille savner hende ikke, han hænger med hele sin Sjæl ved Caroline. »Hun veed slet ikke at tale med Børn!« sagde Moritz tidt, og viste derved, hvor lidt han kjendte disse. De Smaa more sig just ved nye Udtryk og en usædvanlig Tiltale. Hun var ligesaa ivrig med at male Drengens Top og binde ham Snært paa Pidsken, som med at sye paa sit Udstyr. Skortede det paa Historier, tog hun Adresseavisen og læste ham for med stærk Betoning og Henrykkelse alle de Retter, der stod, at man kunde erholde paa Spiseqvartererne, og hver Ret var for den Lille, som for os, den deiligste Strophe i et Digt; samme Avis, hvoraf hun læste op, endte som trekantet Hat eller som Baad, der kunde seile over at hente Moritz. Hun drapperede sig og Drengen, og saa stode de i Tableau og Ingen saae paa det uden Ragazo, den gamle Hund, saa feed og doven, saa uskikket til at lege med, at han lagde sig til Ro selv naar Sabelen var bundet ham om Livet, og han, Caroline og den Lille skulde lege Røverbande. Disse Lege gjorde, at hun tidt maatte sidde oppe til længe efter Midnat; men da gik Fingrene endnu raskere, og Saxen klippede; der vilde komme baade Uldent og Linned i Præstegaarden paa Halligerne. Paa samme Tid bestyrede hun med een Pige Huset for sin Fader; Alt gik saa godt; der var Tid til at lege og spøge, idetmindste saae det saaledes ud. - Efteraaret kom, den lille Drengs Moder, Hedevig, vilde indtræffe i Løbet af fjorten Dage, men Moritz ventedes endnu tidligere. To Aftener før hans Ankomst blev den lille Dreng syg, meget syg; Caroline vaagede hele Natten, var utrættelig hos ham. Lægen vidste endnu ikke, hvad Barnet feilede; det vilde altid have Caroline hos sig; hun vaagede den næste Nat igjen. Det var Typhus; Lægen erklærede det derfor netop idet Moritz indtraf. Nogle Uger vilde han blive, da skulde Brylluppet staae og strax efter skulde han med sin søde Brud til Halligerne i den brusende Nordsø. Gjensynets Glæde var delt; de vare bedrøvede for den Lille, hvis Moder var borte, hvis eneste Glæde han var. Barnets Seng stod i Carolines Sovekammer; hun kunde ikke forlade den Syge; ogsaa hun blev angreben og laa lidende, da de bare den Lille som Liig ud af hendes Kammer.

Med Hjertet fuldt af Sommerglæde var Moritz kommet; i Maaneder og Uger havde disse Dage lyst for ham som Lykkens Dage, og nu sad han ved maaskee en Dødsseng. Det var en vaad, raa Nat, en af de koldeste, Efteraaret endnu havde bragt; Vinduerne stode aabne, den døde lille Dreng laa i Sideværelset. Caroline var faldet i Søvn med Hovedet paa Moritz's Arm, han nænnede ikke at tage den bort, skjøndt det virkede i den. Hendes lange Haar var faldet ned over Panden; en hectisk Rødme farvede Kinderne. Det var ganske stille Nat; da sprang med Eet Døren op til Værelset, hvor den døde lille Dreng laa. Paa enhver anden Tid vilde dette intet Paafaldende have havt; Døren var oftere sprunget op, men nu, i denne Nat faldt det paa. Lampen var stillet saaledes, at den ikke skulde skinne paa den Syge, og kastede nu sit hele Lys paa Ansigtet af det døde Barn, som laa hvidklædt med Blomsterkrands om Hovedet. Caroline slog i det samme Øinene op og stirrede derhen. »Ja, jeg vidste jo nok at han var død,« sagde hun med sagte Stemme. »Jeg døer ogsaa, men vær ikke bedrøvet! Jeg har før troet, at det var saa forskrækkeligt, men nu synes jeg det slet ikke. Selv at Du bliver tilbage, bærer jeg saa godt; jeg synes, det er kun at jeg skal sige Dig god Nat! Vi sees imorgen, - saa skal jeg nok gjøre Kommers med Dig, nu kan jeg ikke! god Nat!« og hun lagde atter Hovedet. Der var saa stille i Kammeret, saa raakoldt; en Fugl skreg ude i Haven. Var det Dødsfuglen?

I Stuerne tæt op til hinanden laae to Liig, den lille Drengs og Caroline Heimerans.