IX.
Det Kammer.

Grev Frederik og Clara, som allerede eet Aar havde været gifte, kom netop i disse Dage tilbage fra Paris og Schweitz. Frederik hørte om Moritz's Ulykke, og bad ham dog at lægge Hjemreisen over Fyen og der tilbringe nogle Dage; Omgivelserne der vilde ikke som i Kjøbenhavn idelig minde om hans Tab. Søsteren Hedevig, som efter sin livlige, lille Drengs Død sluttede sig endnu inderligere til Broderen, og havde besluttet at følge med ham til Halligerne og styre Huset, var naturligviis ogsaa indbuden. Moritz tog mod Tilbuddet idet han følte en Lidelse i at blive i Etatsraadens Huus, hvor med Caroline Sjælen og Solskinnet manglede. Det laa ham ogsaa paa Hjertet at tale med den gamle Baronesse om den lille Pige, Elisabeth hed hun; det stakkels Barn havde jo i den hele Verden Ingen uden ham, følte han ret i sin Sorg, og den femaars Lille var pludselig faldet i Baronessens høieste Ugunst, var sat ud af Gaarden »for sin Underfundighed,« som der stod i sidste Brev.

For at kjende denne »Underfundighed«, gjøre vi Reisen med til Fyen, ja gaae nogle Uger tilbage i Tiden, til den fjortende August, Fruens Geburtsdag, som den kaldtes, men egentlig aldrig havde været.

»Min Geburtsdag var en dum Dag,« sagde hun; »den feirer jeg i Stilhed, og den skal Ingen vide; men den fjortende August har jeg søgt ud som Geburtsdag, den kan jeg lide i Almanakken og paa den vil jeg have det lystigt!«

Man talte saa smaat om, at det var paa denne Dato, hendes Fader, lange Rasmus, havde redet paa Træhesten. Der gik flere Historier saaledes om et lille, ellers altid tillukket Kammer, der ikkun een Gang om Aaret, netop denne ene Morgen, blev aabnet; at den gamle Frue gik derind, og naar hun kom tilbage, var hun lystig, som havde hun en lille Ruus.

Paa den fjortende August stededes de Fattige fra hele Omegnen til en Slags Audiens; den gamle Frue vidste dem Alle ved Navn og kjendte hele deres Liv og Levnet, og efter denne Kundskab bleve de belønnede. Den store Sal var da en heel Bazar, hvor hun med Madam Krone sad og uddeelte Presenter. Hver fik Noget. De gifte Folk Gryn, Smør, Meel; de unge Piger Silkebaand og brogede Tørklæder; Bønderdrengene en Hest med Pibe til Hale, og den blæste Fruen selv allerførst i, før hun overrakte den. For flere Hundrede Rigsdalers Værd blev da givet bort. Henimod denne Tid, allerede i Julimaaned, fandt man derfor Fruen og Madam Krone ivrigt ifærd med at sye Klæder til Mandfolk og Fruentimmer, Alt efter Fruens Idee.

Naar de da Alle havde faaet, klappede den gamle Frue sig selv og Madam Krone, idet hun sagde: »See, nu har vi To været skikkelige Mennesker! Nu bliver jeg hendes Naade!« Og hun iførte sig da sin bedste Pynt; Vogne rullede ind i Gaarden, fornemme og rige Gjæster kom til et stort Middagsmaaltid, og efter dette maatte Alle ned i Haven og i den tilgrændsende Skov. Hvert Aar var her et eller andet Arrangement, beregnet paa at overraske Gjæsterne, sædvanlig et levende Malerie, tidt ordnet med malerisk Sands og af Virkning. Saaledes, idet man spadserede i Skoven og kom, hvor denne omsluttede en lille Indsø, viste sig pludseligt Blus paa Vandet, enkelte Fiskere laae i deres Baad med udspændte Næt, Andre stode i Vand til Knæerne, Fruentimmerne arbeidede, Børnene dandsede rundt. Det Hele udførtes altid af Bønderfolk, der selv fornøiede sig ved denne Comedie, som de kaldte det, og fik Penge til for det. Et andet Aar, som Gjæsterne kom i Huulveien til Skoven, stode de her midt i en Zigeunerleir, hvor Ilden blussede under den store Suppekjedel og Zigeunermoer gav den mindste Dreng Riis med Suppeskeen. Efter Vandringen fandt man oppe i den store Sal Alt festligt anrettet. Paa Bordet stod en overordentlig stor Kage og paa et ubestemt Sted i samme laa en Nød, der var bagt i med. Kagen deltes ligelig mellem Gjæsterne, og den, som fik det Stykke, hvori Nødden sad, blev kaldet »det andet Geburtsdagsbarn,« blev gratuleret og fik af Husets Frue en Present, der altid var omvunden af Roser, plukkede omkring Græspletten ude i Gaarden, hvor vi vide at Træhesten havde staaet.

Det var netop mod Aften, Dagen før denne Festdag. Fruen havde travlt med at ordne Alt i Skoven; denne Gang skulde det være »Elverpigernes Dancis«. Det havde først været hendes Tanke at give »de græske Guder«, men Madam Krone havde paa det Alvorligste arbeidet derimod og tilsidst faaet sin Villie; det vilde blevet en Scandale, mente hun, havde den gamle Frue sat det istand med Havnympherne, der skulde have været nøgne Bønderkoner, som vadede om i Indsøen. At de kunde miste deres Sundhed ved den Comedie, bragte Fruen derfra, og ikke at det kunde kaldes umoralsk, thi umoralsk, sagde den gamle Frue, det var al Dyd naar umoralske Mennesker dømte den. - Den lille Elisabeth, der nu var en femaars Pige, et sælsomt stille Barn, lidt uvoren, som en Forkjælet bliver det, sad paa Skammelen noget borte fra Madam Krone og Fruen, der begge vare flittige med at sye, da de endnu ikke vare ganske færdige med alle Presenterne til imorgen; der manglede uldent Undertøi for en gammel, sygelig Huusmand. Elisabeth havde foran sig sit lille Bord, fuldt af Legetøi; men dette laa urørt, Dukken var kastet paa Gulvet, Barnet holdt Hænderne i Skjødet og saae tankefuldt frem for sig med sine blaae Øine.

»Du maa ikke sidde og tænke, Lisbeth!« sagde den gamle Frue, »lad være med det til Du bliver stor. Og er det Søvnighed, saa i Seng! Det er nok ogsaa det Bedste, for imorgen bliver Du oppe som et gammelt Menneske!«

»O, imorgen!« udbrød Elisabeth, løftende de smaa Hænder, og sad igjen tankefuld.

»Det er alt det, hun sidder og tænker paa,« sagde Madam Krone halvt sagte. »Hun hører jo i disse Dage ikke om Andet af Folkene, og seer hvor travlt vi have det. Smaa Gryder have ogsaa Øre! hvor var hun lyksalig baade ifjor og iforfjor, og nu har hun da mere Forstand.«

Det var ogsaa den Dag imorgen, som opfyldte hende, men paa en anden Maade end Fruen og Madam Krone havde Tanke om; de smaa Øren havde hørt og gjemt Meget af hvad Folkene fortalte. Der var mere Viisdom i den gamle Frues: »Du maa ikke sidde og tænke!« end Nogen troede.

Elisabeth skulde tilsengs; hun sov i et lille Kammer tæt ved Madam Krone, der nu førte hende derhen, fik hende afklædt og til Ro, og Syningen begyndte igjen. Klokken ti gik imidlertid Alle iaften tilsengs. Madam Krone saae ind til lille Elisabeth; der var Ingen i Sengen. Hun søgte, sendte Bud om hende i Kjøkkenet, lod Folkene søge i Gaarden og i Haven. Elisabeth var intet Sted at finde. Madam Krone vilde først i sin Angst gaae til den gamle Frue og sige hende det, men betænkte sig og gik selv ned i Folkestuen, hvor hun gav Ordre, at de Alle med Lygter og Stænger skulde søge endnu engang i Haven; dog, Barnet fandtes ikke.

Det var allerede tidlig Morgenstund; Lyset tændtes hos den gamle Frue, som endnu Intet vidste; Madam Krone var paa Veien til hende, men standsede idet den gamle Frue gik til Lønkammeret, hvis Hemmelighed Madam Krone ikke kjendte, eller ikke vilde vide at kjende; hun ventede paa at Fruen kom tilbage.

Der, mellem fire Vægge indesluttedes Gaardens, hele Omegnens Mysterie; om dette var der talt og atter talt mellem Folkene; ofte havde den lille Elisabeth lyttet til, og naar man mindst tænkte derpaa, siddet og gjort sig sine Tanker. Nogle sagde, at der i Kammeret slet Intet fandtes uden et Par Træskoe og en Melkebøtte, som den naadige Frue engang som fattig Bondepige selv havde baaret, og som hun nu tog paa og sagde: »saadan var jeg! og saadan er jeg nu!« Andre sagde, at hun der gjemte i en Flaske en lille Mand, som sagde hende Alt, hvad der skulde skee hele Aaret. Elisabeth tænkte ikke paa Andet end at komme derind og see hvad der var. Nøglen, som hun vidste laa i det lille Skrin paa Commoden, havde hun taget og ganske klogt stukket ned i sin Strømpe. Og saasnart hun nu var i Seng og Madam Krone borte, reiste hun sig, tog sine Skoe paa, tændte Lyset ved Natlampen og listede sig henad Gangen til Døren. Det lykkedes strax at faae den op, og med Lyset i Haanden stod hun nu i det lille, halvrunde Taarnkammer. Her var ikke Andet at see, end et stort, gammelt Portræt af en Herre, stillet op midt i Kammeret paa et Brædt, der laa over nogle forraadnede Træpæle, som syntes at være trukne op af Jorden. Han havde en grulig stor Paryk paa, rød Vest og Kjole, og det var et slemt vredt Ansigt. Elisabeth søgte i alle Kroge, om ikke Flasken med den lille Mand var at finde, eller idetmindste Træskoene og Melkebøtten. Der fandtes aldeles Intet, og derfor, ligesaa sagte som hun var kommet, vilde hun liste sig ud; men Døren var gaaet i, Nøglen sad udenfor, hun kunde ikke, eller forstod ikke at faae den op. Lyset satte hun paa Gulvet, og stødte med Hænder og Fødder, det hjalp ikke; hun var ved at græde, men holdt dog Taarerne tilbage. Hun saae paa det gamle Portræt, hele Lysskinnet faldt paa det og hun kom i den græsseligste Angst, thi Billedet, syntes hun, blev levende. Taarerne strømmede hende ud af Øinene; hun raabte høit, men huskede i det samme paa den gamle Frue, og af Skræk for hende blev hun pludselig stille og greb igjen Lyset, men det faldt hende ud af Haanden og slukkedes; kun den lange, røde Tande viste, hvor det laa; hun forsøgte at blæse den i Lue igjen, som hun havde seet Folkene gjøre, men det vilde ikke lykkes. Hendes urigtige Opførsel, hvilken hun godt forstod, og nu Mørket, og dette hemmelighedsfulde Kammer, Alt rystede hende med Forfærdelse. Kammerpigen Trine, der snart skulde til Kjøbenhavn og giftes med sin Kjæreste, Skomageren, havde fortalt mange Historier, som hun kaldte Comedier og Balletter; en af dem om Rolf Blaaskjæg var især grulig; han havde slaaet sine Koner ihjel og gjemte deres Liig inde i et Kammer, hvor Ingen turde komme. Den lille Elisabeth kunde ikke glemme den Historie, og syntes at Kammeret her var et lige saadant. Hun tænkte paa de døde Koner, der, som Trine havde sagt, dandsede i hvide klare Kjoler, og den Lille hulkede høit, krøb mere og mere op i en Krog, og da hun begyndte at fryse, trak hun sit lille Skjørt op om Hovedet og sad saaledes og faldt i Søvn.

Det var endnu ikke Daggry, da den gamle Baronesse var oppe; Nøglen savnede hun strax og fandt nu til sin Forfærdelse, at den sad i. Sig selv neppe bevidst, stødte hun Døren op med en Voldsomhed, saa at Elisabeth vaagnede og stirrede med store Øine. Den gamle Frue saae rundt om, og da hun opdagede Elisabeth, foer hun sammen med et sælsomt, kort Skrig; hendes Ansigt fortrak sig, hun greb med en Vanvittigs Heftighed Barnet i Armen. »Afskum!« mumlede hun, »Nøgletyv!« og slæbte saa Elisabeth hen foran Billedet; her hævede hun Armen til at slaae, men holdt pludseligt inde og saae med et forstyrret Blik paa Portrættet, som i dette Øieblik var i fuld Belysning. »Nei Du,« sagde hun til Billedet, »Du skal ikke see selv et skyldigt Barn straffes! rid paa Din Hest!« Og som vanvittig spyttede hun paa Portrættet af ham, der havde sparket til hendes Moder, slaaet hende selv med Pidsken, og ladet hendes Fader ride til Spot og Elendighed paa Træhesten, der nu stod her, et ormstukket, forraadnet Meubel, Fodstykke for Billedet. Det var den onde Herremand, hendes Mands Faders Portræt, med Resten af Træhesten, der gjemtes her. Elisabeth græd og jamrede.

»Ti!« raabte den gamle Frue; »Du er ond, slet, lure vilde Du! Alt Nedrigt kan der blive af Dig! Ud af mit Huus skal Du!« - Hun slæbte hende med, og lukkede saa Døren. Elisabeth stirrede dødbleg med taarefyldte Øine, alle Lemmer rystede af Skræk og Feberkulde.

»Jeg har en fast Characteer, selv naar jeg vil være ond!« mumlede den gamle Kone og brast i en heftig Graad.

Da kom i det samme Madam Krone.

Fruen pegede paa Barnet: »bort med det Dyr! bort! iseng, iseng! see ikke paa mig! væk!« hun puffede den Lille fra sig, skyndte sig derpaa ind i sin Stue, smed sig paa en Stol og græd heftigt; alle hendes Lemmer zittrede. Med Eet sprang hun op, knugede Nøglen til det hemmelige Værelse fast i Haanden, gjorde et Skridt mod Døren, men standsede igjen. »Nei,« sagde hun, »jeg har seet ham, jeg har haanet ham!« og hun lænede sin Haand til Bordet, bed Læberne sammen, og blev staaende saaledes, idet Madam Krone kom.

Elisabeth skulde endnu idag ud af Huset, sagde den gamle Frue; Madam Krone kunde give hende til nogle Bønder eller sætte hende i Svinestien, gjøre med hende hvad hun vilde; endnu idag skulde der blive skrevet til denne Manuducteur, hvem der jo aarligt var sendt Regnskab. »Det har været Pjank og Spøg, hvad han før har faaet, nu skal han faae Alvor,« sagde hun. - Og hendes Villie var fast. Madam Krone nødtes til at sende Elisabeth hen hos den gamle Degn. Trine, der kunde de mange Balletter og Comedier, maatte i Madam Krones Navn der bringe Alt i Orden, og det var meget bedrøveligt, thi hun holdt af lille Elisabeth, og: »ihvor meget godt der var ved Baronessen, urimelig var hun dog,« sagde Trine; »enkelte Gange er Baronessen jo lige ved at være gal! Gud forlade mig min slemme Synd, at jeg siger det!«

Medens Trine gik med Elisabeth til de gamle Degnefolk, begyndte Festligheden for Bønderne. Den gamle Frue uddelte Presenterne til dem, men Bønderbørnene, der altid vare vante til, ved Uddelingen at høre hende spøge, fik idag med deres Presenter alvorlige Formaninger og Irettesættelser. »Fruen er ikke rigtig i Kalotten!« sagde de. Men til dette mærkede ikke de fornemme Gjæster, som siden kom; da var hun Lystigheden selv. Ingen spurgte om lille Elisabeth; stille og drømmende sad hun i Degneboligen hos de gamle skikkelige, høist overtroiske Folk. Trine græd, Madam Krone var taus, men hun tænkte desto mere.